OversigtFrelse begynder med Gud. Gud har fra begyndelsen udvalgt jer til frelse. (2.Tess. 2:13.) ”I har ikke udvalgt mig, men jeg har valgt jer.” Joh. 15.16. ”Han (Faderen) har valgt os i ham (Kristus) før verdens grundvold blev lagt.” Ef. 1:4. Hele frelsen var i Guds plan, længe før han skabte universet.
Det var Guds kærlighed til os der gjorde, at Jesus måtte dø i vort sted på Golgata. (Joh. 3:16 og Rom. 5:8.) Det var en nådehandling. En nåde, som vi ikke fortjener og ikke fuldtud kan forstå. Derfor begynder Paulus mange af sine breve med at skrive: ”Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader, og Herren Jesus Kristus.” Vi har hehov for at blive mindet om, at Guds nåde og fred er med os.
Nåde er frelse. Og hvad frelse er beskriver Paulus med disse ord: Gud gjorde os ”levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser – af nåde er I frelst. Ja, han har opvakt os i ham og givet os plads i den himmelske verden, Kristus Jesus.” Ef. 2:5-6. På græsk lyder denne tekst: ”Og medopvakt og medindsat os i det himmelske i Kristus Jesus.” Gennem syndefaldet var menneskenaturen blevet syndig. At vi er skabt i Guds billede blev forvrænget, og i stedet fik menneskene noget af slangens billede og en formørket forstand, ond vilje, åndelig død osv. Fællesskabet med Gud og det himmelske blev afskåret. Men af nåde kommer alle dem, der åndelig vækkes op og er kommet til tro på Jesus, igen i fællesskab med Gud. Og af hans nåde kan vi tage imod en levende tro på, at vi har fået et nyt liv med ham og igen har borgerskab i Himmelen. (Hebr. 12:22-23.)
Vantroens børn hører jorden og det tabte til og har et jordisk sind og må dø i deres synder, idet de ikke har en frelser, der har båret deres synder.
I Ef. 2:8 står: ”Af nåde er I frelst ved tro, det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven.” ”Vi er hans værk, skapte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem.” V. 10. Alle, der er født på ny, er Guds værk og en ny skabning i Kristus Jesus. At gøre et åndelig dødt mennesker levende og give det et nyt sind, ny vilje og oprette et levende fællesskab er det, Bibelen kalder frelse.
Paulus med flere bragte Guds ord til Tessalonika; men det var Gud, der fik ordet til at bære omvendelsens frugt. Guds Ånd fødte tro gennem ordet. (Rom. 10:17.)
Det var ikke Paulus, der forandrede livet hos de troende i Tessalonika. Det var alene Guds ord, som han talte til dem. Bekender nogen at tilhøre Gud men viser et liv, hvori intet er forandret, er det et vidnesbyrd om, at der ingen virkelig omvendelse er sket. Dem, som Gud kalder, dem forandrer han også. Det betyder ikke, at vi bliver fuldkomne, men at vi higer efter at blive det.
De tog imod ordet ”ikke som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er, hvorfor det også gør sin gerning i jer, som tror.” 1.Tess. 2:13. Derfor er det bedrøveligt, når nogen siger, de taler Guds ord, men mest taler om sig selv og om alt, hvad de har udrettet. Paulus siger: Mit anbefalelsesbrev er I! Han havde ikke brug for at rose sig selv, men ønskede i stedet at tale om korset. (Rom. 1:16-17.) Når vi ser på korset, og hvad korset betyder, ophøjes Gud, og vi bliver ydmyge.
Det var det, der skete for tessalonikerne. De led villigt for Kristi skyld. (1.Tess. 1:6.) Skønt de var nye kristne, satte de mod i andre menigheder ved deres tro. Menigheden i Tessalonika var eksemplarisk. Og hemmeligheden til det finder vi i deres tro, håb og kærlighed til Gud, som er grundlaget for, at en kristen kan leve som et vidnesbyrd for Gud. Denne menighed var levende, idet de både modtog ordet (1.Tess. 1:5) men også videregav det. ”Ikke blot i Makedonien og Akaja, men alle vegne er jeres tro på Gud blevet kendt.” V.8.
Gud har valgt, at kristne skal arbejde for ham, så alle må kende hans frelse. Men mange lader i dag andre om at sprede budskabet om nødvendigheden af at blive frelst. Derfor sygner menighederne hen. Og derfor står mange kirker tomme. Kun murene vidner om, at der engang har været en levende menighed. Læs om, hvorledes Paulus forkyndte evangeliet i det gudløse Korint i 1.Kor. 6:9-11. Paulus talte frimodigt Guds ord til dem. Og da forfølgelserne fra synagogen blev for voldsomme, flyttede han ind i Justus´ hus. Og efterhånden kom mange til tro på grund af Paulus´ vidnesbyrd. Herren havde et talrigt folk i denne by. (Ap.g. 18:6-10.)
På samme måde skal vi tale Guds ord med frimodighed. Det har kraft fra Gud til at virke og er levende og skarpt, så det kan trænge ind i de mest forhærdede hjerter.
Ordet arbejdede også blandt folkene i Tessalonika og gjort dem, der blev troende, til et udvalgt folk. De vendte om fra deres afguder og troede på Jesus Kristus. (1.Tess. 1: 9.)
Til disse mennesker var det, Paulus så udførlig skrev om Jesu Kristi 2.komme. Fordi de troede på Jesus og elskede ham, så de med forventning hen til hans genkomst og vidste, at de da ville blive udfriede fra den kommende vrede (1:10). Paulus gentager dette i 5:9-10 og i 2.Tess. 1:5-10.
Kristne er børn af den levende Gud. (Rom. 9:26.) En kristens legeme er et tempel for Gud. (2.Kor. 6:16.) Og Paulus skriver: ”Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd…” 2.Kor. 3:3. Sådanne viser med deres liv, at de er udkaldede fra verden.
Ved at læse disse ord må vi spørge os selv, om vi er ”et brev fra Kristus… indskrevet… med… Guds Ånd”? Vi ved, at Gud ikke er blevet en anden, og at ordet er det samme. Når noget er anderledes i dag, skyldes det os. Vi tager ikke imod ordet med samme glæde og åbenhed og vender ikke om til Gud på samme inderlige måde som dem, der kom til tro ved Paulus´ vidnesbyrd. Og der bliver ikke så mange kaldet ud af verden i dag. Kun dem, der af hele deres hjerte og sind tager imod og vil følge Jesus hele vejen, regnes blandt de udkaldede. Vi tror, at vi kan være både det ene og det andet på samme tid. Men lys og mørke har intet med hinanden at gøre. Folkene i Tessalonika, Korint og i andre af de bibelske menigheder tog imod Ordet og blev som et brev fra Jesus Kristus, skrevet med Helligånden. Måtte det samme kunne blive til virkelighed for os.
De tog imod Ordet og sendte det videre til andre, der trængte til at høre det. De var et lys i mørket, og de ventede på, at Jesus skulle komme igen og udfri dem fra den kommende vrede. Derfor var de så stærkt et vidnesbyrd om, at de var kaldet ud fra verden. Vi er også kaldet ud af verden, men kan det ses på os?
Paulus var ikke formet af noget menneske til at være evangelist. Ej heller videreførte han menneskemeninger. Han talte det, han havde fået af Jesus Kristus ved åbenbaring. (Gal. 1:11-12.) Og han så sig selv som en tjener, der skulle videregive det, han havde fået fra Gud.
Budskabet fra Gud er skatte, der er betroet os af Gud. Vi må ikke begrave det men investere i det. Og derved får vi en rig, åndelig dividende af Guds herlighed. Trofasthed og lydighed er den bedste kvalitet, en tjener kan besidde. (1.Kor. 4:1-2.) Han skal ikke jage efter popularitet, thi da tør han ikke forkynde sandheden for ikke at miste den. Han skal jage efter at behage Gud og ikke mennesker.
Vi læser i 1.Tess. 2:2-12 om den måde, Paulus arbejdede på. Hvorledes han og Silas i Filippi var blevet slået og ydmyget, før de kom til Tessalonika og forkyndte ordet. De fleste ville have taget ledig en tid eller fundet på en undskyldning for at trække sig tilbage. Men Paulus havde frimodighed og hellig vilje. Ligesom de andre apostle forkyndte han uden at tøve det gode budskab fra Gud. (Ap.g. 4:13,29 og 31.)
Paulus brugte ikke tricks eller andet for at vinde sjæle men forkyndte et rent budskab, der som ”kroge” satte sig fast i tilhørerne og fik dem til at tænke på deres sjæls frelse. (2:3.) Han hadede urene motiver og siger rent ud i vers 5: ”Vi kom jo ikke med smigrende ord eller med påskud, der skulle dække over havesyge – Gud er vort vidne.”
Nogle forkyndere smigrer sig selv og deres arbejde og taler for at presse penge af deres tilhørere. Eller de hykler en tro på Gud, som de ikke har, eller helt tydelig har løgn i deres mund. (Jf. Salme 78:36.) Som ærer Gud med munden, medens deres hjerter er langt fra ham. (Mark. 7:6.) Sammenlign dem med Paulus. Han var ren i sin arbejdsmåde, ren i sin forkyndelse og ren i sin færden. Og han bad aldrig om penge til sig selv.
Paulus havde omhu for hver enkel i menigheden. (1.Tess. 2:11.) Det betød, at han indgav dem mod, hjalp dem til hele tiden at komme videre og trøstede dem. Han var kort sagt en virkelig åndelig fader for dem, så de blot ved at se på hans liv fik lyst til at prøve igen og igen for at vinde sejre. I sine egne trængsler fandt Paulus trøst hos Gud, så han igen kunne trøste dem, der var midt i al slags modgang. Paulus havde det formål alvorligt at lægge dem på sinde: ”I skulle vandre den Gud værdigt, som kalder jer til sit rige og sin herlighed.” 1.Tess. 2:12.
Gud har også kaldet os til at vandre Gud værdigt og tænke på, at vi er frelst af nåde og må være en del af hans kongerige og herlighed. Gud kalder hele tiden på os. Vi må ikke gå i stå i vor vandring med ham, thi vi er kaldede til at gå videre mod Guds herlighed, men også til at leve i konstant hellighed og lydighed. ”Ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd.” 1.Peter 1:15.
Paulus vidste, at folkene i denne nye, menighed måtte have næring for at kunne vokse op til modenhed. Derfor var han så omhyggelig med at give dem den rette ”mad” og ikke en blanding af tilfældige ord fra mennesker. Var de født på ny efter Guds ord (1.Tess. første kap.), og var de plejet på ret måde (2. kap.), måtte de også være som lys i mørke. Og det var det, denne menighed var. De havde endog fremgang under forfølgelserne. Og de delte evangeliet med andre i større og større afstand fra Tessalonika. Denne menighed ærede Gud og var æret af Gud. Og den var et billede på, hvad Gud formår, når mennesker peger på ham og ikke på sig selv.
Det var ikke så mærkelig, at Satan søgte at hindre Paulus i at komme til Tessalonika (se 2:18). Og han gjorde det svært at være en kristen i denne by. Paulus skriver i 1:6: ”I blev vore efterfølgere, ja Herrens, da I under stor trængsel tog imod ordet med glæde I Helligånden.” Og vanskelighederne fortsatte. Satan gjorde, hvad han kunne for at øge deres trængsler. Det vidste Paulus, og han skriver: ”Vi sendte Timoteus, vor broder og Guds tjener for Kristi evangelium, for at styrke og opmuntre jer i troen, så ingen skulle bringes til at vakle under disse trængsler. I ved jo selv, at dertil er vi bestemte.” 3:2-3.
Paulus skriver om disse trængsler i 2:14. ”I brødre! er blevet efterfølgere af de Guds menigheder i Kristus Jesus, der er i Judæa, fordi I har lidt det samme af jeres landsmænd, som de af jøderne.” Men midt i trængslerne oplevede denne menighed glæde i Helligånden (1:6). Herren Jesu ord gik i opfyldelse på dem med disse ord: ”I verden skal I have trængsler, men vær ved godt mod; jeg har overvundet verden.” Joh. 16:33.
Menigheden i Tessalonika var villig til at betale prisen for at følge Jesus, selv om det synes, den har været høj. I sit brev til Timoteus skrev Paulus om sine trængsler og tilføjede: ”Alle, som vil leve gudfrygtig i Kristus Jesus, bliver forfulgt.” 2.Tim. 3:12.
Bibelen er ikke en tilfældig bog. ”Hele Skriften er indåndet af Gud, og er nyttig til lærdom, til overbevisning, til retledning og til oplæring i retfærdighed, for at Guds mennesket skal blive sat i stand og godt udrustet til al god gerning.” 2.Tim.3:16-17.
Selvfølgelig er det en personlig bedømmelse, men jeg synes ikke om at se nogen være skødesløs med Bibelen. Skal jeg have en med i en taske, er jeg meget omhyggelig med, at den ikke krølles eller bliver snavset. Hvorfor det? Fordi det er Guds ord til mennesker, som kan gøre os vis til frelse og lede og gennem trængsler, og hvad der end måtte komme. Bibelen er mere nødvendig end alt andet. ”Hans ord har jeg gemt i mit bryst”, siger Job. i 23:12. Guds ord er åndeligt brød. (Matt. 4:4.) Nogle vil hellere have jordiske rigdomme end Guds ord. Medens Salmisten siger: ”Jeg glæder mig over dine vidnesbyrds vej, som var det al verdens rigdom.” Salme 119:14.
Paulus skrev til korinterne: ”Således skal man se på os; som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder! Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro.” 1.Kor. 4:1.2. Gud ser ikke på, hvorvidt vi er dygtige eller har stor rigdom og succes, men kun efter om vi er tro. Alene vor tro og troskab ved brug af de evner, Gud har givet os, tæller, når Gud vil bedømme vore gerninger og give os løn. (1.Kor. 4:15, 2. Kor. 5:9-10 og Rom. 14:10-12.) I sine breve kalder Paulus ofte lønnen for kroner, brugt i forbindelse med ”sejrens krone.”
De hellige, som Paulus vandt for Herren, vil blive hans krone, som tildeles ham for Kristi dommersæde, hvor alle vore gerninger bliver prøvet.
Vi skal glæde os til, om vi kunne lægge en krone ned for Herren Jesu fødder. (Se Åb. 4:10.) Alle de gerninger vi har kunnet gøre, er gjort i hans kraft og til hans ære. Derfor fortjener han også al ære og pris.
Timoteus mødte Paulus i Korint (Ap.g. 18:5) og bragte ham den gode nyhed, at det stod vel i Tessalonika. At de nye troende stod faste i troen på trods af forfølgelser. At de ikke troede på de løgne, der blev fortalt om Paulus. Og at de stadig elskede ham.
Ved at høre dette blev Paulus så glad, at han skrev et brev til dem. Nogle af hans breve er ikke med i NT, men brevene til menigheden i Korint og Tessalonika har vi heldigvis. Han skriver: ”Stå derfor fast… og hold fast ved de overleveringer*, I blev undervist i, enten ved ord eller brev.” 2.Tess. 2:15.
* Det græske ord, der her er anvendt for overlevering, er paradosis, som betyder Guds åbenbaringsord. Der er altså ingen forbindelse til den måde, der er praksis i Den katolske Kirke. Paulus bruger Guds åbenbaringsord og ikke ord, der blot var overleveret.
Paulus skriver i 1.Tess. 3:13: ”… så han styrker jeres hjerter til at blive ulastelige i hellighed for Guds, vor Faders, åsyn ved vor Herres Jesu komme sammen med alle hans hellige.”
Ordene med alle hans hellige viser hen til, at de hellige, som blev bortrykket, nu følger Jesus, når han synligt for alle kommer igen og sætter sine fødder på Oliebjerget. Når Jesus kommer som herrernes Herre og kongernes Konge tilbage til Oliebjerget med alle sine hellige, vil de alle have været stillet for Kristi domstol i Himlen. Og lønnen vil være blevet dem tildelt og være synlig for alle.
Vandre i hellighed(1.Tess. 4:1-8)
Den kristnes liv kan sammenlignes med en vandring, hvilket var et af Paulus´ favoritbilleder. ”Så formaner jeg… jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede.” Ef. 4:1. ”… at I ikke mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed.” V. 17. ”Vandre i kærlighed.” 5:2. ”Vandre som lysets børn.” 5:8.
Et liv som en kristen begynder forsigtigt med et skridt i tro, men må efterfølges af andre, så vi vandrer i tro. En vandring betyder en stadig fremgang. (Hebr. 6:1 og Filp. 3:13-16.) Vandring kræver styrke. Og Gud har lovet, at vandrer vi i tro, skal vor styrke være eftersom dagene er. (5.Moseb. 33:25.)
Nogle glemmer dette løfte, og så går vandringen i stå. Vi bliver stående på samme sted og ser på vanskelighederne. Og når vi ser, at ”bjergene” tilsyneladende vokser, glemmer vi, at Gud har sagt, at som dagen er, så skal også vor styrke være.
Der står om Enok, at han vandrede med Gud. Og en dag fandtes han ikke mere, thi Gud havde taget ham op til herligheden hos sig. (1.Moseb. 5:24.) Det er et billede på bortrykkelsen. Vi skal vandre uden ophør med Gud. Og en dag – uventet - er vi her ikke mere, thi Gud har taget os op i sin herlighed.
Da Paulus skrev tessalonikerbrevet, var moralen ualmindelig lav. Hvor det ”rådne” var almindelig, fordi det romerske rige gav næring dertil. Midt i alt denne rådne kultur plantede Paulus troen på Jesus. Og vi bemærker, at han ikke tilpassede dette budskab til tiden men i stedet ændrede tiden, så den, for alle dem, der tog imod budskabet, kom til at passe med troen.
Vi skal vandre, så vi tækkes Gud (4:1.) Det er ikke nok, at vi behager os selv og andre. Det afgørende er, at vi behager Gud. Derfor kan vi til tider være nødt til ikke at behage mennesker, fordi vi ønsker at være Gud til behag. (1.Tess. 2:4.)
Medens Paulus arbejdede i Tessalonika, påbød han dem også renhed på det seksuelle område. Og her taler han med en styrke, som var det en militær ordre. Paulus taler til nye troende om, at seksuel urenhed ikke er Gud til behag. Gud har skabt os med evnen til at videreføre slægten og har fra begyndelsen etableret en forbindelse imellem én mand og én kvinde. Overskrider vi denne grænse, er vi ikke Gud til behag, og har ikke hellighed for øje.”Hold ægteskabet i ære i et og alt… thi utugtige og ægteskabsbrydere skal Gud dømme.” Hebr. 13:4.
Vi skal ikke friste Gud ved at tro, han ikke mener sine ord. Han har sagt så tydeligt, at vi skal afstå fra sexsynder. Gud er hellig, og vi skal være hellige. Og derfor skal vi bryde med seksuel umoralitet. Begår vi seksuelle synder, synder vi både imod Gud og vort eget legeme. (1.Kor. 6:18.) Både legeme og ånd hører Herren til. (V. 20.) Har du en anden mening, er du en oprører imod Guds forordninger og søger ikke hans helligelse men er en røver, der vil røve Guds velsignelse uden at følge hans ord. Læs igen 1.Tess. 4:6-8, 1.Tim. 3.kap. og Hebr. 13:4. Og læs med åbne øjne og et åbent sind.
I den oprindelige Bibel på grundsproget står der i Rom. 8:1: ”Derfor er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, de, som ikke vandrer efter kødet men efter Ånden.” Sexsynder er at vandre efter kødet og ikke efter Ånden. Vi kan ikke undskylde os med, at vi er udvalgt, thi udvælgelsen betyder også, at vi er kaldet til hellighed. ”Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed.” 1.Tess. 4:7.
Vi skal ikke gå og tænke, at vi ikke kan vide noget om bortrykkelsen. Det kan vi, thi Gud åbenbarede alt derom for Paulus. (Se 1.Kor. 15:51- 54.)
Jesus kommer igen for at hente sit folk, læser vi i 1.Tess. 4:14-15. Derved udfrier han os fra den kommende vrede. (1:9-10.) Det græske ord for at møde Herren i luften (1.Tess. 4:17-18) er det samme ord, der er brugt til at beskrive et møde med en kongelig person eller en meget betydningsfuld person. Vi har vandret med Herren Jesus her på jorden i troen. Men når vi møder ham i luften, skal vi se ham, som han er og blive ham lige. (1.Joh. 3:2).
Det vil blive et herligt møde, fordi vi møder ham i et herliggjort legeme. Jesus bad i sin store bøn, at vi en dag måtte se ham i hans herlighed. (Joh. 17:22-24.) Lidelse og trængsler, som vi har i dag, vil da være udskiftet med herlighed (2.Kor. 4:17-18).
Indtil bortrykkelsen går troendes sjæle ved døden til Gud og afventer der bortrykkelsen, hvor deres legeme opstår for at blive forenet med samme sjæl og ånd, som det skabtes med. Det er kun vort legeme, der dør. Paulus siger: ”Thi i tro vandrer vi her, ikke i skuen – så er vi ved godt mod og vil hellere vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren.” 2.Kor. 5:7-8. De vantro afdøde skal ikke opstå førend efter tusindårsriget, og opstår da til dom.
De levende, som ikke har taget imod Jesus, vil blive efterladt på jorden, efter at de troende er bortrykket for at møde Herren i luften. Vi ved, at denne optagelse vil vare kortere tid end et øjeblik, hvilket det græske ord tydeligt siger. Muligvis vil de tilbageværende vantro opleve det som et sus men ikke se noget. Ganske, som vi læser i Joh. 12:29. Først senere vil de forstå, hvad der er sket. Og da vil der udbryde et stort kaos. I slægt efter slægt vil der være en tom plads som et vidnesbyrd om dem, der er bortrykket. Men døren til Gud er lukket. Dem, der bliver tilbage, må gå igennem Guds vrede, som den sidste tid også kaldes. Og omvender de sig da ikke, skal de opleve Guds evige vrede, fordi de ikke troede på hans ord.
Den gudfrygtige præst, Robert Murray McCheyne spurgte ofte folk: Tror du, Jesus kommer igen i dag? De fleste svarede: Nej, ikke i dag! Da sagde han til dem: Da bør du blive rede, min ven, thi han kommer i den time, du ikke venter! (Luk. 12:40.)
Lad mig som ham spørge dig, kære vej: Tror du, Jesus kommer i dag? Han kommer i den time, du ikke venter. Lad os da være rede.