OversigtBibelen fortæller, at så ”mange som synder uden lov, skal også gå fortabt uden lov, og så mange som synder i loven, skal blive dømt ved loven.” Romerne. 2:12. Siger du, at du ikke kender nogen lov, der forbyder dig at gøre eller sige visse ting, så går du fortabt uden lov. Fortabt betyder ikke udslettelse. Gud har løskøbt dig, men tager du ikke imod løskøbelsen, ser Gud dig som død og fortabt. (Åb. 20:6 og 14). Men din ånd er ikke død. Alle dem, Gud kalder for døde, lever i evigheders evigheder men er afskåret fra samfund fra ham, der er livets kilde.
Da Herren skabte Adam og Eva, blev de skabte i Guds billede. ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” 1. Mos. 1:27. Og i 1. Mos. 5:1 står: ”Dengang Gud skabte mennesket, gjorde han det i sit billede.”
Adam og Evas børn blev ikke skabt i Guds billede på grund af syndefaldet. Derfor læser vi også i 1. Mos. 5:3: ”Da Adam havde levet i 130 år, avlede han en søn, som var ham lig og i hans billede.”
Så længe du ikke er født på ny, er du lig Adam, og oprøret imod Gud er videreført i dig. Men når du bliver født på ny, (Joh. 3:3 og 12), er du i Guds familie, og Gud er din Fader.
Er du søn, er du også arving, indsat af GudGal. 4:7
En stor arv! Som arving til Guds rigdomme kan størrelsen på din arv ikke tælles. Penge er det ikke, thi de er intet værd for Gud. Nej, det er uforgængelige, evige rigdomme. Jesus sagde: ”Kom hid, I som er velsignet af min Fader, og tag det rige i eje, som er gjort rede til jer fra verdens grundvold blev lagt Matt. 25:34. Da skal det blive klart, at Himmelen er en ren gave, som vi ikke har fortjent, men som Jesus ved sin død i vort sted har skaffet os. Han måtte dø, for at vi skulle kunne få arven. (Hebr. 9;16-17.) Og vi er rette arvinger til Guds evige rige, dersom vi er i Kristus. (Gal. 3:29.)
Paulus sagde til galaterne og også til os: Er du søn, er du også arving, indsat af Gud. Udtrykket søn i Det nye Testamente er ikke en patriarkalsk term, som handler om, at det bare er mænd, som skal arve. Det gælder alle kristne, mænd og kvinder. I tillæg har søn en vigtig retslig betydning, som indebærer at alle, som er sønner eller børn, også er juridiske arvinger. Alle Guds børn skal arve deres himmelske Fader.
Som Guds højt elskede børn vil vi ikke foragte arven eller sløse den bort. Vi vil glæde os over den og takke ham, som måtte dø, for at vi skulle blive arvinger til den himmelske herlighed.
”Adams børn” (kødelige kristne og dem, som slet ikke er kristne) får ingen arv, men bliver i stedet dømt til for evigt at være under Guds vrede. Han løskøbte os alle for en så stor pris, at kun han selv kunne betale den. Derfor vil dem, der ringeagter denne løskøbelse, forbliver under hans vrede, thi de ringeagter derved hans frelse. Herren har ikke skabt nogen til ikke at skulle løskøbes, derfor har han givet alle et liv, der ikke kan udslettes. Og derfor er der også et evigt helvede. Et sted alle dem, der er af Adam slægt og ikke er født påny, skal tilbringe evigheden.
Al uretfærdighed er synd. (1. Joh. 5:17.) Hvad er da uretfærdighed. Det er det modsatte af retfærdighed. Tager vi De ti Bud en for en, vil vi se, at vi ikke kan opfylde et eneste af dem. Og Bibelen lærer, at overtræder vi blot et af budene, overtræder vi dem alle og er skyldig til en evig tilværelse borte fra Gud..
Synd er ikke et påfund, der kan klistres på mennesker men er en frygtelig realitet, som ingen af sig selv kan sige sig fri af. Mange mennesker er blinde for syndens realitet og tror det er nok at være gode borgere. Men det er et kæmpebedrag. Dersom vi kunne se, hvor stort det bjerg af synd er, der hviler på os, ville vi blive forfærdede. Og kun Jesus Kristus kan fjerne dette væld af synder, fordi han var det Guds Lam, der sonede alle vore overtrædelser. Esajas skriver: ”Han blev såret for vore overtrædelser, han blev knust for vore misgerninger. Straffen for at vi skulle få fred, ramte ham, og ved hans sår har vi fået lægedom. Vi for alle vild som får. Vi vendte os hver til sin vej. Misgerningen, vi alle var skyld i, lagde Herren på ham.” Es. 53:5-6.
Vi bærer alle mere eller mindre på en slags maske, for at ingen skal se, hvad vi egentlig indeholder. Vi ved ikke engang selv, hvordan vi ser ud bag masken. Kun Gud ser det. Og kun han kan åbne vore øjne, så vi ser, vi trænger til hans frelse.
Synd er overtrædelse af Guds lov. (1. Joh. 3:4.) Det gælder ikke kun for De ti Bud, men også Jesu Kristi fortolkning af budene.
Synd er oprør imod vor suveræne Gud, ringeagt af hans retfærdighed og hellighed, og en afvisning af loven der viser, hvor højt Gud er hævet over vort syndefulde væsen.
Frihed fra synd kan vi som skrevet før kun få gennem Kristi forsoningsdød, som fjernede vor synd fra os, så vi aldrig skal møde den igen. (Hebr. 8:12.)
I Romerne det 6. kap. ser vi, hvorledes den troende fuldstændig må og kan identificere os med Kristus. Han døde som det Guds Lam, der bar al vor synd. Og enhver troende må se sig selv som død for synden men levende for Gud. Synden må ikke mere være vor herre. Kun Jesus Kristus, som købte os fri, skal være vor Herre.
Vi kan ikke gøre os gradvis fri fra synden. Vi må bryde dens magt engang for alle. Samtidig med, at vi blev født på ny (ovenfra), fik vi kraft til at gøre os fri. Det betyder ikke, at vi ikke kan falde i en eller anden syndig handling, men at vi ikke må blive i den. (Romerne. 3:23-24.)
Før vi blev forsonet med Gud gennem Jesus Kristus, havde vi ingen adgang til Guds helligdom. Men på grund af Kristi død har vi adgang endog til det allerhelligste, hvor vi frit kan bære alle vore bønner frem for Herren. (Hebr. 4:16.)
Gud lærte sit forløste folk, Israel, at han ikke kunne tolerere synd blandt dem, han havde kaldt til at være sit folk. Og fordi han stillede dette krav om at være hellig, åbnede han en fuldkommen vej til deres renselse.
Den urenhed, Gud ikke kan tolerere, kommer indefra og må derfor renses ved, at en der er fuldkommen hellig, udgyder sit blod for os. Derfor måtte Jesus Kristus, der var uden synd, lade sig føde og dø som et menneske og opstå fra de døde som den, der har magt over døden. Som han opstod i herlighed, skal alle der tror på ham, opstå til et uforgængeligt, herligheds legeme. (Joh. 11:25-26.)
Vi må aldrig tabe den sande del af renselsen fra synd ved Jesu forsoningsdød af syne. Derfor skal vi altid vende tilbage til, at vor Frelser døde i vort sted, bærende vor synd, for at vi kan fremstå for Gud som hellige og retfærdige. Det er en så stor gave, at vi ikke kan rumme fylden af den, men kommer først fuldt ud til at forstå den, når vi ser vor Frelser i al hans herlighed og magt.
Vort liv er fyldt med døde gerninger, som vi skal indrømme og bekende som synd. En delvis indrømmelse er ikke nok. For at finde Guds vej, må vi nå til erkendelse af, at vi er gået fuldstændigt galt.
Det kan illustreres ved, at før et menneske omvender sig, går det bort fra Gud. Ved en omvendelse går det Gud i møde og vedgår sin synd, efterhånden som Gud åbner vore øjne for den. Kun en ægte, oprigtig omvendelse er den eneste måde at finde den rigtige vej på. Man skal tage ansvar for sit eget liv og ikke skyde skylden over på andre, på myndigheder, menighedsledere eller på omstændigheder mv.
Jesus Kristus forklarede i sin bjergprædiken, hvorfor det er nyttesløst at forsøge at skabe sin egen retfærdighed. Han sagde, at ”hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” Matt. 5:20.
De skriftkloge og farisæerne kendte Skrifterne men så ikke det, som Skrifterne pegede på, nemlig Yahshua, Jesus Kristus. De bad lange bønner, gav almisser, holdt sabbatten, vaskede hænderne og overholdt at skylle bægre, krus, kobbertøj og bænke. (Mark. 7:4) De gjorde, hvad loven krævede og mente derved at have noget at præsentere for Gud. Men alt dette kan ikke frelse. Thi som Jesus Kristus sagde til Nikodemus: ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” Joh. 3:3.
Jesus introducerede en hjertets religion. Det er ikke, hvad der kan ses, som er det væsentlige, men hvad der foregår i hjertet.
Jakob skriver: ”Den, som ellers overholder hele loven men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle.” Jak. 2:10.
Farisæernes forsøg på at opbygge deres retfærdighed ved egne anstrengelser blev fuldstændigt kasseret af Jesus. Selvretfærdighed er ikke blot værdiløs men afskyvækkende.
Mange lader som om synd ikke er noget problem og forsøger at dæmpe skyldfølelserne med støj, druk, narko o.lign. Man forsøger at skjule sin nøgenhed. Vi kan derved måske narre os selv, men ikke Gud.
Paulus siger om jøderne, ”Det vidnesbyrd må jeg give dem, at de har nidkærhed for Gud, men er uden forstand. De forstår jo ikke Guds retfærdighed men søger at hævde deres egen og har derfor ikke underordnet sig under Guds retfærdighed.” Romerne. 10:2-3. Jøderne så, ligesom mange kristne i dag, på deres egen retfærdighed og ikke på, at Gud har åbenbaret sin retfærdighed, som han vil give til dem, der i oprigtighed kommer til ham.
Jesus Kristus gav sig selv for at forløse os fra al uretfærdighed. (Tit. 2:14.) Kristus løskøbte os fra fjendens magt for at rense til sig selv et udvalgt folk.
Synd er moralsk besmittelse og kan drive os til underlige ting. Synd får os til at føle håbløshed og kan drive et menneske til at begå selvmord. Den kan drive os til at blive et ondt menneske, som kan ødelægge et hjem og tage barndommen fra evt. børn. Synd er for sjælen, hvad spedalskhed og AIDS er for legemet. Kun Gud kan skabe et nyt hjerte i sådanne ved, at de fødes på ny af Guds Ånd.
Syndens værste magt er, at den kan lukke hjertets dør, så vi ikke kan høre, hvad Gud siger til os. Synd kan røve endog det Guds ord, vi har hørt og gemt i vort sind, så alt igen bliver mørkt og koldt i vort hjerte. Synd kan gøre os kolde i vort væsen og få os til at tro, at vi er bedre end vor næste. Hvor står det slemt til med os, men vi ser det ikke, dersom vi ikke hver dag lukker ind i hjerte og sind, at vi er frelst af nåde.
Jesus lærte sine disciple disse ord: ”Den, som tror på Sønnen, har et evigt liv; men den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham. Joh. 3:36.
Der er altså af største betydning for vort åndelige liv, om vi tror på Jesus Kristus eller ej. Og troen skal vise sig ved at vi adlyder hans ord.
Vi kender vanens magt. Har vi for vane at lyde Kristi ord, er det ikke svært for os. Men har vi for vane ikke at adlyde, er det meget svært og gør det sjældnere. Du har et problem, dersom du gerne vil adlyde Herren, men din ægtefælle sætter sig imod. Da må du spørge dig selv om, hvem af de to du elsker mest. Jesus sagde, at dersom nogen elsker en anden højere end ham, er de ham ikke værd. (Matt. 10:37.) Vanen er en stærk magt, som let bliver herre i dit liv. Er din ægtefælle årsag til, at du får dårlige vaner, er det en dyr pris du betaler, fordi du lader din ægtefælle bestemme over dit liv.
Mennesket er bundet af vaner, men dets adfærd kan være styret af en stærk vilje, så vanerne bliver gode vaner. Paulus giver en række formaninger i Ef. 4:25-32: ”Aflæg løgnen og tal sandhed, hver med sin næste, fordi vi er hverandres lemmer. Bliver I vrede, da synd ikke; lad ikke solen gå ned over jeres forbitrelse; giv heller ikke Djævelen råderum! Den, der stjæler, må ikke stjæle mere, men skal hellere arbejde og gøre det gode med sine egne hænder, for at han kan have noget at give til den, som er i trang. Lad ingen rådden tale udgå af jeres mund, kun sådan tale, som er god til fornøden opbyggelse, for at de kan blive til velsignelse for dem, som hører derpå. Bedrøv ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I blev beseglede til forløsningens dag. Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrigen og forhånelse skal blive langt fra jer tillige med al ondskab! Men vær velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.”
Videre i Ef. 5:1-5 læser vi: ”Vær derfor Guds efterlignere som hans elskede børn, og vandre i kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et slagtoffer, til en velbehagelig duft for Gud. Men utugt og al urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller ublu væsen eller dårlig snak eller letfærdig skæmt, hvilket er utilbørligt, men hellere taksigelse. Thi det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller havesyg, hvilket er afgudsdyrkelse, har arv og lod i Kristi og Guds rige.”
Gode vaner er en nødvendighed for en kristen. Men selv de allerbedste vaner frelser ikke. Farisæeren havde mange gode vaner, men Jesus sagde om ham, at han ikke var retfærdig. Den eneste vej til frelse er at angre vore synder og omvende os til ham, som er vejen, sandheden og livet, Yahshua, Jesus Kristus.
Vi læser i 1. Kor. 7:12-13: ”Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Hvis en broder har en hustru, som ikke er troende, og hun er villig til at leve sammen med ham, da skal han ikke skille sig fra henne. Og en kvinde, som har en ægtemand, som ikke er troende, skal ikke skille sig fra ham, hvis han er villig til at leve sammen med hende.”
Disse understregede ord har været årsag til mange problemer. Mange personer har officielt ikke noget imod, at ægtefællen er kristen. Men i mange små ting viser det sig, at det har de alligevel. For eks. ønsker den kristne, at hjemmet skal være fri for urent litteratur og andre ting, som er et angreb på kristendommen. Medens partneren ikke vil give slip på det.
Jeg skrev for en tid siden om et forsøg, hvor en korkprop, der hang i en snor, blev sat i svingning og ramte en tung jernbjælke i hver svingning. I begyndelsen skete der ikke noget, men efter en tid begyndte bjælken at dirre, og efter endnu en tid begyndte den også at svinge. Sådan går det let med en kristen ægtefælle, når den anden part sætter en ”korkprop” i svingning. Derfor må vi forstå disse vers således, at dersom ægtefællen er velvillig overfor kristendom og absolut ikke sætter ”korkpropper” i svingninger, da kan ægteskabet fortsætte. I modsat fald mener jeg, at en ægtefælle let kan blive årsag til, at den kristne fælle mister troen. Det tror jeg ikke har Guds velbehag. Men i dette spørgsmål må enhver følge sin samvittighed.
Bliver et lys ført ind i et mørkt værelse, forsvinder mørket øjeblikkeligt. Men bliver lyset slukket, er mørket omgående tilbage. Derfor må værelset stadig tilføres lys, hvis vi skal kunne se. Ligeledes kan en plante, ikke leve uden lys. Det er det samme med vor sjæl. Går der stunder eller dage, hvor Guds ord ikke får adgang hos os, ligger vor sjæl hen i mørke. Vi kan selv have slukket lyset, men andre kan også have slukket det for os. Derfor må vi hele tiden se efter, om Guds lys brænder i vor sjæl. Ligger sjælen i mørke, er det mørkets fyrste der er herre der.
Intet menneske der er født på ny kan leve uden Guds ords sande lys. Derfor kaldes vi for lysets børn, thi Gud vil, at vi skal leve i lys og lade hans ransagende lys få adgang til hver en krog i vor sjæl.
En kristen kan ikke overleve som en kristen, dersom Guds lys udebliver. Vi skal leve i lyset og hele tiden havde lyset for øje. Dersom vort øje er ondt, skal det rives ud, hellere undvære øjet end bevare det og lade det lede os til ondt. Gud tager synd meget alvorlig. Selv en ubetydelighed af synd adskiller os fra Herren. Vælg at lytte til sandhedens forkyndere, og hold dig borte fra den sløve taler, der forkynder en blanding af løgn og sandhed.
Sal. 56:14: ”Thi fra døden frier du min sjæl, ja min fod fra fald, at jeg kan vandre for Guds åsyn i livets lys.”
Ef. 5:8: ” I var førhen mørke, men nu er I lys i Herren; van-drer som lysets børn.”