Evigt liv eller fortabelse
af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 02/08-03
Udskriv
OversigtDer bliver ofte sagt, at døden er noget naturligt og en del af livet. Men Bibelen lærer os, at sådan har det ikke altid været. Døden blev først en del af vores verden, da vi brød med Guds vilje og plan for vort liv.
Det var Guds mening, at vi skulle leve i evig harmoni med ham og med hinanden. Men Gud gav de første mennesker et valg mellem at adlyde ham eller ikke ved at sige:
..kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise, for den dag, du spiser af det, skal du dø! 1. Mos 2:17.
Eva og dernæst Adam valgte at være ulydige. Og på den måde kom døden ind i verden og satte en grænse for det faldne menneskes levetid. Vi har alle arvet dette oprør imod Gud, og derfor er døden blevet alle menneskers lod.
Det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes. Hebr 9:27.
Som følge af, at vi lever i en ond verden, præget af synd og dens følger, kan døden opleves som en befrielse fra det onde og det svære, som for eks. sygdom kan bringe. Men døden er alligevel en fjende, som vi ikke kan og ikke skal forlige os med. Budskabet om frelsen ved tro på Jesus Kristus har til formål at besejre dødens magt og give os evigt liv hos Gud. … som den sidste fjende tilintetgøres døden.” 1. Kor 15:26. For den, som er født på ny af Guds Ånd (Joh 3:3), er døden en ny begyndelse i et herlighedslegeme uden fejl og mangler. Det skrøbelige er forbi og det fuldkomne er begyndt.
Jesu opstandelse er tegnet på, at dødens magt er brudt. I den naturlige verden er der en proces af nedbrydning, som berører alt levende. Død og forfald overvinder før eller siden alt liv. I denne tomhed er mennesket kommet dertil, hvor det accepterer døden som det normale. Men hvor kom døden fra, og hvordan begyndte det hele? Hvad udløste processen af forfald?
Skriften siger, at der er en syndens og dødens lov, som er virksom i verden (Romerne 8:2). Hele skabningen er blevet underlagt tomhed og er slave af forgængelighed. (Romerne 8:20-21.) Hele skabningen er i en opløsningsproces, som nedbryder livets orden. Den samme opløsningsproces, som virker i den fysiske skabelse, virker indeni mennesket og i samfundet. Smerte, ødelæggelse og håbløshed i dele af vort samfund taler klart om denne lov. Synd bevirker, at alt hvad den berører, kommer ind i dette ødelæggende forløb og nedbryder retfærdighedens orden, ved hvilken livet eksisterer.
Dødens magt måtte brydes, så livet kunne sejre over den. Det, der var umulig for mennesker, gjorde Kristus, da han opstod i et nyt, herligt og evigt legeme. Og dem, der tror på ham og har lagt sit liv i hans hånd, skal opstå, som vor frelser opstod. Dødens magt er brudt. Djævelen har ikke længere krav på os.
Men vi kommer ikke udenom, at vor vej over jord hele tiden er i dødens skygge. Hvert et alvorligt sygdomsanfald minder om, at døden er en magt, ingen kommer udenom. Mange, der ikke har valgt at vende sig til Gud, søger at holde dødens alvor borte. Nogle forsøger med verdens lyst. Andre med alkohol og narko. Og andre igen graver sig ned i dyb melankoli, så deres liv bliver opslugt af sortsyn. Men således bør det ikke være.
Dem, der vælger at leve i tro på Gud, kan fylde livet med glæde. I Es 25:9 står: ”På den dag skal man sige: Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os. Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse.
I Es 12:3: ”I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.”
Og i Fil 4:4-5 får vi denne opfordring: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær!”
I 1. Pet 4:13 læser vi noget, vi må have som overskrift over hver dag: ”Glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.”
I Joh 15:9-11 står: ”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen.”
Og som det sidste må vi ikke glemme det, der står i Åb 19:7: ”Lad os glæde os og juble og lovprise ham, thi nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede.”
Dette budskab har mange kristne glemt. Jublen og lovprisningen mangler og det at gøre sig rede til Lammets bryllup er gledet ud af forkyndelsen rundt omkring. Budskabet om frelse og helliggørelse er erstattet med ”helbredelsesmøder”. Og musikkulturen er mange steder ændret til kun at skulle opløfte sjælelig. Det gamle budskab, som mennesker har levet åndeligt på fra fordums tid, er erstattet af et nyt og ”andet evangelium”.
Det er ikke forkert at bede om helbredelse, men når det sættes før budskabet om frelse og helliggørelse, er målet mistet af syne og er med til, at den rest af kristendom, der endnu findes, stadig bliver mindre, og ligeledes at den ene menighed efter den anden kan beskrives således: ”Jeg ved om dine gerninger, at du har navn af at leve, men du er død.” Åb 3:1.
”Du er død!” Det gælder menigheder, men kan også gælde dig, dersom du er bundet til falske, ubibelske synspunkter. Hvor forfærdeligt, dersom du tror, du er åndelig levende men er død. Folkene i Sardes øvede mange gode gerninger, som Jesus vidste om. Men de var dog døde i hans øjne.
Du må selv vogte din vej. Der er ingen, der kan gøre det i dit sted. Stoler du på andre som vægtere, kan du være på en farlig kurs, thi mange af dem er lejesvende. Lytter du til sådanne, er du ikke bedre stillet end folkene i Sardes, om hvem Jesus sagde: Du er død!
Der er så meget, der forsøger at kvæle Ordets gode sæd. Når Yahshua (Jesus) taler om det, nævner han: denne verdens bekymring, rigdommens bedrag og livets lyst. Matt 13:22 og Luk 8:14.
Det er ikke blot grove synder såsom uærlighed, tyveri, bedrageri o.s.v., som mest er årsag til fortabelse. Farligst er det, der kvæler Ordet i os.
Her står vi ved et vigtigt vejskel! En oprigtig kristen kender med sorg, at han ikke er fri for jordiske bekymringer. Nogle slår sig til ro og falder i søvn i denne ro med tanken om, at vi jo også må tænke på vore jordiske interesser.
Vi skal da huske på Kristi svar: Når den gode sæd kvæles i vort hjerte, fører det dig til fortabelse. Den gode sæd, Guds ord, var begyndt at spire, hvordan og hvornår gik det så galt? Der kom bekymring for, at det kunne blive dårlige tider med økonomisk nedgang, så vi må indskrænke vort pengeforbrug til det, vort hjerte begærer.
Når troen fra Gud er født i hjertet, må der en daglig omvendelse til, så vi ser, at vi ikke kan leve som verden, lystig og fri i synden. Vi må opdrages og tugtes af Ånden. Synden står os altid for øje, så det ofte er vort største problem at kunne tro på Kristi blods rensende kraft.
Paulus så farerne og summerede det op, som lå ham på hjerte. Han skrev: ”Du, Timoteos! Tag vare på det, som blevet overgivet og betroet dig, så at du undgår det verdslige og tomme snak og indvendingerne fra det, som på falskt grundlag kaldes kundskab.” 1. Tim 6:20.
Han tænkte nok særlig på den sunde lære, evangeliet, som var overgivet til Timoteus. Skulle han tage vare på evangeliet, måtte han vende sig bort fra vranglæren, der karakteriseres som vanhellig og tom snak, fordi den er præget af verdslighed, som ikke fører til det, der loves. Vranglæren står den kristne lære imod og kan ikke på nogen måde sammenlignes med den sande kundskab og erkendelse, som vi får gennem evangeliet.
Hele Skriften er givet af Gud til hellige mennesker gennem Helligånden. (2. Pet 1:21 og 2. Tim 3:16). Ved specielle gaver kunne disse mennesker nedskrive præcis, hvad Gud ville, der skulle siges Og hans Ord er bevaret på trods af mange angreb for at udslette det.
Når vi møder Ordet, må vi ikke være kritikere men i ydmyghed bøje os for det og tage imod det, uanset om det er til lærdom, overbevisning, retledning eller til oplæring i retfærdighed. Derved ledes vi på rette veje og har Guds velsignelse over vort liv.
Men det koster at følge Guds ord.
David Wilkerson skrev for mange år siden:
”En af de bedste måder at blive afvist og miste sine venner på, er når man vil gå hele vejen med Gud; når du mener det alvorligt angående de åndelige ting og afgiver alle dine afguder; når du vender dig imod Herren af hele dit hjerte og bliver fortæret af Jesus; og når du vender dine øjne fra alt i denne verden - da er du pludselig blevet en religiøs fanatiker! Da pludseligt oplever du den værste afvisning i hele dit liv.
Da du var lunken og havde en slags gudfrygtighed men ingen kraft og var ikke særlig syndig men heller ikke overdreven hellig, da var du ikke en trussel for nogen, ikke engang for Djævelen. Alting kørte som smurt; du var accepteret som bare endnu en af mange halvhjertede troende.
Men så forandrede du dig, du søgte efter mere af Gud. Du blev overbevist om din synd og kunne ikke længere lege kirkegænger. Du omvendte dig til Herren af hele dit hjerte og forsagede dine afguder. Du begyndte at søge i Guds ord. Du holdt op med at interessere dig for materielle ting og søgte Gud i oprigtighed. Du kom ind i en ny dimension af bedømmelse og begyndte at se forkerte ting i menigheden, som du ikke havde bekymret dig for før. Du hørte ting fra prædikestolen, som bedrøvede dig. Du ser andre kristne gå på kompromis, som du også selv gjorde før, og derfor gør det ondt på dig nu. Du er blevet opvakt, omvendt og fuldstændig sønderbrudt. Ånden i dig er blevet opvakt, derfor har du nu fået en gudgiven byrde for kirken.
Men om du tror, at dine venner vil fryde sig og forstå dig, så må du tro om; nej, nu tror de, at du er blevet helt skør! Du er latterlig. Du bliver mobbet og kaldt fanatiker.
Moses blev stærkt berørt af Guds hånd og blev opvakt angående Guds folks fangenskab. Da han var fyldt fyrre år, fik han den tanke at besøge sine brødre, Israels børn. Da han så en af dem blive overfaldet, kom han ham til hjælp, og han hævnede den mishandlede ved at slå ægypteren ihjel. Han mente nu, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville bringe dem frelse. Men det forstod de ikke. Moses var fuldstændig opslugt af Gud og vandrede Gud nær og ville, at hans brødre skulle se og høre, hvad Gud var i færd med at gøre, men de afviste ham og sagde: Hvem har indsat dig som leder og dommer over os? Hvem tror du, at du er? En dag ville de forstå - men lige nu forstod de ikke.
For mange år siden, da Helligånden opvakte mig, begyndte jeg at se hans kald til hellighed og at vandre i sandhed. Ordet blev levende for mig, da jeg begyndte at se ting, som jeg før aldrig havde set. Da ønskede jeg at dele det med alle. Jeg ringede til prædikanter og fortalte dem, hvad Gud sagde. Når de kom til mit kontor, tog jeg min Bibel og viste dem de vidunderlige sandheder om fuldstændig omvendelse og hjertes renhed. Jeg troede, de ville forstå det. Jeg troede, at de også ville elske ordet og falde på knæ sammen med mig og bede om en ny berøring af Gud. Men det der skete var, at de fleste rynkede på øjenbrynene og sagde noget lignende som: Er du sikker på, at du ikke går for langt? Eller: Det er lidt for meget for mig! Jo mere jeg søgte Gud, jo færre så jeg af dem. Det føltes, som om de kastede en spand koldt vand i hovedet på mig og ikke ønskede at høre.
Om du har oplevet dette, efter at Gud har opvakt dig, da er du ikke alene. Jeg vil vise dig og advare dig ud fra Guds ord, hvad der venter dig, når du ønsker at følge ham hele vejen. Du kan forvente tre forskellige reaktioner: (1) Du vil blive forkastet. (2) Du vil blive bortvist. (3) Og du vil blive stenet.
Du vil blive forkastet!
Jesus advarede, Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Joh 15:19. Vis mig en troende, som både har været en elsker af og levet i sandheden, da vil jeg vise dig en, som er blevet afvist og forfulgt af hele den lunkne kirke. Der var mange, som fulgte Jesus, lige indtil ordet, som han prædikede, blev opfattet som for hårdt - for krævende. Da skarerne hørte hans krav, svigtede de ham og sagde: Dette her er for meget! Hvem kan modtage det? Da vendte Jesus sig til de tolv og sagde: Vil I også gå? Eller: Er mine ord også for hårde for jer? Peter svarede. Hvor skal vi gå hen, for du har ordet om det evige liv. Joh 6:68. Nej, Peter og de tolv ville ikke gå, for de ord, som de elskede, skabte evige værdier i dem. De ville blive i sandheden, koste hvad det ville.
Det er det spørgsmål, som enhver troende må stille sig selv her i disse, sidste tider: Vil du vrage den sandhed, som påpeger din synd og afslører dine afguder? Vender du dig imod det, der kildrer dine ører, prædikener, som er søde og hvor alting er OK? Eller vil du tillade Helligånden at undersøge dig og afsløre din synd?
Sandheden sætter dig fri, fri fra ”døde” prædikener, fri fra ”døde” præster, fri fra døde traditioner, fri af dæmoners døde læresætninger, fri fra fællesskaber, som vender sig fra sandheden og siger, at den er for ukærlig. De, som elsker at gøre sandheden, kommer til lyset for at få enhver skjult gerning lagt åbent. Jesus siger: Enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud. Joh 3:21.
Den ægte sandhed afslører altid de skjulte ting. Da Jesus begyndte at kaste lys på de skjulte ting, begyndte de religiøse jøder at finde måder, hvorpå de kunne få ham dræbt. Jesus sagde: Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil slå mig ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer. Joh 8:37. I vil slå mig ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke. Vers 40. Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud. Vers 47.
Guds ord siger: ”Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt. 2. Tess 2:9-12.
Der findes skarer af kristne i dag, som ikke elsker sandheden. Gud siger, at det er på grund af skjult synd - de nyder uretfærdigheden. En sådan nydelsessyg troende lever i et forfærdeligt bedrag, lige som jøderne på Jesu tid. De er overbevist om, at de er Guds børn, men de afviser hårdnakket ethvert ord, som afslører deres indre, skjulte hemmeligheder og lyster. De glæder sig ikke over sandheden som den kostbare perle men kæler for de skjulte lyster, såsom afguder og lignende.
De, som afviser dig og forkaster dig på grund af sandheden, har en god grund til det, de ser dig nemlig som en trussel mod noget, som de holder af. Dit liv med Gud er en påmindelse om deres lunkenhed og det, de går på kompromis med.
Paulus skrev til Timoteus, Som du ved, har alle i provinsen Asien vendt sig fra mig. 2. Tim 1:15. Paulus havde givet alt, hvad han havde i sig, til disse mennesker, han havde forklaret hele Guds frelsesbudskab. Men hans egne åndelige børn undgik ham. Hvorfor?
Paulus var sat i fængsel i dyb lidelse og sorg og bundet med lænker. En Herrens fange. Smeden Alexander bragte en ny lære, som var blevet meget populær, idet han bragte budskaber om lykke og velstand, hvilket ”kildrede deres ører. Paulus skrev fra fængslet: ”Han har voldt mig meget ondt. Herren vil gengælde ham efter hans gerninger.” 2. Tim 4:14.
Navnet Alexander betyder en der behager mennesker. Alexander og Hermogenes prædikede et falskt evangelium, der behagede kødet. Hermogenes var opkaldt efter bryllupsguden, som repræsenterer et evangelium af kærlighed og fest til behag for kødelige mennesker. Paulus overgav dem begge til Satan, så de kunne blive tugtet for derigennem at holde op med at være blasfemiske. (2. Tim 1:20.) At han overgav dem til Satan var ikke for at skade deres legemer - men for at de måtte komme til fornuft. Hvordan skulle de ellers kunne lære? Deres læresætninger afviste jo al lidelse og prøvelse.
Paulus sagde, at sådanne forårsagede skibbrud på al sand tro ved at undskylde synden; de ødelagde troen ved at forkynde et budskab, som kildrede folks ører. De forkastede Paulus, fordi de formodede, at hans fængselsophold var et tegn på manglende tro. For dem var det Djævelen, som holdt ham i fangenskab. Dersom Paulus er så hellig som han prædiker, at Gud har al magt - hvorfor lider han så? De skammede sig over hans lænker. Der findes også kristne i dag, som skammer sig over dig - fordi du har modgang, bliver prøvet eller er syg.
De vil støde dig ud!
Jesus advarede. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Joh 16:2. Jesus sagde, Dette fortæller jeg jer, så at I ikke skal blive såret... Bliv ikke forundret, når den lunkne kirke udelukker jer - fordi de hverken kender mig eller Faderen... V. 3-4.
Jesus havde helbredt en ung, blind mand, der var slæbt ind i synagogen for at blive afhørt af religiøse farisæere. Hans øjne var blevet åbnet - han kunne se! Og han svarede på deres spørgsmål: En ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se Joh 9:25. Glædede farisæerne sig over, at denne mand havde fået sit syn? Nej! De sagde til ham: Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os? Så stødte de ham ud! Joh 9:34.
Den helbredte, unge mand repræsenterer den hellige rest, hvis øjne er blevet åbnet, så at de kan se Guds hellighed. Gå frem og vidn for Gud: Jeg var blind, og nu kan jeg se! Og de vil støde dig ud og sige: Hvem har indsat dig som lærer?
Om du har i sinde at gå hele vejen med Kristus, må du være forberedt på at bære hans skam! Lad ikke dem, der håber på dig, blive gjort til skamme ved mig, Herre, Hærskarers Herre! Lad ikke dem, der søger dig, blive til spot ved mig, Israels Gud! På grund af dig må jeg bære skændsel, skamrødme dækker mit ansigt. Jeg er blevet en fremmed for mine brødre, en udlænding for min mors sønner. Nidkærhed for dit hus fortærer mig, og mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig”. Sal 69:7-10. Dette taler hovedsagelig om Kristi lidelser - Men som med ham i denne verden, går det også med os. Når de forfulgte og kritiserede ham, vil de også gøre det imod alle, som vil lade det kødelige dø. Hvem kritiserede Kristus? Hvem dyngede skam over hans hoved og sagde, at hans navn var urent? Den kødelige kirke og forsamling!
Jeg hører kristne sige: Min kirke er død - jeg kan ikke lide det, som sker der, men Gud har sat mig der! Jeg bliver der og prøver, om jeg kan forandre tingene. Det kan blive farligt, og det er ubibelsk. Vi må gå ud af alt det, der er fra Babylon! Også når det er traditioner, der binder dig. Du er måske ikke parat til at gå hele vejen med Gud, selv om du troede det. Måske fordi dine venner holder dig tilbage?
Paulus gik ind i synagogerne, hvor han kom frem (Apg 17:2) og prædikede til disse, blinde menigheder. Han prøvede indtrængende at overbevise dem og håbede, at de ville høre. Men til sidst hørte han Esajas profeti lyde i sin sjæl. Aldrig nogensinde vil de tro dig, selv om du bliver hos dem og forklarer det! Gør som Paulus, som ”rystede støvet af fødderne imod dem. Apg 13:51. Paulus sagde til disse religiøse jøder: Guds ord måtte først forkyndes for jer. Men siden I afviser det og ikke anser jer for værdige til det evige liv, så vender vi os til hedningerne. Apg 13:46.
Dersom du er i et fællesskab med nogle eller i en menighed, som har hørt sandheden men vender sig bort fra den, se da at komme ud derfra, ellers ender det med, at du selv og dine børn bliver frafaldne. Du kommer aldrig til at forandre disse mennesker, men de kan forandre dig. Hvilket fællesskab har lys med mørke? Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer. 2. Kor 6:17.
Du vil blive stenet!
Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd! Apg 7:59. Hvem stenede Stefanus? Det gjorde de mest ansete religiøse rådsmedlemmer på den tid! (Apg 6:12). Han var ene mand imod en hel menneskemængde.
Stefanus havde sine øjne fæstet på Jesus. Alligevel blev han hadet. Disse gejstlige mænd og religiøse fanatikere skar tænder imod ham. Apg 7:54. De holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. Vers 57. Hvad gjorde denne retfærdige mand, som i den grad gjorde disse, religiøse mennesker så rasende? Han forkyndte en sandhed, som skar dem i hjertet. I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I” Vers 51. Han prædikede sandheden. Men deres hjerter hængte stadig ved verden - de var bundne af deres lyster. De kendte Guds lov men nægtede at adlyde den. Disse religiøse korsfæstede Kristus.
Jesus fortalte lignelsen om en vingårdsejer, som ejede en vingård. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Matt 21:34-35. Sådan er det også i dag! Gud har sendt sine hellige vægtere for at indsamle høsten i hans vingård. Men nu foregår de verbale prygl og drab igennem had, og steningen forgård ved skarpe ord.
Vi har i dag en Stefanus forsamling, som kan sige: Jeg ser himlen åben!” Det er denne klare forkyndelse om Jesus med sandhedens rammende ord, som fremkalder vrede og forbitrelse fra dem, hvis hjerte er uomskårne.
Vend ”den anden kind” til
Hvordan skal de retfærdige reagere, når de bliver afvist, stødt ud eller stenet? Jesus (Yahshua) reagerede ved at opføre sig som et lam. Han åbnede ikke sin mund. Kald ikke ild ned fra himlen over dem, som kaster anklager ned over dig. ”Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? 1. Kor 6:7. Skældes vi ud, velsigner vi; forfølges vi, finder vi os i det. 1. Kor 4:12. Bed for dem! (Luk 23:34.)
Da Moses steg ned fra bjerget sammen med Gud, strålede han ansigt så meget, at han måtte lægge et slør over det, ”men selv vidste han det ikke. 1. Mos 34:29-30. Hverken Stefanus eller Moses pralede med, at Gud havde berørt dem. De tog ikke en profets ære; de truede ikke; de talte ikke om, at de havde haft en ny eller speciel åbenbaring; de sad ikke med et udtryk af falsk fromhed. Ydmyghed er kendetegnet på den sjæl, som fuldstændig er afhængig af Kristus.
Løn for dette er, at Kristus står ved din side. Der er mange andre belønninger ved at gå hele vejen med ham, men jeg vil kun nævne denne ene, for det er alt hvad vi behøver. Paulus var fængslet i en borg i Jerusalem, hvor hele det religiøse system ville dræbe ham. Han blev beskyldt for at ”forurene hele det hellige sted ved at prædike sine falske læresætninger. Ja, selv soldaterne frygtede, at de ville rive ham i stykker. De førte ham derfor i fangenskab. Den følgende nat stod Herren foran Paulus og sagde: Vær ved godt mod! For ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom. Apg 23:11.
Herren talte selv til Paulus - det var ikke en engel. Og hvilke ord: Vær ved godt mod! Der vil komme mere, men du kan modstå alting, dersom du kender Herren, ham, som står ved din side!” Citat slut fra David Wilkerson.
I dag opleves det samme. De lunkne troende accepterer en kødelig forkyndelse. Men når nogen taler eller skriver sandheden, bliver de samme lunkne kristne vrede og tåler ikke sådan tale.
Kampen står mellem lys og mørke. Dem, der vil høre sandheden, består kun af en her og to der. Det ser ud, som Gud er ved at sigte de kristne her i endetiden før bortrykkelsen, før antikrist synligt træder frem. Også du vil blive sigtet. Falder du igennem ”maskerne” eller vil du blive regnet som et ”helligt kar”, rede til brug i Herrens hellige tjeneste?
Det har altid kostet meget af både blod og liv af følge Gud, medens det ikke koster noget at være med i en lunken menighed. Tænk på, hvad det kostede Paulus, sandhedens apostel.
Gud har lukket det menneskelige sind og den menneskelige visdom for budskabet om Jesu død på Golgata for vor skyld. Vi skal ikke tage kraften ud af budskabet ved at gøre det attraktivt for forstanden for derigennem at tiltrække flere mennesker. Gør vi det, fjerner vi kraften fra budskabet. Denne mærkelige, uforståelige beretning om Guds Søn, der blev åbenbaret i menneskelig køds skikkelse for at bære hele verdens synd, da han blev korsfæstet i fuldstændig svaghed men i triumf blev oprejst fra graven ved Guds kraft, må stå i al dens dåragtighed i den menneskelige forstand. Vi kan ikke tilbyde denne verdens grækere nogen klog forklaring. Og kan heller ikke tilbyde denne verdens jøder nogen ekstraordinære og sensationelle ydre manifestationer, der beviser det sande evangelium.
Og endelig har vi ikke lov til at ændre den måde, evangeliet skal formidles på, nemlig ved salvede menneskers forkyndelse af det. Helligånden salver ikke metoder, kun mennesker. Gud udvalgte mennesker til at forkynde hans Ord, så mennesker kunne blive frelst. Ingen show, ingen optræden, intet teaterstykke og absolut ikke noget komediespil kan erstatte ordet, forkyndt af salvede forkyndere. Og dem, der har opgivet forkyndelsen til fordel for musicals og andre former for optræden, har fjernet den gudgivne måde, hvorpå syndere bringes til korset. Vi kan bruge alle mulige kreative ideer som hjælpemidler, men hvis vi ønsker at se virkelige og blivende forandringer som et resultat af menighedens arbejde, må vi aldrig holde op med at forkynde det dåragtige budskab om Jesu død på korset ved hjælp af salvede redskaber.
Paulus blev bedrøvet, da han opdagede, at der var nogle blandt de kristne i Fillipi, der var kommet bort fra korset som det centrale:Der er mange - jeg har ofte nævnt dem for jer, og nu nævner jeg dem også med gråd - der lever som fjender af Kristi kors. De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske. Fil 3:18-19.
Paulus græd, da han opdagede, at nogle af de troende havde valgt at leve deres kristne liv under hensyntagen til deres kødelige natur. Ved at gøre det havde de afvist det korsfæstede liv og gjort tilfredsstillelsen af deres jordiske behov og ønsker til det centrale i deres vandring med Herren. En sådan kristendom efterlod apostlen bedrøvet. Et budskab og et liv uden selvfornægtelse. Hvor udbredt er dette evangelium dog ikke blevet i den moderne menighed i dag! Alt, hvad vi mange steder er optaget af, særlig i den vestlige verden, er, hvordan vi kan udnytte evangeliet og Guds godhed til vor egen vinding og til at dække vore egne behov. Der må ikke længere være nogen smerte forbundet med Guds ord. Vi bryder os ikke om smerte. Smerte og lidelse, som er en uadskillelig del af vor vandring med Herren, accepteres ikke længere og bliver erstattet af et sukker-sødt humanistisk budskab. Det er, som om vi har glemt vores Herre Jesu ord til hans disciple:
Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. Matt 16:24-25.
Sand kristendom handler ikke om at styrke ens selvtillid eller selvbillede. Det drejer sig om at miste sig selv, fornægte sig selv. Og dog er vi så selvoptagne. Det ligger faktisk så tæt op ad vor natur at være optaget af vore egne behov og vort selvbillede. Hvis det er det, det hele handler om og som optager os, så udvikler vi en selvisk kristendom, som er fjender af korset.
At tage korset op og følge Herren vil udfri os fra os selv og gøre os i stand til at miste og fornægte os selv, så at Kristi liv og kraften i hans opstandelse kan fylde os. Men ordet om korset er selvfølgelig ikke noget populært budskab, fordi det bringer smerte med ind i vort liv. Og vi bryder os ikke om smerte.
Af natur er vi altid på jagt efter Dr. Smerteløs, der var tandlæge i en af de store byer i den centrale del af USA. Han blev kaldt Dr. Smerteløs, fordi han altid anvendte en overdosis af bedøvelsesmidler, så hans patienter ikke følte nogen form for smerte. Men der var nogle typer af behandling, der ikke kunne udføres helt smertefrit. Så for at holde sit gode rygte vedlige udførte han ganske enkelt ikke disse typer af behandlinger. For eks. udførte han ikke rod-behandlinger men ordnede bare toppen af tanden. Folk strømmede til Dr. Smerteløs klinik. Senere opdagede de selvfølgelig til deres store skræk en stærk og vedvarende smerte fra deres tandrødder.
Et liv, hvor vi kødeligt vil følge i Jesu spor, kan bibringe os et øjebliks følelse af glæde og fred, men i det lange løb vil det ødelægge vor vandring med Herren, for til sidst at volde os evig skade og smerte.
Lad os ikke vende os bort fra budskabet om, hvad det kostede Jesus at frelse os. Og lad os agte på den advarsel, som apostlen Paulus giver os med hensyn til tiden omkring Menneskesønnens komme:
Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og tro på myter. 2. Tim 4:2-4.
Vi er midt i den tid. Aldrig har så stor en del af Guds folk vendt sig bort fra den barske sandhed, fra realiteterne i Guds Ord, og givet sig selv hen til ønsketænkning og tomme, åndelige fantasier..
Du skal vide, at du er dyrebar for Gud. Han har købt dig fri med en dyr løsesum. Og ser han, at du ikke agter at tage imod hans gave men sløse dit liv bort, da bedrøves han inderligt. Er du en fange, indfanget i kødelig kristendom eller i moderne livløs kristendom, må du bede Herren gøre dig fri.
Er du oplært i de forførende ”helbredelsmøder”, hvor du blot kan sige, at du tager imod Jesus som frelser, er så er alt godt. Da er du ført ind i en løgn. Du må personligt fødes på ny, ellers kommer du aldrig til at se Guds rige. Jesus sagde til Nikodemus: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, som ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige. Joh 3:3. Når Jesus to siger sandelig to gange er det en dobbelt bekræftelse på, at det er sagt under hensynstagen til den største sandhed. Altså, hvis du ikke fødes på ny af Guds Ånd, vil du ikke nogensinde komme til at se Guds rige.
Hvis du har dit liv kært og ikke kaster det i grams for diverse løgne, må du i tide tænke dig om. Det er nu, hvor du hører Guds kald, at du kan komme til Herren som du er og bede ham lede dig til hele sandheden, så Ånden kan føde dig på ny. Guds løfte lyder: ”Bed, og det skal blive givet jer. Søg, og I skal finde. Bank på, og der skal blive åbnet for jer. For hver den, som beder (i sandhed om frelse), han får, den som søger, han finder, og den, som banker på, skal der blive åbnet for.” Matt 7:7-8.