OversigtDet kan være de små ting der viser, om vi er helt med Herren eller ej; om vi bygger op eller nedbryder Guds værk. Så en tanke, og du høster et ord! Så et ord, og du høster en gerning! Så en gerning, og du høster en vane! Så en vane, og du høster din karakter og din evige skæbne!
Ryd op i vanerne. Blandt dem kan der være mange, som du måske kalder uskyldige, men som bedrøver Gud. Det kan være uvaner, du er blevet træl af og som fører til handlinger, der blev til en vane, som kan holde dig borte fra Gud. Sådanne bør du straks rydde ud af dit liv, hvis du af hjertet vil høre Jesus Kristus til. Det er en god vane, dersom du ved dagens begyndelse beder Gud velsigne dagen og al din gerning. Ligeså at du flittigt læser i Bibelen på bestemte tider og desuden, når du føler trang dertil. Sådanne vaner kan løfte dig opad og opbygge din åndelige karakter.
Det er de ødelæggende små ting, vi skal holde øje med, så det ikke bliver tilfældige tanker og ord, der bygger vore vaner op og dermed bestemmer vor evige skæbne. Vi må tænke mere over, at hvad et menneske sår, det skal han også høste, Gal. 6:7. Hvor ofte sår vi ikke en udsæd, vi ikke gerne høster? Og når høsten alligevel kommer, klager vi vor nød til Gud og forstår ikke, at han ikke frier os ud af de vanskeligheder, høsten bringer med sig.
Vi læser måske i Bibelen hver dag og kender måske mange skriftord udenad, uden vi derved kommer Gud nærmere. Men først når vi beder Gud åbne vore øjne og vort hjerte, kan vi se og høre, hvad det er, Gud vil sige til os i sit ord.
”Kalder I på mig, vil jeg svare jer; beder I til mig, vil jeg høre jer; leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele jeres hjerte.” Jer. 29:12-13. Og først da kan en vækkelse i os selv begynde.
Har du følt din synd tynge dig mere og mere, er der kun et, du kan gøre: Kald på Gud og bed ham tage din skyld bort fra dig og give dig sin fred. Måske vil Gud se, om det virkeligt er dit ønske og ikke kun en flygtig tanke. Derfor må du være udholdende i din bøn. Er du det, har han lovet at svare dig.
”Så siger Herren: Omvender du dig, vil jeg omvende dig.” Jer. 15:19. Først, når Herren får os omvendt, kan vi vende om fra det gamle liv med dårlige vaner og andet, der ikke bør være i os.
Et eksempel var Moses, der let blev hidsig. Vi læser i 2. Mos. 2:11-12: ”På den tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til sine landsmænd og så på deres trællearbejde. Og han så en ægypter slå en hebræer, en af hans landsmænd, ihjel. Da så han sig om til alle sider, og efter at have forvisset sig om, at der ingen var i nærheden, slog han ægypteren ihjel og gravede ham ned i sandet.”
En hidsig mand er en hindring for sig selv, derfor måtte Gud ændre Moses. Vi læser, hvordan han blev forandret. Men det tog 40 år for ham at nå dertil: ”Men den mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet menneske på jorden.” 4. Mos. 12:3. Hvor lang tid det vil tage for os, afgør vor stædighed. Kæmper vi imod Gud, vil det tage meget lang tid, og måske når vi det aldrig. Er vi derimod lydhøre og vil lade Herren lede os, kan Gud forandre vort sind på kort tid.
Paulus var en morder og havde sin glæde i at jage de kristne. Han ”plagede menigheden og gik ind i husene og trak både mænd og kvinder frem og lod dem sætte i fængsel.” Ap. G. 8:3. Og han ”fnøs med trussel og mord imod Herrens disciple.” Apg. 9:1. Men da Gud kaldte ham, ændredes hans liv på nogle få dage, og han blev et skønt redskab, som Gud kunne bruge til en sjælden, stor opgave. Så at store skarer, der hørte ham, omvendte sig til den eneste sande Gud.
Hans Nielsen Hauge
Også i nyere tid har vi mange beretninger om, hvad Gud formår, når han kommer ind i et menneskes liv. Jeg vil citere lidt fra TRONDHEIM FOLKEBIBLIOTEK om Hans Nielsen Hauges liv som en kristen:
”HANS NIELSEN HAUGE ble født i Østfold i 1771, og vokste opp under karrige kår på et lite småbruk. De var 10 søsken, og det var et hårdt slit for å få endene til å møtes. I de første ungdomsårene førte Hauge en til dels aktiv, verdslig levestil. Men da Hans var 25 år gammel, fikk han en sterk personlig gudsopplevelse. Og dette ga støtet til den største religiøse vekkelsen vi har hatt i Norge.
På denne tida hadde statskirka og prestene religionsmonopol i Norge. Vekkelseskristendom ble sett på som en trussel. Ikke bare for kirka, men også for det verdslige maktapparatet. Vekkelsesvesenet var en form for folkebevegelse som staten ikke uten videre hadde kontroll over. Det fantes derfor ei lang rekke restriksjoner for fri livsutfoldelse for allmuen: Innskrenka trykkefrihet, forbud mot utenomkirkelige religiøse samlinger, og begrensninger for folks reiser og ferdsel.
Hauge og tilhengerne fikk tidlig erfare disse maktmidlene. Etter å ha utgitt sitt første skrift (med sterke anklager mot presteskapet), begynte Hauge sin karriere som omreisende forkynner og vekker. Mange steder hadde han bred folkelig appell, samtidig som han stadig kom i konflikt med autoritetene. Hauge ufordra også lov- og regelverket, og i Fredrikstad fikk han sitt første fengselsopphold i 1797.
TRONDHEIM, 1799-1800.
Hauge møtte mange vansker. En av dem var å finne trykkerier som var villige til å trykke skriftene hans. Dette var den viktigste grunnen til at han avslutta et opphold i Bergen i 1799. Etter en treukers fottur via Vestlandet, Romsdalen, Surnadalen og Orkdal, kom han tilTrondheim i august 1799. Her var det en trykker som han kunne samarbeide med: Willum Stephansen. Stephansen var en fargerik skikkelse i bylivet. Han var levende opptatt av allmueopplysning, og ga sjøl ut avisa Trondhiemske Tidender. Hos ham fikk Hauge trykt bl.a. ei prekensamling og ei salmebok. Imens fulgte myndighetene Hauges bevegelser i Trøndelag med våkent blikk. Predikanten og andre av hans trosfeller oppsøkte snart flere bygdelag. Under dekke av at han var invitert gjest, holdt Hauge samlinger på Byneset og Leinstrand, i Orkdal og helt sør til Oppdal. I Meldal ble konflikten med myndighetene tilspissa: Sogneprest Steenbuch kjente vekkelsen som en anklage mot sin egen hyrdegjerning og som et lovløst føleri til stor skade for sognet. Samtidig var lensmannen Iver Monsen sympatisk innstilt til vekkelsen. Situasjonen begynte å komme ut av kontroll, og Stiftsdireksjonen måtte etter hvert ta affære.
Hauge og medhjelperen, korporal Lars Olsen Hemstad, ble arrestert og avhørt den 16. desember. Dagen etterpå hadde de ordre om å melde seg for byfogd Thomas Heinrich Møinichen i Trondheim. Onsdag 18. desember ble Hauge og Hemstad satt i rådhusarresten. Rettergang med av- og forhør gjennomførtes de påfølgende dagene, mens sabbaten ble helligholdt søndag 22. På lille julaften ble rettsmøtet holdt på Skjetlein, og det varte til silde paa Aftenen. Så ble fangene ført tilbake til arresten i rådhuset i Trondheim. Her sitter de så, mens kirkeklokkene kimer jula inn over byen, julaften 1799.
Om utsiktene til å bli satt i arrest, hadde Hauge sagt at .. Dette ville vi glede oss i og tålmodig lide, men ynkes over, om det skulle være noen så uforstandig dommer, som ville påta seg å straffe det Gode, da det Onde har frihet.
I likhet med flere av sine medarbeidere, satt samvittighetsfangen Hans Nielsen Hauge i arrest mens det 18. hundreåret gikk over i det 19. Hauge tilbragte på denne måten både julaften og nyttårsaften 1799 i arresten i Trondheim rådhus, som befant seg dels i og dels under dagens bibliotekkafé. Kildene spriker, men en av disse kveldene skrev han sin fortrøstningsfulle salmetekst: Jeg er hos Gud i nåde.
9. januar 1800 fortsatte rettsforhandlingene, nå på Lademoen tingsted. Det var særlig Tukthuslovene av 1754 som ble prøvd mot Hauge og Hemstad. Hadde de ikke formell ferdselstillatelse, kunne virksomheten deres betraktes som lovstridig løsgjengeri. Men begge kunne legge fram godkjent reisepass. Likevel mente retten at de anklagede var langt mere betatt av sitt religiøse svermeri enn av paa en anstændig Maade tilbringe sig daglig Brød, og saaledes som Løsgiængere at strippe Land og Strand omkring. Aktor la ned påstand om to måneder i tukthus. De slapp med én; det var vel en allmenn oppfatning at dommen befant seg på gyngende grunn. Hauge skulle sone i Trondhjems Tukthus (Kongensgt. 85), Hemstad på festningen. Hauge godtok dommen, og ble skrevet inn som tukthusfange den 4. februar 1800. Soningstida i Trondheim ble ei etter måten oppmuntrende tid for Hauge. Overinspektør Klingenberg behandla den landskjente fangen sin med toleranse, han fikk motta besøk og kunne ellers arbeide med manuskriptene sine. Han følte ingen skam ved å sitte i tukthus for den gode sak. Og da biskop Schønheyder innfant seg for å inspisere den forventede angrende synder, opplevde han å bli møtt av en moden ung mann med sitt bibelske forsvar i orden.” Citat slut.
Hauge var ikke en stor mand i verdens øjne, der mest så op til åndelig døde ledere. Derfor godtog de ikke Hauge, der var oplært af Gud gennem Bibelen og Helligåndens fortolkning. En gudgiven omvendelse er dyrebar i Herrens øjne. Og mennesker, der er omvendt af Gud, kan tale, så ”livets vand” flyder ud til andre. Det er sådanne, vi skal lære af. Gør vi det, kan der opstå vækkelse og ikke før.
En anden stor Guds mand var Hans Tausen (1494-1561)
Dansk gejstlig. Fra johanitterklosteret i Antvorskov ved Slagelse tog Hans Tausen på studierejse til København, Tyskland og Holland. Under et ophold i Wittenberg i 1523-24, sluttede Hans Tausen sig til Reformationen. Efter sin tilbagekomst til Antvorskov blev han upopulær for sine lutheranske synspunkter og forvist til Viborg – hvor han fik Frederik 1.s tilladelse til at tale lutherdommens sag. Stridighederne med katolikkerne i Viborg fik kongen til at udnævne Hans Tausen til sin personlige kapellan. Hans prædikener på dansk vakte stor begejstring, og efter at have skaffet Viborg en evangelisk kirkeordning fortsatte Hans Tausen fra 1529 sine lutheranske prædikener ved Sct. Nikolaj kirke i København.
Det var under Hans Tausens ledelse, at reformationen blev gennemført i Danmark. I 1536 foranledigede Christian 3., at flertallet af de danske katolske bisper blev arresteret og fik deres ejendomme beslaglagt. Hermed var vejen banet for lutherdommens endelige overtagelse af Danmark.
Hans Tausen fungerede fra 1538-42 som lærer for præsterne i Roskilde, og var fra 1542 biskop i Ribe. Han oversatte Bibelen til dansk, forfattede en prædikesamling og skrev nogle salmer, hvoraf enkelte stadig findes i Den danske Salmebog.
Et andet vidunderligt vidnesbyrd om et menneske, som Gud omvendte, var spillemanden fra Skårupøre, som var en verdslig spillemand, der blev omvendt, og alt i hans liv blev ændret. Han fik åbne ører og kunne høre, at præstens prædiken ikke havde noget med Gud at gøre og sagde det direkte til præsten. Han vidnede for mange om Bibelens budskaber. Og en stor vækkelse fulgte.
Vækkelsen kommer ikke strømmende udefra men begynder med, at sandheden sejrer i dem.
Det er lang tid siden, der har været sand vækkelse i vort land. Vi oplever få af dem, medens der opstår mange ”moderne” vækkelser:
Frelsens Hærs grundlægger W Booth, skrev ved det 20 århundredes begyndelse:
Det tyvende århundredes alvorligste fare vil blive:
Religion uden Helligånden.
Kristendom uden Kristus.
Syndernes forladelse uden omvendelse.
Frelse uden genfødelse.
Politik uden Gud.
Himmel uden helvede.
Dersom det er sådanne fattige budskaber, der prædikes, som vi ser mange steder i dag, er det forståeligt, at vækkelsen udebliver. Thi er Gud ikke med i det, er det er menneskeværk fra først til sidst. Og dersom vi bygger vor tro på menneskelærdomme bliver vi narret, thi sådan en tro frelser ingen.
I dag er det vanskelig at leve som en kristen, fordi tiden er mere ond, og et væld af fristelser er kommet til, som ikke har været tidligere. Og når der tilmed prædikes et dødt budskab, er resultatet givet. Dertil er vor tid præget af antikrists ånd, så kærligheden til sandheden er bleven sjælden. Og vælger et folk løgnen frem for sandheden, er der kun lunkenhed tilbage. Og de lunkne vil Gud spy ud af sin mund. (Åb. 3:16.)
Bed Gud oplukke dine ører, så du ligesom spillemanden i Skårupøre kan høre, når en prædiken ikke er fra Gud. Og må du have mod til at sige det, selv om du må betale en stor pris for det i form af modstand fra mange sider.
Der skal mod til at være en sand kristen. De tre før omtalte, havde mod til bryde med løgnens veje og at stå alene med Gud og gøre og sige det de følte, han ville have dem til.
Det var ikke tilfældigt, at Jesus sagde, at han var ”vejen, sandheden og livet”. Joh. 14:6.
JesusKristuser vejen, fordi vi ikke kan komme til Gud, uden vi omvender os og gør, som han siger. Han efterlod os et eksempel, for at vi skal følge i hans spor. (Hebr. 9. kap.)
Han er sandheden og viser dig den rette vej. Kun sandheden kan gøre os fri, sagde Jesus. (Joh. 8:32.) Vil du gerne være fri, må du åbne dig for sandheden. Mange kender ikke sandheden, fordi de ikke vil betale prisen for at høre den. Derfor lever de i løgnen og dør i den. Er det ikke en grusom høj pris at betale?
Tag imod sandheden og lad sandheden blive en vane, du ikke kan være foruden. Lad Jesus Kristus være Herre i dit liv. Da bliver det naturlig for dig at tage ham med i alt, hvad du gør.
Dårlige vaner er, også ud fra samfundsmæssig side, for eks. tobaksrygning, indtagelse af for megen alkohol, negative sprog-mønstre, overforbrug og meget andet, som du bør rense ud af din dagligdag. Mange siger, at det ikke nytter at prøve at ville ændre på dette, for det kan de ikke. Men det er at narre sig selv at tro, at du ikke kan ændre på dine dårlige vaner. Du kan, dersom du vil.
Du spørger måske, hvorfor det er nødvendigt at ændre sådanne vaner. Fordi dit legeme er og skal være et tempel for Helligånden. I Romerne. 12:1 står der: ”Jeg formaner jer derfor, brødre! (dersom vi er løskøbte) ved Guds barmhjertighed, til at I fremstiller jeres legemer som et levende offer, helligt og velbehageligt for Gud.” Derfor må vi ikke vanhellige det med dårlige vaner.
Løskøbt, fordi Guds Lam, Yahshua, var det fuldkomne syndoffer
Gud mener noget med at have løskøbt os fra trældom under synden. Han så, at vi alle var så bundne af synd og på ingen måde selv kunne blive løs fra den, og derfor ikke ville kunne tage imod hans frelse. Derfor løskøbte han os ved selv at bære vor skyld. Han aflagde sin guddomsværdighed, fordi han måtte blive som en af os for at kunne frelse os. Ved at bære al verdens synd kom han under Faderens vrede, hvorved Faderen forlod ham, indtil Yahshua, Jesus Kristi sonoffer var fuldbyrdet, og han havde udråbt, at alt var fuldbragt. (Matt. 26:36-39 og Joh. 19:30.)
Han, som var syndfri, gav sit eget liv som skyldoffer, for at vi kunne blive frelste. Vi læser om skyldofre i GT: ”Når nogen gør sig skyldig i svig og af vanvare forsynder sig mod HERRENS helliggaver, skal han til bod derfor som skyldoffer bringe HERREN en lydefri vædder af småkvæget….” 3. Mos. 5:15.
Og i vers 18-19 står: ”Da skal han af småkvæget bringe en lydefri vædder, der er taget god (uden fejl), som skyldoffer til præsten, og præsten skal skaffe ham soning for den uforsætlige synd, han har begået, uden at den var ham vitterlig, så han finder tilgivelse. Det er et skyldoffer; han har pådraget sig skyld over for HERREN.”
Disse ofre i sig selv har aldrig kunnet fjerne nogen synd, men var et forbillede på det fuldkomme syndoffer, Guds Lam, Jesus Kristus, som gik i vort sted. Vi læser i Hebr. 9:26: ”Men nu er han én Gang for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe synden ved sit offer.” Og i 10:10: ”Ved denne vilje er vi helligede ved ofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle.”
På grund af dette offer kan vi altid hvile i, at Gud har slettet al vor synd og ser os som hellige, dersom vi tror på forsoningen ved Jesu blod.
Der står i: ” 2. Kor. 1:1: ”Paulus, ved Guds vilje Kristi Jesu apostel, og broderen Timotheus sender hilsen til Guds menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som er i hele Akaja:”
Disse mennesker var absolut ikke syndfrie, såvel som intet menneske er det. Men vi må regne os selv for hellig og ulastelig, dersom vi tager imod frelsen ved tro på Jesus Kristus. Vi læser i Romerne. 6:11: ”Således skulle også I regne jer selv for døde fra synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.” Regne, græsk logizomai, der betyder, at tage det bogstavelig, at konkludere og formode. Vi skal altså tage det bogstavelig, at Gud regner os for hellige, når vi har taget imod frelsen ved tro på Jesus Kristus.
I 1. Joh. 5:18 står: ”Vi ved, at hver den, som er født af Gud, synder ikke; men den, som er født af Gud, bevarer sig selv, og den onde rører ham ikke.”
Men Johannes siger også i 1. Joh. 2:1-2: ”Dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Og dersom nogen synder, har vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, og han er en forsoning for vore synder, dog ikke alene for vore, men også for hele verdens.”
Tag dig derfor i agt. Thi vælger du at have venner, der ikke tager det så nøje med at være hellig og kæmpe imod synden, da har du en dårlig vane og viser ringeagt mod Guds hellighed og mod Guds forordninger. Har du sådanne venner, eller forkyndes der en forkert lære i din menighed, må du skifte kurs med fast vilje. Det gælder evigheden for dig. Læs Bibelen og forstå, at den er uden afslutning. Vælg selv, hvor du vil være i evigheden?
Er du beredt til evigheden?
Du kan se ud i universet og få en lille forståelse af Gud storhed. Du kender for eks. sikkert ”Mælkevejen” på stjernehimlen, som kun er en af mange galakser. ”Mælkevejen” er så stor, at dersom vi rejste i raketfart, ville det tage millioner af år at rejse tværs over den. Og tænk lidt over, at der er millioner af stjerner i hver galakse, og at der er milliontals af galakser. Du kan gange millioner af km. med millioner af andre galakser og prøve at læse dette store tal. Alt dette skabte Gud ved at kalde det frem med et ord. Dette er blot en lille forståelse for, hvor stor Gud er.
For os får alt en ende, men evigheden er en tid uden ende. Vi læser: ”Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.” Præd. 3:11.
Du er selv ansvarlig for, hvordan du lever og ligeså, hvad du tror på. Derfor bør du efter al undervisning gøre som folkene i Berøa, vi læser om i Apg. 17:11: ”Jøderne der var mere retsindet end de i Tessalonika. De tog imod ordet med al god vilje og granskede i Skrifterne hver dag for at finde ud af, om det var sådan (som de havde hørt).”
Gør du ikke ligeså, tager du ikke din kristendom alvorlig. Og det kan komme til at koste dig, at du ikke når at blive frelst. Du skal begynde med en tanke om, at du vil være en seriøs kristen. Derefter skal du bede Herren lære dig at omsætte denne tanke i gerning, så det bliver en livsstil for dig at være seriøs i alle spørgsmål, der gælder din frelse. Men det er ikke nok med en livsstil. For at være seriøs må du lære Bibelen at kende. Og den bliver du aldrig færdig med. Derfor er det en god ting at begynde nu i dag. Selv efter årtiers ivrig studie vil der være meget, du ikke ved nok om.
Men én ting ved vi, at dersom vi af hele vort hjerte søger Herren, lader han sig finde. (Matt. 7:7-8.)