Johs 15:18 og 17:16-17.

Jesus taler igen og igen gennem alle de fire evangelier om vort forhold til ham. Men han taler om muligt end mere om vort forhold til verden.

Et eksempel på hvor alvorligt det forhold er, finder vi i hans indtrængende formaning og inderlige bøn for sine disciple om at de måtte bevares uskadt og ubesmittet af denne verden.

Næppe er der vel noget spørgsmål som i det praktiske liv har haft større betydning for Guds menighed end dette: Hvordan er vort forhold til verden?

Hvordan skal en kristen stille sig til de mennesker og deres interesser som lever udenfor samfund med Gud?

Nu findes der både den religiøse verden og den mere afgjorte kristelige. Fra begge sider er der søgt at give svar på spørgsmålet om forholdet til den profane verden.

Men der er kun et svar som til alle tider er hævet over alle andre i visdom og autoritet, og det er Jesu svar!

På hans svar skal alle de andre prøves, om de er fra Gud eller om de er af denne verdens ånd.

Havde Guds menighed levet efter den formaning Jesus gav til sine venner ved sin afsked, da ville menigheden have haft en helt anden plads i verden og kunne have øvet en helt anden indflydelse og magt over den end tilfældet er nu i dag.

Hvad har Jesus sagt?

Johs.15:19.
”I er ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden”. Altså må der være forskel på den kristne og på verden. – verden er ikke lig med kristenheden, det er to forskellige modsat rettede enheder.

At være kristen er at have viljen til at ville holde Jesu befalinger, også om de så går imod ens egen vilje.

At være religiøs er at kende Jesu befalinger og at holde dem så længe de ikke går imod ens egne menneskelige opfattelser af etik og moral. Religiøse mennesker, er mennesker, der vil være kristelige uden at tage den fulde konsekvens heraf.

Men nu forholder det sig sådan, at Jesus ofte talte strengt til den religiøse elite i hans samtid.
Engang hvor de påstod, at Gud var deres fader, sagde Jesus til dem: ”Var Gud jeres Fader, så ville I elske mig” – og ”Den, som er af Gud, hører Guds ord”, og videre: ”I tror ikke mig, fordi jeg siger sandheden.”
Jesus siger også, at ”den, som ikke er for mig, er imod mig”!
Jesus taler også om, at ”ingen kan tjene to herrer på samme tid.”

Jesus taler til nogle jøder, der ifølge Johannes var kommet til tro på Jesus. Bemærkelsesværdig er det dog, at da Jesus taler til dem om den frihed, som kun han kan give dem, da ender det med, at de beskylder ham for at være besat. ”Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg taler”, spørger Jesus, og så svarer han selv, ”fordi I ikke kan høre mit ord.”
Vi kan ikke være i tvivl om, at Jesus er meget afgjort når det handler om at være for eller imod.

At være af verden er det modsatte af at være af Gud. Det er ikke kun en benægtelse af Guds eksistens, det er ligegyldighed over for hans eksistens og over for den kendsgerning, at Gud sendte Jesus til verden for at vi gennem ham skulle lære Guds vilje at kende. Hans vilje som er, at ingen, absolut ingen kan komme til ham uden om Jesus Kristus.

Jesus er blevet vor Frelser.

Det betyder, at vi må bøje os, ydmyge os og erkende, at vi behøver hans frelse.

Frelse i bibelsk tale er det modsatte af fortabelse.

Fortabelse er at være uden for Guds rækkevidde, at være uden Gud.
Fortabelse er at være uden håb for evigheden.
Fortabelse er en evighed uden Gud. Uden Guds værn imod Det Onde.
Fortabelse er en evighed prisgivet i Den/det Ondes vold.
Fortabelse er når det er for sent og umuligt at vende om til Gud.

Derfor taler Jesus om at omvende sig.
Det er et ord, som vi kun taler meget sporadisk til hinanden om. Vi er jo omvendte!!
Eller er vi???
Men det må give enhver stof til eftertanke, når Jesus henvender sig til Peter, der dog fulgte Jesus, og han siger til ham, vel at mærke før Peter fornægtede Jesus: ”Når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.” Luk. 22:32.
Et er sikkert, omvendt er ikke noget man bliver, det er en aktiv handling en beslutning man må tage.
Det skal vi holde fast ved, det skal vi forkynde.

Jesus kom med det formål at kalde syndere til omvendelse! Luk.5:32
Og det er evangeliet, som vi skal gå med: Kun den, som tror på mig, skal blive frelst!
Så kan vi tale længe om, hvad at tro på ham indebærer.
Det vil vi gøre en anden gang. Det handler om vort forhold til Jesus.
Jesus siger Mark.8:38: ”Den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen også skamme sig.”

Jesus siger, at vi ikke kan elske ham og verden på samme tid.
Vi vil altid være i en valgsituation, hvor vi må vælge enten at elske Gud/Jesus og hade verden, eller at elske verden og hade Gud/Jesus. – Jesus er jo ét med Gud.

”Den der elsker mig, han holder nogle af mine befalinger,” sagde Jesus?
Nej, han holder alle mine befalinger?
Kærlighed til Jesus er at adlyde hans ord. Og han taler ikke af sig selv, men han taler, hvad Gud giver ham at tale.

At elske er at adlyde Guds Ord.

At hade er at tage afstand fra Guds Ord. –. I ordet ”had” ligger der på grundsproget den betydning ”at tage afstand fra” – ”at vende sig bort fra”.

Vort valg er at elske eller at hade Jesus.

Vælger vi at tage afstand fra Jesus og dermed fra hans ord, da vil vi være uden for Guds rækkevidde, da vælger vi fortabelsen, for Gud handler ikke med os mod vor egen vilje.

Adam og Eva måtte vælge om de ville adlyde, hvad Gud havde sagt, de valgte forkert, hvert eneste menneske har siden da måttet vælge, og det handler om frelse eller fortabelse.

Du kan vælge at protestere, du kan fremkomme med alle tænkeligt mulige mellemveje. Du kan tolke og fortolke og studere teologi for om muligt at få Guds ord tilpasset din opfattelse. Det kan gælde for dig, men for Gud er der kun et enten eller.
Et ja til Jesus er et ja til hele Guds Ord. – ”Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne”, sagde Jesus, ”Jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme/opfylde”.
Jesus stod med sit liv og levned inde for hele Guds Ord.

Så er der dem, der gerne vil påstå, at Bibelen er skrevet af mennesker, og derfor heller ikke er fejlfri. – Svaret til sådanne religiøse mennesker, der gerne vil være kristelige, er givet af Jesus selv: ”Sandelig siger jeg jer: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå – før det er sket alt sammen. Derfor: den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget. Thi jeg siger jer: hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

Jesus siger: ”Når verden hader jer – tager afstand fra jer - så er årsagen den, at I ikke er af verden.

Modstanden, ”hadet” fra verden er naturlig. Vi husker Guds Ord i Edens have: ”Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og kvindens sæd”.1. Mos.3:5
Der er altså et evigt fjendskab mellem lys og mørke, mellem Guds Ånd og verdens ånd..
Den som ikke har forstået denne modstand, men prøver at bygge bro mellem verden og Guds rige, har i virkeligheden ikke forstået Guds riges væsen og er selv udenfor.

Der foregår en kamp i den åndelige verden. Den har altid været der, men i tiden indtil Jesus kommer igen, sådan som han har sagt, da vil denne åndelige kamp eskalere.

Der var to kategorier af mennesker på Jesu tid. Der var de foragtede, de syge besatte og lovløse, dem der ikke kunne leve op til de religiøses gudsdyrkelse. Og så var der de lovtro religiøse, hvis gudsdyrkelse kun var noget udvendigt uden Guds kærlighed.

Jesus vandt over hele den åndelige verdens mørke magter over hele ondskabens åndehær hvis hærfører var de religiøse åndsmagter repræsenteret i de mennesker, som ikke ville acceptere Jesus som Guds Søn og som forlangte ham korsfæstet på grund af hans ord.

Jesus ynkedes inderligt over dem, der virkelig var i nød, og som erkendte deres nød, uanset hvilken gruppe de tilhørte.
Sådan er det også i dag.
Der var mange af den første gruppe, der modtog hjælp. Sådan er det ikke i dag.
Der var få af den anden gruppe, der erkendte, at de havde brug for Jesus. Sådan er det også i dag selv om forskellen på de to grupper er mindre synlig i dag.


Hvordan er verdens forhold Til Jesus!

Hvorfor blev Jesus dømt til korsfæstelse?

Han blev dømt fordi han sagde, at han var Guds Søn!

Teoretisk set kunne jødernes dom godt synes at være i orden.
Den jødiske kirke kunne ikke tåle, at noget menneske ophøjede sig selv til Gud, for den betød dette, manglende ærefrygt for Gud. Men når jøderne dømte Jesus, så havde de også dermed vist, hvilken frelser/Messias det var de havde behov for.
De ventede er frelser, de behøvede ham, men det de behøvede ikke en Søn af Gud. Et stort og gudbeåndet menneske, det var hvad de ønskede.
Den, der ikke tager imod Jesus som Guds Søn, har i virkeligheden fældet den samme dom over Jesus, den siger jo i grunden nøjagtig det samme.

Verden vil have en ny tid med mere interesse for de åndelige værdier, mere kirkesøgning, bedre moral mere kærlighed o.s.v. – men de behøver ikke Jesus! – alt muligt andet, underholdning, teater, dans, moderne musik, mennesker der kan underholde både i tale og alt det andet, men Jesus behøver den religiøse verden ikke!

Der er utallige andre ting, vi forventer hjælp fra, men ikke fra Jesus, og dog er han den eneste virkelige hjælp.
Venter man den ikke fra ham, kommer den ikke.

Vi taler om Gud! Men hvilken Gud?

Bibelens Gud, som om sig selv siger: ”Jeg er” og uden mig er der ingen Gud”, han sendte et menneske, sin egen Søn som var hos Gud, som er Gud, og ingen, absolut ingen kan gå ind i Guds rige undtagen gennem Jesus Kristus.
”Selv døbte han ingen!” Nej, for det var ikke dåben, der frelste. Det var bekendelsen: ”Du er Kristus, Guds Søn! – Og den bekendelse må få konsekvenser for vore liv. Tilbage til Peter. Jesus sagde til ham: ”Når du engang omvender dig! – så styrk dine brødre.”

At forkynde Kristus Jesus er at forkynde nødvendigheden af omvendelse og frelse. Han måtte ydmyge sig for at bære vore synder. Vi må ydmyge os, vende om og gå til ham med vore synder.
Frelse er ikke en passiv handlen med os, frelse indebærer en aktiv handlen fra vor side. Vi må be’ eller råbe om hjælp. Vi må erkende at vi behøver den frelse, Gud har sendt os gennem modtagelsen af det offer han bragte for vor synd, nemlig Jesus. Det var et smertefuldt offer fra Guds side, men det var nødvendigt. Gud selv trådte til og åbnede igen en farbar vej til hans rige gennem Jesus Kristus. Han er vejen, den eneste vej!

Gud har aldrig handlet med os mod vor vilje, han har givet os muligheden for at vælge!
Men vi skal huske, at Jesus siger: ”Ikke enhver der kalder mig herre, herre skal gå ind i Guds rige, men kun den, som gør min Faders vilje”.

Da han, sandhedens Gud, satte sig til doms over sit eget hus for at rense det, ville de ikke erkende sin synd og ydmyge sig. De syntes hans krav var for svært, ja uretfærdigt. Og så endte det med, at de kom til at dømme ham.
Vælger vi Jesus, da vælger vi livet. Ikke blot i tiden, men i evighed.
Da vælger vi sandheden.
Da vælger vi den rette vej.
Jesus siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”