Hjertet Gud vækker op
af Tim St. Clair
Lagt på d. 31/10-98
Udskriv
OversigtHvad er det Gud ser på, når han ser efter, i hvem han kan begynde en vækkelse? Vi læser i Es 57:15 : ”Så siger Den Høje og Ophøjede, Han, som troner for evigt Han, som har navnet Hellig: I det høje og hellige bor jeg, og hos den, som har en sønderknust og ydmyg ånd, for at genoplive de ydmyges ånd, og for at gøre de sønderknuste hjerter levende”
Og i Es 66:2 står: Jeg vil se til ”den, som er ydmyg og knust i ånden og som skælver for mit ord” Noget synes at ske med os, jo længere vi kommer bort fra vort nye liv i Kristus fra de dage, hvor vækkelsens vinde blæste fra Gud Vi kan have de bedste forudsætninger, når vi samles i menigheden eller til en konference, men vi kommer let til at fokusere på taleren i stedet for på Gud Og vi kan komme dertil, hvor vi sætter mere fokus på noget andet end vor gudfrygtighed, og på vore sædvaner istedet for vort eget hjerte
Vi ser ofte mere på, hvorlænge vi har været frelste end hvorledes sjælen har det nu. På vor kundskab om Gud og vor Frelser i stedet for vor lydighed imod ham. Der er en desperat behov for vedblivende at komme tilbage til en stadig ”første kærlighed” til Herren.
Hvorfor tror du, vi mister vor første kærlighed og ønsket om at blive det, Gud vil vi skal være? Et studie af Guds ord leder mig til at tro, at det er fordi vi ubevidst afskærer den proces, Gud har begyndt i os, og alligevel håber at nå det høje mål.
I vækkelsens stund kan jeg se Gud arbejde i et menneskes liv. Det begynder med, at ydmyghed og en åndelig forståelse af synd vokser frem og præger både tanker og handling. Det er det, der åbner døren til alt det, Gud har til alle troende. Åndelig sønderknuselse leder til omvendelse. Omvendelse leder til Guds tilgivelse, som igen leder til frihed. Frihed leder til en større kærlighed, som igen leder os til en sand tilbedelse af Gud. Og tilbedelse af Gud fører til et dybere niveau af syndsbevidsthed. Og så er ringen sluttet.
Sorg over synden og åndelig sønderknuselse er ikke en en-gangs-hændelse. Det er en fortløbende oplevelse ind for Gud. Det er måske tyve år siden, du mødte Gud på en vidunderlig måde, hvor han gav dig en oprigtig sorg over synden. Men Gud vil, du skal opleve det samme igen og begynde på en ny overgivelse til ham.
En sønderbrudt ånd og et sønderknust hjerte er lig et frø, som er plantet i jorden og dør. Det er en proces, i hvilken Gud begynder nedbrydningen af den skal af kødelig selvoptagethed og selvtillid, der omgiver os. Det er en nødvendig handling for at hans Ånd og guddommelige natur kan tage bo i os.
Ydmyghed består af to kendsgerninger Den ene er at samstemme med Gud Det er det, der ligger i ordet ”bekende” i 1 Joh 1:9 Vi skal kort sagt kalde vore synder ved det samme navn, som Gud giver dem Ydmyghed betyder, at vi samstemmer med det, Gud siger om vore synder
Den anden er at kende vor nød Ofte er vi lig Laodikea menigheden, som sagde: Vi er rige Vi har forøget vort gods og lider ingen nød! Men Jesus siger: Du forstår ikke, at du er fattig, miserabel, blind og nøgen Jeg råder dig til, at du omvender dig og køber øjensalve, så du tydelig kan se! (Åb 3:14-18)
Ydmyghed betyder, at du samstemmer med Gud og bekender din synd.
Sønderknuselse omfatter lydighed. Og det er at gøre nøjagtig, som Gud har påbudt os, med den rette hjerte-indstilling. Vi kan samstemme med Gud om vor synd og bekende vor ringhed, men hvis vi ikke gør, som han siger, oplever vi ikke hvad det vil sige at have et sønderknust hjerte. Det er ikke nok at samstemme og ikke nok at kende vor ringhed. Vi må adlyde!
Jeg finder, at en sønderbrudt ånd ind for Gud forandrer os. Den måde, vi modtager modgang og kritik på, forandres. Det er hårdt nok at få kritik af dem, der elsker os og ønsker at hjælpe os, men værre, når det er nogen, der ikke vil os det vel. Sønderknuselse gør, at vi retter op på, at vor egen opfattelse altid er den rette. Da får vi Åndens hjælp til at ville lade os forme, som Gud vil det.
Sønderknuselse vil forandre os, så vi ikke ser på vor naturlige frygt for menneskes meninger om os, men frygter Gud.
Når vi taler, lytter Gud. Efter hvert budskab kræver Gud mig til regnskab for, om jeg holdt mig til Skriftens grund. Ikke lægger noget til eller trække noget fra i det, Gud har sagt os i sit ord.
I 2. Kor 7:10 skriver Paulus til menigheden: ”Den sorg, som er efter Guds vilje, virker omvendelse til frelse” ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tigiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed”, 1 Joh 1:9 Jeg er så taknemlig for, at når jeg har syndet imod Gud, har han allerede bragt en soning for mine synder
Men det ville være tragisk, dersom vi på en eller anden måde kom bort fra den gudfrygtige sorg, der virker omvendelse af hele vort væsen. Når en pottemager tager en lerklump for at arbejde med den, vender han den igen og igen og må slå på den adskillige gange for at presse luften ud af leret. Det er et billede på, at jeg er under Guds bearbejdelse for at gøre mit liv egnet til det, han vil.
”Salige er de, som sørger”, Matt 5:4 Vi skal igennem forskellige afsnit i vort liv, og dette skriftsted henviser til et af dem Vi kan ikke springe nogle afsnit over men må følge dem, Gud har fastsat for vort liv ”Velsignet er de fattige i ånden” Velsignet er de, der sørger” Og ”velsignet er de ydmyge” Når du sætter disse punkter sammen, forstår du, hvad ordet sønderknust betyder Gudfrygtig sorg virker omvendelse Og omvendelse leder til frelse og sætter os fri Det synes, som om mange i vor tid viger tilbage for at sørge over deres synder
Vi må kæmpe på flere områder, hvor synden er problemet, og vi ikke føler vi kan vinde sejre. Vi har aldrig været seriøse nok til at arbejde på, at vor omvendelse skal føre os til frihed.
Hebr 1:9 giver os indsigt i, hvad det betyder, når der står om Jesus, at han var salvet med glædens olie fremfor sine fæller Hvorfor? Det var, fordi han elskede retfærdighed og hadede uret Der er stor kraft i at være bedrøvet over synden Først da kan Gud vise os det sande billede af synd
Sønderknuselse leder til omvendelse som igen leder til tilgivelse, til frihed, kærlighed og tilbedelse. Og disse tilsammen leder til en lydig ånd i mit liv .
Tilbedelse af Gud er ikke at være selvcentreret, som mange af os er I tilbedelsen føler vi, at vi kommer frem for Gud Du kan se i Åb 5:10-11 , at Bibelen fortæller os, hvad Johannes så i Himlen 24 ældste kom frem fra deres troner, faldt ned for Gud og kastede deres kroner for hans fødder og tilbad ham Tilbedelse leder os altid nærmere til Gud og til et dybere niveau i vor sorg over synden
Jeg vil gerne vise dig den sønderknuselse, synderinden i Simons hus gennemgik. Lad os prøve at få et billede deraf ind i vort sind:
”Derefter spurgte en af farisæerne, om Jesus ville spise sammen med ham Og han gik til farisæerens hus og satte sig til bords Og se, der var en kvinde i byen, en synderinde Da hun fik at vide, at Jesus sad til bords i farisæerens hus, kom hun med en alabastkrukke med velduftende olie Og hun stillede sig bag ham ved hans fødder og græd Og hun begyndte at vaske hans fødder med sine tårer, og tørrede dem med sit hår Og hun kyssede hans fødder og salvede dem med den velduftende olie”, Luk 7:36-38
Læg mærke til, hvad hendes handling gik ud på. Bibelen siger: ”Da hun fik at vide, at Jesus sad til bords i farisæerens hus”. Altså gik hun fordi hun vidste, at Jesus var der. Også du må virkelig ville møde Jesus. Jesus vil lade sig finde af dem, der søger ham.
Hendes anden handling bestod i, at hun tog en alabastkrukke med kostbar oliesalve. Hun følte, at hun intet havde i sig selv af værdi at give Jesus, derfor kom hun med en salve, som var af stor værdi, og gik til huset, hvor Jesus var. Hun vidste, før hun gik ind i huset, hvad hun ville med den. Det lærer os at give det til Gud, der er os dyrebart. Ellers mister vi ham.
For det tredje var det en fortvivlet handling. Kvinden var ikke inviteret men var villig til at risikere farisæernes afvisning. Først af alt følte hun, at hun måtte møde Jesus. – Det må du også, dersom du vil have et nyt liv. Kvinden viser os, at det er uden betydning, hvad ”farisæerne” mener, hun vil bare møde Jesus. Du kan have en ægtefælle eller nogen i din menighed, der måske vil hindre dig. Hvad mon de vil tro om dig, dersom du sætter alt til side for at møde Jesus? tænker du.
Det begyndte med, at kvinden var sønderknust i sin ånd. Hun var kendt som en synderinde. Hun var ikke en, der sædvanligvis omgikkes Jesus og vidste ikke, hvorledes hun skulle bære sig ad. Men flere ting står klart for mig. Først af alt valgte hun åbent at søge til Jesus. For det andet viste alt, hvad hun gjorde, hendes store kærlighed til Jesus.
For det tredje havde hun med sig det, hun ville tjene Jesus med. Hun bragte det bedste, hun ejede og salvede Jesu fødder. Alt, hvad denne kvinde havde behov for, fandt hun i Jesus. Alt, hvad du har behov for i dag, er alt sammen noget, du kan få hos Jesus. Han alene kan møde dig i din nød.
Læg mærke til, hvad kvinden gjorde. Det var almindelig praksis på den tid, at når gæster kom på besøg, gjorde værten adskillige ting for at ære dem. Det første var at hilse dem med et kys. Det var ligeså almindelig, som når vi giver hinanden et håndtryk. Det andet var, at man havde en flaske olie nær døren og strøg lidt af den på gæstens hoved. Det var et billede på ære, som om der blev sagt: Vi er så glade for at have dig her!
Det tredje, de ville gøre, var at få en tjenestepige til at bringe et fad vand og et håndklæde og knæle ned og vaske gæstens fødder. Hvorfor? Fordi de om få minutter ville sætte sig til at spise. I disse dage havde man ingen stole og derfor heller ikke fødderne under bordet. Man lå halvt liggende på en albue ved lave borde med fødderne vendt bort fra bordet. Folk bar sandaler eller havde blot bare fødder, som let blev snavsede og støvede på vejene, og det var derfor almindelig skik, at de fik vasket fødder før måltidet.
Jesus sagde til Simon: ”Der var en pengeudlåner, som havde to skyldnere Den ene skyldte fem hundrede denarer og den anden halvtreds Og da de ikke havde noget at betale tilbage med, eftergav han dem begge gælden Sig mig da, hvem af dem ville elske ham mest?” Simon svarede og sagde: ”Den, som han eftergav mest” Og han sagde til ham: ”Du har dømt ret” Så vendte han sig mod kvinden og sagde til Simon: ”Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus Du gav mig ikke vand til mine fødder, men hun har vasket mine fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår Du gav mig intet kys, men denne kvinde har ikke ophørt med at kysse mine fødder, siden jeg kom ind Du salvede ikke mit hoved med olie, men denne kvinde salvede mine fødder med velduftende olie Jeg siger dig: ”Hendes mange synder er hende tilgivet, fordi hun elsker mig så meget Men den, som har fået lidt tilgivet, elsker kun lidt” Så sagde han til hende: ”Dine synder er dig tilgivet!” Luk 7:41-48
Er Jesu tale til Simon ikke også sagt til mange kristne i vor tid? Mange af os har som Simon ikke noget vand – intet velkomstkys, ingen olie og ingen tilbedelse.
Læg mærke til forløbet af kvindens handlinger. Hun stod ved Jesu fødder og græd. Hendes tårer faldt fra hendes ansigt ned på Jesu fødder. Vi kan være søndeknust uden tårer, og vi kan have tårer uden at være sønderbrudt. Da hendes tårer strømmede ned over Jesu fødder, sagde Jesus ikke: Følelsesudbrud! som nogle ville råbe i dag. Det var et billede på sønderknuselse, som hun stod der, og som Jesus så årsagen til.
Næste trin er omvendelse. Hver handling bragte hende et trin dybere ind i ydmygelse. Hun begyndte med at stå ved Jesu fødder. Derefter knælede hun ned ved hans fødder og vaskede dem. Det er et billede på omvendelse. Hvorfor? Hun tog en tjenerindes rolle på sig. Husk, hvorledes Paulus, efter at han var blevet frelst, ønskede at skulle betragtes som en tjener, ja, som Jesu Kristi slave. Den fortabte søn sagde, da han kom tilbage: Fader! jeg er ikke mere værd at blive kaldt din søn. Gør mig til en af dine lønnede tjenere! Denne kvinde tog en tjenerindes opgave på sig ved at vaske Jesu fødder.
Sønderknuselse ledte til omvendelse og tilgivelse. Hun nøjedes ikke med at vaske Herrens fødder men brugte sit hår til at tørre dem. Hvorfor er det et billede på tilgivelse? Fordi hun vaskede Jerusalems gadesnavs af Jesu fødder. På samme tid gjorde han kvindens hjerte ren. ”Dine synder er dig tilgivet”, sagde Jesus til hende. Det var i dette øjeblik, hun blev frelst. Og det næste, der skete for hende, var at hun blev fri. Her var en kvinde, der bevidst var i Jesu nærhed. Og selv om hun også var nær andre, siger Jesus om hende: ”Denne kvinde… har ikke ophørt med at kysse mine fødder.”
Farisæerne sad rundt omkring og dømte hende i deres sind og følte, hun var uværdig og uønsket. De fleste af os ville også føle os ilde tilmode ved denne form for tilbedelse af Jesus. Men hun var fri og uden at bekymre sig om, hvad disse mennesker måtte tænke. Hun forstod, at kun Jesus kunne hjælpe hende og fri hende ud af hendes hjertes nød. Nu var hun ind for Jesus og kunne tørre hans fødder med sit hår og kysse hans fødder. Hvilken kærlighed til Jesus! Har du nogensinde haft denne frihed i dit hjerte til ham, som gav dig alt? Er du fri netop nu? Elsker du ham stadig, som du elskede ham engang? Tilbeder du ham, som du engang gjorde? Eller er det anderledes nu?
Kvinden tog alabastkrukken med den kostbare oliesalve og gød indholdet ud over Jesu fødder. Det er et billede på tilbedelse. Hendes sønderknuselse blev til omvendelse, tilgivelse, frihed, kærlighed og tilbedelse.
Denne kvinde havde en visdom, mange i vort århundredes kristendom har mistet, nemlig at tilbedelse sker ved Jesu fødder. Vi er mere interesseret i at få del i hans krone end af at kende hans nærhed. Denne kvinde var nået op til de himmelske højder med Jesus. Medens andre sad og kritiserede og fordømte hende.
Der er nogle af os som ved, vi ikke har den samme kærlighed til Jesus, som vi engang havde. Vi fokuserer mere på, hvad andre tænker om os, end vi er bevidste om Gud. Vort behov er at samstemme med Guds opfattelse af vor synd og tage et skridt i lydighed, uanset hvad folk tænker om os. Gå tilbage til Jesu fødder og tilbed der.
Oversat november 1998
Holger Skov Særkjær.