Som jeg spørger om i Gravide kræver abort af raske børn i 5. måned., sådan vil jeg spørge igen. Hvad er et liv? Hvad er et menneske? Er det blot et kødeligt legeme? Hvem kan bedømme hvornår et liv ikke bør leves? En vordende moder? Det er i hvert fald det, som mange mødre mener. Dog bedømmes det ikke ud fra barnets ret til liv, men ud fra kvindens magelighed. En artikel fra Kristeligt Dagblad fortæller en historie, hvor et barn mangler halvdelen af den ene arm, og ønskes derfor dræbt af sine forældre. En moder siger:

“

For vores vedkommende var det for stort et handicap...Der er erhverv, barnet aldrig vil kunne få, sport det ikke kan dyrke, og hvis det ikke er psykisk stærkt, kan det få et meget vanskeligt liv. Det ville vi ikke...Det er Mikael og jeg, der skal leve med et handicappet barn, og så må det også være min beslutning, hvad der er det rette for mig

”

Det er næsten umuligt at finde ord til at udtrykke det, der bør siges. Der findes mange mennesker, der langt inde i livet mister lemmer. De lever videre, og jeg er sikker på at de fleste af dem ville takke nej til en livs-afbrydende indsprøjtning.

Dette eskalerende livssyn, er så ondskabsfuldt, og kan ikke beskrives bedre end denne moder beskriver det. De to følgende uger efter barnet ved en skanning var opdaget "uegnet til livet", gennemgår moderen en iskold, livskvælende fornægtelse:

“

I de to uger lå hun for det meste krøllet sammen på sofaen og prøvede at ignorere sparkene fra barnet i maven...Aborten var også barsk. Først blev fosteret slået ihjel, og dagen efter skulle det ud

”

Hvad er det der sker? Hvordan kan man være så lammende kold og kynisk? Kan man ikke elske et menneske med én arm? Er det svært som forældre at tage et barn op, knuge det og fortælle hvor højt man elsker det, når det mangler en arm? Kan et barn ikke sætte pris på glæden ved livet, når det mangler en arm? Handler det hele virkelig kun om hvad man kan og ikke kan udrette? Er mennesker kun at betragte som en livløs produktionsmaskine?

Holdningen er igennem midler, så som den forcerede undervisning i evolutionsteori, og den sygeligt egoistiske humanisme, blevet indgydt i samfundet igennem det sidste århundrede. I artiklen "Klimapolitik og Verdensordenens udøvende arm" citerer jeg Joan Veon, som ligeledes har bemærket retningen og skriver: "alt vi kender i dag vil erstattes af et planlagt elektronisk samfund, hvori vores eneste værdi vil være at producere."¹.

Selvom en smule eftertanke taler imod denne type abort, så genkendes ondskaben ikke, og denne moder fortæller:

“

Næste gang vil jeg under alle omstændigheder blive skannet i uge 14, og så kan jeg få en abort i Sverige

”

Hvor mange børn vil der være i evigheden, som møder sine forældre og spørger hvorfor? Hvad svarer man et barn man har dræbt?

¹ "Prince Charles, The Sustainable Prince", af Joan Veon, side 44

Kilde: www.kristeligt-dagblad.dk