OversigtDisse ord er ikke kun skrevet til hans tid, men også for at vi kan lære deraf. Vort land ligner i dag i høj grad Nordriget (Israel), som Gud ramte med en hård dom på grund af dets ugudelighed. Det gik Israels sidste konge, Hosea, og hans rige ilde, fordi kongehuset og landet var fuldt af gudløshed.
Kong Hosea (732-22 f. Kr.), den sidste konge i Israel, var kuet af Assyrien med store afgifter. På grund af forbund med Ægypten (2. Kong. 17:4) bliver Samaria belejret og indtaget af Salmanassar og beboerne ført i eksil til Assyrien. Nordrigets 200 årige historie, fuld af gudløshed, er til ende. Eksilet er ingen ren politisk handling men Guds klare dom over ugudelighed.
Vi bør læse beretningen i 2. Kong. 17:7-23 om, hvorledes det gik Israel (Nordriget), da det tilsidesatte Gud og ikke ærede ham ved at holde hans bud men fulgte hedenske skikke.
Når et folk bliver gudløst, går det landet dårligt. Det var også kong Salomo et forfærdeligt eksempel på. Han blev mere og mere gudløs og gjorde det, der var ondt i Guds øjne. Da han døde, lod Gud riget dele i nordriget Israel, som omfattede 10 stammer, og sydriget Juda, som kun omfattede 2 stammer.
Guds dom gik over Nordriget 120 år, før den også kom over Sydriget (Judariget).
Judariget havde i godt 30 år haft en god konge, nemlig den unge Josija, under hvem der skete en åndelig fornyelse. Efter ham fulgte Jojakim, der regerede i 11 år. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Vi læser om ham i 2.Kongeb. 24. kap., at ”Herren sendte kaldæiske strejfskarer mod ham. Han sendte dem til Juda for at tilintetgøre det efter det ord, Herren havde talt ved sine tjenere, profeterne. Det var helt efter Herrens befaling, at det gik Juda sådan…”
Vi læser i Hab. 1:1-7, hvordan Habakkuk klager sin nød til Gud. Landets tilstand er kaotisk. Vold bliver tolereret, landets dommere er korrupte, og det er de forkerte, der sendes i fængsel. Herren lader Habakkuk forstå, at der vil ske Juda noget forfærdeligt, idet han vil lade kaldæerne overfalde landet. Herren vil altså tugte folket i form af et fremmed folks herredømme.
Profeten giver ikke op men klager igen sin nød over, at dette forfærdelige vil ske: ”Herre…. Min hellige Gud, lad os ikke dø…. Hvordan kan du tie, når uretfærdige opsluger retfærdige?” Og han siger videre, at han nu vil stå på sin post, stille sig på vagt og spejde efter, hvad Herren yderligere vil sige. Herren skuffer ham ikke, men giver ham et nyt syn, hvis ordlyd han skal skrive på tavler, så det kan læses af de kommende slægter.
Og Herren føjer til: ”Hvis det trækker ud, så vent, for det kommer, det udebliver ikke.” Herren sætter derved sit folks tro på prøve. Det vigtigste er ikke, om Herrens ord straks opfyldes, men at profeten sætter sin lid til det, Herren har sagt.
Herren siger: ”Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige skal leve i tro.”
i Hab. 2:5-20 følger en beskrivelse af kaldæernes hedenskab, og en dom over dem i form af fem veråb. Herrens ord til sin profet lyder i første omgang, at Judas fjende vil lide en grusom skæbne. På sin udkikspost ser Habakkuk altså, at vel vil Herren bruge et fremmed folk til at tugte sit eget folk. Men hvis de fremmede bliver overmodigt i den opgave, vil Herren slå hårdt ned på dem. Og det skete således. Vel havde Babylon kraft nok til at knuse Juda, men senere blev det selv undertvunget af Persien.
Anden ve: Judas fjende vil forsøge at gardere sig mod et evt. angreb fra anden magt. Billedligt gør fjenden som ørnen, der bygger sin rede højt. Men Herren siger, at i hans bygninger vil stenene råbe om den uretfærdighed, han har begået mod andre folk.
Tredje ve: Igen understreges, at fordi andre har måttet bøde for Babylons rigdom, så vil Herren ramme deres velstand med ødelæggelse.
Fjerde ve: Kaldæerne har bragt skam over andre folk. Hvad de har gjort mod andre, vil ramme dem selv.
Femte ve fokuserer på Kaldæernes afgudsdyrkelse. Med guddommelig ironi siges: Kan en stum sten give belæring?
I begyndelsen klagede profeten sin nød over den uretfærdige tilstand i hans eget land. Herren svarede, at han vil tugte landet gennem kaldæernes grusomhed. Men de vil om nogle år selv blive ramt for deres hovmod. Det må folket vente på, og derfor skal profeten nedskrive sine syner.
”Herre, hvor længe skal jeg råbe, uden at du hører? Jeg må råbe til dig: ”Vold!” Men du frelser ikke. Hvorfor viser du mig misgerning og lader mig se elendighed? For ødelæggelse og vold finder sted ret foran mig. Strid og trætte opstår. Derfor er loven magtesløs, og den rette dom kommer aldrig frem. Den ugudelige omringer den retfærdige. Derfor bliver retten forvrænget.”
Hvordan kan Gud tillade, at uretfærdighed foregår ustraffet i det, som kaldes hans folk? Det er et spørgsmål fra en, som frygter Herren. Og hvor længe? og hvorfor? er to spørgsmål, som ofte opstår under prøvelser og tvivl. (Jf. Sal. 13:2 f, 35:17, 73:1ff og Job. 3:11 ff.)
Ja, hvor længe vil Herren tolerere, at også vort land ringeagter Guds påbud og den visdom, han giver os gennem sit ord. Men også vi må vente, til Guds tålmodighed er opbrugt. Da kommer dommen.
De love, der vedtages, viser at vi ignorerer Gud og ikke vil have ham som Herre. Og der gøres alt, for at vi skal tro på en gudløs udviklingslære, selv om det klart ses, at denne lære ikke er fakta men noget vi skal tro på.
Jeg indføjer her noget fra en artikel, jeg tidligere har skrevet om dette emne:
En artikel om udviklingslæren (evolutionen) vil blive ret omfattende for at kunne modgå den udbredte opfattelse, der føres frem som fakta i både skoler, TV og andre medier, at alt er fremstået ved udvikling. Artiklen har sit udgangspunkt fra, at vil man ikke tro sandheden, kommer man til at tro løgnen. Ved at tro på udvikling frem for skabelse er det uhyre svært at finde frem til den sande tro på Bibelens Gud, idet alt hele tiden skal tilpasses udviklingslæren, hvilket selv mange seriøse videnskabsmænd siger er helt umulig. Udviklingslæren er en djævelsk lære, der ødelægger så langt den når. Men desværre findes troen på den også blandt mange kristne.
Ethvert levende væsen er i selve værket så præcist skabt, at det fungerer perfekt for at kunne fortsætte sin egen og efterkommernes livscyklus. Udviklingslærens påstand om, at tilfældigheder har ført til nye former for liv, er forrykt og fornuftstridig; medens chancen for, at det eksisterende liv skal kunne ødelægges eller blive dårligere, er stor. Prøv at kaste en skrøbelig genstand på gulvet og se, hvad der sker. Jo hårdere du kaster, des større bliver skaden. Det samme gælder for mutationer. Jo større forandringen er, desto mindre er muligheden for, at den kan forblive brugbar. Og det er en kendsgerning, at mutationer ikke har frembragt nye gener.
På en international biokemikongres i Hamburg 1976 gav et forskerhold en redegørelse for sit flerårige forsøg på at skabe et helt nyt liv gennem mutationer. Med dette for øje valgte de et system, der skulle gavne deres forskningsmetode og anvendte en bakterie med en livslængde på 20 minutter. To års bakterievækst skulle således modsvare 20.mill. års menneskelig udvikling. Men de havde blot negative resultater at rapportere. Ingenting var blevet skabt gennem mutationer.
Videnskaben ved, at solen mindsker i vægt med 6 mill. ton i sekundet. Har denne proces foregået i millioner af år, måtte solen en gang have været så uendelig stor, at den opfyldte hele universet.
Betragt jorden, som vi bor på, den hælder præcis 23 grader. Dersom det ikke var således, skulle al vandmængde, som stiger op fra havet og igen falder ned som nedbør ved polerne, kondensere sig og blive til enorme isbjerge. Eller dersom solen kun afgav det halve af sin nuværende energi, skulle vi alle fryse. Og afgav den det dobbelte af sin nuværende energi, ville vi omkomme af varme. Men alt er viseligt skabt til at værne om livet på jorden.
Jorden roterer med en hastighed af 1.600 km. pr. time. Blev denne hastighed sat ned til 160 km. pr. time, skulle nat og dag hver øges med ti gange i længden. Vækster ville da om sommeren tørre ind i dagens brændende hede og i den kølige årstid fryse til døde om natten.
Dersom månen befandt sig i en afstand på kun 80.000 km fra jorden, ville tidevandet skylle ind over al landjord – endog over de højeste bjerge.
Var vore store havområder dybere, ville kuldioxid og ilt helt blive absorberet, og intet kunne vokse på jorden. Var atmosfæren tyndere end den er, ville meteorer, som nu brænder op i atmosfæren, falde ned på jorden og forårsage store ødelæggelser.
Medens de fleste emner trækker sig sammen ved frost, udvider vand sig med en elvte del af sin volumen, som gør, at is flyder ovenpå og dermed forhindre søerne i at bundfryse, så alle fisk dør. Jo, alt er underfuldt skabt og vidner om en stor skaber.
På trods af at seriøse videnskabsmænd klart har sagt fra overfor udviklingslæren, møder vi den gang på gang fremført som en kendsgerning. Meget af skolernes undervisningsmaterialer helt op til universitetsniveau støtter tanken derom. Men en del hypoteser er så tåbelige, at al sund fornuft siger fra, som når der siges: ”Mennesket beskrives ofte som ”skabelsens krone” men er i virkeligheden et resultat af en meget lang udvikling. Forenklet kan vi sige, at vore forfædre svømmede rundt i et fortidigt hav eller krøb op fra urtidshavets bund!” (”BIOS” – for högstadiet, NK 1986, side 283.) Denne teori betragtes ofte af mange som et faktum, og at alle, der har en anden opfattelse, er uoplyste.
På trods af dette ”faktum” er de fleste af videnskabsmændene tilbageholdende med at stå bag sådanne udtalelser. For eks skrev 22 biologer fra Britiske naturhistoriske museum i London samlet dette svar på en leder i bladet Nature:
”Hvordan kan det lade sig gøre, at et tidsskrift, som er tilegnet videnskab og dens udøvelse, kan fremføre denne teori som et faktum? Det er hypotese og ikke videnskab...”
En anden forsker, som kritiserer udviklingslæren, er Pierre Grassé, som bl.a. har været ordførende for det franske videnskabsakademi og i 25 år været chef for ”laboratoriet for udvikling” og af mange anses for at være Frankrigs ledende zoolog. Han siger:
”I dag er det vor pligt at nedbryde myten om udviklingen.... Biologerne må opmuntre til at tænke på svaghederne i tolkningerne og i de overdrevne slutsatser, som teoretikerne fremlægger som etablerede sandheder. Bedrageriet er til tider ubevidst, men ikke altid, eftersom visse mennesker... med vilje lukker øjnene for virkeligheden og vægrer sig ved at erkende svaghederne i deres antagelse.” P.P. Grassé Evolution of Living Organisms, side 8.
Udviklingslæren præsenteres i skolerne og i massemedierne som en endegyldig løsning på universets, jordens og livets oprindelse. Videnskabsmændenes betænkeligheder desangående og alt, hvad der taler imod, nævnes ikke. I det sidste århundrede har mange videnskabsmænd anpasset deres ord, så de tilsyneladende accepterer udviklingslæren. Dog har enkelte haft mod til at stå for egne synspunkter. Af de mere kendte vil jeg nævne Newton, Pasteur og da Vinci.
Dersom vi ejer en stol, et ur eller noget andet, ved vi, at disse ting ikke er kommet til af sig selv. Og vi genkender de materialer, der er anvendt dertil.
Proteiner er vigtige ”byggesten” i muskler, blodkar, skelettet og som membraner i alle celler og medvirker i så godt som alle livsprocesser. Men proteiner er opbygget af aminosyrer, som der findes to slags af. Lad os for letheds skyld kalde dem A og B. Disse er hinandens spejlbilleder ligesom en venstre og en højre hånd. Og der må være et bestemt udvalg af aminosyrer til stede for at proteiner kan dannes. For DNA gælder det, at de opbygges udelukkende af B molekyler. I gennemsnit indeholder et enkelt protein 410 aminosyrer. Det indebærer, at chancen for at få proteiner, der er ens, er som 1 mod 2 x sig selv 409 gange, hvilket er lig med 1 chance mod et 1 tal efterfulgt af 123 nuller. Men selv nu er det ikke et brugbart protein. Der skal nemlig 20 forskellige aminosyrer til for at bygge et protein, der kan bruges i levende celler. Og aminosyrerne må komme i en vis orden for at kunne udføre et vist stykke arbejde. Skulle alt dette have oparbejdet sig selv ved en tilfældighed? Umuligt!
Den engelske astronom Fred Hoyle og en kollega forsøgte at beregne, hvor store chancerne kunne være, for at liv kan være opstået ved en tilfældighed. Resultatet af deres beregninger gjorde, at de fik et andet syn på livet end det ateistiske, de i forvejen havde. (Hoyle on Evolution, Nature, 12 nov. 1918.) I henhold til Hoyle er chancerne for, at liv kunne være opstået af sig selv, så stor som chancerne for, at en tornado, der farer hen over en dynge skrot, skulle efterlade en Boing 747 af det affald, den hvirvlede rundt med. Og hans medarbejder siger, at chancen for, at livet er opkommet af sig selv, er som at gå ud og finde et bestemt sandkorn på en strandbred.
Ingen fossile fund af ”abemennesker” har kunnet lægges til grund som støtte for menneskets oprindelse fra aber. En sådan påstand er tilpasset til at kunne underbygge visse hypoteser.
Udviklingslærens tilhængere tror, at universet ikke er skabt men kommet til gennem en stor eksplosion, også kaldet Big Bang. Men teorien om at alt er skabt ved Big Bang, kan ikke holde ved et nærmere eftersyn. Der er flere selvmodsigelser, men lad os blot se på, at universet er præget af orden og system. Medens det ved et stort bang måtte blive præget af kaos og tilfældigheder. Det er vanskelig at sætte sig ind i, men jeg vil nævne, at fænomenet ”mælkevejen” hører til noget, der kaldes den lokale galaksegruppe, der består af 30 galakser. Denne lokale galaksegruppe hører til en anden galaksegruppe, som igen indeholder ca. 100 grupper. Over alt dette er der en vis orden, selvom vi ikke kan forstå den.
Det næste problem med Big Bang teorien har at gøre med rotationen. Planeter og måner roterer rundt om deres egne akser og roterer også rundt om solen, som roterer rundt om sin egen akse i en cirkelbane, og rundt om mælkevejens centrum. Alt roterer. Og det kan ikke forklares med Big Bang teorien, eftersom de kræfter, der frigøres ved en sådan sprængning, alle ville vige bort fra eksplosionen.
Gud selv satte rotationen i gang og holder den i gang. Vil man ikke tro det, må man forklare, hvilken kraft der så satte disse, store himmellegemer i rotation. Tilhængere af udviklingslæren har intet, de kan føre frem som et endegyldigt bevis for deres påstande.
Vil man holde fast i, at det er eksplosionen, der satte gang i rotationen, har man straks et nyt problem: Hvorfor roterer de da ikke samme vej? Og dertil kommer, at visse planeter og deres måner kører efter andre love, som ikke passer med de øvriges. Der er altså variation i planeternes og månernes måde at rotere på. Kun en stor Gud har kunnet sætte alt dette i gang og holde det i gang på deres bestemte baner.
Betragter vi jordkloden, kan vi se, at der er forekommet store geologiske ændringer i dens tid. Bibelen fortæller lidt derom. Vi ser i 1. Mos. 1:9-10, at der skete en verdensomspændende ophøjning af land, førend alt liv skabtes på jorden. Og vi læser om en verdensomspændende vandkatastrofe i 1. Moseb. 7-10. Og om en evt kontinentaldrift efter denne katastrofes slut i 1. Mos. 1:9-10. Vi læser i vers 24 om Sjela, hvis navn betyder: Det, som kastes omkring. Hans søn Ebers navn betyder: Overflytning. Og Peleg betyder: Sønderdeling. Mange anser, at Gud spredte menneskene ved, at han sønderdelte den samlede jord til verdensdele, lande og øer, som allerede var blevet befolket.
At der er sket store omvæltninger, findes der mange vidnesbyrd om. På et museum i USA er der et fossil (forstening) af en i hast nedfrosset fisk. En hel fiskestime er fundet i et bjerg i Kemmerer i Wyoming. Det underlige er, at denne fiskestime var delt i to med et usynligt skel midt i flokken, Den øverste halvdel svømmede i en retning, den nederste i modsat retning. I Syd Afrika findes der en 520,000 kv.kilometer stor og 4300 meter dyb jordformation, som efter beregning indeholder 800 milliarder fossile rygradsdyr, Og således kan vi fortsætte fra sted til sted.
De fleste fund af den slags har mærkelig ting at fortælle. Belgien har for eks et lager af skeletdele af dinosaurer i et over 30 meter dybt lag. I Sverige er der talrige fund af muslinger og andre sødyr, men også visse dinosaurarter i mægtige dynger. Osv, osv.
For at et fossil overhovedet skal kunne dannes, kræves en eller anden form for katastrofe. Det gælder især, hvor bløddele eller aftryk af bløddele skal kunne bevares.
Gennem hele jordens historie ser vi tydeligt, at Guds hånd styrer det, der sker. Men vantro mennesker mener altid, at de med deres forstand kan finde ud af, at som Bibelen beskriver alting, kan det ikke være gået til. Et af spørgsmålene er: Hvorhen forsvandt vandet som oversvømmede jorden på Noas tid? Bibelen giver svaret. Det meste samledes i oceaner. I Sal. 104:8-9 står der; ”Bjerge hævede sig, og dale sænkede sig på det sted, du havde bestemt for dem. En grænse satte du, som vandet ikke fik overskride, så de ikke igen skulle dække jorden.”
I 1930erne blev det fortalt, at nutidens heste stammer fra et lille dyr med fem tæer på hver fod. I dag hedder det, at hestens stamfader havde fire tæer på hver forfod og tre på de bagerste. Men efterhånden er teorien blevet uantagelig, idet der er kommet mere og mere materiale frem, som synes at ødelægge de første ”beviser”. Og en videnskabsmænd siger rent ud, at dette materiale ikke kan anses som bevis for nogen ting men snarere er et grundlag for teori, som kan opbygges af hvad som helst.
Alt kan bruges for at prøve at underbygge udviklingslæren. I juni 1922 præsenteredes verden for billeder af flotte fund, der byggede videre på fantasi og en enkel tand, som de anser for at være fra et fortidsmenneske. Fundet viste sig siden at stamme fra en uddød griseart.
Bedre kendt er et fund ved Piltdown i England i årene 1908-1913 af en hjerneskal, et kæbeben og nogle tænder. Mange blev begejstrede og lagde stærkt ud med, at her havde man overgangen mellem abe og menneske. Og man anslog alderen til ca. 500.000 år. I 1953-54 undersøgte man igen disse fossildele og fandt, at hjerneskallen var fra et almindeligt menneske, der levede for ca. 500 år siden. Medens kæbebenet stammede fra en abe fra nogenlunde samme tid, men som var behandlet let kemisk, for at det skulle se gammelt ud. Dermed var dette eventyr slut.
Senere har vi haft ”javamanden”, som det ikke gik bedre. Derefter ”pekingmanden” og ”neandertalmanden”, fund, der alle har vist os, at vi ikke skal tro på alt, der fortælles om udviklingen. Det kan roligt siges, at troen på menneskets udvikling bygger på et svigtende videnskabeligt grundlag.
En lærebog for ungdomsskolen siger, at der for 100 år siden levede en birkemåler (en insektart) i England, der var lysegrå. Men der var også en mørkegrå. I tidsrummet fra 1845-95 øgedes procenten af de mørkegrå med 90-95 %, og til sidst var der kun 1 % lyse tilbage. Udviklingstalsmænd erklærer at det skyldes udvikling. Men forklaringen var ikke udvikling men at man var begyndt at bruge stenkul som brændsel, og soden derfra sværtede træstammerne, så de lyse målere blev synlige for fuglene, som så åd dem. De mørke var derimod mere beskyttede med deres mørke farver og blev derfor ikke taget af fuglene og kunne formere sig frit. I dag, hvor man i England bestræber sig på at rense luften, bliver der igen flere lyse birkemålere.
Darwin gjorde et stort nummer ud af, at han opdagede, at finkerne på Galapagos var anderledes end andre steder. Han fremsatte en teori om, at de udviklede sig for at tilpasse sig forskellige slags føde. For nylig har en forsker ved California Academy of Science Museum studeret 1200 eksemplarer af Darwin finkerne og kom til det resultat, at variationen langtfra var så stor, som Darwin troede. De forskellige grupper af finker, der indgik i forsøget, gled over i hinanden uden klare grænser.
For at undersøge Darwins teorier gennemførte hollænderen de Wries en række mutationsforsøg. Han anvendte bananfluer, fordi de har få kromosomer og formerer sig hurtigt. Forsøget afsluttedes i 1970erne, og da havde man fulgt over 1700 generationer af denne flue. Resultatet var på ingen måde opmuntrende for udviklingslæren. De fleste mutanter var vanskabte, nogle manglede vinger, havde andre defekter eller manglede evnen til at forplante sig. En række andre forsøg endte også med skuffelse. Arterne var utrolig stabile, så de forblev som de var skabte eller endte i ingenting.
Vi ser også eksemplet mellem hest og æsel. Man kan krydsavle én gang men så ikke mere, fordi man ved førstegangsammenføring af disse to dyrearter får eksemplarer frem, der ikke kan formere sig.
Naturen har i øvrigt vist, at det er de bedst egnede, der overlever. Vi ved, at i fangenskab kan man for eks. fremavle nye farver hos fugle. Men kommer disse fugle igen til at leve i frihed, varer det ikke længe, før deres afkom atter er tilbage i deres naturlige farver.
· De genmanipulerede dyr og planter, vi i dag kan bringe frem, er uden for interesse, da de ikke har noget med udvikling at gøre, men er fremkommet ved bevidste indgreb. Men heller ikke de kan bevare deres standard, dersom de får lov at leve i vild tilstand.
Ved nærmere studie ser vi, at mange dyr ikke har kunnet eksistere, dersom de ikke var ”færdige” ved formeringen. Hunhvaler er for eks. skabt med en lukkemekanisme i form af en hætte, den kan klemme rundt om ungens snude, så den ikke sluger vand, når den dier. Og da ungen derfor ikke er i stand til selv at suge mælken ud, har moderen en muskulatur, der presser mælken ud i ungens mund. Disse organer må have været fuldt færdige fra den første begyndelse, ellers ville en formering ikke kunne føre til held.
Udviklingslærens tilhængere regner med, at udviklingen har fundet sted gennem millioner af år. Men hvis som påstået jorden er 5 milliarder år gammel og har måttet tage imod lige så meget meteorstøv, som den gør nu, ville det svare til, at der over hele jorden ville ligge et 18 meter tykt lag af dette støv, hvori der er store mængder nikkel og jern. Selv om dette støv skulle være skyllet bort, hvor er metallerne da blevet af? Saltprocenten i havet ville også have været langt større, dersom der var skyllet salt ud i havet i 5 milliarder år.
På trods af en ivrig kamp for at få udviklingslæren til at tilintetgøre Bibelens skabelsesberetning, ser det ud til at den mister støtte, især blandt lærde, idet de fleste af dem kan se, at den mangler kendsgerninger at støtte sig til. (Science, 29. nov. 1963, side 1134.) Og Robert E.D. Clark skriver, at i Frankrig ”ser evolutionen (udviklingen) ud til at dø en naturlig død.” ”Evolution, Creation and Science ”, side 96.
Mange fagfolk tager enten helt afstand fra udviklingslæren eller tvivler på den. Selskabet Creation Research Society i USA, der har mere end 300 medlemmer, der allermindst har Master of Science grad eller er professorer, har alle afvist udviklingslæren.
Udviklingslæren er et satanisk træk for at fremme afkristningen. Og når vi ved det, er det enhver kristens pligt at stå den imod. Det er at stjæle æren fra Gud, som er alle tings skaber og som styrer alt i det store univers. Og læren om udvikling giver tilmed et fattigt, smalsporet livssyn.
Kampen om udviklingslæren kontra Bibelen omfatter ikke kun et lærespørgsmål men er også en kamp om mennesker. Altså en kamp om dit og mit sind. Derfor skal vi være på vagt og ikke lade os trække ind i sådanne vildfarelser men stole på det, Gud har sagt i sit ord.
Denne artikel er kun en kort information om dette emne, men læs selv i Bibelen om Guds storhed i sin skabelse af det store univers og af alt liv. (Slut fra min tidligere artikel.)
Det var blot et af de mange områder, hvor der er sat et massivt angreb ind på at ødelægge din tro. Overfor Nordriget (Israel) anvendte Satan én form for taktik. I dag bruger han både denne men også tillige andre fremgangsmåder, for at det skal gå dig som med Nordriget, så du selv nedkalder Guds vrede over dig.
Vor tid er som beskrevet i Romerne. 1:18-22
Tro ikke på dem der siger, at alt er godt, og at vækkelsen venter lige om hjørnet. Det gør den ikke, men derimod venter Guds vrede på vort folk og land, fordi vi går ad de samme veje som det gudløse Nordrige og Sydrige, som der faldt en hård dom over.
De hånede Gud ved deres livsførelse og ugudelige indstilling. Det gik stærkt nedad for disse riger, og det går stærkt nedad for vor generation. Det er ikke gudsfrygt men antikrists ånd, der præger verden og store dele af de kristne, som har samme ånd som verden. Gud har vist, at sådant tåler han ikke. Israel og Juda omvendte sig ikke – så er spørgsmålet: gør vi?
De sidste årtier har vist, at vi er stærk på vej bort fra Gud på alle områder. For rigtig at få Gud sat udenfor, er udviklingslæren den hammer, der skal knuse den sidste rest af tro på skabelsesberetningen. Vi finder os i det, men det gør Herren vor Gud ikke. Dommen kommer over os, ligesom den kom over Israel og Juda samt mange andre lande gennem tiderne.
For disse lande kom der et tidspunkt, hvor dommen blev fuldbyrdet. Og Israel fik ikke mulighed igen førend 1948 til at rejse hjem til deres land.
Når Guds dom falder, er det en dom der virkelig kan mærkes. Hans nåde synes næsten at være uden ende, men når et land eller et menneske står ham imod og misbruger hans nåde, får nåden ende. Mange af verdens storriger er i dag borte. Den sidste, som vi vel alle husker, er Sovjetunionen. Dette storrige forsvandt i en hast, ingen havde troet muligt. Men for Gud er intet umuligt.
Tilbeder og ærer vi ikke Gud som Herre og Gud, går et folk og et menneske i forfald. I Romerne. 1:18-32 står: ”Guds vrede bliver åbenbaret fra Himmelen over al ugudelighed og al uretfærdighed hos menneskene, som holder sandheden nede i uretfærdighed. For det vi kan vide om Gud ligger åbent for dem, thi Gud har åbenbaret det for dem. Helt siden verdens skabelse har hans usynlige egenskaber været klart synlige; det gælder hans evige kraft og hans guddommelighed, som kan kendes ud fra de gerninger, der er gjort. Så de er uden undskyldning. For selv om de kendte Gud, ærede de ham ikke som Gud, eller takkede, men de blev tomme i deres tanker, og deres dåragtige hjerte blev formørket. Mens de gjorde krav på at være vise, blev de bare dåragtige, og de byttede den uforgængelige Guds herlighed ud med et billede, gjort lig et forgængeligt menneske, og billeder af fugle, firbenede dyr og krybdyr. Derfor overgav Gud dem også i deres hjerters lyster til urenhed, så at de vanærer deres legemer med hverandre.
De byttede Guds sandhed ud med løgnen og tilbad og tjente skabningen i stedet for Skaberen. Han, som er velsignet i al evighed. Amen. På grund af dette overgav Gud dem til vanærende lidenskaber. Til og med deres kvinder byttede deres naturlige samliv ud med et, som er i strid med naturen. Det samme gjorde også mændene. De forlod det naturlige samliv med kvinden og blev optændt i deres lyst efter hverandre, så mænd drev skammelig utugt med mænd. Og den velfortjente straf for deres vildfarelse fik de på sig selv. Og eftersom de ikke fandt nogen værdi i at holde sig til Gud i deres erkendelse, overgav Gud dem til et uværdigt sind, så de gør de ting, som ikke sømmer sig.
De er fulde af al slags uretfærdighed, seksuel umoral, usselhed, grådighed og ondskab. De er fulde af misundelse, mord, strid, svig og falskhed. De blev rygtespredere, bagtalere, gudshadere, voldsmænd, stolte, skrydere, de finder på al slags ondt, de er ulydige mod forældre, uforstandige, upålidelige, uden naturlig kærlighed, de vil ikke tilgive, de er ubarmhjertige. De kender Guds retfærdige dom, og de ved, at de som driver med den slags, fortjener døden. Alligevel gør de ikke blot det samme selv, men de giver også deres støtte til, at andre gør det.”
Vi er på vej ud i alt dette og er nået langt. Og menighederne som flest er en skamplet på kristennavnet.
I Sverige er der fældet dom med fængselsstraf over en prædikant, som påtalte en sex synd og sagde, at den var i strid med Bibelen. Så langt er vi kommet. Og er et land eller et menneske nået så langt, er forhærdelsen så stor, at der ingen vej er tilbage, fordi der ingen sorg er hos os over synden men tillader den at fortsætte iblandt os.
Kan du endnu høre og se sandheden i de ord, Gud har givet os, så bryd ud af ”Babylon”, ligesom Lot i hast brød ud af Sodoma. De søde ords tid er forbi. Nu gælder det om at være årvågen og ikke blot følge med på den brede vej til dom. Tænk på, hvorledes det gik Israel og Juda. Vi læser i 1. Kor. 10:11, at ”alt dette hændte dem som forbilleder, og det blev skrevet ned til advarsel for os, som de sidste tider (den sidste tidsafsnit) er kommet til.” Lader vi os advare? Eller har forhærdelsen et så stærkt greb i os, at vi fortsætter, lige til Guds dom rammer os, for den udebliver ikke. Og da er det for sent at vende om.
”I dag, når I hører hans (Guds) røst, så forhærd ikke eders hjerter….” Hebr. 3:7-8.