En ny og levende vej
af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 13/02-02
Udskriv
OversigtFrimodighed betyder frygtløshed til at tro og tale. Det oplevede disciplene, og vi læser om dem: ”Da de så Peters og Johannes frimodighed og skønnede, at de var mennesker uden uddannelse og oplæring, undrede de sig. Og de kendte dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus.” Apg. 4:13. Og i Ef. 3:12 står: ”I ham har vi frimodighed og adgang i tillid ved troen på ham.”
Mange kristne mangler denne frimodighed og tør ikke tro, at de ved Jesus har adgang gennem ”forhænget” og må gå ind i det ”allerhelligste” og takke for frelsen og for, at der i Ordet så klart står, at alle, der har taget imod Jesus som frelser og forsoner, er hellig og retfærdig. Ikke en retfærdighed, vi selv kan nå til, men en gudgiven tilkendt retfærdighed, og derfor ikke kommer for dommen men er gået over fra døden til livet. (Joh. 5:24.)
Tro derfor disse ord: ”Lad os derfor komme frem til nådens trone med frimodighed, for at vi kan få miskundhed og finde nåde til hjælp i den tid, vi trænger til det.” Hebr. 4:16.
Vi tilbeder Jesus, fordi han er ”vejen og sandheden og livet.” Joh. 14:6.
Da disciplene havde set Jesus stige op til Himmelen, ”faldt de ned og tilbad ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde.” Luk. 24:52. Glæden er sejrens krone. Nu havde disciplene set Jesus som den opstandne, sejrende frelser og fyldtes med stor glæde. Det samme må vi se i troen og får da en stor glæde, der får os til at tilbede ham. Tænk, hvilken glæde, der fyldte Himlen, da den sejrende Guds Søn var hjemme i herligheden. Vi har lov at deltage i denne glæde, og det kan vi ved at takke for frelsen og ved at lukke den store glæde ind i vort liv.
Glæde er et af hovedordene i Bibelen. Og vi kan ikke andet end være glade, når vi har lov at træde frem for Guds nådes trone i hellig retfærd. Mange steder i GT tales der om den frommes glæde i Gud, bl.a. i Salmerne: ”Jeg vil glæde og fryde mig i dig. Jeg vil lovsynge dit navn, du Højeste.” Salme 9:3, 31:8 og 33:21 etc. Den fromme glæder sig over Herrens værk i naturen og over hans frelsesgerninger. (Salme 96:11-12.) Og Nehemias siger til Israel: ”Glæde i Herren er jeres styrke.” Neh. 8:10.
Også NT er fuld af glædens toner. Her springer glæden frem af fællesskabet med Kristus. Vor Frelser taler i Joh. 15:11 og 17:13 om den glæde, der flød gennem hans eget indre. Mange steder i evangelierne viser, at han, som under sit liv på jorden var smerternes mand, alligevel stadig blev gennemstrømmet af en hellig glæde. (Luk. 10:21.) Og kilden til hans glæde var det fuldkomne fællesskab med Faderen. (Joh 4:34.) Et fællesskab, som aldrig blev afbrudt af nogen synd. Joh. 8:46 og 2.Kor. 5:21. Jesus var som Guds Søn født uden synd og forblev uden synd.
Englene forkyndte ”en stor glæde” for hyrderne på Betlehems mark. Luk. 2:10. Ordet evangelium betyder glædesbudskab. Og dette ord blev brugt som en sammenfatning af Jesu forkyndelse, der var et glædesbudskab. (Matt. 4:23.)
Evangeliet handler om Guds rige, som Jesus sammenligner med et gæstebud (Luk. 14:12ff), og med et bryllup. (Matt. 22:9ff og 9:15. Se også Åb. 19:9.)
Ap.g. fortæller om den stærke glæde i den første menighed (Ap.g. 2:46, 8:8, 13:52, 16:34.), som var en Åndens frugt. Nå kunne de vidne om, at Guds rige også er ”glæde i Helligånden”. Rom. 14:17. De tunge lidelser tog ikke glæden fra dem, for den var ikke afhængig af deres kår i denne verden. De glædede sig endog over, at de var agtet værdige til at lide for Jesu navns skyld. (Ap.g. 5:41, Rom. 5:3ff, 2.Kor. 7:4, Kol. 1:24 og 1.Peter 4:13.) Paulus skrev sine mest glædesfyldte breve, da han i lænker sad fængslet i Rom.
”I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer. Bliv i mig, så bliver jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver i vintræet, sådan kan I heller ikke bære frugt uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt. Thi uden mig kan I intet gøre.” Joh. 15:3-5.
Læg også mærke til, at Jesus sagde: ”Dette har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer, og jeres glæde blive fuldkommen.” Vers 11.
”Giv de sørgende i Zion højtidspragt i stedet for sørgedragt, glædens olie i stedet for sorg, lovprisning i stedet for en modløs ånd.” Es. 61:3. Det er den fuldbragte frelse, der bringer en sådan glæde. Gud har iklædt os en højtidsdragt og vil, at vi skal være klædt i den for at ære ham i fuldkommen glæde.
Finder vi ikke denne glæde, er det fordi vi ikke tror på disse Guds løfter: ”Vi har nu, brødre, ved Jesu blod frimodighed til (uden frygt) at gå ind i helligdommen. Thi han har indviet for os en ny og levende vej gennem forhænget…” Hebr. 10:19-20. Og vi læser igen Ef. 3:12: ”I ham har vi frimodighed og adgang i tillid ved troen på ham.”
Tror vi på det, kan vi da andet end at lovprise Gud og kaste den modløse ånd fra os? Vi må huske ordene i 3. Moseb. 22:29: ”Når I ofrer et lovprisningsoffer til HERREN, skal I ofre det således, at det kan vinde jer Guds velbehag.” Takke - og lovprisningsofre har Guds velbehag. Vi læser i Salme 116:17: ”Jeg vil ofre dig lovprisningsoffer og påkalde HERRENS Navn.”
Mange glemmer et sådant offer. Går vi og tænkter på vore fejl og mangler i stedet for at tage Gud på hans løfter, formår vi ikke at ofre lovprisningsofre for hans fuldkomne forløsning og går da ikke i tro og uden frygt frimodig ved Jesu blod ind i helligdommen og ærer Gud. Vi må tro og takke, fordi vi i ham har frimodighed og adgang i tillid ved troen på ham.
Den ny nådetid bringer os glæde, ved at vi får en ny nåde hver dag, som er rigelig skænket til alle dem, der ser hen til HERREN.
Jeremias skrev: ”Det er Herrens miskundhed som er årsag til, at det ikke er ude med os, hans barmhjertighed er ikke til ende. Hans nåde er ny hver morgen. Stor er hans trofasthed. Herren er min del, siger min sjæl, derfor håber jeg på ham. Klagesangene 3:22-24.
Er der en dag, hvor der er skygger for Guds nåde, lad os da alligevel b0ede: ”Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på nåde og sandhed. ” Salme 86:15.
”Hvem er en Gud som du, en Gud, der tager misgerninger bort og går forbi overtrædelserne….? Ikke til evig tid holder du fast ved sin vrede, men har lyst til miskundhed.” Mika 7:18.
”Hans miskundhed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter ham.” Luk. 1:50. Gud er nær dem, der søger ham. Og han har barmhjertighed med dem, der kalder på hans navn.
Jesus Kristus, som er Gud, kom og frikøbte os, da vi var bundne af lovens krav. Apostlen Paulus skrev: ”Men nu er vi frigjort fra loven, idet vi er døde fra det, som holdt os fanget, så at vi tjener i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen.” Rom. 7:6. Vi skal ikke være fanger under loven, eller hvad vi selv lægger på os af byrder, men tro på den forløsning, vi har ved tro på Jesus Kristus. Da er vi fri og kan bringe lovprisningsofre i stedet for suk og klage.
Hvor vidunderlig at kende denne, nye nådens vej til det allerhelligste, til Jesus Kristus, hvor vi i tro får del i hans retfærdighed og hellighed.
”I ved, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev forløst… men med Kristi dyrebare blod, som med blodet af et lam uden fejl og pletter.” 1.Peter 1:18-19.
Vi er forløst med Jesu Kristi blod. Jesus sagde: ” Denne kalk (bæger) er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer.” De fleste tænker ved at høre disse ord på syndernes forladelse. Og det er også rigtigt. Men læg mærke til, at Jesus sagde: ” Denne kalk er den nye pagt i mit blod.
Den nye pagt er langt mere end tilgivelse af synder. Den bringer tre betydningsfulde velsignelser med sig. (1) Syndernes forladelse for den angrende synder. ”Jeg vil nådig tilgive deres uret, og deres synder og deres lovbrud vil jeg aldrig mere komme i hu.” Hebr. 8:12. For det andet er den et løfte om inderligt fællesskab med Herren. ”Alle skal kende mig, fra den mindste til den største.” Hebr. 8:11. For det tredje vil Gud udrette en indre forandring i os, så vi ledes i et gudfrygtigt liv. ”Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter.” Hebr 8:10. Vi kan ikke selv arbejde os frem til al denne velsignelse, den er alene fra Gud . ”Ikke at vi er dygtige i os selv til at udtænke noget, som om det kom fra os selv, men vor duelighed er fra Gud.” 2.Kor. 3:5.
Frimodighed er et centralt begreb. (Jfr. Hebr. 3:6, 4:16 og 10:35.) Grundlaget for frimodigheden er (l) Jesu blod, som er en soning for vore synder. (Hebr. 10:19, jfr. Hebr. 9:12, 14, 25-26 og 1.Joh. 2:2.)
(2) Jesus har åbnet vejen, og han er selv vejen, som giver adgang til samfund med Gud. (Hebr. 10:20, jfr. Hebr. 6:19-20 Rom. 5:1-2 og Joh. 14:6.)
(3) Jesus er den levende ypperstepræst, som gør sit frelsesværk gældende for Guds trone til bedste for dem, som tror på ham. (Hebr. 10:21, jfr. Hebr. 4:14-16, 7:25 og 9:24.)
Opfordringen til at gøre brug af den ret, Jesus har givet os, indeholder: (1) Påmindelse om den frimodighed, Jesus giver. (Hebr. 10:19.) (2) Formaning til at gøre brug af den vished, som troen giver. (Hebr. 10:22.) (3) Påmindelse om at leve i renselsen. (Hebr. 10:22b, jfr. 1.Peter 3:21.)
Det at leve i nådens samfund med Gud er ikke blot en teoretisk erkendelse, men det betyder at holde fast ved det i dagliglivet og også at påminde andre om at leve i det. Efter den grundlæggende påmindelse om frimodigheden, som troen på Jesus giver, kommer der nogle praktiske formaninger:
1) Det gælder om at holde fast ved bekendelsen af det håb, Jesus giver. (Hebr. 10:23, jfr. Hebr. 4:14, 3:1 og 14 og Åb. 3:8 og 11.) Gud, som gav løftet, er trofast. (Hebr. 6:17-18.)
2) De troendes gensidige opmuntring til at leve og virke i troen er vigtig. (Hebr. 10:24 og Hebr. 3:13.)
3) Vi skal se frem mod målet, den dag, da Jesus kommer igen. (Hebr. 10:25 og 37 og 9:28.)
Hvorledes kan vi tilegne os en sådan overflod af velsignelse i den nye pagt? Fordi der blev betalt en effektiv forløsningspris, for at den nye pagt kunne oprettes. Og det var ikke med guld eller sølv, men med Kristi dyrebare blod. Ingen jordisk rigdom kunne købe os fri. Alene LAMMETS hellige blod kunne skaffe os denne soning. Disse rigdomme i den nye pagt er for alle, der i tro vil tage imod dem. Det er kun at tro og tage imod det, Gud har lovet.
På grund af forløsningen ved tro på Jesus har vi af nåde del i denne pagt, som er en ny og levende vej gennem forhænget.
Paulus skrev: ”For mig selv agter jeg ikke mit liv et ord værd, når jeg blot kan fuldende mit løb og den tjeneste, jeg fik af Herren Jesus: at vidne om Guds nådes evangelium.” Ap.g. 20:24. Paulus sad ikke og grublede over, hvorvidt han turde bygge på Guds løfter. Netop på grund af Guds løfter turde han. Han havde målet for øje, at være et vidne om Guds nådes evangelium og fuldende sit liv på troens bane, ikke blot i gode dage men også, når han sad fængslet for sin tros skyld.
Salmisten udbryder: ”Når min ånd vansmægter i mig, kender du dog min sti.” Salme 142:4. I vers 8 står der: ”Udfri min sjæl af dens fængsel, at jeg kan prise dit navn!” Og i Es. 42:7 læser vi, at (Jesus) kom ”for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet.”
Har du nogentid følt, at din ånd vansmægter i dig, er i fængsel og ikke kan prise Gud? Da må du ud af fængslet. Gud har befriet dig, men du har ikke villet tro ham men i stedet lyttet til Djævelens anklager om, at du ikke er god nok, at du ikke har sejret nok, og at du ikke er hellig nok. Din lovsang er udeblevet, fordi din sjæl er i fængsel. Og du har affundet dig med det, selv om din fængselsdør står åben.
Det, der holder dig fængslet, er din vantro. Nøglen til frihed i nåden er disse ord: ”Vi har nu, brødre, ved Jesu blod frimodighed til (uden frygt) at gå ind i helligdommen. Thi han har indviet for os en ny og levende vej gennem forhænget.” Hebr. 10:19-20. Stoler du på disse ord, kan du gå denne vej med takkesang og glæde.
”I ham har vi frimodighed og adgang (ud af anklagerens fængsel) i tillid ved troen på ham.” Tror du på, at Jesus bar din skyld, da venter Gud på, at du er med til at lovprise hans navn. David udbrød: ”Mit hjerte er trøstigt, Gud,… jeg vil synge og lovprise dig.” Salme 57:8. ”Slægt efter slægt lovpriser dine værker, forkynder dine vældige gerninger.” Salme 145:4. Går vi ikke ud af anklagerne mod os, mangler vor røst i denne lovprisning.
Vi finder os i at sidde fængslet på grund af anklager, som vi allerede er frikendt for. Paulus skriver, at vi ikke skal affinde os ved at være i fængsel på grund af Djævelens anklager. ”Thi livets Ånds lov har i Kristus Jesus frigjort mig fra syndens og dødens lov.” Rom. 8:2. Hvad er det for en dødens lov, han taler om? Det er LOVEN, der er det anklagende skyldbrev. Paulus skriver videre: ”Skyldbrevet mod os med dets lovbestemmelser, det som var os imod, det tog han bort, idet han naglede det til korset.” Kol. 2:14. Da Jesus blev naglet til korset, blev vort skyldbrev med al vor synd samtidig naglet til korset. Tror vi på disse ord og tager imod dem, er vi fri, virkelig fri.
Hvem er det, der anklager os? Vi læser i Zak. 3:1: ”Så lod han mig se Josva, ypperstepræsten, som stod for Herrens engels åsyn, og Satan stod ved hans højre side for at anklage ham. … Men Josva var klædt i snavsede klæder, da han stod for engelens åsyn. Og engelen (Jesus) tog til orde og sagde til dem, som stod i hans tjeneste: ”Tag de snavsede klæder af ham!” Og til ham selv sagde han: ”Se, jeg tager din skyld bort fra dig og klæder dig i højtidsklæder.”
Satan vil, at du stadig skal stå anklaget for din skyld, der er lagt på GUDS LAM. Men Gud har klædt dig i hellighedens højtidsklæder. Kommer du i dine egne snavsede klæder i stedet for, fordi du ikke tror, at Gud taler sandt, når han siger til dig, at vejen ind til det allerhelligste er fri, og at du op grund af Jesus er helliget og retfærdig, da vanærer du Gud.
Læs hvorledes Paulus omtaler dem, der er med i menighederne. ”Alle Guds elskede, som er i Rom, kaldede til at være hellige” Rom. 1:7.
”Guds menighed, som er i Korint, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge kald tillige med alle dem, der på ethvert sted påkalder vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres navn.” 1Kor. 1:2.
”Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, sender hilsen til de hellige, som er i Efesus, de troende i Kristus Jesus. ” Ef. 1:1.
”Ligesom han har udvalgt os i ham før verdens grundlæggelse til at være hellige og ulastelige for hans åsyn.” Ef. 1:4.
Kan vi være i tvivl om, at Gud kalder alle, der tror på Jesus som vort syndoffer for hellige? Nej, ikke uden det er vantro, der styrer os. (”Således skal også Kristus, efter én gang at være bleven ofret for at bære manges synder, anden gang, uden synd,* vise sig for dem, som forventer ham til Frelse.” [*uden at være syndoffer.] Hebr. 9:28.)
Og Paulus skriver: ”Nu overgiver jeg jer til Gud og hans nådes ord, han, som er mægtig til at opbygge jer og give jer arvelod blandt alle dem, som er blevet helliget.” Ap.g. 20:32.
Hvem kan være blandt dem, der opbygges og får arvelod blandt de hellige? Er det dem, der i egen kraft prøver at blive mere og mere syndfri? Nej, det er ”alle dem, som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn. De er ikke født af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud.” Joh. 1:12-13. Og vi læser i Rom. 8:17: ”Er vi børn, da er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, såfremt vi lider med ham, for at vi også skal herliggøres med ham.”
Der er frelsende tro. (Joh. 3:16 og Ef 2:8.) Retfærdiggørende tro. (Rom. 1:16-17, 3:28 og Filp. 3:9.) Tro er en nådegave. (1.Kor. 12:9 og Rom. 12:3 og 6.) Og tro skal være vor livsform. (Gal. 2:20 og 1.Tim. 2:15.)
Vi har vor glæde alene ved, at vi ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen i troen på, at vi er hellige og retfærdige.
”Den som er retfærdig af tro, skal leve.” Rom. 1:17. Må vi lære at takke Faderen, som har gjort os i stand til at få del i de helliges arv i lyset.” (Kol. 1:12.) Udebliver vor tak og vor tilbedelse af Jesus, som er og som var og som kommer i herlighed for at hente sit folk hjem, mangler vi en stor del i vor oplæring i at være hans efterfølgere.
Mange kristne beder om ”mad”, selv om ”bordet” står dækket med rigelig af alt det, vi trænger til af åndelig føde. Men der står: Gud Fader ”har velsignet os i Kristus med al åndelig velsignelse i den himmelske verden. Thi han udvalgte os i ham før verdens grundvold blev lagt, for at vi skulle være hellige og ulastelige fremfor ham i kærlighed.” Ef. 1:3-4.
”I ham (Jesus Kristus) har vi forløsningen ved hans blod, tilgivelse for synderne, efter hans nådes rigdom. Denne nåde lod han komme rigelig over os med al visdom og indsigt.” Vers 7 og 8.
Guds bord er dækket, og han har indbudt os til at spise os mætte i hans nådes ord til hans tak og pris. ”Pris HERREN! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig.” Salme 147:1.
”Fordi din nåde er bedre end liv, skal mine læber prise dig.” Salme 63:4.
”Det er godt at prise Herren, lovsynge dit navn, du, den Højeste.” Salme 92:2.
”Juble i Herren, I retfærdige! Lovprisning sømmer sig for de oprigtige.” Salme 33:1.
Februar 2002
Holger Skov Særkjær
Salme 103:1-2 af David:
”Min sjæl, lov Herren, og alt som i mig er, love hans hellige navn! Min sjæl, lov Herren, og glem ikke alle Hans velgerninger!”
Vers 6: ”Herren øver retfærdighed og lader alle undertrykte få sin ret.”
Vers 10-16: ”Han gør ikke med os efter vore synder, gengælder os ikke efter vore misgerninger. For så højt som himlene er over jorden, så stor er hans miskundhed mod dem som, frygter ham. Så langt som øst er fra vest, har han taget vore overtrædelser bort fra os. Som en fader er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem som frygter ham. For han ved, hvordan vi er formet, han mindes, at vi er støv. Menneskets dage er som græsset, som blomsten på marken… Vinden stryger over den, og så er den ikke mere….
Vers 21:
Lov Herren, alle hans hærskarer, I hans tjenere, som gør det, der er til velbehag for ham.”