Thiel er milliardær og medstifter af Palantir, som udvikler programmer til blandt andet regeringer og efterretningstjenester. Virksomheden beskriver selv, hvordan dens systemer hjælper myndigheder med at bearbejde følsomme oplysninger og forstå trusler mod den nationale sikkerhed1. Manden, der advarer om en kommende verdensherskers kontrol, kommer altså fra en branche, som gør store mængder oplysninger anvendelige for dem, der udøver magten. Han kender de muligheder, han taler om.
Da jeg den 18. september skrev "Antikrist eller Armageddon - verdens magt er begyndt at tale profeti", lå Nashville-serien endnu foran os. Dengang fulgte jeg Thiels tanke om, at frygten for atomkrig, kunstig intelligens og andre katastrofer kan få verden til at acceptere en hersker, der lover fred og sikkerhed. Nu kan vi undersøge det næste led: Hvordan får denne hersker rådighed over den magt, som skal gøre hans løfter og krav gældende i menneskers liv?
De lukkede døre holdt ikke
Forelæsningsserien fandt sted i Nashville i den amerikanske delstat Tennessee. Arrangørerne er det lokale medie The Pamphleteer og Meriwether Academy, som allerede før begyndelsen meddelte, at kunstig intelligens skulle være et hovedemne. Serien bestod af fire aftener: den 28. september samt den 5., 12. og 19. oktober. Elektroniske apparater var forbudt2.Hundredvis mødte op til den første aften i Grand Lodge of Tennessee, Tennessees frimurerhovedsæde. Logens repræsentanter understregede ved indledningen, at lejemålet ikke betød, at de stod inde for foredragets indhold. Pressen var udelukket. Alligevel havde lokalavisen Nashville Scene ifølge sin egen redegørelse flere komplette optagelser og transskriptioner mindre end en time efter afslutningen3.
Forbuddet mod optagelser holdt altså ikke. Gennem journalisternes optagelser og deltagernes beretninger kan vi følge argumentet fra den første advarsel til spørgsmålet om den tvangsmagt, en verdensmyndighed vil kræve.
Den, der skal beskytte alle, må kunne tvinge alle
Thiel formulerede problemet i en samtale med Mathias Döpfner, direktør for mediekoncernen Axel Springer og vært på interviewserien MD MEETS4. Samtalen blev offentliggjort den 24. september5. Her sagde Thiel, at en global opbremsning af kunstig intelligens efter hans opfattelse kræver "en verdensregering med rigtige tænder, virkelig kraft" - en verdensregering med reel tvangsmagt6. Thiel ser, med andre ord, ikke at hans iver, efter at få verden til at vælge en tredje vej, uden om Antikrist og Armageddon, munder ud i nøjagtig samme magtfuldkomne diktatur, som Antikrist kommer for at indføre.Hans argument begynder med konkurrencen mellem stormagterne. Hvis USA og Europa begrænser udviklingen af AI, mens Kina fortsætter, kan Vesten miste sit forspring. En international aftale løser derfor kun problemet, hvis de øvrige parter faktisk efterlever den. Hvis en hemmelig overtrædelse kan true menneskehedens overlevelse, bliver det utilstrækkeligt blot at stole på underskrifterne.
Følger man Thiels argument til ende, opstår der et krav om en myndighed, som kan kontrollere, om reglerne bliver overholdt, og gribe ind, når de bliver brudt. Den må kunne kræve og gennemtvinge oplysninger om forskning og teknologisk udvikling. Den må kunne lægge pres på virksomheder og regeringer. Og hvis en stormagt siger nej, skal myndigheden have noget mere end en opfordring at svare med. Beskyttelsen skal gælde overalt, og derfor må ingen kunne stille sig uden for beskytterens rækkevidde.
Under første forelæsning brugte Thiel ifølge deltageren Jay PH, der skrev hos VisuNews, udtrykket "uretfærdig fred" om en mulig afslutning på rivaliseringen mellem USA og Kina. Forestillingen er, at stormagterne kan standse deres indbyrdes konflikt ved at samle sig om en international orden, som lægger AI under kontrol7. Igen ses, at de, der ikke finder kærlighed til sandheden (Jesus), overgives til "al uretfærdighedens forførelse" (2. Tess. 2:10), og Thiel er en vildført forfører. Freden han taler om kan være virkelig i den forstand, at stormagterne ikke længere bekæmper hinanden, mens prisen betales af dem, der skal leve under den fælles myndighed og uundgåelige undertrykkelse.
Politicos journalister har gennemgået optagelser fra de to første forelæsninger, den 28. september og den 5. oktober. Her advarer Thiel om, at frygten for farlig teknologi kan få verdens lande til at acceptere en fælles myndighed med næsten totalitær magt. Den skal kunne standse forskning og teknologisk udvikling, som bliver vurderet til at true menneskeheden. Men når landene først har givet denne myndighed ret til at bestemme og gribe ind, kan det blive vanskeligt at tage magten tilbage. Thiel beskylder samtidig Barack Obama og pave Leo XIV for at bruge frygten for kunstig intelligens til at fremme politiske krav om kontrol8 (mere om det om lidt).
Problemet er, at myndighedens opgave aldrig vil kunne erklæres afsluttet. Selv hvis den standser ét farligt projekt, kan nogen begynde et nyt et andet sted. Hvis mennesker derfor kræver begrænsningerne ophævet, vil myndigheden kunne svare, at friheden giver forskere, virksomheder og stater mulighed for igen at udvikle noget farligt. Jo mere alvorligt katastrofetruslen fremstilles, desto lettere bliver det at afvise kravet om at få friheden tilbage. Ingen kan bevise, at al fremtidig teknologi vil være ufarlig. Dermed kan kontrollen fortsætte uden nogen slutdato, og myndigheden kan bruge den samme begrundelse for at beholde sin magt, som den brugte for at få den: Menneskeheden skal beskyttes.
Derfor angriber Thiel Obama
Ved et privat indsamlingsarrangement i september opfordrede Obama demokratiske præsidentkandidater til at gøre AI til en mærkesag med en klar plan9. Thiel læser denne opfordring som et forsøg på at omsætte befolkningens bekymring til politisk opbakning. I Nashville hævdede han, at Demokraterne mangler idéer, men i det mindste kan samle sig om at være imod AI. Hans beskyldning er, at Obama har set en mulighed for at vinde popularitet ved at stille sig i spidsen for modstanden mod teknologien8.Det er værd at få den konkrete mekanisme frem. Hvis mennesker frygter, hvad AI kan gøre ved deres liv og fremtid, kan politikere vinde deres tillid ved at love at gribe ind. Tro det eller j, der er danskere der stadig mener at Mette Frederiksen håndterede Corona perfekt - frygten har blindet dem for sandhed og realisme. Bekymringer bliver til vælgeropbakning, og vælgeropbakningen giver politikerne mandat til at indføre mere omfattende kontrol. Det er denne politiske gevinst, Thiel tillægger Obama som motiv. Obamas opfordring til at udforme en politik bliver i Thiels udlægning et tegn på, at frygten allerede er ved at blive en politisk drivkraft.
Her får hans forelæsninger om Antikrist en direkte forbindelse til kampen om magten i USA. Thiel retter sin mistanke mod en tidligere præsident, som forsøger at præge næste generation af demokratiske kandidater. Hans advarsel til tilhørerne er, at de også skal undersøge de politiske ambitioner hos dem, der lover at beskytte dem mod teknologien.
Hvorfor paven bliver en del af striden
Thiels kritik af Robert Francis Prevost, der i den falske profets embede har taget navnet Leo XIV, hænger sammen med pavens opfordring til stærkere international styring af den teknologiske udvikling. I Magnifica Humanitas, en pavelig rundskrivelse om menneskets værdighed og tidens udfordringer, efterlyser Leo XIV mere effektive internationale institutioner og fælles regler for digitale teknologier. Dokumentet er dateret den 15. maj 2026 og tillægger FN en central rolle i arbejdet for fred. Det fastholder samtidig nationernes ret til egen identitet og afviser, at de underlægges andre10.Paven efterlyser institutioner, som kan beskytte mennesket. Thiel frygter den myndighed, de må få for at håndhæve beskyttelsen. Det er præcis, hvad Gud advarer imod. I Åb. 13:1-8 fortælles der om, hvordan Antikrist (det første dyr) kommer op af havet (hedningene), "og der blev givet det magt over alle stammer og folk og tungemål og folkeslag" (Åb. 13:7). Og netop skøgen, som jeg i den profetiske sammenhæng identificerer med den romerske moderkirke - den katolske kirke - sidder på dette dyr (Åb. 17:3-6). Derfor er pavens kald på styrende institutioner alvorlig - de kan blive redskaber for den verdensmagt, som profetien beskriver. Ved præsentationen af rundskrivelsen den 25. maj sagde paven, at kunstig intelligens må "afvæbnes". Med det mente han, at teknologien skal frigøres fra anvendelser, der tjener dominans, udelukkelse og død. Og i denne sammenhæng henviste han til Paulus' opfordring til at våge i 1. Tess. 5:611.
Thiel bruger ordene om fred og sikkerhed fra begyndelsen af samme kapitel til at advare imod verdensmagten. Paven bruger kapitlets formaning om årvågenhed i sin tale om at styre teknologien. En teknologimilliardær og den katolske kirkes overhoved henter altså begge sprog i Paulus' undervisning om Herrens dag, mens de argumenterer om vor tids politiske fremtid.
Men før kapitlet bliver et argument i deres strid, må vi læse, hvad Paulus faktisk siger. Ordene om "fred og ingen fare" står i forlængelse af det løfte, han netop har givet menigheden. I 1. Tess. 4:13-18 forklarer han, at de troende, som er døde, skal opstå, og at de sammen med de levende troende skal bortrykkes for at møde Herren. Derefter vender han blikket mod Herrens dag og den verden, som dommen vil overraske. Menighedens samling hos Kristus og verdens møde med dommen står som to forskellige udsigter.
Flere nyheder om Antikrists komme, Endetidens frafald, Profetisk opfyldelse, Tidens ende og Verdensordnen
Antikrist eller Armageddon - verdens magt er begyndt at tale profetiThiel anvender ordene på en kommende politisk orden, som lover at beskytte menneskeheden mod katastrofen. Hos Paulus kan verden føle sig sikker netop dér, hvor dommen er nær. Fødselsveerne understreger både pludseligheden og det, der må komme. Tidspunktet kan være ukendt, men når forløbet begynder, kan det ikke standses efter menneskets ønske eller anstrengelse.
Så skifter Paulus tiltale: "Men I brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv" (1. Tess. 5:4). De troende er "lysets børn og dagens børn" (1. Tess. 5:5). Det beskriver deres tilhørsforhold til Gud og det nye liv, de har fået i Kristus. Mørket er syndens og vantroens livsområde, mens lyset er livet under Guds sandhed. Forskellen mellem verden og menigheden går derfor langt dybere end, hvem der har forstået flest profetiske detaljer. Et menneske kan kende diskussionerne om Antikrist og stadig leve uden at bøje sig for Kristus.
Netop fordi menigheden tilhører lyset, skal dens liv svare til det: "Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru!" (1. Tess. 5:6). Søvnen betegner her den åndelige ligegyldighed, hvor man bliver så optaget af det nuværende liv, at Herrens komme mister sin betydning. Også troende behøver denne formaning. Magt, penge, nydelse og verdens anerkendelse kan sløve dømmekraften. At våge er derfor at leve opmærksomt og trofast for Kristus, og ædrueligheden er den klarhed og selvbeherskelse, som lader sandheden lede livet.
Paulus beskriver den troende som en soldat, der har iført sig troen og kærligheden som brynje og frelseshåbet som hjelm (1. Tess. 5:8). Troen holder fast ved Guds løfter, kærligheden viser sig i troskab mod Gud og omsorg for andre, og håbet retter blikket mod frelsens fuldendelse. Forventningen om Herren skal præge menighedens handlinger, mens den venter.
Begrundelsen følger: "Thi Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herre Jesus Kristus" (1. Tess. 5:9). Det skal læses sammen med løftet om bortrykkelsen i kapitel 4 som en forsikring om, at menigheden hentes til Herren før Herrens dags dom over verden. Det er ikke et løfte om et liv uden lidelse eller forfølgelse. Verdens had mod Kristi disciple og Guds vrede over den ugudelige verden er to forskellige ting. Menighedens håb hviler på Kristus og hans frelsesværk.
Derfor samler Paulus afsnittet omkring Jesus, "som døde for os, for at vi, hvad enten vi våger eller sover, skal leve sammen med ham" (1. Tess. 5:10). Her vender ordene tilbage til spørgsmålet om levende og døde fra kapitel 4. De kristne, som dør før Herrens komme, mister ikke deres del i løftet. Frelsens mål er fællesskabet med Ham. Mens verden søger en sikkerhed, der kan holde dommen borte, har menigheden fået et håb, som selv døden ikke kan tage fra den: Vi skal leve sammen med Kristus.
Her bliver modsætningen mellem Thiels politiske tænkning og Paulus' budskab tydelig. Paulus forklarer, at noget endnu holder den lovløse tilbage, men at tilbageholderen skal fjernes, hvorefter den lovløse åbenbares (2. Tess. 2:6-8). Tilbageholdelsen har altså en bestemt plads og en afslutning i det profetiske forløb, hvilket er menighedens bortrykkelse, som Paulus har beskrevet i sit første brev. Thiels søgen efter en politisk magt, der skal fortsætte med at holde Antikrist borte, gør derimod denne tilbageholdelse til en opgave, mennesket skal sikre. Det, Paulus beskriver som noget, der skal fjernes, bliver noget, Thiel vil etablere og fastholde.
Det er en grundlæggende omvending. Profetien bliver læst som et problem, der kan løses gennem den rette magtordning. Hvis blot den rigtige stat, leder eller teknologiske styrke kan holde igen, skal den varslede udvikling måske kunne undgås. Men Paulus har allerede fortalt, hvordan den lovløses herredømme afsluttes: Herren Jesus tilintetgør ham ved sit komme (2. Tess. 2:8). Håbet er knyttet til Jesus og Hans indgreb.
Det er faren ved at behandle Bibelen som et intellektuelt system, man kan gennemskue og derefter administrere. Man kan kende begreberne, diskutere tilbageholderens identitet og forstå magtens mekanismer, mens man overser sin egen plads over for budskabet. Mennesket begynder at planlægge, hvordan det kan beherske det forløb, Gud har åbenbaret. Thiel søger en magt, der kan holde profetien tilbage. Paulus lærer menigheden at sætte sit håb til Ham, der fuldbyrder den.
Hvordan når én mand at samle verdensmagten?
Når Thiel søger disse midler i verdens eksisterende magtforhold, bliver tiden en afgørende faktor. Den tredje forelæsning, "Velocity of Antichrist", blev afholdt den 12. oktober. Titlen handler om den hastighed, hvormed Antikrist kan samle sin magt.Daniel Forrester Nash offentliggjorde den 14. oktober en beretning fra denne aften. Han beskriver, hvordan Thiel sammenholder en erobrers begrænsede levetid med kapitalens mulighed for hurtigt at skabe indflydelse. Penge og økonomiske forbindelser kan give et menneske international rækkevidde, uden at han først skal erobre hvert enkelt land. I samme beretning optræder en række eksisterende finansielle ordninger og institutioner: FATCA, FinCEN, SWIFT og OECD's standard for udveksling af kontooplysninger. Også Den Internationale Straffedomstol nævnes. Nash gengiver desuden Thiels brug af Salomon som eksempel på en hersker, der forener visdom, fred og rigdom. Teksten rummer både foredragsgengivelse og Nashs egne udlægninger; den er en tilskrevet beretning, ikke en fuld offentlig transskription12.
Det afgørende ved disse ordninger er deres rækkevidde. FATCA er en amerikansk skattelov, som blandt andet kræver, at udenlandske finansielle institutioner indberetter oplysninger om bestemte konti med amerikansk tilknytning. Formålet er at modvirke skatteunddragelse gennem konti i udlandet. Manglende efterlevelse kan udløse tilbageholdelse af skat på bestemte betalinger fra USA13. En amerikansk beslutning kan dermed få banker uden for USA til at indrette deres registrering og indberetning efter amerikanske krav.
OECD, organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling, har udarbejdet Common Reporting Standard, forkortet CRS. Det er en fælles standard, hvor deltagende landes myndigheder indhenter oplysninger fra finansielle institutioner og automatisk udveksler dem med andre landes myndigheder hvert år14. Oplysninger om en konto kan således blive tilgængelige for skattemyndigheder i et andet land, uden at de først skal begynde en særskilt undersøgelse af netop den konto.
FinCEN er en myndighed under det amerikanske finansministerium. Den indsamler, analyserer og videregiver finansielle efterretninger som led i bekæmpelsen af blandt andet hvidvask og terrorfinansiering15. Her bliver økonomiske oplysninger et redskab for statens arbejde med sikkerhed og kriminalitet.
I artiklen Corona, når eliten tester verdenssamfundet fra maj 2020 fremhæver jeg en række bemærkelsesværdige sammenfald, hvor tallet 666 og nye teknologier til identifikation, overvågning og økonomisk kontrol leder tankerne hen på dyrets mærke i Åb. 13:16-18.
Microsofts patent WO2020060606: Et patent med titlen Cryptocurrency system using body activity data, hvor menneskers kropsaktivitet kan registreres og anvendes i et kryptovalutasystem. Patentnummerets talrække 060606 er påfaldende i lyset af Åbenbaringens 666, særligt fordi teknologien forbinder menneskekroppen med et digitalt økonomisk system.
Det amerikanske lovforslag H.R. 6666: Under coronakrisen blev lovforslaget TRACE Act fremsat med henblik på finansiering af testning og kontaktopsporing. Lovforslagets nummer vakte opsigt på grund af sammenfaldet med dyrets tal.
Stregkodernes 666: De almindelige UPC-stregkoder indeholder tre afgrænsningsmønstre, som, læst med menneskeøjne, minder om mønstret for tallet 6. Med computerøjne repræsenterer dog ikke teknisk tre sekstaller, men beskyttelsesstreger, der fortæller stregkodescanneren, hvor koden starter og slutter, samt hvor midten er. Men det peger alligevel på global registrering og bilder økonomi og den fysiske verden sammen, så det giver mening at være følsom over for "sammenfaldet".
SWIFT har en anden funktion. Det er et internationalt netværk, som banker bruger til at sende standardiserede beskeder om finansielle transaktioner. Når en kunde sender penge til udlandet, kan banken gennem SWIFT sende de oplysninger, som modtagerbanken skal bruge for at behandle betalingen. Selve pengene håndteres af de involverede banker16. SWIFT er dermed en vigtig del af den kommunikation, som får international handel og betaling til at fungere. For alle der kender til 2. Pet. 2:1 er dette navn (som betyder hastig eller hurtig), der knytter sig til økonomi hvilket er en kerne i Antikrists kontrolmekanismer igennem mærket, ganske iørefaldende. De mennesker der fornægter Jesus bringer "hastig undergang over sig selv". Det er nærmest som om ordet SWIFT (der står for "Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication" - på Dansk, "Selskabet for verdensomfattende finansiel telekommunikation mellem banker") i sig selv advarer. Ligesom mange teknologiske ting kan sammenkobles med 666, dyrets mærke.
Disse institutioner er forskellige og udgør ikke én samlet regering. Men en stor del af det arbejde, som gør grænseoverskridende myndighed mulig, er allerede udført. Banker ved, hvilke oplysninger de skal indsamle. Myndigheder har aftaler om at udveksle dem. Betalinger bruger fælles kommunikationssystemer. Beslutninger ét sted kan få virkninger langt uden for det land, hvor de træffes.
Hvordan kan en hersker få myndighed over disse ordninger?
Dyret er her betegnelsen for den gudfjendtlige magt og hersker, som er Bibelens Antikrist. Kongerne bliver en del af hans herredømme ved at stille deres egen myndighed til hans rådighed. I vers 17 gentages det, at de giver ham deres kongemagt. Konger, som allerede råder over magt, samler den under én hersker. Hvad er det, som de i praksis vil kunne overdrage?
En regerings magt består i dag også af de myndigheder, registre og økonomiske forbindelser, gennem hvilke beslutninger bliver ført ud i livet. Overdrager den afgørende beføjelser til en overordnet magt, behøver de ansatte ikke forsvinde, og systemerne behøver ikke blive bygget om fra grunden. De kan fortsætte deres arbejde under nye beslutninger. Det er forskellen mellem at skulle opføre hele bygningen selv og at få myndighed over den, når den står færdig. Men magtens overdragelse rejser også spørgsmålet om herskerens tiltrækningskraft. Hvad får andre til at betro ham så meget? Her får Salomon-sporet i Nashs beretning sin betydning, for Salomon var en klog konge, som skabte velstand og fik samfundet til at fungere. Han vakte en tillid, den brutale erobrer aldrig vil få. Salomons historie viser både tiltrækningskraften og faren.
Salomon var kong Davids søn og regerede over Israel. Da Gud gav ham mulighed for at bede om noget, bad han om visdom til at lede folket - et lydhørt hjerte, så han kunne dømme ret og skelne mellem godt og ondt. Gud gav ham denne visdom og føjede rigdom og ære til, som han ikke havde bedt om (1. Kong. 3:9-13). Hans historie begynder med en konge, der erkender, at han behøver Guds hjælp for at forvalte sin magt. Under hans regering beskrives fred til alle sider og et folk, der bor trygt, hver under sin vinstok og sit figentræ (1. Kong. 4:24-25). Billedet fortæller om mennesker, som kan leve af deres jord og nyde dens frugt uden den stadige frygt, krigen fører med sig.
Hans ry når ud over landets grænser. Dronningen af Saba kommer for at prøve ham med vanskelige spørgsmål, og hun bliver overvældet af både hans visdom og den orden og pragt, hun møder ved hans hof (1. Kong. 10:1-9). I samme kapitel står der: "Vægten af det Guld, som i et År indførtes af Salomo, udgjorde 666 Guldtalenter" (1. Kong. 10:14). En talent var en vægtenhed. Verset beskriver altså en enorm årlig tilførsel af guld. Tallet 666 optræder igen i Åb. 13:18 som dyrets tal. Første Kongebog kalder ikke Salomon Antikrist, men forbindelsen, der undersøges, er et muligt profetisk forbillede, hvor sider af en tidligere herskers historie belyser den kommende. Rigdommen må samtidig læses sammen med de grænser, Gud havde sat for kongen.
Kongen måtte ikke ophobe heste, hustruer, sølv og guld. Han skulle have Guds lov hos sig og læse i den, så han lærte at frygte Herren, og så hans hjerte ikke ophøjede sig over hans brødre (5. Mos. 17:16-20). Kongens storhed fritog ham ikke for lydighed.
I kapitlet efter de 666 guldtalenter læser vi, at Salomons hustruer vendte hans hjerte til fremmede guder. Han byggede offerhøje for afguder og gjorde det, der var ondt i Herrens øjne. Derfor meddelte Gud ham, at riget skulle rives fra ham (1. Kong. 11:1-11). Den mand, hvis visdom andre herskere rejste langt for at høre, kom til at tilsidesætte den Gud, der havde givet ham den.
Salomons visdom og den fred, folket havde nydt, forhindrede ikke hans frafald. Samfundets succes var ingen garanti for herskerens troskab. Her rammer fortællingen vor egen tid. En verden i krise vil spørge, hvem der kan skabe stabilitet, få økonomien til at fungere og håndtere den teknologi, som andre har mistet overblikket over. Den kan blive så optaget af løsningerne, at den overlader stadig mere til den mand, som leverer dem. Men spørgsmålet om hans forhold til Gud og sandheden bliver ikke overflødigt, fordi han er dygtig. Det bliver mere alvorligt, jo større magt han får. Folk binder sig igennem penge til det verdslige og ikke til Gud. Der er de to kontraster. Himmel / Jord (Matt. 6:19) - Gud / mammon (Matt. 6:24; Luk. 16:13) - retfærdighed / frafald (11. Kong. 6:10-11). 666 er dyrets mærke, og han er løgnen som verden tror, når de ikke tror Jesus. Penge er løgnen, mens Gud er sandheden. Med andre ord gør vi klogt i at give Gud vores tillid, frem for økonomi.
Den politiske brug af begrebet får betydning for kirkens forhold til magten. Hvis en regering opfattes som det afgørende værn mod Antikrist, hvor langt vil kristne så følge den? Hvornår bliver taknemmeligheden for beskyttelsen til en loyalitet, der overdøver lydigheden mod Gud? Det bliver her tydeligt, at Thiel - uanset hensigt, går Antikrist erinde, i at forberede verden på at afgive magt til regeringer, institutioner og menneskelig magt.
Kan en stat gå fra at beskytte kristendommen til at kræve, at kristendommen tjener staten? Det spørgsmål undersøger Leonard R. Fishman i "Third Rome's the Charm?", offentliggjort den 15. oktober hos The Pamphleteer, som er medarrangør af forelæsningerne. Titlens "tredje Rom" henviser til forestillingen om Moskva som den kristne verdens nye centrum efter Rom og Konstantinopel. Konstantinopel var hovedstad i det østromerske, senere byzantinske rige. I denne forestilling overtager Moskva de tidligere rigers opgave som kristendommens beskytter. Men Fishman rejser spørgsmålet om, hvad der sker, hvis beskytteren selv ændrer sig. En stat behøver ikke blive erobret eller bryde sammen for at ophøre med at holde ondskaben tilbage. Den kan beholde sin magt og fortsat kalde sig kristen, men begynde at kræve, at kirken tilpasser sin tro og forkyndelse til statens interesser. Den afgørende forandring sker da i forholdet mellem troen og magten: Staten beskytter ikke længere kirkens frihed til at følge Kristus, men kræver kirkens lydighed mod sig selv. Fishman rejste dermed spørgsmålet om beskytterens forvandling fire dage før Thiels afslutningsforelæsning18.
Forestil dig, hvad det betyder i praksis. En regering støtter kirkerne, beskytter deres bygninger og giver dem indflydelse. Efterhånden bliver støtten en betingelse for deres arbejde. Når kirken senere må sige, at en beslutning strider mod Guds Ord, kommer svaret: I skylder den magt, som har beskyttet jer, jeres loyalitet. Der er ikke nødvendigvis lukket en eneste kirke. Gudstjenesterne kan fortsætte. Men forholdet er vendt om, hvis herskeren får det sidste ord om, hvad kirken må bekende og modsætte sig - præcis som det er med Kinas sinificering af religion - det konceptuelle krav om, at alle religiøse dogmer, arkitektur og prædikener i de godkendte kirker aktivt skal tilpasses og understøttes af socialistiske kerneværdier og kinesisk kultur.
Fishman inddrager her den russiske tænker Vladimir Solovjovs fortælling om Antikrist. Solovjov skrev en litterær skildring af en kommende verdenshersker, som fremtræder som menneskehedens store velgører. Fortællingen er fiktion, men dens scene med kirkerne viser meget konkret, hvad problemet er. Herskeren tilbyder katolikkerne genoprettelse af pavens rettigheder og privilegier. De ortodokse tilbydes støtte til deres traditioner og et stort museum for kristen oldtid. De lærde protestanter tilbydes et institut for fri bibelforskning. Hver gruppe får tilbudt noget, den værdsætter, mod at anerkende ham som sin beskytter eller leder.
De tilbageværende kristne bliver til sidst spurgt, hvad de da ønsker. Svaret er, at det dyrebareste i kristendommen er Kristus selv. De beder herskeren bekende Jesus Kristus, Guds Søn, som er kommet i kødet, er opstået og skal komme igen. Dér bryder den venlige fremtræden sammen, og fortællingens forfølgelse træder åbent frem19. Herskeren kan imødekomme kirkernes ønsker, så længe de anerkender hans overhøjhed. Bekendelsen til Kristus sætter den grænse, han ikke tåler.
Vatikanets egen redegørelse viser, at mødet indeholdt mere end høflighed. Den 24. september 2005 forklarede Küng, at hans projekt skulle fremhæve moralske værdier, som verdens religioner kunne samles om, og som også kunne anerkendes af mennesker uden religiøs tro. Benedikt roste Küngs arbejde for at fremme disse værdier gennem religionsdialog. Han understregede desuden, at en fornyet bevidsthed om de værdier, der bærer menneskelivet, var et vigtigt mål for hans eget pontifikat. Det er endnu et bevis for, at vi nærmer os enden, hvor de skal sige "fred og ingen fare" (1. Tess. 5:3) og så er "undergangen pludselig over den", for det viser, at moderkirken er mindre interesseret i sandheden om at Jesus er den eneste vej til frelse og evigt liv, end i verdensfred - religiøse uenigheder skal ignoreres til fordel for verdensfred. Det er præcis hvad vi kan forvente af embedet der vender sig til Antikrist og bliver hans falske profet.
Derfor er det ikke underligt, at Bennedikt og Küngs læremæssige uenigheder bestod og blev holdt uden for samtalen, mens arbejdet for fælles moralske værdier fik pavens anerkendelse22. Thiels fremstilling må derfor læses sammen med denne konkrete oplysning: Den pave, han påberåber sig som kritiker af Küngs projekt, støttede offentligt væsentlige mål i det - endnu et bevis for at Thiel mangler forståelse for det, han holder forelæsninger om.
Men striden om, hvad Benedikt mente, må ikke få os til at overse selve spørgsmålet: Hvem får myndighed til at definere den etik, hele verden skal rette sig efter? Hvis en verdenshersker gør en bestemt verdensetik bindende for alle, får han også magt til at erklære modstand mod sine krav for umoralsk og samfundsfarlig. Det er en direkte forbindelse til Antikrists magtfuldkommenhed. Herskeren kan kræve lydighed i menneskehedens navn og fremstille den, der siger nej, som en trussel mod freden. Det bliver afgørende, når kristendommens bekendelse skaber uenighed. Hvis Kristus kun accepteres som en lærer blandt andre, bliver Hans myndighed til at frelse og dømme underordnet det, verdensmagten vil tillade. Den kristne står da over for et krav om at vælge: Skal troskaben mod Kristus vige for den verdensetik, magten har gjort gældende? Det, herskeren kalder enhed, kan kræve, at mennesket bøjer sig dér, hvor det skylder Gud lydighed.
Thiel spørger ifølge Politico, om Antikrist selv kan tro, at han er Kristus. Han overvejer altså, om den kommende bedrager kan være overbevist om, at han virkelig er verdens frelser. Men selv hvis en leder oprigtigt tror, at han er sendt for at redde menneskeheden, gør det ikke hans påstand sand. Hans overbevisning kan tværtimod gøre ham mere overbevisende for dem, der lytter. Derfor må han bedømmes ud fra Guds Ord. Jesus advarer om falske messiaser og falske profeter, som gør store tegn og undere for at føre mennesker vild (Matt. 24:24). I Åb. 13:11 har det andet dyr horn som et lam, men taler som en drage. Det er et billede på en fremtræden, som kan se uskyldig og religiøs ud, mens den tjener en helt anden magt - præcis hvad vi ser i det katolske pavedømme. Embedet gør krav på at repræsentere Kristus, mens det fører mennesker ind under en anden myndighed. Paven, skildret som det andet dyr, får mennesker til at tilbede det første (Antikrist, Åb. 13:12), og i den profetiske sammenhæng kan vi derfor forvente et tæt samarbejde mellem paven og Antikrist - igen - præcis som Bibelen har forudsagt. Forførelsen omfatter altså også den religiøse begrundelse for at bøje sig. Den politiske magt får nogen til at forklare, hvorfor lydigheden er rigtig.
Derfor bliver Paulus' ord om kærlighed til sandheden afgørende. I 2. Tess. 2:10 beskriver han mennesker, som går fortabt, fordi de ikke tog imod den. Også Thiels brug af Bibelen må prøves på teksten. Det bliver særlig nødvendigt, når han i afslutningsforelæsningen bruger tre bestemte bibelsteder til at udpege vor tids verdensmagt.
Her anvender Thiel selv Åbenbaringens ord på spørgsmålet om økonomisk verdensmagt. Han forbinder denne side af USA's stilling med dollaren og SWIFT. I Åb. 13:17 står der: "for at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: dyrets navn eller dets navns tal". Verset står i en sammenhæng, hvor mennesker presses til at tilbede dyrets billede og modtage mærket. Det afgørende er derfor både kontrollen med handelen og den troskab, kontrollen skal gennemtvinge. Et menneske kan have penge, arbejdsevne og brug for mad, men alligevel blive udelukket, fordi det nægter at bøje sig.
Ifølge 2PM's gengivelse sluttede Thiel med at kalde Nashville protestantismens globale hovedstad og opfordre tilhørerne til selv at medvirke til at holde den udvikling tilbage, som han forbinder med Antikrists komme. De skulle tage ansvar for idéer og institutioner frem for at vente på, at andre løste opgaven24. Det handler i denne sammenhæng om at præge menneskers tro og samfundssyn gennem kirker, skoler, forlag og medier. Protestantismen har ingen fælles leder, der kan sætte alle i bevægelse med én beslutning. Derfor henvender han sig til de mennesker, som selv kan påvirke disse miljøer. Det er med andre ord en opfordring til at bruge religiøs og kulturell indflydelse til at modarbejde den verdensstat, han advarer imod. Tilhørerne bliver dermed selv tildelt en rolle i den politiske kamp, som Thiel har beskrevet med Bibelens begreber.
Hvordan kan USA i Thiels tænkning holde Antikrist tilbage, hvis Antikrist samtidig kan sidde i Det Hvide Hus? Jeg læser sammenhængen sådan, at den tilbageholdende rolle afhænger af, hvordan magten bliver brugt. En amerikansk ledelse kan modsætte sig en verdensstat, mens en senere ledelse bruger landets styrke til at opbygge den. Det er hvad vi i bund og grund har set i skarp kontrast under og efter Corona. Demokraternes politik leder direkte i favnen på Antikrists nye rige - de ar bejder for det og leder verden imod det. Så kom Trump, der som Republikaner drejer verden - om end ikke på alle punkter - men, i stor grad imod dette kommende rige. Senere kommer demokraternes nedbrydende politik igen.
Antikrist behøver i det scenarie ikke først besejre Amerika udefra for han kan få adgang til magten gennem dets egen ledelse. Apparatet består, mens dets funktion vendes om. Det er Thiels politiske forklaringsmodel. Den må holdes adskilt fra Paulus' beskrivelse af tilbageholderens fjernelse, som vi allerede har set på.
En komplet lydoptagelse af afslutningsforelæsningen gør Thiels advarsel endnu mere opsigtsvækkende. Nashville Scene oplyser den 21. oktober, at avisen har gennemgået optagelsen fra den 19. oktober. Her siger Thiel, gengivet på dansk: "Antikrist bliver en politiker". Og han indsnævrer, hvor man efter hans opfattelse bør lede: efter "en meget dårlig præsident i USA". Han udpeger ingen bestemt præsident. Men han placerer muligheden i selve det embede, der leder den magt, han har sat sin lid til som verdens beskytter. Samtidig kalder han USA Romerrigets sidste skikkelse og siger: "Der er ingen efterfølger". Et amerikansk sammenbrud bliver i hans fremstilling også Vestens, kristenhedens og verdens afslutning25. Som jeg har sagt før er det præcis det formål eliten har haft med Amerika fra begyndelsen -Fugl Fønix er et billede på Amrikas fald og genopstandelse ud af egen aske .
Det giver hans forsvar for USA en voldsom vægt. Hvis landets overlevelse gøres til betingelsen for hele civilisationens overlevelse, får kampen om dets ledelse betydning langt ud over en almindelig politisk magtkamp. Hans placering af denne magt har også ændret sig. Daniel Forrester Nash beskriver i sin beretning fra afslutningsaftenen, at Thiel viste en optagelse fra 1999. Dengang frygtede han som PayPal-chef, at EU gennem fælles skatteregler og administrativ integration kunne udvikle sig til en verdensregering. Nu erkendte han ifølge Nash, at han havde knyttet forestillingen om det nye Rom for snævert til Europas geografi. Nash gengiver også Thiels forklaring på, hvorfor præsidentembedet er blevet så afgørende. Han fremhævede atomvåbnenes fremkomst i 1945 som et vendepunkt, der samlede en hidtil uset ødelæggelseskraft hos præsidenten og blev fulgt af et omfattende sikkerhedsapparat26. Følger man hans udlægning, har han dermed placeret både den mulige verdenshersker og magten til at udløse en global katastrofe i det samme embede.
Thiel spekulerede desuden i, om frygten for en arrestordre fra Den Internationale Straffedomstol, ICC, kunne lægge pres på Trump-administrationen under krigen27. Beretningen dokumenterer ingen sådan trussel fra domstolen, mistanken er Thiels. Han frygter konkret, at en myndighed uden for USA kan begrænse amerikanske lederes handlefrihed. Hans argument bevæger sig dermed helt ind i spørgsmålet om, hvem der skal kunne holde den amerikanske magt til ansvar.
Isaacson minder ham om hans forklaring på magtovertagelsen: Frygten for katastrofen kan få mennesker til at acceptere den, der lover at forhindre den. Den kommende hersker kan vinde deres lydighed ved at overbevise dem om, at deres overlevelse kræver hans kontrol. Thiel behandler dermed Antikrist som en reel politisk fare, der må indgå i overvejelserne om, hvordan verden organiseres.
Da Isaacson spørger, hvorfor han bruger netop navnet Antikrist, svarer Thiel, at det har skabt opmærksomhed. Han henviser til efterkrigsfilmen One World or None, som fremstillede verdensmyndighed som svaret på atomtruslen. Med "Antikrist eller Armageddon" vil han få mennesker til at søge en vej uden om begge katastrofer. Han anerkender samtidig alvorlige teknologiske risici og gavnlige former for international atomkontrol.
Her sidder altså en medstifter af Palantir med forbindelser til både teknologiverdenen og amerikansk politik og drøfter, hvordan en kommende verdenshersker kan få menneskeheden til at underkaste sig. Det er den alvor, hans bemærkning om opmærksomhed ikke må få os til at overse. Og netop fordi han selv befinder sig så tæt på magten, bliver Isaacsons næste spørgsmål påtrængende: Gælder Thiels bekymring for magtkoncentration også de mennesker, han selv har hjulpet frem?
Isaacson spørger imidlertid til grænserne for magten - hvor meget magt bør sådanne mennesker have, og hvem kan gribe ind, hvis de misbruger den? En mand kan være fremragende til at udvikle teknologi og samtidig træffe beslutninger, som andre mennesker får svært ved at beskytte sig imod. Det bliver særlig alvorligt, når virksomhedernes teknologi bruges af politi, militær og efterretningstjenester. Så får beslutningerne betydning for mennesker, som aldrig selv har valgt at være virksomhedens kunder. At grundlæggeren kan skabe resultater, fortæller os ikke, hvordan disse mennesker kan få en forkert beslutning prøvet eller standset.
Tilbage står også en forskel mellem det politiske dilemma, Thiel opstiller, og det forløb, Johannes beskriver. I Åb. 16:13-16 er dyrets magt direkte forbundet med samlingen til Armageddon. Johannes ser forførende ånder udgå fra dragen, dyret og den falske profet. De går ud til jordens konger og samler dem til krigen på Guds store dag, ved Armageddon. Mens Thiel søger en politisk vej uden om både verdensdiktaturet og katastrofen, viser Johannes, hvordan dyrets egen forførelse fører kongerne frem til opgøret. Den magt, mennesker har underkastet sig, fører dem ind i krigen.
Det giver samtalen en særlig alvor. Når mennesker med denne indflydelse læser Bibelens profetier ind i deres forståelse af USA, teknologi og verdensmagt, kan deres udlægning få betydning for virkelige beslutninger. Den kan påvirke, hvilke ledere de støtter, hvilke institutioner de bygger, og hvilken magt de mener skal styrkes for at holde Antikrist tilbage. Thiels opfordring til tilhørerne i Nashville viser netop, at han vil føre sine overvejelser videre til handling.
Vi bør standse op ved, hvor usædvanligt det er. Antikrist bliver omtalt som en kommende person, hvis vej til magten kan undersøges gennem vor tids politiske og økonomiske forhold. Det høres nu fra et menneske på højeste verdslige magtniveau. Den verdenshersker, kristne har advaret om ud fra Skriften, er blevet et emne for mennesker, som selv har indflydelse på de systemer og institutioner, han kan få i sin hånd.
Flere nyheder om Antikrists komme, Tidens ende og Verdensordnen
Iran i ildringen: Vejen mod de ti kongerigerDisse institutioner er forskellige og udgør ikke én samlet regering. Men en stor del af det arbejde, som gør grænseoverskridende myndighed mulig, er allerede udført. Banker ved, hvilke oplysninger de skal indsamle. Myndigheder har aftaler om at udveksle dem. Betalinger bruger fælles kommunikationssystemer. Beslutninger ét sted kan få virkninger langt uden for det land, hvor de træffes.
Hvordan kan en hersker få myndighed over disse ordninger?
Kongerne afleverer noget, de allerede har
I Åb. 17 forklarer en engel Johannes betydningen af dyrets ti horn. Hornene er ti konger, som får herredømme en kort tid sammen med dyret. Derefter står der: "De har én og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed" (Åb. 17:12-13).Dyret er her betegnelsen for den gudfjendtlige magt og hersker, som er Bibelens Antikrist. Kongerne bliver en del af hans herredømme ved at stille deres egen myndighed til hans rådighed. I vers 17 gentages det, at de giver ham deres kongemagt. Konger, som allerede råder over magt, samler den under én hersker. Hvad er det, som de i praksis vil kunne overdrage?
En regerings magt består i dag også af de myndigheder, registre og økonomiske forbindelser, gennem hvilke beslutninger bliver ført ud i livet. Overdrager den afgørende beføjelser til en overordnet magt, behøver de ansatte ikke forsvinde, og systemerne behøver ikke blive bygget om fra grunden. De kan fortsætte deres arbejde under nye beslutninger. Det er forskellen mellem at skulle opføre hele bygningen selv og at få myndighed over den, når den står færdig. Men magtens overdragelse rejser også spørgsmålet om herskerens tiltrækningskraft. Hvad får andre til at betro ham så meget? Her får Salomon-sporet i Nashs beretning sin betydning, for Salomon var en klog konge, som skabte velstand og fik samfundet til at fungere. Han vakte en tillid, den brutale erobrer aldrig vil få. Salomons historie viser både tiltrækningskraften og faren.
Salomon var kong Davids søn og regerede over Israel. Da Gud gav ham mulighed for at bede om noget, bad han om visdom til at lede folket - et lydhørt hjerte, så han kunne dømme ret og skelne mellem godt og ondt. Gud gav ham denne visdom og føjede rigdom og ære til, som han ikke havde bedt om (1. Kong. 3:9-13). Hans historie begynder med en konge, der erkender, at han behøver Guds hjælp for at forvalte sin magt. Under hans regering beskrives fred til alle sider og et folk, der bor trygt, hver under sin vinstok og sit figentræ (1. Kong. 4:24-25). Billedet fortæller om mennesker, som kan leve af deres jord og nyde dens frugt uden den stadige frygt, krigen fører med sig.
Hans ry når ud over landets grænser. Dronningen af Saba kommer for at prøve ham med vanskelige spørgsmål, og hun bliver overvældet af både hans visdom og den orden og pragt, hun møder ved hans hof (1. Kong. 10:1-9). I samme kapitel står der: "Vægten af det Guld, som i et År indførtes af Salomo, udgjorde 666 Guldtalenter" (1. Kong. 10:14). En talent var en vægtenhed. Verset beskriver altså en enorm årlig tilførsel af guld. Tallet 666 optræder igen i Åb. 13:18 som dyrets tal. Første Kongebog kalder ikke Salomon Antikrist, men forbindelsen, der undersøges, er et muligt profetisk forbillede, hvor sider af en tidligere herskers historie belyser den kommende. Rigdommen må samtidig læses sammen med de grænser, Gud havde sat for kongen.
Kongen måtte ikke ophobe heste, hustruer, sølv og guld. Han skulle have Guds lov hos sig og læse i den, så han lærte at frygte Herren, og så hans hjerte ikke ophøjede sig over hans brødre (5. Mos. 17:16-20). Kongens storhed fritog ham ikke for lydighed.
I kapitlet efter de 666 guldtalenter læser vi, at Salomons hustruer vendte hans hjerte til fremmede guder. Han byggede offerhøje for afguder og gjorde det, der var ondt i Herrens øjne. Derfor meddelte Gud ham, at riget skulle rives fra ham (1. Kong. 11:1-11). Den mand, hvis visdom andre herskere rejste langt for at høre, kom til at tilsidesætte den Gud, der havde givet ham den.
Salomons visdom og den fred, folket havde nydt, forhindrede ikke hans frafald. Samfundets succes var ingen garanti for herskerens troskab. Her rammer fortællingen vor egen tid. En verden i krise vil spørge, hvem der kan skabe stabilitet, få økonomien til at fungere og håndtere den teknologi, som andre har mistet overblikket over. Den kan blive så optaget af løsningerne, at den overlader stadig mere til den mand, som leverer dem. Men spørgsmålet om hans forhold til Gud og sandheden bliver ikke overflødigt, fordi han er dygtig. Det bliver mere alvorligt, jo større magt han får. Folk binder sig igennem penge til det verdslige og ikke til Gud. Der er de to kontraster. Himmel / Jord (Matt. 6:19) - Gud / mammon (Matt. 6:24; Luk. 16:13) - retfærdighed / frafald (11. Kong. 6:10-11). 666 er dyrets mærke, og han er løgnen som verden tror, når de ikke tror Jesus. Penge er løgnen, mens Gud er sandheden. Med andre ord gør vi klogt i at give Gud vores tillid, frem for økonomi.
Hvem er det, Thiel mener holder igen?
Hvor Salomons historie tvinger os til at spørge til herskerens troskab mod Gud, undersøger Thiel, hvilke magter der historisk har kunnet spænde ben for et værre herredømme. I Nashville har han ifølge Politicos gennemgang blandt andet nævnt tidligere europæiske magthavere og antikommunismen. Hos ham kan tilbageholderen derfor være en stat, en hersker eller en politisk bevægelse.Den politiske brug af begrebet får betydning for kirkens forhold til magten. Hvis en regering opfattes som det afgørende værn mod Antikrist, hvor langt vil kristne så følge den? Hvornår bliver taknemmeligheden for beskyttelsen til en loyalitet, der overdøver lydigheden mod Gud? Det bliver her tydeligt, at Thiel - uanset hensigt, går Antikrist erinde, i at forberede verden på at afgive magt til regeringer, institutioner og menneskelig magt.
Kan en stat gå fra at beskytte kristendommen til at kræve, at kristendommen tjener staten? Det spørgsmål undersøger Leonard R. Fishman i "Third Rome's the Charm?", offentliggjort den 15. oktober hos The Pamphleteer, som er medarrangør af forelæsningerne. Titlens "tredje Rom" henviser til forestillingen om Moskva som den kristne verdens nye centrum efter Rom og Konstantinopel. Konstantinopel var hovedstad i det østromerske, senere byzantinske rige. I denne forestilling overtager Moskva de tidligere rigers opgave som kristendommens beskytter. Men Fishman rejser spørgsmålet om, hvad der sker, hvis beskytteren selv ændrer sig. En stat behøver ikke blive erobret eller bryde sammen for at ophøre med at holde ondskaben tilbage. Den kan beholde sin magt og fortsat kalde sig kristen, men begynde at kræve, at kirken tilpasser sin tro og forkyndelse til statens interesser. Den afgørende forandring sker da i forholdet mellem troen og magten: Staten beskytter ikke længere kirkens frihed til at følge Kristus, men kræver kirkens lydighed mod sig selv. Fishman rejste dermed spørgsmålet om beskytterens forvandling fire dage før Thiels afslutningsforelæsning18.
Forestil dig, hvad det betyder i praksis. En regering støtter kirkerne, beskytter deres bygninger og giver dem indflydelse. Efterhånden bliver støtten en betingelse for deres arbejde. Når kirken senere må sige, at en beslutning strider mod Guds Ord, kommer svaret: I skylder den magt, som har beskyttet jer, jeres loyalitet. Der er ikke nødvendigvis lukket en eneste kirke. Gudstjenesterne kan fortsætte. Men forholdet er vendt om, hvis herskeren får det sidste ord om, hvad kirken må bekende og modsætte sig - præcis som det er med Kinas sinificering af religion - det konceptuelle krav om, at alle religiøse dogmer, arkitektur og prædikener i de godkendte kirker aktivt skal tilpasses og understøttes af socialistiske kerneværdier og kinesisk kultur.
Fishman inddrager her den russiske tænker Vladimir Solovjovs fortælling om Antikrist. Solovjov skrev en litterær skildring af en kommende verdenshersker, som fremtræder som menneskehedens store velgører. Fortællingen er fiktion, men dens scene med kirkerne viser meget konkret, hvad problemet er. Herskeren tilbyder katolikkerne genoprettelse af pavens rettigheder og privilegier. De ortodokse tilbydes støtte til deres traditioner og et stort museum for kristen oldtid. De lærde protestanter tilbydes et institut for fri bibelforskning. Hver gruppe får tilbudt noget, den værdsætter, mod at anerkende ham som sin beskytter eller leder.
De tilbageværende kristne bliver til sidst spurgt, hvad de da ønsker. Svaret er, at det dyrebareste i kristendommen er Kristus selv. De beder herskeren bekende Jesus Kristus, Guds Søn, som er kommet i kødet, er opstået og skal komme igen. Dér bryder den venlige fremtræden sammen, og fortællingens forfølgelse træder åbent frem19. Herskeren kan imødekomme kirkernes ønsker, så længe de anerkender hans overhøjhed. Bekendelsen til Kristus sætter den grænse, han ikke tåler.
Hvorfor striden om verdensetik bliver alvorlig
Den samme grænse ligger bag Thiels interesse for den katolske teolog Hans Küng og den tidligere pave Benedikt XVI. Küng arbejdede for en "verdensetik" - et fælles moralsk grundlag på tværs af religioner, som skulle bidrage til fred mellem mennesker og nationer. Thiel og hans medforfatter Sam Wolfe kobler i "The Pope and the Antichrist", offentliggjort den 15. juli, dette projekt til Solovjovs forestilling om en fredsskabende verdenshersker. De læser Benedikts teologiske henvisninger som tegn på, at han så en antikristelig fare i Küngs projekt - kristendommen kunne blive indordnet under arbejdet for verdensfred, mens forventningen om Kristi genkomst og dom blev skubbet til side20.Flere nyheder om Antikrists komme, Profetisk opfyldelse og Tidens ende
"Han skal bekræfte pagten med mange i én uge"Vatikanets egen redegørelse viser, at mødet indeholdt mere end høflighed. Den 24. september 2005 forklarede Küng, at hans projekt skulle fremhæve moralske værdier, som verdens religioner kunne samles om, og som også kunne anerkendes af mennesker uden religiøs tro. Benedikt roste Küngs arbejde for at fremme disse værdier gennem religionsdialog. Han understregede desuden, at en fornyet bevidsthed om de værdier, der bærer menneskelivet, var et vigtigt mål for hans eget pontifikat. Det er endnu et bevis for, at vi nærmer os enden, hvor de skal sige "fred og ingen fare" (1. Tess. 5:3) og så er "undergangen pludselig over den", for det viser, at moderkirken er mindre interesseret i sandheden om at Jesus er den eneste vej til frelse og evigt liv, end i verdensfred - religiøse uenigheder skal ignoreres til fordel for verdensfred. Det er præcis hvad vi kan forvente af embedet der vender sig til Antikrist og bliver hans falske profet.
Derfor er det ikke underligt, at Bennedikt og Küngs læremæssige uenigheder bestod og blev holdt uden for samtalen, mens arbejdet for fælles moralske værdier fik pavens anerkendelse22. Thiels fremstilling må derfor læses sammen med denne konkrete oplysning: Den pave, han påberåber sig som kritiker af Küngs projekt, støttede offentligt væsentlige mål i det - endnu et bevis for at Thiel mangler forståelse for det, han holder forelæsninger om.
Men striden om, hvad Benedikt mente, må ikke få os til at overse selve spørgsmålet: Hvem får myndighed til at definere den etik, hele verden skal rette sig efter? Hvis en verdenshersker gør en bestemt verdensetik bindende for alle, får han også magt til at erklære modstand mod sine krav for umoralsk og samfundsfarlig. Det er en direkte forbindelse til Antikrists magtfuldkommenhed. Herskeren kan kræve lydighed i menneskehedens navn og fremstille den, der siger nej, som en trussel mod freden. Det bliver afgørende, når kristendommens bekendelse skaber uenighed. Hvis Kristus kun accepteres som en lærer blandt andre, bliver Hans myndighed til at frelse og dømme underordnet det, verdensmagten vil tillade. Den kristne står da over for et krav om at vælge: Skal troskaben mod Kristus vige for den verdensetik, magten har gjort gældende? Det, herskeren kalder enhed, kan kræve, at mennesket bøjer sig dér, hvor det skylder Gud lydighed.
Thiel spørger ifølge Politico, om Antikrist selv kan tro, at han er Kristus. Han overvejer altså, om den kommende bedrager kan være overbevist om, at han virkelig er verdens frelser. Men selv hvis en leder oprigtigt tror, at han er sendt for at redde menneskeheden, gør det ikke hans påstand sand. Hans overbevisning kan tværtimod gøre ham mere overbevisende for dem, der lytter. Derfor må han bedømmes ud fra Guds Ord. Jesus advarer om falske messiaser og falske profeter, som gør store tegn og undere for at føre mennesker vild (Matt. 24:24). I Åb. 13:11 har det andet dyr horn som et lam, men taler som en drage. Det er et billede på en fremtræden, som kan se uskyldig og religiøs ud, mens den tjener en helt anden magt - præcis hvad vi ser i det katolske pavedømme. Embedet gør krav på at repræsentere Kristus, mens det fører mennesker ind under en anden myndighed. Paven, skildret som det andet dyr, får mennesker til at tilbede det første (Antikrist, Åb. 13:12), og i den profetiske sammenhæng kan vi derfor forvente et tæt samarbejde mellem paven og Antikrist - igen - præcis som Bibelen har forudsagt. Forførelsen omfatter altså også den religiøse begrundelse for at bøje sig. Den politiske magt får nogen til at forklare, hvorfor lydigheden er rigtig.
Derfor bliver Paulus' ord om kærlighed til sandheden afgørende. I 2. Tess. 2:10 beskriver han mennesker, som går fortabt, fordi de ikke tog imod den. Også Thiels brug af Bibelen må prøves på teksten. Det bliver særlig nødvendigt, når han i afslutningsforelæsningen bruger tre bestemte bibelsteder til at udpege vor tids verdensmagt.
Thiel peger på USA som det nye Rom
Den sidste forelæsning, "The New Rome" - "Det nye Rom" - blev afholdt den 19. oktober. Ifølge journalisten Nathan Worcesters beretning fra salen pegede Thiel på USA som Romerrigets nutidige arvtager23. I Web Smiths gennemgang hos 2PM, som bygger på Worcesters rapportering, opstiller Thiel tre kendetegn: militær overlegenhed, økonomisk verdensmagt og ideologisk eller religiøs indflydelse. Han knytter dem til Dan. 2:40 om riget, der knuser som jern, Åb. 13:17 om retten til at købe og sælge og Matt. 24:24 om falske messiaser og falske profeter.Her anvender Thiel selv Åbenbaringens ord på spørgsmålet om økonomisk verdensmagt. Han forbinder denne side af USA's stilling med dollaren og SWIFT. I Åb. 13:17 står der: "for at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: dyrets navn eller dets navns tal". Verset står i en sammenhæng, hvor mennesker presses til at tilbede dyrets billede og modtage mærket. Det afgørende er derfor både kontrollen med handelen og den troskab, kontrollen skal gennemtvinge. Et menneske kan have penge, arbejdsevne og brug for mad, men alligevel blive udelukket, fordi det nægter at bøje sig.
Ifølge 2PM's gengivelse sluttede Thiel med at kalde Nashville protestantismens globale hovedstad og opfordre tilhørerne til selv at medvirke til at holde den udvikling tilbage, som han forbinder med Antikrists komme. De skulle tage ansvar for idéer og institutioner frem for at vente på, at andre løste opgaven24. Det handler i denne sammenhæng om at præge menneskers tro og samfundssyn gennem kirker, skoler, forlag og medier. Protestantismen har ingen fælles leder, der kan sætte alle i bevægelse med én beslutning. Derfor henvender han sig til de mennesker, som selv kan påvirke disse miljøer. Det er med andre ord en opfordring til at bruge religiøs og kulturell indflydelse til at modarbejde den verdensstat, han advarer imod. Tilhørerne bliver dermed selv tildelt en rolle i den politiske kamp, som Thiel har beskrevet med Bibelens begreber.
Daniels profeti ender ikke med et stærkere Rom
Men Daniels kapitel ender et andet sted end Thiels opfordring til at tage ansvar for den eksisterende orden. Efter jernets knusende magt følger løftet i Dan. 2:44: Himmelens Gud vil oprette et rige, som aldrig skal forgå. Det skal gøre ende på de andre rigers herredømme og selv bestå i evighed. Den magt, Thiel undersøger, har altså også en afslutning. For os der er i Kristus, ligger håbet i Ham som Kongen der kommer, mens Thiels politiske spørgsmål bliver, hvem der kan videreføre Roms magt.Hvordan kan USA i Thiels tænkning holde Antikrist tilbage, hvis Antikrist samtidig kan sidde i Det Hvide Hus? Jeg læser sammenhængen sådan, at den tilbageholdende rolle afhænger af, hvordan magten bliver brugt. En amerikansk ledelse kan modsætte sig en verdensstat, mens en senere ledelse bruger landets styrke til at opbygge den. Det er hvad vi i bund og grund har set i skarp kontrast under og efter Corona. Demokraternes politik leder direkte i favnen på Antikrists nye rige - de ar bejder for det og leder verden imod det. Så kom Trump, der som Republikaner drejer verden - om end ikke på alle punkter - men, i stor grad imod dette kommende rige. Senere kommer demokraternes nedbrydende politik igen.
Antikrist behøver i det scenarie ikke først besejre Amerika udefra for han kan få adgang til magten gennem dets egen ledelse. Apparatet består, mens dets funktion vendes om. Det er Thiels politiske forklaringsmodel. Den må holdes adskilt fra Paulus' beskrivelse af tilbageholderens fjernelse, som vi allerede har set på.
En komplet lydoptagelse af afslutningsforelæsningen gør Thiels advarsel endnu mere opsigtsvækkende. Nashville Scene oplyser den 21. oktober, at avisen har gennemgået optagelsen fra den 19. oktober. Her siger Thiel, gengivet på dansk: "Antikrist bliver en politiker". Og han indsnævrer, hvor man efter hans opfattelse bør lede: efter "en meget dårlig præsident i USA". Han udpeger ingen bestemt præsident. Men han placerer muligheden i selve det embede, der leder den magt, han har sat sin lid til som verdens beskytter. Samtidig kalder han USA Romerrigets sidste skikkelse og siger: "Der er ingen efterfølger". Et amerikansk sammenbrud bliver i hans fremstilling også Vestens, kristenhedens og verdens afslutning25. Som jeg har sagt før er det præcis det formål eliten har haft med Amerika fra begyndelsen -
Det giver hans forsvar for USA en voldsom vægt. Hvis landets overlevelse gøres til betingelsen for hele civilisationens overlevelse, får kampen om dets ledelse betydning langt ud over en almindelig politisk magtkamp. Hans placering af denne magt har også ændret sig. Daniel Forrester Nash beskriver i sin beretning fra afslutningsaftenen, at Thiel viste en optagelse fra 1999. Dengang frygtede han som PayPal-chef, at EU gennem fælles skatteregler og administrativ integration kunne udvikle sig til en verdensregering. Nu erkendte han ifølge Nash, at han havde knyttet forestillingen om det nye Rom for snævert til Europas geografi. Nash gengiver også Thiels forklaring på, hvorfor præsidentembedet er blevet så afgørende. Han fremhævede atomvåbnenes fremkomst i 1945 som et vendepunkt, der samlede en hidtil uset ødelæggelseskraft hos præsidenten og blev fulgt af et omfattende sikkerhedsapparat26. Følger man hans udlægning, har han dermed placeret både den mulige verdenshersker og magten til at udløse en global katastrofe i det samme embede.
Flere nyheder om Antikrists komme, Tidens ende og Verdensordnen
Corona, elitens forandringsagentDen magt, han vil bevare, har ført en krig, han afviser
Nye optagelser fra den tredje forelæsning, den 12. oktober, viser samtidig Thiel kritisere USA's krig mod Iran. Ifølge Politico, gengivet af Business Insider, sagde han, at krigen ikke burde være indledt. Han pegede på fejl og tvivlede på både USA's militære formåen og internationale gennemslagskraft. Han fastholdt sin støtte til Trump. Her bliver hans forestilling om den nødvendige beskytter prøvet på en virkelig krig. Den stat, han tillægger en afgørende opgave med at holde verdensordenen sammen, kan efter hans egen vurdering træffe beslutninger, som svækker dens evne til at løse den opgave.Thiel spekulerede desuden i, om frygten for en arrestordre fra Den Internationale Straffedomstol, ICC, kunne lægge pres på Trump-administrationen under krigen27. Beretningen dokumenterer ingen sådan trussel fra domstolen, mistanken er Thiels. Han frygter konkret, at en myndighed uden for USA kan begrænse amerikanske lederes handlefrihed. Hans argument bevæger sig dermed helt ind i spørgsmålet om, hvem der skal kunne holde den amerikanske magt til ansvar.
Hvorfor har Thiel valgt ordet Antikrist?
Et fuldt interview med Walter Isaacson i serien The Builders blev offentliggjort den 22. oktober. Samtalen blev optaget i Washington den 16. september, altså før Nashville-serien. Det fremgår af introduktionen til et tidligere offentliggjort uddrag28. Her beder Isaacson Thiel forklare, hvad han mener, når han taler om Antikrist. Thiel beskriver Antikrist som en tyran, der skal herske over hele verden ved historiens afslutning. Hans undersøgelse handler om, hvordan denne hersker kan komme til magten under vor tids forhold. I Nashville fører han senere tanken helt ind i præsidentembedet. Det giver hans ord en konkret alvor: Han undersøger muligheden for, at et menneske kan overtage verdensmagten og blive den hersker, Bibelen advarer imod.Isaacson minder ham om hans forklaring på magtovertagelsen: Frygten for katastrofen kan få mennesker til at acceptere den, der lover at forhindre den. Den kommende hersker kan vinde deres lydighed ved at overbevise dem om, at deres overlevelse kræver hans kontrol. Thiel behandler dermed Antikrist som en reel politisk fare, der må indgå i overvejelserne om, hvordan verden organiseres.
Da Isaacson spørger, hvorfor han bruger netop navnet Antikrist, svarer Thiel, at det har skabt opmærksomhed. Han henviser til efterkrigsfilmen One World or None, som fremstillede verdensmyndighed som svaret på atomtruslen. Med "Antikrist eller Armageddon" vil han få mennesker til at søge en vej uden om begge katastrofer. Han anerkender samtidig alvorlige teknologiske risici og gavnlige former for international atomkontrol.
Her sidder altså en medstifter af Palantir med forbindelser til både teknologiverdenen og amerikansk politik og drøfter, hvordan en kommende verdenshersker kan få menneskeheden til at underkaste sig. Det er den alvor, hans bemærkning om opmærksomhed ikke må få os til at overse. Og netop fordi han selv befinder sig så tæt på magten, bliver Isaacsons næste spørgsmål påtrængende: Gælder Thiels bekymring for magtkoncentration også de mennesker, han selv har hjulpet frem?
Thiel bliver udfordret på magten i sin egen kreds
Isaacson nævner Elon Musk, Alex Karp og Palmer Luckey og spørger, om den økonomiske og politiske magt, der samles hos disse mænd, også bør vække bekymring. Thiel svarer ved at forsvare virksomheder med stærke grundlæggere. Efter hans opfattelse står valget mellem en karismatisk leder, som tør skabe noget nyt, og et bureaukrati, hvor ingen tør handle. Han anerkender, at den stærke leder kan være farlig, men fremhæver hans evne til at skabe fremskridt29.Isaacson spørger imidlertid til grænserne for magten - hvor meget magt bør sådanne mennesker have, og hvem kan gribe ind, hvis de misbruger den? En mand kan være fremragende til at udvikle teknologi og samtidig træffe beslutninger, som andre mennesker får svært ved at beskytte sig imod. Det bliver særlig alvorligt, når virksomhedernes teknologi bruges af politi, militær og efterretningstjenester. Så får beslutningerne betydning for mennesker, som aldrig selv har valgt at være virksomhedens kunder. At grundlæggeren kan skabe resultater, fortæller os ikke, hvordan disse mennesker kan få en forkert beslutning prøvet eller standset.
Tilbage står også en forskel mellem det politiske dilemma, Thiel opstiller, og det forløb, Johannes beskriver. I Åb. 16:13-16 er dyrets magt direkte forbundet med samlingen til Armageddon. Johannes ser forførende ånder udgå fra dragen, dyret og den falske profet. De går ud til jordens konger og samler dem til krigen på Guds store dag, ved Armageddon. Mens Thiel søger en politisk vej uden om både verdensdiktaturet og katastrofen, viser Johannes, hvordan dyrets egen forførelse fører kongerne frem til opgøret. Den magt, mennesker har underkastet sig, fører dem ind i krigen.
Nogle tidssættende foredrag
For mig er det tidssættende, at Antikrists komme nu bliver drøftet i kredse med direkte adgang til verdens politiske og økonomiske magt. Peter Thiel taler som teknologimilliardær, medstifter af Palantir og politisk støtte for mennesker tæt på den amerikanske præsidentmagt. Fra den position undersøger han, hvordan Antikrist kan få menneskeheden til at underkaste sig. Det budskab, vi kender fra kristen forkyndelse om de sidste tider, bliver her fremsat midt i diskussionen om den verdensorden, magtens egne folk er med til at forme.Det giver samtalen en særlig alvor. Når mennesker med denne indflydelse læser Bibelens profetier ind i deres forståelse af USA, teknologi og verdensmagt, kan deres udlægning få betydning for virkelige beslutninger. Den kan påvirke, hvilke ledere de støtter, hvilke institutioner de bygger, og hvilken magt de mener skal styrkes for at holde Antikrist tilbage. Thiels opfordring til tilhørerne i Nashville viser netop, at han vil føre sine overvejelser videre til handling.
Vi bør standse op ved, hvor usædvanligt det er. Antikrist bliver omtalt som en kommende person, hvis vej til magten kan undersøges gennem vor tids politiske og økonomiske forhold. Det høres nu fra et menneske på højeste verdslige magtniveau. Den verdenshersker, kristne har advaret om ud fra Skriften, er blevet et emne for mennesker, som selv har indflydelse på de systemer og institutioner, han kan få i sin hånd.
Se også
Hvem kan kæmpe mod dyret? - Mennesket har skabt en intelligens, der bryder sine lænker
Nyhed · 10. oktober, 2026
Antikrist eller Armageddon - verdens magt er begyndt at tale profetiNyhed · 18. september, 2026
AI har for første gang skrevet komplette virus - en ny biologisk grænse er overskredetNyhed · 09. august, 2026
"Den gamle verdensorden er væk" - og det nye system tager form foran vore øjneNyhed · 17. februar, 2026
Kampen om fremtidens verdensordenNyhed · 08. april, 2025
Teknologien, der gør trængslen mulig og giver verdensriget sindArtikel · 22. december, 2025
Verdensriget 2010 - virkeligt og virtueltArtikel · 16. december, 2010
Hemmelige samfund og Antikrists kommeArtikel · 14. september, 2023