Kraft gennem sejrende bøn
af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 21/06-98
Udskriv
OversigtPludselig stod en engel foran en forfærdet Kornelius, som sagde: ”Hvad er det, herre?” Engelen sagde til ham: ”Dine bønner og sine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer”, v.3-4. Og Gud opfyldte hans ønske om at vide mere om den rette vej. Og vi læser om, hvorledes han mødte Simon Peter og fik sit ønske opfyldt om at lære mere om syndernes forladelse og frelsen.
I Apg. 12. Kap. læser vi om Herodes Agrippa, der var sønnesøn af den Herodes, der regerede ved Jesu fødsel. Agrippa havde egentlig mange gode egenskaber, men for at tækkes jøderne lod han Jakob, Johannes´ broder, henrette med sværd. Det var den Jakob, som var en støttepille i den første menighed i Jerusalem, og som havde været med på forklarelsens bjerg og i Getsemane. Nu var han også med til at lide for Jesus. Han fik den tunge martyrkrone og bar den med ære. Eusebius, en lærd mand i det tredje århundrede, beretter om, at da de førte Jakob til henrettelsesstedet, var han glad og frimodig og gik døden i møde, medens han bekendte Kristus og bad om nåde og tilgivelse for det forkerte i sit liv, han ikke havde fået rettet. Da strålede fredens lys i hans ansigt, og kort efter blev han henrettet.
Da kong Agrippa lagde mærke til, at fængslingen af Jakob havde vundet jødernes bifald, fortsatte han og lod også Peter gribe og fængsle Og han satte fire vagtskifter a fire mand til at bevogte ham og agtede at lade ham henrette i folkets påsyn Men menigheden bad vedholdende til Gud for ham Og natten før, Herodes havde tænkt at føre ham frem for domstolen, ”lå Peter og sov mellem to soldater, bundet med to lænker; og uden for døren var der vagtmandskab, som bevogtede fængslet Og se, der stod en Herrens engel, og lys strålede i fangerummet; han stødte Peter i siden og vækkede ham og sagde: ”Stå hurtigt op!” og lænkerne faldt af hans hænder”, vers 6-8 Ledt af engelen gik Peter forbi to hold vagter og gennem en jernport, der både var låst og bevogtet af vagter, og gik lige hen til det hus, hvor menigheden var forsamlet og bad for ham Apg 12:12-15
En pige, som havde en spådomsånd og derved skaffede penge til sine herrer, fulgte efter Paulus og hans følge og råbte: ”Disse mænd er den højeste Guds tjenere, og de forkynder jer frelsens vej”, Apg 16:17 Men Paulus ønskede ikke et vidnesbyrd fra en dæmonbesat pige og ville heller ikke, at hun fortsat skulle være under dæmoners kontrol, så han bød ånden forlade hende
Da pigens ejere så, at deres kilde til lette penge var borte, greb de Paulus og Silas og anklagede dem for øvrigheden for uro. Byfogederne rev klæderne af Paulus og Silas og dømte dem til stokkeprygl. Derefter kastedes de i fængslets inderste celler under sikker vagt og fik spændt fødderne fast i en blok. En sådan straf var en alvorlig fejl ifølge den romerske lov, som fordrer undersøgelse og ransagning før en dom kunne fældes. Og stokkeprygl brugtes kun mod forbrydere og ikke mod nogen, der blot havde skabt uro.
”Ved midnatstid holdt Paulus og Silas bøn og sang lovsange til Gud; og fangerne lyttede til dem. Med et kom der er stort jordskælv, og fængselets grundvolde rystedes, og straks sprang alle døre op, og alles lænker løstes”, v. 26. Kort fortalt førte Paulus´ og Silas´ stærke bøn til, at fangevogteren blev troende, og byfogeden gav dem en undskyldning. Versene 30-32 og 37-39.
Ikke kun ideer og tanker i Skriften er inspireret af Helligånden, men hvert eneste ord, Gud bruger til at udtrykke sine sandheder for os på det stade, vi forstår. Vi vil se på nogle af de ord, der er brugt i Skriften, når der tales om sejrende bøn. Apostelen Paulus skriver til romerne:
”Nu formaner jeg jer, brødre, ved Herren Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed, at I kæmper sammen med mig i bøn til Gud for mig”, Romerne 15:30
Paulus voksede op i den græske by Tarsus, hovedstad i den romerske provins Kilikien. Og var fra barn af kendt med de græske atleters sprogbrug og brugte udtryk derfra til at beskrive en kristens livsforløb.
Vi ser det i ordvalget kæmper sammen med mig, der er et udtryk fra den atletiske verden. Paulus ville beskrive, at der virkelig er tale om kamp, for ellers kan sejren ikke vindes.
”Ved I ikke, at alle de, som deltager i et kapløb, er med og løber, men bare én får sejrsprisen? Løb da sådan, at I kan få den”, 1. Kor 9:24 Disse ord kunne hentyde til Isthmian konkurrence-løb på en bane, der var 600 græske fod lang (185 m), der blev afholdt ikke langt fra Korinth Dette løb var krævende og fordrede stor selvdisciplin En kristens livsforløb kræver også selvdisciplin for at kunne leve et sejrende liv med Kristus Bemærk, at Paulus ikke siger, at kun én kan vinde det løb, vi kristne deltager i Han pointerer kun, at vi skal løbe, som om kun én kan vinde Han vil at vi skal forstå, at vi skal vinde alle løb Dvs sætte alt ind på at vinde i stort og småt Vi får ikke del i frelsen, fordi vi ”løber” Men fordi vi er frelste, er vi i stand til at sætte alt andet til side og kun have for øje at løbe for at sejre
Det var attråværdig at vinde sejrsprisen Og der blev gjort meget for at træne legemet til at kunne præstere det yderste Det, der derved kunde vindes, var en forgængelig sejrspris Men Paulus skriver: ”Jeg… strækker mig ud efter det, som ligger foran Jeg jager mod målet, mod den sejrspris, som Gud i det høje kaldte os til Lad os altså, så mange som er fuldkomne, have dette i vort sind Og hvis I tænker anderledes i noget, skal Gud også åbenbare det for jer”, Fil 3:13-15
Vers 15 lyder således i Living Bible: ”Jeg håber, at alle I som er modne kristne, er enige med mig i disse ting. Om I har en anden opfattelse på noget punkt, så tror jeg, at Gud skal gøre det klart for jer, om I helt og fuldt adlyder den sandhed, der findes i jer.”
”Så mange, som er fuldkomne” betyder her: Så mange, som har det sande liv i Kristus gennem troen, har også i ham den fuldkomne retfærdighed Vi kan aldrig blive fuldkomne i os selv, men vi kan blive det ved tro på Kristus og hans død for os Som en Jesu efterfølger må vi have fuldkommenhedens mål for øje Og det var det, Paulus jagede efter Stræber vi efter dette mål, står vi under guddommelig ledelse og tugt Derfor siger Paulus i vers 12: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kunne gribe det…” Det viser nødvendigheden af, at vi aldrig må betragte os så sejrssikre, at vi glemmer, vi er med i et alvorligt løb og må kæmpe for at sejre Paulus vidste, at fortsatte han sit løb, ville han få sejrskronen (Se 2. Tim 4:6-8)
At vinde denne pris indebærer del i Guds frelse, blive forandret til Kristi lighed, blive Kristi medarving, få et hjem i Himlen og talrige andre velsignelser.
En løber sagde engang til sin træner: Jeg kan ryge, drikke og slappe af i venners lag og stadig sejre på banen! Træneren svarede: Sætter du ikke løbet over alt andet, vinder du ikke!
I 9:27 skriver Paulus, at han disciplinerer sit legeme for ikke at blive afvist eller diskvalificeret. Selvdisciplin og selvkontrol er ligeså nødvendig i en kristens liv.
Vi læser i overskriften til kap. 10: Israels eksempel viser, at selv de, der er optaget i Guds folk, kan forspilde frelsen. Og i vers 11 skriver Paulus: ”Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.” Og i versene 1-13 ser vi, at vi må kæmpe for at blive i troen og ikke miste frelsen.
”Hver den, som deltager i kapløbet, forsager alt andet De gør det for at opnå en forgængelig krans, men vi gør det for en uforgængelig krans Derfor løber jeg, ikke med usikkerhed Jeg kæmper ikke som en, der slår løse slag i luften…” 1. Kor 9:25-26
Meningen i den græske tekst viser her hen til en nævekæmper (i dag ville vi sige bokser), der er rede til at slå den anden både gul og blå. Paulus bruger denne betegnelse for at illustrere, at kampen for at bevare troen kan være hård, og at der ikke skal vises skånsel på nogen måder imod det, vi kæmper imod.
Når Paulus brugte udtryk fra disse konkurrencer, var det fordi han vidste, at korintierner fuldt ud var bekendt med sådanne. Men ved troen på Kristus var de med i en langt mere betydningsfuld kamp, nemlig at vinde over alle den ondes anslag, så de ville få sejrsprisen overrakt af Jesus selv. Og han minder dem om, at hver eneste stridsmand skal være afholdende i de ting, som kan svække de åndelige kræfter og hindre fremgangen.
Men for at vinde kraft gennem sejrende bøn består ikke i kun at bede. Vort liv skal svare til vore bønner. Og her er vi tilbage ved, hvorledes vi ”løber” eller ”kæmper”.
”Men selv lige efter, at vi havde lidt og blev nedværdiget behandlet i Filippi, som I ved, var vi frimodige i vor Gud til at tale Guds evangelium til jer under stor kamp” 1. Tess 2:2 Vi så i Apg 16:22 , hvor ilde han blev behandlet i Filippi Men det afskrækkede ham ikke fra at rejse videre Han vidste, at Gud havde betroet ham at bringe evangeliet til folket og talte ikke for at tækkes mennesker men Gud, som prøver vore hjerter (1. Tess 2:2)
Meningen i den græske tekst er, at vi er blevet prøvede af Gud til at få evangeliet betroet, ikke for at tale, så det behager mennesker, men for at behage Gud. Gud betror ikke et uprøvet menneske at være en ordets forkynder eller lærer. Men gennem beståede prøvelser får vi den visdom, der henter kraft gennem sejrende bøn.
Jesus sagde: ”Kæmp for at komme igennem den trange port! Thi jeg siger jer: Mange skal søge at komme ind men ikke være i stand til det”, Luk 13:24 Jesus svarer ikke her på, hvor mange eller hvor få der bliver frelste, men formaner til at alle sætter alt ind på at kunne gå ind ad denne port Men mange forsøger forgæves at komme ind, fordi de ikke vil slippe synden og verden (Jvf Matt 7:22-23)
Ingen kommer letkøbt til sejrsprisen. Derfor møder vi gentagne gange opfordringer til at kæmpe og sætte alt ind på at vinde. Kapløberen er rede til store afsavn og planlægger hvert af sine skridt. Og vi opfordres til at også at planlægge vort løb meget nøje og sørge for at være i god træning. Vi har en kamp foran os, som vi skal gå ind i med beredvillighed. Kæmp! siger Jesus. Da vil vor sejr være en fortsættelse af Kristi sejr, da han knuste slangens hoved på Golgata. Og vi må fortsætte at kæmpe for at vinde sejre, indtil Kristus kommer igen for at hente sine hellige hjem.
Vi skal ikke lade os nøje med små sejre men være som løberen, der tager tid og ikke er tilfreds, dersom hans løb ikke bliver stadigt hurtigere. At kæmpe er at opøve os i hele tiden at gøre vort ”løb” bedre og bedre og aldrig blive tilfredse med os selv. Åndelig kraft til at øge vort ”løb” får vi i Ordet og får derved et mere dynamisk fællesskab med vor levende Herre Jesus Kristus ved Helligånden hjælp.
Vi kan og skal ikke selv vinde frelsen Den er en nådegave, som alle får, der tager imod Jesus (Joh 1:12) Men den troende har to naturer, vort køds natur og den nye, åndelige natur Disse to naturer kommer i konflikt med hinanden i et forstyrrende moment Derfor har vi behov for at tage Guds ord til os i hele dets fylde, så vi kan navigere ret i vort nye liv med ham Vi har virkelig behov for åndelig visdom, thi den vej, vi skal vandre, er fuld af farer Men den største fare af dem alle er, at væksten skal gå i stå, så vi fortsat forbliver som babyer i Kristus, der kun kan tåle ”mælkeføde” Når et barn fødes, skal det have næring I begyndelsen mælk der snart overgår til mere fyldig kost For at vokse kræves en god, daglig føde, der findes i Bibelen som en god, åndelig mad, der kan få os til at vokse os store og stærke og blive i stand til virkelig at være med i det åndelige kapløb
Ved Helligåndens formidling blev vi født på ny. Det er begyndelsen på vort åndelige liv, men der er en livslang fortsættelse, før vi har nået målet.
Skal vi opnå en sejrende bøn, må vi betænke, hvad Paulus skrev til romerne: ”Lad jer ikke danne efter denne verdens tidsalders væsen”, Romerne 12:2 Kort sagt skal vi ikke lade verden forme os efter sit ønske ”Verden” står her for vor tidsalder, samfund eller system Vi må have for øje, at Kristus døde for at udfri os fra denne verden Det vil i højeste grad være illoyal mod Jesus at elske verden, thi enhver, der elsker verden, er en fjende af Gud Verden er nærværende, og vi må kæmpe for, at den ikke erobrer vort sind og styrer vore ord Et barn kommer til at tale som dem, det omgås Og vi kommer let til at tale som verden Og sejrer vi ikke gennem vore bønner, kommer verden til at sejre over os Mange er desværre faldet som ofre i denne konflikt men bemærker det ikke, fordi de stadig har et vist kristent præg Men Gud er ikke vor konge, dersom vi lader verden herske over os
At lægge mere vægt på sejrende bøn er vejen til, at vi kan gå videre mod målet. Men hvorledes vi sejrer i vore bønner hænger nøje sammen med vor villighed til at ofre os selv som et levende, Gud velbehageligt offer.
Begyndt er ikke endt, derfor skal vi som sportsudøveren gøre os anstrengelser for at vinde. Han sidder ikke roligt og ser til men træner, træner og træner og er rede til afsavn for bedre at kunne vinde. Det er således, Paulus siger, vi skal forberede os til at gøre alt for at sejre. Og det betyder, at vi ikke blot er kristne nu og da men hvert minut og i hver en situation og lægge vægt på at hente kraft gennem en sejrende bøn.