OversigtEr Pokémonspillet affødt af en gammel, japansk religion?
Det japanske firma Nintendo har skabt en forretningsmæssig succes med Pocket Monster spillet, der i dag er kendt un-der navnet Pokémon.
Ikke nok med, at Pokémon er et Game Boy computerspil, det bliver samtidig lanceret som tegnefilm, spillekort, biograf-film, på tøj, ja, alt hvad et barnehjerte kan begære.
Nintendo er desuden i gang med at udvikle en ny variant af tamagothi´er, som var en dille for et par år tilbage. En del lærere og forældre erindrer disse ret irriterende elektroniske kæledyr, som konstant skulle have sin ejers opmærksomhed og derfor af børnene blev bragt med overalt. De nye tamagothi´er bliver mere avancerede end de tidligere små nøglerin-ge. Børnene kan tale til dem, trøste dem og opdrage dem.
Ikke nok med, at der udbydes alle mulige slags Pokémon-varer, der er en hel Pokémon-verden, der kan udforskes på In-ternettet. Her udveksler børn koder, idéer og informationer omkring nye eller gamle Pokémon-kort og hvorfra de kan skaffes. Der bliver handlet Pokémon-kort til ekstrem høje priser. Den umådeholdne markedsføring, som ligger gemt i tegne- og biograffilmene, har påvirket mange børn til at købe produktet. På verdensplan er der blevet solgt milliarder af spillekort og tilbehør. Det giver stof til eftertanke. Spørgsmålet er dog, om det kun er på det psykologiske plan, at børn bliver besatte af Pokémon-monstrene, eller ligger der skjulte, religiøse kræfter bag?
Medierne fortæller om de ekstreme metoder, nogle børn har brugt for at få fat i de spillekort, de manglede. Det er for-uroligende, at børn bruger magt og vold for at få fat i det ønskede legetøj. Ikke fordi det aldrig er sket før - børn har jo altid haft periodiske samlermanier på den ene eller anden måde - men det er yderst sjældent, at manien udvikler sig til at blive så statusgivende som Pokémon-kortene.
For at kunne forstå, hvorfor børn bliver så påvirkede og nærmest afhængige af kortene, må man se på, hvordan de iøv-rigt lever, og hvad de ellers laver i deres fritid.
I dagens Danmark er det desværre sådan, at der årligt er omkring 400 børn, som bliver indlagt på grund af stress. Det er skræmmende, at forældre har så dårlig tid til deres egne børn. Og når der endelig er ferie, har forældrene ofte så dårlig samvittighed, at de (uvidende om konsekvenserne) slæber deres børn rundt til alle mulige forlystelser uden at tænke over, om de egentlig har lyst. Børn er i dag ofte overladt til sig selv i længere tid, og bruger ofte tiden til at spille og surfe på Internettet.
Man skal dog ikke tro, at Pokémonspillet kun appellerer til børn. Forældrene deltager ofte i den tro, at spillet er lærerigt, eftersom det både er et adventure- og strategispil..
Eftersom Pokémon er et verdensomspændende spil, der lover børnene magt og status, kan det få drastiske følger, hvis forældrene ikke er opmærksomme nok på deres ve og vel.
Oftest kommer de mest voldelige børn fra familier, som af den ene eller anden årsag ikke giver dem opmærksomhed nok, og som ikke er åbne over for dem. Derfor prøver børnene at kompensere for den manglende omsorg. Og hvad er bedre erstatning for fars og mors omsorg end høj status hos klassekammeraterne?
Desværre er mange børn i dag materielt forkælet, fordi forældrene ikke har tid til at give dem den kærlighed, de har be-hov for. Og når forældre efter en lang arbejdsdag ikke har overskud, siger de bare ja til alt, hvad børnene gerne vil have.
Da Pokémon-spillene lokker med håb om status for den, der bliver Pokémon-mester, er der ikke noget at sige til, at bør-nene går hen og bliver afhængige.
Spillet legalisere faktisk vold gennem disse forudsætninger:
- Du får status ved at blive Pokémon-mester.
- Når du bliver Pokémon-mester, får du overnaturlige kræfter.
- Men du skal blive ved med at samle Pokémonkort.
- Du bliver nødt til at fange alle Pokémons.
Pokémonverdenen på Internettet virker meget realistisk på børnene. Og sproget der bliver brugt, er meget manipuleren-de, så børnene nærmest bliver påvirket til at tro, at dette legetøj er det eneste rigtige. Der står skrevet mange steder, at hvis du altid har Pokémons på dig, vil du til hver en tid være parat til kamp. Der er også et vist æresbegreb omkring disse kort, da det er svært at få fat i alle figurerne. Derfor følger der selvfølgelig ære med, når det endelig er lykkedes at fange en ny Pokémon. Og det er dit eget ansvar at træne det lille monster, så det udvikler endnu stærkere kræfter.
Tonen i Pokémon-tegnefimene er meget negativ. Hvis hovedpersonen ikke klarer en kamp, eller hvis han bliver glad for at have fanget en ny Pokémon, bliver han straks nedgjort eller bitter på sig selv. Han siger til sig selv, at han er alt for svag, og at nu må han virkelig tage sig sammen, hvis han skal blive til noget. Ellers forbliver han det nul, han i forvejen føler, han er. Og når han har fanget et nyt monster, får han ikke at vide, at han er dygtig. Nej, han får at vide, at det ikke er godt nok, og at han bliver nødt til at fange flere og træne dem, hvis han skal gøre sig håb om at blive mester.
Faren ved Pokémon ligger i det faktum, at det ikke er børnene selv, som har udviklet denne fantasi. Det gør det vanske-ligere for dem at skelne imellem fantasi og virkelighed, end hvis de selv havde været med til at fremstille fantasien. Børn er mere tilbøjelige til at tro på, at Pokémonverdenen er virkelig, især med den massive markedsføring, der ligger bag.
Børn kan på længere sigt blive fanatiske og afhængige af spillet, netop på grund af tilbud om styrke og selvtillid, som de bliver lovet gennem den tilsyneladende uskyldige leg. Især da de på de såkaldte Pokémon-centre på Internettet får yder-ligere adgang til koncepterne Magic cards og The Gathering. Disse spil har der også været meget røre om, da der er ny-religiøse toner i dem.
Der har desværre været mange tilfælde af børn, som er gået totalt amok. I USA er adskillige blevet skudt af deres sko-lekammerater med pistoler. I Spanien var der sidste år en dreng, der nærmest slagtede sine forældre med et samurai-sværd, efter at han havde spillet et playstationspil kaldet Final Fantasy 8. Men hvorfor gjorde han det? (Forfatteren tror, at Pokémon spillet skal henføres til en gammel japansk religion, Shinto, som er en religion med mange guder, der stammer fra 500 år før Kr.
Man kan finde mange ligheder mellem Shinto og Pokémonverdenen. Hvert eneste kort har sin ånd, spirituelle kraft og energi. Hvert kort står for hver sin guddom, eftersom Pokémon-figurerne bliver fundet i naturen. Hvis en ond magt fanger dem alle sammen, vil harmonien blive ødelagt og verden dermed blive destrueret. Ved at lege med disse kort tilkalder man specielle ånder og opnår kontakt med guderne. Ligesom i Shinto, hvor grænsen imellem det almindelige menneske og ånderne er let at overskride, knyttes der et bånd imellem Pokémonen og dens herre. Pokémonmesteren besidder gudens kræfter.
Det farlige i dette er den fanatisme, der får børnene til virkelig at tro, at de kan opnå guddommelige kræfter og derved få højere status. Desværre er Pokémons regler ikke så positive som Shintos. Pokémon går ikke ud på at skabe harmoni imellem natur, mennesker og guder, som Shinto gør. I Pokémon er mennesker nemlig istand til at fange en naturgud, tæmme den og derefter gøre brug af dens kræfter. Hvilket i sig selv er en farlig tankegang. Et menneske kan selvsagt ikke styre naturens kræfter. Og lad os ikke glemme, at det er børn, som har spillet i hænderne.
Men man kan jo slå sig til tåls med, at det reelt ikke kan lade sig gøre at tilkalde ånder.* Alligevel er der den psykologi-ske påvirkning, at børn let kommer til at tro, at de kan få og bruge disse kræfter, og som derfor får mod og vilje til at gø-re andre ondt. Den menneskelige natur er blandt andet destruktiv og aggressiv, og børn har ikke den samme moralske hindring, som den normale voksne.
* Litteratur fra New Age og andre viser, at det er let at tilkalde onde ånder. Men Paulus skriver i 1. Kor. 10:20: Jeg vil ikke, at I skal få samfund med de onde ånder. Og Pokémon spil, bøger, film og andet om Pokémon er en af måderne dertil. (Ligeså alt om Harry Potter). Pokémon i alle afskygninger er inspireret af dæmoner med det formål at få børn til at åbne sig for den åndeverden, der ikke hører Gud til. Derfor må vi kristne ikke tillade nogen form for Pokémon i vore hjem, men lære evt. børn og børnebørn at afsky alt sådant. (Tilføjet af HSS.)
Artiklen er bragt med tilladelse fra Den Nye Dialog Nr 82.
Vor gengivelse er en del forkortet, og de viste billeder er ikke medtaget.
Marts 2001
Holger Skov Særkjær
Baltorpvej 195 7,-2
2750 Ballerup
Tlf & fax 44 97 78 20
Se vor hjemmeside
http://hjem.get2net.dk/ordet/index.htm