OversigtLad os tænke over dette skriftsted. ”Men de feje, vantro, afskyelige, morderne, de som lever i hor, troldmændene, afgudsdyrkerne og alle løgnerne, deres del skal være i søen, som brænder med ild og svovl, det er den anden død. Åb. 21:8.
Vi tænker ikke ofte på, at fejhed er en synd, der kan udelukke os fra at blive frelst. Men Gud siger rent ud, at sådan er det. Se dommen i Åb. 20:11 ff.
Eksempler på, hvordan synd fører til fordømmelse, nævnes for eks. i Åb. 9:20-21, 14:10, 20:10 og 22:15, som viser, at der med fortabelsen er ment en evig tilstand borte fra Gud. Parallelt modsat til omtalen af de frelstes evige tilstand, som er sagt andre steder i Bibelen.
De vantro går til angreb på ovennævnte vers m. fl. og vil have disse alvorlige ord ud af forkyndelsen. De sår tvivl om ordenes betydning og har haft utrolig held til det. Den kristne forkyndelse er i dag stort set ”tandløs”. Derfor får sådanne, som er omtalt i ovennævnte skriftsteder, ro til at synde efter behag uden at konfronteres med det, Bibelen siger.
De feje er dem der tier, hvor de burde tale. Som undlader at sige fra, hvor afskyelige synder godkendes. Vi kan ikke undskylde os med, at vi ikke kan gøre dette. Det er ikke evnerne, der mangler, men modet. Kort sagt fejhed.
Vi er alle feje i en eller anden grad, mange er opvokset i en tid, hvor det var en selvfølge at tie. En modsætning til tidligere tider, hvor man sagde ligeud, at dem der syndede, kom i helvede.
Skellet går imellem dem, der ikke omvender sig fra deres fejhed og alle de andre vederstyggeligheder, og dem, der gør det. Gud vil, at vi som kristne skal være både frimodige og modige.
Paulus skriver: ”Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd. Skam dig derfor ikke ved at vidne om vor Herre, ej heller ved mig, hans fange; men vær med til at lide ondt for evangeliet ved den kraft, Gud giver, han, som frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men i kraft af sit eget forsæt og nåden, som for evige tider siden blev givet os i Kristus Jesus, men nu ved vor frelsers Jesu Kristi tilsynekomst blev åbenbaret, da han tilintetgjorde døden og bragte liv og uforkrænkelighed for lyset ved det evangelium, jeg blev sat til at tjene som forkynder og apostel og lærer. Derfor er det også, jeg må lide dette, men jeg skammer mig ikke derved; thi jeg kender ham, som jeg har sat min lid til, og jeg er vis på, at han har magt til at bevare den skat, som blev mig betroet, indtil hin dag. Som mønster på en sund forkyndelse skal du holde fast ved det, du har hørt af mig, i tro og kærlighed i Kristus Jesus. Bevar ved Helligånden, som bor i os, den skønne skat, der er dig betroet.” 2. Tim. 1:7-14.
Som mønster på sund forkyndelse skal du holde fast ved det, du har hørt af mig! Her har vi brug for mod; thi ofte tier vi, hvor vi burde tale. Vi er grebet af fejhed; ingen andre forklaringer dækker vort manglende mod. Og siger vi endelig noget, er det ofte ikke fuldt ud det, vi burde sige. Står vi på Ordets grund, bør vi rent ud fortælle følgerne af at møde Gud med vantro.
Jeg skrev i 1998 en artikel, hvorfra jeg bringer et uddrag: ”Vi behøver en kursændring og et systemskifte. Kristendommen kan ikke overleve, dersom den styres af verden. Og det bliver den i vidt omfang. Utrolig mange af menighedsrådsmedlemmerne i Folkekirken er valgt ind politisk og ikke for deres tros skyld. Det præger ansættelser af præster og i det hele taget kirkens arbejde. Kan der komme noget godt ud af det?
Derfor har vi præster og menighedsledere, der lader sig skille og gifte sig igen indtil flere gange. Derfor godtager man homofile parforhold og homofile præster. Derfor tror mange i vor tid ikke på Bibelen som Guds inspirerede ord. Og således kan vi fortsætte.
Vor tids prædikanter læres op fra deres studietid til at tvivle på det, Gud har talt til os i sit ord, og bringer igen denne tvivl videre. Vi er inde i en ond cirkel, som går fra værre til værre, idet sådanne vantro forkyndere åbner for nye muligheder for politisk og vantro styring af kristendommen….
Dette er kun en lille del af alt det nedbrydende, der er kommet til i ”kristendommens” navn. ”Ukrudtet” er ved at kvæle Guds vingård, men kun få tør sige noget imod det. Og flertallet kan slet ikke se det. Uddrag slut.
Det er så sandt, at ukrudtet er ved at kvæle alt det, der gror i Guds vingård. Vi som har fulgt kaldet til at følge Jesus Kristus, er sat til vægtere, der skal advare, når en fare truer. Og faren er i dag stor. Vi har en efterlignende kristendom der mange steder kun har kristendommens skin men ikke dens kraft. Vi bør tage mod til os og sige rent ud til sådanne, at de skal åbne øjnene og se, at de følger en vej, der fører ind under Guds dom. Både den, der synder, og den, der godkender synden, er under Guds vrede. Derfor kan vi ikke være tavse men må i frimodighed sige, at vender de ikke om fra den onde vej, de er slået ind på, ender de i ildsøen, som brænder til evig tid.
Hvem er fej? Kører vi med tog eller bus, tager vi da helt naturlig Bibelen frem og læser i den, dersom vi har lyst til at læse, eller finder vi hellere en neutral bog, fordi vi skammer os over at læse i Bibelen?
Falder det os naturlig at sige, at vi er en kristen, når vi taler med en vantro? Hvad siger Jesus til os? ”Enhver, som kendes ved mig over for menneskene, ham vil også jeg kendes ved over for min Fader, som er i Himlene. Men den, som fornægter mig for mennesker, ham skal jeg også fornægte for min Fader, som er i Himmelen.” Matt. 10:32-33.
Enkelte har stor frimodighed til at bekende sig som kristen, og det er en gave, dersom den bruges på ret måde.
Bibelen gør det helt klart, at ved Jesu blod har vi frimodighed...
”Menneskefrygt er en farlig fælde; men den, der stoler på Herren, er tryg.” Ordsp. 29:25. Tilsidesæt ikke din frimodighed, den bærer nemlig stor løn i sig.
Vi læser i Joh. 12:42 noget lærerigt: Alligevel var der mange, endogså af rådsherrerne, der troede på ham; men for farisæernes skyld bekendte de det ikke. Hvor tragisk! De troede på Yahshua Messias, men turde ikke tale om det.
Lina Sandel opfordrer os i sangen Lev for Jesus til at vidne om Kristus:
Tusind, tusind dyre sjæle,
farer vildsomt hid og did.
Sig dem blot et ord om Jesus,
medens du endnu har tid.
Sig dem blot, hvad du har fundet,
tal blot om, hvad selv du så.
Et af de mest lærerige vidnesbyrd, jeg har hørt, om hvordan menneskefrygten overvindes, stammer fra Catherine Booth. Hun havde for vane blot at sidde stille, når der blev opfordret til vidnesbyrd. Men en dag forløstes hendes tunge. Hun fortæller selv derom: Jeg følte mig nedtrykt i min sjæl og ventede ikke noget særligt, men efterhånden, som vidnesbyrdene blev aflagt, følte jeg Helligånden komme over mig. Det syntes, som om en stemme sagde til mig: Hvis du nu ville stå op og vidne, så ved du, at jeg vil velsigne dig, din sjæl så vel som hele forsamlingen.
Men jeg holdt mig tilbage og sagde i mit hjerte: Ja, Herre! jeg tror godt, at du vil velsigne mig, men jeg kan ikke gøre det. I næste øjeblik kom erindringen frem i min tanke om den stund, da jeg havde lovet Gud at adlyde ham, hvad det end skulle koste. Da syntes stemmen at spørge mig, om dette var i overensstemmelse med mit løfte. Jeg sagde ved mig selv: Nej, Herre! det er det gamle om igen, men jeg kan ikke gøre det! Jeg ville hellere dø end tale, og så hviskede Djævelen: Desuden er du heller ikke forberedt, vil du gøre dig selv til nar? Du har jo ingen ting at sige! Men der tog han fejl. Djævelen narrede for en gangs skyld sig selv, for det var dette ord, som blev det afgørende. Åh, sagde jeg, det er just sagen, jeg har aldrig endnu været villig til at være en dåre for Kristi skyld. Nu vil jeg være det!”
I Apg. 10:42-43 læser vi: ”Og han har pålagt os at prædike og vidne, at han er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde. Og om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.” Det var magtpåliggende for Lukas at understrege Peters appel om, at vi er sat til at vidne om Jesus Kristus.
”Ganske tidligt, mens det endnu var mørkt, stod han op og gik ud og gik bort til et øde sted, og dér bad han.” Mark. 1:35.
Dette lille vers siger meget om Jesu personlighed. Dagen før havde han som sædvanligt været på nattearbejde for sin himmelske Fader. Det var blevet sent, og alligevel står Jesus tidligt op næste morgen for at bede.
Hvorfor dog dette hastværk? Han kunne jo med god samvittighed have sovet lidt længe, mener vi, for det var jo blevet sent aftenen før. Men Jesus måtte op for at tale ud med sin himmelske Far. Hele tiden ønskede han at være i Faderens vilje.
Som en ung mand sagde: Jeg ved godt, hvad jeg selv vil, men det gælder jo ikke, jeg må bede om at blive i Guds plan!
Jesus stod tidligt op for at bede. Og med denne disciplin over bønslivet kunne han tillade sig at sige til sine disciple, da det virkelig gjaldt om at være vågen: Hvor kan i sove? Stå op og bed, for at I ikke skal falde i fristelse. Og når det dette gjaldt disciplene, hvor meget mere gælder det så ikke os, at vi må afse tid til bøn. Vi glemmer let, at vi er pålagt at prædike og vidne, at Jesus Kristus er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde. Eller måske har vi ikke viljen til det?
Igennem hele Bibelen går det som en rød tråd, at mennesker ikke vil høre Guds mening. Derfor sendte Gud sine profeter for at vække folket. Som vi ser i overskriften sagde Esajas rent ud, at mennesker planlægger uden at spørge Gud til råds – og dog skal hvert menneske leve af det ord, som udgår af Guds mund.
Bibelens ord er Guds autoritet, som vi bør lytte til. ”Min mad er at gøre hans vilje”, sagde Jesus om sin gerning på jorden. Han lyttede til sin Fader, og det han hørte, gav han videre til os, for han vidste, at mennesket lever af et hvert ord, som udgår af Guds mund. Det var nok heller ikke tilfældigt, at ordene om ”at leve af Guds ord” blev sagt til hans værste modstander, nemlig Djævelen, hvis navn betyder ”modstander”. Han levede ikke af Guds ord, selvom han godt vidste, hvad Gud sagde. Derfor var og er han alle kristnes største modstander.
Dersom ikke vi elsker Guds ord og værner om det, sulter vi åndeligt ihjel. Mange mennesker er desværre blevet ribbet for Guds ord. Djævelen tager ordet bort fra deres hjerte. (Luk. 8:12.) Og situationen forværres dag for dag, fordi Bibelen ikke er i vort hjerte men ofte bagerst på hylden.
”Råb højt, spar ikke din strube.” Es. 58:1
Vi ved, hvad Gud forventer af os men er ofte ulydige. Og med sorgfuld erkendelse må vi indrømme, at nogle ender deres liv under Guds vrede, fordi de aldrig blev mindet om at søge at få del i Guds nåde ved at omvende sig.
I Bibelen finder vi mange opfordringer til at bringe ”den gode nyhed” videre. Vi kender alle Jesu missionsbefaling: ”Gå ud i al verden…”. Også David havde sin missionsbefaling: ”Fortæl om hans frelse dag efter dag…”. Og Esajas siger: ”Råb højt, spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og dets synder.”
Vi må ikke ligne de dovne arbejdere, der ikke vil gå hen i Guds vingård, men være villige, Herrens vingårdssvende.
I Herrens vingårds-svende,
de sidste med de første,
hvor er der mange ranker,
som efter næring tørste!
Der er så mange vildskud,
Som ædle safter tære,
mangen gold og tørret kvist,
som druer kunne bære.
Der er så mange sjæle,
som mellem torne hildes,
der er så mange vunder,
som trænger til at stilles.
Der er så mange småfolk,
som trænger til at støttes,
og så mange brudte bånd,
der trænger til at knyttes.
Har Herren ikke sat os
til rankerne at passe,
og rakt os lugekniven
i Skriftens ord de hvasse,
og vist os livets kilde
til tørre skud at kvæge,
bragt os kærlighedens bånd
til brud og brist at læge?
Til arbejd, Herrens svende,
til arbejd med at grave
og vande og beskære
og binde op hans have!
Til arbejd med at elske
med mer end ord og tunge!
Hører I, han kalder lydt
på gamle som på unge!
Chr. Richardt.
Forfatteren Frances Havergal fortæller, at hun som unge pige hjemme i sin faders præstegård samlede en flok piger fra skolen til sang. Efter sangtimerne talte hun ofte med dem for at opmuntre dem. Men aldrig talte hun til nogen af dem personligt om deres sjæl. Adskillige år senere blev der sendt bud efter hende, om hun ville besøge en kvinde, der lå for døden. Da hun kom derhen, opdagede hun, at det var en af dem, hun havde undervist i sang. ”Dengang ønskede jeg ofte, at du ville tale til mig om min sjæl”, sagde den døende, ”og jeg blev stående uden for havelågen, når de andre var gået, i håb om, at du ville komme og tale med mig, men du gjorde det aldrig. Senere var der en anden, som førte mig til Jesus. Men dengang kunne du have gjort det.”
Hvor mange har mon ventet på at høre dig og mig fortælle dem om frelsen? Jeg bliver bedrøvet, når jeg tænker på, hvor ofte jeg har været fej og ikke brugt en lejlighed, der var givet mig. Jeg husker min moder sagde kort før hendes tid var omme: Det, jeg har sagt kan tynge hårdt, men det jeg ikke fik sagt, tynger endnu hårdere!
Det er aldrig for sent at søge Guds nåde ved tro på Jesus Kristus. Du kan komme til ham med dine mangler og din synd, som tynger dig hårdere for hvert år, der går.
Jeg har læst om en mand, der hørte et budskab om, at det var nu i dag, han skulle søge Guds tilgivelse. Da han og hans hustru kom hjem, sagde han til sin hustru, at han gerne ville være alene i stuen. Der gik lang tid, og til sidst åbnede hun døren og fandt sin mand død, liggende på knæ ved en stol. Vi må tro, at han nåede det. Men hvor mange når det ikke, som havde haft tid til så mange ting men ikke til Gud?
Enhver af os kan bede Gud hjælpe os ud af fejheden og give os mod til at tale, når og som han vil. Djævelen prøver altid at gøre os bange for at sige noget, for vi har jo intet at sige og hellere må tie for ikke at gøre os selv til nar.
Hvorfor tror vi mere på ham end på Gud, der siger, at han ikke har givet os fejheds ånd? ”Derfor,.. har vi frimodighed til at gå ind i helligdommen ved Jesu blod.” Hebr. 10:19. Helligdommen, græsk TA HAGIA, Det Allerhelligste.
Benytter vi denne tilladelse til at gå ind i DET ALLERHELLIGSTE med det, vi trænger til, såsom tilgivelse og hjælp mod vor fejhed, men også med tak og pris til ham, som har sonet vore synder?
Læs igen disse forfærdelige ord: ”Men de feje og vantro, de fordærvede, morderne og de utugtige, og de, der praktiserer trolddom og dyrker afguder, og alle løgnerne - deres plads er i søen, der brænder med ild og svovl, det er den anden død.” Åb. 21:8.
Jeg vil for en ordens skyld pointere, at ”den anden død” absolut ikke er udslettelse, men er at forbindelsen til Gud Fader for evigt er udelukket. Gud sagde til Adam, at den dag, han spiste af kundskabens træ, skulle han dø. Den dag døde Adam åndeligt men levede i sit jordiske legeme i mange år. Får vi ikke forbindelsen med Gud oprettet førend vi dør, vil vi også rammes af den anden død, borte fra Gud i al evighed i helvedes pine.
I dag er nådens tid. Lad os bruge den til at få vore synder slettet ud, så vi aldrig skal møde dem som utilgivne synder.