Løsesummen

Efter syndefaldet i Eden er alle mennesker underlagt ufuldkommenhed, synd og død. For at blive friet fra denne tilstand er det nødvendig at der betales en løsesum, så vi igen kan komme til at stå rene og antagelige i Guds øjne.

Adam fik et fuldkomment liv ved skabelsen men forliste det ved ulydighed. Der måtte derfor tilvejebringes en løsesum for at løskøbe ham, for at hans efterkommere igen kunne få muligheden for at opnå det evige liv. (Romerne 5:19-21)

En løsesum er en pris, der betales for at købe en person fri fra en ubetalelig skyld eller andre uønskede omstændigheder. Jesu blod var den løsesum, der købte os fri fra syndens følger. I Mark 10:45 læser vi om det: Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.”

Under Moseloven, der havde en skygge af kommende goder, skulle der bringes dyreofre, fuldkomne og fejlfrie (3.Moseb. 22:21), til soning af synd. Men disse udvirkede kun en symbolsk soning. Paulus skriver: ”Det er umuligt, at blod af tyre og bukke kan borttage synder. Hebr 10:4.

Det virkelige genløsningsoffer skulle også være fuldkomment og fejlfrit. Og det kunne intet menneske være, fordi de alle havde syndet. Derfor kom Guds Lam, Jesus Kristus, som var uden synd og levede uden at synde. Han kunne med rette spørge: ”Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?” Joh. 8:46. Og i 2. Kor 5:21 står: ”For han har gjort ham til synd (et syndoffer) for os, som ikke havde nogen synd, at vi måtte blive Guds retfærdighed i ham.”

I Sal 49:8 læser vi: Visselig, ingen kan købe sig fri og give Gud en løsesum. Kun ved, at Jesus Kristus betalte løsesummen, kunne Guds fuldkomne retfærdigheds krav opfyldes.

I Ef. 1:4 får vi indsigt i Guds plan: ”Ligesom han har udvalgt os i ham før verdens grundlæggelse til at være hellige og ulastelige for hans åsyn.” Og i 2 Timotheus 1:9 får vi fortalt hvorledes: ”Han (Gud Fader) er den, som har frelst os og kaldt os med et helligt kald. Ikke på grund af vore gerninger, men efter sin egen rådslutning og nåden, som han gav os i Kristus Jesus fra evighed af.”.

Den første profeti om denne frelse findes i 1. Mos 3:15 : ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem din æt og hennes æt (hendes æt er Messias). Han (Messias) skal knuse dit hoved, og du (Djævelen) skal knuse hans hæl. Det viser allerede da hen til, at Messias måtte give sit liv som genløsning af den faldne menneskehed.

Messias havde ikke fået livet af nogen jordisk fader, som stammede fra synderen Adam. Han blev undfanget af Maria ved, at Guds hellige Ånd overskyggede hende, så Jesus blev født uden nedarvet synd eller ufuldkommenhed. Han var et dadelfrit og fejlfrit lam, hvis blod kunne tjene som et antageligt offer.” (Luk.1:35, Joh 1:29 og 1. Pet 1:18-19.)

Som vi så før sagde Jesus om sig selv: Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Matt. 20:28. Og der står, at Jesus sagde til Faderen: Derfor siger han, da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig; Gud havde forberedt et fysisk legeme, til Jesus her på jorden - et legeme, som var fyldestgørende til den sidste ofring.” Hebr 10:5.

Vi må kæmpe for vor frelse

Men genløsningen er ikke noget, vi automatisk kan dække os under. Vi må først indse, at uden vi vender om til Gud og bliver født på ny (Joh 3:3) , får vi ingen del i genløsningen og er da under Guds dom.

Jesus sagde. Kæmp I for at komme igennem den snævre port. Luk. 13:24 Det er den port, der fører til livet og frelsen. Paulus udtrykte det på denne måde i Fil 2:12. I skal arbejde på jeres egen frelse med frygt og bæven.

Men det er ikke ved vore gerninger, vi kan gøre os fortjent til det evige liv. Frelsen er en gave fra Gud af nåde og ufortjent godhed fra Guds side.

Satan vil, at vi skal leve vort liv i trældom og gør alt for at skjule for os, at Jesus sagde: ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Joh 15:3-5.

Vi skal altså kæmpe for ikke at blive skilt fra Jesus Kristus. ”I er rene” betyder ikke, at disciplene var perfekte, men at de havde været under en renselsesproces ved at lytte til Jesu ord al den tid, han havde været med dem. Han havde vist dem de ubrugelige forståelser af gamle overleveringer og lært dem at afvise jordisk ære og gjort dem villige til bære frugt til hans ære. De havde været gennem mange situationer, hvor de havde måttet vælge. Vi i dag er også underlagt et VALG. Et valg om at kæmpe for vor frelse eller ikke. Og konsekvensen af dette valg er, at den enten trækker os opad eller nedad. Og samvittighedens røst fortæller os, om vi har handlet ret eller ej. Jo mere vi mennesker UNDERTRYKKER samvittigheden, des mere hårdhjertet og forhærdede bliver vi.

Under Jesu blods renselse

Når et menneske omvender sig til Gud, sker der et under så stort, at ingen fuldt ud kan begribe det, og ingen tunge kan beskrive det. Der sker det, at en synder nu er frelst, er gået over fra Satans magt til Gud, er blevet et barn af den hellige Gud med fred i sin sjæl og arving til Guds herlighed og salighed. Hvem kan måle højden og dybden af dette store underværk?

Men der sker mere end dette. Der sker to store ting. For det første, at hjertet og samvittigheden renses fra syndens urenhed og besmittelse. Og for det andet, at den frelste synder dagligt kommer under Åndens og Jesu blods renselse. (1. Tess 5:23.)

Jesu rensende blod er den dyrebareste gave, vor Himmelske Fader har givet sine hellige. Alligevel er der så få kristne, som forstår dets uudsigelige værdi.

Vi synger ofte om kraften i blodet. Men de fleste troende går sjældent ind under denne kraft. Vi forstår ganske enkelt ikke den store betydning, blodet har. Vi ved, at vi får tilgivelse på grund af Jesu blod. Men betydningen er langt større.

Vi blev rene, da vi omvendte os til Gud. Det vidner Ordet klart om. ”I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer.” Johs. 15:3. ”...idet han ved troen rensede deres hjerter.” Apg 15:9.

Denne renselse er absolut nødvendigt. ”Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud.” Matt 5:8. Det er jo en del af vor salighed, at vort hjerte er rent, ellers skal vi ikke se Gud. Vor synd blev dømt på Golgata. Og Kristi blod bragte forsoning og forligelse. Det har Guds hellige erfaret. Og har nogen ikke erfaret det, er hans omvendelse falsk.

Men Åndens gerning standser ikke her, hans rensende gerning fortsætter hele livet igennem. Og det er just denne renselse der betinger, at vi kan vokse og bære frugt for Gud. Men det er der mange, der har glemt, derfor bærer de ingen frugt til Gud til ære .

”Rens jeres sjæle i sandheds lydighed, formedels Ånden.” l. Peter l:22. Og når Johannes skildrer det store håb, at vi skal blive ham lige, tilføjer han: ”Og enhver, der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.” l. Johs. 3:3. Vi kan ikke rense os selv, det kan kun Jesu blod, men vi kan gøre, hvad vi kan for ikke at gå på urettens veje eller ad de veje, hvor vi ved, vi bliver fristet af diverse synder. Derved gør vi alt vi kan, for ikke bevidst at blive plettet af synden. ”Derfor, mine kære, da vi har disse løfter, så lad os rense os fra al urenhed på kød og ånd, og fuldføre vor helliggørelse i gudsfrygt.” 2. Kor 7:1.

Gud vil rense sig et ejendomsfolk, nidkært til gode gerninger. Ja, det er Guds tanke ved sin Ånd og i kraft af blodet at rense og hellige os helt og fuldt. (l. Tess. 5:23.) Vor side af sagen er at stille os frem i lydighed mod sandheden, træde frem med et sandt og oprigtigt hjerte, give os helt over til Gud, og give os helt ind under Guds Ånds behandling. Vi kunne formulere det til at give os helt hen til det, vi er købt til, at give vort selviske liv hen til korset, til døden, for at Kristus kan hellige os og åbenbare sit herlige liv i os.

Her er det, mange standser. De vil nok have de grove, ydre pletter renset bort men ikke renses til deres sjæls inderste .De vil ikke dø fra alt i det gamle liv. De vil ikke ind i Kristi lidelsers samfund. Og derfor lærer de heller ikke hans opstandelseskraft at kende.

Tænk over, om du har mistet din første friskhed, glæde og kærlighed. Er det derfor, at du oplever så lidt med Gud? Grunden kan være, at du ikke lukker Gud helt ind i dit liv og giver ham lov at være Herre. Et sådant selvisk liv hindrer Guds Ånd i at åbenbare Kristi liv i dig. Du må nu i dag - i dette øjeblik - tage en stor beslutning, nemlig at give dig helt over til Herren. Give Ham hele din vilje, din ret, dine krav, din svaghed, dit hele liv. Så skal du erfare, at du får samfund med Kristus i hans lidelser. Det er nemlig en pine for kødet at skulle dø. Men du skal også erfare, at der er herlighed, ja salighed i at miste sit liv for at finde det igen i Kristus.

Ak, vidste du, som går i syndens lænke,
hvor hårdt det er, det sjælens slaveri,
du skulle dig et øjeblik betænke
at søge ham, som dig kan gøre fri.
Ak, hvilken salig dag du fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!

Ak, vidste du, at man sig ej kan drømme
i Himlen ind, det ej så let er gjort,
hvor skulle du din lunkenhed fordømme
og lede om den rette snævre port.
Ak, hvilken jammer ende fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik.

Ak, skønned du, hvor godt det er lande
I paradis, hvor glæden der er sød.
Du skulle snart al verdens lyst forbande
og haste hen til Jesu kors og død.
Ak, hvilken fryd Guds engle fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik!

Ak, kunne du – du kunne, om du ville –
dog gribe ret Guds milde hjerte fat!
Nu kan det ske, nu før det er for silde,
det mørkner alt mod evighedens nat.
Ak, hvilken glæde Jesus fik,
om du begyndte nu i dette øjeblik! Brorson.

For enhver sådan sjæl, der har givet sig over til Gud, bliver Guds Ånd ved at gøre sin gerning med at lyse op og rense ud. Er det din bøn, at det må ske?

Kan vi ikke tåle den sunde lære?

Vi trænger til oplæring om, hvad Gud virkelig har sagt og siger i sit ord. David vidste, hvor nødvendigt det var for Salomo at kende Gud og sagde derfor til ham:

”Og du, min søn Salomo! lær din faders Gud at kende og tjen ham med udelt hjerte og en villig sjæl. Thi Herren ransager alle hjerter og forstår alle menneskers tanker; dersom du søger ham, vil han lade sig finde af dig, men dersom du forlader ham, vil han forkaste dig for altid. 1. Krøn 28:9.

Og vi læser i Apg 3:22-23 : ”Moses har jo sagt: En profet som mig vil Herren jeres Gud lade oprejse for jer af jeres brødre; ham skal I høre på i alt det, som han taler til jer; og det skal ske: Hver sjæl, som ikke hører denne profet, skal udryddes af folket.

Hvad skete, og hvad sker i dag? Der sker stadig det, som Jesus sagde: ”I farer vild, fordi I ikke kender Skrifterne og heller ikke Guds kraft.” Matt 22:29.

Vi lever i en tid, hvor Guds Ord bliver fordrejet så meget, at resultatet ikke kan blive andet end bedrag. Selv i kristne kredse griber vranglæren om sig. Der forkyndes en anderledes gud, end Bibelens sande Gud. Forløjet kristendom trives og driver den sande lære ud.

At det er således forbavser ikke, thi Jesus sagde, ”at i den sidste tid før hans genkomst skal mange falske profeter fremstå og føre folket vild, og om det var mulig skulle endog de udvalgte føres vild.” Matt. 24:24. Og Paulus skriver, at der skal komme en tid, ”hvor menneskene ikke længere skal tåle den sunde lære, men efter sine egne lyster tage sig lærere i hobetal, fordi det kildrer dem i øret.” 2. Tim 4:3. Paulus siger også, at menneskene, som lever i denne tid, skal have et skin af gudsfrygt men fornægter dens kraft. (2. Tim 4:3) . Mennesker skal altså fremstå som kristne men vil ikke vide af kraften i sand gudsfrygt. De vil til og med fornægte, at den findes.

Denne vanskelige tid, som Bibelen forkynder om, er netop den, vi oplever i dag. Forkyndelsen i mange kristne kredse udelukker kraften i Jesu Kristi blod. Der forkyndes en gud, som accepterer synd. Men dette er stærkt i modstrid med Guds Ord. Bibelen forkynder en Gud, som er hellig, en Gud, som har ofret sin enbårne Søn, Jesus Kristus, for at mennesker kan blive frelst fra synden. Guds Ord forkynder frigørelse fra alt ved Jesu Kristi blod. Guds Ord forkynder en forløsning ved tro på Jesus Kristus, som har kraft til at bryde alle syndens lænker og bånd. Guds Ord forkynder, at den, som lader sig sætte i frihed ved tro på Jesus, skal blive virkelig fri.

Jesus kommer snart for at hente sine tjenere hjem. Og derfor skærpes åndskampen. Satan ved, at tiden er kort og gør alt, hvad han kan for at drive mennesker bort fra sandheden. De sataniske åndsmagter anvender tegn og under for at føre mennesker vild til et stort frafald fra troen. Vi lever i en chokerende tid, hvor mange ikke kan tåle den sunde lære, men foretrækker en sparsom, åndelig kost. Vi har glemt, at vi skal lade Guds ord bo rigelig iblandt os. Det er såre, såre vigtigt, at vi gør det. Thi ofte - ak, alt for ofte - går det sådan, at et Guds barn efter kortere eller længere tid mister sin første kærlighed og glæde, sin første friskhed og kraft, fordi vi ved vor omvendelse ikke blev renset ind til hjertets inderste, eller at vi ikke kom ind under vingårdsmandens stadige beskæring, eller fordi vi undlod at lade Guds ord få rigelig plads i vort hjerte.

Hvem tjener vi?

Vi hører ofte forkyndt, hvor store syndere vi er. Men Gud vil, at vi skal videre. Vi skal vide og tro, at vor synd er slettet ud, og at vi er hellige, frelst af nåde. Men denne frelse medfører, at vi skal være villig til at gå den hellige vej og fravælge alt det, der hedder synd. Vi læser: ”Søg Herren, medens han er at finde, kald på ham, den stund han er nær! Den ugudelige må forlade sin vej, og den uretfærdige sine tanker og vende om til Herren, at han må forbarme sig over ham, og til vor Gud, for han tilgiver rigelig. Thi mine tanker er ikke jeres tanker, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren. For som Himmelen er højere end jorden, sådan er mine veje højere end jeres veje, og mine tanker højere end jeres tanker. Thi som regnen kommer ned, og sneen kommer fra himmelen og ikke vender tilbage dertil, før den har vandet jorden og fået den til at spire og skyde knop, så den giver såkorn til sædemanden og brød til den, som spiser, sådan skal mit ord være, det, som går ud fra min mund. Det vender ikke tomt tilbage til mig, men udfører det, jeg har velbehag i.” Es 55:6-11.

Åndens gerning er at lyse op, men Åndens gerning er også at rense ud, og denne gerning fortsætter han med hele vort liv. Det er ikke ord eller snak, det er gerning, det er virkelighed, så hjertet virkelig helliges og dannes til at ligne Kristus i Hans død. Måtte dog Herren iblandt sine hellige få mange kar, der er lagt på alteret, renset og helliget til hans ære og hans brug. Må Ånden få lov til at arbejde frit i os, så vi bliver brugelige for Herren, thi hans vingård er utrolig forsømt.

Vi er rene på grund af de ord, Jesus har talt til os, dersom vi bliver i ham. Bruger vi denne renhed til i selvviskhed at tænke, at Gud har gjort alt, så vi kan bruge al vor tid på os selv? Eller ser vi os som Herrens tjenere, der er købt til at tjene ham, der forløste os?

Vore selviske ønsker døde, da vi tog imod Jesus som vor frelser. Og det nye liv, vi nu lever, lever vi i troen på ham, som forløste os. Og det indebærer, at vort liv er lagt an på, at vi er tjenere. Paulus gjorde altid opmærksom på dette, når han skrev sine breve. Han kaldte sig selv for Jesu Kristi tjener.

Hvis tjener er vi? Vi er rene på grund af, at Jesus Kristus, som Guds Lam, løskøbte os med sit blod. Men præger det vort liv? Vi kan ikke både regne os for rene og så gøre, som vi selv vil. Thi det at være ren betyder, at vi lytter til det, Jesus siger. Og det indebærer, at det forandrer vort liv, så vi bliver tjenere for ham, der købte os.

Mange rejser fra sted til sted for at opleve religiøs underholdning med noget, Gud ikke er med i, og mener alligevel om sig selv, at de rene. Derved bedrager de sig selv og lever på en løgn. Hvor forfærdelig at have levet på løgn, den dag vi stilles for Guds domstol, fordi vi ikke ville tage imod den sunde lære.

Jesu discipel

De første kristne var optaget af at fortælle om Jesus og leve et liv, hvor hans måde at være på satte normen. Således må det også være for os.

Forudsætningen for at blive en discipel af Jesus er villigheden til at leve et helt nyt liv. En sådan omvendelse ser vi ved kaldelsen af de tolv disciple, som også omtales som apostle. Tolderen Mattæus sad ved toldboden, da Jesus kom forbi. Jesus sagde til ham: Følg mig! Og han rejste sig straks og fulgte Jesus. (Matt 9:9) . Så enkelt!. Før: tolder, rig - formentlig på andres bekostning, én der samarbejdede med den romerske besættelsesmagt! Nu: ven med Jesus og i lære hos ham, et liv i nøjsomhed, i opbrud og stadig på vej!

For nogle af Jesu samtidige var det forargeligt, at en synder, f.eks. en tolder, blev discipel af Jesus. Dertil svarede Jesus: De raske har ikke brug for læge, det har de syge... Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Matt 9:12-13.

Der er mange, der tror om sig selv, at de er retfærdige, og har en række gode ting at fortælle om sig selv, som er værdsat af mennesker men ikke af Gud. Vi læser om det i denne lignelse:

To mænd gik op til templet for at bede; den ene var en farisæer, og den anden en tolder. Farisæeren stod for sig selv og bad således: ”Gud! jeg takker dig, for at jeg ikke er som andre mennesker, tyve, uretfærdige, ægteskabsbrydere eller som denne tolder….” Men tolderen stod langt borte. Han ville ikke engang løfte sine øjne mod Himmelen, men slog sig for brystet og sagde: ”Gud”! vær mig synder nådig!” Jeg siger jer: Denne mand gik retfærdiggjort hjem til sit hus, den anden ikke. For hver den som ophøjer sig selv, skal blive fornedret. Og den, som fornedrer sig selv, skal blive ophøjet.” Luk 18:10-14.

Vil vi være en Jesu discipel, kan vi ikke ligne farisæeren. Og må også være nået videre end tolderen, fordi vi ved, at vi er frelst af nåde. Vi har intet at komme med, den skyld vi har, er af så store dimensioner, at den er fuldkommen ubetalelig. Derfor frelser Gud af nåde.

Nogle har givet afkald på behagelighed for at leve troen på Jesus ud i hverdagen. Andre har givet en del af deres overflod. Og atter andre ved at give al deres tid på at fortælle om den ufortjente frelse ved tro og advare mod forførelserne, formane og opmuntre.

Paulus skriver: ”Som Guds husholder må en tilsynsmand være en, der ikke er noget at udsætte på, ikke egenrådig, opfarende, drikfældig, voldsom eller ude efter skændig fortjeneste. Han skal være gæstfri, have kærlighed til det gode, være besindig, retfærdig, from, herre over sig selv; han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, som siger imod.” Tit 1:7-9.

”Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves.” 1. Kor 15:10. Måtte vi kunne sige det samme. Vi er rene af hjertet, dersom vi tror på, at Jesu Kristi blod renser os fra al synd. Og da vil nåden ikke have været forgæves. Vi er frelst af nåde og bærer i kraft af denne frelse frugt til Guds ære ved at være lys og salt i verden. Gud er med os hele vejen, og hans nåde er så righoldig, at den er ny hver morgen. Af hans nåde forbliver vi hos ham, thi han slipper os ikke, og ingen kan rive os ud af hans hånd.

Vi tænker måske: Hvor længe kan jeg blive ved at komme til Gud og trætte ham med at bede om forladelse for mine synder? Er der ikke en grænse for Guds tålmodighed? Slipper Guds nåde ikke op en dag? Vil han blive ved at tage imod mig? Det er nåde, at vi må komme og tage imod hans nåde. Det er fordi vi har taget imod hans frelse ved tro, og derfor er blevet rene. Nåde at han fandt mig, nåde at han vandt mig. Nåde at han bar mig hjem til sig.

”Herrens miskundhed er ikke til ende, ikke brugt op. Hans nåde er ny hver morgen, hans trofasthed stor.” Klagesangene 3:22-23.