OversigtJesus er vor ypperstepræst, som frembar et evigt offer, der fuldkommen sonede vore synder. Faderen ser derfor alle der tror på Jesus GUDS LAM, hvis blod renser fra al synd, som retfærdige. Derfor kan vi i frimodighed kaste vore byrder ”på Herren, og han skal holde dig oppe. Aldrig i evighed skal han lade den retfærdige rokkes. ” Sal 55:23.
Stoler vi ikke fuldt og fast på Guds løfter, gribes vi let af frygt, når bølgerne bliver for høje, når vi rammes af sygdom eller anden modgang. Da får den frygt og ængstelse, som verdens børn lever under, også let indpas hos os. Derfor trænger vi til at høre disse skønne ord om og om igen om ikke at frygte.
I Sal 55:5.6 beskriver David en frygt, der faldt over ham i en trængselstid: Mit hjerte knuger sig af angst i mit indre, og dødens rædsler har overfaldet mig. Frygt og bæven er kommet over mig, og jeg er overvældet af skræk Således har vi vel alle prøvet at gribes af angst og måske blive knuget af dødens barskhed, når kære omkring os uventet rives bort, eller vi selv rammes af svær sygdom. Da er det vidunderligt at tænke på, at Jesus Kristus ikke er forandret. Selv om han i dag er ophøjet til Faderens højre hånd, er han den samme.
Jesus er HERRE og Konge i al evighed. Han er også barmhjertig og langmodig. Også når vi som et lerkar ikke vil lade os forme. Da trykker og klemmer han os og sætter os igen på drejeskiven for at forme os til et brugeligt kar.
I en sådan situation må vi i ydmyghed have tillid og tro til Gud og ikke knurre over, at han begynder forfra igen med os. Jesus ønsker det bedste for os og viser sin kærlighed ved ikke at kassere os men begynde igen, som den store Mester, der kan læge sjælesår og knuste hjerter. Han alene ved, hvad der passer for os og lader os aldrig gå igennem noget, vi ikke har kræfter til. Men mange gange knurrer vi og er utilfredse og ser ikke, at det tjener os bedst, at han renser urenhederne i leret bort.
Pottemageren kan ikke arbejde med urent ler. Han må fjerne det urene og sætte leret på drejeskiven igen. En sådan omgang kan være smertefuld, medens den står på, men bagefter kan vi sige, som der står i Sal 119:71: Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunne lære dine vedtægter. Salmisten hilser sine trængsler velkommen, fordi de var vejen til, at han i ydmyghed lærte Guds lov.
Har vi som salmisten lært, at det er til det bedste for os at blive ydmyget og gå Herrens vej gennem ydmygelserne? Vi vil helst ophøjes og æres, men det er ikke Guds vej.
Hvorfor skal vejen, som vi skal gå, være trang? I 5. Mos 32:15 står: Da Jesrurun (tilnavn for Israel) blev fed, slog han bagud... da forskød han sin Gud, sin Skaber, lod hånt om sin frelses klippe. Gennem hele GT læser vi gang på gang, at hver gang, det gik Israel godt, glemte de Herren. Er det ikke det samme for os? Men skal vi gøre os håb om at nå staden med de faste grundvolde, hvis grundlægger og skaber er Gud (jvf. Hebr 11:10), må vi i ydmyghed følge Jesus Kristus og lære at vente, til Guds time til at gribe ind er inde. Uanset om det er til hjælp på nødens dag, eller det er for at få vished om, hvilken vej han vil, vi skal gå.
Jesus er i går og i dag, ja til evig tid, den samme, og hans veje er også de samme. Og det betyder, at vi skal gå ad de veje, han forlængst har anvist, og tro på hans ord. Ringeagter vi for eks. skabelsesberetningen, er den grundvold, vi bygger på, ikke Ordets klippegrund men tvivlens ustabile sand. Da er vor tro allerede fra begyndelsen en tro på tvivlen og ikke på Gud. I Hebr 11:3 står: Ved tro forstår vi, at verden blev formet ved Guds ord; at det som ses, ikke blev skabt af synlige ting. (New King James.)
Allerede dette vers sætter et skel imellem os og størstedelen af dem, som er i verden, idet dem, der hører Herren Jesus til, tror på Ordet, som det står, og ikke på uviklingslæren, som vanærer Guds skaberværk.
Da Jesus var på jorden iblandt menneskene, satte han skel, så dem, der troede på ham, fik en forklaring på hans lignelser, medens dem, som ikke troede, kun fik lignelserne. De havde en fornemmelse af, at Jesus sagde noget betydningsfuldt men kunne ikke forstå, hvad det var. Således er Ordet også i dag åbent for dem, som tror, men lukket for dem, som ikke tror på Bibelens guddommelige inspiration.
Jesus satte også skel imellem helligt og vanhelligt og afslørede farisæernes og de skriftkloges falske gudsdyrkelse og udtalte dom over dem. Og fordi Jesus er den samme i dag som i går, vil hans dom også være den samme over os, dersom vi ikke vil tro hans ord. Vi kan ikke være en Jesu efterfølger og beholde en farisæisk indstilling. Jesus er kaldt ORDET, og han og Ordet kan ikke adskilles. Derfor må vi ydmyge os og være lydhøre for, hvad Ordet siger, uanset om det er til tugt eller opmuntring.
Hebræerbr. har et stærkt budskab, som opfordrer til at skille os ud fra religiøs tomhed, hvor Herren Jesus ikke bliver æret som den eneste Herre og frelser. Hebræerbr. underviser i, at alle troende er præster for Herren og ved tro har adgang til Herren Jesu trone. Men er vi villige til at stå i hans tjeneste og leve efter Skriftens ord? Taler vi som Skriften, der ikke lægger skjul på, at uden omvendelse og tro på Jesus Kristus, venter fortabelsen forude med en evighed i gråd og pine, når vort jordiske liv er til ende? (Matt 8:12, 13:42, og 50, 22:13, 24:51, 25:30 og Luk 13:28.)
Dommen over dem, som ikke vil tage imod Jesus som frelser, er så tydelig sagt, som den kan være. Det er vor vantro, der nedkalder dommen over os, idet den hindrer os i at komme til Gud og få tilgivelse for vor oprør imod ham. Enhver synd er oprør imod Gud.
At det er vantroen, der leder os til fortabelsens veje, siger Jesus med disse ord: I er nedenfra, jeg er ovenfra. I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden. Derfor siger jeg til jer, at I skal komme til at dø i jeres synder; thi om I ikke tror, at det er jeg, som er JEG ER, skal I dø i jeres synder. Joh 8:23-24. Svenska Folk Bibeln.
JEG ER var det navn, Gud åbenbarede sig under for Moses i den brændende tornebusk (2. Mos 3:14). Og som sagde til Moses: Jeg har set mit folks elendighed! Og JEG ER betegnede sig selv som HERREN, JHWH, det hellige navn, som jøder ikke tør udtale for ikke at komme til at misbruge Guds navn.
At sige nej til Jesus Kristus er at afvise den, som har betalt den skyld, vi har overfor Gud, og som alene kan frelse os. Kun dårer afviser en sådan frelse. At undskylde sig med, at det er vanskelig at tro, er fordi vi ikke kender Guds ord. Anser vi frelsen for meget vigtig, ville vi sætte os ind i, hvad Guds ord siger. Ingen kan vel udtale sig om værdien af noget, som er ukendt? Således heller ikke om Guds ord. Mange ringeagter Bibelen, skønt de ikke kender den.
Fordi Jesus Kristus er den samme og er hellig Herre og almægtig Gud, og vi alle har syndet, er vi skyldige ind for ham. Da har vi valget enten at blive frelst af nåde ved at tage imod ham i tro, eller bliver dømt, fordi vi i vantro ikke har troet på ham som frelser og Herre. Alle menneske vil efter vort jordiske liv komme til at stå til regnskab for vore ord og gerninger. Og tager ingen vor skyld og bærer vor straf, kommer vi til at stå skyldige til evig straf. Kun dårer lader livet glide forbi uden at tænke på det evige liv. Skal det tilbringes i herlighed og glæde - eller i helvede, hvor Guds vrede brænder uden at slukkes?
Gud har advaret om, at synden får konsekvenser. Dem, som blot synder videre og vender Gud ryggen eller nægter at tro, at Jesus er den eneste vej til frelse, er under Guds vrede. Er der noget at sige til, at Gud bliver vred, når nogen afslår den gave, som han har betalt så dyr en pris for? Tænk engang, at JEG ER, som er almægtig Gud og skaber, kom til jorden og fødtes som et menneske. Blev spottet og hånet, dømt ved hjælp af falsk vidnesbyrd, korsfæstet imellem røvere og tiltænkt en grav imellem kriminelle. Er der noget at sige til, at Guds vrede bliver over dem, som afviser så stor en frelse, som har kostet ham så dyrt at få bragt i stand?
Det er Jesus Kristus, som giver os indhold og glæde i livet. Og det er ham, som redder os fra at falde til bunds i vantro. Men der er mange, som kort sagt ikke afser tid til at læse Bibelen eller beskæftige sig med, hvad Gud har sagt og gjort for os. Jesus sagde: Hver den, som tror på mig, skal blive frelst! Men vi skal vælge nu, medens det er tid. Vor tid på jorden kan snart være slut.
I Joh 1:12 gives der os et løfte, som burde gøre os glade: ”Alle, som tager imod Jesus, giver han magt til at blive Guds børn.” I vers 14 læser vi, at Ordet blev kød. Ordet [Jesus] er Gud men nedværdige sig til at lade sig iklæde det faldne menneskets kød uden dog at antage sig menneskenaturens afmagt over for synd, (Romerne 8:5).
Skulle vore synder kunne tilgives, måtte det være, fordi en retfærdig ville og kunne opfylde Guds lov og bære den straf, der lå på os alle. Med dette for øje blev Ordet kød og boede iblandt os. Egentlig hedder det: ”og opslog sit telt iblandt os.” Derigennem opfyldtes, hvad forud var antydet ved Guds tabernakel i ørkenen. Herren boede i dette telt midt blandt sit folk. Men herligheden i teltet var kun et svagt afglans af den fulde herlighedsåbenbaring, der skulle komme senere.
Åbenbares skal Herrens herlighed, alt kød skal se den, Es 40:5. Men mange har aldrig fornummen, at rosen i verden er kommen, skrev Brorson. Det er så ufattelig, at der findes en frelse fra vor faldne tilstand. At vor skyld er betalt. Det er kun at tage imod. Men vi skal række hånden ud for at tage imod denne, uvurderlige gave.
Vi så hans herlighed, Joh 1:14. Mange har set herligheden og føler sig overskygget af den. Medens andre spilder deres liv i åndeligt mørke.
Ligesom tabernaklet var fyldt af Guds herlighed, havde også Guds menneskeblevne Søn denne herlighed. Mange steder i GT er der lovet, at han, som skulle komme, ville være fuld af nåde og barmhjertighed og af sandhed og trofasthed.
Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge, Es 55:1.Af hans fylde har vi alle modtaget, Joh 1:16. Jesus er en uudtømmelig kilde af nåde og sandhed. Og enhver, som i tro ønsker at få del i hans fylde, kan blot i tro række sine tomme hænder ud imod ham, og så skal vi få ud over alle grænser.
Nåden blev såvist forkyndt i GT, og jøderne fik forbilledligt en nådepagt med Herren. Men de agtede ikke derpå, og derfor kom Guds vrede over dem.
Da Jesus kom og betalte for vore synder, fik vi ikke blot del i denne nådenpagt, men i nåde over nåde. Guds Søn kom legemligt til os som det sande tabernakel, hvorfra Guds herlighed skinner så stærk som aldrig før. Ingen har nogensinde set Gud, skriver Johannes i 1:18. Men Jesus, som selv er Gud, kom til os. Stormede alle da ham i møde? Nej, de korsfæstede ham! Men han opstod igen. Og i dag har vi hans nådefulde ord. Griber vi hans ord, som er vor åndelige føde, som vor tro næres af, til vi skal møde ham i de boliger, som han er gået forud for at berede for os?
Johannes Døber sagde: Se, Guds lam, som bærer verdens synd! V. 29. Jesus kaldtes Guds lam i henhold til Es 53:7 som et forbillede på påskelammet, hvorpå al synd blev lagt. Men det var kun forbilledligt. Det sande påskelam, Jesus, var det Lam, som bar hele verdens synd.
Denne artikel er et budskab til hver dag i året. Den, som har taget imod ham, Gud sendte som vor frelser, véd hans synd er tilgivet.
Jesus gav os magt (autoritet) til at blive Guds børn, dersom vi er født påny; ikke af kød og blod, men af Guds vilje. Er dette tilfældet med dig, kan du glæde og fryde dig, thi dit navn er indskrevet i livets bog. Og for dig vil døden blot være porten ind til en evig glæde hos Jesus.
Da kan vi som David sige: ”Herren er min hyrde… Ja, selv om jeg må vandre gennem dødsskyggens dal, frygter jeg ikke for noget ondt. …Sandelig, bare godhed og miskundhed skal følge mig alle mit livs dage. Og jeg skal bo i Herrens hus til evig tid.” Salme 23.
Guds igenfødte, ny-levende sjæle,
møder vor Fader i syngende flok!
Herrens nyskabninger, I, som fik mæle,
kan i hans lovsang ej øve jer nok.
Lader dog hver sig for Faderen høre,
hvem der kan dejligst hans nåde kundgøre!
Halleluja, halleluja!
Onde vi vare og døde som stene,
hårde i hjertet som marmor og stål,
det var din mægtige styrke alene,
som os fik reddet og nåde sit mål,
lod os ved Ånden i ordet fornemme
Frelserens levendegørende stemme.
Halleluja, halleluja!
Når vi betænker, hvad Faderen tænkte,
da han begyndte at drage os ud,
da han os livet i Midleren skænkte,
smykked os faldne til Frelserens brud,
at han os elskte, os onde, så såre,
må vi hensmelte i kærligheds tåre.
Halleluja, halleluja!
Hvo vil nu Herrens udvalgte anklage?
Gud os i Kristus retfærdige gør,
her er velsignelsens fylde at smage,
her er Guds nåde og Himlenes dør;
troen brød gennem al angestens pile,
fandt under korset sit fristed til hvile.
Halleluja, halleluja!
Aldrig kom englene sådant for øre,
før man begyndte Guds harper at slå,
det var for dem så livsaligt at høre,
Himlenes hele forsamling tog på:
Amen! Halleluja! Sejren er vundet,
Jesus sit får, det fortabte, har fundet!
Halleluja, halleluja!
Op da, I troende, Herrens udkårne,
kender dog Faderens kærlige sind!
Hjertens fortrolige, som hans Enbårne,
trænger i favnen ham tættere ind!
Takker for den uskattérlige ære,
at I hans sønner og døtre må være!
Halleluja, halleluja!
Halleluja-omkvædet tilføjet 1896.
Hans Adolph Brorson 1735.