Angående den store Højtid

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 01/12-01



Med denne artikel har jeg især tænkt på alle dem, der gerne vil forberede sig til den højtid, som alle oprigtige Guds børn specielt glæder sig til. At vi fejrer denne højtid på et forkert tid på året, har ikke den store betydning. Det afgørende er, ar vi takker og ærer Gud for vor frelsers fødsel. Vi takker Gud, fordi han i nåde så til vor elendighed og hjalp os ud af den hjælpeløse tilstand, vi var i.

Salmisten skriver: ”HERRENS navn skal folkene frygte, din herlighed alle jordens konger;… thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin herlighed; han vender sig til de hjælpeløses bøn, lader ej deres bøn uænset.” Salme 102:16-18.

”Barmhjertig og nådig er HERREN, langmodig og rig på miskundhed; han går ikke bestandig i rette, gemmer ej evigt på vrede; han handled ej med os efter vore synder, gengældte os ikke efter vor brøde. Men så højt som himlen er over jorden, er hans miskundhed stor over dem, der frygter ham. Så langt som østen er fra vesten, har han fjernet vore synder fra os. Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer HERREN sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.” Salme 103:8-14.

Det er baggrunden for, at Gud sendte os en frelser, da vi var fuldkommen hjælpeløse. ”Han drog mig op af den brusende grav, af det skidne dynd, han satte min fod på en klippe, gav skridtene fasthed, en ny sang lagde han i min mund, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN. Salig den mand, der sætter sin lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til løgn.” Salme 40:3-5.

Derfor holder vi højtid! Ja, for mig årets største – thi uden, at Jesus var kommet til os, var der aldrig kommet en påske – derfor takker og ærer vi Gud, at Jesus, Guds Søn, blev født som et menneske, og elskede os så meget, at han selv ville komme i menneskeskikkelse og frelse os.

Tegnene fra Gud



Vi kender så godt beretningen om Jesu fødsel i Betlehem – tror vi. Men vi vil prøve at se den i en større og dybere perspektiv.

I NT bruges ordet frelser (græsk: sõter) kun om Gud og om Jesus. Vi læser i Luk. 2:11: ”Eder er i dag en frelser (sõter) født, som er Kristus, Herren, i Davids stad.”

Kristus er den græske form for det hebræiske Messias. Og Herren er det ord, nutidens oversættelser bruger for det hebræiske Yahwe.

Men ordene om en frelser var ikke kun en påstand fra Gud. Vi læser i vers 12: ”Og dette skal I have som tegn: I skal finde et barn svøbt, liggende i en krybbe.” Det græske ord for tegn er sêmeíon og kan med ligeså stor ret oversættes til vidnesbyrd eller bevis. I Bibelen møder vi ofte ordet sêmeíon. Gud giver bevis på sin eksistens. Derved adskiller han sig fra andre, der påstår de er guddommelig uden at have et bevis. Disciplene lærte Jesus så godt at kende, at de vidste, han aldrig blot kom med påstande. Derfor spurgte de Jesus: ”… hvilket er tegnet på dit komme…? Altså på hans genkomst, Matt. 24:3.

Jesus svarer ikke blot med ét men med mange tegn, som stort set kan samles i tre grupper:

a. Tegn i folkelivet: Der skal komme store krige, pest og hunger. Matt. 24:6-7.

b. Tegn i naturen: Der skal ske store jordskjælv. Matt. 24:7. Og forstyrrelser blandt himmellegemerne.

c. Tegn i menighedslivet: Mange bedragere skal stå frem og påstå, at de er Messias. Matt. 24:5. Der skal være forfølgelser af dem, der tror på Jesus. Matt. 24:9. Mange skal
falde fra troen. Matt. 24:10. Mange falske profeter skal stå frem. Matt. 24:11. ”Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.” Matt. 24:12.

I Luk. 2:7-8 læser vi: ”Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, fordi der ikke var plads for dem i herberget.” Tiden var inde til, at Maria skulle føde Guds Søn, som Gud havde bestemt til på overnaturlig måde at fødes som et menneskebarn. Det er den eneste gang, at dette nogensinde er sket. Derfor er Jesus enbåren.*
* Græsk. monogenés, født som det eneste barn i en familie. Det er brugt om Jesu forhold til Gud. (Joh. 1:14, .3:16 og 1. Joh. 4:9.) Gud har mange børn (Joh. 1:12), men ingen af dem er hans børn på samme måde som Jesus er Guds enbårne Søn.

Maria svøbte Jesus og lagde ham i en krybbe. Tænk at Ærens konge, som selv Herodes´ palads ikke ville være god nok til, kun fik en krybbe som vugge i herbergets ringeste bygning.

Englen, der forkyndte hyrderne på marken den store nyhed, fløj ikke men stod (græsk epeste) hos dem, da han talte med dem. Og englene lovpriste Gud og sagde: ”Ære være Gud i det højeste! og fred på jorden i mennesker, der har hans velbehag!” vers 14.

Det hebræiske ord for ære er kãbod. Og ordet hãdãr er pragt, herlighed og ære. Gud er skabelsens Herre. Alt er til for at ære ham. (Es. 43:7.) Guds væsen, tanker og hensigter kan ikke udgrundes af menneskene. (Sal. 139:17.) Gud kan kun blive kendt ved sin selvåbenbaring. (Sal. 29.) Han udførte sine nådefulde gerninger mod Israel for sit eget navns skyld. (Sal. 106:8.) ”Jeg er Herren,… og jeg giver ingen anden min ære.” Es. 42:8. ”Kristus har taget sig af os til Guds ære.” Rom. 15:7. Menneskene ærer Gud ved at tilbede og lovprise hans navn. ”Og hver tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.” Filp. 2:11. Al vor gerning skal ske til Guds ære.

Engle



”Og det skete, da englene var vendt tilbage til Himmelen, at hyrdene sagde til hverandre: ”Lad os nu gå til Betlehem og se alt det, som er sket der, som Herren har kundgjort os!” Luk. 2:15.

Engle er åndelige skabninger, som lever i nært fællesskab med Gud og tjener ham ved at udføre hans vilje til menneskers frelse. (Heb. 1:14.) I Kol. 1:16 siges det klart, at de er skabte væsener. Skabt ved og til Guds Søn. De er ikke bundet af materielle begrænsninger og har en overmenneskelig magt. Derfor kaldes de også for ”magter og myndigheder”. (Kol. 1:16.)

Om englenes forhold til Gud siger Bibelen, at de ser Gud. (Matt. 18:10.) De tilbeder ham. (Sal. 103:20.) Og de er i fuldkommen overensstemmelse med Guds vilje. (Matt. 6:10.)
Som vi ser i Hebr. 1:14 er de også ”tjenende ånder, som sendes ud til tjeneste for deres skyld, som skal arve frelse.” Derfor kaldes englene for Guds sendebud. De forkynder åbenbaringshistoriens store hændelser. (Matt. 1:20ff og Apg. 1:10-11.) De udfører Guds straffedomme over hans fjender. (Apg. 12:23 og Åb. 8:7-13 m. fl. st.) Og de følger i hellig glæde med i udviklingen af Guds frelsesplan på jorden. (Luk. 15:7 og 10 samt Ef. 3:10.)

Retfærdighed



”Der levede en mand i Jerusalem ved navn Simeon, som var en retfærdig og gudfrygtig mand, som ventede på Israels trøst; og Helligånden var over ham.” Luk. 2:25.

Retfærdig betyder pagtstroskab. At indfri de krav, den anden part har i samfundsforholdet. Gud er retfærdig. Dvs. han viser sin pagttroskab, sin nåde og trofasthed mod sit folk. ”Min nåde vil jeg ikke tage fra ham, min trofasthed skal jeg ikke svigte. Jeg vil ikke bryde min pagt og ikke ændre det, som gik over mine læber.” Sal. 89:34-35. (Jfr. dette med Hos. 2:19-20 og Neh. 9:8.) Guds hellige vilje skal være lov for os.

Dem, som i Bibelen kaldes retfærdige, var ikke fuldkomne og havde brug for Guds nåde over deres elendighed og sønderbrudte ånd. (Es. 66:2.) Særlig i Esajas´ bog kan vi læse om Guds tsêdãqã, der betyder hans frelsende retfærdighed. (Es. 45:8, 51:5 og Sal. 65:6.)

Kristus er ”den retfærdige”. 1.Joh. 2:1-2 og Apg. 3:14. Han er den eneste retfærdige, som i sig selv har ret til at stå frikendt foran Guds domstol. Intet menneske er retfærdig for Gud. (Rom. 3:10.) Vores lovretfærdighed er egenretfærdighed i modsætning til Guds frelse. (Rom. 10:2-4.) Den sande retfærdigheds frugt virkes ved Jesus Kristus. (Filp. 1:11.) Guds retfærdighed betyder først og fremmest hans frelsesgerning, som vi skal tro på. Og hvad siges der om tro:

Tro er at have tillid. (Matt. 9:2 og Mark. 10:52.) Vi skal tro på Ordet. (Apg. 8:35ff og Matt. 16:16-17.) Ved tro bliver vi frelst. (Joh. 3:16 og Ef. 2:8.) Vi retfærdiggøres ved tro. (Rom. 1:16-17, 3:28 og Filp. 3:9.) Tro er en nåde. (1.Kor. 12:9 og Rom. 12:3 og 6.) Tro er at stole på det, Gud har sagt. (Gal. 2:20 og 1.Tim. 2:15.)

Guds frelse



I Luk. 2:29 står: ”Herre! nu lader du din tjener gå bort i fred, efter dit ord.” Simeon bruger her Guds navn Yahwe, som senere i NT gengives ved det græske Kyrios.

Luk. 2:30: ”Thi mine øjne har set din frelse.”

En række hebræiske ord og udtryk kan bruges til at betegne frelse. Det mest centrale er afledt af ordstammen yasha, som også indgår i navnet Yeshua (Jesus), der betyder ”Herren er frelse”. Matt. 1:21. En række andre egennavne bekender ligeledes Gud som frelser. Esajas betyder således Herrens frelse, og Hosea betyder frelse.

Luk 2:31: ”Som du har beredt for alle folks åsyn.”Åsyn, viser både på hebræisk og græsk ofte hen til en bestemt person. At søge Guds åsyn betyder således at få personlig kontakt med ham. (Sal. 27:8.) Lad dit åsyn lyse. (Sal. 80:4, 8 og 20.) Det betyder, at vi beder om at må se glansen af hans personlige nærhed. Herren talte med Moses ansigt til ansigt. (2. Moseb. 33:11.) Herrens åsyn gik med israelitterne. (Vers 15.) Og at Gud skjuler sit åsyn betyder, at han tager sin nåde bort fra menneskene pga. deres synd. (5.Moseb. 31:17 og Sal. 104:29.)

Luk. 2:32: ”… et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for dit folk Israel”

I Bibelen betegner ordet lys ofte hellighed, salighed og renhed. (Joh. 3:19-21.) Lyset bringer glæde. Gud bor i et lys, hvor ingen uren kan komme. Gud er selv lys. (1.Joh. 1:5.) Jesu disciple blev kaldt for verdens lys. (Matt. 5:14.) Og de kristne bliver kaldt lysets børn. (Ef. 5:8.) I Johannes ev. betegner lyset som åbenbaringen af Guds kærlighed i Kristus. Han er verdens lys. (Joh. 8:12.) Den, som følger ham, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys..


Luk. 2:40: ”Og barnet voksede og blev stærk i ånden, fyldt av visdom, og Guds nåde var over ham.”

Gudgiven visdom er den praktiske anvendelse af åndelig kundskab, evnen til at vælge de bedste veje og til at nå frelsens mål. Guds visdom ved råd for alt (Job. 12:13) og satte frelsesplanen i værk. (1.Kor. 2:7.) Derfor er Jesus Kristus åbenbaringen af Guds visdom. (1.Kor. 2:24-30.)

Virkelig visdom får et menneske kun gennem Åndens oplysning. Vi må derfor frigøre os fra denne verdens visdom. (1.Kor. 1:17-3:23.) Den kundskab, Paulus havde om GT, kunne han bruge også som kristen, men han måtte forlade den farisæervisdom, han var oplært i - for at gribe sandheden i Kristus, Guds sande visdom.

Galilæa



Luk. 2:19: ”Da de havde fuldført alt efter Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret.”

Galilæa er den nordligste del af Israels land. Dets hebræiske navn er Galil, som stammer fra gll, der betyder distrikt. Der er arkæologiske beviser på, at mennesker har boet i Galilæa allerede i stenaldertiden. Arkæologiske fund vidner også om byer i Galilæa i den tidligere kanaanæiske periode. Israels første byer i Galilæa lå på højderne og ved vejen, der forbandt Damaskus med Middelhavet (Via Maris).

Arkæologiske fund vidner om, at Israels stammer først bosatte sig på højderne og i skovområderne og derfra gik til angreb mod kanaanæernes fæstninger, som lå i lavlandet. Dette stemmer med beretningerne fra Josua 11:1ff om slaget ved Merom, og med beretningen i Dom. 4:4ff om slaget ved Tabor. Krige, som sikrede israelitterne herredømme over Galilæa.

Galilæa blev delt mellem Asers stamme i nord-vest, Zebulon i syd-vest, Naftali i øst og Issakar i sydøst. Men først under David fik Israels folk fuldt herredømme over Galilæa.
Da Israels rige blev splittet i to kongedømmer efter Salomos død 935 f. Kr., blev Galilæa en del af Nordriget (Israel). I 732 f.Kr. blev Galilæa erobret af assyrerne under Tiglat-Pileser III og gjort til en provins, kaldet Magiddu (Megiddo). Men Galilæa blev antagelig lagt til Juda rige under kong Josia.

Vi har ingen information om Galilæa under Babylons og Persiens herredømme. Men fra den hellenistiske periode ved vi om jødiske bosætninger i VestGalilæa. (1. Makkerbæerbog 5:15.) Angående den hasmonæiske periode ved vi, at Galilæa blev underlagt Judæa. Og takket være en målbevist bosætningspolitik blev den jødiske befolkning på det tidspunkt i flertal i dette område. Under romerne blev Galilæa fortsat styret fra Jerusalem men blev også centret for de jødiske modstandsbevægelser. Og ligeledes center for den messianske længsel ifølge deres tro fra Skrifterne. Men Galilæa blev også centret for en bevægelse, der kom til at forme hele verdens historie. En bevægelse, skabt af Jesus, Guds Søn, og hans disciple.

Galilæa strækker sig fra Jisreelsdalen i syd til Litanifloden i nord, og fra Middelhavets kyst i vest til Jordandalen i øst. Et område på omtrent 2250 km2, som på grund af højdedragene og de mange vandkilder har det køligste klima og den frodigste vegetation i hele landet. Imidlertid er der forskel mellem den nordlige og del sydlige del af Galilæa. Den nordlige del har stejle højder, som kan nå til 900-1200 m, medens højderne i syd ikke når over 600 m. Derfor skiller man mellem Øvre og Nedre Galilæa. Grænsen mellem dem går langs Beqa BethHakerem (Beth Hakeremjuvet), som i dag svarer til vejen, der forbinder Akko med Tsfat (Safed).

Den største og vigtigste del af Øvre Galilæa var Kedesj, som nævnes i Josua 20:7. En anden vigtig kanaaneisk by var Merom. Ved Meroms vand stod slaget, hvor Josua vandt en afgørende sejr. (Josua 11. kap.)

Byerne voksede frem som handelspladser, hvor gennemgangsveje krydsede hverandre, med Jerusalem, Hebron og Sikem som de ældste. Kapernaum og Jeriko voksede, fordi de havde noget at sælge. Den første fisk, og den anden balsam.

Folket måtte p.g.a. krigsfaren organisere byerne, så de kunne forsvare sig. Og den arkæologiske forskning bekræfter det, Bibelen siger om, at håndværkere og købmænd boede i særskilte bydele. (Zef. 1:10-11.)

På hvilket tidspunkt fødtes Jesus?



I Luk. 1. kap. læser vi om præsten Zakarias og hans hustru Elizabeth. Og i vers 7-9: ”Men de havde ingen børn, fordi Elisabeth var ufrugtbar; og de var begge højt oppe i årene. Så skete det, at da han tjente som præst for Herren i den rækkefølge, som tilhørte hans afdeling, faldt loddet på ham til at bringe røgelsesofferet i Herrens tempel.

I 1.Krøn. 24:1-19 ser vi, at David inddelte præsteskifterne i 24 hold, som hver tjente en uge ad gangen. Se i Ezra 6:18, hvad der skete efter fangenskabet.

Fordi vi ved om disse skiftehold, kan vi udregne, hvornår Zakarias gjorde tjeneste i helligdommen. År 4 før Kr. havde Zakarias tempeltjeneste, hvor han skulle bringe røgelsesofferet. Da viste en Herrens engel sig for ham og sagde, at han skulle få en søn, som han skulle give navnet Johannes. (Luk. 1:8-14.)

Straks efter, at englen havde sagt dette til Zakarias, blev hans hustru frugtsommelig. (Vers 23-24.) Ved at kende præsteskifterne kan man regne ud, at dette skete d. 14. Nisan i den første del af år 3 før Kr.

Lukas fortæller i vers 3, at han nøje vil gennemgå alt fra begyndelsen. Derfor ved vi også, at seks måneder senere sendte Gud englen Gabriel til jomfru Maria for at fortælle hende, at Zakarias´ hustru skulle føde et barn. (Luk. 1:26.) Det må have været i de sidste dage af Elui (august/september). (Se i øvrigt den jødiske måneskema sidst i artiklen.

Netop som Maria var blevet frugtsommelig med Jesus, begav hun sig på rejse for at besøge Elizabeth. Vi læser i Luk. 1:39-42: ”Men Maria stod op i de dage og skyndte sig til… en by i Juda. Og hun gik ind i Zakarias hus og hilste på Elizabet. Og det skete, da Elizabet hørte Marias hilsen, sprang fosteret i Elizabeths liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst og sagde: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt!”

Den 14. Tebeth (december) var tiden inde til, at Elizabeth skulle føde.

Efter disse udregninger skulle Jesus være født den 14. Sivan (juni), 2 år før den gamle tidsregnings slut. Vi er nu i førstefrugtsmåneden ved ugefesten. Og vi ved, at Jesus var førstefrugten i henhold til YHWHs plan til at bringe frelsen til menneskene. Jesus blev omskåret på den ottende dag efter sin fødsel. Og 40 dage efter fødslen tog Josef og Maria Jesus med til templet for at fremstille ham for Herren. (Luk. 2:22-23 og 3.Moseb. 12:2-4.)

Det skete alt sammen i Betlehem i Judæa i den periode, den lovbefalede registrering fandt sted.

En konge blev født



En tid efter modtog Herodes den Store de vise mænd fra Assyrien, som havde set en speciel stjerne som tegn på, at en konge var født. Og nu kom de til Jerusalem for at finde denne konge. Netop ved den tid vides det, at Herodes led meget på grund af en svær sygdom og dårligt humør. Og han var ikke til sinds at lade en barnekonge overtage sit rige. Han beordrede alle drengebørn i Betlehem og omegn under 2 år dræbt. Dermed mente han sig sikker på, at denne nyfødte konge, som vismændene kaldte ham, også blev dræbt.

Men en Herrens engel viste sig for Josef i en drøm og sagde, at han skulle bringe barnet og dets moder til Ægypten. (Hvor let kunne Gud Almægtig ikke blot have hindret denne massakre, men han sendte i stedet sin Søn på flugt til et fremmed land. (Læs om massakren i Matt.2:1-18.)

Da Herodes var død, viste en Herrens engel sig igen for Josef, og familien rejste tilbage til Israels land. Arkelaus herskede nu i Judæa i stedet for Herodes. Og han var kendt for at være en frygtelig hård mand. Derfor rejste Josef ikke tilbage til Betlehem men til Nazaret i Galilæa. (Matt. 2:19-23.)

Mange år senere, sandsynligvis i måneden Nisan (marts/april), trådte Johannes Døber frem som 30-årig. Den alder, der i Moseloven krævedes, før en præst måtte tiltræde sin gerning. Og på forsoningsdagen kom Jesus til Johannes for at blive døbt, omkring 4 måneder efter sin 30 års fødselsdag. Det var starten på tiden, hvor Jesus gjorde sin gerning på jord, før han måtte lide døden på Golgata for vor skyld.

Den første undergerning, Jesus gjorde, var den 1.Nisan det følgende år, hvor han deltog i et bryllup i Kana. (Joh. 2:1-11.) Derefter tog han til Jerusalem og sagde til dem, der ønskede at se tegn, at han ville rejse en anden slags tempel (et åndeligt tempel) på tre dage 3 år. (Vers 18-21.) I disse tre år virkede Jesus intens, før han døde den 14. Nisan på en torturstage* Da var der gået nøjagtigt 3 solår fra Jesus begyndte sin gerning, som også Jesu disciple kom i hu, han havde sagt.

* Bibelen bruger intet steds på grundsproget ordet kors. Både det græske stauros og det latinske crux, som er oversat til kors i Bibelen, betyder en opretstående stang eller stage. I Apg. 5:30 står: ”Vore fædres Gud opprejste Jesus, ham, som I dræbte ved at hænge ham på et træ.” Og i Gal 3:13: ”Kristus købte os fri fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os – for det er skrevet: Forbandet er hver den som hænger på et træ.”




Det var lidt om forholdene i Israel i tiden omkring Jesu fødsel og hans jordiske liv. At Jesus skulle fødes for at bære vore synder, havde profeterne forudsagt. Og Gud sagde ved David i Salme 89:35-37: ”Jeg vil ikke bryde min pagt og ikke ændre det, som gik ud fra mine læber. Et har jeg svoret ved min hellighed, sandelig, for David vil jeg ikke lyve: Hans afkom skal blive til evig tid, og hans trone som solen for mit åsyn.”

Og i Es. 53:2-5 står der: ”Han skød op som en kvist for hans åsyn, som et rodskud af tør jord. Han havde ingen skønhed og ingen herlighed. Vi så ham, men han havde ikke et udseende, vi havde ingen glæde ved at se ham ….vore smerter tog han på sig. Men vi agtede ham for plaget, slået af Gud og gjort elendig. Men han blev såret for vore overtrædelser. Straffen kom på ham, for at vi skulle have fred, ved hans sår har vi fået lægedom.”

Disse vers beskriver Jesu lidelser. Det var for vore synder og i vort sted, vor Herre Jesus led. Alle vore synder blev lagt på Guds Lam, Jesus Kristus, der blev et sonoffer for vore synder, som var tornene i hans krone, naglene i hans hænder og fødder og spydstikket i hans side. Han blev overgivet til døden for vore overtrædelser. Ved hans lidelser købtes vi fri og fik del i Guds nåde.

Har vi lært af hans fornedrelse, ved at han aflagde al sin guddom ved sin fødsel som menneske? Der står i Filp. 2:6-8: ”Han, som var i Guds skikkelse, holdt det ikke for et tilranet gode at være lig Gud, men han udtømte sig selv og tog en tjeners skikkelse på sig og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, fornedrede* han sig selv og blev lydig til døden, ja, til døden på korset. (Græsk, staurus, stang.)”

*Græsk: EKENOSEN. Han afstod fra at bruge sin guddommelige magt.

Vi er kaldede til at følge ham og være villige til at gå samme fornedrelsens vej som han. Tænk på hans fødsel blandt herbergets husdyr – langt fra Jerusalems pragt. Tænk på hans afsavn for vor skyld, og på den spot og hån, der mødte ham fra landets øverste. Måtte vi regne alt for tab for at kunne følge ham på ret måde, og elske ham, der elskede os først.

”Thi således på den måde og så højt har Gud elsket verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv.” Joh. 3:16.

Det er kernen i den store højtid, hvor vi samles om Guds Søn, som kom til os i vor lighed for at bære vore synder og overtrædelser. Gud Fader sendte Yeshua, for at verden skulle blive frelst ved ham. (Joh. 3:15.) I Matt. 1:21 står: ”Hun skal føde en Søn, og du skal give ham navnet JESUS / YESHUA (hebræisk Yehoshua), thi han skal frelse sit folk fra deres synder.”

I Guds billede



Vi vil også læse disse ord: ”Så sagde Gud: ”Lad os gøre mennesker i vort billede,* efter vor lignelse. De skal have råde-ret over fiskene i havet, over fuglene i luften og over kvæget over hele jorden, og over hvert kryb, som rører sig på jor-den.” 1.Moseb. 1:26. Menneskene er noget specielt, fordi det er skabt i Guds billede, og Gud blæste livsånde i dem.

* Mennesket er skabt i Guds billede til forskel fra alle andre skabninger, og Gud så, at det ”var overmåde godt”. (1.Moseb. 1:26 og 31.) At mennesket er skabt i Guds billede, viser at det har personlig selvbevidsthed og vilje, har en udødelig sjæl/ånd og er skabt til at leve sammen med Gud. Og fordi mennesket er skabt i Guds billede, er hån mod medmennesker også hån mod Gud. (Jak.3:9, Kol. 3:10 og Ef. 4:24.) Før syndefaldet havde mennesket fuldkommen kundskab om Gud og var fuldkommen hellig og retfærdig. Alle, der tror på Jesus og bliver født på ny, ligedannes med Guds Søn. I Rom. 8:29 står: ”Thi dem, som han forud kendte, dem har han også forud bestemt til at blive ligedannet med hans Søns billede, for at han kan være den førstefødte blandt mange brødre.” (Når Kristus beskrives som den førstefødte fremfor enhver skabning (Kol 1:15), fortæller det ingen ting om hans ophav men om hans rang. Han er ikke skabt, men er alle tings Herre.)

Ikke blot har Gud forudbestemt alle til frelse. Der står også: ”Guds grundvold står urokket og har dette segl: Herren kender sine!” 2.Tim 2:19. Til alle andre siger han: ”Jeg har aldrig kendt jer. Gå bort fra mig, I som begår lovløshed! Matt. 7:23.

”Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl. Den sidste Adam blev en livgivende ånd. .. Det første menneske var af jorden, jordisk. Det andet menneske er Herren fra Himmelen. Som den jordiske var, sådan er også de jordiske. Og som den himmelske er, sådan er også de himmelske. Og ligesom vi har båret billedet af den jordiske, sådan skal vi også bære billedet af den himmelske.” 1.Kor. 15:45-49.

Disse ord har med den store højtid at gøre, idet vi må tænke på, at følger vi Jesus Kristus, som blev født og døde for os, vil vi også komme til at bære den himmelskes billede og er på vej til en uforgængelig herlighed sammen med ham. Han løfter os op til en evig herlighed, iklædt retfærdighed. Jesu fødsel, hans død og sejrrige opstandelse har åbnet vejen. ”Døden er opslugt og sejren er vundet. Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din sejer?” 1.Kor. 15:54-55.

Derfor må vi udbryde: ”Men Gud være tak, som giver os sejer ved vor Herre Jesus Kristus!” 1.Kor. 15:57. Og derfor fejrer vi højtid for Herren Jesus. Han er livet og lyset og en evig retfærdighed. Det er hans gave til os. Han alene kan give højtid og ægte glæde. Lad os da med glæde og tak tage imod hans gaver, frelsen og et evigt liv sammen med ham.


December 2001
Holger Skov Særkjær







Debat: Angående den store Højtid

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Højtider

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation