Oversigt1.Joh. 1. kap. er en gave, thi der står alt det, vi har brug for at vide derom. Læs for eks 1. Joh 1:3 : ”Det, som vi har set og hørt, det forkynder vi for jer, for at også I kan have samfund med os. Og vort samfund er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus.” Og vers 7: ”Hvis vi vandrer i lyset, sådan som han selv er i lyset, da har vi samfund med hverandre, og Jesu Kristi, hans Søns, blod renser os fra al synd.”
I Gud er livet. Og vi har altså fællesskab med Gud, med hans Søn og med andre hellige, der vandrer i Guds lys. Uden fællesskab med ham er vort liv tomhed og fyldt med åndeligt mørke.
Mange spørger: Hvad er meningen med mit liv? Gud har en plan med dit og mit liv. Men vil vi ikke tage imod denne plan, og går egne veje, bliver livet tomt og meningsløst.
Intet menneske kan fuldstændig beskrive herligheden ved dette fællesskab, som vi heller ikke kan beskrive Guds fylde. Det er for stort et emne for vore ufuldstændige hjerner, men vi vil kunne komme til at forstå stykkevis.
Når vi får fællesskab med Gud, og han giver os af sin herlighed, giver han ikke sig selv stykkevis men helt. Den, som modtager hans kærlighed, får også hans nåde og hans hellighed. Den, som modtager hans nåde får også hans kærlighed og alt andet, som findes i hans fylde.
At vandre i lyset er, at vi intet vil skjule for Gud og heller ikke prøve på det. Blot den tanke at gå egne veje må være langt fra os. At vandre i lyset er også at ville være i Guds vilje, vejledet af Guds Ånd. Djævelen vil få os til at tro, at dette er umuligt, så vi må nøjes med mindre. Og det nøjes mange så med.
IEf 5:18 b står, at vi vedblivende skal være fyldt (græsk “pleroo”, som betyder kontrolleret af) af Guds Ånd. Et barn af Gud er fyldt med Helligånden, men vi er meget ustabil til at bruge af denne fylde. Vi handler ofte ud fra selviske ønsker og sætter os over Åndens vejledning. Vi holder kun vore løfter til Gud, dersom det passer os. Og vi har uden tvivl et væld af brudte løfter til Gud bag os.
Ånden bør være Herre i alle kristne hjem. Men er han det? Eller tillader vi at kødet bliver herre. Måske gør ægtefællen en fejl, men derfor skal den anden part ikke gribe til kødelige våben og svare på kødelig vis. I stedet må den der står, løfte den anden op, så begge kan stå. Det er det Guds Ånd vil, vi skal. Gribes vi af kødets lyst til at ”give igen med samme mønt”, bedrøver vi Helligånden, som kan føre til, at vi udslukker Ånden. (Se 1. Tess 5:19.)
Om villighed til at komme næsten i møde står der: ”Den, som tvinger dig til at gå én mil, med ham skal du gå to.” Matt 5:41. Det er at have Kristi sind. Og således vokser vi i kraft og visdom. Nægter vi at gå ”en mil” med den, der kræver det, lider vort fællesskab med Kristus skade, idet vi klart viser, at vi ikke har hans sindelag.
”Ingen kan lægge nogen anden grundvold end den, som er lagt, nemlig Jesus Kristus. Om nogen bygger på denne grundvold med guld, sølv, kostelige stene, træ, hø eller halm, skal den enkeltes arbejde blive åbenbaret, for dagen skal vise det, for den skal blive åbenbaret med ild. Og ilden skal prøve den enkeltes arbejde og vise, hvilken kvalitet det er af. Hvis det værk, han har bygget op, bliver stående, skal han få løn. Hvis hans værk brænder op, skal han lide tab. Men selv skal han blive frelst, men da som gennem ild. Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel (udslukker Ånden), skal Gud ødelægge ham, thi Guds tempel er helligt, og I er dette tempel!” 1. Kor 3:11-17.
Der er to måder at tjene på. Den ene beskrives ved guld, sølv og ædle stene. Sådan bygger den åndelig troende, og hans værk bliver stående i dommens ild. Den anden beskrives ved træ, hø og halm, og hans værk skal opbrændes.
Indser vi, at vi har mistet fællesskabet med Gud, er der kun én vej til genoprettelse af det. ”Hvis vi vandrer i lyset (vedgår og bekender, at vi har fejlet og syndet)…. da har vi samfund med hverandre, og Jesu Kristi, hans Søns, blod renser os fra al synd.” 1. Joh 1:7 .
Vi har let ved at rose os af et eller andet, men vi har meget svært ved at vedgå, at vi har fejlet og syndet imod Gud. Vi må bytte om på disse ting, så vi har let ved at bekende vor synd imod Gud men svært ved at rose os af os selv. Det er helt imod vor natur, og vi lærer det nok aldrig helt. Vi har svært ved at ydmyge os helt ærligt for Gud og vil beholde troen på, at vi er bedre end mange andre. Ganske som farisæeren, der takkede Gud, fordi han var bedre end tolderen. Det er ikke et sind efter Guds behag. Farisæeren gik ikke retfærdiggjort hjem til sit hus. Tænk på det, hver gang dit gamle jeg vil hævde sig og ikke ydmyge sig for Gud.
Gud vil, vi skal søge fællesskab med ham, og dette fællesskab kan vi kun få ved at følge hans anvisninger. Vi må tænke i helt nye baner. Vi skal for eks. tage selv den mindste synd meget alvorlig. Vi læser om synd: ”Det, I roser jer af, er slet ikke noget godt. Ved I ikke, at en lille smule surdej syrer hele dejen?”1. Kor 5:6. Mange roser sig af deres frisind og tolererer de ”små” synder. Men synd under enhver form skiller fra Gud. Og kun ved at bekende den for ham, kan vi få fællesskab med Gud igen.
Bibelen har flere ord for synd: Synd, overtrædelse, fejl oglovløshed.
a. Anomia, Paranomia - Er ikke at have omhu for, hvad Guds ord siger. Det er lovløshed.
b. Parabasis - Er at krydse den linje, der går over i ulydighed.
c. Parakoee - Er ikke at ville adlyde Guds røst. (Som Adam og Eva.)
d. Agnoema - Er uvidenhed om noget, vi burde have kendskab til. (Der er ingen undskyldning (No excuse).
e. Hettema - Er at gøre en advarsel mindre, end den er. (Vi slukker derved Ånden.)
f. Paraptoma - Er at falde, hvor vi burde have stået.
g. Hamartia - Er at miste mærket. Et ord, der oprindeligt kom fra konkurrencer og betyder, at vort arbejde ikke kan godkendes.
Vi er syndere men ser det ofte ikke. Vi har ”kalket” de grimme ting over, glemmer dem og gør derfor de samme synder om og om igen. Vi slår os til ro med, at det ”kun er små” synder. Men således ser Gud ikke på dem. Gud vil, at vi skal gøre alt for at rette på vor synd, overtrædelse, fejl oglovløshed
Mange tror, at det slår til blot at vedgå, at de er syndere. Men det er ikke det, Gud lærer os i sit ord. Der kan kun ske en soning ved en løsesum. Vi læser i Matt 20:28: ”Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv til en genløsning (løskøbelse) for mange.
Løskøbelse eller genløsning er den handling, der består i at købe nogen fri ved hjælp af en løsesum.
Under Moseloven, der havde en skygge af kommende goder, skulle der bringes dyreofre til soning af synd. Men det var kun en symbolsk soning. Det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder, siger apostelen i Hebr 10:1-4.
De offerdyr, der anvendtes og som tjente som forbilleder, skulle være fuldkomne og fejlfri. 3. Moseb.. 22:21.
Det virkelige genløsningsoffer, et menneske, der kunne borttage synder, skulle derfor også være fuldkomment og fejlfrit.
Hvem blandt mennesker kunne betale en sådan løsesum? – ingen!
Sal 49:8 siger: Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum.
Efter syndefaldet havde Gud en plan for, hvordan mennesker trods synd igen kunne opnå fællesskab med ham, og opnå det evige liv, som det var Guds hensigt fra starten. Som også den første profeti i Bibelen i 1. Mos 3:15 fortæller os.
Jesus Kristus var født som et fuldkomment menneske. Han havde ikke fået livet af nogen jordisk fader, som nedstammede fra synderen Adam. Guds Søn (sand Gud fra evighed af) var undfanget af Maria ved at Guds hellige Ånd overskyggede hende, derved blev Yahshua (Jesus) født uden nedarvet synd eller ufuldkommenhed. Han var et dadelfrit og fejlfrit lam. Derfor kunne hans blod tjene som et antageligt offer. Se Luk 1:35, Joh 1:29 og 1. Pet 1:18-19.
Apostelen Paulus siger om Jesus. Der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle, til et vidnesbyrd i den dertil bestemte tid. 1.Tim..2:5-6. Og han sagde om sig selv i Matt 20:28: Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.
Men genløsningen, eller løskøbelsen er ikke noget vi automatisk får del i. Vi må først søge Gud i oprigtighed og indse vor egen hjælpeløshed.
Så spørgsmålet er, hvad skal og hvad kan vi gøre for at blive løskøbt/genløst? Vi må tro på Jesu Kristi genløsningsoffer, thi kun det kan løskøbe os.
Men det kan koste kamp at blive på ”vejen”. Jesus sagde. Kæmp I for at komme igennem den snævre port. Det er den port, der fører til livet.” Luk 13:24. Og Paulus udtrykte det på denne måde i Fil 2:12: I skal arbejde på jeres frelse med frygt og bæven. Det er en åndelig kamp at vinde det evige liv.
Vi må lære Gud at kende. Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus. Joh 17:3.
Intet mindre end fuldkommen renhed, som vi kun kan få ved tro på Jesu forsoningsblod, kan godkendes. Læs denne salme af Ingemann:
Den store mester kommer,
fuldkærlig er hans id.
Han sidder ved smeltediglen
og lutrer sølvet med flid.
Det øjeblik han venter
og agter kærlig på,
når klarlig hans eget billed
vil dybt i sølvspejlet stå.
Den store mester kommer,
som smelter sjæl og sind.
Han sidder ved hjertegruben,
han ser i sjælene ind.
Og har i hjertedybet
sit billed klart han set,
så glædes den høje mester -
så er hans gerning alt sket.
Vor frelser kan ikke se sit eget billede i os, førend den sidste smule af urenhed er borte. Indtil da er sølvets overflade ikke spejlblank, så sølvsmedens ansigt kan genspejles deri. Vi må derfor sige: ”Fang rævene for os, de små ræve, som ødelægger vingårdene, vor blomstrende vin.” Højs 2:15.
Vi sætter måske meget ind på at undgå de ”store” synder, men også de små får lov at ødelægge vor ”vingård”.
Mange ægteskaber og mange venskaber ødelægges af de ”små ræve”, som også kan være vor tunges skarphed. Også her gælder det at vedgå fejlene og bede om tilgivelse. Fællesskabet med Gud er det første og største. Og vi kan ikke have fællesskab med Gud, dersom vi har ”små ræve” i vor vingård. Vi vil igen se på dette vers: ”Hvis vi vandrer i lyset (indser, at vi er syndere og bekender dem for Gud)…. da har vi samfund med hverandre, og Jesu Kristi, hans Søns, blod renser os fra al synd.”
Vi må selvfølgelig ikke falde i den fælde at tro, at vi kan blive fejlfrie. Den status kan vi aldrig opnå her på jord. Det ved Gud, og derfor gav han os en frelser til at løskøbe os fra lovens krav. Der blev sagt: I dag er der givet en frelser til jer. Han skal frelse sit folk fra deres synder. (Luk 2:11 og Matt 1:21 b.)
Der er også en anden fælde at falde i. At vi kun jamrer over, at vi er syndere eller har et markant sortsyn på alt i livet. Gud vil, at vi skal juble over, at vi er frelste syndere. Men vi er selvkloge og gør dumheder som David.
Som David bliver vi lokket til at gå imod Guds påbud. Vi læser følgende om David og om konsekvenserne, hans synd fik for ham og folket, han var konge over.
”Satan trådte op mod Israel, og han lokkede David til at holde folketælling over Israel.” 1. Krøn 21:1. Vi læser samme beretning i 2. Sam 24:1, hvor der står: ”Herrens vrede flammede igen op mod Israel, og han æggede David til at tirre folket og sagde: ”Gå hen og hold folketælling i Israel og Juda!” I 1.Krøn. læste vi, at det var Satan, der lokkede David til at holde folketælling. Gud var vred på Israel og tillod, at Satan lokkede David ind i synd, for at prøve ham.
For at forstå, hvad der var forkert ved denne folketælling, må vi læse 2. Mos 30:11-14: ”Herren talte til Moses og sagde: ”Når du holder mandtal over israelitterne for at mønstre dem, skal alle mænd betale sonepenge for sig selv til Herren, så de ikke rammes af en plage i anledning af mønstringen….. Den halve sekel er afgift til Herren. Alle fra tyve år og opefter, der bliver mønstret, skal betale afgift til Herren.”
Gud var vred på David, fordi han talte sine folk uden at give Herren disse sonepenge, som også er påbudt i vers 16: ”Du skal tage imod sonepengene fra israelitterne og give dem til tjenesten i åbenbaringsteltet; det skal bringe israelitterne i erindring for Herrens ansigt til soning for jer selv.”
David var stolt af sine mange krigere og stolede på deres styrke frem for Guds beskyttende hånd.
I 2. Sam 24:10 læser vi, at David bad Herren om tilgivelse for denne synd. Men på trods af Guds tilgivelse får synden altid følger, og dem må vi selv bære, som også David. Gud sendte profeten Gad til ham og lod ham sige, at han kunne vælge imellem 1/ Syv års hungernød i landet! 2/ Tre måneder på flugt for fjender! 3/ Eller tre dage med pest! David valgte at falde i Herrens hånd og ikke i menneskers. (V. 12-14.)
I 24:15-17 står, at ”Herren sendte pest over Israel i den fastsatte tid, og der døde 70.000 mand af folket fra Dan til Beersjeba. Men da englen rakte sin hånd ud mod Jerusalem for at ødelægge byen, sagde… (Herren) til englen, som bragte ødelæggelse blandt folket: ”Det er nok, træk din hånd tilbage!”.. Da David så englen, som havde slået folket, sagde han til Herren: ”Det er mig, der har syndet, mig, der har forbrudt mig; men fårene her, hvad har de gjort? Lad dog din hånd ramme mig og min faders hus!”
Vi læser videre i 1. Krøn 21:22-26, hvad der videre skete: ”David sagde til Ornan: ”Lad mig få din tærskeplads; på den vil jeg bygge et alter for Herren. Lad mig få den for den fulde pris, så folkets plage kan standse.” … Så gav David Ornan seks hundrede sekel guld for stedet. Dér byggede David et alter for Herren og bragte brændofre og takofre. Og da han råbte til Herren, svarede han ham med ild, som han sendte ned fra himlen over brændofferalteret.” Og Israels plager standsede.
Aravnas tærskeplads var det sted, hvor Salomo senere byggede et tempel til Guds ære, og er det sted, vi i dag kalder Tempelbjerget.
Satan bruger samme taktik i dag til at få kristne til at overtræde Guds påbud og fremtræder som en lysets engel men i løgnens ånd og får også os til at overhøre Guds advarsler.
Hvad var det, der bragte David til fald? Det var hans overmod. Han vidste uden tvivl udmærket, hvad der var det rigtige, men var så optaget af egne planer, at han glemte at gøre, som Gud havde påbudt.
Vi ved også ofte, hvad der er rigtig, men glemmer det, når vi bliver for optagne af egne planer, og kommer til at sætte vor egen vilje først. Da må vi opleve følgerne og må sige med salmedigteren:
Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din tugt.
Den vækker mig, når jeg din hånd vil slippe.
Tit bli´r mit hjerte stolt og vildt dets flugt,
derfor du stundom må dets svingfjer klippe.
Og vi må komme til samme erkendelse, som han gjorde:
Jeg ved, du tugter ej med hævn og harm.
Du elsker mig trods syndens vilde lyster.
Jeg ved, din kærlighed er rig og varm,
ja varmest, når du mest mig gennemryster.
Gud ved, at uden fællesskab med ham går det rigtig galt for os. Derfor gennemryster han os, så vi kan komme til besindelse og indse, at uden ham er alt tomhed – selvom vi kan få samlet os jordiske værdier i mængder. Hvad gavner disse værdier os, dersom vi må bøde med vor sjæls frelse?
Mange tænker måske: Guds Søns blod har jo udslettet al verdens synd, så behøver jeg ikke tænke mere på det! Jo, det gør vi, thi uden vi bekender vor synd for Gud, har vi intet fællesskab med ham. Og har vi ikke det, bliver vore synder ikke udslettede.
“Ved et offer har han for al evighed gjort dem fuldkomne, som bliver helliget.” Hebr 10:14. ”Derfor, om nogen er i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi. Se, alt er blevet nyt.” 2. Kor 5:17.
Bekender vi vore synder og tager imod Guds frelse ved tro, er vi syndfri i Guds øjne. Men vi skal ville være i dette fællesskab med Gud, Vi skal ville være i lyset. Altså ingen handlinger, der er på kant med Guds påbud.
Mere eller mindre fejler vi alle. Skellet går ved at dem, der vil have fælleskab med Gud, bekender deres fejltrin og får Guds tilgivelse. Andre fejler også men bekender ikke deres synder, og dog tror mange alligevel, at alt er godt.
Hvorledes ser vi os selv?
”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.” 1. Joh 1:8 .
”Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham (Gud) til en løgner, og hans ord er ikke i os.” 1. Joh 1:10 .
Men hvis vi vil holde os til Guds frelse, kan vi sige:
”Jeg er overbevist om, at hverken død eller liv, hverken engle eller myndigheder eller magter, hverken det nuværende eller det, som skal komme, hverken højde eller dybde eller nogen anden skabning skal være i stand til at skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.” Romerne 8:38-39.
Frelsen er en gave fra Gud, dersom vi tror på hans frelse ved troen på Guds Lam. Peter skriver: ”… eftersom hans guddommelige kraft har skænket os alt, som tjener til liv og gudsfrygt, ved erkendelsen af ham, som kaldte os ved herlighed og guddomskraft. Ved dette er vi blevet skænket de største og mest dyrebare løfter, for at I gennem dem skulle få del i guddommelig natur efter at være flygtet bort fra fordærvelsen, som tilhører denne verden.” 2. Pet 1:3-4.
De, som tager imod og holder sig til Guds løfter, får del i guddommelige natur. Dette indebærer ikke nogen forvandling til at blive guder, eller blive syndfrie, men at syndige mennesker bliver genfødt til et nyt liv, som er skabt til samfund med Gud, og som ønsker at gøre hans vilje. (Jfr. 1. Pet 1:15 f og 23.) Til sidst nævnes det, som vi er frelst fra: verdens fordærv, synden. (2. Pet 1:4 b og 1. Joh 2:15-17 .)
Vi må gøre alt for at forblive i frelsen. Ikke at vi kan løfte os selv op til nogen hellighed, men vi kan have ”lærlingens øre”. Dvs at vi vil høre, hvad Gud siger og forsøge at gøre derefter.
Skal vi kunne hvile i vort fællesskab med Gud og leve I sejrens glæde, må vi lære den kunst ikke at bære videre på de synder, der allerede er bekendt og tilgivet. Herrens ”nåde er ny hver morgen. Stor er hans trofasthed.” KlagEs 3:23 .
Vi har lov til at sige som Paulus: “Brødre! jeg tror ikke om mig selv, at jeg har grebet det. Men et gør jeg: Jeg glemmer det, som er bagved og rækker mig efter det, som ligger foran. Jeg jager mod målet, mod den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus.” Fil 3:13-14.
Det er ikke let at have kundskab nok til at gå Guds vej. Derfor må vi bede: ”Lad mig forstå den vej, som er lagt af dine forskrifter. Så vil jeg grunde på dine underfulde gerninger.” Sal 119:27.
”Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud. Din Ånd er god, led mig da ad den jævne vej!” Sal 143:10.
Selv viljen til at bekende vor synd og ønsket om at have fællesskab med Gud er noget, Gud giver os, hvilket kommer til udtryk i denne salme:
Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge
højt og lydelig!
så jeg føle kan med glæde,
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig!
Hos mange er der et stærkt ønske om at have fællesskab med alle tings Skaber og opretholder. Men er dårlig oplærte til at ville gøre en indsats for, at det kan virkeliggøres. Men jeg kan ikke sige det inderligt nok: Gør det! Tiden går på hæld for vor tidsalder, hvorefter bortrykkelsen sker.
Bibelen lover, at ENHVER, som søger sandheden, vil finde den. Det er et løfte, som gælder alle mennesker. Når nogle bliver frelst og andre går fortabt, er det ikke Gud, som gør forskel på mennesker. Det er den enkeltes indstilling til kaldet om frelse, der er forskellig. Gud har sagt, at vi ikke bliver frelst ved visdom eller ved, at vi har brugt hele livet for at prøve at forstå hans ord. Hvordan bliver et menneske så frelst? Bibelen siger klart, at den, som søger Guds frelse, også vil finde den. Da vil Guds Lam, der bar verdens synd, komme ind i dit liv og blive din Frelser og Herre. Da får vi et inderligt fællesskab med ham. Og ingen kan rive os ud af hans hånd