Progressiv Kristendom

af Kim Andersen
Lagt på d. 05/05-24



Rødderne til progressiv kristendom kan spores tilbage til Social Gospel-bevægelsen i 1800tallets USA og Storbritannien, og kan kategoriseres som en protestantisk kristen intellektuel bevægelse, der har fokus på sociale og etiske aspekter af kristendommen. Der er, set med kødelige, verdslige øjne, gode moralske hensigter i bevægelsen, men det er også begrænset dertil – det åndelige bedrag i deres anskuelser, er diabolske.

Det handler om spørgsmål som fattigdom, ulighed og uretfærdighed - at leve et liv i tjeneste og medfølelse for andre, herunder at arbejde for forbedringer af samfundene som de marginaliseredes rettigheder, alle menneskers indbyrdes forbundethed og behovet for kollektiv handling, for at løse sociale problemer. Det sociale evangelium bygger på troen på, at alle mennesker er skabt i Guds billede og er berettigede til værdighed og respekt. Den tilskynder kristne til at arbejde hen imod at skabe et mere retfærdigt og ligestillet samfund.

Selvom det er en bevægelse der er forskellig fra ”Kongerige nu” evangeliet – også kaldt ”Herredømme teologi”, så er der fællestræk. ”Kongerige nu” teologien er en del af den karismatiske bevægelse. Den hævder, at kristne bør arbejde for at bringe Guds rige til jorden i den nuværende tid, hvilket indebærer at kristne tager autoritet på forskellige områder af livet, herunder regering, medier og uddannelse, for at skabe et samfund styret af kristne værdier før Jesus kommer igen.

Både progressiv kristendom og Kongerige nu-teologi går ind for en væsentlig forandring af samfundet. Progressive kristne fokuserer ofte på social retfærdighed, mens Kongerige nu-tilhængere fokuserer på at etablere Guds herredømme på alle områder af samfundet. Begge bevægelser tilskynder til aktiv deltagelse i samfundsanliggender. Progressive kristne engagerer sig ofte i aktivisme relateret til menneskerettigheder og miljømæssig bæredygtighed, mens Kongerige nu-teologien fremmer kristen ledelse og indflydelse på tværs af forskellige samfundsdomæner.

Deres syn på endetiden og Guds rige divergerer betydeligt. Progressiv kristendom lægger generelt ikke vægt på Kristi bogstavelige herredømme på jorden før den endelige dom, og betragter ofte ”Guds rige” mere som en metaforisk opfordring til at gennemføre retfærdighed og fred. I modsætning har Kongerige nu-teologien en mere nærværende og bogstavelig fortolkning, idet den tror på kristnes rolle i at etablere Guds rige på jorden nu. Progressiv kristendom har en tendens til at anvende en mere kritisk og ofte metaforisk fortolkning af Bibelen, åben for historiske og kritiske metoder til bibelforskning. Kongerige nu-teologien, selvom den også er potentielt innovativ i fortolkningen, bruger generelt en mere bogstavelig tilgang til profetier og eskatologi.

Spoler vi tiden frem til begyndelsen af 2000, bliver vi præsenteret for ”emergent church”-bevægelsen, som forsøgte at genskabe kirkens rolle i et samfund i hastig forandring, hvor traditionelle religiøse elementer blandes med nye, innovative former for gudstjeneste og samfundsliv. Moderne progressiv kristendom er blevet kendetegnet ved dets fokus på emner som LGBTQ+ inklusion, raceretfærdighed, miljøisme og interreligiøs dialog. Netværk og organisationer såsom ”Center for Progressive Christianity”, er blevet etableret for at støtte og forbinde ligesindede fællesskaber globalt.

Der er kontinuerligt debatter i de progressive kristne kredse, med diskussioner om hvor radikalt bevægelsen skal fortolke skrifterne og doktrinerne, og balancere tradition med progressive idealer. Med andre ord, søger bevægelsen at finde grænsen for hvor langt væk fra Guds Ord de kan gå, for at favne verden – en konstant debat om at skabe en religion, der finder størst tilslutning.

Den endelige form af bevægelsen har fået styrke igennem kirkelige forandrings-agenter, som jeg har fortalt om i artiklen ”Målrettet søgerfølsomhed - verdens invasion af menigheden”. Kræfterne bag denne progressive kristendom er i tæt forbund med tidsånden der nu søger at nedbryde den gamle verdensorden, for at indstifte den nye, der ifølge Bibelen vil blive underlagt Antikrist i 7 år, også kaldt Trængslen. Det er en religiøsisering, hvor kristennavnet kapres til at favne populære ”Woke” emner som den grønne agenda, talen om ”White Privilege” / ”White Supremacy” – at det hvide kristne, hetro-seksuelle menneske har uretmæssige privilegier, hvilket er ét af brændpunkterne i Black Lives Matter bevægelsen, tillige med kampen imod det patriarkalske, i hvilken form som helst, men særligt kønsnormerne[1].

Det er praktisk talt al teologisk forståelse der vendes på hovedet, så det bliver langt at skulle igennem al bevægelsens vranglære. Men jeg vil give dig nogle vigtige punker, som viser hvorfor du skal gå langt, langt uden om progressiv kristendom.

Evangeliet hos Progressiv Kristendom


Progressiv kristendom, er ikke bibelsk kristendom – langt fra. Det er et falsk evangelium der fjerner mennesket fra Frelseren. På Center for Progressive Christianitys webside sætter Bret Myers ord på det trosmæssige i bevægelsen. Først kort om Myers. Siden 1. august 2020 har han fungeret som midlertidig præst i First Congregational UCC i Waterloo, Iowa. United Church of Christ blev dannet i 1957 gennem en fusion af flere kirker, herunder Congregational Christian Churches og Evangelical and Reformed Church, der ligeledes er kendt for sin progressive teologi og stærke støtte til social retfærdighed. UCC er ofte i front med inklusiv politik, de har f.eks. været foregangsmænd i kampen for LGBT-rettigheder og miljømæssig bæredygtighed.

Myers’ doktorgradsarbejde ved University of Wisconsin fokuserede på etik inden for bioetik og han har også en mindre grad i sydasiatiske studier, hvor hans interesse for Mahayana-buddhisme og sufisme inden for islam voksede. Myers tilgang til prædiken og undervisning er progressiv og pluralistisk, idet han søger sandheder fra mange religiøse og filosofiske kilder. Han lægger stor vægt på at udfordre folk til at tænke kreativt og udvide deres medfølelse til hele skaberværket. Bret har en passion for at fremme åndelig vækst gennem smågrupper og rådgivning[2].

Han fortæller

Jesus havde aldrig til hensigt at dø for vores synder eller redde os ved sin død. Han bad os om at følge ham og gøre som han gjorde, idet han bekræftede, at vores befrielse er resultatet af at leve ved at påtage os vores eget ansvar for at indpode hans dyder og værdier i os selv, ikke ved dovent at hævde, at vi ikke behøver at tage vores eget kors op, fordi han gjorde det hele for os.

Ved at skabe en religion af tro på Jesus i stedet for en livsstil med at leve efter Jesu vej, har de herskende magter effektivt undergravet Jesu ligestillingsfremmende og imperieknusende etik og bevaret deres egen position af privilegium og status og overbevist folk om, at tro på Jesus vil redde dem snarere end behovet for faktisk at følge hans veje — og dermed gjort dem passive i deres handlinger og sikre i deres tanker om, at frelse kommer fra, hvad du tror, og ikke fra, hvordan du opfører dig.[3]

Det er dermed et andet evangelium end det, apostlene forkyndte. Det mest alment kendte vers i Bibelen er Joh. 3:16 , og fra Jesu egen mund lyder det, ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Myers påstår at det ikke var Jesu hensigt at dø. Men Bibelen er tydelig. Formålet med Jesu komme var at give sit liv ”som løsesum for mange” (Matt. 20:28). Skulle man misforstå det tydelige budskab i Joh. 3:16 , uddyber Peter: ”I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde. Hertil var han forud bestemt, før verdens grundvold blev lagt, men blev ved tidernes ende åbenbaret for jeres skyld”, (1. Pet. 1:18-20). Fra evigheden var det bestemt at Jesus skulle løskøbe os fra syndens forbandelse. Profeterne forudsagde flere hundrede år før Hans komme at Han skulle korsfæstes. David profeterede i Jesu sted at ”de har gennemboret mine Hænder og Fødder” (Sal. 22:16) og Zakarias at Israel i fremtiden ”ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham” (Zak. 12:10 , se Joh. 19:37).

Det var Jesu entydige mål for Hans første komme at dø og udgyde sit blod på korset – det var besluttet i evigheden, da universet endnu ikke var til! Det kan ikke siges mere klart og tydeligt, og det er umuligt at misforstå. Derfor bliver det også så meget mere tydeligt, at det er med forsæt at der dannes et perverteret evangelium.

Myers revser patriarkatet for at det har skabt en religion af tro frem for livsstil, mens Jesus tydeligt siger, som fortsættelse i passagen fra Joh. 3:16 at, ”Den, som tror på ham, dømmes ikke; den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn” (Joh. 3:18). Myers flytter sig fra nådesevangeliet til et evangelium af gerninger – du skal følge en livsstil, der er er indifferent omkring hvem og hvad Jesus er og hvad Han har gjort.

Paulus omtaler frelsen som ”en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror” (Romerne. 3:22). Apostlenes evangelium er at Jesus fra evigheden var det planlagte offer, som vi igennem troen på, bliver frelst. Jesus sagde selv, ”hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder” (Joh. 8:24), og det er præcis denne sandhed progressiv kristendom fornægter. ”Men om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer — forbandet være han! Som vi før har sagt, så siger jeg nu igen: dersom nogen forkynder jer evangeliet i strid med det, I har modtaget — forbandet være han!” (Gal. 1:8-9)

Men krigen mod evangeliet stikker dybt – der er også en kamp i gang som er rettet imod troen på Jesu blod. ”Progressive Christianity” reklamerer på deres webside for en bog kaldt ”Salvation as a Mechanical Process – Do Christians Need to Believe that Jesus died for Their Sins?[4] (Frelse som en mekanisk proces – Behøver kristne at tro på, at Jesus døde for deres synder?), hvor forfatteren Richard E. Davies taler om at forestillingen om blodsoning, hvor Jesu død ses som en betaling for synd for at muliggøre evig frelse, kun er én fortolkning og ikke nødvendigvis obligatorisk for alle kristne.

For at lægge Progressiv Kristendoms fortolkningsmønster for bogen, vil jeg citere reviews af bogen fra ”Progressive Christianity” websiden.

Gary D. Collier, direktør for Institute for the Art of Biblical Conversation siger at:

Denne vovede bog vil ryste eftertænksomme læsere både teologisk og metodisk. Davies, der ikke er bleg for at afmontere nogle langvarige kristne synspunkter om Jesu død, peger på den kosmiske betydning af henrettelsen af Jesus og stiller spørgsmålstegn ved, om blodsforsoning stadig er nødvendig for kristen teologi.

Jesu blod er omdrejningspunktet for frelsen, men progressiv kristendom fjerner sig fra det.

Adam Gilbert Bartholomew fra Gonzaga University siger,

”… mange vestlige kristne, tiltrukket af mekaniske forklaringer, har begrænset deres blik til den kulturelt forældede fortolkning af offerblodsforsoning. Davies kaster lys over andre fortolkninger, der er mere egnede til moderne vestlig kultur.

Der er ingen forskel på datiden og nutiden og heller ikke fremtiden. Jesu blod er det eneste sonemiddel til frelse for et menneske!

Jamieson Spencer, anmelder for ProgressiveChristianity.org siger:

Davies taler for vores moderne, liberale, tankevækkende stamme i forsøget på at vise, at blodforsoning aldrig har været et vigtigt doktrinært element.

Davies fornægter ikke at fortolkningen af blodet som sonemiddel er en mulig fortolkning, men han giver andre mulige fortolkninger. Tydeligt er det dog, at progressiv kristendom både taler imod blodets vigtighed og fokuserer på de andre mulige virkninger / betydninger af Jesu offer. Davies refererer som alle andre der farer vild, til lærere der kildrer deres ører (2. Tim. 4:3), og mange gamle kirkefædre og oldtidsfilosoffer bliver den vejledende stemme i hans synspunkter. Bogen er skrevet på en måde der kan fortolkes på mange måder, og en udlægning vil derfor kunne give anledning til mange objektioner. Jeg har i review-citaterne vist dig hvordan progressiv kristendom fortolker bogen, og når vi nu kender ånden bag bevægelsen, som jeg forsøger at trække frem her, så er der ingen tvivl om hvordan det skal forstås. Jesu blod tillige med synden, skal nedtones for at give plads til alle i Guds frelsesplan.

Davies stiller spørgsmålet i titlen, ”Behøver kristne at tro på, at Jesus døde for deres synder?” fordi han i bogen, som sagt, udforsker og udfordrer den traditionelle forståelse af blodsoningens og straffesubstitution lære. Han præsenterer og diskuterer alternative fortolkninger af Jesu død, hvorpå troen ikke nødvendigvis kræves for frelse – han argumenterer for at det ikke er nødvendigt for kristne at tro, at Jesus døde specifikt for deres synder, som en del af det traditionelle syn på blodsoning eller straffesubstitution.

En sammenfatning af bogens forslag til alternative betydninger for Jesu offer (kaldt henrettelse) ser nogenlunde således ud:

Åndeligt offer og metafysisk forandring:
Paulus idé om et ”åndeligt offer” betragter Jesu død som en model for selvopofrelse og åndelig fornyelse, snarere end en juridisk transaktion for at betale for menneskets synder. Metafysisk forandring refererer til, at Jesu guddommelige og menneskelige natur kan transformere menneskelig natur ved at gøre det muligt for mennesker at deltage i det guddommelige liv. Det skal forstås således, at Jesus ved at blive menneske har gjort det muligt for menneskeheden at opnå en højere åndelig eksistens.

Alvoren af behovet for Jesu offer, reduceres til en model for selvopofrelse, frem for en stedfortrædende død. Jesu død muliggjorde en højere åndelig eksistens. Det er New Age tale pakket ind i bibelvers.

Guds nådige gave og moralske indflydelse:
Munken Peter Abelard (1079 til 1142) får også en stemme i bogen, med et synspunkt der fokuserer på Jesu død som en demonstration af ubetinget kærlighed og nåde. Hans død skal inspirere taknemmelighed og transformation hos troende, uden at der er tale om en gæld eller en bøde. Den moralske fortolkning ser Jesu død som et eksempel på den højeste form for altruisme (hvor en person hjælper eller gør noget godt for andre uden at forvente noget til gengæld) og selvopofrelse, hvilket motiverer troende til at efterleve lignende dyder.

Referencen til Abelard er ganske afslørende. Davies skriver at:

Abelard fastholdt tanken om, at noget metafysisk og kosmisk skete, da Jesus blev henrettet. Frelsen er under Guds kontrol. Men det ser ud til, at for Abelard er frelsens mekanisme baseret på den menneskelige respons, ikke på en form for forsoningsbetaling… Abelard kan have betragtet Romerbrevet 3:25 og forstået fra det, at frelsen afhænger af menneskelig respons, ikke forsoningsbetaling.

Det er ikke Jesu offer, men din respons til ofret der frelser. Han uddyber denne forståelse med mystikeren Origenes og citerer,

[Gud] har med utallige beviser fastslået kravene fra Jesus... som Ordet, gjorde, for frelsen af vores race, viste Sig selv foran hele verden i en sådan form, som hver enkelt var i stand til at modtage Ham

Davies kommenterer og siger,

Dette antyder, at Gud rækker ud til hver person i forhold til, hvad den person kan forstå. Det antyder, at forløsning/frelse ikke er en objektiv funktion af Jesu død.

Med andre ord, er det ikke funktionen af Jesu død vi skal tro på – altså troen på at den funktionelle forsoning, transaktionen af Hans blod/liv for vores – at Han tog straffen for os, det er ikke relateret til frelsen. Det er en subjektiv tro, altså baseret på eller influeret af personlige følelser, smag, eller meninger, i modsætning til den objektive tro der er uafhængigt af personlige følelser eller meninger og baseret på fakta.

Jesus selv råbte som det sidste, da Han hang på korset, ”Det er fuldbragt!” (Joh. 19:30). Denne sætning består af et ord, teléō, der indeholder en betydning der på dansk kan gengives at ”gælden er betalt i et og alt”. Det er netop en økonomisk transaktionsterm. Romerne. 3:24-26 er passagen der dissekeres til uigenkendelighed, trods det, at den er klar og tydelig og umulig at misforstå:

Retfærdiggjort gratis ved hans nåde gennem forløsningen, der er i Kristus Jesus: Som Gud har fremstillet til at være en forsoning gennem troen på hans blod, for at erklære hans retfærdighed til tilgivelse af tidligere synder, gennem Guds langmodighed”.

Teksten er oversat fra KJV. Progressiv kristendom, fokuserer som de moderne bibelversioner, inkl. den danske 1948 oversættelse (på trods af at de manuskripter der oversættes fra i dag – Alexandrinus, Sinaiticus og Vaticanus, indeholder den korrekte tekst), på at troen skal rettes mod at Gud ved blodet fremstillede Jesus som sonemiddel – og ikke at det er troen på blodet som sonemiddel. Hvis troen på blodet er af frelsesmæssig betydning, så er det forventeligt at det bliver bekæmpet. Kol. 1:20 siger på lignende måde,

Og, efter at have skabt fred gennem blodet på hans kors, ved ham at forlige alle ting med sig selv; ved ham, siger jeg, uanset om det er ting på jorden eller ting i himlen”.

Det er tydeligt at det er blodet og troen på dets virke, der frelser – underforstået at det er Jesu blod, der som Guds Søn er syndfri og i ét og alt levede et liv uden at synde. Alle de levitiske ofringsceremonier, hvor blod er det centrale, peger frem mod Jesu endelige offer. Paulus forklarer at:

”… det er næsten sådan, at efter loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt… Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd” (Hebr. 9:22; 1. Joh. 1:7).

Hvis ikke blodet er vigtigt, hvorfor skulle Jesus så udgyde det? Hvis ikke blodet er vigtigt, hvorfor døde Jesus ikke af alderdom og gjorde godt med en progressiv og inkluderende livsstil, indtil Han blev 80? Troen på at Jesus som Gud, ren uden synd og skyld, gav sit blod for os, for at rense os fra synden (1. Joh. 1:7), det er den tro der frelser, og det er den tro progressiv kristendom som alle andre falske religioner forsøger at udrydde.

Ved at gøre troen subjektiv, at Gud rækker ud til alle på måder de forstår, så åbnes døren for afgudsdyrkelse, at mennesker kan danne sig den gud de selv forstår. Enhver synd bliver derfor velkommen hos Gud – er du LGBTQ+, eller seriemorder, er du heksedoktor eller fjende af sandhedens evangelium, så er du velkommen, og kan med din egen version af betydningen for Jesus korsfæstelse finde frelse.

Når fokus flyttes fra Jesu objektive gerning til din egen subjektive erkendelse, kan du i dag som følge af gode gerninger føle dig frelst, men i morgen kan tvivlens desperation overbevise om, at de forkerte følelser har fjernet dig fra Jesus. Men det handler ikke om dig, hverken hvad du kan eller ikke kan. Det handler om hvad Jesus har gjort! Han gjorde hvad du ikke selv kan – udgød retfærdigt blod for uretfærdige. Han døde for at du ikke skulle dø. Uden Ham er du død. Er du i Ham, har du det evige liv.

Devotio:
Devotio refererer til en praksis fra Romerriget, hvor enkeltpersoner ofrede deres liv for det fælles bedste. Davies drager paralleller mellem denne praksis og Jesu offer, som kan ses som en ultimativ handling af selvopofrelse for menneskehedens skyld, der strækker sig ud over blot at være en juridisk eller økonomisk transaktion.

Davies skriver at

Kristus dør i kampen mod det onde, så hans tilhængere kan overvinde det onde og dermed blive retfærdiggjort i Guds øjne. Kristus ofrer sig bestemt ikke til en ond guddom, men Kristus ofrer sig selv som et eksempel for andre, den moderne forståelse af oldtidens hengivenhed.

Med andre ord kan gode gerninger retfærdiggøre os over for Gud. Han mener ikke at Jesu offer er overflødigt – uden Hans offer for det fælles gode, ville vi ikke kunne leve et liv i overvindelse. Som han skriver, ”Trofast bøn, moralsk liv og syndsbekendelse er krav for evig frelse… Gud kalder personen til lydighed, men personen er ikke stærk nok og beder Gud om hjælp… en sådan dialog er tilstrækkelig til evig frelse”.

Jesus døde ikke i kampen mod det onde. Han gav frivilligt sit liv for dig og mig (Joh. 10:17-18). I den transaktion, overvandt Han døden og ”afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue” (Kol. 2:15). ”Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset” (Kol. 2:14). På intet tidspunkt var Jesus i kamp mod det onde – det onde veg fra Jesus som vand fra en gås!

Det Davies siger betyder at Jesus + gerninger kræves for frelse. Det skal ikke misforstås i kontekst af Jakobs tale om gerninger, der beskriver troens gerninger som konsekvensen af frelsen. Gerningerne Davies taler om er gerninger vi gør for at blive frelst – ligesom den katolske kirke har lirket sakramenterne ind imellem mennesket og Jesus. Sakramenter + Jesus. Lidelse + Jesus. Skærsild + Jesus.

Jesu offer har i Progressiv Kristendom ikke nogen egentlig konsekvens. Her har Skylar Wilson noget at sige. Han er grundlægger af Wild Awakenings og en forgangsmand i at skabe hellige vildmarksoplevelser og interreligiøse ceremonier. Han er meddirektør for Order of the Sacred Earth, medforfatter til relateret litteratur og medvært for en podcast om miljømæssige og åndelige emner. Hans arbejde involverer vejledning, organisering af transformationsbegivenheder og ledelse af økologiske restaureringsindsatser. Han forklarer om troen på Jesus at:

Jeg resonerer med ideen om, at den Kosmiske Kristus, Tao, Buddha Naturen osv. er den vitale tråd af Ånd, der bevæger sig gennem alt, og at den historiske Jesus, blandt andre, oplevede dette og reflekterede det inden for sit fællesskab.[5]

Med andre ord handler det ikke om Jesus, og det er derfor ikke nødvendigt at tro på Ham. Han er som Tao og Buddha kun en lille del af en større kosmisk proces, der fremstår som en måde at forstå og forbinde sig med universet på – som ikke nødvendigvis kræver en specifik religiøs tro, men snarere en åndelig bevidsthed og forbindelse.

Det Skylar Wilson står for, er naturtilbedelse med tilhørende heksekraft kaldt ”interreligiøse ceremonier”. Det er tilbedelse af skabelsen frem for Skaberen – hvilket leder til bevægelser som LGBTQ+, hvilket Gud kalder ”vanærende lidenskaber” (Romerne. 1:25-27).

Døde Jesus for eller på grund af vore synder?


En anden forvrængning af Bibelens tekst, der kan synes som en lille detalje, er at Jesus ikke døde ”for” vores synder, men ”på grund af” vores synder. Én af proponenterne for den ide, er aktivist, pastorinde og progressiv kristen, Irene Monroe, der ugentlig skriver i Boston home LGBTQ avis Baywindows. Hun informerer om den ”rolle religion spiller i diskrimination af lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og queer-personer[6], forklarer at:

For os, der befinder os i periferien, indebærer en kristologi baseret på troen på, at Jesus døde på korset for vores synder, i stedet for Jesus døde på korset på grund af vores synder, ikke kun en guddommeliggørelse af Jesus som den lidende tjener, men det ritualiserer også lidelse som forløsende.[7]

Monroes problem er den manglende forståelse for Jesu korsfæstelse. Det var ikke lidelsen der bragte forløsning, men Jesu blod. Hun fokuserer på det forkerte – som den katolske kirke, hvor alverdens lidelse, inkl. læren om skærsilden kommer fra, og hun falder derfor for dæmoniske lærdomme.

Forskellen på at dø for vores synder, eller på grund af vores synder er stor – alligevel skal man holde tungen lige i munden for at forstå forskellen.

”Jesus døde på grund af vores synder”, siger at Jesu død var en konsekvens af menneskets synd. Hvis Jesus døde på grund af vores synder, viser det os, at synden er så magtfuld en kraft, at den dræbte Jesus. Synden havde ingen magt over Jesus, og Jesus kom ikke for at give sit liv for den, men for at ”give sit liv som løsesum for mange” (Matt. 20:28).

”Jesus døde for vores synder”, viser Jesus som et offer, der havde til formål at fjerne synden. Jesu død er en handling, der gør det muligt for mennesker at opnå forløsning, da Han aktivt fjernede syndens magt. Derfor er der håb om forløsning, fordi synden ikke overvandt Jesus, men blev overvundet af ham.

Kort sagt - døde han på grund af vores synder, så er der ingen håb for forløsning for os, for synden var større end Jesus og slog Ham ihjel – ligesom den slår også os ihjel. Døde Jesus for synden, så er synden taget bort og der er håb om forløsning – Jesus borttog synden – synden borttog ikke Jesus.

Jesus siger selv, ”dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt. 26:28). Paulus giver i sin oversigt over evangeliet denne beskrivelse, ”Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg selv modtog: at Kristus døde for vore synder, efter skrifterne” (1. Kor. 15:3) og til Galaterne forklarede han at Jesus ”for at udfri os af den nuværende, onde verden gav sig selv hen for vore synder, efter vor Guds og Faders vilje” (Gal. 1:4). Til Romerne forklarer han at ”det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet” (Romerne. 8:3). Til Hebræerne forklarer han at Jesus i ét og alt måtte blive som os, ”for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder” (Hebr. 2:17). Jesus ”har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd” (Hebr. 10:12) – og desuden ”skal også Kristus, efter én gang at være blevet ofret for at bære manges synder, anden gang komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse for dem, som bier på ham” (Hebr. 9:28).

Det er umuligt at gennemføre en alternativ forklaring på Jesu død. Bevægelsen forstår ikke hverken synd eller frelse. ”Der er ingen retfærdig, ikke én… afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste… Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud” (Romerne. 3:10-23). Alle har pådraget sig straf, og som vores uretfærdige samfund straffer overtrædere – uanset hvad godt de har gjort, så gør den universelle, retfærdige dommer det også!

Opstandelsen


Ligesom troen på blodet er krævet for frelse, er troen på opstandelsen krævet. Derfor er det også forventeligt at opstandelsen bliver dissekeret.

En artikel fra pastorinden Dawn Hutchings med titlen ”Humpty Dumpty, tvivlende Thomas og opstandelse[8], forsøger hun at give alternativer til Jesu fysiske opstandelse som værende åndelig eller symbolsk. Med referere til 1. Kor 15, diskuterer hun opstandelsen som en transformation fra en forgængelig, fysisk krop, til en uforgængelig, åndelig krop, hvilket antyder, at opstandelsen ikke nødvendigvis handler om den fysiske genoplivning af Jesu døde legeme, men en åndelig transformation.

Hun forsøger at kortlægge en historisk udvikling af opstandelsesfortællingen, hvor hun bemærker at det tidligste evangelium (Markus) ikke eksplicit nævner, at Jesus fysisk stod op fra de døde, men nævner kun en tom grav. Senere evangelier (Matthæus og Lukas) insisterer heller ikke på en fysisk opstandelse, og det var først i endnu senere skrifter, at en fysisk opstandelse blev mere udtrykkeligt antydet.

Hvad tror hun om Jesus?

Tror jeg på kroppens opstandelse og det evige liv? Sandheden er, at ligesom Sankt Thomas har jeg også spørgsmål. Tror jeg på kroppens opstandelse og det evige liv? Jeg har oplevet den opstandne Kristus i Kristi legeme, som er kirken. Jeg tror, at Kristus ikke har andre hænder end vores hænder, for vi er Kristi legeme. Kristus lever gennem os, lige så sikkert som Kristus levede gennem dem, der først troede på ting, der endnu ikke var set. Så i nærvær af så stort et vidnesbyrd med alle helgener fra alle tider og steder, kan jeg sige: Ja, jeg tror!

Jesus lever ikke igennem os, men i os. Det er sådan noget mennesker uden håbet om evigt liv siger om deres børn – ”jeg dør aldrig, for jeg lever videre i mine børn”. ”Kristus lever i mig” siger Paulus (Gal. 2:20), og taler om ”Kristus i jer” (Kol. 1:27) at vores ”liv er skjult med Kristus i Gud” (Kol. 3:3). Han forklarer at Jesus virker igennem os (Romerne. 15:18), men det er en diametral modsætning at Jesus lever igennem os. Det er symptomatisk for alt hvad medlemmerne af denne bevægelse rører ved, når det kommer til Guds Ord – alt misforstås og fortolkes til uigenkendelighed. Samme dæmoniske lærdom findes i Jehovas Vidner, der skifter ”i Kristus” ud med ”i samhørighed med Kristus”. Lever Jesus igennem os, er det et ynkeligt, syndfuldt liv der ender med straf og død. Lever vi i Jesus, er livet evigt, synden er skjult og tilregnes os ikke (Sal. 32:1; Romerne. 4:8). Som Paulus siger, ”for mig er det at leve Kristus og det at dø en vinding” (Fil. 1:21) – underforstået er døden en vinding, fordi vi skal leve om end vi dør (Joh. 11:25), dog uden syndens legeme.

Dernæst ang. opstandelsen, siger Paulus, ”hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker” (1. Kor. 15:17-19). Med andre ord udstiller progressiv kristendom sig selv som de ynkværdigste af alle mennesker, for deres kristus er ikke opstået.

Hvis Jesu opstandelse var åndelig eller symbolsk, er det meget svært at forklare hvem det var, som de mange mennesker så efter Hans opstandelse: ”han blev set af Kefas, derefter af de tolv; derefter blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste endnu er i live, men nogle er hensovede; derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle apostlene; men sidst af alle blev han set også af mig” (1. Kor. 15:5-8).

Det er ikke til at forstå at Hutchings med sin reference til Thomas, ikke har forstået hvor fysisk Jesus var, da Han viste sig: ”Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har.” (Luk. 24:39). Hvis Jesus kun opstod åndeligt – eller værre – symbolsk, ville Han ikke have kød og ben. Jesus taler direkte til Hutchings i det vers!

For lige at runde blodet af, er det interessant at Jesus ikke nævner blodet efter opstandelsen. Vi fik del i kød og blod, derfor måtte Jesus også få det (Hebr. 2:14). Da livet efter syndefaldet beskrives som værende i blodet, var det blodet Jesus fik del i for at udgyde det og bane vejen, for at vi igen kunne blive som Ham (som da vi blev skabt i Hans billede) – se artiklen ”Ben, kød og blod”.

For at vise, at Hutchings ikke er den eneste ynkværdige progressive kristne der fornægter den fysiske opstandelse, vil jeg vende tilbage til Monroe, der i tidligere citerede artikel skriver7,

Jesu fysiske opstandelse fra hans korsfæstelse er en fortælling indrammet inden for både jødisk og kristen apokalyptisk litteratur som både metaforisk og mystisk.

Hun betragter opstandelsesfortællingen i sammenhæng med sociale uretfærdigheder og bruger den som et værktøj – som en stærk metafor for at overvinde undertrykkelse og opnå social retfærdighed inden for systemiske problemer som racisme, sexisme og andre former for diskrimination:

For eksempel ville det være en ekstrem udeladelse at dække over den vedholdende vold, der fandt sted på Jesu tid, især i lyset af den igangværende vold i dagens samfund mod farvede, kvinder, jøder, muslimer og LGBTQ+-personer, for at nævne en få.

Det er klart at vold mod mennesker skal stoppes, men i woke-ånden kategoriseres manglende ophøjelse og påtale af synd, som vold. Var Jesus hos os i dag, ville Han anses for værende en voldsmand. Det at kalde en mand der føler sig som kvinde for en mand, er psykisk vold. De mennesker – ligesom store dele af ungdommen i dag, er født med så enormt store fødder, at ingen kan undgå at træde på dem.

Fred Plumer, der er formand for Center for Progressiv Kristendom, synger også med i koret:

De bibelske lærde, som jeg respekterer, har påvist, at den fysiske opstandelse er midrash eller mytologisk. Selv Paulus synes at gå langt for at afkræfte dem, der tror på den fysiske opstandelse, når han skriver i Korintherbrevet 15: Naturligvis var opstandelsen åndelig. Det, der går i jorden, er fysisk. Det, der kommer ud, er åndeligt.[9]

I 1. Kor. 15 er det netop den fysiske opstandelse Paulus taler om. Vi dør forkrænkelige og opstår uforkrænkelige (1. Kor. 15:42-44). Teksten at ”der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme” er helt sikkert grundlaget for åndeliggørelsen af opstandelsen. Paulus svarer præcis på den misforståelse, og det er som om han taler til Fred Plumer,

»Men,« vil en (Fred Plumer) sige, »hvorledes står de døde op? hvad slags legeme kommer de med?«… Gud giver det et legeme efter sin vilje og hver sædart sit særlige legeme. Ikke alt kød er ens; men mennesket har sit, kvæget sit, fuglen igen sit og fisken sit.” (1. Kor. 15:35-39)

Der er store kræfter der forsøger at degradere Jesus til kun et menneske – det er i hvert fald accepteret i Progressiv Kristendom at Jesus var menneske. Så det legeme der opstod, var efter Bibelens Ord også et menneske. Derfor hedder det, at Menneskesønnen kommer igen.

Paulus forklarer de israelske mennesker, ”at han (Gud)har ladet ham (Jesus)opstå fra de døde, så at han ikke mere skal vende tilbage til forrådnelse... Derfor siger han (David)også i en anden salme: ›Du skal ikke lade din Hellige se forrådnelse.‹ David sov jo hen, efter at han i sit slægtled havde tjent Guds frelsesplan, og han blev lagt hos sine fædre og så forrådnelseden, som Gud har opvakt, så ikke forrådnelse” (Apg. 13:34-37).

Hvis Jesus ikke opstod fysisk, er Gud en løgner, for Han havde sagt, at Jesus ikke skulle se forrådnelse. Hvis opstandelsen ikke er fysisk, er Jesu legeme nu rådnet op i jorden. Sådan er det ikke, forklarer Paulus. Han forklarer endvidere til Korinterne at troen på den fysiske opstandelse, er en vigtig del af evangeliet:

Brødre, jeg vil minde jer om det evangelium, som jeg forkyndte jer, som I også tog imod, som I stadig står i, og som I frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det — ellers var det til ingen nytte, at I kom til troen. Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg selv modtog: at Kristus døde for vore synder, efter skrifterne, og at han blev begravet; og at han er opstået på den tredje dag, efter skrifterne” (1. Kor. 15:3-4).

Troen vi får, er ubøjelig når det kommer til at Jesus døde for vores synder og opstod fysisk på tredje dagen. Det er den tro der frelser – uden den tro er det nyttesløst at tro noget som helst. Og det er sådan det er for progressiv kristendom – troen er mistet.

John Churcher, der er pensioneret metodistminister, der hjælper med at dele progressiv kristendom ud over grænserne for et traditionelt kirkepastorat[10], bekender til spørgsmålet ”tror du på en fysisk opstandelse af Jesus, som bliver efterfulgt af vores egen fysiske opstandelse til et evigt efterliv?

Mit svar er ”Fysisk? Nej, det gør jeg ikke.”

Samtalen går så ofte videre til den næste supplerende, mere en anklage end et spørgsmål: Hvad tror du så om opstandelsen, evigheden og livet hinsides graven?

Mit svar er altid: Jeg tror mest eftertrykkeligt på den igangværende tilstedeværelse af den samme hellige ånd, som var i Jesus, også i dig og mig. Det er den samme hellige ånd som den inden for hinduismen og omtalt som Namaskaram / Namaste-ånden, der bor i alle mennesker… Men uanset hvilken etiket der er knyttet til porten, er det den samme hellige Ånd i os alle. … den evige Ånd [sjælen], som den kristne lære har kaldt Alfa og Omega, fortsætter med at flyde som den metaforiske hellige flod, der er uden begyndelse og uden ende…. Jeg forstår, at Jesus også kom fra den samme hellige flod som dig og mig, og satte os de højeste idealer om fuldstændig menneskelighed.[11]

Det er 100% New Age – Jesus er en ophøjet mester der kom fra samme sted som os, over hvem Kristus-kraften hvilede. Det er her afsløret at Progressiv Kristendom er New Age og ikke kristen. Vi er selv guder, hvilket han udtrykker på denne måde:

Selvom min krop vil forfalde, og mit sind vil holde op med at fungere, blev min sjæl [som er Namaskaram / Namaste-ånden, der bor i alle mennesker] aldrig født og kan aldrig dø. Det er fra evighed, at min sjæl er kommet, og det er i evighed, at min sjæl vil fortsætte, simpelthen fordi min sjæl [og din sjæl] er det evige hellige.

Der er én eneste Bibelen forkynder er fra evighed til evighed, og det er Gud – ingen anden (1. Krøn. 16:36; 1. Krøn. 29:10; Sal. 90:2). Alt andet er skabt af Ham. John Churcher er som alle andre progressive kristendoms-ledere Satans mundstykke. Igennem dem, håner djævelen Gud så tåkrummende at man næsten skammer sig over at lægge øre til deres affald.

Progressiv Kristendom skjuler sandheden om vores syndige tilstand, og sandheden om Guds løsning på vores hjælpeløse tilstand. Derfor er det også naturligt at bevægelsen fornægter både himmel og helved.

Himmel og helved


Det er almindelig kendt i dag, at selvretfærdige mennesker bortforklarer helvede, laver deres egen gud der er enig i deres egen moral, så guden vil modtage dem i himmelen – så er helvede væk. Progressiv Kristendom er ikke anderledes.

Helvede
Pastor Roger Wolsey, der er ordineret United Methodist-præst, og leder for Wesley Foundation ved University of Colorado i Boulder forklarer:

helvede er ikke engang en del af Bibelen og burde ikke være en del af kristendommen. For at være ligefrem om det, lad mig gentage, Helvede er ikke kristent - eller jødisk. Det er hedensk… Jesus talte ikke om helvede, men snarere om Gehenna, som et potentielt strafferige for dem, der blev anset for uværdige. Gehenna var navnet på de brændende affaldsgrave uden for Jerusalem. Jesus talte i overdrevenhed i sådanne tilfælde – som et undervisningsredskab til at hjælpe nogle mennesker med at blive motiveret til at gøre det rigtige i dette liv; altså som en metaforisk pind… ”Sandheden i sagen er, at der ikke er et eneste ord i Bibelens hebraiske og græske manuskripter, der betyder helvede. ...helvede er en menneskeopfundet, hedensk, ukristen, kættersk tro, som først blev omfavnet og kristnet af den romersk-katolicisme og indlemmet i Bibelen af Hieronymus gennem hans latinske Vulgata i kristendommens tidlige historie.”[12]

Wolsey virker som en manakorns bibellæser, der trækker en tilfældig seddel med et bibelvers fra et fad – i bedste tombola-stil, og så er det forståelsen han lukker diskussionen med. For de mennesker Jesus talte til, var der meget mere til forståelsen af Gehenna. Der er lavet lange bibelske prædikener om helvede, og det er et stort emne. Ganske kort, er det endelige helvede kaldt Gehenna (omtalt i Matt. 5:22 , Matt. 5:29-30; Matt. 10:28; Matt. 18:9; Matt. 23:15 , Matt. 23:33; Mark. 9:43 , Mark. 9:45 , Mark. 9:47; Luk. 12:5; Jak. 3:6).

Når jeg siger det endelige helvede, er det fordi der er andre ord der også oversættes helvede. Det er anderledes end det græske Hades / hebræiske Sheol der også oversættes helvede, som er dødsriget der er delt af en kløft, hvor den ene side er Abrahams skød og den anden beskrevet som en lue (Luk. 16:22-31). Peter nævner et tredje helvede (”afgrunden” i den danske oversættelse) kaldt Tartarus (2. Pet. 2:4), som er hvor englene der syndede er opbevaret indtil dommen – formodentlig de engle der forlod deres høje hverv og bolig (Jud. 1:6) og gik ind til menneskedøtrene (1. Mos. 6:2) og fik børn der var datidens kæmper (1. Mos. 6:4), nutidens dæmoner.

Men i Gehenna brænder helvedes uudslukkelige ild (Mark. 9.43), hvor uudslukkelig i KJV er ”ilden der aldrig skal udslukkes”. Det er præcis dette ord som Wolsey har formået at spore tilbage til de falske latinske oversættelser fra Jerome. Men ordet kommer fra det Hebræiske Gai-Ben-Hinnom, Hinnom-dalen, hvor kong Akaz etablerede ba’aldyrkelse og tændte offerild hvor folk kunne lade deres børn gå igennem ilden (2. Krøn. 28:3; 2. Krøn. 33:6) for Molok (2. Kong. 23:10). Gud kaldte det også Morddalen (Jer. 19:6), fordi ofringerne til Molok var menneskeofringer – børn der blev brændt levende i en hul statue formet som en tyr, med udstrakte arme der holdt et fad hvori børnene blev brændt ihjel.

Det er billedet Jesus bruger for helvedet – et sted hvor mennesker mistede livet, og Han tilføjer at det er en evig tilstand med ild der aldrig slukkes. Samme billede vises til Johannes i Åb. 19:20 , Åb. 20:10 og Åb. 20:14-15 , hvilket er ild- og svovlsøen, og det er forudbestemt at de der ikke vil det gode, får dette sted som deres evige hjem. Trængslen viser os, at samfundene degenererer til lignende tilstand, når onde mennesker får deres vej. I Gehenna får de deres hjem indrettet og fungerende som de selv ville gøre det. Gehenna er stedet hvor også døden og dødsriget til sidst bliver kastet i (Åb. 20:14), hvilket er den anden død.

Hvis Jesus overdrev i talen om helvede, som Roger Wolsey påstår, så er det meget svært at forklare de åbenbaringer Johannes blev vist. Ikke at det ikke er muligt for dæmonerne at bortforklare det, men det er ikke anderledes end at et menneske forsørger at forklare os at han ikke eksisterer – man kan ikke andet end at sige til ham, at det kan man ikke tro på.

Tidligere citerede Skylar Wilson, udtrykker at helvede er at,

identificere sig med vores sår og lidelser til det punkt, hvor vi glemmer, at vi er fuldstændigt elskede og forbundne med livet… vi skaber himmel og helvede gennem vores valg.[5]

Når vi træder små mennesker med store fødder over deres woke-hørsko, så er det altså helvede for dem… Der er ét valg der er evigt, og det er valget for eller imod Jesus. At gå bort fra Ham og leve i fraværet af lys, glæde, kærlighed, sandhed, retfærdighed – alt hvad Gud er, det er sådan det er i helvede – vi ikke har kapacitet til at beskrive det bedre. Men Jesus har givet os billeder hvormed vi tydeligt ser at det er en evighed i rædsel. Billedtalen Jesus byggede på Gehenna, tegner et tydeligt billede jeg i hvert fald ikke ønsker at være en del af.

Himmelen
Ian Lawton, angivet som udøvende præst ved C3/Christ Community Church i Spring Lake, West Michigan. Han forklarer på den hjemmeside at: ”C3 er en kirke, der har udviklet sig ud fra et fundamentalistisk perspektiv og gennem en liberal fase… Hvis en fundamentalist med sikkerhed tror, at Jesus er Herre og Frelser, mener en liberal at Jesus var en socialrevolutionær”.[13]

Om Himmelen siger han,

Jeg finder enorm mening og kraft i metaforen om himlen og føler mig meget motiveret af de mange måder, hvorpå vi kan manifestere himlen både i dette liv og uden for vores liv
De symbolske himle er erkendelser af selvbevidsthed. Videnskaben har nu bekræftet, hvad mystikerne altid vidste var sandt. Himlene var aldrig bogstavelige steder… Himlen og helvede er ikke geografiske. Hvis du går på jagt efter dem, vil du aldrig finde dem nogen steder. De er inden i dig, de er psykologiske.[14]

Kort fortalt forklarer hans artikel at hebraiske mystikere og andre spirituelle tænkere opfattede himlen mere symbolsk, og så den som en indre rejse af selvopdagelse og erkendelse, snarere end et fysisk sted. Himlen er en indre oplevelse, som kan opleves i nutiden ved at leve med opmærksomhed, intention og en dyb følelse af opfyldelse. Inspireret af evolutionær biologi og livets cyklus, ser han himlen som en vedvarende proces, hvor livsformer transformerer fra en tilstand til en anden, hvilket antyder en uendelig rejse snarere end et fast mål.

Det er derfor ikke overraskende at Ian tror på reinkarnation, og tilmed henviser til en side[15], hvor man kan se hvad man bliver i det næste liv. Jeg formoder det er en dårlig joke, men han fortæller:

Siden fortæller dig, at hvis du lever et dydigt liv, vil du reinkarnere som et højt respekteret dyr. Ellers kan du forvente at komme tilbage som en lavere skabning. Så jeg tog testen, og det viser sig, at mit næste liv vil blive tilbragt som et næsehorn i Afrika. Jeg var ret tilfreds med det resultat. Næsehornet er et meget flot og ædelt dyr med få fjender. Det kunne have været værre. Jeg kunne have reinkarneret som en bændelorm. Men så fortalte undersøgelsen mig, at næsten 27% af menneskerne vil blive reinkarneret som en højere form for liv end mig.

Et hav af spørgsmål dukker op i mine tanker, men lad mig sætte ord på et par:

- Hvad er det jeg ikke må gøre, og hvad er det jeg skal gøre, for at blive en højere livsform end menneske? Skal jeg lade mig korsfæste som Jesus? Skal jeg rafinere Buddhas ”fire ædle sandheder” og danne en munkeorden? Hvad i alverden kan vi gøre rigtigt for at fortjene noget bedre og ikke ende som amøbe- og når bunden er nået, hvordan i alverden erkender man som amøbe ret fra vrang? Hvad godt og hvad ondt kan en amøbe gøre?

- Hvem er det som dømmer værdien af hvad jeg opnår og ikke opnår i dette liv? Er det åndelige opstegne mestre? Er det endemålet for eksistentiel udvikling? Eller er de også under uendelig udvikling, hvilket nogle esoteriske læresætninger, som f.eks. Helena Blavatskys teosofi eller Rudolf Steiners antroposofi siger – og hvis det er sandt, hvilken ret / evne har de opstegende mestre da til at dømme, når de ikke selv er moralsk fuldendte?

Går man hele vejen ud ad en sådan tankerække, vil man uundgåeligt nå til Gud, den fuldendte og evige Skaber. Det er useriøst at følge teorier hvor vi skal famle os igennem uendelige cykler af liv, for at prøve, fejle og erfare hvad der er rigtig og forkert. Når alt kommer til alt, følger vi alle Guds tilkendegivelse af moral igennem Bibelens vejledning, i større og mindre grad. De vil ikke erkende at Gud er den moralske lovgiver, men stjæler gerne fra Ham for at etablere én eller anden form for rammeværk for deres egen fallerede moral, som de kan tage æren for. Havde de samme indstilling til videnskab, ville de i god tro kaste sig ud fra højderne i forventning om at deres beslutning om at tyngdekraften ikke eksisterer, er sandhed.

I artiklen skoser Ian Lawton læren om himmel og helvede og siger ”Den traditionelle lære om himlen og helvede hævder, at du er nødt til at ramme rigtigt i dette liv, og at døden er enden på dine muligheder for at forbedre din karakter”. I reinkarnationslæren, bliver kun 27% af menneskeheden noget højere end næsehornet. Der er også her få der rammer rigtigt, og hans ”himmel” ikke meget anderledes end det Jesus siger om himmelen, ”vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den” (Matt. 7:13-14). Der er i denne teori meget få mennesker der formår at leve et liv der gør dem højere end mennesket, og Ian bekræfter i bund og grund at vi har brug for hjælp – vi kan ikke selv – vi behøver en frelser. 73% af menneskeheden oplever ”helvedet”, dømt af en universel kraft som ikke er Gud, til blive til en lavere livsform. Et eller andet sted, er der så alligevel en absolut moral, der dømmer os.

Om himmelen har Skylar Wilson også noget at sige,

Den livgivende impuls fra Skabelsen og skønheden ved planeten Jorden selv er evigt liv og Himmel… Himmel er en metafor for, hvor godt livet er, når vi lever og handler ud fra viden om, at vi er fuldstændigt forbundne og kan føle hver del af denne verden række ud efter os og holde os på unikke, mærkelige og levende måder… Når vi vælger at handle ud fra forbindelse og kærlighed, med empati og medfølelse, samtidig med at vi åbner os for smerten ved lidelse indeni os selv og i verden, så deltager vi i skabelsen af Himmel.[5]

Det er altså os selv der skaber himmelen, ligesom vi selv skaber helvede. Sådan kan man på en måde også sige det – Bibelen kalder det et valg. Helt tilbage i dagene hvor Israel blev udvalgt som folk, siger Gud, ”at jeg har forelagt eder Livet og Døden, Velsignelsen og Forbandelsen. Så vælg da Livet, for at du og dit Afkom må leve” (5. Mos. 30:19). Johannes siger at ”alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn” (Joh. 1:12). Gennemgående taler Bibelen om at vælge troen, eller tage imod troen, og på den måde vælger vi vores destination – eller vi kan sige som Wilson, at vi ”skaber” vores fremtid – men sandheden skal filtreres igennem dæmoniske lærdomme adskillige gange for at nå til forståelse at vi er skaberne af himmel og helvede.

Jesu genkomst


Dr. Peter Lewis, en uafhængig australsk lærd, der ikke er forbundet med noget universitet eller seminarium, har postgraduate kvalifikationer (har afsluttet grundlæggende universitetsuddannelse) i bibelstudier. Han siger kort og kontant at ”Kristi andet komme er en fejlagtig idé, der udviklede sig blandt kristne i den sidste tredjedel af det første århundrede e.Kr.[16]. Jesu komme – og der er kun et) handler om riget der blev etableret da Jesus var her første gang – et rige i mennesket.

Han kritiserer Jesu forståelse af Guds rige og siger at:

I nogle af sine lignelser beskriver han, hvordan riget er, men de er ret vage og giver kun hints om, hvad man kan forvente. Sandsynligvis havde Jesus ikke selv nogen klar idé om, hvad der ville ske, men han var overbevist om, at mennesker og Gud ville blive ført sammen, og at han (Menneskesønnen) ville sidde ved Guds højre hånd, hvilket var, hvad han fortalte ypperstepræsten i Mark. 14:62)

I Mark. 16:19 sidder Jesus ved Guds højre hånd, og Guds rige er kommet for dem, der tror. I hans levetid var den gode nyhed, at Guds rige var nær, men med hans ’kærlighedsoffer’ var det kommet.

Jesu andet komme for fuldt at etablere Guds rige på Jorden, er en fejlfortolkning. Som han skriver:

at være i Guds rige betyder ansvar. Det betyder at leve som Jesus eksemplificerede og befalede os at gøre, for at konsolidere hans regeringstid og ændre verden. Det betyder at leve i nuet, se de nuværende omstændigheder i øjnene og gøre noget ved dem, hvis de er i mørkets herredømme. At begrave vores hoveder i sandet, sige, at riget ikke er kommet, og håbe på et andet komme er det modsatte af, hvad Jesus handlede om.

Det er et sørgeligt ”gudsrige” de har fået etableret. Beskrivelserne som f.eks. Esajas giver af dette rige i kapitel 65, som Jesus, der allerede som barn blev fyldt af visdom (Luk. 2:40) havde læst (se Matt. 13:14; Luk. 4:17-19), tillige med Mika, Hoseas, Zakarias, Johannes m.fl, fortæller at ulv og lam lever sammen, en leopard ligger ned med et gedekid, kalv og løve spiser sammen – og et lille barn leder dem, ko og bjørn græsser sammen, og deres unger ligger sammen, mens løven spiser strå som kvæget, våben smedes til plovjern osv., et rige af global fred og mangfoldighed mellem mennesker og dyr (se Es. 2:4 , Es. 11:6-9; Mika. 4:3-4; Hos. 2:18; Zak. 8:4-5; Åb. 21:1-4). Se på verden i dag – ligner det beskrivelsen af Guds rige? Langt fra. Vi ved også fra Guds Ord at før riget etableres fysisk, ender verden i en så alvorlig trængsel, at hvis ikke Jesus kom tilbage og greb ind, ville den udrydde al liv (Matt. 24:22; Mark. 13:20).

Jesus fortæller om sit komme – paradoksalt nok efter Han allerede var kommet, at ”ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være” (Matt. 24:27) og Han fortsætter, ”da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se ›Menneskesønnen komme på himmelens skyer‹ med kraft og megen herlighed” (Matt. 24:30). Mens Han er på Jorden fortæller Han i fremtid om sit komme – det lyder nærmest som om Han faktisk fortæller om endnu et komme – at Han går bort og kommer igen, og præcis det, siger Jesus faktisk og ikke overraskende klart og tydeligt, ”Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig. I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være” (Joh. 14:1-3).

Bibelen fortæller om Jesu genkomst at:


Ingen af de informationer passer på Jesu første komme. Det første komme var ikke pludseligt eller ukendt – det var profeteret til dato[17]. Informationerne passer alene på Hans andet komme. Paulus forklarer til hebræerne siger, ”så vist som det er menneskenes lod én gang at dø og derefter dømmes, således skal også Kristus, efter én gang at være blevet ofret for at bære manges synder, anden gang komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse for dem, som bier på ham” (Hebr. 9:27-28). Når Jesus kommer synligt for anden gang, er det en herligheds-tilsynekomst (Tit. 2:13). Dette er skrevet ca. 30 år efter Jesu død, så det er ikke Hans første komme der er tale om – hvor det ikke var i herlighed men i tjernerskikkelse. Og det er lige så lidt en metaforisk tale, som talen om Hans første komme var det. Der tales om Jesu fysiske genkomst til Jorden som Menneskesøn – Menneskesønnens komme.

Lewis’ mener at kristne, der ser frem mod Jesu genkomst, os, der deler Peters opmuntring i 2. Pet. 3:11-12 , vi går imod Jesu intentioner. Lyt engang til Peter, ”Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte”.

Hvad vil det sige at vente og fremskynde Guds komme? Den umiddelbare betydning indikerer at Faderens fastsatte tider og timer kan rykkes. Dagen for Jesu genkomst er dog fastsat af Guds egen magt (Apg. 1:7), så det skal forstås inden for den begrænsning, og Strong definerer ordet i passagen som at: ”studere, vente med iver”. The Amplified Bible forstærker denne forståelse og siger: ”mens I venter og oprigtigt længes efter (forventer og fremskynder) Guds dags komme”. Den gamle danske af 1871 siger: ”bør I vente og stræbe til Guds Dags Tilkommelse”. Den gamle Karl XII kirkebibel siger: ”medan ni väntar och ivrigt längtar efter Guds dags tillkommelse”. At studere Hans komme bør, som Peter siger, ligge os kristne på sinde. Og i det, at studere Hans komme, ligger det naturlige spørgsmål: hvornår kommer Han? Det er naturligt at for os i denne tid, os som kender Bibelen og kender de informationer der beskriver tilstanden i verden lige før Jesus kommer igen, vi retter os og løfter vores hoveder, for vi ser at vores forløsning nærmer sig – det er Jesus selv der har sagt at sådan skal vi gøre (Luk. 21:28).

Men der er også et andet element, og det er at vi fortsætter med at afsløre falske lærdomme – dæmoniske lærdomme, som Progressiv Kristendom. Denne bevægelse skovler religiøse mennesker i det helvede de nægter at forkynde.

Afslunting


Progressiv Kristendom er ikke fastlåst i fortolkninger af Bibelen. Som sagt i begyndelsen af artiklen, diskutteres bibelfortolkninger endnu, hvorfor holdningerne inden for bevægelsen divergerer. I korte vendinger kan bevægelsen alligevel defineres således:

Det er en bevægelse – en gruppe mennesker, der kalder sig kristne, som kommer ud af den evangeliske kirke. Deres teologi og filosofi siger at det betyder ikke noget hvad du tror vedrørende Gud – blev Jesus oprejst fra de døde eller ej, har ingen betydning – det er filosofien bag historien vi skal lære noget af. Bibelen i sin helhed, er ikke anset for at være Guds Ord og er ikke den endelige autoritet – for den er fyldt med modsigelser og fejl. Evangeliet handler mere om hvad du gør, end hvad du tror på. Der er stort eftertryk på at gentænke bibelsk seksualitet - homoseksuelle ægteskaber er bibelsk. Jesu værk på korset, forsoningen, blodsudgydelsen er stort set afvist. I bevægelsens øjne gør det Gud til en voldsmand. De flytter autoriteten for det de mener er sandheden fra Bibelen til dem selv. De bliver deres eget moralske kompas og moralen vil vil flyde med kulturen.

I Danmark vinder bevægelsen også gehør. I et facebook opslag jeg blev gjort opmærksom på, fortæller Kristian Bonde-Nielsen[18] begejstret om hvordan bevægelsen, som han kalder den postevangelikale bevægelse, har givet ham ny energi og inspiration ved at vise en form for kirke, som han og måske andre længes efter – en kirke, der er mere engageret i verden, mere inkluderende og mere åben for at lære fra en bred vifte af kirkelige traditioner – en kirke der insisterer på værdien af at forblive engageret i og kæmpe for kirken, samtidig med at den lægger stor vægt på personlige relationer og fællesskab frem for strikte dogmatiske positioner.

I kampen for at holde kirken relevant, har den forladt Bibelen og vendt sig til verden – præcis som de flere hundredetusinde uddannede forandringsagenter er sendt ud fra Rick Waren og lignende kirke-influencere, for at få til at ske.

I samme facebook opslag, kan man i kommentarerne se hvor begejstrede folk er. Denne artikel viser dig hvad det er de er begejstrede for. Post-evangelisk bevægelse er et fremragende navn. I en artikel jeg skrev i 2017, taler jeg bl.a. om at årets ord var post-sandhed, fordi der kom enorm fokus på fake-news. Sandheden har siden været noget sekundært i forhold til den politiske agenda. På samme måde er Jesu evangelium blevet noget sekundært i forhold til den post-evangeliske bevægelses agenda. Det er vitterligt en bevægelse der kaptrer kristendommen til at favne og kæmpe woke-bevægelsens sygelige program i kirkelig regi.

Vi ser i denne bevægelse, at tiden for opfyldelsen af Paulus’ profeti er kommet: ”Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne”. (2. Tim. 4:3-4)

[2] Bret Myers”, Progressive Christianity
[3] The Problem With Atonement Theology”, Bret Myers, Progressive Christianity d. 17-04-2024
[5] Must You Accept Jesus Christ As Your Personal Savior?”, Skylar Wilson, Progressive Christianity, d. 15-04-2022
[6] About”, Rev Irene Monroe
[7] Do Progressives Believe In The Resurrection?”, Irene Monroe, Progressive Christianity, d. 15-06-2022
[8] Humpty Dumpty, Doubting Thomas, And Resurrection – John 20:19-31 – Easter 2A”, Dawn Hutchings, Progressive Christianity, d. 23.04-2017
[9] It Must Be True (Easter)”, Fred Plumer, Progressive Christianity, d. 21-04-2008
[10] John Churcher”, Progressive Christianity Network Britain.
[11] Eternal Life”, John Churcher, Progressive Christianity, d. 17-04-2011
[12] Progressive Christianity On The Concept Of Hell”, Roger Wolsey, Progressive Christianity, d. 13-05-2017
[13] Are You Catching the Integral/ Progressive Wave?”, Christ Community Church, d. 13-03-2016
[14] Heaven Within”, Ian Lawton, Progressive Christianity, d. 17-04-2011
[16] No Second Coming”, Peter E. Lewis, Progressive Christianity, d. 08-01-2024
[18] Kristian Bonde-Nielsen”, facebook, d. 25-04-2024


Debat: Progressiv Kristendom

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Anden religion

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.

Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation