OversigtLad mig vise dig, hvordan vi når til denne dato.
Kong Salomo, havde på Guds befaling opdelt Arons sønner, så de vidste hvilken uge deres tjeneste begyndte, således (1. Krøn. 24:7-19):
| 1. Jojarib 2. Jedaja 3. Harim 4. Seorim 5. Malkija 6 Mijjamin 7. Kos 8. Abija 9. Jeshua 10. Shekanja 11. Eljashib 12. Jakim | 13. Huppa 14. Jeshebab 15. Bilga 16. Immer 17. Hezir 18. Happisses 19. Petakja 20. Ezekiel 21. Jakin 22. Gamul 23. Delaja 24. Maazja. |
”Det var embedsskifterne til deres tjeneste, når de gik ind i Herrens tempel i overensstemmelse med den forordning for dem, som deres far Aron havde givet, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet ham” (1. Krøn. 24:19).
Ved tre højtider i løbet af året, var det påkrævet at alle jødiske mænd skulle rejse til Jerusalem og fejre henholdsvis ”de usyrede brøds fest, ved ugefesten og ved løvhyttefesten” (5. Mos. 16:16).
Deres tjeneste varede en uge ad gangen (2. Krøn. 23:8) og den jødiske kalender starter om foråret i måneden Nisan. Så det første tjenesteforløb startede med familien Jojarib, som skulle tjene i syv dage. Den anden uge i Nisan ville være Jedaja og den tredje uge, de usyrede brøds fest, ville alle præster og alle andre jødiske mænd være samlet (2. Mos. 23:14-17). Derefter, den fjerde uge, ville familien Harim gøre tjeneste. Når alle 24 familier havde gjort tjeneste, ville cyklusen starte forfra med Jojarib familien.
Således ville alle 24 præster have tjent i templet, fem uger på et år. To gange, hver især og tre gange samlet til højfesterne. 51 uger, 357 dage, ville dække den jødiske kalender på 354 dage. Da den jødiske kalender kun har 354 dage, bliver der hvert tredje år tilføjet en ekstra måned, hvor de præster som tjente den tolvte måned, også tjener i den trettende, hvilket foreslås i de jødiske lovsamlinger Tosefta Sukkah 4.28 og Bablylonian Sukkah 56b - hvilket Roger T. Beckwith refererer til i sin bog Calendar and Chronology, Jewish and Christian:, side 82 punkt d. Andre mener at metoden for at dække skudåret er glemt, men et grundigt studie som Beckwith har gjort, foreslår med stor sandsynlighed at tempelturnusen begyndte forfra hver Tishri, og klart er det, at også skudårene var dækket ind af tempelordningen. Den Babyloniske Sukkah fortæller at Bilgas vagt lod vente på sig, og Jeshebab bror trådte til i Bilgas sted.
Vi læser i Luk. 1:5 om Johannes’ far Zakarias, som havde tempeltjeneste i Abija, den ottende i rækken, som var gift med Arons datter Elisabeth. ”Så skete det, mens Zakarias gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, at det ved den sædvanlige lodtrækning blandt præsterne blev ham, der skulle gå ind i Herrens tempel og bringe røgelsesofferet…Da viste Herrens engel sig for ham…Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes…Da de dage, han skulle gøre tjeneste i, var gået, tog han hjem. Og efter disse dage blev hans hustru Elisabeth gravid” (Luk. 1:8-24).
Det jødiske år, starter ved Nisan - marts/april, hvor høsten begynder. Da Zakarias tilhørte præsteskifte nr. otte, fører det os til tredje måned Sivan – maj/juni, da den tredje uge i Nisan er de usyrede brøds fest, og den første uge i Sivan er ugefesten, hvor alle præsterne var samlet.
| 1. måned Nisan (marts/april) | 2. måned Zif (april/maj) | 3. måned Sivan (maj/juni) | |
| 1. uge | 1. Jojarib | 4. Seorim | Ugefesten (alle præster) |
| 2. uge | 2. Jedaja | 5. Malkija | 8. Abija |
| 3. uge | de usyrede brøds fest (alle præster) | 6. Mijjamin | 9. Jeshua |
| 4. uge | 3. Harim | 7. Kos | 10. Shekanja |
Da Johannes ifølge Luk. 1:24 blev undfanget efter Zakarias’ tempeltjeneste, har det været efter den tredje sabbat i måneden Sivan – i juni måned.
Grunden til at lægge vægt på Johannes’ undfangelse, er følgende Bibelvers: ”Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria…Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus” (Luk. 1:26-31).
Vi skal altså seks måneder længere hen, for at komme til Jesu undfangelse, hvilket bliver sent i den niende måned Chisleu, november/december. Den 25. dag i Chisleu, starter Hanukkah, lysfesten, og det er bemærkelsesværdigt – og jeg tror ikke det er nogen tilfældighed, at Jesus kaldes verdens Lys (Joh. 8:12) – at det var tiden Jesus blev undfanget, også i og med at Hanukkah kaldes ”festen for genindvielsen af templet i Jerusalem” (Joh. 10:22) (som ifølge verset var om vinteren), som ifølge historien, var fejringen af det genindviede tempel, hvor olielamperne i templet lyste i alle festens otte dage, på én dags olieforsyning.
Johannes blev undfanget sidst i måneden Sivan, og baseret på 40 ugers svangerskab, når vi frem til måneden Nisan. Da det stadig er almindeligt, at jøderne sætter et ekstra bægre vin frem ved påsken, midt i denne måned, i forventning om Elias’ ankomst, baseret på Mal. 5:4 (nogle versioner 3:23): ”Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige”.
Englen der viste sig for Zakarias i templet, sammenføjede Johannes og Elias idet han sagde ”Han (Johannes)skal gå foran ham i Elias ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede” (Luk. 1:17) og Jesus refererede senere til Johannes som Elias, da de skriftkloge spurgte om Elias ikke skulle komme forud for Jesus: ”Elias er allerede kommet, og de kendte ham ikke, men gjorde med ham, som de ville. Sådan skal også Menneskesønnen lide for deres hånd. Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber” (Matt. 17:12-13).
Dermed kan vi regne med, at den forventede Elias, Johannes døberen blev født omkring d. 15. i måneden Nisan.
Jesus blev ifølge Bibelen, som vist, undfanget seks måneder efter Johannes, og det leder os til midten af den syvende måned i den jødiske kalender, d. 15. Tishri, hvor Jesus blev født. Her finder vi løvhyttefesten, Sukkot, eller tabernakelfesten: ”Sig til israelitterne: Den femtende dag i denne syvende måned er det løvhyttefest for Herren i syv dage. På den første dag skal der være hellig festforsamling; I må ikke udføre noget arbejde. I syv dage skal I bringe Herren ofre. Den ottende dag skal I holde hellig festforsamling og bringe Herren ofre. Det er en festdag; I må ikke udføre noget arbejde” (3. Mos. 23:34-36).
Der er mange paralleller i dette. Esajas profeterede: ”Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es. 7:14). Immanuel betyder ”Gud (sammen) med os” og Gud kom åbenbaret i Jesus, og tog bolig ibland os.
Det græske ord for ”tog bolig” i Joh. 1:14, er ”skenoo”, det samme som det hebræiske ord ”succah”, og ordet brugt om løvhyttefesten er Sukkot. Vi læser i 2. Krøn. 12:3 om sukkijitter folket (hebræisk ”Cukkiy”), som var hytte eller telt boere. The Amplified Bible oversætter Joh. 1:14 således: ”Og Ordet (Kristus) blev kød (menneske, inkarneret) og tabernaklede (fæstnede Hans kødelige telt, boede en stund) blandt os; og vi så [faktisk] Hans herlighed (Hans ære, Hans majestæt), en sådan herlighed som en enbåren søn modtager fra sin fader, fuld af nåde (yndest, miskundhed) og sandhed”.
Det interessante er, at Jesus kom ned og tabernaklede hos os, ved tabernakelfestens højtid. Han tog bolig iblandt os, i sit kødelige telt, på den tid, hvor jøderne lavede løvhytter – også kaldet løvhyttefesten, hvor alle Israels mænd skulle ”se Herren din Guds ansigt” (5. Mos. 16:16). Det er utrolig sammenhængende og viser endnu engang Guds storhed – intet er tilfældigt.
Når vi nu ved, at det var ved denne højtid, hvor alle Israelske mænd skulle mødes i Jerusalem for at ”se Guds ansigt”, er det måske logisk, at kejser Augustus valgte denne tid for at skrive folket i mandtal. Måske var det også derfor at Josef og Maria ikke kunne finde plads i herberget i Betlehem, som lægger ca. 8 kilometer fra Jerusalem.
Løvhyttefesten varer som sagt otte dage, og er det en tilfældighed at ”Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv” (Luk. 2:21)?
Bibelen viser os, at Jesus blev født ved løvhyttefesten, eller indhøstnings festen, da det var ved høsttid. Bibelen viser også at ”da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden” (Matt. 24:30-31). Bibelen lærer klart, at vi som Guds folk, vil kende tiden for hans genkomst (læs evt: I kender hverken dagen eller timen – men tiden) og parallellen er så markant, at det er svært at benægte, at Jesus vil komme igen ved denne tid.
Jeg siger ikke det er sådan, men vi må have det i baghovedet, for snart vil en anden messias stå frem, som bibelen navngiver Antikrist. Han vil råde syv år før Jesus kommer igen og føre verden ind i den største trængsel, den nogensinde har set.
Jesus er ikke hos os mere, men Han sendte den tredje person i guddommen, Helligånden, som ikke har sit eget kødelige tempel, men dit og mit legeme (1. Kor. 3:16), om vi lader os føde på ny, igennem Guds Ord, Jesus Kristus. Gud er stadig (sammen) med os ved sin Ånd, og tag imod frelsen når Guds i dag drager dig og kalder dig, ved sin Ånd.
Jesus kommer snart igen, og bortrykkelsen af Hans menighed syv år før, så ”I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter” (Hebr. 3:15), men tag imod frelsens gave i tro på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn.