OversigtDavid blev lokket til at gå imod Guds påbud, og vi bliver lokket til det samme. Vi læser følgende om David og om konsekvenserne, hans synd fik for ham og folket, han var konge over.
”Satan trådte op mod Israel, og han lokkede David til at holde folketælling over Israel.” 1.Krøn. 21:1. Vi vil også læse beretningen i 2. Sam. 24:1, hvor der står: ”Herrens vrede flammede igen op mod Israel, og han æggede David til at tirre folket og sagde: ”Gå hen og hold folketælling i Israel og Juda!” I 1.Krøn. læste vi, at det var Satan, der lokkede David til at holde denne folketælling. Gud var vred på Israel og tillod, at Satan lokkede David ind i denne synd, for at prøve ham.
For at forstå, hvad der var forkert ved denne folketælling, må vi læse 2.Moseb. 30:11-14: ”Herren talte til Moses og sagde: ”Når du holder mandtal over israelitterne for at mønstre dem, skal alle mænd betale sonepenge for sig selv til Herren, når de bliver mønstret, så de ikke rammes af en plage i anledning af mønstringen….. Den halve sekel er afgift til Herren. Alle fra tyve år og opefter, der bliver mønstret, skal betale afgift til Herren.”
Gud vrededes på David, fordi han talte folket uden at give Herren disse sonepenge, som også er påbudt i vers 16: ”Du skal tage imod sonepengene fra israelitterne og give dem til tjenesten i Åbenbaringsteltet; det skal bringe israelitterne i erindring for Herrens ansigt til soning for jer selv.”
Det kunne fremgå, at David var stolt over sine mange krigere og stolede på deres magt frem for Guds beskyttende hånd.
I 2.Sam. 24:10-14 ser vi, at David bad Herren om tilgivelse for denne synd. Vi må i den forbindelse huske på, at Gud er nådig og tilgiver os, når vi angrer vor synd. Men synden får altid følger, og dem må vi ofte selv bære. Således også David. Gud sendte profeten Gad til ham og lod ham vide, at han kunne vælge imellem 1/ Syv års hungernød i landet! 2/ Tre måneder på flugt for fjender! 3/ Tre dage med pest eller plage! David valgte at falde i Herrens hånd og ikke i menneskers.
I 24:15-17 står der: ”Fra næste morgen sendte Herren pest over Israel i den fastsatte tid, og der døde 70.000 mand af folket fra Dan til Beersheba. Men da englen rakte sin hånd ud mod Jerusalem for at ødelægge byen, sagde… (Herren) til englen, som bragte ødelæggelse blandt folket: ”Det er nok, træk din hånd tilbage!” …Da David så englen, som havde slået folket ned, sagde han til Herren: ”Det er mig, der har syndet, mig, der har forbrudt mig; men fårene her, hvad har de gjort? Lad dog din hånd ramme mig og min faders hus!”
Vi læser videre i 1.Krøn. 21:18-25 hvad der videre skete: ”Da sagde Herrens engel til Gad, at han skulle sige til David, at han skulle gå op og rejse et alter for Herren på jebusitten Ornans tærskeplads…. David gik hen mod Ornan, og da Ornan fik øje på ham, forlod han tærskepladsen og kastede sig til jorden for David. David sagde til Ornan: ”Lad mig få tærskepladsen; på den vil jeg bygge et alter for Herren. Lad mig få den for den fulde pris, så folkets plage kan standse.” … Så gav han Ornan seks hundrede sekel guld for stedet. Dér byggede David et alter for Herren og bragte brændofre og madofre. Og da han råbte til Herren, svarede han ham med ild, som han sendte ned fra himlen over brændofferalteret.” Og Israels plager standsede.
Aravnas tærskeplads var det sted, hvor Salomo senere byggede et tempel til Guds ære og er i dag det sted, vi kalder tempelbjerget.
Satan bruger samme taktik overfor kristne i dag til at få os til at overtræde Guds påbud. Han træder frem som en lysets engel men i løgnens ånd. Og ligesom med David får han også os til at overhøre Guds advarsler.
Mange ønsker ikke at høre om Davids synder og mener måske, at det med folketællingen må være en ”lille” synd. Og mange læser heller ikke Judas brev, fordi han siger tingene ligeud. Det var Judas glæde at skrive om frelsen og herligheden i Kristus. Men han så også, at andet var nødvendigt og skriver derfor i vers 3-4: Jeg har ”anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, om hvem der allerede for længe siden var skrevet, at de skulle rammes af denne dom; de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og Herre, Jesus Kristus.”
Hvad er det, der i dag foregår i de kristnes sind og samfund? Kæmper vi for den tro, der er den eneste sande? Eller går vi som David i selvoptagethed efter vort eget sinds ønsker?
Alle dem, der virkelig hører Herren til, har fået et fornyet sind. Medens dem, der ikke af Gud har fået et fornyet sind, har et korrupt sind, dvs, at de ikke kan tænke og vurdere uden at være præget af syndens korrupthed.
Det naturlige menneske har et korrupt sind – og mange, også kristne - vil ikke tage imod Guds fonyelse af sindet og forbliver derfor mere eller mindre korrupte.
Vi læser Rom. 1:18-22: ”Guds vrede åbenbares fra Himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte.” ”Og fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang.” Vers 28.
Hvad vi bør kende om Gud ligger altså åbent for alle. Og vi fæstner os ved, at der står: ”De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed….”
David kendte Gud, og alligevel traf han en beslutning, hvor han ikke adlød og ærede Gud. Satan overvandt ham. Kan det også ske for os, nu vi er i den nye pagt?
Ja, desværre sker det for mange og på mange måder. Paulus skriver: ”Ånden siger udtrykkelig, at i de sidste tider skal nogle forlade troen og vende sin opmærk-somhed mod forførende ånder og dæmoners lær-domme.” 1.Tim. 4:1.
Forlade troen vil sige den sande tro, som Guds Ånd lærer os op i gennem Bibelen. Tro er ikke et ensidigt begreb men snarere et ord, som viser mangfoldigheden i menneskets ytringer i deres møde med Gud og hans ord. Bibelen taler om tro, som frelser. (Matt. 9:2, Mark. 10:52, Joh. 3:16 og Ef. 2:8.) Om tro på ordet (Ap.g. 8:35ff og Matt. 16:16-17.) Retfærdiggørende tro. (Rom. 1:16-17, 3:28 og Filp. 3:9.) Tro som en nådegave. (1.Kor. 12:9 og Rom. 12:3, 6.) Og tro som livsform. (Gal. 2:20 og 1.Tim. 2:15.)
GT har flere ord, som dækker begrebet tro, der er oversat med udtryk som stole på, søge tilflugt til og fortrøste sig til. Det vigtigste ord for tro i GT, ãman, har samme rod som ordet amen: at holde fast på (Es. 26:2-3), at have tillid til, og trofast og sand.
GT har flere ord, som dækker begrebet tro, der er oversat med udtryk som stole på, søge tilflugt til og fortrøste sig til. Det vigtigste ord for tro i GT, ãman, har samme rod som ordet amen: at holde fast på (Es. 26:2-3), at have tillid til, og trofast og sand.
Vi møder i 1. Moseb. 11.-25. kap. Abraham, som bliver kaldt ”alle troendes fader.” Gal 3:7-9. Denne skikkelse forener det meste af det, vi forbinder med tro. Både tilliden til Guds løfter, lydigheden mod kaldet og troen på Guds almagt er sider af Abrahams trosliv i pagten med Gud. En tro, der blev regnet ham til retfærdighed, (1.Moseb. 15:6), hvilket får central betydning i NTs trosforståelse, særlig hos troens apostel, Paulus.
De græske hovedord for tro er pístis, tillid, troskap, trofasthed, overbevisning, og verbet pisteúein, at holde for sandt og pålidelig, fortrøste sig på.
Hvad tro er, bliver tydeligere, når vi ser modsætningen til tro. Den vigtigste modsætning til tro er vantro og tvivl. Evangeliet er modsætningen til loven som frelsesvej. Sådan bliver troen også et modstykke til udtrykket at rose sig (Ef. 2:8-9, Rom. 2:17ff og 3:21-23.) Den religiøse person, som i en vis forstand er troende, kan let blive en, som roser sig af sin egen livsførsel og livsindstilling og søger frelse hos Gud på den måde. Sådan kommer vedkommende i modsætning til den sande troende, som bare har Kristi kors at rose sig af. (Gal. 6:14.) Dermed bliver troen at forstå som menneskets modtagelse af Guds frelsesgave. (Joh 1:12.) Disse frelsesgaver er en frugt af Jesu gerning til frelse for os, som gennem Guds ord bliver forkyndt til frelse for den, som hører ordet, det ord som virker troen i hjertet. (Rom. 10:8-15 og Joh. 17:20.)
Den frelsende tro bekender sig til den frelsende Herre. (Rom. 10:10 og 1.Joh 4:2.) En kristen kan ikke tjene to herrer og må derfor forsage Djævelen og alle hans gjerninger og alt hans væsen og bekende tro på Elohim. Det navn, der er brugt i Bibelen talrige gange, når der er tale om hele guddommen, Faderen, Sønnen, og Helligånden.
Det hører altså med til troens liv, at man vil bryde med synden, både den synd, som ytrer sig i brud mod Guds bud, og den synd, som roser sig af egne fortrin, som farisæerne gjorde. (Fil. 3:4-9.) I den forbindelse er det ret at prøve sig selv, om vi er i troen. (2.Kor. 13:5), idet man stadig må kæmpe for troen på evangeliet. (Filp. 1:27-29.) Det gælder da at have blikket fæstnet på ham, som er troens ophavsmand og fuldender. (Hebr. 12:1-3.) Da er det godt for os at have vidnesbyrdet for øje fra de mange troskæmper, vi læser om i Hebr. 11.kap., som viser os, hvad troen betyder i hverdagen.
Troens liv næres og styrkes ved nådemidlerne og nådegaverne, som Gud har givet den enkelte og menigheden. (Ef. 4:11-13 og 1.Kor. 12:28.) Sådan bliver menigheden og den enkelte opbygget på sin højhellige tro. (Jud. 20.)
Hvad tro er, bliver tydeligere, når vi ser modsætningen til tro. Den vigtigste modsætning til tro er vantro og tvivl. Evangeliet er modsætningen til loven som frelsesvej. Sådan bliver troen også et modstykke til udtrykket at rose sig (Ef. 2:8-9, Rom. 2:17ff og 3:21-23.) Den religiøse person, som i en vis forstand er troende, kan let blive en, som roser sig af sin egen livsførsel og livsindstilling og søger frelse hos Gud på den måde. Sådan kommer vedkommende i modsætning til den sande troende, som bare har Kristi kors at rose sig af. (Gal. 6:14.) Dermed bliver troen at forstå som menneskets modtagelse af Guds frelsesgave. (Joh 1:12.) Disse frelsesgaver er en frugt af Jesu gerning til frelse for os, som gennem Guds ord bliver forkyndt til frelse for den, som hører ordet, det ord som virker troen i hjertet. (Rom. 10:8-15 og Joh. 17:20.)
Den frelsende tro bekender sig til den frelsende Herre. (Rom. 10:10 og 1.Joh 4:2.) En kristen kan ikke tjene to herrer og må derfor forsage Djævelen og alle hans gjerninger og alt hans væsen og bekende tro på Elohim. Det navn, der er brugt i Bibelen talrige gange, når der er tale om hele guddommen, Faderen, Sønnen, og Helligånden.
Det hører altså med til troens liv, at man vil bryde med synden, både den synd, som ytrer sig i brud mod Guds bud, og den synd, som roser sig af egne fortrin, som farisæerne gjorde. (Fil. 3:4-9.) I den forbindelse er det ret at prøve sig selv, om vi er i troen. (2.Kor. 13:5), idet man stadig må kæmpe for troen på evangeliet. (Filp. 1:27-29.) Det gælder da at have blikket fæstnet på ham, som er troens ophavsmand og fuldender. (Hebr. 12:1-3.) Da er det godt for os at have vidnesbyrdet for øje fra de mange troskæmper, vi læser om i Hebr. 11.kap., som viser os, hvad troen betyder i hverdagen.
Troens liv næres og styrkes ved nådemidlerne og nådegaverne, som Gud har givet den enkelte og menigheden. (Ef. 4:11-13 og 1.Kor. 12:28.) Sådan bliver menigheden og den enkelte opbygget på sin højhellige tro. (Jud. 20.)
Vi skal kæmpe for at bevare troen i dens brede betydning. Vi får brug for den for at holde os fri fra dæmoners lærdomme. For mange lyder alt om dæmoners lærdomme som noget uvirkeligt, men det er det ikke. Vi skal se hvorfor:
Vort sind er, dersom vi ikke er fornyet ved tro på Gud, uvidende om alt, hvad der hører Guds rige til. Vi kan suge verdens visdom til os men ikke den visdom, der kommer fra Gud, Vi må lytte til Paulus, der siger:
”Det siger jeg da og vidner om i Herren: Lev ikke længere som hedningerne, tomme i deres tanker, formørkede i sindet og fremmede for livet i Gud… Sådan har I ikke lært om Kristus, så sandt som I har hørt om ham og er blevet oplært i ham, sådan som det er sandhed i Jesus, at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned… I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.” Ef. 4:17-24.
Der er her tale om to slags mennesker. Den ene bliver fornyet med sandhedens retfærdighed, den anden ikke. Disse kan derimod fyldes med dæmoners lærdomme. Også kristne kan, dersom de ikke holder øjnene på Gud, lokkes til at begå åndelige dårskaber, som der skal betales dyrt for. David fik Guds tilgivelse men måtte alligevel gennem de svære følger, hans dårskab havde ledt ham ind i.
Alle dem, der ikke har valgt at vende om og tro på Gud, er under indflydelse af diverse magter, der ikke kommer fra Gud. Apostlen Johannes skriver: ”Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden ligger i det onde (er under Satans påvirkning). Vi ved, at Guds Søn er kommen og har givet os forstand, for at vi skal kende den sande. Og vi er i den sande, i hans Søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv.” 1.Joh, 5:19-20.
Der sker noget med dem, der ikke vender om og lever i tro på Gud. Paulus skriver: ”De vantro har fået deres sind forblindet af denne tidsalders gud, for at ikke lyset fra herlighedens evangelium om Kristus, som er Guds billede, skal skinne for dem.” 2.Kor. 4:4.
Derved er der adgang for diverse dæmoniske lærdomme. Satan selv kan ”omskabe sig til en lysets engel. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, om hans tjenerne også omskaber sig til retfærdighedens tjenere. Men deres endeligt skal svare til deres gerninger.” 2.Kor. 11:14-15.
Vi var alle fanger under Satans magt, men der står: “Han Jesus friede os* ud af mørkets magt og satte os over i sin elskede Søns rige.” Kol. 1:13.
* Dette viser hen til, at så mange, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn. Dem, der ikke tager imod Jesus som Herre og frelser, forbliver i mørket og under magten, der udgår fra Satan. Dvs, du kan ikke forstå og tro, hvad Gud siger i sit ord.
Der står i Ef.6:12: “Thi vor kamp er ikke mod kød og blod, men mod magterne, mod myndighederne, mod verdensherskerne i denne tidsalders mørke, mod ondskabens åndelige hærskarer i himmelrummet.”
Disse magter kan udøve sindskontrol og få alle dem, der ikke er fyldt af Guds Ånd, til at tro på og at forkynde Satans løgne.
Derfor lyder budskabet i Bibelen klart: ”Omvend jer og tro på evangeliet” Ordet omvendelse er oversat fra det græske metanoia, som betyder at få et forandret sind. At få skiftet det gamle sind ud.
Hvad er det, der i vor tid åbner døren for onde magter? Det er mange ting. Der er alle de okkulte spil og film, som børn vokser op med, og som er meget populære allerede i børnehaverne. Og desværre er oplæringen fra mange lærere og ledere præget af okkultismens ånd. Og det værste er, at Satan tilpasser sin forførelse til det niveau, han ser den enkelte befinder sig på.
Gennem rock musik har Satan et jerngreb om mange mennesker – især undgommen. Derudover giver han dem en gud, som de elsker, SPORTEN. Der er ikke noget ondt i sport som sådan, men dersom den tager Guds plads og afholder mennesker fra at søge ham, er den ond.
Og der er tidsånden, som også er af det onde, fordi den ved verdens midler formår at fylde mennesker med de forkerte tanker og for eks. har taget sex ud af den plads, Gud har givet den. I stedet for velsignelse er den blevet en fælde, der har fanget og bundet mange, så de ikke kan slippe fri igen. Sex er en af de måder, Satan fra begyndelsen af har benyttet til at få mennesker til at falde fra Gud. Tænk på hele Israels historie, hvor der i deres frafaldsperioder ofte var dyrkelse af afguder forbundet med sex i hedenske templer.
Satan fryder sig, når mange af vore organisationer arbejder i hans regi for at binde mennesker til ham. Han tilbyder hekse- og trolddomskraft, forførelser gennem spiritisme, horoskoper o.m.a. Men hans største fangstnet er Den romersk katolske Kirke, hvis lære stort set er hentet fra Babylons afgudsdyrkelse, og som er et center, hvorfra megen trolddom og satanisme udgår. Vil du ikke være bundet til Djævelen, må du gå ud af denne kirke og bryde alle de bånd, du har til den. Oplysninger om Den romersk katolske Kirke kan du læse om på www.tagryggen.dk eller på min hjemmeside.
Dertil kommer mange af Satans kræfter til os gennem Voodoo, satanisme og shamanisme. Men hans farligste fælder i vort land er nok utugt, begær, mord, selvmord, blodsudgydelser og diverse perversiteter. Og især utugt får lov at komme ind i mange menigheder og ødelægge dem indefra.
Gud vil, at hans folk skal være frie, medens Satan vil gøre os ufrie. Jesu løfte til os er: ”Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Joh. 8:35-36.
Paulus skriver: ”Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.” Rom. 6:14. Vel, synden kan nu og da vinde over os, men ikke permanent, fordi vi er købt fri fra Satans magt. Paulus skriver: ”Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede Søns rige.” Kol. 1:12-13.
Vi er altså ikke mere fanger under mørkets magter men er flyttet over i Guds rige. Vi er blevet fri for frygt, som dæmoner kan lægge ind i os for at drive os bort fra sand tro til vildfarelser. Holder vi os til Gud, har han lovet, at hans ”fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus….” Og Paulus fortsætter: ”Alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde! Hvad I har lært og taget imod og hørt og set hos mig, det skal I gøre! Så vil fredens Gud være med jer.” Filp. 4:7-9.
Holder vi os til Gud, holder han sig til os, dersom vi ikke bliver selvrådige og går egne veje som David, der lod sig lede til at gøre noget, han udmærket vidste ikke var tilladt, og i stolthed tilsidesatte Guds påbud og syndede. Så er døren åben for Satan, som leder os til at træffe dåragtige beslutninger, som vi siden må betale dyrt for.
Gud vil have et inderligt fællesskab med os, ikke i form af opstemte følelser eller uægte lovsange eller diverse sataniske manifestationer. Jesus sagde: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.” Mark 12:30. Det, vi elsker, det ærer vi. Og vi skal sætte al vor sjælsstyrke ind på at holde os til Gud. Det er både en tros- og en viljesag.
Et barn, der skal lære at gå, bliver let overmodig over at kunne gå og snubler i sin iver. Således er det ofte med os, der er begyndt på vandringen med Jesus. Vi bliver også til tider overmodige og snubler. David blev overmodig og tog sine øjne bort fra Gud, og så skete der noget forfærdeligt for ham og for de folk, hvis konge han var.
Der sker noget forfærdeligt, når vi tager vore øjne bort fra Gud og hans ord, og det rammer måske ikke kun os men også andre, der står os nær. Prisen er altid høj, ganske som den var for David.
Jeg husker, at jeg som barn en mørk aften med min fader gik på en smal vej, hvor jeg nøje måtte følge tæt på ham for ikke at falde i grøften. Således må vi nøje passe på ikke at tabe Jesus af syne.
Gud vil lære os at se på de ting, der kommer fra ham og ikke på de jordiske. Vi formanes til at have ”sindet rettet mod de ting, som er oventil og ikke mod de ting, som er på jorden.” Kol. 3:2.
Men det er ikke så enkelt, idet vi let kan forføres, dersom vi ikke er på vagt? Vi læser i Gal. 3:1, at Paulus måtte skrive: ”I uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer sådan, at I ikke længere adlyder sandheden…?” De kendte sandheden men lod sig bedrage til at tro på noget andet. I dag gør tusinder af mennesker ligeså som ganske enkelt blevet forhekset på samme måde som galaterne, der var blevet fascineret af nogle, der kom med en ubibelsk lære. På det plan er Satan en mester. Han har intet imod Bibelen, når den bliver brugt sådan, at vi kommer til at tro på noget forkert.
Paulus skriver: “Selv om vi færdes i kødet, så fører vi ikke kamp efter kødet. For vore stridsvåben er ikke kødelige, men i Gud er de mægtige til at rive fæstningsværket ned; med dem kan vi nedbryde tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod kundskaben om Gud og tage hver tanke til fange under lydigheden mod Kristus.” 2.Kor. 10:3-5.
Der er tale om en krig, der føres i og mod vort sind. Satan fører sine argumentationer frem og understøtter dem med løgne og fordrejede bibelcitater. Og holder vi os ikke til Bibelen og lader os lede af Guds hellige Ånd, vinder han over os som over David. Dæmoners lærdomme er en frygtelig kendsgerning, og mange indfanges i dem og falder en dag så dybt, at de begynder at følge menneskelærdomme, inspireret af dæmoner. ”
”Og eftersom de ikke anså det for noget værd at have kundskab om Gud, overgav Gud dem til et uværdigt sindelag…” Rom. 1:28. Og Paulus skriver: ”… fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunde blive frelste….sender Gud dem kraftig vildfarelse, så at de tror løgnen, for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.” 2.Tess.2:10-12.
Tab ikke Jesus af syne. Tro hans ord som det står, så skal du også få, som der står. Men dem uden tro skal også få, som der står, de vil komme under Guds evige vrede i en evig tilværelse.