OversigtVi får let den tanke, at modstanden er af menneskelig art, af kød og blod (Ef. 6:12). Men vor fjende er farligere. Vi møder modstand fra mennesker og fra vort eget jeg men især fra Djævelen og hele ondskabens åndehær. (Ef. 6:11-12.) For at kunne gøre virkelig modstand (Ef. 6:13) og stå, når fristelsen og kampen er hård, må en troende være udrustet med kraft af anden art og styrke end den, rent menneskelige resurser kan give.
Sandhedens bælte
Vi skal have sandhedens bælte om livet. Ef. 6:14a. Sandheden om Gud og mennesker og evangeliet om frelsen i Kristus. (2. Tess 2:13.) Enhver kristen skal være opmærksom på at tage imod hele evangeliet i tro (Ef. 1:3 og 4, 1.Tess.5:9 og Peter 1:2) og sortere alle løgnelærdomme fra (Ap.g. 17:11.)
Det er ikke os, der har søgt Gud og fundet ham. Men det er Gud, der valgte os. ”I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt. Og jeres frugt skal vare, så at alt det, I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer.” Joh 15:16. Men vi må ikke glemme, at Jesus forinden sagde: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, kan I bede om hvad I vil, og det skal blive gjort for jer.” Joh 15:16.
Mange læser det ene men ikke det andet og bliver skuffede, når de ikke får det, de har bedt om. Vi kan bede om hvad vi vil, men kun, når vi lever i tro på Kristus og hans ord bliver i os, bliver vore bønner hørt.
Alt er gjort af Jesus Kristus for vor frelse. Men at leve i tro på dette og at sige nej til verden og til den forkyndelse, der ikke lærer os sandheden, er et brydsomt arbejde, thi alt i denne verden er målrettet mod at nedbryde vor tro og vildlede os, så vi ikke får fat i hele sandheden men i stedet kommer til at tro løgnen.
Sandhedens forkyndere får ofte at vide, at de er ukærlige og hårde. Men hvis isen på søen er usikker, hvad er da det kærligste: at advare om det eller sige: Gå bare ud på den, det går nok? Hvad er mest kærligt: at sige sandheden, der fører til frelse, eller lære løgn, der holder mennesker fast i Satans bedrag?
Retfærdighedens brynje
Retfærdigheden som brynje (brystplade) er Kristi retfærdighed, som tilregnes den, som tror. (Romerne 3:21-26 og 4:5-6.) Satan går ofte til angreb for at få os til at tvivle på, at vi er retfærdige. Han viser os, hvorledes vi er og hvor ofte vi lider nederlag og gør det, vi ikke vil. Men er vi iklædt brystpladen, Kristi retfærdighed, kan Satan ikke ramme os med sine pile, så vi mister troen, glæden og freden.
Villighedens sko
Det gode fodtøj, som gør soldaten beredt til at stå fast og gå i strid mod fjenden, er villighed til at forkynde fredens evangelium. Ef 6:15. Dvs budskabet om Kristi gerning: Forsoningen, som skaber fred med Gud. (Ef 2:13-16.)
Disse første tre dele af udrustningen har soldaten altid på. De tre følgende iføres, når kampen tager til:
Troens skjold
Paulus brugte som billede i Ef. 6:16 en romersk soldat, hvor det store skjold han bar, dækkede hele hans krop. Det var præpareret sådan, at brændende pile ikke kunne fæstne sig og antænde det. Vi er stadig udsatte for ”brændende pile”, der antænder tvivl i os, som nager og tager vor fred.
Frelsens hjelm
Frelsen et ord, som sammenfatter Guds værk i Kristus og frugten af Kristi værk. Frelsen er som en beskyttende hjelm, der skærmer vort sind og vor tankeverden. Satan sætter ind med angreb på vore tanker. Derfor er det vigtigt at bære frelsens hjelm.
Åndens sværd
Åndens sværd er ikke blot til forsvar men også til angreb og er Guds ord. Ordet er Guds Ånds redskab og virkemiddel til at holde den troende oppe og til at overvinde og overbevise de ikke-troende. At være grundfæstet i Ordet er derfor af den største betydning for en kristen.
Er vi iklædt Guds fulde rustning, er vi godt beskyttet og står, selv om tusinder falder rundt om os på grund af diverse angreb.
Bed til din Fader, Matt 6:6.
Bønnen er ikke en særskilt del af udrustningen, men den, som skal modtage Guds kraft og gøre brug af Guds fulde rustning, må leve i stadig bøn.
Men bønnen bliver ofte i uforstand misbrugt. Nogle holder i deres bøn nærmest et ”foredrag” for Gud. Andre stiler efter, at deres ord skal lyde godt og fromt i folks ører. Andre igen beder længe og lader munden løbe som ved en udenadlært lektie. Sådant er ikke ydmygt at søge ind i Guds nærhed og lægge os under hans vilje.
”Dine befalinger vil jeg grunde på, og jeg vil udforske dine stier.” Sal 119:15. Ikke mindst i vor bøn skal vi grunde over det, Gud har sagt, og bede om mere lys over det. Vi skal ikke remse en tillært bøn op men være ærlige ind for Gud og takke for hans godhed mod os, for hans frelse ved Jesus Kristus og for den fuldkomne helligelse.
Vi læser om Jesus Kristus: ”Så blev der givet ham herredømme og magt og ære, og alle folk og folkestammer med alle tungemål skal tjene ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke forgår, og hans rige kan ikke ødelægges.” Dan 7:14. Det er i hans hellige navn, vi må gå frem for Gud Fader i bøn, påkaldelse og taksigelse.
Daniel var en bønnens mand, og Skriften siger ingenting om, at han i sine sidste dage var udbrændt eller mismodig. I stedet ser vi gennem hele Daniels bog, at til det sidste rystede hans bøn helvede og gjorde Djævelen rasende.
Havde Daniel været en ”remse”beder, ville Satan ikke været blevet rystet og Daniel ikke blevet beriget af at måtte bære alting frem for Gud i bøn.
Vi læser i Jer 5:1 , at Herren sagde: Gå rundt i Jerusalems gader, se jer godt omkring, søg på torvene, om I kan finde nogen, en eneste, der øver ret og søger sandhed, så vil jeg tilgive byen. Herren sagde hovedsagelig: Jeg vil være fuld af barmhjertighed, hvis jeg bare kan finde én person, som vil søge mig!
Bærer vi vort folks nød frem for Gud med hjertets dybe suk, da hører Gud og vil være fuld af barmhjertighed. Men vi har behov for ydmygt at bede: Lær mig at bede efter din vilje!
Guds Ånd søger over hele nationen efter nogle, som ivrigt fordyber sig i hans ord. Nogle, som ikke bare er på jagt efter bibelkundskab men søger åndelig kraft til at sejre over synden. Og søger sandheder, som sætter i frihed. Når Herren finder sådanne, velsigner han dem med bønnens ånd.
En sådan mand var Daniel. Han fik indsigt og en hvilende tro på, at Gud var Herre over alle ting. Hans rustning dækkede ham mod Satans snigløb. Lad ham blive vor læremester også i vor bøn!
Daniel vidste, at Guds folk ikke var rede til at modtage hans genoprettelse. Han identificerede sig selv med det moralske forfald, folket overalt omkring ham var sunket ned i. Og han sagde: Vi har syndet, vi har handlet slet og ugudeligt, vi har gjort oprør... Vi må skamme os ... fordi vi har syndet imod dig. Dan 9:5 og 8.
Vi er ikke noget i os selv. Alt hvad vi er, er af Guds nåde. Det er Guds nåde, at vi kan se vi er syndere, der har brug for hans frelse. Og se, at vi ikke er vor egen herre men Guds tjenere, der må gå bud for ham, som vi gennem bønnen får visdom og kraft til at gøre på ret måde.
Vort folk er i nød. Vore unge er fanget i Satans musik, der i jerngreb fører dem stadig dybere ind i hans garn, hvor de i hast glider derudad til et mørke, hvor de intet kan se. Og forældre står rådløse, fordi de ikke er rodfæstet i den lærdom, Gud giver i sit ord.
Gud er rede til også i dag at velsigne sit folk. Men manges sind er forurenet af denne verdens ånd, så de ikke mere er i den rette stilling til at kunne modtage Guds velsignelser. Daniel gav dette stærke udsagn: Hele den ulykke, der var skrevet om i Mose lov, kom over os. Vi formildede ikke Herren vor Gud ved at vende om fra vores synd og søge indsigt i din sandhed, derfor vågede Herren over ulykken og bragte den over os. Thi Herren vor Gud er retfærdig i alt, hvad han gør; vi havde ikke adlydt ham. Dan 9:13-14.
Daniel så al den moralske forfald, der var i landet. At hyrderne var på jagt efter det, der var i deres egen interesse. At hele samfundet havde fuld fart imod ødelæggelsen. At de ikke længere gik i ydmyg bøn til Herren men bad de remser eller tilvante bønner, de havde sig vænnet til. Og al den nød bragte Daniel frem for Gud.
Ligner vi ikke dette folk, som Daniel bad for? Vi fortsætte med at drive bort fra Herren, imens vi bliver gennemtrængt af synden fra verden.
Vi må bede om at få åbne øjne, så vi ser den forfærdeligt nød, vort folk er i. Gud ser ikke til en skare selvglade kristne, der lig farisæeren føler sig bedre end tolderen. Men han hører bønnen fra dem, der som tolderen indså, han var en synder, der behøvede Guds nåde. (Luk 18:9-14.)
Vi må bort vanebønner. Gud vil, at vort hjerte skal græde ind for ham og bede: Herre, jeg ønsker ikke at være en del af det, som sker. Lad mig være et eksempel på din bevarende magt midt i denne onde tidsalder. Uanset hvad andre beder, vil jeg i ydmyghed bære vort folks nød frem for dig!
Men på trods af vort lands nød og vore hårde hjerter forkynder mange i vort land, at alt er vel med vor gudsfrygt, fordi vi ser så mange ”undere” og får så mange ”profetier”, der lover fremgang og fred. Ak, vidste vi blot i dag, hvad der tjener til vor fred!
Der foregår mange modbydeligheder i Guds navn blandt vort folk fra nogle, der ophøjer sig selv med flotte titler og fræk optræden. Skulle dommen udeblive over sådanne? Dommen er ved at blive udløst over os. Måtte vi dog få åbne øjne, før det er forsent. Et ydmygt suk fra hjertets dyb over vor egen og vort lands synd er bedre end en opremset bøn, der skal vise andre vor fromhed.
Daniel så sit folks nød og kunne have handlet på forskellige måder. For eks. organiseret et råd, der skulle rette op på frafaldet fra Gud. Eller agiteret for at gå i demonstration. Men Satan er ikke imponeret over eller bange for mega-kirker med enorme bygninger og medlemskartoteker, som har dygtige, veluddannede unge prædikanter, der bruger meningsmålinger for at få at vide, hvad folket ønsker at høre, eller hvilke emner han skal undgå i sine prædikener, for at få flest medlemmer i sin menighed.
Satan frygter en oprigtig kristens bøn og de menigheder, hvor der lyder en sand forkyndelse til frelse og omvendelse.
For at udnytte Guds fuld rustning skal vi udvide vor åndelige horisont, så vi bedre forstår vor plads i Guds frelsesplan. Paulus minder sine læsere om, at vi står midt i kampen mellem det onde og det gode - mellem Satan og Gud (Ef. 6:12). Og som hellige lemmer på Kristi legeme er vi lovet sejr i denne kamp, når vi er vedholdende i bønnen
Jesus sagde: ”Når du beder, skal du ikke være som hyklerne; thi de elsker at bede, når de står i synagogerne og på gadehjørnerne, så at de kan vise sig for menneskene. Sandelig siger jeg jer: De har allerede fået deres løn. Men du, når du beder, så gå ind i dit lønkammer! Og når du har lukket din dør, skal du bede til din Fader, som er i det skjulte. Og din Fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig åbenlyst. Og når I beder, brug så ikke meningsløse gentagelser, som hedningere gør; for de tror, de bliver bønhørt på grund af deres mange ord.” Matt 6:5-7.
Jesus taler om ‘hyklere’. Det samme ord ord, der på græsk bliver brugt for skuespiller. Altså én, som giver sig ud for at være noget andet, end han i virkeligheden er. Resultatet bliver falskhed og hykleri. Bøn skal ikke bruges på den måde, siger Jesus.
I stedet fortæller Jesus os om lønkammeret, hvor Gud vil møde den, som beder. Der kan Guds børn tale fortroligt med deres Fader i Himlen, som vil møde sine børn og siden vise sig stor i deres hverdagsliv. Det er en stor Gud, der indbyder dig til at møde ham i bønnen. Han kender dine behov. Han har det, du mangler og er rede til at lytte til dine oprigtige bønner.
Kun de ydmyge får fuld udbytte af Guds rustning. Den stolte vover sig ud på udsatte steder og går imod fjenden i egen kraft. Vi kan lære lidt ved at læse 2.Makkebæer 8:16-18, hvor der står: ”Derpå samlede Makkabæeren sine folk, seks tusind i alt, og formanede dem til ikke at blive forfærdet over fjenderne eller blive bange for den store mængde af hedninger, der kom imod dem uden retfærdig grund, men at kæmpe tappert; de skulle holde sig for øje, at fjenderne mod al lov og ret havde begået overgreb mod det hellige sted, havde behandlet byen nedværdigende og grusomt og desuden opløst forfædrenes forfatning. ”For de stoler på våben og vovemod”, sagde han, ”men vi stoler på den almægtige Gud, der med et vink kan fælde dem, der kommer imod os, ja, imod hele verden.”
Vi må takke og prise Gud, som i Jesus Kristus har velsignet os med alle Himlens velsignelser. Allerede før verden blev skabt, elskede Gud os. Han udvalgte os ved Jesus Kristus før verdens grundvold blev lagt til at være hans ejendom. I hans øjne skulle vi stå som hellige og skyldfri gennem Jesus Kristus. Sådan var og er Guds plan. Men er vi rede til at gå ind i denne plan på hans måde og ikke på vor egen? Er vi rede til at ville forstå Bibelen på den måde, både når den tugter, irettesætter, vejleder og opbygger? Nej, vi er stædige og vil selv, og Gud må ofte nedbryde os for igen at kunne bygge det op, han kan bruge.
Børn bliver selvrådige, når de ikke irettesættes, hvis de gør det forkerte. Vil vi ikke sættes i rette af Bibelen, bliver vi også selvrådige og vil kun høre om, hvor godt det hele går, og at Gud står rede til at velsigne vort selvvalgte liv. Men vi læser i Sal 119:67 : ”Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu følger jeg dit ord.” Og i vers 71-72: ”Det var en lykke for mig, at jeg blev ydmyget, så jeg kunne lære dine love. Den lov, du har givet, er bedre for mig end tusind stykker guld og sølv.”
Gud Fader er frelsens kilde. Det er ham, som står bag alt og virker alt. Han udvalgte os fra evighed af til muligheden for at blive frelst. (Ef. 1:4-5.) Han har givet os sin nåde gennem sin elskede Søn. (Ef 1:6.) Han har også kundgjort os, dvs indviet os, i sin frelsesplan. (Ef 1:8-10.) Det vil sige, at det er Gud Herren, som står bag forkyndelsen af frelsesbudskabet. Og det betyder, at Guds store velsignelse, som Paulus lovpriser ham for, omfatter hans evige frelsesplan, som den er realiseret gennem hele historien.
Men alt dette gavner os intet, dersom vi ikke tager Guds fulde rustning på. Det skal være den rette rustning. Vi læser i Romerne 13:12 : ”Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.”
Satan iklæder sine børn sin rustning for at gøre dem blinde for Bibelens budskab. Derfor er det næsten umulig at komme ud af hans løgne, dersom vi først lader os forblænde af dem. Kommer han indenfor vort forsvarsværk, kan kun Gud fri os fra hans magt. Det er endnu en grund til at tage den rustning på, som Satans pile ikke kan gå igennem.
I Es 40:23 står der: Gud ”lader fyrsterne blive til ingenting. Han gør jordens dommere til intet. De er knapt plantet, og knapt er de sået, knapt har deres stilk slået rod i jorden, før han har blæst på dem og de bare visner. Hvirvelvinden driver dem bort som strå.” Men er vi skjult i Guds hånd, kan intet af alt dette, der vil nedbryde vor tro, nå os. Thi: ”De som venter på Herren, får ny kraft. De løfter vingerne som ørne, de løber og bliver ikke trætte, de går og bliver ikke udmattede.” Es 40:23.
Satan bruger at sende sine tjenere i forklædning. Og tager vi ikke imod Helligånden lys til at skelne løgn fra sandhed, er det som at tage vor rustning af og er da sårbare for fjendens pile. ”Grib frem for alt troens skjold; med det er I i stand til at slukke alle den Ondes brændende pile.” Ef. 6:16.
Satans plan er at få os til at lytte til en ånd, der skjuler Guds sandhed for os, som der står om nogle, der skønt de kendte Gud, ærede de ham ikke, men ”udskiftede Guds sandhed med løgnen….” Romerne 1:21-25.
Det er Satan en mester i. Derfor er det af største betydning, at vi bruger rustningen. ”Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.” Ef. 6:17. Det er vigtigt, at vi med hjelmen holder vore tanker og vor sunde omdømme godt beslyttet mod Satans snigløb. Vort sind skal og kan fornyes ved at holde os til det, Gud har sagt: ”Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” Romerne 12:2.
Lad det være vort mål at lade Gud forvandle vort sind, så det bliver fornyet. Men det kan kun ske ved, at vi tager imod dette nøglebudskab: Jesus ”gav sig selv for vore synder, så han kunne fri os ud fra den nuværende onde tidsalder, efter vor Gud og Faders vilje.” Gal 1:4.
Vi skal altså udfries fra Djævelens plan med os. Men det koster at overgive vort liv til Gud, så han bliver vor Herre og vi hans tjenere. Vi kan ikke være vor egen herre og alligevel få hele den himmelske velsignelse i Kristus Jesus. Som vor egen herre kan vi ikke få Guds fulde rustning, men må beskytte os selv mod at fanges ind i forførerens net af løgne. Hvilket er umuligt.
En god rustning er Guds ord. Efter min moders død fandt jeg et hæfte med mange skriftord, som hun havde samlet og skrevet ned. Det var hendes rustning, som hun tyede til for at sejre. Og ved et tilfælde fandt noget lignende skrevet af Laura Ingalls Wilder, der skrev sine bøger fra 1932 til 1943, for at en families historie fra den sidste del af det 19. århundrede ikke skulle glemmes. Efter hendes død fandt man i hendes Bibel en liste over en mængde skriftsteder. Hun brugte altså også skriftsteder fra sin Bibel som en rustning:
Et udvalg af disse skriftsteder:
Når man står overfor en krise: læs Salme 48.
Når man er modløs: læs Salme 23 og 24.
Når man skal lave budget: læs Lukas 19.
Om at leve med andre: læs Rom. 12. kap.
Ved sygdom: læs Salme 91.
Når man rejser, så tag Salme 121 med i bagagen.
Når man er bekymret: læs Matt. 11:28-30 og Romerne 8:31-39.
Når alting ramler: læs 2. Tim. 3.
Når vennerne vender en ryggen: hold fast i 1.Kor. 13. kap.
For indre fred: Joh. 14. kap.
Om at undgå ulykker: Matt 7:24-27.
Om at tro og have tillid til Guds ord: Hebr. 11. kap.
Når man ser sig nødsaget til at kæmpe: Ef. 6. kap.
Når man har syndet: læs 1. Joh. 3. kap.
Salme 23:
”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod. Godhed og troskab følger mig så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.”
Romerne 8:31-39 :
”Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? som der står skrevet: På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.
Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”
Matt 7:24-27 :
”Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.”
Eftersom Laura Ingalls Wilder havde skrevet alt dette og lagt i sin Bibel, må vi tro, at det var en del af hendes rustning. Og dersom vi har en lignende rustning, er vi ikke let at fælde men vil stå, også når der kommer modgang.
”De, der stoler på Herren, er som Zions bjerg,
det rokkes ikke, det står fast for evigt.
Bjerge omgiver Jerusalem,
og Herren omgiver sit folk
fra nu af og til evig tid.” Sal 125:1-2.