Ricky Gervais er en af bevægelsens proselytter. Hvorfor udvælger jeg ham? Det er egentlig ikke ham, det handler om, men hans argumenter imod Gud. Hans argumentation afspejler måden mange tænker på, og grundet hans popularitet – han er en god komiker og har mange gode anskuelser, er veganer, går stærkt ind for dyrerettigheder, er klima-alarmist for at nævne et par populære modefænomener – han er alle de rigtige ting til at blive en respekteret stemme, i en kombination af passende alvor og humor.
Han har gjort sig til talsmand for denne bevægelse, og i al hans raseri mod Gud bliver hans logik overfladisk og derfor let at kopiere og gengive. Umiddelbart virker argumenterne solide, men grubler man lidt over argumentationen, afsløres det hvor useriøs den er.
I et interview med Stephen Colbert i ”The Late Show” fra 2017, forklarer Gervais:
”Videnskaben bliver konstant bevist hele tiden. Ser du, hvis vi tager enhver fiktion - ethvert helligt skrift og enhver anden fiktion, og ødelagde det, okay, om tusind år, ville det ikke komme tilbage præcis som det var. Hvorimod hvis vi tog hver eneste videnskabsbog, ikke sandt, og hver kendsgerning, og ødelagde dem alle, om tusind år, ville de alle være tilbage fordi alle de samme tests ville give det samme resultat... Jeg behøver ikke tro på videnskab. Jeg har ikke brug for tro for at vide, at hvis jeg springer ud af et vindue vil jeg sandsynligvis - hver gang andre springer ud af et vindue, smadrer de til jorden på grund af denne ting kaldet tyngdekraft.”[1]
Forkortet er argumentet at videnskabens kerne ligger i dens bestandighed og uundgåelighed. Hvis vi forestiller os en verden, hvor hver eneste fiktive fortælling og hver religiøs tekst bliver ødelagt, vil de, selv efter tusind år, ikke genopstå i deres oprindelige form. Deres eksistens og indhold er bundet i menneskets skabende sind og er ikke uundgåelige sandheder.
Omvendt, hvis hver videnskabelig tekst og hvert faktuelt element blev tilintetgjort, ville de, givet den samme tid, alle genopstå. Årsagen er, at videnskab bygger på uforanderlige naturlove og gentagelige eksperimenter, hvor resultater er konstante uanset tid og sted. Videnskabens sandheder er ikke afhængige af menneskets fortolkning eller skabelse, men er en manifestation af universets ufravigelige principper.
Korrigering:
Selvfølgelig vil naturlovenes virke være de samme, og give samme resultater som nu. Men over en bred kam at sige at ”videnskab” genopstår som vi kender den i dag, kræver mere tro end troen på Gud. Forskere ikke enige i tolkningen af videnskabelige data – der er fragmenterede holdninger inden for stort set alle videnskabelige grupper – ikke mindst tilblivelse af universet og i særdeleshed livet. Forskere fremsætter teorier, og ”videnskaben” vil derfor uundgåeligt forme sig afhængigt af hvem der i fremtiden lægger kimen til teoretiske ideer.
Det samme gør sig gældende med religionerne. Vil der komme en pendant til Muhammed – en ny Buddha, Konfucius, Zoroaster, Laozi, Nanak osv.? Uden tvivl vil de religioner opstå i andre former – hvis overhovedet. Hvad med Bibelen?
Der findes en logisk argumentation for Gud, der kaldes det kosmologiske argument, som i sin simpelhed siger at
- Alt, hvad der begynder at eksistere, har en årsag til sin eksistens.
- Universet begyndte at eksistere.
- Derfor må universet have en årsag.
Argumentet møder selvfølgelig modstand fra forskere, primært inden for kvantemekanik, hvor teorien om hvordan virtuelle partikler, der forstås som partikler og antipartikler, der kan opstå spontant ud af intet (ud af kvantevakuummet) og som derefter annihilerer hinanden og genskaber den videnskabelige ”intethed”. Sådanne virtuelle partikler menes at opstå uden en traditionel årsag, hvilket menes at udfordre ideen om, at alt, der begynder at eksistere, skal have en forudgående årsag. Tilfældige sammenstød af virtuelle partikler, under specifikke forhold med rette processer der forstærker disse udsving eller sammenstød, menes at kunne skabe al den masse – alle grundstoffer i det periodiske system m.v., som vi observerer i universet. Det kræver imidlertid kæmpe trosanstrengelser for at mønstre troen på at trillioner af tilfælde, i rette rækkefølge, vil ske og derved danne dette komplekse univers – det er hvad ateister beskylder kristne for, ”blind tro”. Det er meninger som vil, hvilket vi med stor sandsynlighed kommer til at erfare, stå for fald, når forskere får mere forståelse for skabelsen. Det er sket så mange gange før, hvilket også argumenterer for at skønt ”videnskabens” selvros består i at den forandrer sig hele tiden efter naturens bevisførelser, så opstår den ikke identisk igen, hvis alle nuværende tolkninger, tanker og ideer slettes. Tværtimod taler foranderligeheden for at der er rigelig rum til improvisation.
Ingen intethed?
Evolution ignorerer realiteten at livet ikke kan være dannet tilfældigt fra døde ting. Kvantemekanikken ignorerer den fysiske intethed overHolger Bech Hansen, en fremtrædende figur inden for teoretisk fysik, udforsker i ”Teorien om ingenting”, hvilket er blevet til titlen på en bog skrevet af Jonas Kuld Rathje, forsøger at forklare hvad ingenting er. Først lad mig citere Skaberen, der taler om menneskers afguder, ”Jeg ser mig om - der er ingen, ingen af dem ved Råd, så de svarer mig på mit Spørgsmål. Se, alle er de intet, deres Værker Luft, deres Billeder Vind og Tomhed.” (Es. 41:28-29). Til Israel siger Han, ”Hvad ondt fandt eders Fædre hos mig, siden de gik bort fra mig og holdt sig til Tomhed, til de selv blev tomme?” (Jer. 2:5). Med det, så lyt til denne forklaring:
”Vakuum er det vigtige. Det tomme rum er det vigtige. Og så er der nogle små vibrationer, og de er selvfølgelig vigtige for os… Det er jo altså sådan, at alt muligt har en masse ingenting i det. Det er lidt en definition. Fordi, hvis vi siger, at alle de partikler vi er bygget op af, både menneskene og andre ting, at de er punktpartikler, så er der jo på en måde ingenting alle steder, undtagen der, hvor punkterne er. Men hvis de er nul, må volumen – fordi de er sande punkter – så bliver jo alting til sådan en ingenting. Så det er lidt en definition. Så det kommer an på, hvor meget man kræver for at kalde det ingenting.
Men hvis man for eksempel tager det synspunkt, at atomkernen er alligevel ikke ingenting, dens rum er kompliceret, men det ydre atom, så er der jo enormt lidt, så er der enormt meget ingenting også i menneskene.
Så det er lidt en definitionssag af, hvad man regner med. Så ved vi ikke rigtigt, om partiklerne virkelig er punktpartikler. Det kunne være, at vi havde en superstreng teori, og så er de ikke helt punktpartikler, men så er de strenge, som er uendelig tynde. Men så tager de jo også nul-volumen - så så bliver det jo det samme, at det bliver alt sammen faktisk tomt.”
Men hvis man for eksempel tager det synspunkt, at atomkernen er alligevel ikke ingenting, dens rum er kompliceret, men det ydre atom, så er der jo enormt lidt, så er der enormt meget ingenting også i menneskene.
Så det er lidt en definitionssag af, hvad man regner med. Så ved vi ikke rigtigt, om partiklerne virkelig er punktpartikler. Det kunne være, at vi havde en superstreng teori, og så er de ikke helt punktpartikler, men så er de strenge, som er uendelig tynde. Men så tager de jo også nul-volumen - så så bliver det jo det samme, at det bliver alt sammen faktisk tomt.”
Jonas Kuld Rathje - forfatter til bogen Teorien Om Ingenting forklarer:
”For mig har det mest overraskende været, at det tomme rum i virkeligheden ikke er tomt, og at ingenting måske i virkeligheden slet ikke findes. Når de fleste af os tænker på ingenting, så prøver vi jo virkelig at forestille os, at der slet ikke er noget. Men i Holger Bech Nielsens forståelse af det tomme rum, der er der alle steder udstrakt disse kvantefelter, som når de ikke svinger særlig meget, så kalder vi det tomt rum. Og når de svinger, så siger vi, at der er noget. For eksempel en lille partikel.
Mennesket er jo så en masse vibrationer i de her kvantefelter, for vi består jo af en masse partikler. Så der hvor vi er, der svinger felterne i vakuum mere, end de gør, der hvor der ikke er noget.”
Mennesket er jo så en masse vibrationer i de her kvantefelter, for vi består jo af en masse partikler. Så der hvor vi er, der svinger felterne i vakuum mere, end de gør, der hvor der ikke er noget.”
Tomheden er det vigtige. Ingenting findes ikke, men ingenting er alle steder og alting er ingenting. Ingenting defineres som det, vi andre kalder rum. Universet menes at udvide sig ud i ingenting, og det er svært for os at forstå hvad der er uden for universet. Når ingenting skabte alting, må videnskabens ingenting være en hånlig titel for Gud, og det er Ham der er at finde uden for universet.
Videnskaben kan kun forholde sig til dette univers. Der er ingen mulighed for at finde en årsag uden for universet uden at søge i det ikke-fysiske, og så vil videnskaben uundgåeligt støde på Gud. Ingen forskere der fornægter den ikke-fysiske realitet, kan vide hvad der er uden for universet. Det vil nedbryde deres naturalistiske teorier, så derfor filosoferer videnskaben sig ned i subatomer og søger oprindelsen der – men de søger stadig i universets byggesten, uden forklaring på årsagen til dem.
Tilblivelse
En ikke-fysisk person, der er evig og som er intelligent med en fri vilje, har været årsagen til universet.Chancerne for at denne person vil give sig til kende for skaberværket – for os, er 100% hændeligt, 0% tilfældigt – det er uundgåeligt. Tanken at Gud skulle skabe os, og derefter være uinteresseret og fraværende, er uforlignelig med en intelligent person. Intelligens gør modsat tilfældighed ting med et formål, og Gud har et formål, en plan med skabelsen, en plan med os, som Han er nødt til at kommunikere til os. Han har givet os sit Ord. Hvilket Ord det så er, er fortsat religionernes kamp. Men Bibelen stiller sig klart og tydeligt frem forrest i rækken af muligheder, for hvad der i fortiden blev givet at skrive om fremtiden, afslører i særdeleshed i vores tid, at Bibelen er nødt til at være forfattet af en intelligent person uden for fysikkens begrænsninger – tid, rum og masse, for at kunne kortlægge verdens komplekse historie, som for os synes en tilfældig række af begivenheder. Ingen anden skrift har en 100% ufejlbarlig historik af profetiske forudsigelser foruden Bibelen.
Uforanderlighed
Guds Ord ville genopstå præcist som vi kender det i dag, for det er Hans Ord, og Han står ved det – for det er lige så uforanderligt og evigt som Han selv er.Bibelen indeholder også meget historie. Hvis man fjernede de historiske informationer og slettede al erindring om fortiden, ville man ikke umiddelbart antage, at historien ville gentage sig – endog selvom vi startede forfra med Jordens historie. Historiske begivenheder er ikke cykliske. Hvis al indsigt i historien blev elimineret, inklusiv arkæologisk viden, ville man ikke forvente, at disse begivenheder skulle indtræffe igen. Det betyder ikke, at historiske skrifter er utroværdige – at vi ikke har pålidelig viden om fortidens hændelser. Måske ville den historiske forståelse genopstå i tættere samhørighed med sandheden. Var det ikke for ”videnskabelige” fortolkninger af historien, ville vi ikke kende til neandertaler fænomenet, men vi ville måske have forstået at disse mennesker var pre-syndflods-mennesker, der levede i en tid hvor man blev helt op til tæt på 1.000 år.
De historiske forudsigelser, som f.eks. at Gud i Es. 44:28 – ca. 712 år før Jesus, nævner Kyros ved navn, over 100 år før han bliver født i ca. 580 f.Kr., de vil genopstå i den nye historiske kontekst. Én ting er at sige, at et menneske bliver født der hedder Kyros, en anden ting er på forhånd at beskrive hans politiske og militære karriere, hvilket ses i Esajas kap. 45. Det samme gør sig gældende i 975 f.Kr., hvor Gud til profeten Sjemaja åbenbarer ikke blot kong Josias’ navn (1. Kong. 13:2), men hans kongedømme og gerninger (2. Kong. 21:26, 2. Kong. 23:15-16) – Josias blev født 641 f.Kr. – Gud åbenbarer Josias’ ankomst over 300 år på forhånd! Hvis Jorden begyndte forfra, ville Gud stadig udvælge sig et folk hvorfra Hans Søn skulle komme, og Satan ville stadig være den samme og jagte det udvalgte folk. Måske ville Ægypten ikke hedde Ægypten, men folket ville kaldes Israel, for det er Guds valg (1. Mos. 32:28). Hvis vi skal følge tankeeksperimentet, at al materiale fra Gud til os blev slettet i dag, og verden gik videre fra i dag, ville Gud åbenbare nye ting for at vise os at Han er Gud, ”Kom i Hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte Enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: Mit Råd står fast, jeg fuldbyrder al min Vilje,” (Es. 46:9-10).
Hvis Jorden begyndte forfra, ville evangelierne, der er historiske fortællinger om Guds Søn, Jesus, også genopstå – måske ikke med samme statister som f.eks. Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, men Jesus vil være den samme, samme navn, samme budskab, samme gerninger og mål med sit komme – Han er fra evighed til evighed! ”Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!” (Sal. 90:2)
Vi taler om videnskaben som en selvstændig, selvbekræftende sandhed. Men det vi i virkeligheden taler om, når det kommer til f.eks. evolution, er forskere der har forudindtagede meninger om videnskabelige observationer, herunder naturlige biologiske variationer som de blander med oprindelse for at skabe en ”videnskabelig” syntese, hvormed de søger at eliminere behovet for Gud. Menneskelige, alternative ideer og teorier, vil ikke genopstå identiske igen, for ligesom de falske religioner er menneskeskabte, er denne ”videnskab” tynget af menneskeskabte teorier. Det betyder ikke at al videnskab er utroværdig – videnskab som vi kan observere og gentage og afprøve igen og igen, er pålidelig og vil på papiret genopstå præcist som Gud har forordnet det.
Så logisk set, er udfaldet af tanke-eksperimentet stik modsat Ricky Gervais’ let-fordøjelige fremlæggelse. Netop Guds Ord vil genopstå hvis det blev udslettet, tillige med de videnskabelige beskrivelser af Hans skaberværk. ”Videnskabelige” teorier om tilblivelsen vil ændre sig, afhængig af kampene kæmpet af fremtidens forskere, i deres informationskrig.
Afslutningsvist vil jeg påstå, at hvis Jorden blev startet forfra, ville hver eneste detalje udspille sig igen. Gud vidste før verdens grundvold hvem der ville fødes hvornår – det bevises i de to passager jeg henviser til, hvor Kyros og Josias nævnes før de eksisterer. På samme måde siger David:
”Mit uformede legeme var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i det skjulte, og kunstfærdigt formet i jordens dyb. Dine øjne så mit uformede legeme, endnu ikke fuldendt; og i din bog var alle mine dele nedskrevet, som efterhånden blev formet, da der endnu ikke var nogen af dem.” (Sal. 139:15-16, oversat fra KJV)
Før David blev skabt var hans lemmer – hans DNA nedskrevet i Guds bog. Gud kendte dig og mig, vores specifikke DNA før vi blev skabt – Han vidste før universet eksisterede hvem der ville vælge at elske Ham tilbage – mennesker ”som er kendt af ham fra evighed af” (Apg. 15:18). Han gav menneskene sine sprog i Babel (1. Mos. 11:9), satte grænserne for folkeslagene (5. Mos. 32:8) og Kana’ans land (herunder Gaza) gav Han til Israel (4. Mos. 33:51-54), Han fastsatte bestemte tider (Apg. 1:7; Apg. 17:26) og indsætter øvrigheder (Romerne. 31:1). Gud har dirigeret hele verdens gang, åbnet og lukket døre – tilladt og forhindret begivenheder til mindste detalje – selv i hver enkelt menneskes liv, efter Hans plan. ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden jeres Fader er med i det… på jer er endog alle hovedhår talt” (Matt. 10:29-30). Du og jeg er ikke en tilfældighed, men er med i Guds plan. Han planlagde alt fra begyndelsen, med forudgående viden om alt – herunder at Adam og Eva ville få Kain der ville slå Abel ihjel, ligesom Han kendte ruten fra Adam og Eva til dine bedsteforældres kår, hvordan de ville mødes og få dine forældre der fik dig, på præcis det tidspunkt du blev født. På samme måde kendte han ruten fra Adam og Evas fald i Edens have, til at Marias forældre skulle mødes og få Maria der skulle føde Jesus. Enhver af os har fra begyndelsen været i Guds plan, og derfor, hvis alt blev genstartet, ville verden gå sin kendte gang igen – ret og uret, godhed og ondskab uagtet.
I samme interview med Stephen Colbert, forklarer Gervais:
”Du siger, der er en Gud. Jeg siger, kan du bevise det? Du siger nej. Jeg siger, så tror jeg ikke på dig. Så du tror på én Gud, antager jeg. I tre personer, men fortsæt. Okay. Men der er omkring 3.000 at vælge imellem, som har været, ved du, folk der tror på én Gud. Jeg har læst lidt, ja. Okay. Så i bund og grund, tror du på, du benægter én mindre Gud end jeg gør. Du tror ikke på 2.999 guder, og jeg tror ikke på bare én mere.”[2]
Hvis vi ser bort fra den hinduistiske forvirring om antallet af guder, der symbolsk antyder 330.000.000 manifestationer af det guddommelige fordelt på 33 typer af guder, så lad os for tanke-eksperimentets skyld sige, at der er 2.999 guder foruden Bibelens Gud.
Ateismens manglende Gud
Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.Korrigering:
Begrebet eller konceptet Gud, peger på en almægtig, evig, allestedsnærværende person – den højeste af alle, der skabte alt! Eller som Gud i Bibelen siger, den første og den sidste (Es. 44:6; Es. 48:12; Åb. 1:18; Åb. 2:8) – eller som Jesus så tydeligt udtrykker det, ”Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden” (Åb. 22:13).
Hvor mange kan være den første – begyndelsen? Hvor mange kan være den sidste – enden? Der er kun én der kan det. Af alle påståede guder, er der altså kun én der kan have skabt verden. Det er den ene Gud som Gervais fejlagtigt putter i samme kurv, som afguderne.
Det Gervais antager, er at der ikke er noget bevis for nogle af de religiøse overbevisninger, at de alle er fiktionsmateriale, at argumentationen imod Koranen er den samme imod Bibelen. Men lad os se på religionerne – dog ikke alle, men nogle udvalgte.
Gud afviser falsk videnskab
Bibelen peger ikke på andre religioner - af alle ting, iblandt alle trossystemer, afviser Paulus videnskaben i brevet til Timoteus, ”det, der uretmæssigt kaldes videnskab og fører til modstrid: Noget som nogle, ved at bekende sig til, er faret vild fra troen med”.Hinduisme:
Hinduisme er en meget forskelligartet religiøs tro, der begyndte i Indien. Den er forankret i religiøse synspunkter, der går tilbage til Indiens jernalder (12. til 6. århundrede f.Kr.), og det har ingen enkelt grundlægger. Der er mange varianter af hinduisme, der omfatter et komplekst og divergerende sæt synspunkter, og af denne grund er det vanskeligt at isolere et samlet sæt overbevisninger relateret til Jesus. Hindu-troende har ofte en række forskellige synspunkter.
- Jesus var en hellig mand
De fleste hinduer vurderer ”spiritualitet” på grundlag af adfærd og praksis. Dyder som tolerance, kærlighed, ikke-vold, selvopofrelse og ydmyghed holdes højt – mere teoretisk end i praksis, og det anses for at være kendetegn ved ”hellige mænd”, kendt som Sadhu. Ved dette kriterium kvalificerer Jesus sig som en ”hinduhelgen” på grundlag af sit liv og lære. - Jesus var en klog lærer
De fleste hinduer respekterer Jesu lære, og nogle har endda forpligtet sig til denne lære. Mahatma Gandhi, for eksempel, beundrede Jesu lære meget (især bjergprædikenen), selvom han ikke var interesseret i Jesus som en sand historisk karakter. Gandhi så Jesus som et symbol på overlegen etik og ærede hans lære. - Jesus er en ”Gud”
Nogle hinduer er mere end villige til at anerkende Jesus som guddommelig, hvis han ikke ses som ”entydigt” guddommelig. Hinduer tilbeder ofte mange guder og gudinder, og nogle er ivrige efter at inkludere Jesus på deres liste over guddomme. De ser dog ikke Jesus som den eneste vej til Gud. I stedet forstår nogle Jesus som det perfekte eksempel på ”selvrealisering” (målet med hinduistisk ”dharma”). Mange hinduer ser Jesus som et symbol på, hvad mennesker kan opnå, snarere end en sand historisk person. Han er guddommelig i sin rollemodel, hvis ikke i sin natur, og han er ikke den eneste af sådanne modeller. Mens nogle hinduer måske ser Jesus som en slags gudsmand, vil de også finde andre eksempler som Rama, Krishna og Buddha. Jesus er simpelthen en af mange ”ishtaer” (former af det guddommelige) i menneskehedens historie.
Buddhisme:
Mens buddhismen primært er baseret på læren fra Siddhartha Gautama (en spirituel lærer fra Indien, der levede fra omkring 563 f.Kr. til 483 f.Kr. og er kendt som Buddha), inkorporerer buddhismen en række forskellige religiøse traditioner, overbevisninger og praksisser. Ligesom hinduismen giver buddhismen ikke noget entydigt samlet syn på Jesus, selvom en række af Jesu karakteristika er beskrevet af mange buddhister.
- Jesus var en Buddha
Du bliver buddhist ved at modtage indvielse (uapasampadâ) og ved at bekende din tro på Buddhas Treenighed, hans lære og hans orden. I den kristne version bliver du døbt (dåb) og bekender din tro på treenighedsfaderen (Buddha), hans søn (bodhisattvaa) og kirken af hellige mænd. - Jesus var en oplyst mand
De fleste buddhister anerkender og respekterer det faktum, at Jesus levede et selvopofrende liv og havde medfølelse med dem, der var i åndelig nød. Denne form for medfølelse ses af buddhister som nøglen til lykke og oplysning. Af denne grund omtaler mange buddhister, herunder zenmesteren fra det 14. århundrede, Gasan Jōseki, Jesus som en ”oplyst mand”. - Jesus var en klog lærer
De fleste buddhister respekterer også Jesu lære i høj grad, især Jesu lære relateret til at elske sin næste og behovet for at vise venlighed og tilgivelse. Hans undervisning relateret til medfølelse, for eksempel, gjorde indtryk på Dalai Lama. Jesus ses som en, der havde det rigtige perspektiv på livet, og hans undervisning hjalp andre til at omfavne sandheden. Nogle buddhister inklusive den 14. Dali Lama, Tenzin Gyatso, har endda anerkendt Jesus som en ”bodhisattva” (en, der dedikerer sit liv opofrende til andres tjeneste og forbedring). Mens Jesus ses som en klog lærer, ses han ikke som guddommelig. - Jesus var en hellig mand
Den nuværende Dalai Lama beskriver ofte Jesus som en ”hellig mand” og inkluderer Jesus på sin liste over sådanne mennesker. Faktisk ophøjer Dalai Lama ikke typisk Buddha til en større status end Jesus, når han diskuterer de to skikkelser. Dalai Lama mødtes ofte med paven i den tidlige del af det 21. århundrede og viste stor respekt for Jesu Kristi lære og person.
Bahá’í
Baháulláh (en Perser fra det 19. århundrede) hævdede at være et budbringer fra Gud, da han grundlagde baháí-troen i 1863. Baháulláh lærte, at hele den religiøse historie var blevet åbenbaret gennem en række budbringere sendt af Gud, og han anså, som Muhammed der får æren for grundlæggelsen af Islam, sig selv for at være den sidste af disse budbringere. Baháulláh anerkendte adskillige ledere fra tidligere religiøse bevægelser og hævdede, at disse mænd åbenbarede Guds progressive sandhed for hver generation. Baseret på dette perspektiv accepterede Baháulláh mange af kristendommens påstande og bekræftede mange karakteristika ved Jesus.
- Jesus kom fra Gud
Baháí-troen beskriver Jesus som en ”manifestation” af Gud og anerkender, at Jesus blev sendt af Gud (baháí-troen placerer imidlertid Jesus sammen med andre budbringere fra store religiøse bevægelser, herunder Abraham, Muhammed, Buddha, Krishna og Zoroaster). - Jesus blev født af en jomfru
Baháí-troen anerkender også, at Jesus blev født af en jomfru gennem Helligånden, ligesom Bibelen fastholder. - Jesus talte for Gud
Baháí-troen anerkender også, at Jesus talte for Gud, mens han var her på jorden. Faktisk anses Jesu ord for at være Guds ord. - Jesus var en klog lærer
Baháulláh beskrev Jesus som en guddommeligt klog lærer, hvis ord indeholdt den dybe visdom fra Gud selv. - Jesus havde en guddommelig og menneskelig natur
Baháulláh beskrev også Jesu natur på en måde i overensstemmelse med Bibelens lære. I et af Baháulláhs skrifter (”Sikkerhedens Bog”) hævder Baháulláh, at Jesus havde to naturer: en guddommelig natur og en menneskelig natur (Baháulláh sagde også, at dette var sandt for alle Guds ”manifestationer”, inklusive ham selv.) Baháulláh så Jesus som en bro mellem en fuldkommen, uudsigelig og transcendent Gud og den fysiske menneskehed. - Jesus var en mirakelmager
Baháí-troen anerkender, at Jesus udførte mirakler, mens han var her på jorden. Baháulláh beskrev Jesus som en, der kunne helbrede de syge og give blinde syn. - Jesus blev korsfæstet og oprejst som en forsoning for menneskeheden
Baháí-troen anerkender også, at Jesus døde på et kors, og denne død og (åndelige) opstandelse blev tilbudt for at forløse den faldne menneskehed.
Islam
Jesus alene!
Jesus peger på sig selv som den eneste frelse, den eneste sandhed og den eneste vej til livet, ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh. 14:6)- Jesus blev født af en jomfru
Koranen beskriver Maria som en jomfru før hendes mirakuløse undfangelse. Samtalen mellem Maria og Allah er optaget i Koranen, og Mary får at vide, at hun vil blive gravid uden gavn af menneskelig involvering, (Sura 19:18-22) - Jesus skulle æres
Jesus er højt respekteret inden for det muslimske verdensbillede. Ifølge en legende, da Muhammed eliminerede alle billeder af andre guder i Ka’bah, nægtede han at ødelægge statuen af Maria og spædbarnet Kristus. Jesus forbliver i en position med respekt og ærbødighed inden for islam. Når muslimer taler Jesu navn i dag, siger de typisk enten ”Hazrat Eesa” (”ærede Jesus”) eller ”Eesa alai-hiss-salaam” (”Jesus fred være med ham”). Mens muslimer tror, at Jesus skulle æres. som en profet og Guds apostel tror de ikke, at han var mere end dette. (Sura 4:171) - Jesus var en profet
Islam bekræfter, at Jesus (kendt som ”Isa” eller ”Eesa”) var en af Guds vigtigste profeter (Sura 6:85).
Muslimer anerkender også, at Jesus blev sendt specifikt til Israels Børn. (Sura 3:49-51)
Mens Muhammed beskrives som den sidste profet fra Gud, oplistede han de tidligere profeter og inkluderede Jesus på denne liste. Muslimer tror, at Jesus var en profet, men de benægter, at han er Gud (Sura 5:75 og 66:12).
Muslimer benægter at Jesus var ”Guds søn” (Sura 9:30) - Jesus var en klog lærer
Muslimer anerkender, at Jesus var en guddommeligt klog lærer. Koranen rapporterer, at Jesu disciple, som et resultat af hans lære, var fyldt med medfølelse og barmhjertighed (Sura 57:27).
Koranen rapporterer også, at disciplene var Guds hjælpere (selvom de tror, at denne Gud var Allah, Sura 61:14)
Mens muslimer anerkender, at Jesus var en klog lærer, der havde mange disciple, tror de, at Jesu lære var begrænset af Allahs vilje (Sura 13:38).
Muslimer tror også, at Jesu disciple identificerede sig selv som muslimer (Sura 5:114) - Jesus var en mirakelmager
Muslimer tror, at Jesus udførte mange mirakler (Sura 2:87)
Disse mirakler omfattede helbredelsen af en blind mand og en spedalsk (Sura 3:49)
Jesus talte også mirakuløst som et spædbarn (Sura 3:46)
Koranen fortæller også, at Jesus bragte liv til de døde (Sura3:49) - Jesus steg op til himlen
Islam anerkender også, at Jesus steg op til himlen i kropslig form (Sura 3:55)
Koranen siger, at Jesus vil sidde ved siden af Allah under dommen (Sura 4:159)
Mens muslimer anerkender himmelfarten, benægter de enten, at Jesus blev korsfæstet, eller at han døde på korset. De fleste tror simpelthen, at Jesu død var en illusion (og nogle tror endda, at Judas Iskariot blev forvekslet med Jesus på korset, Sura 4:157) - Jesus vil komme igen
Islam anerkender, at Jesus vil vende tilbage i fremtiden (i de sidste dage). Hadith (en samling ordsprog fra Muhammed) beskriver dette Jesu andet komme. Mens muslimer anerkender det andet komme, fastholder de, at Jesus vil vende tilbage som en muslim (”Ummati”) og som en tilhænger af Muhammed, der vender tilbage til jorden for at genoplive islam.
Skønt der var alverdens religioner i tiden da Bibelen blev skrevet, nævner den ikke andre religioners grundlæggere. Af alle ting, iblandt alle trossystemer, nævner Paulus videnskaben i brevet til Timoteus, ”O Timoteus, vogt det, der er dig betroet, undgå verdslig og tom snak, samt det, der uretmæssigt kaldes videnskab og fører til modstrid: Noget som nogle, ved at bekende sig til, er faret vild fra troen med” (1. Tim. 6:20, oversat fra KJV). Paulus nævner også Athenernes (eneste) ukendte gud (Apg. 17:22-31), og den Gud de ikke kendte, var Bibelens Gud, Skaberen – den ene Gud mere, som Gervais fornægter end kristne.
Andre religioner anerkender Jesus i en eller anden form, men Jesus afviser alle andre religioner og peger på én eneste Gud, og det er Faderen, med hvem Han selv er ét (Joh. 10:30). Tilmed peger Jesus på sig selv som den eneste frelse, den eneste sandhed og den eneste vej til livet, ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh. 14:6). Jesus er enestående, ligesom Bibelen som Guds Ord er det. Alle andre religioner og religiøse skrifter, er Satans forsøg på at bagvaske Jesus, ligesom han igennem nyateistiske førere, har kapret ”videnskab” til at bagvaske Gud. Den ultimative hån mod en intelligent person, der af egen fri vilje bringer universet til eksistens, er at påstå at uintelligent, viljeløs tilfældighed har skabt det.
Kristendommens begyndelse:
Et argument imod at kristendommen skulle være sandfærdig, er en sammenligning mellem Islams og kristendommens tilblivelse. Her er et par fællespunkter der afviser den argumentation:
Kristendom | Islam |
---|---|
Voksede eksplosivt, mens de kristne var forfulgte. De blev smidt ud af synagogerne, blev pisket, tortureret og dræbt for at forkynde den kristne tro. | Voksede eksplosivt mens Islam forfulgte og truede til omvendelse. Muhamedanerne blev straffet for ikke at deltage i Muhammeds krigstogter. Nutidens muslimer har ingen viden, de har kun troen på at de får 72 jomfruer hvis de dør som martyrer. |
Er baseret på en historisk påstand, der letkunne være blevet gendrevet af både romerne og jøderne (og de havde magten til at gøre det), nemlig Jesu fysiske opstandelse. | Er ikke baseret på en historisk påstand. Islam er baseret på Muhammeds personlige åbenbaringer som ingen kan verificere. |
Apostlene der levede med Jesus, vidste at Hans død og opstandelse var sand, for de var vidner. Det giver ingen mening at de valgte at dø for Evangeliet, hvis de vidste det var løgn. | De der fulgte Muhammed, havde ingen bevis for at Islam var sand. Deres forkyndelse og martyrier bundede i uvidende tillid til Muhammeds påstande om personlige åbenbaringer. Mange vil dø for en løgn de tror på er sand, men ingen vil dø for noget de ved er løgn! |
Her er nogle af de mennesker der var med til at forkynde evangeliet i den første tid, som led de mest smertefulde henrettelser. Tanken at de ville gøre det for en løgn, for at oprette en falsk religion de personligt absolut intet fik ud af, er absurd ud over alle grænser.
- Matthæus: Han led martyrdøden i Æthiopien, hvor han i ca. år 60 e.Kr. blev myrdet med en hellebard i byen Nadabah efter at have prædiket og konverteret mange til troen.
- Markus: Han blev angrebet af en menneskemængde i Alexandria under en hedensk festival til ære for Serapis og blev slæbt gennem gaderne, indtil han døde.
- Lukas: Evangelisten og forfatteren af Lukas Evangeliet, menes at have rejst med Paulus gennem forskellige lande. Han antages at være blevet hængt i et oliventræ af hedenske præster i Grækenland.
- Johannes, den elskede discipel: Han overlevede forsøg på martyrdød, herunder at være kastet i kogende olie, hvor han mirakuløst undslap uskadt. Han blev senere forvist til øen Patmos, hvor han skrev Åbenbaringsbogen. Johannes døde af naturlige årsager, den eneste af apostlene, som ikke led en voldelig død, men som betalte en dyr pris for troen.
- Jakob den Ældre: (Johannes’ bror). Hans martyrdød blev beordret af Herodes Agrippa, som ønskede at tækkes jøderne. Jakob blev halshugget, og hans død fandt sted omkring ti år efter Stefanus død, i ca. 44 e.Kr.
- Filip: Efter at have prædiket i Asien blev han fængslet i Frygien, pisket, og til sidst, i ca. 54 e.Kr., blev han korsfæstet i byen Heliopolis.
- Jakob den Yngre: (Alfæus søn, Mark. 3:18), blev slået og stenet af jøderne og døde efter at have fået sin hjerne slået ud med en fuldblods klub, i en alder af 94 år.
- Andreas: Efter at have prædiket evangeliet i mange asiatiske nationer, blev han korsfæstet i Edessa på et kors formet som et X.
- Peter: Han blev korsfæstet i Rom under Nero (antageligt i 64-68 e.Kr.), men insisterede på at blive korsfæstet med hovedet nedad, da han ikke mente, han var værdig til at dø på samme måde som Kristus.
- Thomas: Også kendt som Didymus, prædikede evangeliet i Parthien og Indien. Hans prædiken vakte vrede hos de hedenske præster, og han blev dræbt ved at blive gennemstunget med en lanse.
- Simon Zelotes: Prædikede evangeliet i Mauritanien, Afrika, og endda i Storbritannien, hvor han til sidst blev korsfæstet omkring år 74 e.Kr.
- Matthias: Efter at være blevet valgt til at erstatte Judas, prædikede evangeliet, indtil han blev stenet og derefter halshugget i Jerusalem.
- Paulus: Efter omfattende missionærarbejde og mange prøvelser blev Paul henrettet i Rom under Nero, omkring samme tidspunt som Peter, i år 64-68 e.Kr. Han blev halshugget på grund af sin tro.
- Judas Taddæus: Han blev korsfæstet i Edessa i år 72 e.Kr. efter at have prædiket og konverteret mange til kristendommen i området.
- Bartholomæus: Efter at have prædiket i flere lande og oversat Matthæus evangelium til sproget i Indien, blev han brutalt slået og derefter korsfæstet af utålmodige afgudsdyrkere.
- Barnabas: Han var en af de tidlige missionærer og ledsagede Paulus på nogle af hans rejser. Barnabas menes at være blevet stenet til døde omkring år 73 e.Kr.
- Stefanus: Han blev stenet kort efter Jesu opstandelse, fordi han med stor frimodighed prædikede evangeliet til dem, der havde forrådt og myrdet Kristus. Hans død markerede den første store forfølgelse mod kirken i Jerusalem.
Jesu eksistens:
Bibelens skribenter, var iblandt dem der levede med Jesus og skrev om Ham – og dermed bekræftede de Jesu eksistens.
- Matthæus (Jesu discipel), skrev Matthæus-Evangeliet som en øjenvidneberetning om Jesus og hans tjeneste, og skildrer Jesus som Messias.
- Markus (Jesu efterfølger), skrev Markus-Evangeliet som en øjenvidneberetning om Jesus og hans tjeneste, og skildrer Jesus som tjener.
- Lukas (Jesu efterfølger), interviewede øjenvidner og skrev derefter Lukas-Evangeliet om Jesus og hans tjeneste, og skildrer Jesus som menneskesøn.
- Johannes (Jesu discipel), skrev Johannes-Evangeliet, 1-3. Johannes og Åbenbaringen, som alle bekræfter Jesu eksistens, og skildrer Jesus som Guds Søn.
- Peter (Jesu discipel), skrev to breve om Jesus og prædikede om Hans død, begravelse og opstandelse, kun få uger efter begivenhederne indtraf.
- Paulus (modstander konverteret efter mødet med den opstandne Frelser), skrev 14 bøger i det Nye Testamente.
Derudover er der skrifter som ikke er samlet i Bibelen, der bekræfter Jesu eksistens.
- Josephus (ca. 37-100 e.Kr., jødisk militærleder og historiker), skrev om Jesus ved to lejligheder. Ægtheden af en begivenhed, kendt som Testimonium Flavianum, er stærkt omstridt, men hans beretning om henrettelsen af Jakob er generelt accepteret, og han nævnte Jakob, ”Jesu bror, som blev kaldt Kristus”.
- Tacitus (56-120 e.Kr., stor romersk historiker), rapporterede at efter rygter spredte sig om Nero, der brændte Rom, havde Nero brug for syndebukke for forbrydelsen og valgte ”kristne, [der blev] hadet for deres afskyelige forbrydelser. Deres navn kommer fra Kristus, som under Tiberius’ regeringstid var blevet henrettet af prokurator Pontius Pilatus.” (Tacitus, Annals 14.44.)
- Plinius den Yngre (61-c.112 e.Kr., romersk senator), skrev til kejser Trajan om sine erfaringer med kristne.
U-imponerende vidnesbyrd
Hvis man ville sælge en historie for Jøderne om at Jesus var Messias, så er det ikke med sådan en historie!I kontrast til mange andre biografier, lader skribenterne af evangelierne sig selv fremstå som uvidende og fejlbarlige, generelt med et flovt vidnesbyrd, hvilket indikerer at evangelierne ikke er opdigtede – f.eks.:
- De forstår ikke så meget af det, Jesus sagde (Mark. 9:32; Luk. 18:34; John. 12:16)
- De er ubekymrede – falder i søvn to gange, hvor de skulle vogte med Jesus (Matt. 26:40-45). De gør sig ingen anstrengelser for at give Jesus en ærværdig begravelse.
- De bliver irettesat. Peter bliver kaldt ”Satan” af Jesus (Mark. 8:33). Paulus irettesætter Peter for at tage fejl i et teologisk spørgsmål (Gal. 2:11)
- De er kujoner. Peter fornægter Jesus tre gange. Disciplene stikker af. Kvinderne var de modige – hvilken mand ville digte en historie hvor kvinderne var de modige? I deres samtid var kvinders vidnesbyrd ikke ligestillet med mænds, hvilket også gør at fortællingerne er urealistiske hvis de er opdigtede.
- De er tvivlere. På trods af at de var blevet fortalt at Jesus ville opstå fra de døde (Joh. 2:18; Joh. 3:14-18; Matt. 12:39-41; Matt. 17:9; Matt. 17:22-23), så er disciplene tvivlsomme da de hører om Hans opstandelse. Nogle er endda tvivlsomme efter de ser Ham opstanden (Matt. 28:17)
- Jesus betvivles. Han bliver anset for at være ”ude af sig selv” af sin familie, som kommer for at gribe Ham og tage Ham med hjem (Mark. 3:21, Mark. 3:31). Hans følgere forlader ham (Joh. 6:66). Hans egne brødre tror ikke på Ham (Joh. 7:5). Flere mener Han er en bedrager (Joh. 7:12). Han afviser jødiske troende i en grad så de ønsker at stene Ham (Joh. 8:30-59). Han blev anklaget for at være besat (Mark. 3:22; Joh. 7:20; Joh. 8:48; Joh. 10:20). Han blev kaldt ”frådser og dranker” (Matt. 11:19). Han lod sine fødder blive tørret af en prostitueret, hvilket let kunne fordre anklager om seksuel flirt. Han bliver korsfæstet, på trods af det faktum at enhver der hænger på et træ, er under Guds forbandelse (5. Mos. 21:23).
Hvis man ville sælge historien for Jøderne om at Jesus var Messias, så er det ikke med sådan en historie.
Disciplenes ændrede trossystem:
Endnu en ting, der bekræfter validiteten af den kristne tro, er disciplenes ændrede trossystem:
Før (i jødedommen) | Efter (i kristendommen) |
---|---|
udførte de dyreofringer | prædikede de Jesus som det endelige offer |
fulgte de Moseloven som bindende | prædikede de at Jesus opfyldte Moseloven |
var de monoteister | troede de på Treenigheden |
overholdte de sabbatten (lørdag) | mødtes de om søndagen |
troede de på en erobrende Messias | prædikede de en opofrende Messias |
fulgte de den traditionelle omskæring | døbte de og delte nadver |
Vigtigheden af denne forandring kan ikke understreges nok. På trods af forfølgelse fra Jøderne, og hadet fra verden generelt, så valgte disse mennesker, tidligere jøder, med livet som indsats at efterleve nye skikke i kristendommens navn. Det, de havde oplevet med Jesus var så livsforvandlende, at de afveg fra generationers skikke, og prædikede et helt ny trossystem der brød med alt der nidkært var fulgt til punkt og prikke i ca. 2.000 år. Det er et kæmpe omstændighedsvidnesbyrd for validiteten af kristendommens rigtighed. Jesus blev korsfæstet, døde og opstod på den tredje dag!
Der er overvældende god grund til at erkende den kristne tro, herunder troen på Bibelens skrevne Ord, lige fra skabelsen til den nye Jord.
I samme interview spørger Stephen Colbert, ”Hvorfor er der noget i stedet for ingenting?”, og Gervais’ indgang til at afmontere Guds formål med skabelsen er, ”det store spørgsmål er vel ikke hvorfor, men hvordan?”, og fortsætter, ”Det er et latterligt spørgsmål. Er der en primus motor?
Er der en demiurg (en håndværker, skaber, designer), der startede alt? Uden for videnskab og natur tror jeg det ikke”.
Som gennemgået i afsnittet ”Videnskaben vil genopstå uforandret, mens religion genopstå forandret”, er dette argument afhængig af, at der aldrig har været en tilstand af absolut intethed, at der altid har været et tilsyneladende tomrum, fyldt af virtuel energi parat til formålsløst og tilfældigt, at materialisere sig. Det er en nødvendighed, for ateismen kan, som Gervais udtrykker her, ikke acceptere noget uden for videnskab og natur – hvilket i bund og grund er naturen alene. Naturen skabte med andre ord sig selv, uden nogen primus motor.
I afsnittet ”Beviser for troen på Jesus”, gennemgår jeg beviser for den kristne tros gyldighed, og sammen med argumentationen for behovet for simultan skabelse af tid, for at få et tidspunkt for skabelse af rum, som tilgengæld tilvejebragte et nødvendig sted at placere masse. Spørgsmålet ”hvordan” er derfor besvaret, og det er for den eftertænksomme sekundært til spørgsmålet ”hvorfor”. Ateismen har sine årsager til at fornægte dette primære spørgsmål, som bunder i villig ignorance og had til Gud, tilvejebragt igennem afsky for menneskeskabt religion og dens historiske magt.
Hvorfor skabte Gud universet?
Med forståelsen af at Bibelen der forudsiger fremtiden fra fortiden, står Bibelen frem som teksten hvori Skaberen giver sig til kende. Og hvad siger Han til os om Hans mening med skabelsen?
Den universelle årsag
Universet er rammen om Guds kærlighed. Vi er Guds kærlighedsprojekt!Gud skabte alt på grund af os. Han skabte os til at være Hans børn, for at Han kan være vores Far og delagtiggøre os i sin kærlighed. For at vi kan forstå Hans ønske, har Han lagt samme ønske i os, hvorfor vi generation efter generation stifter familier for at opfylde samme ønske hos Gud, som Han har lagt i os.
Hvorfor får vi børn? Den naturlige årsag er, at vi ønsker at give et nyt menneske liv, ”skabe” et menneske i eget billede – Gud gjorde det (1. Mos. 1:26) og Adam gjordet det (1. Mos. 5:3) – og vi gør det. Vi deler vores liv og levned med dem, for at se dem vokse op og selv danne familie og ”skabe” børn i sine billeder. Børn er et fysik udtryk for kærlighed – hvis synden (perverteret begær, voldtægt osv.) filtreres fra. I Mattaus 25 forklarer Jesus begivenhedernes gang ved verdensdommen. Og Han vil sige til dem, der har taget imod Hans frelse – som har valgt at blive adopteret ind i Guds familie: ”Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt” (Matt. 25:34). Gud ønsker at dele alt sit med os – sit evige liv, universets storhed og Jordens velsignelser – vel og mærke i den tilstand Jorden var, da Gud så at alt var såre godt (1. Mos. 1:31), hvor jagten på overlevelse i alle sine aspekter, erstattes af at bare at leve.
I bund og grund skabte Gud universet af kærlighed, med den hensigt at dele Hans kærlighed med os, ligesom vi selv skulle afspejle Ham, elske hinanden og gøre godt. ”Thi hans værk er vi, skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem” (Ef. 2:10). Alt handler om os, vi er Guds kærlighedsprojekt. Hans investering i os overgår alt andet Hans hænder har skabt. Ateister, naturtilbedere og økokrigere som Kong Charles (der mener at Jorden tilhører ikke os, vi tilhører Jorden[3] ), gør os mennesker ubetydelige i forhold til universet, men Gud investerede sit eget liv i os, døde i vort sted for at vi skulle leve.
Det er klart at uden troen på en virkelighed efter døden, er ateister nødt til at tro på at eksistens ophører ultimativt ved sidste udånding. Gervais siger at
”Det bedste ved døden er, at du ikke ved noget om det… Jeg er ikke generet af det. Jeg er ligeglad med at være død… der er intet, vi kan gøre ved det, vi skal dø, alle vi kender, skal dø… fester varer ikke evigt, og det bør de heller ikke. Folk ville hade at leve for evigt, de ville hade det.”[4]
Et andet sted siger han, ligesom Richard Dawkins gør det, at som det var før du blev født, vil det være når du er død. Du husker hverken før eller efter livet.
Endnu engang – i afsnittet ”Beviser for troen på Jesus”, giver jeg med disciplenes ændrede trossystem, deres vidnesbyrd om Jesu eksistens og kristendommens begyndelse, gode grunde til at den kristne tro er valid. Validiteten bygger mere end noget andet på Jesu opstandelse fra de døde. Paulus skriver:
”Hvis der ikke er nogen opstandelse af døde, så er heller ikke Kristus opstået. Men er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt, og jeres tro også tom. Så kommer vi også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han opvakte Kristus, hvem han ikke har opvakt, såfremt døde i virkeligheden ikke opstår. Thi hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået. Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.” (1. Kor. 15:13-20)
Udfordringen at afvise Jesus
Bevis opstandelsen som værende et falsum, og den kristne tro er død.Den ulovlige retssag mod Jesus
Earle L. Wingo, som er advokat, analyserer i sin bog ”The Illegal Trial Of Jesus” (Den ulovlige retssag mod Jesus) retssagen mod Jesus og konkluderer, at domfældelsen af Jesus ikke opfyldte de juridiske krav i Judæa, fra det første århundrede. Han gennemgår som jurist retssagen mod Jesus og håndterer retssagen mod Ham ved omhyggeligt at undersøge den i forhold til datidens standarder for jødisk og romersk lov. Hans analyse fokuserer på at fremhæve de uregelmæssigheder, ulovligheder og uretfærdigheder, der prægede de retsprocesser, Jesus stod over for. Det gør sig også gældende for opstandelsen. Han adresserer bekymringer om den potentielle fabrikering af vidners påstande om Jesu opstandelse, ved at understrege flere punkter, der understøtter troværdigheden og pålideligheden af deres vidnesbyrd:
- Igennem antallet og kvaliteten af vidner, viser han at opstandelsen blev overværet af et betydeligt antal mennesker (over fem hundrede, ifølge Paulus, 1. Kor. 15:6), hvoraf mange var velrenommerede og kendte personer i deres lokalsamfund, herunder apostlene (Luk. 24:34; 1. Kor. 15:5), Maria Magdalene (Joh. 20:11-18), Jakob, Jesu bror (1. Kor. 15:7) og Cleopas og en anden discipel (Luk. 24:13-35). Det store antal vidner, kombineret med deres forskellige baggrunde, tilføjer vægt til ægtheden af deres påstande.
Opstandelsen
- Bevidnet af flere hundrede mennesker - Opfyldte gamle profetier - Blev overnaturligt bekræftet - Jesu efterfølgere blev forvandlet - Sammenhæng mellem evangeliernes beretninger og andre skrifter fra Det Nye Testamente, præsenterer et konsekvent vidnesbyrd om opstandelsen og dens eftervirkninger, på trods af at de er skrevet af forskellige forfattere på forskellige tidspunkter. Denne konsistens på tværs af forskellige kilder viser en konsensus, der er usandsynlig at finde i opdigtede historier, især i betragtning af den sociale, kulturelle og geografiske mangfoldighed i det tidlige kristne samfund.
- Mange af vidnerne til opstandelsen, var villige til at lide og dø for troen, inklusive apostlene og de tidlige kristne, der stod over for forfølgelse, lidelse og martyrdød for deres vidnesbyrd. Viljen til at udholde sådanne trængsler, og i mange tilfælde døden, for at forkynde opstandelsen, understøtter i væsentlig grad oprigtigheden og overbevisningen bag deres påstande. Det er ganske enkelt yderst usandsynligt, at folk villigt lider for noget, de ved er falsk.
- Indvirkning på den tidlige kristne bevægelse, den hurtige vækst på trods af alvorlig modstand og forvandlingen af Jesu tilhængere fra fortvivlede, tilbageholdende individer (se f.eks. Joh. 19:38-39) til dristige forkyndere af opstandelsen, understøtter også ægtheden af opstandelsespåstandene. Den dramatiske ændring i disciplenes adfærd og den eksplosive vækst af kristendommen i Romerriget er indirekte beviser på opstandelsens virkelighed.
- De mirakuløse begivenheder omkring Jesu død og opstandelse, såsom mørket over landet, revnen af tempelforhænget og jordskælvet, er guddommelige bekræftelser af Jesu guddommelighed og opstandelsens realitet. Disse overnaturlige hændelser, er Guds direkte indgriben og anerkendelse af Jesus som Hans Søn, hvilket forstærker opstandelsens autenticitet.
Wingos tilgang igennem historisk og juridisk granskning, der analyserer begivenhederne omkring Jesu retssag og opstandelse gennem linsen af historiske og juridiske standarder, indebærer, at opstandelsesberetningerne kan modstå streng granskning. Den juridiske og historiske undersøgelse af begivenhederne, som Wingo fremlægger, understreger deres pålidelighed og plausibilitet.
Hvis opstandelsen var løgn, ville de jødiske okkultister, kabbalisterne i sanhedrinet, uden tvivl have gjort alt de kunne igennem skrifter, for at amputere de falske rygter om Jesu opstandelse. De slog Ham ihjel af frygt for at Han skulle forpurre mulighederne for at de kunne præsentere deres egen messias[5] . Samtidig blev de romerske soldaters stolthed knækket. Mattæus beretter at ypperstepræsterne og farisæerne fik Pilatus til at sætte vagt og segl for graven, for at forhindre et falsk udsagn om en opstandelse (Matt. 27:62-66). Det lykkedes ikke, Jesus opstod og soldaterne så englen der væltede stenen bort fra graven, ”Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde” (Matt. 28:4). Det var en katastrofe, de stak af, ind til byen for at fortælle ypperstepræsterne om det, der var sket, og for at slukke ildebranden blev de alle enige om at lyve og sige at det var disciplene der tog Jesu døde legeme (Matt. 28:11-15).
Rygtet fængede, men der findes ingen historisk dementering af opstandelsen, kun denne beretning som Bibelen selv giver – rygtet om gravrøveriet. Jesus havde rigeligt med modstandere, apostlene og de tidlige kristne ligeså, så man skulle mene, at hvis det vitterligt var sandt, at der havde foregået et gravrøveri, ville det dukke op på skrift, ligesom skriftlig dokumentation for opstandelsen gennemsyrer alle de nytestamentlige bøger. Hvis Jesu legeme vitterligt var flyttet, ville de jødiske og romerske autoriteter let kunne identificere den nye placering – farisæernes religion var truet af præcis denne begivenhed, men intet andet er dukket op end rygter, hvilket efterlader vidnesbyrdet om opstandelsen som den eneste plausible forklaring.
Hvem flyttede stenen?
Frank Morison (et pseudonym for Albert Henry Ross), nærmede sig oprindeligt emnet Jesu opstandelse med skepsis. Han satte sig for at skrive en bog ”Who Moved The Stone?” (Hvem flyttede stenen?), der skulle undersøge Jesu sidste dage for at afkræfte den traditionelle fortælling om opstandelsen. Morison var fascineret af uoverensstemmelserne og mysterierne omkring begivenhederne ved korsfæstelsen og opstandelsen, som var optegnet i det Nye Testamente. Hans oprindelige hensigt var at skrive en bog, der i det væsentlige ville modbevise den bibelske beretning om opstandelsen, hvilket afspejlede hans skepsis over for begivenhedens historiske nøjagtighed.
Men, motiveret af sine opdagelser, besluttede Morison at skrive bogen fra en helt anden vinkel, end han oprindeligt havde tænkt sig. I stedet for at argumentere imod opstandelsen, blev hans bog en udforskning af begivenhederne op til og efter korsfæstelsen, med det formål at forstå, hvordan og hvorfor troen på Jesu opstandelse kom til at blive så solidt etableret blandt hans tilhængere. Bogen blev skrevet for at dele Morisons rejse fra skepsis til en tro på opstandelsens historiske virkelighed, og giver en detaljeret analyse, der understøtter troværdigheden af det Nye Testamentes beretninger.
Morison når frem til flere af de samme konklusioner som Wingo. Disciplenes gennemgribende forandring, manglende modstand mod opstandelsespåstanden, tiden (syv uger) mellem korsfæstelsen og den offentlige proklamation (på pinsedagen), hvilket ikke er en svaghed i fortællingen, men et bevis på disciplenes ægte erfaring og opstandelsens historiske virkelighed. Også her præsenteres de kumulative beviser for den tomme grav, de tidlige kristne skrifter, væksten af den kristne kirke samt disciplenes og de tidlige kristnes villighed til at lide forfølgelse og død for deres tro på opstandelsen, som tvingende grunde til at acceptere opstandelsen som en historisk begivenhed.
Angående perioden mellem korsfæstelsen og proklamationen af opstandelsen:
- Eksistensen af en tid på syv uger, før disciplene offentligt begyndte at forkynde opstandelsen i Jerusalem, bidrager til begivenhedernes historiske ægthed. Morison hævder, at hvis opstandelseshistorien var en legende udviklet over tid, ville fortællingen sandsynligvis være blevet justeret for at vise, at disciplene straks proklamerede opstandelsen, og derved styrkede deres sag fra starten. At denne forsinkelse er inkluderet i fortællingen, antyder, at den afspejler en reel historisk sekvens af begivenheder, som de tidlige kristne ikke kunne ændre, selvom det udgjorde visse vanskeligheder for deres historie.
- Perioden giver mulighed for en mere psykologisk plausibel beretning om disciplenes forandring. Gabet giver disciplene tid til at bearbejde korsfæstelsens begivenheder, møde den opstandne Jesus og overgangen fra fortvivlelse til overbevisning. Denne tidsramme understøtter ideen om, at disciplenes tro på opstandelsen ikke var en pludselig, grundløs følelsesmæssig reaktion, men en overbevisning, der udviklede sig gennem personlige oplevelser og møder med Jesus efter hans død.
- Perioden antyder også en tid med forberedelse og vækst for det tidlige kristne samfund. Før de kom med deres offentlige proklamation, havde disciplene og andre tilhængere af Jesus tid til at konsolidere deres erfaringer, forstå konsekvenserne af opstandelsen og forberede sig på udfordringerne ved offentligt at erklære deres tro i en kontekst, der stort set var fjendtlig over for deres budskab.
- Den offentlige proklamation af opstandelsen faldt sammen med ugefesten (pinsen), en tid, hvor Jerusalem var fyldt med jøder fra forskellige regioner til festivalen. Denne strategiske timing betød, at budskabet om opstandelsen kunne nå ud til et bredt og mangfoldigt publikum, hvilket hjalp den hurtige udbredelse af kristendommen.
Anklager mod Jesu opstandelse
At Jesus besvimede, at alle vidnerne hallucinerede og at de forvildede sig til den forkerte, tomme grav, er alle ubrugelige anklager mod Jesu opstandelse.- Besvimelsesteorien: En anden forklaring hævder, at Jesus faktisk ikke døde på korset, men blot besvimede og senere blev genoplivet i køligheden af graven. Morison kritiserer denne teori ved at undersøge de historiske og medicinske beviser for romerske korsfæstelsespraksisser, arten af Jesu skader og det usandsynlige i, at nogen kunne overleve en sådan traume kun for at overbevise andre om en mirakuløs opstandelse.
- Hallucinationer eller visioner: Nogle foreslår, at tilsynekomsterne af den opstandne Jesus var hallucinationer eller psykologiske visioner oplevet af hans følgere, der stammer fra deres dybe sorg og ønske om at se ham i live igen. Morison udfordrer denne teori ved at påpege de kollektive oplevelser af flere individer og grupper på forskellige tidspunkter og steder, forvandlingen af disciplene baseret på disse møder, og vanskeligheden ved at forklare den tomme grav gennem hallucinationer.
- Den forkerte grav: En mindre almindelig teori er, at kvinderne og senere disciplene gik til den forkerte grav, som var tom, hvilket fik dem til fejlagtigt at konkludere, at Jesus var opstanden. Morison afviser dette ved at fremhæve usandsynligheden for, at både kvinderne, der havde set, hvor Jesus blev lagt, og de jødiske myndigheder, som havde en interesse i at modbevise opstandelsen, alle ville begå den samme fejl.
Beviserne for Jesu opstandelse er historisk set et faktum. Ricky Gervais og hans nyateistiske riddere, har intet grundlag under påstanden, at den fysiske død tilintetgør vores oplevelse af at eksistere – endsige at påstå at ingen ønsker at leve evigt. Jeg gør, og millioner over hele verden gør.
Der er dette sidste argument imod religion, ikke kun kristendom, som jeg kort vil nævne, og det er at en person siger det samme om den dominerende religion i det land de er født, som kristne siger om kristendom. Er man født i islamiske lande, er islam religionen der har forvandlet deres liv. Indiske folk siger det om hinduismen, og i Mongoliet eller Myanmar er det buddhismen osv. Uanset hvad mennesker siger om deres trossystem, ændrer det ikke ved Jesu historiske opstandelse. At lande har andre religioner, er ikke et argument imod kristendommen, men må karakteriseres som værende forfædrenes forbandelse over børnene. Som Ordsp. 22:6 siger, ”Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel”. Lær dine børn at tilbede afguderne, og det er det, de følger igennem livet – med mindre selvfølgelig, de tillader sig selv at søge sandheden og blive fundet af Gud.
Alle mennesker er grundet synden i frit fald mod afgrunden, og alene Jesus der døde og opstod, har magten til at holde hånden under os og frelse os fra den fortjente straf. Igennem livet har Gud lagt adskillige hindringer ud for mennesker, for at få dem til at stoppe op og tænke. Det er et forhindringsløb igennem livet, der kræver at mennesker overhører og overser adskillige beviser for behovet for frelse, for at ende adskilt fra Gud. Det er ikke blot de historiske profetier der er en forhindring mod helvede, også de nutidige profetier der udfolder sig er forhindringer. Ligesom alle oplevelser, lige fra mødet med det naturlige moralske grundlag Gud har giver mennesket, til det at miste sine kære, det er forhindringer mennesker stædigt skal springe over, for at nå den endelige adskillelse fra Gud.
Det er disse beviser som Satan igennem nyateismen kæmper imod, ved at forsøge at nedtone alvoren – og det er med uberettigede påstande som at eksistens ender når denne krop ikke kan mere. Der er som vist, adskillige beviser for det modsatte.
Så hvad er vores svar til anklagerne mod den kristne tro? Det bedste svar vi kan give, det er at spørge efter anklagernes argumenter for at opstandelsen ikke er et historisk faktum.
[1] ”Ricky Gervais about religion vs science (Stephen Colbert, 2017)”, YouTube, Regenbogenkotze, d. 03-02-2017
[2] ”Ricky Gervais And Stephen Go Head-To-Head On Religion”, YouTube, The Late Show with Stephen Colbert, d. 03-02-2017
[3] Se artiklen ”Partskonference 28 (COP28)”
[4] ”Ricky Gervais reveals the meaning of life | 60 Minutes Australia”, YouTube, 60 Minutes Australia, d. 05-03-2019
[5] Læs afsnittet ”Okkultisternes forventede messias” i artiklen ”Hemmelige samfund og Antikrists komme”.