CIA-chefen flyver i al hemmelighed til Moskva for personligt at advare Rusland mod at angribe NATO. Rusland svarer få dage senere med officielt at true britiske militære mål også uden for Ukraine. Sverige flytter kampfly og et krigsskib til Finland på grund af en "forværret sikkerhedssituation". NATO-landene omkring Østersøen etablerer et fælles beredskab mod droner og hybridangreb. Rusland kalder NATO's styrkelse i Arktis en "direkte trussel" og advarer om væbnet konfrontation. Og mens alt dette foregår, fastslår den tyske regering, at Rusland stod bag et forsøg på et bombeangreb med en drone på tysk territorium.
Det sidste er vigtigt. For så er spørgsmålet ikke længere alene, om Rusland en dag vil begynde at angribe NATO under tærsklen for en egentlig krig. Tyskland siger nu, at det allerede sker.
Det er samtidig en fortsættelse af det, jeg tidligere har gennemgået på her på Tagryggen. Allerede i oktober 2025 skrev jeg om Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering af, at Rusland førte hybridkrig mod NATO, og om den vanskelige gråzone mellem sabotage, dronekrænkelser og den egentlige tærskel for Artikel 5. FE vurderede dengang risikoen for regulære militære angreb som "INGEN", mens sabotage mod Forsvaret og militære provokationer mod NATO blev vurderet som "HØJ". Pointen var netop, at Rusland kunne forsøge at flytte grænsen lidt efter lidt og undersøge, hvor meget alliancen ville acceptere, før den reagerede1. Det er præcist den problemstilling, der nu er blevet endnu mere konkret.
CIA-chefen tog selv advarslen med til Moskva
Den 25. august landede CIA-direktør John Ratcliffe i Moskva på et usædvanligt og i begyndelsen temmelig mystisk besøg. Det viste sig efterfølgende, at det ikke blot handlede om rutinemæssig kontakt mellem efterretningstjenester. Ifølge flere personer med kendskab til samtalerne advarede Ratcliffe direkte de russiske ledere mod at angribe NATO-lande. Baggrunden var amerikanske efterretningsvurderinger af, at Rusland kan forsøge at "teste NATO" og undersøge, om alliancen faktisk vil reagere samlet, hvis et medlemsland udsættes for en begrænset militær operation2.The Wall Street Journal beskrev scenariet mere detaljeret. Bekymringen retter sig især mod Baltikum, hvor Rusland ikke nødvendigvis behøver at indlede en klassisk invasion med store panserstyrker. En test kan begynde som et omfattende cyberangreb, en begrænset grænseoverskridelse eller en mindre landmilitær operation mod Estland, Letland eller Litauen. Pointen vil være at gøre angrebet så begrænset og tvetydigt, at NATO-landene tvinges til at diskutere, om det virkelig er stort nok til at udløse alliancens kollektive forsvar3.
Her ligger hele faren ved gråzonekrigen. Et fuldskalaangreb er let at identificere. Men hvad med en drone med sprængstof ved en militær lufthavn? Hvad med et saboteret elkraftværk? Hvad med en russisk specialenhed nogle få kilometer inde på NATO-territorium, hvor Moskva efterfølgende nægter enhver forbindelse? Hvor går grænsen?
Ratcliffe mødte ikke Putin personligt, men Kreml bekræftede møderne med de russiske efterretningstjenester og oplyste, at Putin straks blev orienteret om resultatet. Det var derfor ikke en besked, der risikerede at gå tabt i det russiske bureaukrati4. Den historiske parallel er bemærkelsesværdig. Sidste kendte gang en siddende CIA-direktør rejste til Moskva på denne måde, var William Burns i november 2021. Dengang var budskabet en direkte amerikansk advarsel mod at invadere Ukraine. Tre måneder senere begyndte den russiske fuldskala-invasion.
Det betyder selvfølgelig ikke, at Ratcliffes besøg er en slags nedtælling til en russisk NATO-invasion. Men det fortæller noget om det niveau, hvorpå Washington mente, budskabet skulle afleveres. Man sender ikke CIA-direktøren personligt til Moskva for at læse en pressemeddelelse op.
Det hele bliver mere besynderligt af, at præsident Donald Trump offentligt forsøgte at nedtone rejsen. Han sagde, at Ratcliffe møder sin russiske modpart fra tid til anden, og at der ikke havde været noget særligt budskab. Trump erklærede samtidig kategorisk om Putin: "Han vil ikke angribe et NATO-territorium". Reuters fik imidlertid fra to personer med kendskab til samtalerne bekræftet, at Ratcliffe rent faktisk havde taget spørgsmålet om en mulig russisk operation mod et NATO-land op. Samtalerne omfattede også andre emner, blandt andet Ruslands støtte til Iran5. Det er altså muligt både at sige, at USA ikke forventer en russisk invasion i morgen, og samtidig tage risikoen for en begrænset russisk test så alvorligt, at CIA-chefen sendes direkte til Moskva. De to ting modsiger ikke nødvendigvis hinanden.
Rusland gør samtidig truslen mod Storbritannien mere direkte
Kun to dage efter CIA-besøget kom der en officiel russisk udmelding, der viser, hvor hurtigt grænsen mellem Ukraine-krigen og NATO-landene er ved at blive udvisket. Den 27. august erklærede det russiske udenrigsministerium gennem Maria Zakharova, at Rusland forbeholder sig retten til at angribe britiske militære mål både i og uden for Ukraine, hvis Ukraine fortsætter angreb på russisk territorium med britiske Storm Shadow-krydsermissiler. Rusland anklager Storbritannien for at bevæge sig fra våbenleverandør til direkte medansvarlig for ukrainske operationer og advarede London om "katastrofale konsekvenser"6.Det afgørende ord er "uden for Ukraine". Storbritannien er et NATO-land. Når Rusland officielt siger, at britiske militære mål uden for Ukraine kan blive ramt, kan formuleringen i bogstavelig forstand omfatte britiske installationer i Storbritannien eller andre NATO-lande. Der er ikke udpeget et konkret mål, og Rusland har ikke offentliggjort nogen ordre om et sådant angreb. Men det er alligevel en tydelig udvikling. Tidligere russiske trusler mod britiske forsvarsvirksomheder og infrastruktur kunne bortforklares som udtalelser fra kommentatorer, tidligere Kreml-loyale kommentatorer og tidligere embedsmænd. Nu står Ruslands udenrigsministerium selv bag formuleringen.
Det er netop sådan en udvikling, der gør hybridkrigen farlig. Hver enkelt bevægelse kan forklares som en begrænset reaktion. Men samtidig flytter man lidt efter lidt det accepterede niveau for direkte konfrontation.
Europas vigtigste missilforsvar er samtidig under voldsomt pres
Man skulle tro, at det mindst ønskværdige tidspunkt for denne udvikling ville være et tidspunkt, hvor NATO's luft- og missilforsvar var presset. Men det er netop situationen.Associated Press kunne den 27. august fortælle, at beholdningen af Patriot-interceptorer hos amerikanske styrker i Europa er blevet så lav, at en amerikansk forsvarsembedsmand beskrev situationen som "mere end kritisk". En NATO-embedsmand bekræftede, at beholdningerne blandt amerikanske og allierede styrker i Europa er lave. Ifølge den amerikanske embedsmand har USA i Europa ikke tilstrækkeligt med Patriots (amerikansk fremstillede systemer med radar, kommandocentral og affyringsramper, der kan opdage og nedskyde fjendtlige fly, krydsermissiler og især ballistiske missiler) til at modstå et vedvarende russisk ballistisk missilangreb og ville have meget begrænset kapacitet selv mod et enkelt angreb eller et russisk missil, der kom ind over NATO-territorium7.
Flere nyheder om Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland, Ukraine og USA
Zelenskys mission: Ukraines NATO-medlemskab = Tredje VerdenskrigEn væsentlig del af problemet skyldes den langvarige krig med Iran. Center for Strategic and International Studies vurderer, at omkring 1.500 af USA's cirka 2.330 Patriot-interceptorer kan være blevet brugt under Iran-konflikten - omtrent 65% af beholdningen. Det er et analyseestimat og ikke et officielt Pentagon-tal, men der er ingen tvivl om, at forbruget har været voldsomt. Ukraine har samtidig modtaget hundredvis af Patriots siden 2022.
Pentagon og NATO bestrider, at situationen er så alvorlig som betegnelsen "mere end kritisk" antyder. NATO fastholder, at alliancen fortsat kan forsvare sit territorium, og produktionen er ved at blive øget. Europas første Patriot-produktionsanlæg er planlagt til at åbne i Tyskland i september 2026, men nye missiler dukker ikke op fra den ene dag til den anden. Det er derfor værd at huske denne mangel, når vi ser på de amerikanske efterretningsvurderinger. Hvis Rusland virkelig ville teste NATO med en begrænset operation, vil Moskva naturligvis også studere de faktiske militære beholdninger.
USA fortæller Europa, at det selv skal kunne forsvare Europa
Samtidig står et andet fundament under den europæiske sikkerhedsarkitektur til revision. Pentagons øverste embedsmand for forsvarspolitik, Elbridge Colby, mødte den 27. august NATO's Nordatlantiske Råd og orienterede alliancen om den igangværende amerikanske gennemgang af styrkeplaceringen i Europa. Washington vil have et NATO, hvor europæerne i langt højere grad selv bærer det konventionelle forsvar af kontinentet. Den amerikanske gennemgang omfatter ikke blot soldatertal, men strategi, baser, våbenindkøb, efterretning, cyberkapacitet og hele den amerikanske militære infrastruktur i Europa8.Der er omkring 80.000 amerikanske soldater i Europa, og der foreligger ikke en beslutning om at fjerne dem alle eller gennemføre en pludselig amerikansk tilbagetrækning. Men retningen er ikke svær at forstå. Europa forventes at kunne gøre betydeligt mere selv.
Financial Times beskrev samtidig den interne vurdering af Europas militære mangler som et "hav af røde advarsler". NATO's kapacitetsoversigter markerer områder med alvorlige mangler med rødt, og ifølge avisen viste gennemgangen så mange mangler, at det amerikanske budskab til europæerne var ganske enkelt: indkøb mere, gør det hurtigere og gør jer mindre afhængige af USA9. Når denne udvikling foregår samtidig med Patriot-manglen og CIA's advarsel til Rusland, er det ikke så mærkeligt, at især landene tættest på Rusland reagerer.
Sverige flytter kampfly ind i Finland
Den 28. august meddelte Finland og Sverige, at svenske JAS 39 Gripen-kampfly og en svensk korvet skal indsættes i Finland mindst frem til udgangen af 2026. Det er ikke blot endnu en kort NATO-øvelse. Finland bad Sverige om hjælpen med direkte henvisning til den forværrede sikkerhedssituation.De svenske styrker skal medvirke til overvågningen og beskyttelsen af finsk territorium, og den svenske forsvarsminister Pål Jonson gjorde det klart, at de om nødvendigt kan hjælpe Finland med at afvise territoriale krænkelser. Sverige kan desuden indsætte jordbaserede antidronesystemer og fartøjer med kapacitet til dronebekæmpelse. Finland bestilte samtidig svenske RBS 70 NG-luftværnssystemer for omkring 1,2 milliarder svenske kroner10.
Finland har 1.340 kilometer direkte grænse med Rusland. Det gør placeringen væsentlig. Sverige og Finland er selvfølgelig allierede, og tæt nordisk forsvarssamarbejde er ikke i sig selv dramatisk. Men når svenske kampfly flyttes til et NATO-land ved den russiske grænse med den udtrykkelige opgave at kunne medvirke til at afvise krænkelser, så er beredskabet gået fra papirplaner til operative dispositioner.
Sverige har heller ikke tænkt sig, at dette blot skal være midlertidigt. Den 31. august underskrev Sverige kontrakt med Frankrig om fire store luftforsvarsfregatter. Aftalen har en værdi på omkring 4,3 milliarder euro, og de nye skibe skal tredoble den svenske flådes luftforsvarskapacitet. De skal også kunne bruges til missilforsvar og antiubådskrig, og det første skib forventes leveret omkring 203011. Sverige, som indtil Ruslands invasion af Ukraine havde holdt fast i generationers alliancefrihed, opruster nu specifikt til et langt mere militært Østersøområde.
Østersøen bliver organiseret som én fælles front mod hybridangreb
Det er ikke kun Sverige og Finland. Samme 28. august offentliggjorde den tyske indenrigsminister Alexander Dobrindt, at NATO-landene omkring Østersøen vil etablere en fælles taskforce mod dronetrusler og hybridangreb. Formålet er blandt andet at gøre informationsudvekslingen så hurtig, at landene kan reagere samlet, når en drone, et kabelbrud, et sabotagemønster eller en anden mistænkelig hændelse bevæger sig på tværs af landegrænserne. Dobrindt beskrev den hybride trussel som "allestedsnærværende" og advarede om, at angrebene kan "antage en ny dimension i de kommende måneder"12. Danmark er med i denne kreds sammen med Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland.Det er værd at holde denne udvikling op mod det, vi oplevede allerede i 2025, da droner lukkede nordiske lufthavne og fløj over militære installationer. Dengang var det store problem, at ingen rigtig vidste, hvem der skulle reagere, hvordan dronerne skulle bekæmpes, eller hvem der stod bag. Nu bygges der strukturer, der specifikt skal kunne håndtere netop denne slags hændelser.
Polens premierminister Donald Tusk tilføjede den 28. august endnu et lag. Polen er, sagde han, i løbende kontakt med CIA-ledelsen og kendte til Ratcliffes Moskva-besøg. Tusk pegede samtidig på offentligt tilgængelige tegn på, at Rusland kan være ved at forberede en eskalation både af krigen mod Ukraine og af spændingerne i regionen. Efteråret og vinteren kan ifølge ham blive afgørende for Ruslands kurs13. Det betyder stadig ikke, at Polen har efterretninger om en bestemt dato for et angreb. Men de lande, der har Rusland nærmest, opfører sig ikke som lande, der betragter den nuværende situation som normal.
Arktis føjes til den farlige grænse
Den 31. august kom endnu et område ind i billedet. Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov skrev, at NATO's voksende militære aktivitet i Arktis udgør en "direkte trussel mod Ruslands sikkerhed", og at risikoen for hændelser, som udvikler sig til væbnet konfrontation med "potentielt katastrofale konsekvenser", er voksende14.Baggrunden er blandt andet NATO's Arctic Sentry, styrkelsen af Norges militære tilstedeværelse i Finnmark og den generelt større militære betydning af det høje nord efter Finlands og Sveriges NATO-medlemskab. Rusland har selv en enorm militær tilstedeværelse i Arktis. Området er afgørende for den russiske Nordflåde og atomafskrækkelse, og russiske atombevæbnede ubåde opererer derfra. Samtidig bliver den nordlige sejlrute stadig vigtigere økonomisk og strategisk.
Flere nyheder om Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Skyggekrigen rykker ind på NATO's territoriumSamtidig forsøger NATO at nedtone risikoen. Den 30. august sagde alliancen, at Rusland ganske vist intensiverer sine hybride aktiviteter i Europa og sine angreb mod Ukraine, men at man "på nuværende tidspunkt ikke ser nogen umiddelbar trussel om et angreb"15. Men Europas militære situation gør den beroligelse vanskelig at hvile i. NATO mangler både ammunition og militær kapacitet, og det rejser spørgsmålet, om Europas ledere først nu er ved at forstå alvoren i en udvikling, der allerede er langt fremskreden. Problemet er derfor ikke kun, hvad Rusland har tænkt sig at gøre, men hvor sårbart NATO står, hvis Moskva beslutter sig for at afprøve alliancens grænser.
Der er derfor en påfaldende afstand mellem den offentlige beroligelse og de konkrete militære signaler. Sverige sender kampfly til Finland, Østersølandene opbygger fælles beredskab mod hybridangreb, USA advarer Rusland direkte mod at teste NATO, og samtidig viser de militære vurderinger, at Europas forsvar flere steder er alvorligt presset.
Så kom Leipzig - og gråzonen fik sprængstof på
Det, der for alvor ændrer billedet, er Leipzig/Halle. Om aftenen den 4. august blev en drone med sprængstof fundet ved Leipzig/Halle-lufthavnen. I nærheden stod ukrainske fragtfly, og lufthavnen er ikke en tilfældig regional flyveplads. Den er et centralt internationalt fragtknudepunkt, bruges til militær støtte til Ukraine og indgår i NATO's Strategic Airlift International Solution, SALIS, som understøtter alliancens styrker på østflanken.I flere uger holdt den tyske regering igen med at udpege Rusland. Det er værd at bemærke. Berlin reagerede ikke på baggrund af den første mistanke, men lod politi og efterretningstjenester arbejde videre. Den 1. september kom konklusionen. Indenrigsminister Alexander Dobrindt sagde, at politiets undersøgelser, gerningsmønstret og efterretninger samlet fastslår russisk ansvar. På stedet blev der fundet en dronekonfiguration, sprængstof og tændingsteknik, som de tyske myndigheder kender fra andre russiske hybridoperationer og fra krigen mod Ukraine. Operationen var professionelt tilrettelagt, men selve udførelsen menes at være overladt til lavtstående, rekrutterede operatører (såkaldte "low-level agents"), som udførte opgaven på vegne af bagmændene16.
Det er værd at forstå, hvad Tyskland dermed siger: Rusland har ifølge den tyske regering ikke bare gennemført cyberangreb, propaganda eller spionage. Den russiske stat stod bag et forsøg på at placere en sprængstofbærende drone ved en strategisk lufthavn på NATO-territorium. Udenrigsminister Johann Wadephul valgte et meget stærkt ord. Tyskland er ikke i krig med Rusland, sagde han, men Tyskland er blevet et russisk "Kriegsziel" - et krigsmål. Regeringen forventer, at der vil komme flere russiske angreb af denne art.
Som svar indkaldte Berlin den russiske ambassadør, besluttede at lukke Ruslands generalkonsulat i Bonn, opsige aftalen om det russiske kulturcenter Russisches Haus i Berlin, skærpe indrejsekontrollen med russiske statsborgere og arbejde for nye EU-sanktioner og yderligere pres mod Ruslands skyggeflåde. Moskva afviste anklagerne og lovede konsekvenser. NATO-generalsekretær Mark Rutte stillede sig samtidig direkte bag Tyskland og sagde, at "beviserne er klare". NATO står i fuld solidaritet med Tyskland og vil fortsætte med at styrke evnen til at afskrække og forsvare medlemslandene mod den slags handlinger17.
Dagen efter rykkede formuleringen endnu et trin op. EU's udenrigschef Kaja Kallas sagde den 2. september, at Leipzig-angrebet havde alle kendetegn på "statsstøttet terrorisme". EU-landene drøfter nu nye sanktioner mod den russiske militærindustri, personer med forbindelse til operationerne og Ruslands skyggeflåde18. Det er en betydelig sproglig og politisk udvikling. "Hybridangreb" er blevet et ord, vi næsten har vænnet os til. "Statsstøttet terrorisme" er vanskeligere at gøre til baggrundsstøj.
Og mens Tyskland pegede på Rusland, blev elnettet angrebet to gange
Timingen bliver endnu mere bemærkelsesværdig af, at Tyskland netop som Leipzig-sagen blev offentliggjort, blev ramt af nye sabotagehandlinger mod kritisk energiinfrastruktur. I Brandenburg blev et af de vigtigste højspændingsknudepunkter angrebet med anordninger, der med elektrisk ledende materiale beskadigede højspændingsledninger. Der blev fundet flere anordninger, og en del af Jänschwalde-kraftværket måtte midlertidigt ud af drift.Den 2. september kom endnu en sag. Ved Bergheim vest for Köln blev der bevidst grebet ind i et el-understationsanlæg, hvorefter fem brunkulsenheder (elproducerende blokke på et brunkulskraftværk) med en samlet kapacitet på omkring 4.200 MW måtte tages af nettet. Selve elforsyningen og netstabiliteten blev opretholdt, men de tyske myndigheder efterforsker nu to sabotageangreb mod elnettet inden for omtrent et døgn19.
Her skal tingene ikke blandes sammen. Tyskland har ikke sagt, at Rusland stod bag disse to angreb. Både udenlandsk statslig indblanding og hjemlige venstreekstremister undersøges, og efterforskningen befinder sig på et tidligt stadium. Men det fortæller noget om den situation, de europæiske myndigheder nu skal arbejde i. Når et kraftværk, en transformerstation eller et kabel går ned, kan man ikke længere bare reparere skaden. Man må straks stille spørgsmålet: var det en teknisk fejl, hjemlig ekstremisme eller en statslig hybridoperation?
Det er præcis det formål, hybridkrig har. Selv når man ikke står bag en bestemt hændelse, har man skabt en tilstand, hvor samfundet ikke længere kan vide, hvad der er tilfældigt, og hvad der er et angreb.
Imens har Rusland ændret tempoet over Ukraine
Alt dette foregår samtidig med, at krigen i Ukraine selv er blevet mere intens. Rusland har siden slutningen af august ført en usædvanligt vedvarende drone- og missilkampagne mod Kyiv og andre ukrainske byer. Den 2. september blev Kyiv ramt for syvende døgn i træk. Droner slog ned i centrum, 11 mennesker blev såret, boliger og universitetsbygninger blev beskadiget, og omkring 160 studerende måtte søge beskyttelse under et direkte angreb på et universitet. De næsten konstante luftalarmer har forstyrret metrotrafikken så alvorligt, at selv parlamentet er blevet tvunget under jorden og har afprøvet digital afstemning fra beskyttelsesrum20. Samme dag blev energianlæg i Odesa-regionen ramt, og mere end 350.000 boliger mistede strømmen. I Dnipro blev to mennesker dræbt og otte såret. Putin meddelte samtidig, at han havde beordret forberedelser til en ny kampagne af "massive" angreb.Det syvende døgn kom oven på et meget blodigt sjette døgn. Det første dødstal om morgenen den 1. september blev siden opjusteret til 12 - otte blev dræbt i Kyiv, hovedsagelig jernbanearbejdere, mens fire blev dræbt i Boryspil. Rusland havde da ændret taktik ved i stigende grad at sende hurtige jetdrevne droner ind i bølger dag og nat. Det ukrainske luftvåben opgjorde antallet af disse jetdroner til mere end 2.800 alene i august21.
Flere nyheder om Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Rusland nærmer sig NATO's grænse - og Norden ligger i krigens skyggeDe rammer heller ikke kun militære mål. Gentagne angreb på lagerbygninger og logistikcentre gjorde, at enkelte supermarkeder i Kyiv begyndte at få tomme hylder. Omkring en million skolebøger var tidligere blevet ødelagt ved angreb på ukrainske forlag. Sådan udmattes et samfund også - ikke ved én afgørende eksplosion, men ved at gøre det stadig vanskeligere at arbejde, køre med tog, sende børn i skole, få varer frem og sove om natten22.
Det er vanskeligt ikke at se sammenhængen med manglen på Patriot-missiler. Rusland ved lige så godt som NATO, hvor mange missiler Vesten producerer, hvor hurtigt de kan erstattes, og hvad det koster at bruge et dyrt interceptor-missil mod et langt billigere angrebsvåben.
Jeg har helt fra krigens begyndelse været tilbageholdende med den fortælling, vi ofte fik i medierne, om at Rusland ikke havde kræfterne til at føre en langvarig krig. Jeg har tværtimod gentagne gange peget på, at Rusland må være en langt stærkere militærmagt, end vi får indtryk af. Bibelen beskriver, hvordan Gog fra det yderste nord en dag kommer mod Israel med "en stor Skare, en vældig Hær" (Ezek. 38:15-16). Israel er ikke et forsvarsløst land, og når Rusland i den profetiske sammenhæng tør begive sig ud i den krig, fortæller det mig, at vi skal være varsomme med at undervurdere Ruslands militære styrke og udholdenhed.
Krigen presses helt ud til NATO's grænser
Det geografiske pres vokser også. Den 1. september angreb Rusland havne-, energi- og eksportinfrastruktur i Odesa-regionen og ramte blandt andet grænseovergangen ved Orlivka direkte på grænsen til NATO-landet Rumænien. Overgangen måtte midlertidigt lukke for personer og køretøjer. Naftogaz' kraftvarmeanlæg i Odesa blev ligeledes ramt med missiler og droner23. Det er et område, hvor Rumænien gennem flere år har oplevet russiske dronevrag og luftrumskrænkelser. Jo større de russiske angrebsbølger bliver mod ukrainske mål langs Donau, desto mindre bliver den geografiske margen for fejl.Også Estland oplevede den 1. september droner i forbindelse med krigen. Denne gang var det ukrainske droner på vej mod russiske mål, der kortvarigt trængte ind i estisk luftrum. Det var altså ikke et russisk angreb på Estland, og det skal ikke fremstilles sådan. Men omkring et dusin droner blev observeret i området tæt ved grænsen, og NATO-fly blev gjort klar.
Det illustrerer et problem, som kun bliver større, efterhånden som begge parter udvider deres langdistancekrig. Ukraine sender flere droner langt ind i Rusland, mens Rusland sender større bølger mod Ukraine. Midt imellem ligger NATO's grænser. Ukraine ønsker nu selv at øge antallet af langdistanceangreb markant. Zelenskyj har sagt, at målet er op mod 1.000 langtrækkende droneoperationer dagligt mod russiske mål mod omkring 300 i dag. Kyiv har samtidig advaret internationale flyselskaber og forsikringsselskaber om, at russisk luftrum bliver stadig farligere, og har bedt den internationale civile luftfartsorganisation ICAO om at reagere.
Krigen breder sig altså ikke nødvendigvis ved, at nye lande erklærer krig mod hinanden. Den breder sig fysisk gennem luftrum, søfart, energianlæg, havne, informationssystemer og logistik.
Selv Ruslands eksportmønster bliver flyttet af dronekrigen
Et eksempel på hvor dybt den gensidige dronekrig nu påvirker samfundene, finder vi i Ruslands korneksport. Ukrainske angreb mod Sortehavet og Det Azovske Hav har forstyrret russiske havne og skibsruter så meget, at russiske eksportører er begyndt at flytte større mængder korn mod Østersøen. I eksportåret 2025-2026 gik 46,3 millioner tons russisk korn - omkring 90 procent af Ruslands søbårne korneksport - gennem havne ved Sortehavet og Azovhavet. Nu søger eksportørerne i stigende grad mod russiske Østersøhavne og endda havne i de baltiske NATO-lande24.Det er et interessant paradoks. Samtidig med at Rusland og NATO-landene omkring Østersøen forbereder sig på droner, sabotage og mulig konfrontation, kan russiske eksportører få stadig større behov for netop de baltiske landes havne. Det viser, hvor indviklet denne konflikt efterhånden er blevet. Det er ikke to klart adskilte blokke med en tom grænse imellem sig. Handel, energiforsyning, skibsfart, kabler, militærfly, efterretningstjenester og civile infrastrukturer ligger ind over hinanden.
Men der er også en langt mere alvorlig side af det. Sortehavet er en af verdens vigtigste eksportveje for korn, og når både russisk og ukrainsk korneksport forstyrres, begynder det hurtigt at kunne mærkes langt uden for krigszonen. Hvedepriserne er allerede steget markant, mens store importlande må lede efter dyrere forsyninger andre steder. Hvis angrebene fortsætter og lagrene begynder at svinde ind i lande, der er stærkt afhængige af korn fra Sortehavet, kan det udvikle sig fra et logistisk problem til egentlig fødevaremangel. For de fattigste og mest sårbare lande kan sulten derfor igen begynde at banke på døren25.
Diplomati findes stadig - men det følger ikke med eskalationen
Det er vigtigt ikke at give et billede af, at al kontakt er brudt sammen. Zelenskyj har haft en detaljeret og efter eget udsagn konstruktiv samtale med de amerikanske udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner om fredsprocessen, og Indien forsøger fortsat at presse på. Narendra Modi sagde direkte til Putin, at krigen måtte afsluttes "for menneskehedens skyld".Men der er ikke kommet noget gennembrud. Tværtimod fortsætter Rusland sine massive luftangreb, mens Ukraine udvider sine angreb dybere ind i Rusland. Den 2. september oplyste Zelenskyj samtidig, at Ukraine og Tyskland er ved at færdiggøre en omfattende aftale om fælles udvikling af droner, missiler og software. Tyskland finansierer allerede 15.000 ukrainske Strila-interceptordroner samt en ordre på 50.000 Shrike-angrebsdroner26. Mens diplomaterne taler om fred, bygger begge sider altså samtidig systemerne til en længere og mere omfattende dronekrig.
Når jeg lægger alt dette sammen, synes jeg ikke længere, det er tilstrækkeligt kun at tale om hybridkrig og gråzoner. Retorikken bliver hårdere, oprustningen accelererer, NATO flytter styrker tættere på Rusland, Rusland truer åbent NATO-lande, og begge sider forbereder sig mere direkte på en mulig militær konfrontation. Gråzonen er stadig farlig, fordi den kan blive stedet, hvor det første sammenstød opstår. Men udviklingen peger samtidig på noget større, nemlig at tærsklen mellem hybridkrig og egentlig krig er blevet lavere, og at Europa i stigende grad indretter sig på, at en direkte Rusland-NATO-konfrontation ikke længere kan afvises som et fjernt scenarie.
CIA advarer om en russisk test af NATO. Tyskland siger, at Rusland allerede har forsøgt et eksplosivt angreb på tysk territorium. Rusland truer officielt britiske militære mål uden for Ukraine. Østersølandene bygger fælles droneberedskab. Sverige sender kampfly til Finland. Arktis bliver militariseret fra begge sider. Patriot-beholdningerne er pressede. USA forlanger, at Europa overtager langt mere af sit eget konventionelle forsvar. Og samtidig sendes tusinder af droner og missiler gennem luftrum lige på den anden side af NATO's grænser.
Flere nyheder om Krig / Verdenskrig, NATO, Rusland og Ukraine
Svenske Gripen-fly møder russiske bombefly: Østersøen øves som front mod NATOHvornår er et angreb et angreb? Det spørgsmål er ikke længere akademisk. Leipzig viser, hvorfor CIA's bekymring giver mening. Hvis den tyske regerings konklusion er rigtig, har Rusland allerede fundet en metode, hvor man kan angribe et NATO-lands militære logistik med sprængstof uden at sende et russisk bombefly over grænsen. Man får andre til at udføre operationen, benægter bagefter enhver forbindelse og tvinger modstanderen til selv at afgøre, hvor alvorligt man tør reagere. Det er næsten den ideelle test af NATO's politiske sammenhold.
Europa forbereder sig - samtidig med at NATO siger, der ikke kommer et angreb
Hvordan skal vi forstå den noget selvmodsigende situation? NATO siger, at der ikke er nogen umiddelbar angrebstrussel. Trump siger, at Putin ikke vil angribe NATO. Finlands præsident Alexander Stubb har ligeledes sagt, at et russisk angreb på NATO ikke giver militær mening. Samtidig flytter Sverige kampfly til Finland. Østersølandene organiserer fælles forsvar mod hybridangreb. Europæerne køber fregatter, luftværn, missiler og droner. USA revurderer hele sin militære tilstedeværelse på kontinentet. CIA-chefen tager personligt til Moskva med en advarsel om NATO, og Berlin kalder nu sit eget land et russisk "krigsmål".Jeg har svært ved blot at slå mig til ro med den offentlige beroligelse. Oprustning i den størrelsesorden koster enorme summer, tager år at gennemføre og kræver omfattende politiske, industrielle og militære forberedelser. Man flytter ikke kampfly, bygger fregatter, udvider missilproduktion, etablerer nye fælles forsvarsstrukturer og gennemgår hele Europas militære kapacitet, hvis man virkelig mener, at faren er ubetydelig. Europas handlinger fortæller efter min vurdering en mere alvorlig historie end ordene.
Hybridkrigen er en del af dette, men jeg tror, det vil være en fejl kun at betragte udviklingen som sabotage, droner og provokationer under tærsklen for egentlig krig. Grænsen flyttes hele tiden. Et sprængstofangreb rammer forkert og dræber mange mennesker. Et missil rammer Polen eller Rumænien. Et russisk fly bliver skudt ned. Et NATO-land svarer militært. Det kræver kun én hændelse, som ingen af siderne længere politisk kan trække sig fra, før den krig, alle siger, de vil undgå, pludselig er begyndt.
Og her må vi løfte blikket længere end til den næste NATO-pressemeddelelse. Jeg har i mange år advaret om, at en tredje verdenskrig ikke blot er et fjernt historisk skræmmebillede. I den profetiske udvikling, jeg gennem årene har gennemgået, forventer jeg en verdensomvæltning, hvor den eksisterende orden brydes ned og erstattes af en ny. Krig, økonomisk sammenbrud, frygt og kaos er netop de forhold, der kan få befolkninger til at acceptere politiske løsninger og en centralisering af magt, som de aldrig ville acceptere under normale forhold. Det er i dette verdenssystem, Antikrist til sidst træder frem.
Derfor ser jeg heller ikke nødvendigvis den voksende konfrontation mellem Rusland og NATO som endnu en midlertidig geopolitisk krise, der før eller siden finder tilbage til normalen. Vi kan stå og se begyndelsen på en langt større omformning af verden. Og når CIA-chefen personligt rejser til Moskva for at advare Rusland mod at angribe NATO, mens Europa samtidig opruster i et tempo, vi ikke har set i årtier, bør vi efter min mening tage handlingerne mere alvorligt end de beroligende ord.
De enkelte hændelser er ikke længere interessante hver for sig. De begynder at danne et mønster. Og spørgsmålet er derfor ikke blot, hvor langt Putin tør gå uden at udløse en krig med NATO, men om verden allerede er i bevægelse mod den større konfrontation, som alle parter offentligt siger, de forsøger at forhindre.