”Jakobs hus skal være en ild og Josef hus som en flamme. Men Esaus
hus skal blive til halm. De skal sætte det i brand og fortære det, og ingen af
Esaus hus skal overleve, så sandt Herren har talt.” Obad. vers. 18.
Hvad ved
vi om Esau? Vi ved, at han ikke satte pris på sin førstefødselsret og dermed
Isaks bedste velsignelse, som han solgte for en ret linser. Vi ved, at han var
en jordisk sindet mand, der levede ved sit sværd og ved sine egne kræfter. Han
brugte vold og vrede og havde ringe tålmodig-hed med anderledes tænkende. Han
var ikke som sin broder Jakob, der valgte at blive hyrde, men foretrak at være
jæger og skaffe sit udkomme ved jagt. Han er et forbillede på dem, der ikke
giver agt på Guds ord. Derfor kom denne endegyldige dom over ham.

Således var Esuas efterkommer Doeg, og således har mange af dem siden været.
(Se min tidligere artikel: Udslettelse af  Esaus hus! hvor jeg belyser, at
pålæstinenserne er efter-kommere af Esau.)
Lad os gå frem til tiden, hvor
kong Herodes herskede over Israel i kraft af romerne. Romerne fandt
edomitterne  nytti-ge for dem, idet brutalitet ikke var noget problem for
edo-miterne. Herodes selv, der også var edomit, lod endog sin egen søn dræbe, da
han frygtede for, at han skulle tage tro-nen fra ham. Og Herodes´ massakre på
børnene i Betlehem viser ligeledes hans grusomhed.

Esaus efterkommere er stadig iblandt os, og desuden er der mange, der har
Esaus sind, som har forårsaget, at alene i år 2000 blev 150.000 personer
martyrer for deres kristne tro.

De områder, der er overdraget Arafat, er blevet til en slags politistat med
utallige overgreb og undertrykkelser. Han ser på sit eget folk som ”slagtekvæg”,
som han lader nedslagte, dersom det tjener hans interesse, og giver andre
skylden derfor. Han er hjerteløs overfor sit eget folk og hadefuld uden ende
overfor Israel. Stormuftien i Jerusalem gjorde i sin tid sit til, at så mange
jøder mistede livet under 2.verdenskrig, idet han godkendte Hitlers
udryddelsesplan af jøderne. Hvad kan vi så ikke vente i dag, hvor Esaus
ef-terkommere måske besidder atombomber?

Læs om ”velsignelsen” over Esau i 1.Moseb. 27:39-40: ”Fjern fra jordens fedme
skal din bolig være og fjern fra himmelens væde ovenfra; af dit sværd skal du
leve, og din broder skal du tjene; men når du samler din kraft, skal du sprænge
hans åg af din hals!”

Vi kan kun formode, at Esaus efterkommere igen vil blive brugt, når
verdensmagterne kommer ind i konflikten mellem Esau og Jakob (Israel). Og meget
tyder på, at hans slægt vil være med i trængselstidens sidste 3½ år på
antikrists side. Kan nogen stoppe Esaus rest i deres ondskab med dialog eller
aftaler? Det kan kun Gud! Men mange, endog kristne, har  valgt at tro på
dialog med Esau fremfor at støtte Guds ”øjesten”, og det styrker Esuas rest i
deres krav om del i det land, Gud for altid gav til Jakob og hans efterkommere.

Hver ø og hvert bjerg kan kun flyttes, dersom jorden kæn-trer, så polerne
byttes om. Da rulles den atmosfæriske him-mel bort. Og da opstår den beskrevne
rædsel. Og i Joel 3:3-4 står: ”Jeg lader ske tegn på himmelen og på jorden,
blod, ild og røgstøtter. Solen skal vendes til mørke og månen til blod før
Herrens store og frygtelige dag kommer.”

Efter diverse oplysninger skulle dette netop kendetegne omtalte polskifte,
hvor op bliver ned og modsat. Længde- og breddegrader kan da ikke længere
bruges, eftersom de er forkerte. Esajas skriver: ”Jorden raver og gynger som en
drukken og svajer hid og did. Dens overtrædelser ligger tungt på den, den skal
falde og rejser sig ikke. På hin dag hjemsøger HERREN de ophøjede hærskarer og
jordens konger på jorden. De skal samles sammen som fanger. Efter mange dage
skal de få sin gengældelse. Månen blues og solen skæmmes, thi hærskarers HERRE
viser, han er Konge på Zions bjerg og i Jerusalem… i herlighed.” Es.24:20:23.

”Herrens dag” er ikke en 24 timers døgn men en periode med udløsning af Guds
vrede. Denne ”dag” vil sandsynlig-vis blive indledt med, at jorden vender op til
ned til menne-skehedens rædsel og forbandelse af Gud.

Alt dette vil sandsynligvis først ske efter bortrykkelsen. Men HERRENS DAG
vil komme som en tyv  for alle, der ikke hører ham til eller er faldet i
”søvn”. (Læs 1.Tess. 5:2-11.)

Ingen kan forestille sig, hvor forfærdelig chokerende en polskifte vil være.
Lykkelig dem, der har valgt at søge skjul hos Gud, når hans vrede bryder ud over
Esaus hus og hans ligestillede.

Vi ved ud fra Isaks profeti til Esau, at han vil søge efter magt og få den og
derefter bruge den. Esau vil stadig dræbe Jakob og vil sælge sig selv og blive
Antikrists tjener. Men Esaus vrede skal vi ikke frygte, dersom Gud er vor
tilflugt.

Esau (palæstinenserne) har vist deres hån mod Jakob (Isra-el) ved at ødelægge
Josef grav og meget andet af det, der er helligt for jøderne. Og de viser hver
dag dette had ved at myrde Jakobs børn, hvor de kan komme afsted med det.

Kampen imellem Esau og Jakob begyndte allerede i deres moder Rebekkas liv.
(1.Moseb. 25:22-27.) Og Gud så Esaus oprørske sind, før han blev født, og sagde
til Rebekka: ”To folkeslag er i dit moderliv...  Det ene folk skal være
stærke-re end det andet, og den ældste skal tjene den yngste!” (1.Moseb. 25:23.)
Disse ord har sikkert været  i Rebekkas tanker, men hun begik den fejl som
så mange siden har gjort. Hun ville hjælpe Guds løfter til at gå i opfyldelse.
Men Gud havde helt sikkert sin vej til at lade alt ske, som han ville uden
nogens ”hjælp”.

Det er vigtigt, at vi ikke ser Esaus rest som glemt. I Bibelen ser vi, at
Esau ikke er ude af historien – men han vil komme til at gå ud af den, når
Herrens dag kommer.

Messias kommer ved endetiden til Edom (Bozra, som bety-der fårefold) for at
gøre op med Esaus ondskab. Mika kalder Messias for ”vejbryder”. Han er den store
befrier, der sam-ler sit folk ud fra ”fårefolden” og leder dem til ”hvilens
land.”
Vi ved også udfra Bibelen, at ”Bozra” i endetiden vil blive et sted,
hvor jøder og kristne vil opholde sig under Antik-rists onde tid i Israel. I
Mika 2:12-13 står således i King James Version: ”Jeg vil visselig samle jer… lig
får i en fåre-fold…” Det er ud fra denne fold, ”Vejbryderen” baner en vej ud i
frihed.

Det er Messias, der kommer som befrieren. og fører dem til den evige frihed,
hvor der ingen ”Esau” er til at yppe strid og øve vold. Beretningen om Bozra er
en vigtig del af beretningen om Jesu synlige genkomst, hvor han sender sine
engle ud for at samle de udvalgte.

Gud sætter skel imellem dem, der hører ham til, og dem, der hører verden til.
Han kalder sit folk ”de udkaldede.” Dvs, en herfra og to derfra, som i samlet
flok står ind for ham som hellige og ulastelige, rede som en brud til at tage
imod brudgommen.
I dag er det måske mere end tidligere en valgets dag, hvor
vi hele tiden skal vælge, for at være med på vor frelsers vej. Han gik ikke på
behagelighedens vej men på lydighedens trange sti.

Tiden, vi er inde i, stiller store krav og vil vise, i hvor høj grad vi er
villige til at ville leve og dø med ham, som gav sit liv  for os, for at vi
kunne få hans retfærd i eje og blive red-det ud fra Guds kommende vrede mod den
ugudelighed, der har opslugt verden.

Skal vi engang høre ordene: ”Vel, du gode og tro tjener. Gå ind til din
Herres glæde!” må vi ikke være fjender af Guds ejendomsfolk, der forsøger 
at hindre Guds planer med hans eget land og folk, men følger ham af et helt
hjerte. Da kan vi trøste os ved, at Jesus sagde: ”Fordi du har holdt fast ved
mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den
prøvelse, som skal komme over hele jorden.” Åb. 3:10.

August 2001
Holger Skov Særkjær