OversigtDet er et forvrænget evangelium, der prædikes i vor religiøse tid. Et ”forbandet” evangelium, der er tilpasset New Age og udvandet til ukendelighed.
Kristne i vor tid er for manges vedkommende kommet bort fra det, Bibelen lærer. Lad os blot se på Gal. 2:20: ”Jeg er blevet korsfæstet med Kristus. Det er ikke længere mig, som lever, men Kristus lever i mig. Og det liv, som jeg nu lever i kødet, lever jeg i tro på Guds Søn. Han, som elskede mig og gav sig selv for mig.”
I Gal. 2:19-21 ser vi, at retfærdiggørelse ved tro afskærer lovgerninger. Død for loven betyder at være helt udenfor moselovens rækkevidde. Er vi ”korsfæstet” med Kristus, har loven ikke længere nogen krav på os.
Resultatet af at være død for loven er at leve for Gud, sml. Romerne. 7:4 f. Grundlaget for denne, nye position er, at vi er korsfæstet med Kristus og opstået med Kristus, for derved lever Kristus sit liv ud i den troende. (Gal. 2:20.) Denne nye position i Guds Søn bygger på troen alene. I troen på ham er jeg, hvad jeg er i samfund med ham. Jeg glæder mig over dette, nye samfund ved troen alene. (Gal. 2:20.) Dette er det sande kristenliv. At blande lovgerninger og nåde ødelægger, ja, tilintetgør dette liv. Guds retfærdighed kan kun blive et menneske til del på grundlag af Kristi død. I modsat fald var hans død til ingen nytte. (Vers 21.)
Er du død for loven? Ved du, at du er korsfæstet med Kristus? Glæder du dig over at have samfund med Kristus? Har du et virkeligt samfund med Kristus, kan du ikke deltage i showprægede gudstjenester eller der, hvor der lyder et forvrænget budskab. Har du ikke et årvågent øre, hører du ikke, at budskabet er tilpasset New Age og den liberale tanke. I stedet for, at du tilpasser dig evangeliet, kommer du til at mene, evangeliet skal tilpasses dig. Derved kan du med ro forblive i dine synder uden at blive urolig over dem.
En forkert forståelse af Bibelen producerer en forkert tro. Og en forkert tro leder ikke til frelse. Tror du, at gerninger leder dig frem til retfærdighed, står det dårligt til med dig. Gerninger kan ikke frelse, om så din dag er fyldt med gode gerninger og fromhed. Kun tro på Jesus Kristus kan frelse.
Vi er alle åndelig døde og ufuldkomne, bundet i synd og død. For at blive friet fra denne tilstand er det nødvendig, at der betales en løsesum for at kunne komme til at stå rene og retfærdige i Guds øjne.
Denne fuldkomne hellighed blev tabt ved syndefaldet. Derfor må der tilvejebringes en fuldkommen løsesum, for at Adams efterkommere igen kan få muligheden for at opnå det evige liv. (Romerne. 5:19-21.)
Løsesum er den pris, der betales for at købe en person fri fra skyld, som personen ikke selv kan betale.
Under moseloven, der havde en skygge af kommende goder, skulle der bringes dyreofre til soning af synd. Men de dyr, der blev ofret, udvirkede kun en symbolsk soning. Det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder, siger apostlen Paulus i Hebr. 10:1-4. Men offerdyrene der anvendtes, og som tjente som forbilleder, skulle være fuldkomne og fejlfrie. (3. Mos. 22:21.)
Det virkelige genløsningsoffer, et menneske, der virkelig kunne borttage synder, skulle også være fuldkomment og fejlfrit.
For at kunne betale den løsesum, der ville befri os - Adams efterkommere - for den skyld, ufuldkommenhed og trældom under synden, som vores forfader, Adam, havde solgt os til, skulle løsesummen føre os tilbage til den fuldkomne Adam, som han var før syndefaldet.
Kun derved kunne løsesummen opfylde Guds fuldkomne retfærdigheds krav om lige for lige, sjæl for sjæl. Hvem blandt mennesker kunne betale en sådan løsesum? – ingen! Sal. 49:8 siger: Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum.
Men Gud havde en plan for, hvordan mennesker trods alt kunne komme i et godt forhold til ham igen, og også kunne opnå det evige liv, som det var Guds hensigt fra starten.
Den første profeti i Bibelen i 1. Mos. 3:15 fortæller, hvad denne plan var. Dethælhug, der her er omtalt, er en forudsigelse af Jesu død som et genløsningsoffer.
Jesus Kristus blev født som et fuldkomment menneske. Han havde ikke fået livet af nogen jordisk fader, som stammede fra synderen Adam, men var undfanget af Maria ved, at Guds hellige Åndoverskyggede hende. Guds Søn blev født uden nedarvet synd eller ufuldkommenhed.
Han var så at sige et dadelfrit og fejlfrit lam, hvis blod kunne tjene som et antageligt offer. 3. Mos. 22:21, Luk. 1:35, Joh. 1:29 og 1. Pet. 1:18-19.
Der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle, til et vidnesbyrd i den dertil bestemte tid. 1.Tim..2:5-6.
Og Jesus sagde om sig selv i Matt. 20:28: Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.
Vi må vise, at vi virkelig ønsker at blive genløst.Så spørgsmålet er, hvad skal og hvad kan vi gøre?Det er indlysende, at vi må bestræbe os for at gøre Guds vilje. Vi må leve efter det, Gud i sit ord, Bibelen, lærer os. Og vi må tage Bibelens vejledning i betragtning på alle livets områder. Derfor er det nødvendigt at studere den, så vi kan bedømme, hvordan vi skal handle i enhver situation.
Vi må i tro tage imod Jesu Kristi genløsningsoffer. Men det er ikke en gave, vi kommer letkøbt til.
Jesus sagde, som vi kan læse det i Luk. 13:24: Kæmp I for at komme igennem den snævre port. Den port, der fører til livet.
Og Paulus udtrykte det på denne måde i Fil. 2:12: I skal arbejde på jeres egen frelse med frygt og bæven. Dette ”arbejde” er en daglig, åndelig kamp.
At modtage genløsningen er at tro på Yahshua, Jesus Kristus, og gå i hans fodspor.
Derfor sagde Jesus det, vi kan læse i Joh. 17:3: Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.
Men hvorledes kan vi komme til at kende Gud? Det kan vi ved at læse i Bibelen, indtil vi forstår hvad det er, Bibelen fortæller os. Det er et omfattende arbejde og til og med et hårdt arbejde. Her er det, mange falder fra. De vil ikke læse i Bibelen for at forstå, hvad der er tale om. Og forstår end ikke, hvad tro er.
Definition på tro kan ikke siges bedre end det, apostelen Paulus siger i Hebr. 11:1: Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser.
Tro har altså ikke noget at gøre med en grundig viden - men er en indre overbevisning.
Det kan man kun få, hvis man studerer Bibelen, idet det er her man får forståelse af ting, man ikke ser, som f.eks. Guds mange, herlige løfter, som indbefatter troen på Jesu genløsningsoffer, og hans opstandelse i et fuldkomment legeme. Den kristne tro er baseret på hele Guds ord, som Jesus ofte henviste til for at underbygge sine udtalelser.
Romerne. 10:17 siger: Troen kommer altså af det, man hører. Det gælder naturligvis også af det, man læser, selvom det er en fordel at høre, for det er ensbetydende med, at man har nogen at tale med om Guds ord.
Man kan ikke have Guds godkendelse, hvis ikke man har tro. Hebr. 11:6 siger: Uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den som kommer til Gud må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.
Tro har ikke noget med forstand at gøre, men vokser i takt med, at man får kundskab om Gud og hans hensigter. Romerne. 10:10 siger Thi med hjertet tror man til retfærdighed.
Når man grunder over det man læser og hører, får man større tro. Men det er nødvendig at kæmpe en hård kamp for at bevare den.
Ved tro og bibelsk kundskab er man i stand til at tilbagevise falske lærere. Men det er ikke altid falske lærere, man skal kæmpe imod, det kan også blot være noget, man som kristen skal tage stilling til og analysere i lyset af den viden, man har tilegnet sig ud fra Bibelen.
Vi bliver dagligt bombarderet med gloende pile i form af mange fristelser, der kan svække vores tro. Og vi må passe på ikke komme til at betragte troen som en selvfølge, for den synd, som let omklamrer os, er mangel på tro. Hebr. 12:1-2.
For at bevare troen må man modstå personer, der lokker til umoralitet. Man må føre krig mod kødets gerninger og undgå materialismens snarer. Man må sky trosnedbrydende livsanskuelser og menneskers overleveringer. Og frem for alt må vi ”rette vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender”. Gal. 5:19-21. 1. Tim. 6:9-10, Kol. 2:8 og Hebr. 12:2.
Troen er en frugt af Guds Ånd, og derfor er den heller ikke alles, som 2. Tess. 3:2 siger. Ikke alle ønsker at lade sig lede af Guds Ånd og lægge Åndens frugter for dagen, som de er nævnt i Gal. 5:22 -23.
For at bevarer troen er det nødvendigt at kende Bibelen. Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Yahshua. Joh. 17:3.
Det er altså ikke ved gerninger, vi kan bevare troen, men af nåde og ufortjent godhed fra Guds side.
Det efterfølgende er et udsnit af artiklen Af nåde er I frelst, som jeg skrev i oktober 1998:
”Han gjorde os levende sammen med Kristus, da vi var døde i overtrædelser. Og han oprejste os sammen med ham i den himmelske verden i Kristus Jesus, for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes rigdom i godhed mod os i Kristus Jesus”. Ef. 2:5-7 .
Alle på ny fødte mennesker er Guds værk og nye skabninger i Kristus. At gøre et åndeligt dødt menneske levende og give det et nyt sind, en ny vilje, nye kræfter og åndeligt fællesskab med Gud er en handling ud af Guds almagt og i hans kærlighed og nåde. Det nye menneskes livskilde er Kristus. Så længe et menneske ikke lever i Gud gennem troen, kan det umuligt gøre noget, som er godt ind for Gud, thi alt, hvad der kommer fra os selv, kommer fra en uren kilde. Af os selv kan vi kun gøre døde gerninger, fordi vi mangler livet i Kristus. Men alle, der er født på ny til et nyt liv med Gud, har gennem denne fødsel fået en ny evne, fordi vi er Guds værk, ”skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud har gjort færdige på forhånd, for at vi skulle vandre i dem”. Ef. 2:10 .
”Før verdens grundvold blev lagt, har han (Gud) udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn, og har i sin kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus”. Ef. 1:4-5 . Og er vi i Kristus, bliver vore gerninger gode, fordi Kristi Ånd er i os. Derfor formår vi, som var fødte som ”et vredens barn” men har fået barnekår hos Gud, at elske Herren Jesus og gøre det, Gud fra før jordens skabelse på forhånd gjorde færdigt, for at vi skulle vandre i disse gerninger. ”Derfor er vi ikke længere fremmede og udlændinge, men… Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus som hovedhjørnesten”. 2:19-20. I ham er vi et helligt tempel i Herren. (Vers 21.)
Tabernaklet i ørkenen og templet i Jerusalem var boliger for Gud. Men Skriften siger til os, der lever i den nye pagts tid: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer?” 1. Kor. 3:16 . Men vi må tillægge disse, alvorlige ord fra 2. Kor. 6:16 : ”Hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre?” Afguder er ikke nødvendigvis figurer men alle de ting, der kommer imellem os og Kristus. Det kan være penge, vort eget behag, berømmelse eller materielle ting.
Ligesom jøderne vidste, at de skulle holde tabernaklet og templet helligt, skal vi i dag vide, at ”vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: ”Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.” Derfor: ”Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer”, vers 16-17. Guds plan er at oplære sit folk til at adskille sig fra det, der er ondt i hans øjne. Kristne skal ikke være, hvor der bedrives ondt og må ikke være en del af det onde. Kom ud af det! siger Gud.
Vi skal ikke mindst skille os ud fra den tankegang, der bor i liberale kristne og som præger en stor del af den kristne skare i vort land i dag. Resultatet af liberalisme er anerkendelse af stribevis af synder, som for eks. velsignelse af homofile parforhold, og at tåle åben utugt. ”Drag bort fra dem, og skil jer ud!” siger Herren.
Du spørger måske: Hvad skal jeg gøre, thi alle de steder, jeg ved om, praktiseres noget af det, som Bibelen forbyder Guds folk at deltage? Svaret er enkelt: Drag ud fra dem! Gør vi ikke det, er vi medskyldige i deres synder og overtrædelser af Guds påbud. Derefter må vi lægge alt i Guds hånd og glæde os over, hvad han bereder for os.
Daniel ville ikke gå imod Guds påbud og blev derfor til sidst kastet i løvekulen, hvor Gud bevarede ham. Gud vil også bevare os, dersom vi bygger på hans åbenbarede ord og ikke godkender synd under nogen form af det, Guds ord viser os er synd. Vi skal ikke gå til forsamlinger, hvor man ikke har viljen til at afvise falske profetier, eller hvor der tåles, at der prædikes et ”andet evangelium” og ”en anden” Jesus.
Vi er frelste af nåde og helliget ved troen på Jesus, der som Guds Lam døde for os i vort sted. Jesus sagde til disciplene i Joh. 17:6 : ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved dit ord.”
Dit Navn betyder her alt om Faderens natur. Og vi lægger mærke til ordene:…du tog dem ud af verden…, og:…de har holdt fast ved dit ord. Alle pånyfødte er taget ud af verden og er kaldede til at holde fast ved ”dit ord”. Vi læser i 17:8: ”De ord, du har givet mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem.” Og i vers 17: ”Hellige dem i din sandhed! Dit ord er sandhed.” At hellige betyder at sætte tilside. Guds ord har en helligørende indflydelse på troende. Når vi læser det og adlyder det, er vi som hellige kar sat til side til brug for vor Herre Jesus Kristus. Det er helt klart det, Jesus beder om her. Han ønsker et folk, der er sat til side fra denne verden til brug for Gud.
Jesus sagde ikke: Dine ord inderholder sandhed, men: Dit ord er sandhed! Alle troende må være med i bønnen om at blive i Ordets sandhed, så det afholder os fra verdens løgne og helt blive brugelige for Gud, fordi vi står i hans sandhed.
”For deres skyld helliger jeg mig, for at også de skal være helliget i sandheden”. Vers 19. Jesus helligede sig selv for dem (og for os), idet han afsondrede og indviede sig til at gøre Faderens vilje, at blive ofret for vore synder. Og fordi Jesus helligede sig i sandheden, kunne hans offer være til Faderens velbehag.
Skal vi være til Guds velbehag, må vi ikke tro, at vi blot kan gøre, som vi selv vil, tilsidesætte Guds ord og vedtage ændringer i hans nådes tilbud om frelse ved tro. I er mine venner, dersom I gør det, jeg siger, sagde Jesus. (Joh. 15:14 .) Herren kan ikke have tillid til en tjener, der ikke gør, som han siger. Og kan heller ikke behandle ham som en fortrolig ven, med hvem han kan dele sine planer.
Vi ser her, at disciplene ikke blot var Guds tjenere men blev ophøjet til at være Jesu venner, når de forblev i sandheden og gjorde hans vilje. ”I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer til at gå og bære frugt….”. Joh. 15:16. Jesus valgte disciplene til venner, til at forblive i sandheden, til evig frelse, men også til her på jord at bære frugt – sandhedens skønne, velduftende frugter. Frugten kan være et helligt liv med glæde, kærlighed og fred. Eller det kan være sjæle, der er vundet for Jesus Kristus. Men det er således, at Åndens frugter leder frem til, at der bæres endnu flere, herlige frugter.
Det gælder også det enkelte menneske og menigheder, der ikke beskæres. Her er vi fremme ved, at fordi mange af vor tids kristne svigter, bærer menighederne en ”dårlig” frugt, som ikke er brugelig for Herren. Paulus omtaler nogle af disse frugter: ”…utugt, urenhed*, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige, og jeg siger jer forud, som jeg før har sagt, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige”, Gal, 5:19-21. Det betyder ikke, at de ikke kan omvende sig og blive frelst, men at de ikke kan frelses, dersom det er disse, ”kødelige” frugter, der styrer deres liv.
* Urenhed er moralsk ondskab. Og vor tid har meget af den urenhed. Vi sårer vor næstes følelser, så han/hun forpint må bære det frem for Gud. Men vi dynger mere og mere på den forfærdelige skyld, vi allerede har samlet os – og for manges vedkommende fortsat samler på.
Hvorfor skrev Paulus dette til menighederne, som han allerede før havde skrevet? Fordi mange af dem ikke havde forstået, at Guds krav er ligeså strenge, som de er sagt. Derfor trækker han et skel imellem Åndens og kødets frugt. Helligånden får os kun til at frembringe én slags frugt: at ligne Kristus! Paulus slutter i Gal. 5:22 , efter at have beskrevet Åndens frugt, med ordene: ”Imod sådant er der ingen lov.” Men hvorledes frembringes en sådan frugt? Er det ved egen kraft? Nej, slet ikke. Åndens frugt kommer af sig selv, dersom vi har fællesskab med Herren Jesus. Jo mere vi ser hen til vor frelser, des mere arbejder Helligånden i os og former os, så vi kommer til at ligne vor kære Herre Jesus Kristus og bære Åndens frugt.
Vor tid er præget af, at mange anser, at nåden er billig. Ærbødigheden for Ordet er lille. Forståelsen for, at Gud er hellig, er ringe. Og der er dårlig forståelse for, at uden hellighed skal ingen se Gud. (Hebr. 12:14 b.) Tænk, hvilken forfærdelig situation for dem, der lever på en forkert forståelse af, hvad det er Bibelen endog med mange, tydelige ord siger os. Vel er hellighed såvel som frelsen en gave, men Bibelen lærer os også til ikke igen at gå ud og vælte os i syndens søle Men det gør mange kristne, når de kaster vrag på Bibelens ord om, at homoseksualitet er en alvorlig synd, og mange andre ting, som kristne gør sig skyldige i uden at tænke på, at de derved synder mod Gud.
Korsfæstelsen af vort gamle jeg skete ved vor omvendelse. Vel at bemærke, dersom vor omvendelse var en bevidst overgivelse til Gud og med anger over vor synd. Men mange er hurtigt steget ned af korset igen og videreført meget af det, Jesus døde for at udfri os fra. Dersom vi skal rejse mod nord for at nå et mål, ville vi være meget omhyggelige med ikke at tage et tog, der går mod syd, vest eller øst. Men åndeligt stiger mange ind i det forkerte ”tog” og rejser i en forkert retning. De har ganske enkelt ikke set sig for men blot gået ind i en eller anden forsamling, fordi der var så mange andre, der gik der, eller fordi de fulgte deres venner. Vi må selv undersøge, hvad den rigtige ”vej” er.
”Mange er kaldede, men få er udvalgte”. Matt. 22:14
I Apg. 13:45 læser vi om et kald til jøderne, som de ikke ville tage imod: ”Da jøderne så skarerne, blev de fulde af skinsyge og modsagde og spottede det, som Paulus talte.” Men så vendte Paulus sig til hedninger: ”Så skal I da vide, at denne Guds frelse er blevet sendt til hedningerne; de skal også høre om den”. 28:28.
I dag er indbydelsen nået til mange, som individuelt tager imod eller afviser at være med. Men hver enkel, der kommer med til kongesønnens bryllup, bliver grundig kontrolleret. Manden, der kom uden bryllupsklædning, er dem, der måske tror og siger, de er rede, men som aldrig har klædt sig med den retfærdighedsdragt, vi får ved tro på Jesus. (2. Kor. 5:21 .) Men står vi ind for Kristus uden hans retfærdighedsklædning, vil Jesus sige: Jeg kender dig ikke!
Mange på Jesu tid var stærk religiøse og anså sig for at være Guds børn, men alligevel fulgte de ikke Guds ord. De havde slet ikke lagt mærke til, at Gud kun kaldte dem sine børn, der var iklædt hans retfærdighed ved tro på Guds Lam. (I Det gamle Testamente ofrede jøderne i tro og så fremad til, at det fuldkomme offer, Guds Lam, engang skulle ofres. Ganske som vi i dag ser tilbage til Guds Lams offer engang for alle.)
Altså er religiøsitet eller en tro på en forkert frelsesgrundlag ikke nok for at have den rette ”bryllupsklædning” på. Og har vi ikke den, kastes vi ud i det dybe, evige mørke, hvor Gud ikke findes. I dag er nådens tid, i dag er Gud at finde. Har du fundet ham, har du fundet alt det, der har evig værdi. Værn om denne nådegave, mere end om noget andet i dit liv.
Vi sørger for legemets føde, men hvad med føden til vort ”indre menneske”, som i al evighed ikke skal forgå? Måske har vi et stort antal tusinder i banken eller værdier på anden måde. Men med skatte i Himlen står det dårligt til. (Se Matt. 6:20 .) Netop i vor tid ser vi, at der ikke findes sikkerhed for jordiske værdier. Læg derfor skatte op i Himlen, hvor hverken møl eller rust kan fortære den. Er vor skat i Himlen, vil vort hjerte være der og Jesus være vort livs centrum. Da er alt vel, fordi vi ved, at vi er frelst af nåde Og ved vi det og skønner på det, samler vi os skatte i Himlen og glæder os over, at vort borgerskab er oventil.
Og finder du ham, da finder du alt,
hvad hjertet kan evigt begære,
da rejser sig fluks hvert håb, som faldt,
og blegner så aldrig mere.