Det er omkring 1,9 milliarder – næsten 24% af Jordens befolkning, som er muslimer. De er opvokset med et narrativ der fortæller at der er én, og fra begyndelsen kun har været én perfekt, uforanderlig Koran – en tro kopi af bogen i himmelen, og at Muhammad er den eneste udvalgte kilde til dens indhold, tillige med at Mekka er den vigtigste by for religionen. Men der er kæmpe huller i det narrativ, og 1,9 milliarder mennesker er bedraget og er religiøse fanger under dette narrativ. Jesus sagde ”I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer” (Joh. 8:32) og derfor er det vigtigt at sandheden om islams oprindelse bliver kortlagt og åbenbaret.

Dr. Jay Smith, en amerikansk kristen evangelist med fokus på apologetik og polemik blandt muslimerne i London, har foretaget dybe undersøgelser af islams oprindelse, og jeg skriver denne artikel baseret på hans enorme værk. Det er vigtigt at forså grundlaget islam bygger på, for det er et omfattende bedrag af fabler, der ikke har nogen historisk opbakning.

Hans materiale gennemgår 4 problematikker med islam hvor diskuterer udfordringerne ved de kilder, der er tilgængelige om Muhammed og islam, idet han hævder, at meget af den traditionelle islamiske fortælling om Muhammed og Koranen først blev nedskrevet mange år efter begivenhederne, og at det primært skete i områder langt væk fra Mekka og Medina. Det skaber tvivl om pålideligheden af de islamiske kilder. islams problemer er omfattende og er sammenfattet i disse fire punkter:

Problemet med kilderne: Meget af det, vi ved om islam, blev ikke nedskrevet før mange hundrede år efter Muhammeds død, og de tidligste kilder, såsom Muhammeds biografi, blev først skrevet i det 9. århundrede, langt fra Mekka og Medina. Det stiller et stort spørgsmål ved, om de kan anses for at være troværdige.
Problemet med Mekka: Mekka spiller en central rolle i islam, men der findes ikke nogen historiske referencer til Mekka før over 100 år efter Muhammeds død. Arkæologiske og historiske beviser fra den periode, nævner heller ikke byen, ligesom påståede handelsruter ikke understøtter ideen om, at Mekka var et vigtigt handelscentrum.
Problemet med Muhammed: Der findes meget få samtidige kilder, der nævner Muhammed, og de kilder der gør, placerer ham ofte i områder langt væk fra hvor islamisk tradition hævder, at han boede og virkede.
Problemet med Koranen: Koranen blev, ifølge traditionen, samlet af kaliffen Uthman i 652, men der er flere forskellige versioner af Koranen i omløb, med tusindvis af forskelle mellem dem. Der findes ikke en enkelt, fuldstændig version af Koranen fra det 7. århundrede, som understøtter den islamiske påstand om, at teksten er uforanderlig.

De fire punkter skal vi se nærmere på. Der vil være en del gentagelser i teksten, fordi mange af de logiske slutninger og ræsonnementer er sammenflettet – f.eks. falder problemerne med kilderne sammen med problemerne med Mekka, selvom det er forskellige afsnit. Men det giver et godt sammenhængende billede af hvor hullet islams oprindelse er. Grundlæggende står islam på tre søjler af troværdighed – Koranen, Muhammad og Mekka – og smuldrer blot én af dem, vælter hele det religiøse system sammen.

Hvis du hellere vil se Jays gennemgang, er videoen her:

Kan kristendommens oprindelse modstå samme kritik?

Først vil jeg lige forklare hvorfor kristendommen ikke har en tvivlsom oprindelse, som islam slås med.

Kristendommens oprindelige Nye Testamente, blev skrevet inden for kort tid efter Jesu liv. For eksempel blev evangelierne (biografierne om Jesus) skrevet mellem 30 og 60 år efter hans død, og de blev skrevet af folk, der enten selv var øjenvidner, eller som kendte dem, der havde været direkte vidner. Til sammenligning er de tidligste kilder om Muhammed og islams begyndelse fra omkring 200 år efter hans død, og de er skrevet langt væk fra de steder, hvor begivenhederne siges at have fundet sted.
Kristendommens centrale begivenheder fandt sted i Jerusalem, en velkendt og dokumenteret by i både historiske og religiøse optegnelser. Jesus levede og underviste i et område med en veldokumenteret historie, som mange kilder, både bibelske og ikke-bibelske, bekræfter. islam derimod hævder, at Mekka var centrum for både religiøse og handelsmæssige aktiviteter i det tidlige islam, men der er meget lidt arkæologisk eller historisk dokumentation, der understøtter dette, før flere århundreder efter Muhammeds tid.
De tidligste manuskripter af Det Nye Testamente er bevaret i flere kopier - over 5.300 græske manuskripter, og ydermere tusinder af oversættelser til andre sprog samt utallige citater fra kirkefædrene, der bekræfter indholdet i Bibelen. Nogle gange ses få variationer, men uden nogen ændringer, der fundamentalt påvirker kristen lære. Der er mange tidlige manuskripter af Det Nye Testamente, som går tilbage til det 2. og 3. århundrede – se meget mere om det i ”Bibelens Historie”. I islam er der imidlertid mange varianter af Koranen, især fra de tidlige år, hvilket udfordrer ideen om en uforanderlig tekst, der er blevet bevaret perfekt siden 600-tallet.
Jesu liv og lære er godt dokumenteret i historiske kilder og traditioner, der går tilbage til hans tid og det samfund, han levede i. Muhammeds liv og handlinger derimod er først blevet nedskrevet mange år efter hans død, og disse kilder er som sagt geografisk fjernt fra de steder, hvor begivenhederne angiveligt fandt sted.

Med andre ord har kristendommen et solidt historisk fundament, og i artiklen ”Nyateisme mod Gud” gennemgår jeg mange beviser for kristendommens ægthed, både igennem omstændighedsbeviser – f.eks. hvordan apostlene beslutsomt gik fra jødedommen til kristendommen med døden til følge, og meget interessant også igennem andre religioners – herunder islams – omtale af og forhold til Jesus.

Kristendommen har ikke oprindelsesproblemer – alle profetierne om Jesus blev opfyldt, Han døde, opstod som den eneste ikke-mytologiske person i universet, og har derfor beviseligt, som den eneste person i universet, brudt dødens magt og banet vejen for det evige liv.

Problemerne med islams kilder

Kildernes problemer

Muhammeds første biografi blev skrevet 130 år efter hans død, og hadith-samlingerne opstod først 240 år senere, hvilket skaber tvivl om deres autenticitet, mens tidlige moskeer peger mod Petra i stedet for Mekka. Der er ingen samtidige kilder, der beskriver Muhammed som en profet, og ingen historiske referencer til Mekka som handelscentrum før det 8. århundrede. Der findes flere varianter af Koranen og mangler originale manuskripter fra 600-tallet, hvilket modsiger påstanden om dens uforanderlighed, og kilderne synes politisk påvirket under Abbasiderne for at styrke deres magt.

Islamisk historieskrivning og fortællingen om profeten Muhammads liv, bygger på kilder, der først blev nedskrevet op til flere århundreder efter de påståede begivenheder. Det giver naturligvis god grund til at være kritisk over for kildernes pålidelighed, hvor forskere har peget på både tidsmæssige og geografiske afstande mellem de tidligste skriftlige værker og de historiske begivenheder, de beskriver.

Der er flere centrale problemstillinger, som fremhæver udfordringerne ved at stole på de seneste kilder, der udgør fundamentet for vores forståelse af islam og Muhammads liv. Manglen på samtidige vidnesbyrd, på kildernes politiske indflydelse, samt de arkæologiske udfordringer, rejser alvorlige spørgsmål om hvorvidt den etablerede fortælling kan betragtes som en nøjagtig historisk redegørelse, eller snarere en efterfølgende konstruktion, formet af religiøse, politiske og sociale interesser.

Problem med de tidlige kilder:

Muhammed døde i år 632, men den første kendte biografi om ham, Ibn Ishaq’s ”Sira” (biografi om Muhammed), blev først skrevet omkring år 765, altså 130 år efter Muhammeds død. En anden Ibn – Ibn Hisham, som er den version af biografien vi har i dag, blev skrevet endnu senere, omkring år 833, (201 år efter Muhammads død) og indeholder kun dele af Ibn Ishaqs originale værk, da Ibn Hisham fjernede store dele af det. Det er en væsentlig forsinkelse i forhold til Muhammeds levetid, hvilket skaber tvivl om nøjagtigheden og troværdigheden af de overleverede historier om ham.

Hadith-samlingerne, som er beretninger om Muhammeds ord og handlinger, blev samlet endnu senere. Den mest kendte samling, Sahih al-Bukhari, blev ikke nedskrevet før omkring år 870 – 238 år efter Muhammeds død. Der er mange andre samlinger af Hadither (f.eks. Sahih Muslim, Tirmidhi, Ibn Majah), som også blev samlet langt senere og det øger også usikkerheden omkring deres autenticitet.

De tidligste tafsir (fortolkninger af Koranen) og tariq (historieberetninger) blev først samlet af al-Tabari i år 923. Det indebærer, at næsten al viden om profeten Muhammed og islams tidlige udvikling er baseret på kilder, der blev nedskrevet omkring 200-300 år efter de faktiske hændelser. Denne afstand i tid og sted mellem begivenhederne og deres nedskrivelse stiller alvorlige spørgsmål om nøjagtigheden af disse beretninger fordi den skaber en kløft mellem oprindelsen af islam og den senere dokumentation heraf.

De tidlige islamiske kilder, såsom Ibn Ishaq og al-Bukhari, levede og arbejdede ikke i Hijaz-regionen, hvor Mekka og Medina ligger. De boede langt væk i steder som Basra (Irak), Kairo (Ægypten), Bagdad (Irak) og Bukhara (Uzbekistan), som er op til 2.600 kilometer væk fra de områder hvor Muhammed angiveligt levede. Deres distance, både geografisk og tidsmæssigt, rejser igen spørgsmål om hvor pålidelige deres beskrivelser af Muhammeds liv er, når de blev skrevet så mange år og kilometer væk fra begivenhedernes centrum.

Manglen på tidlige fysiske kilder:

Der findes ingen originale Koran-manuskripter fra 600-tallet (det 7. århundrede), selvom muslimer hævder, at Koranen blev samlet under kalif Uthman i år 652. Manuskripterne, som muslimer hævder er fra denne tid, såsom Topkapi- og Samarkand-manuskripterne, dateres til 800-900-tallet (det 9-10. århundrede). Det betyder, at de blev nedskrevet 150-300 år senere end påstået.

Ifølge islam skulle alle moskeer have deres bederetning (Kibla) vendt mod Mekka fra islams tidlige dage. Men arkæologiske fund viser, at moskeer fra det 7. århundrede faktisk pegede mod Petra (i dagens Jordan) og ikke mod Mekka. Dette antyder, at Mekka ikke var det religiøse centrum i den tidlige islamiske periode, hvilket sætter spørgsmålstegn ved Mekkas rolle i Muhammeds liv.

Manglende historiske henvisninger til Mekka:

Mekka, som ifølge islam er verdens ældste by og centrum for både handel og religion, nævnes ikke i nogen historiske eller geopolitiske optegnelser før det 8. århundrede, altså mere end 100 år efter Muhammeds død. Det står i kontrast til mindre kendte byer som Najran, Sana’a og Ta’if, som nævnes i adskillige græske og romerske kilder fra både før og under islams fremkomst. Mekka er heller ikke nævnt på nogle kartografiske kort fra det 7. århundrede, selvom byen skulle have været et vigtigt handelscentrum. F.eks. nævner Ptolemæus’ kort over Arabien ikke Mekka, selvom andre nærliggende byer nævnes.

Den danske historiker, Patricia Crone, påpegede at handelsruten, som ifølge islam skulle have gjort Mekka velstående, sandsynligvis aldrig eksisterede, fordi det ville være upraktisk at transportere varer gennem det golde og vandløse Mekka, når der var naturlige søveje langs Rødehavets kyst, der var billigere og nemmere at bruge.

Manglende samtidige beskrivelser af Muhammed:

De første samtidige kilder der nævner Muhammed, er ikke-muslimske kilder, der ikke beskriver ham som en religiøs profet, men en leder af arabiske stammer. Disse referencer er også placeret langt væk fra Mekka og Medina, f.eks. i Syrien og Irak, hvilket antyder, at fortællingerne om Muhammed er blevet udviklet og ændret over tid. Den første omtale af Muhammed som en religiøs figur i islamisk forstand, dukker først op mange år efter hans død, hvilket stiller spørgsmål til, hvorvidt fortællingen om Muhammed blev konstrueret eller udviklet over tid af de islamiske kalifater.

Problemer med Koranens autenticitet og varianter:

Ifølge tidlige kilder eksisterede der flere versioner af Koranen i det 7. århundrede. F.eks. havde Ubayy ibn Ka’b’s version af Koranen 116 suraer, mens Ibn Mas’ud’s version kun havde 110 suraer, sammenlignet med den officielle version, der har 114 suraer. Disse forskellige versioner modbeviser Koranens påståede uforanderlighed og bevarelse.

Der er fundet mindst 30 forskellige qira’at (recitationsmåder eller læsevariationer, forskelle i udtale, ordvalg og grammatik under oplæsning) af Koranen, som viser markante forskelle i indholdet. I nogle tilfælde ændrer disse variationer ordlyden og betydningen af vers, hvilket også modsiger påstanden om, at Koranen er blevet bevaret uændret siden Muhammeds tid.

Inspiration fra kristne og jødiske kilder:

Flere studier har vist, at store dele af Koranen er baseret på tidligere kristne, jødiske og andre religiøse tekster. For eksempel har forskeren Christoph Luxenberg hævdet, at mange af Koranens ”mørke passager” (svært forståelige vers) stammer fra syrisk kristen poesi og lektier (liturgiske tekster), der blev brugt i kristne kirker i Mellemøsten.

Politisering af kilderne:

Meget af det, vi i dag anser for den islamiske fortælling, blev skabt eller formet under Abbaside-dynastiet (et regerende islamisk kalifat der strakte sig fra Nordafrika i vest til Centralasien i øst), som kom til magten i 750 (til 1258). Abbasiderne havde brug for en stærk, centraliseret religiøs fortælling for at legitimere deres magt, og derfor blev mange af de islamiske traditioner, der beskriver Muhammad og Koranen, formodentlig skabt eller redigeret i denne periode.

Det betyder, at de kilder vi har i dag, ikke blot er beretninger, men også politiske værktøjer, der blev brugt til at cementere Abbasidernes autoritet. Hvis kilderne er blevet påvirket af politiske interesser, kan vi ikke være sikre på, at de præsenterer en nøjagtig og objektiv fortælling om begivenhederne.

Problemerne med Mekkas historie

Mekkas problemer

Mekka nævnes først i historiske kilder over 100 år efter Muhammeds og nævnes ikke på tidlige geografiske kort. Mekka beskrives som frodig med vandløb og marker, men er tør med ørkenagtig natur. Tidlige moskeer peger ikke mod Mekka, men mod Petra, og Hajj-ritualet, som vandringen mellem Safa og Marwa, virker ulogisk i forhold til den korte afstand mellem punkterne i Mekka. Ingen arkæologiske fund, der bekræfter islams påstand om tilstedeværelsen af de mange profeter og historiske bygninger.

De problemer, der relaterer sig til Mekkas historie, er omfattende og udfordrer endnu en traditionel islamisk fortælling, hvilket relaterer sig til byens rolle i religionens tidlige dage. Manglen på historiske referencer til Mekka før det 8. århundrede, de geografiske uoverensstemmelser, og de tvivlsomme beskrivelser af byens ressourcer og handelsruter indikerer, at Mekka ikke spillede den centrale rolle i den tidlige islamiske historie, som det hævdes i dag. I stedet peger forskningen på, at byer som Petra og andre kunne have været vigtigere både religiøse og handelsmæssige centre i denne periode.

Manglen på tidlige referencer til Mekka:

Ifølge den islamiske tradition, er Mekka en af de ældste byer i verden, og skulle have eksisteret siden Adam og Eva blev kastet ned fra Paradis, som nævnt i Koranens sura 7:24. Mekka skulle desuden have været centrum for verdenshandel og hjemsted for hundredvis af profeter. Problemet er, at der er ingen historiske kilder, der nævner Mekka før det 8. århundrede. Den første kendte reference til Mekka findes i et dokument kaldet ”Apocalypse of Pseudo-Methodius Continuatio Byzantia Arabica” fra 741 e.Kr., hvilket er over 100 år efter Muhammeds død i 632. Det tyder på, at Mekka ikke havde nogen væsentlig betydning eller eksistens i det 7. århundrede, hvilket indikerer at byen ikke spillede en rolle i Muhammeds liv og i den tidlige islam.

Mekka nævnes ikke på tidlige kort:

Mekka nævnes ikke på nogen af de tidlige kartografiske kort fra 7. århundrede, selvom den skulle have været et vigtigt handelscentrum. F.eks. nævner den græske geograf Ptolemæus, som i det 2. århundrede e.Kr. kortlagde hele den arabiske halvø, mange byer og handelsstationer, men ikke Mekka. Kort baseret på Ptolemæus’ geografiske arbejde, herunder kort udarbejdet af Leonhart Hol i 1400-tallet og Sebastian Münster i 1500-tallet, viser mange byer i Arabien, men Mekka optræder ikke på dem. Det er iøjnefaldende, da Mekka ifølge islam skulle have været en central handelsby allerede i det 7. århundrede.

Beskrivelsen af Mekka i de islamiske kilder passer ikke:

De islamiske traditioner beskriver Mekka som en frodig by, beliggende i en dal med to parallelle dale, strømme af vand, marker med græs, træer, og frugt. Det står i stærk kontrast til den geografiske og klimatiske virkelighed i det moderne Mekka, som er kendt for at være en ørken uden naturlige vandkilder eller frodigt landbrug. Mekka har historisk set aldrig haft disse naturlige ressourcer, hvilket gør det usandsynligt, at de historiske beskrivelser passer til den faktiske by. Det tyder på, at de tidlige islamiske tekster kan have beskrevet en anden by, eller at beskrivelserne er blevet konstrueret og overdrevet for at skabe en glorificeret fortælling om Mekka.

Handelsrute-teorien og Patricia Crones forskning:

En af de mest fremherskende teorier, der blev fremsat af den skotske orientalist W. Montgomery Watt, er, at Mekka var centrum for en vigtig handelsrute, der forbandt Sydarabien (bl.a. Yemen) med Middelhavsområdet, især Gaza i Palæstina. Denne rute skulle have givet Mekka sin økonomiske og religiøse betydning. Historikeren Patricia Crone udfordrede denne teori i sit værk ”Meccan Trade and the Rise of Islam” (1987), hvor hun påpegede flere problemer.

Bl.a. at Mekkas geografiske placering ligger 3.000 fod (ca. 900 meter) under det nærmeste højdepunkt i Ta’if. Karavaner skulle derfor have taget en omvej på 1 km ned og op igen for at komme til Mekka, hvilket ville have været upraktisk. Det er mere sandsynligt, at karavanerne ville have rejst op gennem den vestlige højslette i Arabien uden at skulle passere Mekka.

Hun fandt heller ingen arkæologiske eller historiske beviser for, at Mekka spillede en rolle i de internationale handelsruter på det tidspunkt, islam hævder. Der er ingen dokumenter fra romerske, græske, persiske eller andre samtidige kilder, der nævner Mekka som en handelsstation. Hun foreslog, at handelen i stedet gik op langs Rødehavets vestlige kyst, hvor der fandtes flere vigtige havne, såsom Ayla (Eilat) og Yanbu. Det ville have været mere logisk og økonomisk fordelagtigt at bruge søvejen til transport frem for at tage en omvej gennem ørkenen til Mekka, som ikke havde nogen naturlige havne eller vandkilder.

Qibla-problemet (Bederetning):

Ifølge islamisk tradition blev bederetningen (Qibla) rettet mod Mekka efter år 624, og alle muslimer skulle derefter vende sig mod Mekka under bøn. Arkæolog Dan Gibson har undersøgt over 100 tidlige moskeer fra det 7. og 8. århundrede og fundet, at ingen af disse moskeer er rettet mod Mekka. I stedet er de rettet mod Petra, en by i det nordlige Arabien (i dagens Jordan), indtil år 706. Det tyder på, at Mekka ikke blev betragtet som islams hellige by i den tidlige periode, og at Petra i stedet spillede denne rolle. Det rejser yderligere spørgsmål om, hvornår og hvordan Mekka blev islams religiøse centrum.

Mekka i relation til Hajj-ritualet:

Det islamiske pilgrimsritual, Hajj, der foregår i Mekka, indeholder elementer som vandringen mellem Safa og Marwa (to ”bjerge”), som ifølge islamiske kilder var Hagar og Ismaels søgen efter vand i ørkenen. Problemet er, at disse såkaldte ”bjerge” i Mekka kun er små klippeformationer, der er omkring 20 fod (6 meter) høje og meget tæt på Kaba’en (ca. 100 meter). Det passer ikke med fortællingen om, at Hagar skulle have været i en desperat søgen efter vand i en ørken, hvis de to punkter kun er omkring 100 meter fra hinanden. Denne uoverensstemmelse tyder på, at Hajj-ritualet ikke oprindeligt har været centreret omkring Mekka, men snarere kunne have været en efterligning af tidligere ritualer fra andre byer såsom Petra eller endda Jerusalem.

Bygninger og profeter i Mekka:

Ifølge de islamiske traditioner skulle Mekka have været stedet, hvor over 300 profeter er begravet, og hvor mange bygninger og monumenter fra tidligere tider skulle findes. Det inkluderer historiske steder som ruiner af saltstøtten der menes at være Lots hustru. På trods af de mange moderne konstruktioner og byggerier i Mekka, herunder verdens fjerde højeste bygning, er der aldrig fundet nogle arkæologiske rester af disse profeter eller bygninger, hvilket endnu engang slår skår i sandheden omkring de islamiske traditioner, hermed også omkring Mekkas historiske betydning.

Bibelens omtale af byer

Bibelens ægthed

Arkæologiske fund bekræfter flere bibelske byer. I Nazaret er der fundet vinpresse og keramik (Matt. 2:23), i Kapernaum rester af en synagoge (Matt. 4:13), og i Korazin (Matt. 11:21) samt Betsajda (Joh. 1:44) er udgravninger lokaliseret. Sykar er identificeret som Askar (Joh. 4:5), og Kæsarea Filippi som bygget af Herodes' søn (Matt. 16:13).
Fra det Gamle Testamente er der fundet granitsøjler, vognhjul og skeletdele i Det Røde Hav (2. Mos. 14:21-22), samt svovlkugler ved Sodoma og Gomorra (1. Mos. 19:24-25). I Egypten beskriver Ipuwer-papyrussen, hvordan Nilen blev til blod (2. Mos. 7:20-21), og hvordan pest og hagl ødelagde liv og afgrøder (2. Mos. 9:25 ; 10:15).

Bibelens omtale af byer, er i diametral modsætning til islamiske skrifter. Det inkluderer byer som Nazaret – En lille landbrugslandsby, hvor Jesus voksede op (Matt. 2:23 , Luk. 1:26-27). Arkæologiske udgravninger har afsløret vin- og oliepresse, samt cisternesystemer. Der er fundet keramik fra både jernalder II og den romerske periode. I Kapernaum – kendt fra evangelierne som centrum for Jesu prædiken og mirakler (Matt. 4:13 , Mark. 2:1-12), er der fundet rester af en synagoge, som dateres til det 4. århundrede. Korazin som er en af de byer som Jesus fordømte (Matt. 11:21 , Luk. 10:13), er udgravet flere gange ved Khirbet Kerazeh og ligger nordvest for Kapernaum. Betsajda, en fiskerby nævnt i evangelierne og kendt som hjemsted for flere af Jesu disciple (Joh. 1:44), hvor Jesus udførte mirakler (Mark. 8:22-26), er lokaliseret ved Genesaret sø. Sykar, beliggende nær Jakobs brønd, hvor Jesus talte med en samaritansk kvinde (Joh. 4:5-42), er identificeret som den moderne landsby Askar. Kæsarea Filippi hvor Peter bekendte Jesus som Messias (Matt. 16:13-20), som blev bygget af Herodes den Stores søn Philip er også fundet. Derbe er også fundet, beliggende i det centrale Tyrkiet, hvilket var en vigtig by nævnt i Apostlenes Gerninger, hvor Paulus prædikede (Apg. 14:20 , Apg. 16:1).

Selvfølgelig – og ikke mindst – Jerusalem. Udgravninger af Jerusalems bymure, især den nordlige mur, viser flere faser af udvidelser og genopbygninger, hvor nogle sektioner blev bygget af Herod Agrippa I omkring år 44 e.Kr. Arkæologerne har fundet Herodianske sten, som bekræfter byens forsvarsstruktur i det 1. århundrede. I Herodes tid blev der bygget store cisterner og vandreservoirer til at forsyne byen. Nogle af disse, især dem under tempelpladsen, kunne rumme op til 10 millioner liter vand. Herodes byggede også akvædukter, som bragte vand fra omkringliggende kilder. Hezekias tunnel (nævnt i 2. Kong. 20:20) blev bygget for at sikre vandforsyningen til Jerusalem under den assyriske invasion. Arkæologer har udgravet tunnelen, og den anses for at være en af de bedst bevarede strukturer fra bibelsk tid. Siloam-dammen, hvor Jesus ifølge Joh. 9:7 helbredte en blind mand, er blevet bekræftet ved udgravninger, der har afsløret en stor trappe og bassin, som daterer sig til anden tempelperiode (ca. 516 f.Kr. til 70 e.Kr.).

Andre bemærkelsesværdige bibelfortællinger

Dertil kommer selvfølgelig et væld af fund fra det Gamle Testamente – bemærkelsesværdige og for nogle mytologiske fortællinger er blevet bekræftet som f.eks. fundene ved det Røde Hav på kysten ved Nuweiba, ved det sted hvor israelitterne ifølge Bibelen krydsede havet (2. Mos. 14:21-22). Her er der fundet en 4,7 meter høj søjle lavet af rød granit. Denne søjle ligner andre søjler, der er fundet i Israel, og antages at være en markering af stedet, hvor israelitterne krydsede havet. En identisk søjle blev fundet på den anden side af havet i Saudi-Arabien. Disse søjler menes at være opført af kong Salomon omkring 3.000 år siden som et mindesmærke for israelitternes flugt fra Ægypten.

Men ikke bare det. På havbunden i området mellem Nuweiba og Saudi-Arabien (Saraf al-Bal), er der fundet en bred, flad undervandsvej, som er bemærkelsesværdig, fordi den mangler koralvækst og store sten, hvilket ellers er almindeligt i det Røde Hav. Denne undervandsvej strækker sig over flere kilometer og har en meget svag hældning, der gør det muligt at krydse. Der er fundet rester af vogne og aksler, og flere vognhjul på havbunden – nogle med fire, seks og otte eger, som menes at stamme fra det 18. dynasti i Ægypten, hvilket giver en mulig datering til omkring 1450 f.Kr. Blandt fundene er menneskeknogler og rester af kvæg og heste, nogle dækket af koraller, mens andre er blevet fossileret, hvilket antyder en stor katastrofe, som bibelske tekster beskriver, hvor den egyptiske hær blev udslettet.

Det samme med Sodoma og Gomorra (1. Mos. 19:24-25). Området, hvor man formoder, at Sodoma og Gomorra lå, er lokaliseret tæt ved Masada, nær Det Døde Hav. Dette område adskiller sig markant fra det omgivende landskab, da det er dækket af en tyk, askelignende substans. Ifølge ”The Exodus Case” af Dr. Lennart Möller, er hele området omkring 3 x 2 km og ser ud som om det har været udsat for en stor katastrofe. Der er fundet mange svovlkugler spredt over hele området. Disse kugler varierer i størrelse fra 1 til 10 cm og er bemærkelsesværdige, fordi de er smeltet ned i klippearterne, hvilket indikerer, at de er brændt ved meget høje temperaturer. Kuglerne er delvist omsluttet af en skal, der er blevet dannet som følge af høj varme, efterfulgt af en hurtig nedkøling. Nogle af kuglerne ligger stadig i stenene og viser tydelige spor af at være trængt ned i materialet.

Stenene i området viser ændringer forårsaget af den ekstreme varme. Der er synlige brune ringe i klipperne, der markerer, hvor svovlkuglerne er trængt igennem og har forårsaget forbrænding. Nogle stenformationer minder om strukturer, som kunne have været bygninger eller andre menneskeskabte konstruktioner, men de er så ødelagte, at det er svært at identificere.

Fordi det meste af området blev udslettet af ekstrem varme, forventes der ikke at kunne findes traditionelle arkæologiske artefakter som keramik eller murværk. I stedet er der fundet de førnævnte svovlkugler og askelignende materiale, som understøtter Bibelens beskrivelse af, hvordan Sodoma og Gomorra blev ødelagt af ild og svovl fra himlen.

Det kan hurtigt blive en artikel i sig selv, at fortælle om alle de beviser der er for Bibelens ægthed, men jeg vil bare lige som det sidste nævne Ægyptens plager, som nævnes i samme bog, ”The Exodus Case”. Bogen præsenterer nemlig flere argumenter og arkæologiske fund, der kan tolkes som beviser for de 10 plager, der ramte Ægypten. Her er nogle vigtige fund og observationer.

Ipuwer-papyrussen, et gammelt egyptisk dokument, beskriver en katastrofal krise i Ægypten, hvor alt gik i opløsning. Dokumentet nævner blandt andet at ”floden er blod” og ”landet lider”, hvilket stemmer overens med Bibelens beretning om den første plage, hvor Nilen blev til blod (2. Mos. 7:20-21). Ipuwer nævner også ”ingen mangel på døde”, hvilket kunne referere til den store mængde dødsfald, der skete under de forskellige plager – epidemier og sygdomme, der spredte sig hurtigt gennem Ægypten (2. Mos. 9:3-10).

De plager, der nævnes i Bibelen, såsom haglstormen, der slog mennesker og afgrøder ihjel (2. Mos. 9:25), bliver understøttet af fund af ødelæggelser og mineralske ændringer i Ægypten. Haglstorme af den beskrivelse er sjældne og har ifølge bogen ødelagt store dele af Ægyptens afgrøder og dyreliv. Plagerne omfattede ødelæggelse af afgrøder via græshopper. Papyrussen nævner, hvordan ”grønne planter og træer er væk”, hvilket kan relatere sig til Bibelens beskrivelse af, hvordan græshopper udslettede afgrøder (2. Mos. 10:15).

Problemerne med Muhammeds historie

Muhammads problemer

Der findes ingen samtidige kilder fra det 7. århundrede, der omtaler Muhammed som profet; de tidligste kilder beskriver ham som en politisk leder, ikke en religiøs skikkelse, og de første detaljerede biografier om ham blev skrevet over 100 år efter hans død. Hadith-samlingerne opstod først 200 år senere, og ingen tidlige moskeer peger mod Mekka. Tidlige arabiske mønter bærer kristne symboler, og først under Abbasiderne blev Muhammed fremstillet som en central religiøs figur, sandsynligvis som et led i at styrke deres politiske legitimitet.

De problemer der relaterer sig til Muhammads historie, omfatter manglen på samtidige kilder, de forsinkede nedskrivninger af hans liv og gerninger, og de politiske motiver bag konstruktionen af hans fortælling. Muhammeds forbindelse til Mekka er også tvivlsom, da der ikke er nogen tidlige referencer til byen, og de første moskeer ikke var rettet mod Mekka. Desuden tyder tidlige ikke-islamiske kilder på, at Muhammed oprindeligt blev betragtet som en verdslig leder, og at fortællingen om ham som en profet blev udviklet over tid, især under Abbasiderne.

Manglen på samtidige kilder om Muhammed:

Der findes ingen samtidige kilder fra det 7. århundrede, som nævner Muhammed som en profet eller religiøs leder i den form, som de islamiske traditioner hævder. De første kilder, der nævner Muhammed ved navn, er ikke-islamiske kilder fra flere årtier efter hans død. For eksempel nævner John Bar Penkaye (en kristen syrisk kronikør, der skrev i det 7. århundrede) i år 690 ikke Muhammad direkte ved navn som en religiøs profet, men han beskriver de arabiske erobringer og deres ledere. Hans skrift antyder, at araberne på dette tidspunkt blev set som en politisk og militær magt, men han omtaler dem ikke som en religiøs bevægelse centreret omkring en profetisk figur som Muhammad.

Andre tidlige referencer til Muhammed kommer fra syriske kilder og omtaler ham blot som en leder af arabiske stammer, ikke som en religiøs figur.

Sebeos (660 e.Kr.) var en armensk biskop og historiker, der i sine beretninger fra midten af det 7. århundrede skrev om de arabiske erobringer og nævnte en leder, som han kaldte ”Muhammad”. Sebeos beskriver Muhammad som en leder af araberne, som hjalp dem i deres kamp mod byzantinerne og perserne. Sebeos nævner ikke Mekka eller Medina, men han taler om, at araberne havde Jerusalem som et vigtigt mål for deres erobringer og knyttede Muhammed til dette område.

John Bar Penkaye nævner Muhammed eller den arabiske leder i forbindelse med Damaskus og Syrien, hvilket er en betydelig afstand fra den islamiske fortælling, der forbinder Muhammed med Mekka og Medina.

Doctrina Jacobi (634-640 e.Kr.) er en kristen kilde skrevet mellem 634 og 640 e.Kr., som er en af de første ikke-muslimske kilder, der refererer til en profet blandt saracenerne (et tidligt kristent udtryk for arabere). Teksten nævner en ”profet”, der opstod blandt araberne og havde magt i regionen. I Doctrina Jacobi siges det, at denne ”profet” blev aktiv i området omkring Hira, som ligger i det nuværende Irak. Hira var en vigtig by i den sene antikke verden og lå langt fra Mekka og Medina.

Kilde fra Chronicum Arabicum (705-710 e.Kr.), omtaler en leder, der kaldes ”Muhammad”, og som beskrives som en leder af de arabiske hære i deres kamp mod byzantinerne og perserne. Lederen nævnes i forbindelse med arabernes erobring af områder som Gaza og Damaskus. Her forbindes ”Muhammad” med militære kampagner i Syrien, især i Damaskus, og hans fokus er rettet mod byzantinske besiddelser snarere end Mekka og Medina.

De tidlige ikke-islamiske kilder placerer altså ofte Muhammad eller den figur, der forbindes med ham, i områder som Damaskus, Hira, Gaza, Jerusalem og Petra, snarere end i Mekka og Medina, som islamisk tradition hævder. Disse kilder beskriver ham primært som en militær eller politisk leder snarere end en religiøs profet, hvilket tyder på, at fortællingen om Muhammads liv og hans rolle som profet sandsynligvis blev udviklet og formaliseret senere, især under Abbasidernes styre i det 8. og 9. århundrede.

Forsinkelsen i biografier om Muhammed (Sira):

De første detaljerede biografier om Muhammed blev ikke nedskrevet før lang tid efter hans død.

Ibn Ishaq skrev den første kendte biografi om Muhammed, ”Sira”, omkring år 765 – 130 år efter Muhammeds død i år 632. Ibn Ishaqs originale værk findes ikke i dag, og den version vi har, er en redigeret version skrevet af Ibn Hisham fra år 833, som fjernede mange dele af Ibn Ishaqs oprindelige tekst, som han mente var upålidelige eller stødende. En forsinkelse på over 200 år rejser store spørgsmål om, hvor nøjagtige disse overleveringer om Muhammeds liv og gerninger egentlig er.

Hadith-samlingernes sene opståen:

Haditherne er som sagt også blevet nedskrevet langt senere end Muhammeds levetid. Den mest kendte samling, Sahih al-Bukhari, blev ikke samlet før år 870, hvilket betyder, at de første systematiske samlinger af Haditherne blev lavet mere end 200 år efter Muhammeds død. Andre kendte hadith-samlere som Sahih Muslim og Tirmidhi udgav deres samlinger endnu senere, og igen skaber et problem, fordi hadithene spiller en central rolle i forståelsen af, hvordan muslimer bør leve og praktisere deres tro, men de er skrevet på et tidspunkt, hvor ingen, der havde kendt Muhammed, var i live.

Problemet med Muhammeds tilknytning til Mekka:

Ifølge islamisk tradition blev Muhammed født i Mekka i år 570 og begyndte at prædike islam i byen i år 610. Men der er som sagt ingen historiske referencer til Mekka som en vigtig by eller handelscentrum på det tidspunkt. Muhammeds biografi hævder, at Mekka var et vigtigt religiøst og handelsmæssigt centrum, men der findes ingen arkæologiske beviser eller samtidige optegnelser, der støtter denne påstand. Desuden viser arkæologiske studier af tidlige moskeer som sagt, at ingen af de tidlige moskeer fra det 7. århundrede peger mod Mekka, men mod Petra, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorvidt Muhammeds forbindelse til Mekka er en senere tilføjelse til islamisk tradition.

Muhammed som en religiøs skikkelse optræder sent:

Ifølge de islamiske traditioner modtog Muhammed åbenbaringer fra Gud gennem englen Gabriel og grundlagde islam som religion. Men – igen – tidlige både islamiske og ikke-islamiske kilder antyder, at Muhammed oprindeligt blev betragtet som en militær eller politisk leder, ikke en profet.

I det 7. århundrede eller tidligere ville Muhammads navn på arabisk have været ”mhmd”, da der på det tidspunkt ikke fandtes vokaler i arabisk, kun 16 konsonanter. Vokalerne blev først skabt og tilføjet i det 8. og 9. århundrede.

I det 7. århundrede blev navnet skrevet således på Arabisk, og ville udtales ”Mahmad”:

I dag skrives det sådan, med tre vokaler, Dhamma, Fatah og Fatah:

I det 7. århundrede er det altså MHMD der er tale om, og ikke Muhammad. MHMD betyder ”den lovpriste”, ”den velsignede” eller ”den salvede”, og kan også senere være blevet brugt om ”Messias”. Det er altså ikke et navn, men en titel. Udtrykket blev først brugt i Ugarit omkring 1400 f.Kr. og derefter i hebraisk omkring 1000 f.Kr., hvor det optræder 11 gange i Bibelen. F.eks. findes det i Højs. 5:16 som ”Machmad” hvilket betyder ”fuldkommen dejlig” og henviser til Salomon.

I det 4. århundrede e.Kr. blev det anvendt af Sankt Ambrosius som en titel for Jesus Kristus, Messias. Omkring 523 e.Kr. blev udtrykket også brugt af jøderne i en indskrift og som en titel for deres Exilarcher – ledere af de jødiske samfund – fem af dem i det 7. århundrede. På den tid brugte kristne (i det 7. århundrede) MHMD som en betegnelse for den tilbagevendende Messias, mens jøderne brugte det til at henvise til den kommende Messias, som også blev forbundet med de fem Exilarcher. Konklusionen er, at MHMD var velkendt i denne del af verden på det tidspunkt, men det blev ikke udtalt som ”Muhammad” dengang. Det er sådan, vi udtaler det i dag, og det er her, forvirringen opstår.

Med denne viden er det interessant at se på gamle mønter, for at forstå, hvor MHMD først blev introduceret.

I det 7. århundrede og tidligere brugte herskere mønter til at annoncere, hvem de var, hvilken religion de tilhørte, og hvor mønten blev præget. Mærkeligt nok er alle møntstederne fra det 7. århundrede placeret i Syrien, Jordan, Libanon, Irak og Iran, altså i nord, hvor ingen mønter fra denne tid er islamiske. Ifølge islamisk tradition var centrum for islam imidlertid i Medina i Hijaz, hvor alle de fem første kaliffer regerede fra. Det mest besynderlige er, at ingen af mønterne fra 630-661 e.Kr. nævner navnene Muhammad, hverken Abu Bakr, Umar, Uthman eller Ali, selvom de ifølge islamisk tradition skulle have været kalifferne på det tidspunkt.

I Muawiyas regeringstid (661-680 e.Kr.) begynder der at dukke mønter op med en hersker, som vi kender til. Dog er alle hans mønter kristne! En mønt fra 663 e.Kr. har endda navnet ”MHMD” skrevet på den. Hvordan kan navnet ”Muhammad” optræde på en mønt med kors? Det kan kun have henvist til Jesus, eftersom mønten havde kors på forsiden. Disse mønter antyder, at umayyaderne var kristne!

Derudover kan det konkluderes, at Muawiya var kristen, bare ved at se på inskriptionen på dæmningen i Taif, i Hijaz. Teksten er indledt af et kristent kors og refererer til Muawiya som ΑΒΔΑΛΛΑ (abdalla) og ΑΜΗΡΑΑΛΜΥΜΕΝΗΝ (ameraalmoumenhene), hvilket er græske translitterationer af de arabiske udtryk ”abd allah” og ”amir al-muminin” – ”Guds tjener” og ”de troendes leder”.

I slutningen af det 7. århundrede, under Abd al-Maliks styre (685-705 e.Kr.), er der et skift i mønterne, men det handlede om en konflikt mellem trinitariske og ikke-trinitariske grupper. Ordene ”islam” og ”muslim” var ikke kendt før det 8. århundrede.

Umayyaderne var forpligtede til at betale tribut til byzantinerne og brugte guldmønter, kaldet solidus. I 691 e.Kr. præger Abd al-Malik en guldmønt, der gør grin med de byzantinske mønter (uden kors på forsiden og med et forvrænget kors på bagsiden), og han introducerer shahadaen (den islamiske trosbekendelse – en af islams fem søjler) på denne mønt, samt på Klippemoskeen og i sine protokoller. I 693 e.Kr. går Justinian II i krig, som Abd al-Malik vinder, og derefter præger han en ny mønt med sit billede, hvor han holder et sværd, sammen med shahadaen.

I 696 e.Kr. præger Abd al-Malik sin sidste mønt, der indeholder angreb på Jesus Kristus, inklusive udsagn som: ”Sig ikke Tre, for Gud er én” (Sura 4:171), ”Gud avler ikke og er ikke avlet” (Sura 112), og shahadaen (som alle senere blev en del af Koranen).

Med andre ord. De første mønter, der blev præget i de arabiske områder efter Muhammeds død, bærer kors og kristne symboler, hvilket tyder på, at de tidlige arabiske ledere ikke var muslimske. Mønterne bærer præg af at der var en intern strid mellem forskellige sekter inden for kristendommen, trinitariske mod anti-trinitariske grupper, hvor de sidste etablerede deres egen religion ved slutningen af umayyadedynastiet som en opposition til kristendommen (midt i det 8. århundrede), og denne religion udviklede sig til den islam, vi kender i dag, i løbet af de første 100-200 år af abbasidedynastiet i det 9.-10. århundrede.

Muhammed i Koranen

I Koranen findes der kun fire referencer til ”MHMD”, hvilket står i kontrast til de mange omtaler af andre centrale figurer som Moses (136 gange), Jesus (93 gange), Abraham (79 gange) og Farao (74 gange). Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt ”MHMD” overhovedet henviser til en specifik person som profeten Muhammad.

De fire nævnte steder i Koranen viser, at ”MHMD” kan betyde ”den lovpriste” eller ”den velsignede”, frem for at være et egentligt navn. For eksempel i Sura 3:144 siges det, at ”den lovpriste er ikke mere end en budbringer”, hvilket også i Sura 5:75 bruges om Jesus. I Sura 33:40 står der, at ”den lovpriste ikke er far til nogen af jeres mænd, men han er Allahs budbringer og den sidste af profeterne”, hvilket antyder en afslutning på profetslægtens linje, men det præciserer ikke nødvendigvis, at det handler om Muhammad. Derudover i Sura 47:2 omtales troen på det, der er blevet åbenbaret for ”den lovpriste”, hvilket kan gælde alle profeter. Og i Sura 48:29, hvor det siges, at ”den lovpriste er Allahs budbringer”, kunne det være en reference til Jesus, da det ikke specifikt omtaler Muhammad.

Ingen af disse vers peger entydigt på Muhammad som en person, der levede i Hijaz i det 7. århundrede. I stedet kunne de meget vel henvise til ”den lovpriste” – en betegnelse, som også kunne have været brugt om Jesus. Hvis det er tilfældet, underminerer det den traditionelle opfattelse af Muhammad som den centrale profet i Koranen og problematiserer islams forsøg på at bruge Koranen som bevis for profeten Muhammads eksistens i det 7. århundrede.

Konklusionen er, at hvis ”MHMD” i Koranen ikke specifikt refererer til profeten Muhammad, så vakler en af islams fundamentale søjler – nemlig troen på Muhammad som den sidste profet. Det spørgsmål åbner for en reevaluering af, hvordan vi forstår de tidligste islamiske tekster og deres forhold til historiske skikkelser.

På samme måde kan inskriptionerne på Klippemoskeen betvivles. Det er længe blevet antaget, at inskriptionerne på Klippemoskeen, bygget i 691 e.Kr., henviser til ”Muhammad” som en specifik person, og at det var her, Abd al-Malik først introducerede shahadaen (trosbekendelsen).

Inskriptionerne på moskeens indre ambulatorium konfronterer Jesu guddommelighed, treenigheden og hans status som Guds søn (med henvisning til Sura 4:171 og 112), hvilket viser, at de primært handler om Jesus. Herefter følger shahadaen, hvor det står: ”la illah illa-allah Muhammadun rasul allah” (”Der er ingen gud foruden Gud alene, og ’den lovpriste’ (مُحَمَّدٌ) er hans budbringer”).

Ligesom med brugen af ”MHMD” i Koranen, ser det ikke ud til, at disse inskriptioner henviser til en profet ved navn Muhammad, men snarere til ”MHMD” – ”den lovpriste”, som muligvis kunne være en reference til Jesus. Desuden er de koranvers i disse inskriptioner ikke identiske med dem, vi finder i Koranen i dag, hvilket antyder, at de kunne være tidlige versioner af de koranvers, der senere blev ændret for at henvise til profeten Muhammad.

Således kan heller ikke Klippemoskeen bruges som bevis for Muhammads eksistens i det 7. århundrede. Det skaber yderligere usikkerhed omkring en af islams grundlæggende søjler, nemlig profeten Muhammads historiske rolle.

Muhammeds historiske eksistens under Abbasiderne:

Først under Abbaside-dynastiet (749/750 e.Kr.) blev fortællingen om Muhammed som den religiøse profet klart defineret og kodificeret. Abbasiderne, der ønskede at styrke deres politiske legitimitet, udviklede og konstruerede en mere detaljeret historie om Muhammed for at give deres styre en religiøs basis. De er ansvarlige for at skabe og konsolidere den fortælling om islam, som vi kender i dag. Teksten antyder, at den version af Muhammad, som islamiske traditioner fremlægger, ikke nødvendigvis afspejler historiske begivenheder, men i høj grad er et produkt af Abbasidernes politiske og ideologiske projekter.

Abbasiderne overtog magten fra Umayyaderne i 749 e.Kr., og denne magtovertagelse var et centralt vendepunkt i den islamiske historieskrivning. Abbasiderne, som havde base i det nordlige Arabien og det nuværende Irak, begyndte at udarbejde en fortælling om Muhammad og islam, der passede til deres egne interesser og magtstruktur. Denne proces var ikke umiddelbar, men foregik over en længere periode.

Muhammad som historisk figur, først blev systematisk introduceret og formet under Abbasiderne. Den Muhammad, der kendes fra de islamiske kilder, især fra sira-litteraturen (biografier om Muhammad) og hadith-samlingerne (traditionerne om Muhammads liv og ord), blev introduceret af Abbasiderne mere end 60 år efter Muhammads død i 632 e.Kr., under kalif Abdul Malik (685-705 e.Kr.), og først under Abbasiderne, blev han fremstillet som en central religiøs figur.

Abbasiderne brugte deres magt til at forme islamisk teologi og tradition på en måde, der passede til deres politiske formål. De havde tilsyneladende et behov for at etablere en sammenhængende religiøs og kulturel identitet, der kunne forene de store områder, som de kontrollerede, og samtidig legitimere deres styre. Det var samme metode Konstantin den Store brugte for at komme de religiøse og politiske spændinger i riget til livs og styrke riget^[1].

Fortællingen om Muhammad som den sidste og største profet og om Koranen som den endelige åbenbaring, tillige med Mekka som islams helligste by, blev grundlaget for Abbasidernes magt og legitimitets styrkelse. Dermed ikke sagt at Muhammad ikke var en eksisterende person. Alberto Rivera fortæller fra de vatikanske arkiver, at moderkirken var med i grundlæggelsen af islam, herunder Muhammad og hans katolske kone Khadija. Der er generelt modstand mod Riveras historie fordi det ikke er verificerbart. Men taler Rivera sandt, har han afsløret en katolsk hånd i islams oprindelse, og det vil være naturligt at evig fornægtelse er moderkirkens eneste våben. Abbasiderne har formodentlig samlet den afdøde Muhammads historie op og stillet sig på skulderne af den katolske kirkes arbejde, og som sagt spundet historien efter deres formål.

Problemet med profetens liv og karakter:

Muhammeds liv, som det beskrives i de islamiske kilder, er fuld af modsigelser og sene tilføjelser. F.eks. er der beskrivelser af hans rejser, kampe og åbenbaringer, der først blev nedskrevet flere århundreder efter hans død og derfor kan være blevet ændret eller overdrevet for at fremhæve hans rolle som profet og religiøs leder – mange af de fortællinger om Muhammed, som findes i Haditherne, kan have været skabt for at understøtte juridiske og religiøse beslutninger i det 9. og 10. århundrede, snarere end at afspejle faktiske begivenheder i Muhammeds liv.

Problemerne med Koranen

Koranens problemer

De tidligste kendte Koran-manuskripter stammer fra 8. og 9. århundrede, ikke fra Muhammeds tid, og viser tusindvis af tekstvarianter. Der findes ingen samtidige eksemplarer af Uthmans påståede standardiserede Koran, og manuskripter som Sana’a-palimpsesten viser, at teksten er blevet redigeret over tid. Flere versioner af Koranen eksisterede, med varierende antal suraer, og der er opdaget over 30 forskellige læsninger (qira’at), der viser betydelige forskelle. Derudover tyder forskning på, at dele af Koranen er lånt fra tidligere kristne og jødiske kilder, hvilket udfordrer påstanden om dens guddommelige oprindelse.

Problemerne med Koranens historie er omfattende og udfordrer påstanden om, at Koranen er en uforanderlig og perfekt bevaret åbenbaring fra Gud. Manglen på tidlige manuskripter fra det 7. århundrede, variationerne i de eksisterende manuskripter, og forskellene mellem de mange qira’at (forskellige måder at recitere og læse Koranen på), kombineret med de mange tekstændringer og redaktionelle tilpasninger, viser, at Koranen har undergået betydelige forandringer gennem tiden. Desuden tyder forskningen på, at Koranen er blevet sammensat af eksisterende religiøse tekster fra jødiske, kristne og andre kilder, hvilket yderligere underminerer den traditionelle islamiske fortælling om Koranens oprindelse og autenticitet.

Manglen på samtidige manuskripter fra Muhammeds tid:

Ifølge islamisk tradition blev Koranen samlet under kaliffen Uthman i år 652, cirka 20 år efter Muhammeds død. Uthman skulle angiveligt have sendt fem kopier af den standardiserede Koran til forskellige byer (Mekka, Medina, Basra, Kufa og Damaskus), og han skulle have ødelagt alle konkurrerende versioner. Problemet er, at der ikke findes nogen af disse oprindelige eksemplarer af Koranen. Ingen af de påståede ”Uthmanske Koraner” er bevaret, hvilket rejser spørgsmål om, hvorvidt denne standardisering overhovedet fandt sted, som det hævdes.

De tidligste kendte Koran-manuskripter:

De tidligste manuskripter af Koranen, som vi har i dag, såsom Topkapi-manuskriptet (i Istanbul) og Samarkand-manuskriptet (i Uzbekistan), dateres ikke til det 7. århundrede, men snarere til det 8. og 9. århundrede (100-200 år efter Muhammeds død).

Topkapi-manuskriptet er dateret til det 8. århundrede og indeholder mange tekstvarianter i forhold til den Koran, der bruges i dag. Forskning har afsløret, at Topkapi-manuskriptet indeholder over 2.270 variationer fra den nuværende Koran.

Samarkand-manuskriptet er også fra det 8. eller 9. århundrede og mangler store dele af Koranen. Desuden indeholder det flere grammatiske fejl, som peger på, at det er en ufærdig eller dårligt udført kopi.

Sana’a-manuskriptet, der er et af de ældste kendte Koran-manuskripter, blev opdaget i en moské i Sana’a, Yemen, i 1972. Det indeholder en ”palimpsest”, hvilket betyder, at der er to lag tekst. Den oprindelige tekst i det nederste lag adskiller sig betydeligt fra den nuværende version af Koranen, hvilket antyder, at teksten er blevet ændret eller redigeret over tid. Forskere har fundet over 70 forskelle i blot 63 vers i det nederste lag.

Problemer med Koranens bevaring og ændringer:

Muslimer hævder ofte, at Koranen er blevet bevaret uændret siden Muhammeds tid, og at end ikke ét ord eller ét enkelt bogstav er blevet ændret. Det baserer de på en bogstavelig fortolkning af Koranens egne vers, som hævder, at Gud vil beskytte og bevare Koranen (f.eks. Koranen 15:9). Men de tidlige manuskripter afslører som sagt mange variationer, hvilket viser at Koranen har gennemgået mange redaktionelle ændringer og tilpasninger gennem tiden – den er ikke uændret.

Selv moderne forskere som Yasir Qadhi (som Jay Smith også adresserer^[2]), har indrømmet, at der er ”huller” i islams standard fortælling om Koranens samling og bevaring (Standard islamic Narrative – SIN). Qadhi er en amerikansk muslimsk teolog, akademiker og offentlig taler, der er kendt for sit omfattende arbejde inden for islamisk teologi og uddannelse og han fik sin islamiske uddannelse fra det prestigefyldte islamiske Universitet i Medina, hvor han tog sin bachelorgrad i hadithstudier og senere en mastergrad i islamisk teologi. Hans indrømmelse er i sig selv en møllesten om halsen på islam.

I en berygtet debat^[3], medgav Qadhi både at spørgsmålet om de forskellige versioner og læsninger af Koranen har været et følsomt emne for muslimske lærde i over 1.000 år, og at der er mange ubesvarede spørgsmål om, hvordan Koranen blev til. Han indrømmer, at forskellige versioner af Koranen eksisterede, og at Othman ændrede og standardiserede Koranen, hvilket skabte tvivl om den oprindelige overleverings nøjagtighed. Derudover påpeger han, at selv blandt muslimske lærde er der usikkerhed og uafklarede spørgsmål omkring Koranens bevarelse og nøjagtighed.

Han nævner, at standardnarrativet har huller, som ikke besvarer bl.a. dette meget presserende spørgsmål om ægtheden af nutidens koranversion, hvilket kan føre til en krise for nogle muslimer, da de lærde i den østlige verden generelt er uvidende om de spørgsmål, der rejses af vestlige akademikere. Han fortæller endvidere at muslimernes reaktion er, at med respekt for Koranen presse lidt på spørgsmålene og derefter sige ”Al lovprisning tilkommer Allah”. Og så stopper undersøgelserne der. Der er denne religiøse røde linje som undertrykker akademisk erkendelse.

Problemer med de forskellige versioner af Koranen:

Efter Uthmans påståede standardisering af Koranen, var der stadig flere konkurrerende versioner af Koranen i omløb. For eksempel havde Ubayy ibn Ka’b’s version 116 suraer (to mere end den nuværende Koran), mens Ibn Mas’uds version havde 110 suraer (fire mindre end den nuværende Koran). Arthur Jeffery, en forsker, der studerede Koranens historie, har dokumenteret at der var over 15.000 tekstvarianter mellem de forskellige tidlige versioner af Koranen, som skabte stor forvirring og uenighed blandt muslimer i det tidlige rige.

Det tyder på at Koranen blev nedskrevet og overleveret i forskellige versioner, og at Uthmans forsøg på at standardisere teksten ikke var så effektiv eller definitiv, som det hævdes. Problemet er, at ingen af disse oprindelige kopier er bevaret. Vi har ikke nogen eksemplarer af disse angivelige kopier, hvilket som sagt skaber tvivl om, hvorvidt denne standardisering overhovedet fandt sted på den måde, som traditionen hævder.

Udviklingen af den arabiske skrift og hvordan dette påvirkede Koranens læsning og standardisering over tid, er et stort problem. Der er seks bogstaver i det arabiske alfabet som ikke kræver prikker eller diakritiske tegn for at kunne genkendes – aleph, lam, mim, nun, og waw. Resten af alfabetets 22 bogstaver er afhængige af prikker for at adskille dem fra hinanden. f.eks.:

ﻴﺑﺖَّ – Hus
ﺒﻧَﺖََُّ – Det spirede
ﻴﺑﺖَّ – Blev over
ﻨﺑِﺖ – En pige/datter
ﻨﺑَﺖَ – Hun byggede
ﺒﺛَﺖََُّ – stod fast
ﺒﻧَﺖََُّ – Voksede
ﺘﻧَﺐُ – Vi angrer
ﺘُﻳﺐ – Han angrer
ﺘُﺗﺐ – Hun angrer
ﺒﻳﺚُّ – Han spreder/ han udsender
ﺒﺗﺚُّ – Hun spreder/udsender
ﺒﻧﺚُّ – Vi spreder/udsender
ﺒﺛﺖَّ – Han fikserede / gjorde fast
ﺒﺗَﺖَُّّ – Hun ødelagde
ﺘﻧﺐُّ – Vi ødelægger
ﺘﺗﺐُّ – Du ødelægger
ﺒﺗﺖ – Det blev ødelagt
ﺒﺗُﺖُُّ – Jeg angrede

Disse prikker blev dog først tilføjet i det 8. århundrede og var ikke en del af de oprindelige arabiske manuskripter fra det 7. århundrede. Det betyder, at de tidligste manuskripter af Koranen blev skrevet uden disse prikker, hvilket gjorde dem sværere at læse og fortolke.

Derudover er der de dialektiske forskelle i udtalen af arabisk, som kræver brug af vokaltegn. For at kunne repræsentere forskellige dialekter i skrift, skal man bruge tre grundlæggende vokaltegn: dhamma, som står for u-lyden, kasra, som står for e-lyden, og fatha, som står for a-lyden. Disse vokaltegn blev først tilføjet i slutningen af det 8. århundrede og begyndelsen af det 9. århundrede, hvilket igen indikerer, at de tidligste Koran-manuskripter ikke havde disse hjælpemidler.

Når vokalen Fatha ” ـَ ” er placeret over bogstavet ” ب ” det producerer en lyd ”ba”.
Når vokalen Kasra ” ـِ ” er placeret under bogstavet ” ب ” det producerer en lyd ”bi”.
Når vokalen Damma ” ـُ ” er placeret over bogstavet ” ب ” det producerer en lyd ”bu”.
Når vokalen Fatha ” ـَ ” er placeret over bogstavet ” ت ” det producerer en lyd ”ta”.
Når vokalen Kasra ” ـِ ” er placeret over bogstavet ” ت ” det producerer en lyd ”ti”.
Når vokalen Damma ” ـُ ” er placeret over bogstavet ” ت ” det producerer en lyd ”tu”.
Når vokalen Fatha ” ـَ ” er placeret over bogstavet ” ث ” det producerer en lyd ”sa”.
Når vokalen Kasra ” ـِ ” er placeret under bogstavet ” ث ” det producerer en lyd ”si ”.
Når vokalen Damma ” ـُ ” er placeret over bogstavet ” ث ” det producerer en lyd “su ”.

Problemet er, at da Abdul Malik kom til magten, ønskede han at standardisere Koranen, fordi han introducerede en profet, som skulle have en hellig bog. På dette tidspunkt blev der ikke brugt prikker eller vokaltegn i arabisk skrift, hvilket skabte denne udfordring. Forskellige byer som Kufa, Kairo og Damaskus begyndte derfor at indsætte deres egne prikker og vokaltegn i Koranen efter eget skøn. Dette førte til, at der opstod flere versioner af Koranen i forskellige områder. Jay Smith nævner at ifølge en akademisk undersøgelse foretaget af Shady H. Nasser, nåede antallet af forskellige koraner på et tidspunkt i det 10. århundrede op på omkring 700 varianter.

Mange manuskripter lider under samme sløsede håndtering af teksten, som Vaticanus, Alexandrinus og Sinaiticus^[4], der menes at være de bedste manuskripter da de er ældst. Men de har overlevet som de ældste fordi sande kristne har afvist manuskripterne og ingen har brugt/slidt dem, fordi de er ubrugelige.

Tidlige Koran-manuskripter, særligt de såkaldte Sana’a-manuskripter fundet i Yemen i 1972, har manuskriptvariationer i ”lower text” (de oprindelige underliggende tekster), afslører forskelle i både struktur og indhold, som spænder fra mindre ændringer til hele sætninger, der afviger fra hinanden. Disse variationer omfatter forskellige sætninger, udtryk, verber, substantiver, præpositioner og pronominer. I alt er der identificeret 63 vers med 70 varianter (i Sana’a-manuskriptetne). Sana’a-manuskripterne indeholder både en øvre og en nedre tekst, hvor den nedre tekst er blevet slettet og derefter overskrevet med den øvre tekst. Det viser en proces med redigering og standardisering af Koran-teksten i de tidlige århundreder af islam. Fundet afslører vigtige oplysninger om Koranens tidlige udvikling og mulige tekstuelle variationer i de første generationer af islam.

Der er 25 tilfælde, hvor der er forskelle i udsagnsord, navneord, artikler, tillægsord og bindeord. Der er også 29 tilfælde med variationer i enkelte bogstaver, forholdsord og udtryk. Desuden er der 16 tilfælde, hvor hele sætninger er forskellige. Nogle af disse forskelle findes i de samme vers.

Asma Hilali har argumenteret for, at disse tekster kunne være ”skoletekster”, altså øvelser for elever. Teorien afvises dog af andre forskere, fordi elever næppe ville bruge det dyre pergament til øvelser, og desuden er teksterne dateret til en tid, der er for tidlig til at passe ind i en sådan kontekst. Dr. Elisabeth Puin hævder, at disse manuskripter repræsenterer en spirende version af Koranen, hvor rettelser blev foretaget, derefter vasket væk og omskrevet omkring år 705 e.Kr. Disse tidlige rettelser peger på en proces, hvor Koranen endnu var ved at tage sin endelige form.

Der er også nogle, der mener, at der findes endnu ældre versioner af Koranen, som kunne give yderligere indblik i tekstens udvikling. Dette skaber et stærkt incitament til at undersøge de ældste eksisterende manuskripter yderligere for at forstå, hvordan Koranens tekst har ændret sig over tid.

Manuskripterne Topkapi (Tyrkiet), Samarkand (Usbekistan), Ma’il (London, England), Petropolitanus (Paris, Frankrig), Al Husseini (Cairo, Ægypten) og Sana’a (Yemen) – en sammenfatning mellem de 6 manuskripter viser flere væsentlige observationer. For det første er ingen af de tidligste kendte manuskripter dateret til det 7. århundrede, den periode hvor Koranen traditionelt menes at være blevet færdiggjort. Desuden er ingen af disse manuskripter komplette, hvilket betyder, at der ikke findes en fuld version af Koranen blandt dem. Derudover stemmer ingen af manuskripterne fuldstændigt overens med hinanden, hvilket igen indikerer, at der har været variationer i tekstens udvikling. De stemmer heller ikke fuldstændigt overens med den nuværende version af Koranen, som blev standardiseret i 1924 i form af Hafs-teksten. Alle de tidlige manuskripter indeholder hundredvis, og i nogle tilfælde tusindvis, af variationer, hvilket rejser spørgsmålet om, hvornår der nogensinde har været en komplet og ensartet version af Koranen, og om vi måske for nylig har opdaget endnu ældre eksemplarer, som kan kaste mere lys over udviklingen.

Problemer med Koranens læsninger (Qira’at):

Der findes mange forskellige qira’at af Koranen (læsevariationer – forskellige måder at recitere og læse Koranen på), som hver har deres egne unikke måde at udtale ord og fortolke tekst på. Ibn Mujahid, en muslimsk lærd fra det 10. århundrede, blev ansvarlig for at vælge syv kanoniske læsninger af Koranen. Disse syv læsninger repræsenterer forskellige dialektiske forskelle og læsetraditioner fra forskellige regioner. Disse læsninger stammer ikke fra Muhammads tid, men fra det 8. og 9. århundrede, og de muslimer, som i dag mener, at disse læsninger stammer fra Muhammad, ignorerer de historiske datoer.

Senere, i 1194, blev to discipellæsninger fra hver af de oprindelige syv qiraat udvalgt af Al-Shatibi, hvilket tilføjede yderligere 14 læsninger til de oprindelige syv. Disse discipellæsninger var variationer, der kom fra de nærmeste efterfølgere af de oprindelige qiraat-læsere, men med forskelle i vokalisering, udtale og diakritiske tegn.

Igen i det 15. århundrede, i 1429, udvalgte Al-Jazari yderligere 9 læsninger for at supplere de eksisterende 21, hvilket bragte det samlede antal til 30 qiraat-læsninger. Hver af disse havde forskelle, som beløb sig til 93.000 forskelle mellem Hafs-læsningen (den mest anvendte version i dag) og de andre læsninger – forskelle med markante forskelle i ordlyd, mening og nogle gange endda i doktrin – nogle af disse forskelle påvirker altså både teologi og praksis i islam, hvilket modsiger påstanden om, at Koranen er bevaret perfekt og uændret – hvis den nogensinde har været det.

Et par eksempler på hvad forskelle i vokalisering betyder, er der ordene ”Malik” eller ”Maalik” (sura 1:4). Malik betyder ”konge” eller ”hersker”, og Maalik betyder ”ejeren”. Begge ord formidler en lignende idé, men der er en nuanceforskel i, om Gud beskrives som en konge (som regerer) eller en ejer (som har fuldstændig ejerskab) af Dommens Dag.

Forskelle i betydningen af verber der bliver udtalt forskelligt i forskellige læsninger, kan være ”Yaqtulun” eller ”Yuqatilun” (i sura 2:61; 2:91, 2:190, 4:74). Yaqtulun betyder ”de dræber” og Yuqatilun betyder ”de kæmper”. Den ene læsning indikerer direkte handling (drab), mens den anden lægger vægt på at kæmpe i almindelighed. Det påvirker fortolkningen af jihad eller kamp i visse vers, hvor forskellen mellem at ”dræbe” og ”kæmpe” kan have betydning for retfærdiggørelse af vold eller forsvar.

Forskelle i grammatik og syntaks – hvordan ord bøjes eller forbindes i sætninger, kan ændre meningen af et vers. F.eks. ”Watakhidhu” eller ”Watakhadhu” (sura 2:125). Wa-Saaa Masira betyder ”Og tag Abrahams plads som et sted til bøn”, mens Saaa Masira betyder ”Og de tog Abrahams plads som et sted til bøn”. Er det bydeform eller datid? I den ene læsning er der en direkte befaling, mens den anden læsning beskriver en tidligere handling.

Forskelle i subjekt eller objekt, kan føre til ændringer i forståelsen af, hvem der handler, eller hvem der bliver handlet imod. Takulu betyder ”du siger”, og Tukalu betyder ”det siges”. Denne forskel kan ændre, hvem der taler i verset – om det er en direkte tale til profeten eller om en mere generel beskrivelse af en situation. F. eks. Sura 43:31 – Takulu: ”Og de siger: ’Hvorfor blev denne Koran ikke åbenbaret til en stor mand fra de to byer?’”, og Yuqalu ”Og det siges: ’Hvorfor blev denne Koran ikke åbenbaret til en stor mand fra de to byer?’”. Takulu gør det klart, at det er folket (”Og de siger”), der siger noget, og fokuserer på dem som kilden til undren. Yuqalu formidler det samme indhold, men i en passiv form (”Og det siges”), hvor subjektet ikke er specificeret, hvilket kan give et mere generelt eller upersonligt udtryk for folks tanker.

Den mest udbredte qira’at i dag er Hafs-læsningen. Den blev først standardiseret i 1924 i Ægypten og blev senere vedtaget af Saudi-Arabien som den officielle version for hele den muslimske verden i 1985. Og næst mest udbredte version er kendt som Warsh, som er populær i Nordafrika. Der over 5.000 forskelle alene mellem Hafs og Warsh læsningerne!

Dan Brubaker udgav en bog, ”Corrections in Early Qur’an Manuscripts”, der fokuserer på de konsonantale varianter i Koranens tidligste manuskripter, med formålet at belyse ændringer, der er sket i Koranen over tid. Konsonantale varianter refererer til forskelle i de konsonanter, der findes i tidlige versioner af Koranen. I modsætning til de diakritiske tegn, som blev tilføjet senere for at indikere vokaler og rette udtalen, er konsonanter de grundlæggende bogstaver i teksten. Disse tidlige manuskripter blev skrevet uden diakritiske tegn, hvilket betyder, at de konsonantale forskelle i teksten er særligt betydningsfulde. Varianterne indikerer ændringer, som kan påvirke forståelsen af teksten, da arabisk er et konsonantbaseret sprog, og selv små variationer i konsonanter kan ændre ordets betydning.

Brubaker har identificeret op til 4.000 af disse konsonantale forskelle i tidlige Koran-manuskripter. Mange af dem er senere blevet ændret – nogle er blevet slettet, andre er overskrevet med nye konsonanter, og i visse tilfælde er manuskripterne blevet dækket med tape for at skjule ændringerne. Dette viser, at der har været en aktiv indsats for at redigere og standardisere teksten gennem de sidste 1.400 år.

Denne forskning underminerer ideen om, at Koranen er uforandret siden dens åbenbaring, hvilket er en central trosforestilling i islam. Ved at vise at der er sket ændringer i de tidligste versioner af Koranen, udfordrer Brubakers forskning den opfattelse, at teksten har været bevaret perfekt og uden menneskelige indgreb siden profeten Muhammads tid.

Problemer med Koranens inspiration fra andre kilder:

Flere forskere har påvist, at store dele af Koranen sandsynligvis er lånt fra tidligere religiøse kilder, herunder jødiske og kristne apokryfe skrifter, samt zarathustrianistiske og ethiopiske kilder. For eksempel har forskeren Christoph Luxenberg argumenteret for, at mange af Koranens ”mørke passager” (uforståelige eller uklare vers) oprindeligt stammer fra syriske kristne lektier (liturgiske tekster) og hymner. Han påviste, at hvis man fjerner de arabiske vokaler og diakritiske tegn fra Koranens tekst og erstatter dem med dem fra syrisk (Aramæisk), fremstår mange af Koranens passager som værende kristne tekster om Jesus.

F.eks. i Sura 18:17-31, fortælles en beretning om en gruppe unge mænd, der søgte tilflugt i en hule for at undslippe forfølgelse. De faldt i en dyb søvn, som varede i flere århundreder, før de blev vækket igen. Denne historie er kendt som ”Folkene i hulen” eller ”Ashab al-Kahf” på arabisk. Denne beretning har en bemærkelsesværdig lighed med den kristne legende om ”De syv sovende i Efesos”, som er en velkendt historie i kristen tradition. Ifølge denne kristne legende blev en gruppe kristne unge mænd fra byen Efesos (i det nuværende Tyrkiet) forfulgt under den romerske kejser Decius’ regeringstid (ca. 249-251 e.Kr.). De søgte tilflugt i en hule og faldt i en mirakuløs søvn, der varede i flere hundrede år. Da de vågnede, var kristendommen blevet den officielle religion i Romerriget.

Ligheden mellem disse to beretninger, både i indhold og temaer, afslører, at historien i Sura 18 har sin oprindelse i kristne traditioner og fortællinger. Historien i Koranen indeholder dog også visse variationer og unikke elementer. For eksempel lægger Koranen vægt på Guds vilje og den lærdom, man kan drage af historien om de unge mænds troskab og tillid til Gud, uanset hvor længe de sover. I islamisk tradition bruges denne historie som en metafor for guddommelig beskyttelse og troens triumf over undertrykkelse.

Historien om Moses i Sura 20:1-40, afspejler mange af de samme begivenheder, som findes i Bibelen. Begge fortællinger fokuserer på Moses som Guds udvalgte leder, der skal udfri israelitterne fra Ægypten, og indeholder centrale episoder som Moses’ mirakuløse redning som spædbarn, hans kald ved den brændende busk, og hans mission til Farao. Selvom der er nogle variationer i detaljerne og vægtningen, er det tydeligt, at Koranens version af Moses’ historie er lånt fra bibelske beretning.

Disse tekster er fra tiden før Koranen, før Muhammed, og dermed præ-islamiske. De blev skrevet af kristne, jødiske og sekulære arabiske forfattere, og blev senere kapret af muslimer i det 8.-10. århundrede, som en del af deres åbenbaringer. Det viser igen tydeligt, at Koranen er blevet sammensat og tilpasset fra eksisterende religiøse tekster, hvilket udfordrer påstanden om, at Koranen blev åbenbaret direkte af Gud til Muhammed.

Sura 19, der hedder Maria, indeholder ligheder med kristne apokryfe tekster som Proto-evangeliet af Jakob og Pseudoevangeliet af Matthæus. Disse tekster fokuserer på Marias mirakuløse fødsel af Jesus og Jesu tidlige liv, hvilket også findes i Koranens fremstilling af Maria som jomfru og Jesus som profet, der udfører mirakler som barn. De apokryfe tekster beskriver bl.a. Maria som en særlig udvalgt kvinde, hvilket Koranen også gør. Derudover indeholder de apokryfe evangelier historier om Jesu tidlige mirakler, som ikke findes i de kanoniske evangelier, men er til stede i Koranen, såsom Jesus, der taler fra vuggen og former fugle af ler, der bliver levende. Dette viser at Koranens tekst har lånt disse traditioner fra apokryfe kristne kilder, som var udbredt i regionen, og tilpasset dem til en islamisk kontekst, hvor Jesus ikke er Guds søn, men en profet.

Problemet med samlingen af Koranen under Abbasiderne:

Mange af de islamiske kilder om Koranens historie blev som sagt først samlet og nedskrevet under Abbaside-dynastiet i det 8. og 9. århundrede, som havde en interesse i at standardisere islamisk tro og praksis for at konsolidere deres politiske magt.

Abbasiderne, som var imod Umayyaderne, forsøgte at legitimere deres styre ved at skabe en stærkere forbindelse til den islamiske arv. En del af denne strategi var at støtte udviklingen af islamisk ret (fiqh) og teologi, herunder Koranens samling og standardisering. Abbasidernes legitimitet afhang af deres position som beskyttere af islam, hvilket kan have påvirket, hvordan Koranen blev redigeret og organiseret i deres periode. Ved at centralisere kontrol over Koranens tekst og de islamiske institutioner under Abbasidekalifatet forsøgte de at fremme deres egen version af islamisk ortodoksi. Det skabte dog en situation, hvor forskellige regioner fortsatte med at bruge deres lokale versioner af Koranen indtil standardiseringen blev etableret.

Samlingen af Koranen under Abbasiderne præsenterer flere udfordringer for forestillingen om, at Koranen er blevet perfekt bevaret uændret siden Muhammeds tid. Tidsforskellen mellem Muhammeds død og de islamiske kilders tilblivelse, mangfoldigheden af Koran-versioner samt de politiske implikationer af Abbasidernes forsøg på at etablere en standardiseret version af Koranen, skaber tvivl om den tidlige islamiske tradition omkring Koranens tilblivelse og bevarelse.

Problemet med Koranens standardisering i moderne tid:

Den Koran, som muslimer bruger i dag, er hovedsageligt baseret på Hafs-læsningen, der blev valgt i 1924 af ægyptiske myndigheder for at undgå forvirring blandt studerende i Cairo, der brugte forskellige versioner af Koranen. De andre versioner blev smidt i Nilen for at blive ødelagt. Saudi-Arabien valgte senere, i 1985, at gøre denne version til den officielle Koran for hele den muslimske verden. Det betyder at den version af Koranen, som bruges af langt størstedelen af verdens muslimer, kun har været standardiseret i lidt over 100 år, hvilket rejser spørgsmålet om, hvad der blev brugt før da, og hvordan disse varianter opstod.

Afslutning

Det står klart, at det muslimer baserer deres tro på i forhold til deres bog, mand og sted – Koranen, Muhammad og Mekka, kommer fra islamiske traditioner, der først blev skrevet ned 200-300 år efter begivenhederne – eller måske endda senere – og geografisk er placeret langt nord for det område, hvor islam hævder at have sin oprindelse.

Konklusionen er, at araberne i det 7.-8. århundrede, for at skabe deres egen unikke identitet, havde brug disse søjler. Men udviklingen tog ikke blot 22 år, som den islamiske tradition hævder, men flere århundreder. Islam er, ligesom andre religioner, et menneskeskabt fænomen, i modsætning til kristendommen.

Denne historiske kritik er blevet populær af flere grunde. Den er visuel og baseret på billeder af mønter, indskrifter, bygninger, kort, tidslinjer og manuskripter. Man behøver ikke at kende arabisk for at forstå eller bruge denne tilgang. Kritikken er grundlæggende for alt, hvad muslimer tror på, da den fokuserer på én bog, én mand og ét sted – og uden nogen af disse tre falder islam fra hinanden – er Muhammad ikke hvem de påstår, falder islam sammen. Er Koranen ikke taget ud af himmelen og båret op igennem tiderne bevaret og uforandret, falder islam sammen. Er Mekka ikke oldtidens religiøse og økonomiske centrum, forsvinder grundlaget for centrale islamiske praksisser, og islam falder sammen.

Vi har beviserne, så det er nu muslimerne, der må ”argumentere ud fra stilhed”, ikke os. Kritikken er historisk neutral og dermed ikke islamofobisk eller hadefuld tale, hvilket gør den brugbar for alle. Vi kristne har den eneste bog, den eneste mand og det eneste sted, der har bestået disse kritikker. Vi har en bedre respons og en bedre løsning – nemlig Bibelen der underviser os om Jesus Kristus fra Nazaret og Hans evangelium om evig frelse.

^[1] Se artiklen ”” under afsnittet Konstantin og soldyrkelsen

^[2] Se videoer som ”Jays analysis of Qadhis HOLES IN THE NARRATIVE!”, ”Jays UltraCrepidarian Response to Yasir Qadhi” og ”Dr Jay Smith vs Shaykh Yasir Qadhi (Revisited) | Holes in the standard narrative”.

^[3] Se f.eks. ”Mohammad Hijab Interviews Dr. Yasir Qadhi - Is the Quran Preserved ? | Compilation by: Rob Christian”.

^[4] Se ”Bibelens Historie”

Sandheden om islams oprindelse