OversigtJeg henviser desuden til de artikler, jeg tidligere har skrevet om den nuværende situation. Det er af stor betydning at vide, hvad der sker med Israel i endetiden, da Israel er som et ur der viser, hvor langt vi har tilbage før bortrykkelsen.
Israel vil i endetiden blive hårdt prøvet. Og alt det, vi har set ske med landet og folket indtil i dag, er kun bagateller.
Palæstinenserne er et udvalgt folk til at gøre oprør imod Gud. Et folk, der bestandig er imod Israel.
Lad os se et kort glimt af de sidste to årtier.
Hvordan var det at leve indenfor murene i det gamle Jerusalem, før Intifadaen brød ud? Den arabiske bydel i Jerusalem var et eksotisk område hvor jøder og turister frit kunne færdes og tilmed køre frit i Judæa og Samaria (såkaldt Vestbred). Men således er det ikke mere. Året før Intifadaen brød ud i firserne besøgte min hustru og jeg Israel, hvor vi bl.a. vandrede rundt i Jerusalems gamle bydel. Denne, gamle bydel havde Israel fået kloakeret og de smalle og dårligere gader gjort i stand, plus mange andre forbedringer.
Men der var en slet skjult modstand, især i Judæa og Samaria. Det var ikke sjældent, der blev kastet sten mod jødiske biler, og overfald var ved at blive det normale. Bag modstanden stod folk fra PLO og andre arabiske lande, der var ivrige for at afbryde enhver forbindelse med jøderne og chikanere og landets gæster, hvor man kunne.
PLO arbejdede for et frit palæstinensisk område (det landområde, Gud havde givet til Israel). Og i Oslo arbejdedes der ivrigt for at få en (PLO venlig) fredsaftale i stand. Da det skete, begyndte en økonomisk nedtur for palæstinenserne. I stedet for orden blev der nu kaos. Og da de ofte begik sabotage mod jøderne, lukkede Israel for store dele af den palæstinensiske arbejdskraft, og arbejdere fra lande langt borte fra fik i stedet arbejdet.
PLO, som var det øverste råd for palæstinenserne, viste sig at være dårligere ledere. De plyndrede deres egne folk og førte pengene ud af landet. Og eftersom PLO ønskede stigende vold mod Israel, blev palæstinenserne mere og mere isolerede. Børnene og de unge blev i skolerne oplært ved løgnagtige skolebøger, hvorfor hadet mod jøderne kogte over. Og snart begyndte selvmordsbomber at blive almindelig og i stigende styrke og antal. Disse bombemænd og –kvinder blev æret i palæstinensisk TV. Israel svarede igen med yderligere at isolere palæstinenserne.
Alt kunne være vendt til det bedre igen, dersom ikke HAMAS med flere stadig såede deres hadefulde propaganda. Og dersom ikke nye selvmordsgrupper kom til. De fredsaftaler, der nu og da er blevet startet, var og er intet værd, fordi de gør det umuligt reelt at forhandle.
Selv da premiereminister Barak tilbød tre fjerdedele af den gamle by foruden næsten alt det, som palæstinenserne desforuden krævede, sagde PLO nej til tilbudet. I stedet skærpedes konflikten. Og i dag ser det mere umulig ud med en fredsaftale end nogensinde.
De fleste jævne palæstinensere ønsker ikke denne situation. Men HAMAS, AL-AQSA BRIGADEN og andre vil gennemføre den. Og det er dem, der har magten over palæstinenserne. Og så længe det er således, bliver det blot værre og værre.
Hamas, PLO med flere ønsker ikke fred med Israel men kræver, at staten ISRAEL skal afgive sit territorium og fremover nøjes med de smuler, der falder fra palæstinensernes bord.
Det betyder, at Israel i så fald må se bort fra Guds løfter til dem og fornægte deres fædres tro på Israels Gud og opgive tanken om, at alle stammer fra Israels folk skal samles og blive et folk, og at tempel-bjerget igen skal blive et helligt sted. Men Gud har forudsagt mange steder og gange, at han aldrig vil svigte Abraham, Isak og Jakobs efterkommere.
Vi ser i Bibelen, at palæstinenserne ikke vil ændre sig og tage imod det, Gud vil give dem af Israels hånd. Derfor må vi forvente en krig mellem Israel og dets arabiske naboer. En krig, som vil ende med en total udslettelse af det palæstinensiske folk (se for eks. Obadias´ bog) og sandsynligvis sætte en langt større krig i gang, som vil medføre antikrists komme.
Også mange andre ting vidner om, at tiden med antikrist er meget nær. Jeg vil ikke på ny gå i dybden om dette emne, da jeg har skrevet derom før, men opfordre til at undgå at fanges ind i tidens snarer.
Vi er på vej til en ny verdensorden, hvor pavedømmet kommer til at spille en stor rolle. Paven har i de sidste år kommet med mange udtalelser der viser, at han stiler efter at blive leder i denne, nye verdensorden. Han ser allerede i dag sig selv som leder for alle trosretninger.
Palæstinenserne er en vigtig brik til at bringe antikrist på banen. Derfor bør vi se på hele situationen omkring Israel med stor alvor. Thi fjendskabet, der begyndte mellem Jakob og Esau, har været der siden og er i dag større end nogensinde.
Pavekirken bruger dette fjendskab, og vi vil derfor se på det, denne kirke foretager sig:
Fra de Schmalkaldiskeartikler: (Forfattet av Martin Luther)
Ompavens overhøyhet:
- Paven er ikke hele kristenhetens hode ifølge guddommelig rett eller i kraft av Guds Ord (for det tilkommer bare en eneste, nemlig Jesus Kristus)
- Av dette følger at alt det som paven har gjort og foretatt seg i kraft av denne falske, frekke, syndige, tilranede myndighet, har vært og fremdeles idel djevelsk dikt og gjerninger(...). Denne pavemakten har vært til forderv for alle de hellige kristelige kirkene...
- For der står nå alle bullene og bøkene hans hvor han brøler som en løve at ingen kristen kan bli salig uten å være paven lydig og undedanig i alle ting, alt det han vil, alt det han sier og alt det han gjør.
- Dessuten er, som sagt, pavedømmet et menneskepåfunn som Skriften ikke påbyr, som ikke er til nytte, men til fånytte. For den hellige kristelige kirken kan også uten et slikt hode bli stående, og fare bedre om et slikt hode ikke var blitt oppfunnet ved djevelens hjelp. Pavedømmet er heller ikke til nytte for kirkene, for det utøver ikke noe kristelig embete. Derfor må kirken forbli og bestå uten paven.
- Derfor kan kirken aldri bli bedre styrt og opprettholdt enn når vi alle lever under ett hode, Kristus,...
- Dette lærestykket viser med styrke at han er den virkelige Endetids-krist, eller Motkristus. over og mot Kristus har han nemelig plassert og opphøyet seg, ettesom han ikke vil la de kristne bli salige uten hans makt. (...) Dette betyr å stå imot og opphøye seg over Gud (2.Tess 2,4), som Paulus sier
- Alt dette kommer kommer av at han vil være overherre og styrer den kristne kirken i kraft av guddommelig fullmakt. Derfor måtte han sette seg selv lik, ja, sette seg over Kristus. Han gjorde seg til hode og herre over kirkene og til sist over hele verden. Ja, han lot seg endog bæres som en jordisk gud, og dristet seg til og med til å gi befalinger til englene i himmelen.
- Når man atskiller pavens lære fra læren i Den hellige Skrift, og holder det ene opp mot den andre, ser man at pavelæren, når den er på det beste, er hentet fra keiserlig og hedensk rett...
- Endelig er det intet annet en djevelskap at han driver med løgnene sine om messeoffer, skjærsild, klostre og egne gjerninger og gudstjenester. Han gjør det over og mot Gud, fordømmer, døder og plager alle kristne som ikke akter og ærer gruelighetene hans over alle ting.Like lite som vi vil tilbe djevelen selv som herre og gud, vil vi derfor tåle hans apostel, paven, eller Antikrist, til å styre over oss som hode og herre. For løgner og mord og evig forderv for legeme og sjel er kjennemerkene på det pavelige regimentet, som jeg har påvist i mange bøker.
- Til Leo X, Pave i Roma ønskes alt godt i Kristus Jesus vår Herre. Amen.
- Du er klar over at Roma i mange tidligere år har forgiftet (eng: inudated) verden med alt som kunne ødelegge både kropp og sjel. Kirken i Roma, en gang fremst i hellighet, har blitt den mest grådige(eng: licentious den) av røvere, den mest skamløse av alle brødre, kongedømmet av synd, død og helvete, som Antikrist selv, hvis han skulle dukke opp, ikke kunne forøke i ondskap. Alt dette er klarere enn solen ved høylys dag.
- Den 3.okt 1520 ble Martin Luther informert om pavens brev (bulle) og sa: At nå føler jeg en større frihet i mitt hjerte; for endelig vet jeg at paven er Antikrist, og at hans trone er den til Satan selv.
- Den 4. nov. 1520 utkom Luthers traktat Mot brevet til Antikrist: Jeg ville like å forkynne til alle Kristne at de burde regne paven som den virkelige Antikrist som Skriften forteller om.
- Antikrist er paven som vil være herre og egenrådig konge…….
- Kongen skal gjøre som han selv vil. Han skal opphøye seg og heve seg over enhver gud, og mot gudenes Gud taler han forferdelige ord. Han skal ha framgang inntil vreden er til ende. For det som er fastsatt, vil bli fullbyrdet. Guden som hans fedre dyrket, akret han ikke, heller ikke kvinnenes lyst eller noen annen gud akter han på, for han skal opphøye seg over alle. [Dan 11,36-37] Denne profetien, som alle lærere er enige om, peker direkte på antikrist, under navnet til Antiochus; for antikrist vil hverken akte Gud eller kjærlighet til kvinner - det er(...)
- Daniel var en overmåte stor og utmerket profet, som Kristus elsket,...
- Derfor peker Daniel direkte på paven, som gjør begge deler med stor ondskap (eng: fierceness). Profeten sier videre...
- Antikrists kongedømme er også beskrevet i Johannes åpenbaring, hvor det sies: Og det ble gitt det å føre krig mot de hellige og seire over dem. [Joh. Åp 13,7] Fordi paven ses som antikrist, tror jeg at han er djevelens inkarnering. Like som Kristus er sant og naturlig Gud og menneske, så er antikrist en levende djevel.
- Det er enorm blasfemi for en menneskelig skapning å annta, nå som Kristus er kommet, å opphøye seg selv kirken over Gud. Hvis det hadde skjedd blant hedningene, før Jesus kom, ville det ikke vært et så stort under. Men gjennom Daniel, Kristus selv, og hans apostler, Paulus og Peter, har gitt oss advarsel om det forgiftede beist og pest, likevel har vi Kristne vært, og er fremdeles, så (Eng: doltish) og gale (eng: mad), til å beundre og tilbe alle hans avguder, og tro at han er herre over universets verden, som arv til St. Peter; mens hverken Kristus eller St Peter etterlot seg ikke noen etterfølgere på jorden. Citat slut.
Her i endetiden stiger hadet til Gud og hans udvalgte folk. Og paven har som mål at indtage den ypperste plads i det tempel, der snart rejses på tempelpladsen. Et tempel, hvor Gud ikke lader sig finde, thi i hans tempel skal alt være hellig. Paven og Arafat vil begge dele Guds eget land, Israel. Og krig er et af midlerne dertil.
Danmark tror som næsten alle andre stater, at vi er stærke nok til at gå imod Guds vilje. Men dommen over disse lande er sikker. Om end den tøver, så kommer den. Og værre bliver den af, at vi er med i FN, som er en ond og gudløs institution.
Vidste vort folk, hvor slemt det står til, burde det gøre som folket i Nineve, som omvendte sig da Guds dom lød over dem. Men der kommer højest et udbrud af ængstelse og forfærdelse uden omvendelse. Så forhærdet er vort folk blevet. Det er tilstanden, vi læser om i Joh. Åb., der er blevet virkelighed i vor tid. (Se for eks. Åb. 9:21 med flere steder.)
Palæstinenserne omvender sig heller ikke fra den forhærdelse, de er inde i. Derfor bliver dommen over dem meget hård. De har de sidste år gået fra forhærdelse til endnu mere forhærdelse. Og de enkelte, der vender om fra denne, onde vej, møder modgang fra deres egne og for manges vedkommende møder de døden.
Når et folk vælger gudløse ledere, vælger det samtidig at gå ind under Guds vrede. Derfor undgår ingen nation dommen, thi nation efter nation ignorerer Gud og gør, som de vil.
Det er Jesu snarlige genkomst, der primært får palæstinenserne til at fare frem, som de gør. De vil med magt hindre, at Israel bliver det land, der oplever Guds velsignelse som lovet i Bibelen. Og får palæstinenserne deres krav opfyldt, tror de, at Israel aldrig får opfyldt de løfter, som Gud særligt i GT har lovet dem.
I denne tid oplever vi, hvordan modviljen mod Israel vokser. Det er som om hele verden er ved at blive enig om at isolere, fordømme jøderne og vende dem ryggen. Striden drejer sig om, hvorvidt Israel skal have lov til at bestå som folk i eget land.
Palæstinenserne kræver at få deres egen stat i Israel. Mange tror, at israelerne har taget landet fra palæstinenserne. Men palæstinenserne har aldrig haft nogen egen stat i det land, Gud gav Abraham, Isak og Jakob løfte om. Det har jøderne derimod som bekendt.
Nu, hvor palæstinenserne har fået hele verdens sympati med sig, føler de, at de står stærkere end nogensinde i kravet om at få deres egen stat. Men vi skal ikke tage fejl af, hvad det er, de egentlig vil. De vil ikke nøjes med at have deres egen stat side om side med Israel. Deres mål er at udslette Israel, så de selv kommer til at eje det hele. Stærke fraktioner blandt palæstinenserne som f.eks. Hamas og Hizbollah siger det åbenlyst. PLO-lederen Yassir Arafat har ligeledes altid haft dette mål, selv om han somme tider udtrykker sig mere tvetydigt. I PLO`s charter (forfatning), som stadig er gældende, hedder det f.eks. i artikel 15: ”Frigørelsen af Palæstina udgør, set fra arabisk synsvinkel, en national pligt til at drive den zionistisk-imperialistiske invasion tilbage fra det store arabiske hjemland, og udrense zionistisk tilstedeværelse i Palæstina”.
Alt dette betyder, at selv om Israel ville opfylde alle krav for fred, herunder afgivelse af de krævede landområder med halvdelen af Jerusalem, så vil palæstinenserne alligevel fortsætte med deres terror og selvmordsbomber og udvide med regulær krig, indtil alle jøder er udslettet eller fordrevet.
Nationerne hæfter sig i deres tåbelighed ikke ved, at Gud i 1. Mos. 17:8 siger til Abraham: ”Jeg giver dig og dit afkom (gennem Isak og Jakob) efter dig din udlændigheds land, hele Kanaans land, til evigt eje, og jeg vil være jeres Gud!” – Dette løfte har Gud aldrig taget tilbage.
Rebekka (Isaks hustru) fødte tvillinger, Esau og Jakob. De sloges inde i Rebekkas moderliv og hun rådspurgte Herren: ”Hvis det skal være sådan, hvorfor er dette så sket mig?”… Herren svarede hende: ”To folk er i dit moderliv, to folkeslag skal udgå af dit skød. Det ene folk skal være stærkere end det andet, den ældste (Esau) skal trælle for den yngste (Jakob).” 1. Mos. 25:23. Jakob var udvalgt af Gud til at føre Guds løfte om hans udvalgte folk videre. Gud har altid elsket dette folk. Selv om Israel har svigtet Gud, har han ikke forskudt sit folk, som Paulus skriver i Romerne. 11:1.
I Zak. 2:12 læser vi, at Gud siger: ”Den, som rører jer, rører min øjesten.” – Derfor er der ingen velsignelse men forbandelse ved at holde med dem, der sender terror og bomber mod Israel.
Jager vort folk i dag efter Guds velsignelse, eller jager vi efter at komme under Guds forbandelse? Læs disse ord: ”Jeg vil velsigne dem, som velsigner dig (Israel), og jeg vil forbande dem, som forbander dig.. 1. Mos. 12:3. Det er enten forbandelse eller velsignelse. Der er ingen vej midt imellem.
Mange tror, at de kan lade Israel passe sig selv, og at deres problemer ikke kommer os ved. Men således er det ikke. Jesus Kristus fødtes som menneske af en ung jødisk kvinde. Og ifølge jødisk lov var han som menneske derfor at regne for en jøde. Kan vi kalde os kristne og så forbande Guds folk? Gud kalder jøderne for sit ejendomsfolk. Og landet kalder han mit land. At nationerne med palæstinenserne i spidsen træder på både folket og landet går ham ikke upåagtet hen. Der kommer en regnskabets dag, hvor Gud kalder nationerne til dom på Israels jord.
Vi læser i Ez. 38:2-21 (ældre dansk oversættelse): ”Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Gog i Magogs Land, Fyrsten over Rosj, Mesjek og Tubal, og profeter imod ham og sig: Så siger den Herre HERREN: Se, jeg kommer over dig, Gog, Fyrste over Rosj, Mesjek og Tubal. Jeg vender dig og sætter Kroge i dine Kæber og trækker dig frem med hele din Hær, Heste og Ryttere, alle i smukke Klæder, en vældig Skare med store og små Skjolde, alle med Sværd i Hånd. Persere, Ætiopere og Putæere er med dem, alle med Skjold og Hjelm, Gomer med alle dets Hobe, Togarmas Hus fra det yderste Nord med alle dets Hobe, mange Folkeslag er med. Rust dig og hold dig rede med hele din Skare, som er samlet om dig, og vær mig rede til Tjeneste. Lang Tid herefter skal der komme Bud efter dig; ved Årenes ende skal du overfalde et Land, som atter er unddraget Sværdet, et Folk, som fra mange Folkeslag er sanket sammen på Israels Bjerge, der stadig lå øde hen, et Folk, som er ført bort fra Folkeslagene og nu bor trygt til Hobe. Du skal trække op som et Uvejr og komme som en Sky og oversvømme Landet, du og alle dine Hobe og de mange Folkeslag, som følger dig. Så siger den Herre HERREN: På hin Dag skal en Tanke stige op i dit Hjerte, og du skal oplægge onde Råd og sige: Jeg vil drage op imod et åbent Land og overfalde fredelige Folk, som bor trygt, som alle bor uden Mure og hverken har Portstænger eller Porte, for at gøre Bytte og røve Rov, lægge Hånd på genopbyggede ruiner og på et Folk, der er indsamlet fra Folkene og vinder sig Fæ og Gods, og som bor på Jordens Navle. Sabæerne og Dedanitterne, Tarsis Købmænd og alle dets Handelsfolk skal sige til dig: Kommer du for at gøre Bytte, har du samlet din Skare for at røve Rov, for at bortføre Sølv og Guld, rane Fæ og Gods og gøre et vældigt Bytte? Profetér derfor, Menneskesøn, og sig til Gog: Så siger den Herre HERREN: Ja, på hin Dag skal du bryde op, medens mit Folk Israel bor trygt, og komme fra din Hjemstavn yderst i Nord, du og de mange Folkeslag, der følger dig, alle til Hest, en stor Skare, en vældig Hær; som en Sky skal du drage op mod mit Folk Israel og oversvømme Landet. I de sidste Dage skal det ske; jeg fører dig imod mit Land; og Folkene skal kende mig, når jeg for deres Øjne helliger mig på dig, Gog. Så siger den Herre HERREN: Er det dig, jeg talede om i gamle dage ved mine Tjenere, Israels Profeter, som profeterede i hine Tider, at jeg vilde bringe dig over dem? Men på hin dag, når Gog overfalder.
Israels Land, lyder det fra den Herre HERREN, vil jeg give min Vrede Luft. I Nidkærhed, i glødende Vrede udtaler jeg det: Sandelig, på hin Dag skal et vældigt Jordskælv komme over Israels Land; for mit Åsyn skal Havets Fisk, Himmelens Fugle, Markens vilde Dyr og alt kryb på Jorden og alle Mennesker på Jordens Flade skælve, Bjergene skal styrte, Klippevæggene falde og hver Mur synke til Jord. Jeg nedkalder alle Rædsler over ham, lyder det fra den Herre HERREN; den enes Sværd skal rettes mod den anden.”
Tænk alvorligt over dette, thi Herren vor Gud vil gribe stærkt ind. Det er ikke folkeslagene, der beslutter, at nu skal det være. Det er Gud, der sætter ”kroge i deres kæber og trækker dem til Israel.” Og der vil Guds hårde dom falde over hans fjender, som har rørt hans øjesten.
Mange mennesker holder hånden over palæstinenserne og synes, at Israel skal bøje sig og give dem ret. Men da sætter vi os til doms over det, Gud vil. Er det da underlig, at han lader dommen gå over os? Der kan kun gives en grund: Vi har ikke oprigtigt søgt Guds vilje men altid gjort, som vi selv vil, og haft meninger, der er udenfor det, Bibelen viser er ret. Således også med palæstinenserne, som regnes for at være Edoms rest. Læs i Obadias, hvor hård dommen bliver over dem.. Lad os ikke være deres fæller, thi da vækker vi Guds vrede over os selv.
Carmi Gillon, Israels ambassadør i Danmark (august 2002) skriver: Det er sørgeligt at erfare, at vort folk stort set er uvidende om de faktiske forholde i Israel. Gillon skriver:
”Den dag vi har en ansvarlig palæstinensisk partner, vi kan overlade områderne til - den dag palæstinenserne har en leder, der kan sætte en gyldig underskrift på et gyldigt dokument, den dag forlader Israel Vestbredden og Gaza, skriver dagens kronikør.
Hvorfor forlader Israel ikke bare Vestbredden og Gaza?
Det spørgsmål har jeg set gentaget mange gange i de danske avisers ledere, kronikker og læserbreve. Det er også dukket op i den internationale presse, men der, hvor jeg har set det gentaget hyppigst, er faktisk i den israelske presse.
I Israel er mistilliden til palæstinenserne styrket, efter israelsk politi i sidste uge arresterede fire palæstinensere, som efterfølgende - og med en vis stolthed - tilstod at stå bag selvmordsbomben i en spilleklub i Rishon le-Zion, den fjernstyrede bombe i kantinen på Det Hebræiske Universitet og bag selvmordsbomben i Cafe Moment. I alt blev 35 israelere dræbt i disse angreb.
Israels kritikere argumenterer ofte, at selvmordsbombere og de folk, der står bag dem, er desperate mennesker, der handler i affekt. Det indikeres, at Israel har sig selv at takke for de vanvittige gerninger, fordi besættelsen skaber denne type desperation. I dette tilfælde kan vi være glade for, at kritikerne ikke havde fået lov til at tegne terroristernes profil for politiet, for der var tale om fire palæstinensiske mænd i gode jobs, bosat i Østjerusalem og udstyret med et green card, der gav dem både opholds- og arbejdstilladelse i Israel, fri adgang til at bevæge sig rundt i landet og ret til at modtage sociale ydelser på lige fod med israelerne. Det var fire mænd, som aldrig har oplevet et udgangsforbud eller en israelsk blokade.
Mange israelere sammenligner disse fire terroristers handlinger med handlinger foretaget af mennesker, der lever i en langt mere desperat situation under besættelsen - og man må da indrømme, at de ligner hinanden. Desværre konkluderer mange israelere efter afsløringen af de fire mænds identitet, at palæstinenserne som helhed slet ikke er til at stole på, at de er opfyldt af et så intenst had mod Israel og den vestlige livsstil, at uanset, hvilke gode livsvilkår, Israel vil tilbyde eller hjælpe dem til i fremtiden, vil deres reelle fredsønske ligge på et meget lille sted.
Derfor mener et stigende antal israelere, at Israel skal glemme alt om forhandlinger og fredsslutning og i stedet foretage en ensidig tilbagetrækning. På gaden og i medierne høres ofte udsagn som: »Lad os blive fri for dem. Lad os trække os tilbage, bygge en mur, lukke grænseovergangene og lade dem sejle deres egen sø. De ønsker ikke at have noget med os at gøre udover at slå vore børn ihjel - så lad dem passe sig selv, så vi kan leve i fred og sikkerhed.«
Det er især blandt Arbejderpartiets vælgere, at skuffelsen er mærkbar. Mennesker, der tidligere arbejdede ivrigt for fredelig sameksistens, møder nu araberne med stor mistro.
Der er derfor spørgsmålet dukker hyppigere op i de Isralske medier: Hvorfor forlader Israel ikke bare Vestbredden og Gaza?
Løsningen med en ensidig tilbagetrækning og en decideret seperation forekommer da også besnærende enkel. Men efter min mening er der er tale om en løsning, som ikke bør have første prioritet. Fremtiden kan vise, at der reelt ikke gives andre løsninger end at lade palæstinenserne sejle i deres egen sø, men en sådan løsning vil ikke være et ideelt udgangspunkt for fremtiden.
Efter min mening er forhandlinger stadig den bedste, farbare vej.
Målet for fredsforhandlingerne har gennem mange år været, at resultatet skulle byde på to stater, der kunne leve i fred og sikkerhed bag aftalte grænser. Og på trods af stigende skepsis eksisterer der fortsat i Israel et flertal for, at vi skal trække os tilbage i forbindelse med en fredsslutning.
Men helt nøjagtigt hvor skal grænsen gå? Hvilken kompensation vil palæstineserne stille sig tilfredse med, for de bosættelser vi i Camp David praktisk talt allerede er blevet enige om, at Israel kan beholde? Hvordan skal vi fordele vandressourcerne og energiforsyningen?
Alt dette og mere til kræver forhandlinger. Det kræver, at begge parter indgår kompromisser. Det kræver en gyldig underskrift på et gyldigt dokument, som begge parter forpligter sig til at underskrive og efterkomme.
Hvis ikke vi får et sådant dokument, vil de nuværende stridspunkter aldrig få en afklaring og de vil forblive en stadig kilde til uro.
Dertil kommer, at såfremt en kommende palæstinensisk stat skal have en chance for at overleve økonomisk, har den brug for Israel. For at kunne fortsætte samhandelen med udlandet, må palæstinenserne have adgang til at modtage og sende fragt gennem israelske havne og kunne flyve over israelsk luftrum. Desuden er det afgørende for mange palæstinensiske familers privatøkonomi, at de i fremtiden kan hente i hvert tilfælde een lønindkomst hjem fra Israel.
Omvendt har Israel brug for sikkerhedsgarantier fra og sikkerhedssamarbejde med de palæstinensiske myndigheder. Den israelske regering må kunne garantere sin befolkning, at Vestbredden ikke bliver brugt som forpost for en arabisk despot eller fanatiske grupper, der arbejder for Israels ødelæggelse. Vi må føle os sikre på, at sådanne personer eller grupper ikke har adgang til at fremstille eller affyre missiler ind over grænsen og hermed gøre livet usikkert for israelske borgere.
Det er altså vigtigt for begge parter, at vi kan forhandle, lave aftaler og slutte fred.
Mange af mine medborgere, som helt har tabt tilliden til palæstinenserne, vil argumentere imod ovenstående synspunkt. I deres øjne arbejder jeg for noget, de anser for at være en umulighed, fordi de ikke længere tror på, at man kan lave aftaler med palæstinenserne.
Men det er ikke min erfaring.
Gennem mange års arbejde med fokus på israelsk-palæstinensisk samarbejde har jeg haft tæt kontakt til og samarbejde med adskillige palæstinensere, og nogle af dem er blevet personlige venner. Jeg ved, at der blandt den palæstinensiske befolkning findes et grundlag for at skabe en fælles fremtid.
Men jeg har også fået en anden erfaring. Jeg ved også, at Arafats ledelse ikke er en platform, hvorfra et fælles samarbejde kan skabes.
For mange europæere står Arafat som en helt, der kæmper for det palæstinensiske folks selvstændighed, frihed og værdighed. Jeg ved ikke, hvad årsagen er - måske har vi alle et behov for at finde helte, måske har de europæiske medier forsømt at fremstille den side af Arafat, som absolut ikke tjener palæstinensernes sag. I alle tilfælde har Arafat ikke fortjent sin helterolle.
Hvis Arafat havde ønsket, at palæstinenserne skulle have en stat, så havde de haft en for flere år siden. Han havde sørget for med sit 40.000 mand store sikkerhedsapparat at imødegå terroristerne. Han havde ikke vendt forhandlingerne ryggen i Camp David og overladt beslutningerne om den fælles fremtid til ekstremistiske organisationers forgodtbefindende.
Hvis Arafat havde ønsket, at palæstinenserne skulle leve en selvstændig tilværelse, havde han opbygget et demokrati med konstitutionelle rettigheder for borgerne, herunder et anstændigt retsvæsen. Han havde ikke omgivet sig med korrupte og skrupelløse ledere, som først og fremmest tjener deres egne interesser. I dag ville han ikke selv have hørt til en af verdens rigeste mænd, fordi han havde raget til sig af de mange millioner, der af god vilje strømmer til det palæstinensiske folk fra udlandet.
Hvis Arafat havde ønsket at palæstinenserne skulle leve i værdighed, havde han sørget for, at de palæstinensiske børn kunne få ordentlig skolegang, samt at fattige palæstinensere ikke var henvist til sociale ydelser fra fundamentalistiske, ekstremistiske grupper, som ad den vej fik konsolideret deres magt.
Arafat tjener ikke sit folks interesser, i det omfang interesserne går ud på at skabe en fælles fremtid med den israelske befolkning.
Det var præcist sådanne betragtninger, der lå bag konklusionen i USAs præsident George W. Bushs tale i slutningen af juni. Bush mente, at en forudsætning for at Mellemøstenkonflikten kan løses, er, at palæstinenserne får et nyt lederskab.
Hans konklusion blev ikke godt modtaget i Europa, hvor flere prominente politikere og kritikere udtalte sig mere kritisk end mange arabiske ditto. Men der synes at være tegn på en opblødning.
I dag arbejder en kvartet bestående af USA, EU, FN og Rusland på at tilvejebringe tillidskabende foranstaltninger mellem Israel og palæstinenserne. En gruppe embedsmænd har besøgt området og har efterfølgende mødtes for at give deres vurderinger af, hvad man må kræve af parterne, før man kan gå igang med egentlige fredsforhandlinger.
Kvartetten, iblandt dem altså også EU, anbefaler gennemgribende reformer af Det Palæstinensiske Selvstyres ledelse, hvilket man så er i gang med at forberede.
Selvom Kvartettens konklusion ikke er nøjagtig den samme som i Bushs tale, ligger der bag dens anbefalinger en erkendelse af, at den nuværende palæstinensiske ledelse ikke er kapabel.
Vi israelere, der i årevis har arbejdet med fredsforhandlinger og samarbejde, håber inderligt, at kvartettens arbejde udmønter sig i et konkret resultat. Jo før, desto bedre.
For israelerne har brug for en forhandlingspartner, vi kan stole på. En person, der aldrig kunne drømme om, at gamble med sit eget folks og det israelske folks sikkerhed ved at lade ekstremistiske grupper sætte dagsordenen i sin stat.
Og hermed besvares også det så hyppigt stillede spørgsmål:
Den dag vi har en ansvarlig palæstinensisk partner, vi kan overlade områderne til - den dag palæstinenserne har en leder, der kan sætte en gyldig underskrift på et gyldigt dokument, den dag forlader Israel Vestbredden og Gaza.” Kronikken slut.
o-o-o
Det er mit håb, at du seriøs vil læse, hvad Bibelen skriver om Israel. Gud har deri givet dig mulighed for at søge sandheden.
Vælg ikke at tro diverse løgne. Løgne har aldrig ført til fællesskab med Gud. Og kun HERREN kan hjælpe dig den dag, du står foran hans domstol og skal svare for dine valg.
Det er i dag, du skal bruge dine muligheder for at vælge sandheden. Du kan ikke vælge at tro løgnen og håbe på at blive frelst. Dit liv og dine ord viser, hvem du tjener. Brug derfor dine kræfter på at søge sandheden. Djævelen og hans dæmoner gør alt for, at du ikke kan finde den. Gør dig fri af alt fællesskab med ham og søg Gud, medens der er mulighed for det. Så vil han i sin store nåde lade dig gå ind i sit rige.
Jeg vil anbefale alle at købe filmen LEST WE FORGET (…for ikke at glemme) af Joh. Facius. Filmen har danske undertekster. Den kan købes ved henvendelse til Christian Communications Worldwide P.O. BOX 92. 2770 Kastrup.
Den skildrer jødernes onde tider fra begyndelsen af 2.verdenskrig til i dag. Filmen er saglig og bringer forfærdende og stærke glimt og oplysninger om førnævnte tid.. Skal vi have en sund forståelse af, hvad der foregår i og omkring Israel, bør vi se denne film.