OversigtOg regne det, Gud siger, for sandhed. Men ofte går vi let hen over visse afsnit i Bibelen, fordi vi ikke rigtigt forstår, hvad vi læser. Vi må gå tilbage til Rom. 6:6 for bedre at forstå, hvad vi skal regne med: ”Vi ved jo, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med ham, for at det syndige legeme skulle miste sin magt, så vi ikke mere skulle trælle for synden.” Dvs vi skal regne med, at vort gamle jeg, vor gamle levemåde, er korsfæstet med Jesus. Vi forstår måske ikke helt disse ord, for vi er jo levende og ikke korsfæstet. Vi forstår bedre Rom. 7:4, hvor der står: ”Så er da også I,… ved Kristi legeme døde fra loven.” Vi er ikke længere bundet til loven, men gjort frie, så vi kan bære frugt for Gud. Det betyder, at vi skal regne os som døde fra synden. Gud har sat os i frihed, og denne frihed skal vi regne med, vi har. Det første vi skal er, at vi skal gå vore første skridt til at leve i hellighed. Vi fik helligheden, da vi vendte om til Gud og blev født på ny. Og denne hellighed skal vi ikke ”grave” ned men bruge i hverdagen som en gudgiven gave.
Hvordan kan vi komme til at regne os for døde fra synden? Augustin havde før sin omvendelse en elskerinde. En dag mødte han hende på gaden, og hun sagde til ham: ”Augustin, det er mig! det er mig! Han gik videre og svarede hende tilbage over skulderen: Ja, det ser jeg, men det er ikke længere mig! Han var død fra synden men levende for Gud. Er vi døde fra synden, kan vi kan intet have at gøre med umoral, løgn eller nogen anden bevidst synd. At være levende for Gud i Kristus Jesus betyder, at vi er kaldet til hellighed, tilbedelse, bøn og til at bære Åndens frugter. Og vi skal regne os for hellige.
Som Paulus vil vi gøre det gode
men gør i stedet det onde
men gør i stedet det onde
Der er to naturer, der strides i os. Det kendte Paulus også til og havde en livslang kamp imellem dem. Han siger: ”Jeg ved, at i mig, det vil sige i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke”, Rom. 7:18. ”I mit kød” betyder her den onde, faldne natur, vi arvede fra Adam og som altid vil være i os. Og denne arv er en kilde til vore onde handlinger. Der er intet godt i mig!
Vi lærer altså, at vi ikke skal se efter noget godt i vor gamle natur og får ingen hjælp derfra. Vi skal derfor ikke se på os selv og tro, vi kan gøre noget til hellighed. Kun i Jesus bliver vi hellige. Paulus havde et anker i disse ord, så han aldrig drev ud i fortvivlelse, trods det han måtte erkende, at i egen magt formåede han intet.
Han siger rent ud, at ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”, vers 19.
Han kom til det resultat, at dersom min gamle natur gør det, min nye natur ikke ønsker at gøre, er det ikke længere mig, som gør de syndige handlinger, men synden, som bor i mig. Vi skal forstå, at Paulus ikke prøver at undskylde sig men peger på, at han – på trods af sin nye natur - ikke er udfriet fra syndens kraft. Han ved, at der er to kræfter, der arbejder i ham. (Se vers 20-23).
”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme? Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså tjener jeg, som jeg er i mig selv, Guds lov med sindet, men syndens lov med kødet”, vers 24-25.
Men Paulus standsede ikke her. Vi læser Rom 8:1-2: ”Derfor er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, dem som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden. Thi livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort mig fri fra syndens og dødens lov.” (King James Version.)
Fra den dybe dal klatrer Paulus op på en triumferende højde og udbryder, at der ingen fordømmelse er for dem, som hører Kristus til, på trods af vor syndige natur.
Det kan forstås på to måder.
Først: Der er ingen fordømmelse over vor synd, fordi vi har fået den tilgivet i Kristus. Vi var fordømte, sålænge vi var i Adam, fra hvem vi har arvet vor synd. Men nu er vi i Kristus og er derfor fri for fordømmelse. Åndens lov – livets lov – har i Kristus gjort os fri fra synden og dødens lov. Og for det andet: Helligånden giver os kraft til at leve et helligt liv og giver os et vidunderligt budskab: ”De, som lever efter kødet, retter sindet mod det, der hører kødet til, men de, som lever efter Ånden, retter sindet mod det, der hører Ånden til”, Rom. 8:5. Altså har de, som adlyder kødelige impulser, ikke del i Guds løfte om, at der ingen fordømmelse er, men er tværtimod under dom. Vi synder alle dagligt, men går vi til Gud og får dem tilgivet, er vi ikke længere under denne dom men under nåden.
I vers 9 læser vi, at når en person er født på ny, er denne ikke mere under kødets lov men under Åndens og lever i et helt anderledes sfære. En sådan person lever i Ånden, og Ånden lever i denne.
”Er Kristus i jer, da er vel legemet dødt på grund af synden, men Ånden er liv på grund af retfærdighed. Men hvis hans Ånd, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal han, som opvakte Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i jer”, vers 10-11. Vi, som var døde, er altså gjort levende fra synden ved Jesu Kristi død og opstandelse og hans retfærdighed.
Enhver, der er født på ny, får alle de privilegier, som det er at være et barn af Gud. I Gal. 4:3 og Ef. 1:5 læser vi, at vi har fået barnekår hos Gud. Derfor er vi børn af Gud. Og som et barn vokser vi op med fejl og langsom indlæring. Men Gud kommer ihu, at vi er hans børn og giver os hele tiden nye lektier, så vi kan nå videre og komme længere ind i samfundet med ham.
Der er et åndeligt instinkt i alle pånyfødtes ånd om, at vi er Guds børn. Helligånden vidner med vor ånd derom ((Rom. 8:15-16 og gentagne gange i Skriften).
Vore synder er udslettet med Jesu blod
Lad os fastholde, at ”syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre”, Rom. 6:23. Har vi taget imod Jesus Kristus som vor Herre, har Gud lovet:
1. At kaste alle vore synder i havets dyb (Mika 7:9).
2. At fjerne vore overtrædelser fra os, så langt som østen er fra vesten (Salme 103:12).
3. At kaste alle vore synder bag sin ryg (Es. 38:17).
4. At slette som tåge vore misgerninger og som en sky vore synder (Es. 44:22).
5. Og at Gud ikke mere vil komme vore synder ihu (Jer. 31:44).
Jesus taler om sig selv som den gode hyrde (Joh. 10:11 og 27-30). Han blev såret for vore uretfærdigheder, prisen for vor fred blev lagt på ham, og ved hans sår fandt vi lægedom (Es. 53:5).
Derfor kan ingen rive os bort fra hans frelse. Men vi kan lukke os selv ude fra Guds nådegave i Kristus Jesus. Men gør vi ikke det, må vi søge til hvilens vande, hvor vi intet skal savne (Salme 23).
”Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til Herren”. ”Som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end jeres og mine tanker højere end jeres”, Es. 55:7 og 9. Der er kun to veje: den retfærdige og den uretfærdige vej. Jesus sagde: ”Et godt træ kan ikke bære dårlig frugt, eller kan et dårligt træ bære gode frugter?” Matt. 7:18-20. En tyv er tyv, fordi han tænker som en tyv. En løgner er en løgner, fordi han tænker som en løgner. Således kan et menneske med kun gode tanker ikke leve et dårligt liv.
Et barn af Gud må tænke som en ”ny skabning” i Kristus, fordi vi er ”blevet Guds retfærdighed i ham”, 2.Kor. 5:21. Vi er Guds dyreste købte skabninger. Og hvad vi engang skal blive er ”endnu ikke åbenbaret. Men vi véd, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham som han er”, 1.Joh. 3:2.
Ved opstandelsen oprejses vort legeme i en uforkrænkelighed, som synden ikke mere har magt over. Men indtil vi bliver taget bort fra dette ”støvets hjem”, skal vi bringe vore legemer som et levende offer, helligt og acceptabelt for Herren.
En fornyelse af vort sind betyder først og fremmest, at vi fornyes ved at fordybe os i Ordet og give Helligånden lov til at forme os, og at vi kaster uretfærdige tanker ud af vort sind og tænke tanker, som er prøvet i lyset at Skriften. Vi skal have Kristi sind (Filp. 2:5) og lægge vægt på, at Helligånden får lov at forædle tankerne i vore hjerter.
Gud vil altid sige os noget, dersom vi vil lytte. Han taler i dag gennem sin skabelse (Salme 19: 2-7). Gennem sit skrevne ord (Salme 19:8-12). Og ikke mindst taler han til hele verden gennem Jesus Kristus (Hebr. 1:1-3). Og alt det finder vi i Skrifterne.
Vi tjener en stor Gud, der er i stand til at gøre langt ud over, hvad vi beder om eller forstår (Ef. 3:20). Og fordi vi har så stor en Gud, må vi tænke store tanker uden grænser. – Dog skal vi vogte os for, at tankerne ikke bygger på verdslig visdom men styres af Guds ord og Ånd. - Er vi i en krise, er vi tilbøjelige til at tænke ”små” tanker. Men vi må tænke på de store ting, Gud har gjort eller skabt og ikke glemme, at han er den samme i går, i dag og for evigt. Derfor kan og vil han også hjælpe os i vor nød, når vi kommer til ham med den. Gud er altid større end vore problemer, hvorfor så bekymre os?
Ved Kadesh Barnea syntes Israel, at de havde en lille Gud, fordi de troede på en dårlig rapport fra de ti spejdere. Kaleb og Joshua troede uden at tvivle på Guds løfter og fik større kraft end de stærke kæmper i Kana´ans land. Medens dem, der med vantro gjorde Gud lille (4.Moseb. 13:25-14:29) efter 38 år i ørkenen alle var døde. Kun Kaleb og Josva fik lov at komme ind i det lovede land.
Men Gud var stor for Israel, da de gik over Jordan medens vandene blev holdt tilbage (Josv. 3:7-12). Og Israel troede på en stor Gud, da Jerikos mure faldt på grund af, at de gjorde, som Gud havde sagt (Josva 6:1-20).
”Så står vi da i en sendetjeneste på Kristi vegne, som om Gud selv inderlig formaner ved os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham”*, 2.Kor. 5:20.
* Få den retfærdighed, som Gud godtager.
Hvorfor er dette budskab så vigtigt? Fordi ”for Kristi domstol skal vi alle træde frem, som vi er, for at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet, godt eller ondt”, 2.Kor. 5:10. Her er det ikke vor frelse, der prøves, thi lever vi i Kristus, bliver vi frelst. Men det er vore gerninger der prøves, om de er gode eller onde. Læg mærke til, at alle gerninger enten er onde eller gode, der er kun to yderpunkter. Har vi ikke del i Kristi retfærdighed, vil vi kun have onde gerninger at fremvise ind for Kristi domstol.
Paulus skriver: ”Efter den Guds nåde, som blev givet mig, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvold, men andre bygger videre på den. Men enhver se til, hvorledes han bygger! Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus. Og hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er. Hvis det arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få løn; hvis ens arbejde bliver opbrændt, da skal han miste lønnen; men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild”, 1.Kor. 3:10-15. De troendes synder blev båret af Herren Jesus Kristus på Golgatas kors og sonet en gang for alle. Derfor kommer pånyfødtes synder ikke ind for Kristi domstol, dersom vi har erkendt dem og fået tilgivelse for dem.
”Guld, sølv og kostbare sten betyder her gerninger, der er inspireret af Helligånden. Træ, hø og strå betyder gerninger, der ikke tilregnes os nogen løn for.
”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen gør Guds tempel urent, skal Gud ødelægge* ham. Thi Guds tempel er helligt, og I er dette tempel”, 1.Kor. 3:16-17.
* Græsk phtheiro, der betyder: fordærve, ødelægge eller spilde. Det er en alvorlig advarsel imod en række synder, for eks. sexsynder, alkoholmisbrug, tobak, narkotika og meget mere, som ødelægger legemet.
Mange af Guds advarsler går vi let hen over. Men blot ved at tænke tanken, at det kan vel ikke gøre noget, har vi sat os til dommer over Guds ord. Når Gud siger, at han ødelægger dem, der gør hans tempel urent, skal vi regne det for sikkert, at Gud mener det, han siger.
Tidsånden taler så højt, at dem, som ikke tager Guds ord til sig som levende brød, vi ikke kan være foruden, kun hører, hvad verdens ånd siger. Derfor vil mange, som siger Herre! Herre! men ikke gør Gud vilje, ikke nå målet, fordi de kun har en ydre form for kristendom og aldrig helt har lukket Gud ind i deres liv.
Vi må holde os til Gud og regne med det, han har sagt til os i sit ord. Det gælder vort evige liv hos Gud, at vi holder os til ham, og regner med hans ord, så vi i alle ting sætter vort livskurs efter det.
Dec. 2001
Holger Skov Særkjær