Gå ud fra Babylon
af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 01/07-99
Udskriv
OversigtGamle, persiske kilder bekræfter, at en del af de jøder, der var blevet ført til Babylon som fanger, i de forløbne år havde været i stand til at samle sig store rigdomme. Rejste de tilbage til Jerusalem, ville det endvidere betyde, at de måtte begynde forfra som fattige mennesker. Derfor valgte mange deres rigdom i Babylon fremfor at følge Guds opfordring om at vende tilbage til Jerusalem. (Se Mark 4:18-19.)
Alle, hvis ånd Gud havde vakt, drog nu afsted for at bygge Herrens tempel i Jerusalem. Og kong Kyrus gav jøderne guldkarrene og alt det andet tilbage, Nebukadnezar havde røvet i templet. (Ezra 1:7-11) .
Gud havde sagt ved Jeremias: ”Når der er gået halvfjerdsindstyve år, hjemsøger jeg Babels konge og folket der for deres misgerning…”, Jer. 25:12. Se også Dan 5:17-30.
Det jødiske folk, der valgte at blive i deres rigdom i Babylon, valgte det forkerte, idet de mistede både rigdommen og Guds velsignelse, da denne, Guds straffedom kom over Babylon. I Jerusalem skete der blandt dem, der var draget ud fra Babylon, en åndelig fornyelse, hvad der ikke gjorde hos de tilbageblevne. Også i dag ser mange på egne bekvemmeligheder fremfor at adlyde Guds kald. De bliver i ”Babel” og får ikke del i fornyelsen men rammes af Guds vrede eller mister i det mindste Guds velsignelse.
Alle de jøder, der var rejst til Jerusalem, fik deres slægtsnavne optegnet (Ezra 2:59-63) . Det var vigtigt for enhver jøde, idet de derved kunne bevise, at de var efterkommere efter Abraham og være betragtet som jøde. Kunne de ikke det, blev de udelukket af det jødiske fællesskab og de privilegier, det førte med sig at tilhøre en vis stamme. For eks. kunne kun efterkommere efter Levi få lov at tjene i templet.
I Familie Journalen nr. 3, 1998, står: ”Jøder med navnet Cohen stammer ifølge traditionen fra israelitiske præster, hvoraf den første var Aron, broder til Moses. Disse præsteefterkommere, der kaldes for cohanim, kan også have andre efternavne.
En israelsk genetiker, Karl Skorecki, ved Tecknion i Haifa, har nu ved hjælp af menneskenes arvemateriale, generne, bevist, at i hvert fald 188 tilsyneladende ubeslægtede cohanim, udvalgt tilfældigt i Israel, Nordamerika og Europa, har samme stamfar. På Y-kromosomet, som mænd arver fra mænd, fandt han flere fælles DNA-frekvenser hos cohanimerne. Da fællesskabet gælder både øst- og vestjøder, som skiltes fra hinanden for fra ét til to tusind år siden, er det en meget gammel arv, de har.
Skorecki, der selv hører til cohanim-gruppen, vil nu søge at konstruere en biologisk tidsfølge, som kan vise, hvor langt det fælles arvemateriale går tilbage, skriver bladet Discovery.” Citat slut.
I Ezra 3:2-3 står, at noget af det første, de hjemvendte jøder gjorde, var at bygge et alter som symbol på Herrens tilstedeværelse og beskyttelse. De viste derved deres vilje til at ville tjene Herren alene.
Jøderne var bange for at blive angrebet af de omkringboende folk – en blandet skare, hvis forfædre var blevet besejret af assyrerne og presset til at bosætte sig i det nordlige Israel, hvis indbyggere også var slået af assyrerne og taget til fange år 722 før Kr.
Af disse hjemvendte jøder har vi meget at lære. Hvor vi end bosætter os, må det at Herren er os nær og er vor beskytter være det første og det største for os. Og at vi aldrig må lade rigdom eller materielle ting hindre os i at gøre Guds vilje, men først af alt søge Guds rige.
Der står mange gange i Bibelen om, at jøderne antog de omkringboende hedningers afgudstro. Der er også for os al grund til at være bange for, at den omkringboende skare af uomvendte vil få mulighed for at sejre over os. Ikke ved voldelig magt, men ved deres verdensprægede levevis.
Vi ser i dag, hvorledes verdens ånd vinder terræn, og dens synspunkter trænger frem blandt de kristne. De hjemvendte jøder i Jerusalem vidste, at de var i en konstant fare og byggede bogstavelig Jerusalems mure op med sværdet i den ene hånd og murskéen i den anden. Vi må gøre det samme. Vi skal bruge Ordets sværd og altid være rede til at stride for den sande tro (jf Judas br. Vers 3, og Ef. 6:11-17) og mure muren op til at befæste vor tro (Kol 2:7) ..
Ligesom jøderne ikke kunne anerkendes som jøder, med mindre de kunne bevise, de var efterkommere af Abraham, må vi sætte en grænse og ikke godtage nogen som en kristen, der ikke i oprigtighed hører Herren til. Men de fleste steder praktiseres dette ikke med det til følge, at ”fjenden”, der ikke agter Herrens ord, kommer indenfor vor mure.
Mange kristne følger ikke opfordringen til at komme ud af ”Babylon” og vende tilbage til friheden. De synes, der er så dejligt i Babylon, hvor de kan kaste rebene af sig (jf. Salme 2:3). De reb, der er tale om, er de krav, Guds ord stiller. I ”Babylon” ændrer man Guds krav, så de tilpasses forholdene. Derved bliver gudsdyrkelsen uren. Og Gud siger, at intet urent skal komme ind i den evige stad. (Åb 21:7) , han har beredt for dem, der ved tro har overvundet verden (1.Joh. 5:4). Også i Åb 21:7 er et forfærdeligt budskab, der viser, at Guds retfærd sætter grænser for, hvem der kan komme ind i den evige stad. Gud tilpasser ikke sin frelse efter Babylons formåen men efter sin egen hellighed, og hans krav er intet mindre end, at uden den samme hellighed kan ingen komme derind. Der nævnes i dette vers en del, som ikke skal komme derind. ”De feje, vantro, afskyelige, morderne, de, som lever i hor, troldmændene, afgudsdyrkerne og alle løgnerne…”
Gud påbyder os at gå ud af ”Babylon”. Er vi gået? Eller er vi blevet der af frygt for besværlighederne ved et opbrud? Eller vi frygter måske for konsekvenserne? For at dække os imod uønskede spørgsmål, har vi da ikke tilladt usandheder at skjule virkeligheden? Er vi ikke, når det kommer til stykket, mere eller mindre feje? Vi kan ikke i egen magt løsrive os fra ”Babel”. Men ønsker vi det seriøst, kan vi ved tro på Jesus få kraft dertil.
Det er langt mere forfærdeligt at blive i ”Babylon”, end vi kan forestille os. Det var ikke blot det timelige Babylon, Gud ville straffe. I endetiden vil den uretfærdighed, der hersker i det åndelige Babylon, få magt over mange mennesker. Til dem vil Guds engel fra Himlen råbe: ”Faldet, faldet er Babylon… den er blevet bolig for dæmoner og tilhold fra alskens urene ånder…” Åb 18:2. Og stærkere end til det jødiske folk i svundne tider lyder det til os i dag: ”Drag ud fra hende, mit folk! For at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager”, vers 4.
Mange, der engang var kristne, eller som kun tror, de er det, hører hjemme i det Babylon, Gud opfordrer os til at drage ud fra. Der er så megen sexuel urenhed også blandt Guds folk, at det burde forfærde os. Homoseksualitet ikke blot tåles men accepteres og i nogle tilfælde endog velsignes i kristne kredse. Og vi tåler dæmonisk, uren lære. Vi må drage ud af det åndelige Babylon, thi intet urent skal komme ind i Guds evige stad. Lader vi os ikke fuldtud rense fra alt det urene, kommer vi ikke derind. Vi kan ikke bede om renselse og så fortsætte i det åndelige snavs, vi beder om renselse fra. Gud er en nøjeregnende Gud, der ikke tåler, vi ændrer i hans ord og godkender diverse synder. I stedet lyder det fra Herren: ”Drag ud fra hende, mit folk! For at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager”.
Mange, der tror, de er på vej til Himlen, læser kun de lette krav, vi møder i Bibelen, og kaster det bort, der ikke passer dem. Men Guds mål er: Intet urent! Mange vil have så meget med af verden som muligt og tror, at Gud har ændret sin opfattelse, thi tiden er jo anderledes i dag! Tro ikke på den løgn, men skynd dig at drage ud af ”Babylon”. Gud mener det, han siger. Og hans ord er evige ord, der ikke forandres, så længe jorden står. Er du uren på noget punkt og ikke vil lade dig rense ved omvendelse og tro på Jesus, kommer du ikke ind i Guds evige rige.
Vi er alle urene men kan blive rene ved tro på Jesus. Vel kan vi alle falde i en eller anden overraskelsessynd, men vi kan ikke blive i en sådan synd og tro, at den tilgiver Gud os nok, han er jo så kærlig! Du kan ikke blive i ”Babylon”, når Gud har sagt, at du skal drage ud, og så stadig have hans velsignelse.
Føler du, at du skal ofre noget for at følge Jesus, tænker du ret. Han ofrede sig selv for at frelse os, og han sagde: Følg mig! Det betyder, at vi altid må sætte Guds vilje før vor egen og regne Jesus som det første af alt. Abraham var et godt forbillede. Da Gud krævede, han skulle ofre Isak – den søn, han havde fået i kraft af Guds løfte – veg han ikke tilbage men gjorde alt rede og drog afsted dertil, hvor man efter al sandsynlighed senere korsfæstede Jesus. Da Herren så, at Abraham var villig til at give det bedste, han havde, greb Gud ind og stoppede ham. Og Gud velsignede Abraham i rigt mål for hans lydighed. Således er det også i dag. Adlyder vi ikke Gud, mister vi hans velsignelse, og han vender sig fra os. Adlyder vi ham derimod, velsigner han os i rigt mål. Gud vil ikke have sit folk til at leve i ”Babylon” men stole på, at han har noget til os, der er langt bedre end det, ”Babylon” kan tilbyde.
Giver du dit liv til Gud, giver han dig til gengæld, at alt bliver nyt for dig. Du kommer til at se, hvor klart Gud i sit ord taler til dig om vejen til Himlen. Og du vil tydelig se advarslerne om de steder, hvor du kan blive indfanget i åndeligt fangenskab, som du måske aldrig kan komme ud af igen. I dag er der mange ”fangelejre” (menigheder med falsk lære), hvor millioner af mennesker dag for dag bindes hårdere og strengere i falskhedens jernlænker. Men de ser det ikke, fordi de har valgt at blive i ”Babylon”. Og de ser slet ikke, at Gud har kaldt sit folk til at gå ud fra dette sted.
Tror du, at jeg overdriver, kender du ikke ret meget til Bibelen men er opfostret med en surrogatlære, hvor menneskemeninger i stort omfang har erstattet det, Gud siger i sit ord.
Bibelen er fuld af beretninger om nogle, der ikke tog Guds advarsler alvorlig: Tænk blot på kong Saul, som Gud fradømte kongeriget for hans vantros skyld. Og som endte med at rådspørge en heks, fordi Gud ikke længere svarede ham. Lots hustru troede, at hun kunne se sig tilbage, selv om Gud havde sagt, hun ikke måtte, og hun gik fortabt. Læs om, hvad det kostede David, da han mod Guds vilje holdt mandtal over sit folk. (sml. 2.Sam. 24:1 med 1. Krøn 21:1 :) Kun en ægte anger og omvendelse frelste ham fra Guds evige vrede. Den vrede, han fik at mærke her i livet, var forfærdelig, men intet imod Guds evige vrede. Således har Bibelen talrige eksempler på personer, der ikke tog Gud alvorlig men troede, de kunne gøre anderledes, end det, han krævede af dem.
Mange har intet lært deraf og tror, at når Gud i dag ikke tugter med det samme, betyder det, at han godkender vore synder. Men således er det ikke. Gud er den samme, og han er ligeså streng mod synden som førhen. Også i dag sidder han ved smeltediglen og lutrer sølvet (jf. Mal 3:3) .
Kom ud af Babylon, siger Gud. Og ikke blot ud af Babylon, men få også dens tanker og levevis ud af dit sind og dit liv. For jøderne gjaldt det livet, thi Gud havde udtalt sin dom over Babylon. Bliver vi blandt verdens børn – vor tids Babylon - eller er vi præget af dens tanker og levevis, er der også udtalt en dom over os. Det er dit evige liv, det gælder. Valget er dit, Gud har gjort sit for at du kan blive frelst. Og du må gøre alt, hvad du kan – lukke døren til synden og helhjertet tage imod Jesus.
Mange, der endnu er på ”mælkestadiet”, vil ikke synes om at høre om de steder i Bibelen, hvor Gud advarer om fortabelsens mulighed og går i rette med sit folk, der er kommet til at elske mælk og afslår at tage fast føde til sig. Men Gud vil, vi skal vokse op til åndelig modenhed og til at blive brugelig i hans tjeneste. Hver gren på vintræet, der ikke bærer frugt, beskærer han, og bærer den stadig ikke frugt, hugges den af træet og kastes ud for at blive brændt i den evige ild.
Mange vil ”sejle medstrøms” hele tiden og tåler ikke at høre om, at det koster noget at være en kristen. Og at tro og lydighed er to grundpiller, som enhver kristens liv skal være bygget op på.
Er dit liv indviet til Jesus? Er du fyldt af hans kærligheds Ånd? Går velsignelsens strømme til andre gennem både din mund og din hånd? Levende vandstrømme, Frelser fra dig, flyder til tørstende sjæle ved mig. Din vil jeg være, kar til din ære. Hvad du mig gav, være helliget dig.