”Han hakkede og rensede den for sten. Han plantede ædle vinstokke i den. Midt i den byggede han et vagttårn og opsatte også en vinpresse. Han forventede, at den skulle give ædle druer, men rådden frugt var alt den gav. Og nu, du som hører til i Jerusalem, og fra Juda, døm nu mellem mig og min vingård! Hvad mere var der at gøre for min vingård, som jeg ikke har gjort med den? Når jeg forventede at den skulle give druer, hvorfor gav den ikke andet end rådden frugt?
Nu vil jeg lade jer vide, hvad jeg vil gøre med min vingård: Jeg vil nedrive gærdet rundt om den, så den bliver til græsmark for får. Jeg víl nedrive muren omkring den, så den bliver nedtrådt. Jeg lægger den øde. Den bliver ikke beskåret og ikke hakket, men den skal gro sammen i torne og tidsler. Skyene befaler jeg til ikke at lade regnen falde på den.” Es. 5:2-6.
Jesus sagde: ”Bær da frugt, som er omvendelsen værdig, og begynd ikke at sige til jer selv: Vi har Abraham som vor fader. For jeg siger jer, at Gud kan oprejse børn for Abraham af disse sten.” Luk. 3:8.
Jøderne var stolte over at være efterkommere af Abraham, Men det var ikke nok til frelse for dem. Og det er heller ikke nok at være med i en eller anden menighed, eller at være religiøs. Gud kræver en forandring af hjertet og en frugt, der svarer til denne forandring. Ellers gør han med os som med sin vingård.
Jesus sagde: ”Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, tager han bort. Og hver gren, som bærer frugt, beskærer han, så den kan bære mere frugt.” Joh 15:1-2.
Alle, der er født på ny, er indpodet i Kristus. Men læg mærke til, at vi læste: Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, tager han bort. Derfor skal vi bede Gud gøre sit ord levende for os, så vi kan blive i ham, der er vejen, sandheden og livet.
Jesus sagde også: ”Bliv i mig, så bliver jeg i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver i vintræet, således kan I heller ikke bære frugt, uden at I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig og jeg i ham, bærer megen frugt. Thi uden mig kan I slet ikke gøre noget.” Joh 15:4-5.
Jesus gik ud fra samme beretning om vingården, som vi læste om fra Esajas, men føjede noget til: ”Der var en jordejer, som plantede en vingård og satte et gærde rundt om den, gravede en vinpresse i den og byggede et vagttårn. Så lejede han den ud til vingårdsarbejdere og drog til et land langt borte. Da tiden for vinhøsten nærmede sig, sendte han sine tjenerne til vingårdsarbejderne, så de kunne tage imod hans frugt. Men vingårdsarbejderne greb hans tjenere, en slog de, en dræbte de, og en tredie stenede de. Igen sendte han nogle tjenere, flere end første gang; men de gjorde det samme ved dem. Men til slut sendte han sin søn til dem og sagde: ”De vil have respekt for min søn”. Men da vingårdsarbejderne så sønnen, sagde de til hverandre: ”Dette er arvingen. Kom, lad os dræbe ham og tage hans arv!” Så greb de ham, slæbte ham ud af vingården og dræbte ham. Når da ejeren af vingården kommer, hvad vil han så gøre med disse vingårdsarbejdere? De siger til ham: Han vil ødelægge disse onde mænd på en grusom måde og derefter leje sin vingård ud til andre vingårdsarbejdere, som vil give ham frugt i rette tid.” Matt. 21:33-41.
Dette er en beskrivelse af, hvad der vil ske med dem, der ikke omvender sig og bærer frugt til Guds ære. Og det samme vil ske for os, dersom vi udformer vor tro uden at holde os til Ordet.
Lad os lære af Jesu ord til menigheden i Efesus: ”Jeg kender dine gerningene, dit arbejde, din tålmodighed, og at du ikke kan tåle de onde. Du har prøvet dem, som siger de er apostle og ikke er det, og du har fundet ud af, at de er løgnere. Og du har holdt ud og har tålmodighed, og du har arbeidet for mit navns skyld uden at blive træt. Alligevel har jeg det imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Husk derfor, hvorfra du er faldet! Omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers skal jeg i hast komme over dig og flytte din lysestage fra sit sted, hvis du ikke omvender dig.” Åb. 2:2-5.
Og Jesus sagde disse advarende ord til menigheden i Pergamon: ”Dette siger han, som har det skarpe, tveæggede sværd: ”Jeg ved om dine gerninger og hvor du bor, der hvor Satans trone er. Og du holder fast ved mit navn og har ikke fornægtet min tro, selv i de dage, da Antipas, mit trofaste vidne, blev dræbt hos jer, der hvor Satan bor. Men jeg har nogle få ting imod dig: du har hos dig nogle, som holder fast på Bileams* lære, han der lærte Balak at lægge en snublesten for Israels børn, at spise kød, som var ofret til afguder, og til at leve i utugt. Således har også du nogle, som holder fast ved nikolaitternes lære, som jeg hader. Omvend dig….!” Åb 2:12-16.
* Bileam gav kongen af Moab det råd, at han skulle forsøge at lokke Israel til at deltage i Baal-Peor-dyrkelsen med dens prostitution. Dersom Israel deltog i denne, vidste Bileam, at Gud ville forbande folket. Det er baggrunden for, at NT omtaler Bileam som et forbillede på de vranglærere, der vil forlede de kristne til åndelig prostition og utugt.
Menigheden i Efesus ville ikke vide af denne vranglære, medens den blev tålt i Pergamum. Og også i Tyatira havde den vundet indgang takket være en falsk profetinde.
Menigheden i Efesus ville ikke vide af denne vranglære, medens den blev tålt i Pergamum. Og også i Tyatira havde den vundet indgang takket være en falsk profetinde.
Bileams ånd er også tilstede i vor tids menigheder og bliver tålt. Derfor vil Gud lukke for velsignelsen til ”vingården”, dersom vi ikke omvender os.
Israel havde alt det bedste i vente, men vendte sig i stedet til Ba´al Peor. Vi læser i 4.Moseb. 25:1-4: ”Derpå slog Israel sig ned i Shittim (akasielunden). Folket begyndte at bedrive hor med Moabs kvinder, og da de indbød folket til slagtofre for deres guder, spiste folket og tilbad kvindernes guder. Da Israel indlod sig med Baal-Peor, flammede Herrens vrede op mod Israel. Da sagde HERREN (YHWH) til Moses: Hent alle overhoveder for folket og hæng de skyldige op for HERREN ude i solen, for at HERRENs brændende vrede kan vendes bort fra Israel!”
Lad os lære af denne beretning, for at Herrens brændende vrede ikke skal udgydes over os.
Ved at læse Hos. 9:10 kan vi lære af det, der skete med Israel: ”Jeg fandt Israel som druer i ødemarken. Jeg så deres fædre som førstegrøden på figentræet, første gang det bærer frugt. Men de gik til Baal-Peor og indviede sig til skammen. De blev afskyelige, ligesom dem, de elskede.”
Jesus fortalte også denne lignelse: ”En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård; og han kom og ledte efter frugt på det men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: ”I tre år er jeg nu kommen og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte?” Men han svarede: ”Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.” Luk. 13:6-9.
Har vi en have og ser, der er kommet ukrudt i den hist og her, ved vi, at vi må fjerne disse uønskede planter, for ellers vil hele vor have snart være fyldt af dem, så de planter, vi ønsker, ikke kan gro og sygner hen.
Gud er den store ”haveejer” og vil have en ren have fri for ukrudt. Derfor skal de uønskede vækster fjernes, straks vi ser dem. Og Gud tåler ikke ”vildskud” og ”grene”, der ikke bærer frugt. Jesus sagde: ”Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.” Joh. 15:6.
Der er tale om omvendelsens frugt og ikke en selvproduceret, kødelig frugt frembragt af lovens: Du skal! eller: Du må ikke!
Den gode jord i Guds vingård består af ydmyghed og sandhed. Og Guds nådes solskin giver væksten. Men mange ting kan skygge for Guds nådes sol. Verdensånden har fået indpas, og menighederne vælger det, der kildrer ørerne. I den jord kan den ædle vin ikke trives og bærer kun rådne frugter.
Hvad var det Gud gjorde med vingården, som Esajas beskrev? Hvad var det Jesus sagde i sin lignelse om vingården? Skal vi forvente, at Gud er blevet mere mild? Nej! Han er stadig den samme. Og vil vi gå ind til livet, når vi går herfra, må vi tage Guds advarsler til os og sætte vor kurs efter det, han har sagt i sit ord.
Gud kan vi ikke narre. Til ham kan vi ikke komme med forstillelse eller strømme af tomme ord. Han vil have en ægte omvendelse. Mennesker, der ikke vil tage imod Jesus som frelser og Herre eller tilsidesætter hans advarsler, er på vej ind i fortabelsen under Guds vrede. Desværre er mange af vore ledere for menighederne vildledere og ikke vejledere og viser ikke Gud som en hellig Gud. Derfor får ukrudtet lov at vokse sig stor og skærme for Guds nådes sol, så der ikke bliver en rig høst til Guds ære.
Det er alene af Guds nåde, at vi kan få et nært og åndeligt fællesskab med Gud, og at han da giver os en ny og hellig karakter, så det kan kendes på os, at vi er med Jesus.
Der står i 2.Moseb. 34:29: ”Da Moses kom ned fra Sinajs bjerg, havde han vidnesbyrdets to tavler i hånden. Moses vidste ikke selv, at hans ansigt strålede, fordi Herren havde talt med ham.”
Paulus skrev til galaterne: ” Han, der giver jer Ånden og gør undergerninger iblandt jer — gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro?” Gal. 3:5. Hører vi i tro, vil vor omvendelse bære frugt til Guds ære.
Loven kan ikke lede os frem til nådestolen, hvor vor skyld slettes for Jesu blods skyld. Derfor lever mange kristne under en byrde af skyld af både bevidst og ubevidst synd.
Paulus skriver videre: ”Og da skriften forudså, at det er af tro, Gud retfærdiggør folkeslagene, forkyndte den evangeliet for Abraham på forhånd: ”I dig skal alle folkeslag blive velsignet.” Så bliver da de, som er af tro, velsignet sammen med den troende Abraham.” Gal. 3:8-9. Er vi af tro, er vi velsignet. Men vi må tage imod velsignelsen i tro.
Vi læser videre: ”For så mange, som bygger på lovgerninger, er under forbandelse. Thi det står skrevet: Forbandet er hver den, som ikke holder fast på alle de ord, der er skrevet i lovens bog, så at han selv gør dem.” At ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved loven, er klart, for den, som er retfærdig af tro, skal leve. Men loven er ikke af tro, den siger jo: Det menneske, som handler efter budene, skal leve ved dem. Kristus har købt os fri fra lovens forbandelse, idet han blev ##en forbandelse for os. Thi der står skrevet: Forbandet er hver den, der hænger på et træ”, for at Abrahams velsignelse skulle komme til hedningefolkene i Kristus Jesus, så vi ved troen kunne få Ånden, der var givet os løfte om.” Gal. 3:10-16.
Således lød Guds løfte til Abraham, og vi ser, at der ikke er tale om efterkommere i flertal men i ental, nemlig Kristus.
tw de abraam errhqhsan ai epaggeliai kai tw spermati autou ou legei kai toiV spermasin wV epi pollwn all wV ef enoV kai tw spermati sou oV estin cristoV
”Now to Abraham and his seed were the promises made. He saith not, And to seeds, as of many; but as of one, And to thy seed, which is Christs.” Gal. 3:16.
”Den pagt, som tidligere var stadfæstet af Gud med sigte på Kristus, kan loven, som kom til fire hundrede og tredive år senere, ikke gøre ugyldig, så den sætter løftet ud af kraft. Thi om arven er af lov, er den ikke længere ved et løfte. Men i nåde gav Gud den til Abraham ved et løfte. Hvorfor kom så loven? Den blev lagt til for overtrædelsernes skyld, indtil efterkommeren, som løftet talte om, kom.” Vers 16-19.
”Er da loven imod Guds løfter? Langt fra! Hvis der var givet en lov, som magtede at levendegøre, da ville retfærdigheden virkelig være kommet af loven. Men Skriften indeslutter alt under synd, for at løftet, ved tro på Jesus Kristus, skulle blive givet til dem, som tror. Men før troen kom, blev vi holdt i varetægt under loven, indesluttet med sigte på den tro, som senere skulle blive åbenbaret. Så er da loven blevet vor tugtemester (oplærer) til Kristus, for at vi skulle blive retferdiggjort af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren.” Vers 21-25.
Kan det siges mere tydeligt, at vi ikke er under loven, men under nåden i Jesus Kristus. Derfor må vi hvile i, at i ham er vi retfærdige og hellige og kan bære frugt til hans ære. ”Lad det derfor være kendt for jer, brødre, at ved ham bliver syndernes forladelse forkyndt for jer. Og ved ham bliver alle som tror, retfærdiggjort fra alt det, som I ikke kunne blive retfærdiggjort fra ved Mose lov.” Ap.g 13:38-39.
Og Paulus skriver: ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.” Rom. 5:1. Tror vi på disse ord og er indpodet i det sande vintræ, har vi del i hans retfærd og er hellige i ham.
Skal vi have fællesskab med Gud, må vi skille os af med åbenbare synder. Paulus skriver: ”Drag ikke i fremmed åg med vantro! Thi hvilket fællesskab har retfærdighed med lovløshed? Og hvilket samfund har lyset med mørket? Og hvilken samklang er der mellem Kristus og Belial? Eller hvilken delagtighed har en troende med en ikke-troende? Og hvilken enighed er det mellem Guds tempel og afguder? I er den levende Guds tempel! Som Gud har sagt: Jeg vil bo hos dem og vandre iblant dem. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Derfor: Drag ud fra dem og vær adskilt, siger Herren. Rør ikke det, som er urent, så skal jeg tage imod jer. Og jeg vil være en Fader for jer, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige. Derfor, mine kære! da vi nu har disse løfter, så lad os rense os fra al urenhed på kød og ånd og fuldføre vor helliggørelse i gudsfrygt.” 2.Kor. 6:14-7:1.
Hvordan ser Gud på danske kristne? Vi må erkende, at ugudeligheden er udbredt overalt, og at de kristes røst næsten ikke høres, thi kristne taler mest til og om sig selv. Den stærke og varme tro, der var blandt kristne for 100 år siden, ses sjældent. Der er i stedet ”hyggeklubber”, og mange menigheder er hjemsted for alle slags urene lærdomme. Og spørgsmålet om frelse og fortabelse taler man ikke om. Mennesker, der er købt til frelse og hellighed, bliver forhindret i at vokse under nådens sol og bliver kvalt i ”ukrudtet”.
Herren Jesus er almægtig Herre og Gud og vandrer midt iblandt sit folk. Han kommr med frelse og velsignelse, hvor der er åbne hjerter. Men lukker døren for dem, der til stadighed vil misbruge hans nåde og blive i synden. Og dem, der er lunkne og vil være kristne på verdens vis vender han sig fra. Derfor må vi tage imod Bibelens mange advarsler om at omvende os fra lunkenhed.
Mange mister modet, når modgangen kommer, eller når fristelserne tårner sig op og vort gamle uomvendte menneske bliver aktiv og vil lede os tilbage til syndens vej. Men holder vi os til Guds ord og løfter. får vi en herlig sejr. Og Jesus har sagt: ”Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere fjernes. Og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himlen fra min Gud, og mit nye navn.” Åb. 3:12.
Fordi Guds hellighed overgår langt det, vi kan forstå her i vort jordiske tilværelse, må vi lære af Bibelen, at vi ikke blot må lade ”ukrudtet” vokse op i os og om os, thi da ringeagter vi påbudet om at være hellige.
Grenene, der bærer frugt, renser Gud, så vi kan bære mere frugt. Han tugter os til vort bedste, så vi kan få del i hans hellighed. Nu er det sådan, at ingen tugt synes at være til glæde, medens den står på, men kun smertefuld. Men senere skaber den retfærdighedens fredfulde frugt hos dem, som er blevet opdraget ved den.. Og de hellige skal hjælpe hverandre til at nå frem til den rette tro, så de kan bære megen frugt.” Hebr. 12:10-11.
Nutiden er lovløs og er ødelæggende for Guds vingård. Jesus sagde om vor tid: ”Mange profeter skal da stå frem og forføre mange. Og fordi lovløsheden tager overhånd skal kærligheden blive kold hos mange.” Matt. 24:11-12.
Og der tales om to store farer: Forførelser og kold tro. Herunder kommer den farlige lunkenhed. Idet mange både ved lunkenhed og forførelser ikke ser, at de går fortabelsen i møde.
Vældige åndelige kræfter er sat ind på at forhindre os i at nå målet. Tænk dig godt for. Den menighed, du går i, er måske et redskab, der er med til at ville hindre dig i at nå målet. Vend da om og gå tilbage til de gamle stier, hvorfra du er veget.
Det ligger mig stærkt på sinde at advare om disse farer, så alle må forstå, at livet er en alvorlig tid. Vi må bruge den som en nådetid, men vi kan også misbruge denne tid ved så stærkt at være optaget af det forgængelige, at vi glemmer det ene nødvendige.
Vi læser i Salme 80:9-14: ”Du rykkede en vinstok op i Egypten og plantede den, hvor du drev folkeslag bort; du beredte jorden for den, den slog rødder og fyldte landet. Bjergene blev skjult af dens skygge, Guds cedertræer af dens grene; den strakte sine ranker til havet og sine skud til floden. Hvorfor har du revet dens gærde ned, så alle, der går forbi, kan plukke af den? Skovens vildsvin gnaver af den, markens dyr græsser på den.”
Denne billedtale om Israel er også en advarsel til os som nation og til hvert enkelt menneske. Det er en gave, at vi har fået lov at være borger i et anerkendt land. Men ”gærdet” er revet ned, så også de kristne værdier i vort land trædes ned og ringeagtes. Og er vi blot passive og lader andre om at øve den indsats, der skal til for at værne ”vingården”, spreder ”ukrudtet” sig og ødelægger Guds vingård.
Men retter vi os efter Ordet, siger Jesus: ”Enhver, der hører disse ord og handler efter dem, han ligner en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, thi dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.” Matt. 7:24-27.
”Gærdet” er revet ned, så der er fri adgang for onde magter. Derfor er det også i dag, som Jesus sagde om jøderne: Jeg taler ”til dem i lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter.” Matt. 13:13. Har vi det godt med en nedtrampet vingård, hvor fjenden huserer og som kun bærer rådne druer, hvorfor skulle Gud da lade os høre og se sit ords skatte?
Mange menigheder i vort land er blevet blinde. Men du behøver ikke være det. Der står i Sirak 17:26: ”Vend tilbage til den Højeste, og afstå fra uretfærdighed, [for han vil føre dig ud af mørket til det livgivende lys,] og du skal hade alt afskyeligt.”
Og Jesus sagde: ”I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.” Matt. 5:14. Andre ser ved det lys, du kan udsende fra Jesus Kristus.
”Før mig ad den sti, du befaler, for den holder jeg af. Vend mit hjerte til dine formaninger og ikke til vinding! Vend mine øjne bort fra løgn, hold mig i live på dine veje! Bekræft dit ord for din tjener, så jeg lærer at frygte dig.” Salme 119:35-38.
”Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.” 119:105. Et gudfrygtigt menneske har altid Bibelen med sit hjerte. Al sand visdom kommer fra Gud og vejleder os på ret vej.
I Ordspr. 14:12 læser vi: ”En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden.” Det kan være. Skødesløshed i vor gudsfrygt, verdslighed, følelser i stedet for tro eller kødelighed i stedet for åndelighed.
“Der er folk, som er rene i egne øjne, men dog ikke har vasket deres snavs af sig.” Ordspr. 30:12. Kun Gud kan ved sit ord vise dig det ”snavs”, du i dag og i dagene fremover skal bede om kraft til at få ud af dit liv. En udvendig renhed er intet værd, den er som ”kalkede grave”. Vi må bede Gud også vise os de synder, vi har uden at vi ved om dem.
”Hvem kan sige: Jeg har holdt mit hjerte rent, jeg er ren for synd?” Ordspr. 20:9. Det kan ingen, end ikke en. Men ”I ham (Jesus Kristus) har vi forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse.” Kol. 1:14. Og har vi syndernes forladelse, forbliver vi i Guds vingård med et gærde rundt om os. Og forbliver vi i Kristus, det sande vintræ, vil vi bære omvendelsens frugt, drevet frem af Guds Ånd.
”Sæt vagt for min mund! vogt døren til mine læber. Lad ikke mit hjerte gøre noget der er ondt, og være med til at øve ondskab sammen med uretfærdige. Og lad mig ikke spise af deres lækre retter!” Salme 141:3-4.
Måtte denne artikel ikke være som de mange, der er glemt før dagen er omme. Den formaner til omvendelse og tro og villighed til at høre, hvad Gud siger. ”Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” Matt. 7:13-14.