Samtidig sker det mærkelige, at Iran selektivt lader irakisk olie passere gennem Hormuz, mens landets præsident Masoud Pezeshkian nu igen forsvarer juniaftalen med USA som den bedste vej ud af den fastlåste krig.
Når man lægger disse udviklinger oven på hinanden, er det ikke længere Hormuz alene, der er problemet. Konflikten er ved at brede sig fra ét strategisk stræde til hele det økonomiske og logistiske system omkring Golfen. Hvem der handler med Iran, hvem der får lov til at sejle, hvilke lande der bygger alternative energiruter, og hvem der militært vil beskytte dem, er nu ved at blive dele af den samme krig.
To missiler og et brud, der rammer Iran langt hårdere end en almindelig embargo
Tirsdag den 18. august modtog befolkningen i De Forenede Arabiske Emirater igen advarsler om ballistiske missiler. Emiraternes forsvarsministerium oplyste, at man havde registreret to ballistiske missiler affyret fra Iran, og at landets vurdering var, at de var rettet mod skibstrafikken. Begge missiler faldt i Den Persiske Golf, og der blev ikke meldt om døde, sårede eller materielle skader. Iran afviser imidlertid, at landet affyrede missilerne, og den emiratiske tilskrivning er ikke blevet uafhængigt bekræftet1.Det er derfor nødvendigt at skelne mellem hændelsen og ansvaret. Missilerne og de emiratiske advarsler er reelle. Påstanden om, at Iran stod bag, kommer fra Emiraterne og benægtes af Teheran, men Emiraternes reaktion var ikke desto mindre øjeblikkelig og usædvanlig omfattende. Al handel, alle kommercielle udvekslinger og alle finansielle transaktioner med Iran blev suspenderet indtil videre2. På papiret kan det lyde som endnu en sanktion i en krig, der allerede er fuld af sanktioner. I virkeligheden rammer netop Emiraternes beslutning et af de steder, hvor Iran gennem mange år har været forbundet med verdensøkonomien.
Dubai har ikke blot købt og solgt iranske varer. Emiraterne har fungeret som reeksportcenter, finansielt knudepunkt og adgangsvej til varer og kommerciel infrastruktur fra tredjelande. En betydelig del af det, Iran importerer via Emiraterne, er ikke produceret dér, men passerer gennem det emiratiske handelsapparat. Det har gjort Dubai til en af de kanaler, hvorigennem Iran har kunnet absorbere virkningen af internationale sanktioner. Så når Emiraterne nu lukker både handel og finansielle transaktioner, er det ikke bare endnu en grænse, der lukkes. En af Irans vigtigste økonomiske bagdøre bliver smækket i.
Jeg hæfter mig også ved, hvor langt udviklingen på blot to måneder har bevæget sig fra den ramme, der blev lagt i juni. Da jeg den 19. juni beskrev det amerikansk-iranske memorandum, var idéen netop, at USA skulle lempe sin blokade, mens Iran til gengæld skulle holde Hormuz åbent, og at en 60-dages periode skulle bruges til at bevæge krigen hen imod en mere varig løsning3. Den periode er nu udløbet. Hormuz er ikke normaliseret. Blokaden er ikke blevet den vej ud af krigen, som memorandummet lagde op til. I stedet lukker Emiraterne Irans handel, og Washington gør klar til at presse resten af verden til at gøre noget tilsvarende.
Washington vil gøre Irans handel til et problem for alle andre
Det amerikanske pres er nemlig ved at ændre karakter. Donald Trump har varslet økonomiske konsekvenser uden fortilfælde for lande, der fortsat giver Iran en økonomisk livline, mens finansminister Scott Bessent har sagt, at USA vil indføre de hårdeste sanktioner hidtil mod Iran. Washington har endnu ikke fremlagt hele den nye pakke, og der foreligger derfor ikke på nuværende tidspunkt en færdig offentlig liste over lande, virksomheder eller nye sekundære sanktioner, som allerede er trådt i kraft4.Men retningen er tydelig. Det økonomiske pres skal ikke længere kun lægges på Iran. Det skal også lægges på de forbindelser, der gør det muligt for Iran at fortsætte sin handel. Det er netop derfor Emiraternes brud får en større betydning. Abu Dhabi har allerede gjort det, som Washington nu truer med at forsøge at fremtvinge andre steder - fortsat økonomisk forbindelse med Iran er gjort til noget, der kan koste politisk og finansielt.
Hvis den amerikanske strategi omsættes til omfattende sekundære sanktioner, flytter spørgsmålet sig derfor hurtigt videre til blandt andet Kina og andre store handelspartnere. Det er ikke længere nok at isolere iranske banker og virksomheder. USA forsøger at gøre selve forbindelsen til Iran dyr. På den måde vokser krigen ud gennem handelslinjerne på samme måde, som den tidligere voksede ud gennem missilruterne og søvejene.
Flere nyheder om Iran, Krig / Verdenskrig, Mellemøsten og NATO
Når en lokal krig bliver global - vejen mod tredje verdenskrigHormuz er stadig næsten lukket, uanset hvad det kaldes
Midt i denne økonomiske optrapning fortsætter kampen om Hormuz. Trump fastholder, at strædet er åbent. Iran fastholder, at det er lukket. Men skibstrafikken fortæller mere end begge regeringers ord. Kplers data viste ni råstof- og energifartøjer gennem strædet tirsdag og ni igen onsdag. Torsdag blev der registreret syv i alt, fire ind gennem strædet og tre ud. Ingen af torsdagens syv var store råolietankere eller LNG-skibe (flydende gas), selv om en større gastanker transporterede propan og butan ud gennem den iranske rute5.Tallene kan ikke registrere skibe, der sejler med transponderne slukket (for at forsøge at passere Hormuz mere ubemærket ved at skjule skibets position for Iran eller andre aktører, der overvåger området), men de viser alligevel, hvor langt virkeligheden ligger fra normal international trafik. Før krigen passerede omkring en femtedel af verdens handlede olie gennem Hormuz. Nu diskuterer Washington og Teheran, om strædet er åbent eller lukket, mens den registrerede trafik ligger på et niveau, der i praksis viser, at den normale energikorridor stadig er alvorligt lammet. Og Iran demonstrerer nu noget andet - lukningen behøver ikke være ens for alle.
Irak får lov til at sejle, mens andre holdes tilbage
Efter gentagne henvendelser fra Bagdad har Iran givet særlig tilladelse til, at et antal irakiske olietankere kan passere Hormuz. Iraks præsident har samtidig bekræftet, at Iran i de seneste dage har hjulpet fartøjer med irakisk olie gennem strædet. Tilladelsen var blandt de centrale irakiske ønsker under den iranske parlamentsformand Mohammad Baqer Qalibafs besøg i Irak6.Det er ikke en almindelig genåbning. Det er snarere en demonstration af, at Iran kan administrere adgangen politisk. Irak kan henvende sig, forhandle og få en undtagelse, mens den internationale trafik fortsat befinder sig langt under niveauet før krigen. Det gør Hormuz til noget mere end et geografisk chokepoint. Strædet bliver et politisk instrument. Iran kan med andre ord sige til regionens lande: Der findes en vej gennem Hormuz, men den går gennem Teheran.
For Irak er problemet alvorligt nok til, at landet samtidig arbejder på flere veje uden om strædet. Bagdad forsøger at udvide olieeksporten gennem Ceyhan i Tyrkiet og undersøger ruter gennem Baniyas i Syrien og Aqaba i Jordan.
Det interessante er, at netop denne tankegang nu breder sig. Hvis Hormuz ikke kan regnes som en sikker international søvej, må olie, gas og varer flyttes ad andre forbindelser. Men også den løsning er Iran nu begyndt at true.
Først diskuterer NATO-landene Hormuz - derefter truer Iran hele vejen rundt om det
Den 19. august samlede NATO's øverste militære kommando forsvarschefer fra interesserede medlemslande. Under den amerikanske general Alexus Grynkewich blev mulige nationale bidrag til støtte for fri sejlads gennem Hormuz drøftet.NATO har understreget, at der ikke er tale om en formel NATO-operation. Alliancen fungerer som koordinator og giver medlemslandene mulighed for at sammenholde deres militære kapaciteter. Der er heller ikke truffet en beslutning om, at NATO som alliance skal sende krigsskibe ind i Hormuz eller begynde militær eskortering af tankskibe. Men Storbritannien og Frankrig arbejder parallelt på at samle omtrent et dusin lande i en koalition uden for NATO-strukturen, der på et tidspunkt skal kunne medvirke til sikker passage gennem strædet7.
Det er et vigtigt mellemstadium. Europæiske lande er endnu ikke gået ind i en ny flådeoperation mod Iran, men deres militære chefer er begyndt at regne på, hvad en sådan sikkerhedsopgave kræver. Og mens Vesten overvejer, hvordan Hormuz kan beskyttes, arbejder andre på at gøre selve strædet mindre nødvendigt.
Frankrig og Saudi-Arabien har dannet en arbejdsgruppe om energi- og logistikforbindelser mellem Mellemøsten og Europa. Blandt forslagene er større brug af omanske havne uden for Den Persiske Golf, udvidet eller fordoblet rørledningskapacitet i Saudi-Arabien og andre steder samt nye jernbaneforbindelser. Tanken er enkel. Hvis Iran kan kvæle handlen ved Hormuz, må noget af handlen føres et andet sted hen.
Iran siger nu, at "uden om Hormuz" ikke betyder "uden om krigen"
Det var netop på dette tidspunkt, at Mohsen Rezaei, der i august blev udpeget som leder af Irans Øverste Nationale Sikkerhedsråd, gjorde klart, at Iran også ser denne løsning som en del af konflikten. Rezaei advarede Irans nabolande mod at slutte sig til den kommende amerikanske økonomiske offensiv. Hvis de gør det, sagde han, vil Iran betragte dem som fjender og ramme deres interesser. Mere afgørende sagde han udtrykkeligt, at Iran kan angribe olieeksportveje ud af Den Persiske Golf, som fungerer som alternativer til Hormuz8.Flere nyheder om Iran, Krig / Verdenskrig, NATO og Økonomi
Danmark har sendt 78-80 mia. kr. til Ukraine siden 2022 - og støtten fortsætter i 2026Det kan ramme Saudi-Arabien særligt direkte. Landet har mulighed for at føre olie mod Rødehavet i stedet for gennem Hormuz. Oman har havne direkte mod Det Arabiske Hav. Og Frankrig og Saudi-Arabien diskuterer nu netop, hvordan disse forbindelser sammen med nye jernbaner kan blive en større del af energiforsyningen mellem Mellemøsten og Europa. AP beskriver den fransk-saudiske arbejdsgruppe som et forsøg på både at identificere strategiske projekter, sikre finansiering og fastlægge blandt andet franske virksomheders rolle9. Dermed er der opstået en langt større trussel end en lukning af ét stræde.
Hvis Iran gør rørledninger, eksporthavne og landbaserede transportkorridorer til mål, fordi de bruges til at neutralisere kontrollen med Hormuz, bliver store dele af Golfens energiinfrastruktur potentielt trukket ind i samme konflikt. Det er dér, jeg mener, den seneste iranske udmelding skal forstås. Iran forsøger ikke længere kun at sige: "Vi kan lukke Hormuz". Budskabet er blevet: "I kan heller ikke nødvendigvis undslippe os ved at gå uden om Hormuz".
Truslerne kommer nu fra flere dele af den iranske ledelse
Rezaeis udmelding står heller ikke alene. Irans militære stabschef Ali Abdollahi har i forbindelse med de kommende amerikanske sanktioner truet med omfattende og ødelæggende svar på land, til søs, i luften og i cyberspace. Der er fortsat tale om en officiel trussel og ikke om en offentliggjort operationsordre, men den viser, hvor bredt den iranske militære ledelse nu beskriver sit mulige modsvar10.Det passer ind i den samme udvikling. Den amerikanske økonomiske offensiv bliver ikke kun besvaret økonomisk. Iran kobler sanktioner direkte sammen med militær gengældelse. Hvis et naboland hjælper Washington økonomisk, kan det ifølge Rezaei blive behandlet som fjende. Hvis USA skærper presset, truer Abdollahi med svar i flere militære domæner. Handel, sanktioner, havne, skibsruter, cyberangreb og militære operationer bliver dermed stadig sværere at skille fra hinanden. Men samtidig kommer der fra Irans præsident et næsten modsat budskab.
Pezeshkian vil tilbage til den fredsramme, som næsten er faldet fra hinanden
Søndag den 23. august forsvarede præsident Masoud Pezeshkian igen memorandummet med USA fra juni. Han beskrev det som den bedste vej ud af den nuværende situation, som han kaldte "hverken krig eller fred".Den 60-dages frist, der var sat for at bringe krigen mod en afslutning og skabe en aftale omkring blandt andet Irans atomprogram, er nu udløbet. USA og Iran står fortsat langt fra hinanden, og spørgsmålet om Hormuz er ikke løst. Alligevel siger Pezeshkian, at Det Øverste Nationale Sikkerhedsråd betragtede memorandummet som den bedst mulige aftale under hensyn til værdighed, fornuft og nationale interesser.
Han knyttede det meget direkte til økonomien. Iran kan ikke tiltrække investeringer i en permanent tilstand af usikkerhed, hvor ingen ved, om landet er på vej mod fred eller endnu en runde krig11. Det giver et mærkeligt, men også afslørende billede af den iranske ledelse. På den ene side står landets nye sikkerhedschef og truer nabolandenes olieruter, hvis de hjælper USA. Den militære stabschef truer med svar på land, på havet, i luften og i cyberspace. På den anden side siger landets præsident, at Iran må ud af den fastlåste tilstand og tilbage mod den ramme, der blev forhandlet på plads i juni.
Det behøver ikke betyde, at Teheran er splittet i to adskilte lejre, der arbejder mod hinanden. Pres og forhandling kan være dele af samme strategi. Iran kan forsøge at hæve prisen for modstand samtidig med, at landet holder en diplomatisk udgang åben. Men kontrasten fortæller, hvor presset situationen er.
Flere nyheder om Iran, Krig / Verdenskrig og Mellemøsten
Magog-koalitionen træder tydeligere fremEgypten prøver at åbne døren igen
Det er også derfor, diplomatiske bevægelser ikke bør overses midt i alle truslerne. Egyptens udenrigsminister Badr Abdelatty har talt med Irans udenrigsminister Abbas Araghchi om et forsøg på at få USA og Iran tilbage til forhandlingsbordet. Samtalen omfattede også Irans forhandlinger med Oman om Hormuz, og Araghchi orienterede ifølge Egyptens udenrigsministerium om Teherans syn på forløbet og vanskelighederne i forhandlingerne12.Der foreligger endnu ingen bekræftet amerikansk accept af et nyt forhandlingsforløb, og forhandlingerne mellem Washington og Teheran er ikke genoptaget. Men diplomati og optrapning foregår nu parallelt. Det er meget karakteristisk for den nuværende fase. Pezeshkian taler om aftalen. Egypten forsøger at skabe samtaler. Oman diskuterer Hormuz med Iran. Samtidig lukker Emiraterne al handel, USA varsler hårdere økonomisk krig, NATO-lande undersøger militære muligheder, og Iran truer både Hormuz og ruterne uden om.
Der findes altså stadig døre ud af konflikten. Men der bliver placeret mere og mere sprængstof omkring dem.
Opsummering: Fra Hormuz til hele regionens energisystem
Når jeg samler udviklingen, er det tydeligt, at konflikten ikke længere kun handler om Hormuz. Den breder sig til hele det økonomiske og logistiske system omkring Golfen.Emiraterne har kappet en af Irans vigtigste økonomiske forbindelser, USA truer lande, der fortsat støtter Iran økonomisk, og NATO-lande drøfter mulige bidrag til at beskytte sejladsen. Samtidig forsøger Saudi-Arabien, Oman og europæiske lande at mindske afhængigheden af Hormuz gennem alternative rørledninger, havne og transportveje.
Iran har nu gjort klart, at også disse ruter kan blive mål, hvis de bruges som led i den amerikanske økonomiske offensiv. Dermed er konflikten flyttet fra spørgsmålet om, hvorvidt Hormuz kan holdes åbent, til spørgsmålet om, hvor langt Iran er villig til at udvide presset mod regionens energiinfrastruktur.
Samtidig forsøger præsident Pezeshkian at holde en diplomatisk vej åben og vende tilbage til juniaftalen med USA. Det viser den dobbelte iranske strategi: Teheran forsøger både at hæve prisen for yderligere pres og at finde en vej ud af den fastlåste situation.
Krigen er dermed blevet økonomisk, samtidig med at økonomien selv er blevet en del af slagmarken. Hormuz var først stedet, hvor Iran kunne ramme verdens energiforsyning. Nu gør Teheran klart, at også omvejen uden om strædet kan blive en del af konflikten.
I forhold til udviklingen mod en 3. verdenskrig er det netop denne form for sammenkædning, der er værd at holde øje med. Konflikten trækker gradvist flere stater, handelsruter, militære styrker og økonomiske interesser ind i det samme opgør, uden at der nødvendigvis kommer ét enkelt øjeblik, hvor en verdenskrig officielt begynder. Jo flere lande der bliver direkte involveret omkring Iran, Hormuz og regionens energiforsyning, desto vanskeligere bliver det at holde konflikten regional.