Vi læser i Hebr 12:15-17 : ”Se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den, og at ingen er troløs og vanhellig som Esau, der for et eneste måltid mad solgte sin førstefødselsret. For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det” Deraf ser vi, hvor alvorligt og farligt det er det er at lade nogen synd slå rod i os.
Gud stod rede til at hjælpe Israel og sagde: ”Hør, mit folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil advare dig, jeg er Gud, din Gud!” Sal 50:7.
Og i 81:9-11: ”Hør, mit folk, jeg vil advare dig, gid du ville høre på mig, Israel! Du må ikke have nogen fremmed gud, du må ikke tilbede en anden gud. Jeg er Herren din Gud.”
Og i Jer 6:10 står: ”Hvem kan jeg tale til og advare, så de hører? De er ude af stand til at lytte, deres ører er uomskårne. Herrens ord spotter de, de vil ikke vide af det.”
Ja, hvem kan Herren tale til i dag? Hvem vil lade sig advare? Een her og to der vil høre på ham, og mange af dem føler sig som Elias, der efter at have udført en stor gerning for Gud mistede modet og gemte sig. Herren måtte to gange sige til ham: ” Hvad vil du her, Elias?” 1. Kong 19:9 og 13. Han svarede: ”Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, fordi israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd! Jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet!” 1. Kong 19:9.
I dag er profeterne få, og Herrens altre er få. Og mange af dem, der er tilbage, bliver vanhelliget ved at offergaverne derpå bl.a. er rock og kødelig underholdning. ”Skulle han, som plantede øret, ikke høre, skulle han, som dannede øjet, ikke se?” Salme 94:9. Jo, Gud hører og ser, og dommen for vor ugudelighed kommer, ganske som den kom over Israels folk, om hvem Gud sagde: ”Det er et genstridigt folk, børn, der lyver, børn, der ikke vil høre Herrens belæring.” Es 30:9.
I dag har vi ingen Esajas, der kommer og taler til os. Men Guds ord til Esajas har vi stadig og kan tage dem til os som sagt til os i dag. Gud sagde til Jeremias: ”Hvem skal jeg tale til og advare, så de kan høre?” Ikke mange vil høre og tro på de ord, Gud har givet os. Også i dag spotter menneskene Herrens ord og vil ikke vide af det.
Ikke kun Gud sender profeter. Også Satan har et budskab til os og har mange ”profeter.” En sådan løgnefigur er Maitrea, som har optrådt rundt om i verden. Der er skrevet meget i okkulte skrifter om denne, okkulte profet. Og ifølge disse kredse har han levet på jorden i adskillige år og er nu rede til at stå frem. De kalder ham Lord Maitrea.
Benjamin Creme synes at betragte sig selv som en slags forløber for Maitrea. Han siger: Maitrea er kristus i den nye tidsalder! Og videre, at vor jord er styret af 15 Masters of Wisdom, som i dag arbejder over hele jorden for Maitreas interesser.
Maitrea har fire opgaver:
1/ Lede mennesker til at tro på en New Age præget kristendom.
2/ Bringe fred ved, at han træder frem fra det ukendte og udgiver sig for at være Kristus.
3/ Introducere en ny verdensorden, der omfatter både en ny politik, økonomi og ny en åndelighed.
4/ Lede folk til ”faderen”, Sanat Kumara*, der er beskrevet som at være ”verdens herre.”
* Sanat er et okkult anagram for Satan.
Vi har grund til at bede Herren: ”Af hele mit hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine befalinger! Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde mod dig.” Sal 119:10-11.
Vi bor midt iblandt et folk, der ikke søger Herren men dyrker sataniske guder. Måtte vi da som Josva sige: ”Men hvis det er jer imod at tjene Herren, så vælg i dag, om I vil tjene de guder, jeres fædre dyrkede på den anden side af floden, eller amoritternes guder, i hvis land I bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene Herren!” Jos 24:15.
Skal vi tjene Herren, må vi kende ham og hans ord og må bede: ”Lad mit hjerte være ulastelig efter dine forskrifter, for at jeg ikke skal blive til skamme.” Sal 119:80. Og med denne bøn vil vi gå videre og grunde over Herrens hellighed.
”I det år kong Uzzia døde, så jeg Herren sidde på en trone, høj og opløftet, og slæbet på hans skrud fyldte templet. Serafer stod hos ham, hver af dem havde seks vinger. Med to dækkede de ansigtet, med to dækkede de fødderne, og med to fløj de. En råbte til en anden og sagde: Hellig, hellig, hellig er Hærskarernes Herre. Hele jorden er fuld af hans herlighed!… Da sagde jeg: Ve mig, jeg er fortabt! For jeg er en mand med urene læber, og jeg bor midt iblant et folk med urene læber. Og nu har mine øjne set Kongen, Hærskarernes Herre! Es 6:1-5.
Vi har et stort behov for holde os til HERREN for at stå imod okkultismen, som florerer i vort land. Et behov for at komme i Herrens nærhed og høre, hvor hellig Jesus Kristus er. Vi ser tydeligt i Joh 12:37-43 , at det var Jesus, Esajas så. Jeg citerer fra vers 41: ”Det sagde Esajas, fordi han så hans herlighed og talte om ham.”
Esajas var overvældet af den hellighed, der omgav Jesus Kristus. Overvældet af den storhed og majestætiske fremtræden, som Jesus gav afkald på, medens han på jorden var iklædt kød og blod som vi og led under afvisningen af det budskab, han kom med fra Faderen, at han var det sande Guds Lam, der kom til verden for at bære verdens synd. Men hvem kunne han tale til? Hvem ville lade sig advare af hans ord? Og hvem ville gå med hans budskab? (Es 6:8.)
Vi læser i Ef. 5:25-27: ”… Kristus elskede menigheden og gav sig selv for den, for at han kunne hellige og rense den… for at han kunne føre den frem for sig selv som en herlig menighed, der ikke har nogen plet…eller nogen anden fejl, men at den skulle være hellig og uden dadel.”
Den menighed, der tales om her, er ikke den brede samling af folk, der kalder sig for en menighed, men som Jesus ikke kan tale til, fordi de er selvretfærdige og vil beholde deres yndlingssynder. Men det er personer, der er kaldt ud fra verden og villigt tager imod Jesus Kristus og lader ham gøre deres liv nyt og tager imod hans renselse og helligelse.
Hvilken forskel på dem, der har set Guds hellighed og bøjer sig for den, og dem, der tror, at de kan se Gud uden at være rensede ved troen på Jesu blod! Det er så ufatteligt stort, at Gud har ”udvalgt os i ham før verdens grundvold blev lagt, for at vi skulle være hellige og ulastelige fremfor ham i kærlighed. Ved Jesus Kristus har han forudbestemt os til barnekår hos sig, efter sin viljes gode velbehag.” Ef. 1:4-5. Men det forudsætter, at vi vender om til ham af hele vort sind og af hele vor styrke.
Hvilken kraft trækker stærkest i os? Helligånden, der arbejder for, at vi mere og mere skal komme til at ligne Jesus, der forløste os og købte os fri fra syndens fordærv? Eller Djævelen med alle hans falske profeter? Stræber vi efter at komme Gud nærmere eller efter at opleve satanisk forførelse? Hvem kan Gud tale til i dag, som vil høre og lade sig advare af ham?
Vi læser i 2. Tim 1:9 : ”Han, som udfriede og frelste os og kaldte os med kaldelse til et liv i hellighed [et liv i hellig tilbedelse], ikke på grund af noget,vi havde gjort, men på grund af det valg, han i sin egen vilje havde gjort. Som [for evige tidsaldre siden] blev givet os i Kristus Jesus, før denne verden begyndte.” The Amplified Bible.
Jesus kommer snart for at hente sin dyrekøbte, pletfrie brud. Men alle, der stadig har sine pletter og vil beholde dem, kommer ikke med.
Alt er gjort rede. Læs, hvad der er forudsagt om Guds beredte vej: ”En banet vej skal der være, en vej, der skal kaldes Den hellige Vej. Ingen uren skal gå på den, men den skal være for hans folk. Ingen som går på vejen, selv ikke de enfoldige, skal fare vild! Ingen løver skal færdes der, og ikke noget rovdyr skal komme op på den. De skal ikke findes der. Men de forløste skal gå ad den.” Es 35:8-9.
Vi læser i 1. Joh 1:5 : ”Dette er det budskab, som vi har hørt af ham, og som vi forkynder jer, at Gud er lys, og i ham findes ikke noget mørke.”
Der vil aldrig være noget mørke eller nogen uretfærdighed i Herren vor Gud, fordi han er evig hellig. Jakob siger: ”Hos ham er der ingen forandring eller skiftende skygge.” Jak 1:17. Det samme kan siges om Jesus Kristus, thi han og Faderen er et. (Joh. 10:30.)
Og han har kaldt os og påbudt os: ”I skal være hellige, for jeg er hellig.” 1. Pet 1:16.
Det er et mål, vi ikke kan nå uden Gud griber ind i vort liv. Og ”fordi han selv ville, fødte han os ved sandhedens ord, for at vi skulle være førstegrøden af hans skabninger.” Jak 1:18.
Vi skal jage efter at aflægge ”enhver byrde og synden, som så let fanger os, og løbe med udholdenhed i den kamp, som er lagt foran os.” Hebr 12:1.
”Rens derfor den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, da I er usyrede. For sandelig, vort påskelam er slagtet for os, nemlig Kristus.” 1. Kor 5:7.
Surdej er i Bibelen ofte et billede på synden, der ligesom surdej gennemsyrer et menneskes liv. Den må derfor renses ud. Vort påskelam er slagtet. Kristus, har taget verdens synd på sig (2.Moseb. 12:1-13 og Joh 1:29). Og kun derfor er der frelse at få. Så lad os holde højtid, ikke med gammel surdej, ikke med ondskabens og lastens surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød! 1. Kor 5:8.
Apostlen taler alvorsord til ”de oppblæste” - de stolte, som i deres selvgodhed ikke griber ind for at påtale og rense synden ud af menigheden. (1. Kor 5:2-5.) Hensigten med den menighedstugt, som her beskrives, er at vise syndens alvor. Den, der ikke vil vende sig bort fra synden, skal se, at han er rykket ud fra livet under Guds velsignelse. Og menigheden skal se, at det er farlig at leve i synd.
For at vandre i hellighed må vi lade ”os rense os fra al urenhed på kød og ånd, og fuldføre vor helliggørelse i gudsfrygt.” 2. Kor 7:1. For at rense os fra verdslig urenhed må vi afstå fra verdens måde og tale og handle på. Paulus taler i 2. Kor 7:1 om at gå ind under et fremmed åg, som betyder at leve på et vantro, verdsligt levevis.
Jesus indbyder os til at tage hans åg på os og lære af ham. Han siger: ”Jeg er mild og ydmyg af hjertet, og I skal finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let. Matt 11:29-30. Jesus talte her til jøderne, som havde mange og tunge byrder at bære på grund af alt det, farisæerne lagde på dem i form af menneskepåbud.
Vi ser også åget omtalt i Apg 15:10 , hvor der står: ”Hvorfor sætter I Gud på prøve ved at lægge et åg på diciplenes nakke, et åg, som hverken vore fædre eller vi har formået at bære?” Traditionernes åg er tunge at bære, men Jesus sætter os i frihed ved, at vi får del i hans retfærdighed og hellighed, når vi kaster alt det gamle ud og tager imod frelsens enkle budskab, og ikke i egen kraft forsøge at arbejde os op til et højere niveau af hellighed.
Men vi skal kæmpe for at kaste den gamle surdej ud og ikke lytte til fristeren, som altid rede til tilsyneladende at ville give os noget, men som i stedet tager alt fra os. På samme vis som da han fristede Jesus og sagde: Dig vil jeg give alt dette (hele verden)! Havde Jesus taget imod denne ”gave” – som i forvejen var hans – havde han mistet alt. Men Jesus havde visdom og kraft til at sige: ”Vig bag mig, Satan!” Har vi Jesus Kristus som Herre og holder os nær til ham, da får vi ny kraft, men søger vi kraften, får vi en ny herre - Satan.
Da Djævelen fristede Jesus i ørkenen, sagde han: ”Der står skrevet.” Matt 4:4 , 6-7 og 10. Men da Eva blev fristet af Djævelen, begyndte hun at diskutere med fristeren. Og det endte med, at hun lagde noget til Guds ord, han ikke havde sagt.
”Slangen (Satan i forklædning)… spurgte kvinden: ”Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?” Kvinden svarede slangen: ”Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved (det fremhævede var Evas tilføjelse), for ellers skal vi dø.” Men slangen sagde til kvinden: ”Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” Kvinden så, at træet var godt at spise af og en lyst at se på, og var godt at få indsigt af; og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. 1. Mos 3:1-6.
Vi hører, vi fristes og får lyst. Men vi skal lære at skelne og blive villige til at kaste forkert lære ud. ”Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? Det er Guds folk, der er den levende Guds tempel, som Gud har sagt om: ”Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.” Derfor: ”Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer og være jeres Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.” 2.Kor. 6.14-18.
Vi kan altså ikke være midt i det urene eller holde os til en menighed, der lærer os vildfarelse og samtidig tro, vi ikke har fællesskab med løgnen. I Es 8:20 står: ”To the law and to the testimony: if they speak not according to this word, [it is] because [there is] no light in them.” King James. (Til loven og til vidnesbyrdet: Hvis de ikke taler i henhold til dette ord, er [det fordi] der intet lys er i dem.”)
Altså skal vore bibellærere og prædikanter holde sig til Guds ord og vidnesbyrd. Gør de ikke det, er det fordi der intet lys er i dem. Og ”når en blind leder en blind, vil begge havne i grøften.” Matt 15:14.
Bibelen taler meget om fuldkommen hellighed i gudsfrygt. Men vi må undres over, hvor gudsfrygten er blevet af i menighederne i vor tid. Der tales oftest i stedet om nye åbenbaringer og ubibelske manifestationer. Bibelen fordrejes, så den tilsyneladende siger det, der passer vor kødelige opfattelse. Men vi må lade Helligånden via Ordet arbejder på at forme os til at ligne Guds Lam, så vi kan bære hellighedens ædle frugt til Guds ære.
Vi formanes til: ”Således som I altså har taget imod Kristus Jesus, Herren, så vandre i ham, rodfæstet og opbygget i ham, og grundfæstet i troen, som I er blevet oplært til, idet I er rige i den med taksigelse.” Kol 2:6-7.
Har vi denne formaning for øje, når vi målet at blive frelst. Men holder vi os ikke dette for øje, lever vi livet på en løgn og bliver ikke frelst. På Paulus´ tid fik folk en politisk ”helligelse” ved at tilbede kejser Cabeirus. I dag er det næsten sådan, at er nogen med på at guddommeliggøre de nye ubibelske lærdomme, tilskrives de helligelse ganske som dem, der tilbad kejseren. Thi vi må være klar over, at foragter vi eller gør os os fri af de apostoliske formaninger, foragter og forkaster vi Gud og hans ord. Gud vil, at vi skal have hellighed og helliggørelse for øje. (1. Tess 4:3 og 7.) Og denne helligelse består i en udskillelse fra det verdslige og indvielse til Gud. Det er et sådant liv, Gud har behag i. (1. Tess 4:3.) Men hvem kan Gud sende med dette budskab? Og hvem vil høre det?
Guds kald til os er altså, at vi skal være hellige. Og Gud erklærer os for hellige, når vi tror på udgydelsen af Jesu blod som soning for vore synder. Da er vi ved Jesu blod bragt fra en position af uretfærdighed og fjendskab mod Gud hen til, at vor synd er skjult under Jesu blod. Da er vi i Kristus gjort hellige og fuldkomne.
Gud giver os en fuldkommen frelse. Men det må ikke forveksles med, at vi stadig kan lade vor gamle natur få indflydelse over os og præge den nye natur, vi har fået ved troen på Jesus.
”Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi. Se, alt er blevet nyt.” 2.Kor. 5:17. Kristi kærlighed til os førte ham på lidelsesvejen til Golgata, for at vi skulle blive frelst. (Sml. 1. Joh 4:9-10.) Apostlen understreger, at fordi én (dvs. Kristus) døde, så døde alle (dvs. de troende) i ham, i kraft af åndelig enhed med ham (Rom. 6:9 og 11), og er således døde i Guds øjne for at kunne leve for ham. At være i Kristus er at være en ny skabning, i en fuldstændig ny stilling overfor Gud. (2.Kor. 5:17og Rom. 6:12-14.)
”Så sandt I virkelig har hørt om ham og er blevet oplært i ham, som sandheden er i Jesus, da må I aflægge det, som hører til jeres tidligere fremfærd, det gamle menneske, det, som bliver fordærvet ved de forførende lyster (der udspringer fra bedrag) og konstant bliver fornyet i jeres sind ved Ånden (ved at have et sundt sind og en sund åndelig indstilling). Og iklæd jer det nye menneske, som er skabt i Guds billede, i sandheds retfærdighed og hellighed.” Ef. 4:21-24.
Vi skal altså fortsætte og videreopbygge det nye liv, Helligånden fødte os ind i, da vi tog imod Jesus. Og vi skal samarbejde med Helligånden i ethvert forhold i vort liv.
”På samme måde som I før stillede jeres lemmer til rådighed for urenhed og lovløshed… sådan skal I nu stille jeres lemmer til rådighed som tjenere for retfærdigheden, til helliggørelse.” Romerne 6:19.
“Den, som siger, at han blive i ham, han skylder også selv at vandre således, som han vandrede..” 1. Joh 2:6.
”Hver den, som bliver i ham, synder ikke (kan ikke synde med vilje). Hver den, som (alligevel) synder, har hverken set ham eller kendt ham.” 1. Joh 3:6.
I Gal 5:17-26 læser vi om forskellen mellem Guds Ånds arbejde og kødets gerninger. Og denne forskel skal træde tydelig frem i vort liv og gør det, dersom vi giver Helligånden lov til at helligøre os.
I Kristus er vi helliget helt og fuldkomment ved ofringen af hans legeme én gang for alle. (Hebr 10:10.) Og denne helligelse må vi ikke ødelægge ved et kødeligt liv.
At iklæde os det ny menneske vil sige, at vi ved en ny fødsel (se Joh. 3. kap.) får en ny natur og kraft til at overvinde det gamle i os, så vi – dersom vi vil holde os til Gud – får Helligåndens kraft til at leve et helligt liv og til ikke at påføre os syndens snavs. Vi er enten tjenere under Guds hellighed eller under synden. Og Paulus skriver: ”Ved I ikke, at når I i lydighed er tjenere for nogen, er I tjenere under den, I adlyder, enten det er under synden, som fører til død, eller det er under lydigheden, som fører til retfærdighed?” Romerne 6:16. Og i vers 22: ”Men nu, da I er blevet sat fri fra synden og er blevet tjenere for Gud, høster I frugt som fører til helliggørelse, og målet er evigt liv.”
Gud kaldte os til at være hellige. (Romerne 1:7.) Af nåde giver han syndige mennesker et nyt, helligt liv. Skal vi da synde videre som intet var sket? Dertil siger Paulus 14 gange: ”På ingen måde! Vi som er døde fra synden, hvordan kan vi fortsætte med at leve i den?” Se for eks. Romerne 1:7.
Vi skal regne med det Skriften siger, at vi er døde fra synden. Vi læser i Romerne 6:10-14 : ”For den død, han døde, den døde han for synden én gang for alle, og det liv, han lever, det lever han for Gud. Sådan skal også Iregne jer som døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus, vor Herre. Lad derfor ikke synden få herredømme i jeres dødelige legeme, så I adlyder den i dens lyster. Stil heller ikke jeres lemmer frem som redskaber for uretfærdigheden til tjeneste for synden, men still jer selv til tjeneste for Gud som dem, der var døde men er blevet levende, og stil jeres lemmer til rådighed for retfærdigheden til tjeneste for Gud. Thi synden skal ikke herske over jer, fordi I ikke er under lov men under nåde.”
Nu er det sket, det som salmisten taler om i Sal 124:7 : ”Vor sjæl er sluppet fri som en fugl fra fuglefængerens snare. Snaren er revet i stykker, og vi er sluppet fri.”
Der er fælder langs vejen, vi færdes ad, når vi er ”sluppet fri”. Den ene af dem er at tro, at nu er der ikke flere kampe. Og når vi kommer ud i prøvelser, tror vi at Gud har forladt os. Derfor skal vi ikke kun synge lovsange over, at vi er sluppet ud af snaren, men også kæmpe for at holde os på vejen.
”Vi skal se på ham, som har udholdt en sådan modsigelse fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle. I har ikke endnu stået imod, så det har ført til blodsudgydelse (af jeres egen blod), medens I kæmper mod synden. Og I har (fuldstændig) glemt formaningen, der lyder til jer som til sønner: Min søn, foragt ikke Herrens tugt! Bliv heller ikke modløs, når du revses (og irettesættes) af ham, thi den, som Herren elsker, den tugter han, og han hudstryger (samme græske ord, som er brugt, da Jesus blev hudstrøget med pisken, hvori der var sat ting i, der kunne rive huden op) hver søn, han tager sig af. Når I må udholde tugt, så er det Gud, som behandler jer som sønner. For hvilken søn er det, som en fader ikke tugter? Men hvis I er uden tugt, som dog alle får sin del af, da er I uægte børn og ikke sønner. Hvis vi har haft menneskelige fædre, som tugtede os, havde vi ærefrygt for dem; skal vi da ikke meget mere underordne os åndernes Fader og få leve? For de (vore jordiske fædre) tugtede os i nogle få dage, som de syntes det bedst. Men han tugter til vort sande bedste, så vi kan få del i hans hellighed.” Hebr 12:3-10.
Derfor skal vi midt under trængslerne og prøvelserne takke Gud for hans nåde, thi han er med os også de dage, hvor vi prøves hårdt. Midt i tunge dage kommer mange som aldrig før til at se Guds nåde, og da bliver lovsangen ægte.
Guds langsigtige mål blev lagt, ved at ”han udvalgte os i ham (Kristus) før verdens grundvold blev lagt, for at vi skulle være hellige og ulastelige fremfor ham (Gud Fader) i kærlighed.”Ef. 1:4. Alle er altså udvalgt til frelse. Men ikke alle vil tage imod Guds frelse. ”Men så mange, som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.” Joh 1:12. Vi må altså tage imod (en bevidst handling) frelsen ved tro og ikke sidde passivt og vente på, at noget sker på et eller andet tidspunkt. Vi kan intet selv gøre for at blive frelst men kan kun tage imod Guds fuldbragte frelse.
Paulus bekræfter denne forståelse ved at skrive. Men vi lovpriser Gud, fordi ”Gud fra begyndelsen udvalgte jer til frelse ved Åndens helliggørelse og ved tro på sandheden.” 2. Tess 2:13.
Som kaldet til frelse, hellighed og retfærdiggørelse må vi komme til Gud med vort lovprisningsoffer, som er taksigelsen for hans nåde mod os. Johannes skriver: ”Elskede, nu er vi Guds børn. Og det er endnu ikke blevet åbenbaret, hvad vi skal blive, men vi ved, at når Kristus bliver åbenbaret, skal vi blive lig ham, for vi skal se ham, som han er.” 1. Joh 3:2. Samme vers i The Amplified Bible lyder: ”Elskede, vi er [allerede her og nu] Guds børn, det er endnu ikke åbenbaret [gjort tydeligt], hvad vi skal blive [herefter], men vi ved, at når han kommer og er synlig, skal vi [som Guds børn] samles og blive lig ham, for vi skal se ham, just som han er [i virkeligheden].”
The Amplified Bible, som jeg har benyttet et par steder, er ikke en moderne oversættelse, der udelader noget hist og her, men oversætter direkte fra de originale hebræiske og græske grundtekster og giver den fulde forståelse af alt, hvad de originale tekster indeholder. For eks. det græske ord pisteuo, som almindeligvis oversættes til tro, men som The Amplifies Bible gengiver som at holde fast ved, holde sig til, eller støtte sig til.
For eks siger Jesus i Joh 11:25 til Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, som tror på mig [holder fast ved, tror på mig og støtter sig til mig], skal skønt han dør, dog leve.”
Vi har endnu ikke nået dette fuldkomme stade, og når det ikke her på jorden, vi ejer det kun i troen. Men vi er på vej og er sikre på Guds løfte til os om, at arven er vor, dersom vi holder ud indtil enden.
Paulus skiver: ”Ikke sådan at forstå, at jeg allerede har nået det, eller at jeg allerede er blevet fuldkommen. Men jeg jager fremover, så jeg kan gribe det, eftersom Kristus Jesus også har grebet mig. Brødre, jeg tror ikke om mig selv, at jeg har grebet det. Men et gør jeg: Jeg glemmer det, som er bagved, og strækker mig efter det, som ligger foran.” Fil 3:12-13. Og Paulus skrev til romerne: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal frelse mig fra dette dødens legeme? Gud være tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså tjener jeg med mit sind Guds lov, men med kødet tjener jeg syndens lov..” Rom. 7:24-25.
På trods af denne erkendelse af sin egen ufuldkommenhed skrev han i 1. Tess 3:13 , at ”Herren kan styrke jeres hjerter til at være ulastelige i hellighed fremfor vor Gud og Fader ved vor Herre Jesu Kristi genkomst med alle sine hellige.” Og skriver i 5:23: ”Må fredens Gud selv hellige jer fuldstændig! Og må jeres ånd, sjæl og legeme helt og fuldt blive bevaret ulastelig ved vor Herre Jesu Kristi genkomst!” Det kunne han skrive, fordi han kunne hvile i, at frelsen og helligelsen af ham alene kom fra Gud, når han i tro tog imod Jesus Kristus
Tilbed Herren i Hellighed.
Vi ser af Paulus´ ord, at han erkendte de vanskeligheder, der var på hans vej i Jesu spor. Og han erkendte sandheden i disse ord: ”Gå ind gennem den trange port! For vid er den port og bred er den vej, som fører til fortabelse, og det er mange, som går ind gennem den. Men trang er den port og smal er den vej, som fører til livet, og det er få, som finder den.” Matt 7:13-14.
Opfordringen til at gå gennem ”den trange port” er en alvorlig advarsel til os om at tage imod det nye liv i Gud uden at sætte ”lapper” af vort gamle liv på det nye, Gud har givet os. Gud kalder os til helligelse hver dag i store og små ting. Intet er uden betydning, thi alt er enten rigtigt eller forkert. Og det forkerte belaster vor vandring med Gud og viser, at vi ikke sætter pris på den helligelse, vi ved troen har fået del i.
Ved at læse 2. Mos 28:2 lærer vi lidt om hellighed. Ypperstepræsten, der kom frem for Guds ansigt, måtte bære hellige klæder. ”Du skal lave hellige klæder til din broder Aron, til ære og til pryd.”
De hellige klæder viser hen til Kristi fuldkommenhed. At beskrive den skønhed, der omgiver vor forløser, overgår hvad vi formår. Men vi kan slutte os til Davids ord: ”Giv til Herren den ære, der omgiver hans navn, tilbed Herren i hellighedens skønhed.” Sal 29:2. King James Version.
Hellig i det ydre og ikke mindst i vort indre. Det er sådan, vi skal ære Herren i vor bøn og i vort liv. Fordi vi er kaldet til helligelse må alt i os råbe: Hellig, hellig, hellig er Herren! Men selv den mindste ting i vort liv, der er præget af vort gamle menneske, sætter en plet på vor hellighed, som vi skal gå til Gud for at få hans tilgivelse for.
Guds formål med, at han købte os med en høj pris, var at gøre os hellige. Og denne hellighed begyndte i det øjeblik, vi tog imod Jesus Kristus som frelser og Herre.
Efter evne og mulighed må vi være budbringere for Herren om dette store, at der er frelse at få, og at vi helliges ved tro på Jesus, der som Guds offerlam udgød sit blod som et synd- og sonoffer for vore overtrædelser.
Vi læser i Romerne 10:17 : ”Så kommer da troen af det, vi hører, og det, vi hører, kommer ved Guds ord.”
Der står i Esek. 33:2-9: ”Menneskesøn, tal til dit folks børn og sig til dem: Når jeg fører sværdet over et land, og folket i landet tager en mand fra sit område og sætter ham til vægter. Når han ser sværdet komme over landet, da blæser han i basunen og advarer folket. Men den, der hører lyden af basunen og ikke lader sig advare, så sværdet kommer og tager ham bort, hans blod skal komme over hans eget hovede…. Men den, som lader sig advare, skal bjerge sin sjæl. Men hvis vægteren ser sværdet komme og ikke blæser i basunen, da bliver folket ikke advaret. Når sværdet kommer og river en sjæl bort iblandt dem, bliver han taget bort for sin egen misgerning, men hans blod vil jeg kræve af vægterens hånd. Og du, menneskesøn, jeg har sat dig til vægter for Israels hus. Derfor skal du advare dem fra mig, når du hører ord fra min mund. Når jeg siger til den ugudelige: Du ugudelige, du skal sandelig dø! og du ikke taler for at advarer den ugudelige mod hans færd, da skal den ugudelige dø i sin misgjerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Men hvis du advarer den ugudelige om, at han må vende om fra sin færd, og han ikke omvender sig, da skal han dø i sin misgerning. Men du har reddet din sjæl.”
Spørgsmålet om, hvem Gud kan sende, er meget alvorligt. Siger vi, at det ikke vedkommer os, står vi til ansvar for manges fortabelse. Men lad os sige: ”Her er jeg, send mig!” Es 6:8.
Gør det lidet du kan, gør det villigt og glad!
Der er mulighed nu, men den flyr.
Efter vår kommer høst, dag og nat går på rad,
og hvem véd, om en mogen da gryr?
Vær da travl til at så, mens det endnu er tid,
at din høst måtte oprinde blid.
Gør det lidet, du kan, og tænk slet ikke på,
at så fattigt og småt det ser ud!
Thi hvordan skulle da du med lyst kunne gå,
hvor din mester dig sender med bud?
Er end gerningen ringe og kun få dens krav,
vær du glad, at til dig han den gav.
Gør det lidet, du kan, læg dit hjerte deri!
Gør for Herren det altsammen blot,
og vær vis på, at Jesus ej dømmer som vi,
når der spørges om stort eller småt!
Se, han selv gør jo alt, hvad betyder det så,
om han gav dig din plads blandt de små?
Gør det lidet, du kan, og betænk, at vor Gud
kræver kun, at en tjener er tro!
O, vær glad, du må gå med hans ringeste bud,
og han selv vil i kraft hos dig bo!
Hvilken fryd, om på hin dag han siger til dig:
Hvad du gjorde, blev gjort imod mig.
Lina Sandell
Lina Sandell var syg i længere perioder ad gangen, men så altid, at selv over mørke dage Guds nådes lys. Hans nåde var for hende ny hver morgen. Og hun opfordrede i sine sange til kun at tage én dag ad gangen. Hun gjorde ”det lidet”, hun kunne, og Gud velsignede hendes arbejde, så det har talt til mange i mange lande. Gør også du det lidet, du kan?
Kun en dag, et øjeblik ad gangen LINA SANDELL Kun en dag, et øjeblik ad gangen! Hvilken trøst for den forsagte ånd! Hvorfor skal mig uro holde fangen? Alting hviler i min faders hånd. Han, som har for mig en faders hjerte, hver en dag jo også sende vil mig den lille del af fryd og smerte, som jeg netop trænger til. Nær hos mig han vil mig altid lære særlig nåde for hver enkelt tid. Hver en dags bekymring han vil bære, kraft og råd han kalder sig med flid. Han vil vogte sine får så kære, mætte sjælen ved sit nådebord. Som din dag er, skal din styrke være! det er løftet i hans ord. Hjælp mig da at hvile trygt og stille kun på dine løfter, Herre kær, og ej troens dybe fred forspilde, som i ordet kom mit hjerte nær! Når mit sind er af bekymring fangen, lær mig tage af din faderhånd kun en dag, et øjeblik ad gangen med en stille, ydmyg ånd!