OversigtNår vi kommer ind på et emne som ’udvikling eller skabelse’, så vil de fleste kristne nok svare: Vi tror på, at Gud har skabt verden, som han har sagt det i sit ord. For ved Gud Ånd, som bor i os, ved vi, at dette er sandt. Vi behøver ikke at have beviser for at tro. Men alligevel er det trosstyrkende at blive bekræftet i troen. Dertil kommer, at Gud opfordrer os til altid at forsvare og ’stride for den tro, der en gang er blevet overgivet de hellige’ [Jud. 3]. Videre skriver apostlen Peter i sit første brev:
Herren Kristus skal I hellige i jeres hjerter. Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer.., 1. Pet. 3:15.
Men der er også kristne, som er i tvivl og stiller spørgsmålet: Kan vi stadig tro på det, der står i bibelen, når udviklingslæren hævder, at det er bevist, at det ikke kan være sket på den måde? Hvad skal vi svare dem, som er blevet fanget ind af sådanne argumenter, og som her finder en anstødssten for at kunne tro? I denne første del skal vi se nærmere på, om darwinismen har lidt ret i deres argumenter, eller, om der videnskabelig set, er beviser for eller indicier på, at alt er blevet til, som der står skrevet i Bibelen?
Der er ingen tvivl om, at darwinismen, som også bliver omtalt som evolutionslæren eller udviklingslæren, i realiteten er en krigserklæring mod Gud som skaberen og opretholderen af alt det skabte i himlen og på jorden. En af darwinismens største tilhængere, Julian Huxley, som var Charles Darwins tro væbner, har fx sagt det på denne måde:
Darwinismen er en erstatning for Gud, darwinismen har udslettet gudsbilledet fra folkets bevidsthed, og fjernet hele ideen om Gud1.
Der er mange lignende citater fra udviklingslærens tilhængere. Charles Darwins teori om altings tilfældighed er blevet modtaget af mange som et kærkomment redskab til at gøre oprør mod Gud, og, som der står i Sal. 2:3, ’sprænge deres bånd og kaste rebene af os’. Udviklingslæren er med andre ord et forsøg på at få verden til at kassere troen på Gud. Selvom udviklingslæren bliver præsenteret som ’en videnskab, hvor alt er bevist’, så er det ikke tilfældet. Indenfor al sand videnskab skal enhver en ny teori nemlig kunne efterprøves, før at den kan blive betragtet som et bevis – eller i det mindste at kunne godtgøre, at teorien er sandsynlig. Men hvis dette ikke er muligt, bliver teorien kasseret. Til oplysning kan nævnes, at, til dato har darwinismen ikke kommet med et eneste bevis eller indicium på, at de er på rette spor. Årsagen er nemlig, at udviklingslæren ikke er en videnskab, men er en tro, som gemmer sig bag ord som naturvidenskab eller udviklingsfilosofi. Dette afsløres fx også i forordet til den engelske udgave af Darwins bog: Arternes oprindelse [1972], hvor der står:
Evolutionen.. er grundlagt på en ubevist teori – er den så en videnskab eller en tro? Tro på evolutionsteorien er altså en nøjagtig parallel til tro på en særskilt skabelse – begge er opfattelser, som de troende ved, er sande, men indtil i dag har ingen af parterne været i stand til at fremlægge beviser’2.
Der er altså tale om to slags tro, som står overfor hinanden. På den ene side en tro på, at alt er skabt af Gud, som det er beskrevet i bibelen, på den anden side en ateistisk tro på, at alt er tilfældigt, og som følge deraf skal mennesket ikke stå til ansvar overfor Gud for de handlinger, det begår. Men inden vi skal se nærmere på udviklingslærens teori om, at alting begyndte tilfældigt med Big Bang, en kæmpeeksplosion i verdensrummet for 15-20 milliarder år siden, skal vi først se lidt på bibelens omtale af det fantastiske univers, som bibelen siger, at Gud har skabt, og hvis storhed bliver bevidnet af kosmologien [= læren om kosmos/universet, dets struktur og udvikling].
Vi begynder med det første vers i bibelen, hvor der står: ’I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden’. Dette bliver fastslået som en kendsgerning gennem hele bibelen, hvor Gud bliver omtalt som ’din skaber’, fx Es. 54:5 og 51:13, eller som ’himmelens og jordens skaber’, fx i Sal. 121:2, hvor salmisten på spørgsmålet om, hvorfra han kan få hjælp, selv svarer på dette og udbryder: ’Fra Herren kommer min hjælp, fra himlens og jordens skaber’.
Bibelen kommer ikke nærmere ind på, hvornår Gud skabte himlen og jorden. Nogle mener, at det gjorde Gud samtidig med, at han skabte mennesket og af alt liv på jorden for ca. 6000 år siden. Andre mener, at det sagtens kan havde været meget tidligere. For ordene ’i begyndelsen’ kan nemlig godt referere til det, som fandt sted - i den samme begyndelse, som Johannes beskriver det i sit evangelium.
’I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved Ham, og uden ham blev intet til at det, som er, John. 1:1-3.
Denne betydning kommer da også frem på hebraisk i 1. Mos. 1:1, hvor ordet ’bereschit’, som er oversat til ’begyndelsen’, ikke direkte henviser til skabelsen – men derimod til Gud, som var i begyndelsen – og som derfor også er den eneste, der kunne skabe himlen og jorden. Det første vers i bibelen kunne derfor mere korrekt være oversat således: ’Gud, der eksisterede før alt andet, skabte himlen og jorden’. Ud fra disse to vers fra henholdsvis John. 1 og fra 1. Mos. 1 kan vi konkludere følgende:
1. I begyndelsen var/er Gud. Det betyder, at han eksisterede forud for alt andet.
2. Gud skabte himlen og jorden, og alt på den, som det er beskrevet i bibelen.
Det er troen på disse to udsagn, som darwinismen af al magt har forsøgt at tilintetgøre nu i 150 år. Som jeg nævnte det før, så kan udviklingslærens grundsætninger betragtes som en krigserklæring mod Gud og hans skaberværk. Det er nemlig kun ved at miskreditere/ringeagte troen på Gud og hans skaberværk, som har givet darwinismen den gennemslagskraft, som tilfældet er. Men før, vi skal se nærmere på, og imødegå udviklingslærens mange påstande – skal vi først se lidt mere på, hvad der står i bibelen om Gud som himlen og jordens skaber og opretholder.
På mange sprog kan ordet ’himlen’ referere til den blå himmel, som vi ser over os. Den kan også være en beskrivelse af det sted, hvor Gud er, nemlig dér, hvor Jesus har lovet at gøre en plads rede til os, hvorefter han kommer igen for at hente os hjem til sig, John. 14:2. Men himlen kan også være en beskrivelse af det gigantiske univers, og det er i sidstnævnte betydning, som ligger bag ordet i eksempelvis 1. Mos. 1:1. Det er også denne betydning, som ligger i ordene fra Es. 40:26, hvor Gud siger:
Løft jeres blik til himlen og se: Hvo skabte disse [stjernerne]? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke én eneste mangler.
Det kan være svært for os mennesker at fatte noget så stort. For Gud erklærer jo her, at han har skabt alle stjerner i universet og givet dem navne. Måske henviser ’stjernernes hær’, som vi læste det, til galakserne? Vi skal et øjeblik lytte til kosmologiens verden for at forstå universets storhed.
I 2003 gættede man indenfor kosmologien på, at der er mindst 70 trillioner stjerner derude. Det svarer til 70.000 milliarder [et 7-tal, efterfulgt af 16 nuller]. Det er mange! Men i dag ved forskerne, at der er mindst 4 millioner trillioner stjerner [et 4-tal, efterfulgt af 22 nuller], altså 60 gange så mange stjerner som for 8 år siden. Og hvad mon de siger, når der er gået 8 år mere? Disse stjerner er igen fordelt på 200 milliarder galakser. Det er så ufattelig mange, at nogle milliarder fra eller til ikke siger os så meget.
Desuden oplyser astronomien os om, at de for øjeblikket kan ’se’ galakser og stjerner så langt ude som 2000 millioner lysår borte. Et enkelt lysår er som bekendt den tid, som det tager at komme frem, hvis man rejser med lysets hastighed, som er 300.000 km/sek. Med den fart tager det kun et sekund om at nå til månen, og otte min. at nå til solen. Forestil dig så, hvor mange km. man kan nå ud i universet på et år, som er det samme som et lysår. Jeg har regnet på tallene og kommet frem til, at man så er kommet så langt ud som 9,4 trillioner km. Men dette var kun på et år/lysår. Hvis der er nogen, som har lyst, så skal I bare gange 9,4 trillioner km. med 2000 millioner, så har vi afstanden til det sted i universet, hvor forskerne kan se til lige nu – og dér ser de stadig stjerner og galakser. Så stor er Gud, at han har skabt alt dette. Hvordan kan mennesker dog tro, at alt dette er kommet ved en tilfældighed?
Alle detaljer i dette store verdensrum vidner om Gud som skaber og formgiver. Dens milliarder af stjerner/planeter bevæger sig alle i hver sin bane med en fantastisk præcision og uden nogen form for uorden, og den taler til os om en alvis og almægtig Skaber; han, som ikke bare skabte universet, men som også holder den i gang. Alt i universet er så præcist, at det bliver beskrevet som det mest præcise, der findes. Fx er det en kendt sag, at jorden roterer om solen år efter år i en nøje fastlagt bane, som tager nøjagtig 365 dage, 5 timer, 48 min. og 48 sek., efterfulgt af nogle brøker, som kun kan måles præcis med et atomur. Universets og planeternes præcision er blevet omtalt som den mest fuldkomne maskine, som findes, og vidner for os om en almægtig Gud og Skaber. Det er ham, som har sat planeterne i bevægelse, hver i sin bane og i hver deres præcision. Og det er også ham, som fortsat holder alt dette i bevægelse. En sådan nøjagtighed og præcision kunne umulig blive til ved nogle helt tilfældige processer, som darwinister påstår3. Det er utroligt, at de hellere vil tro på blinde tilfældigheder end at tro på Gud som Skaberen.
Kosmologiens forskning fortæller os, at der fortsat er galakser og stjerner, så langt de kan måle det [foreløbig 2000 millioner lysår]. Men, siger de, måske fortsætter universet i al evighed. Her kommer vi til et stort menneskeligt problem. Vi kan kun begribe det, som har en begyndelse og en ende. Vores tankeverden kan ikke rumme, at der ikke har været en begyndelse, og vi kan ikke fatte, at universet kan være uendeligt. Vores begrebsverden fortæller os, at det må da ende et sted! Men hvis universet virkelig er uendelig, og det er der meget, der tyder på – så er også dette et mægtigt vidnesbyrd om den uendelige og ufattelige evighed, som den evige og almægtige Gud og skaber vil give enhver, som tror på ham.
Ligeså stort et problem er det for den menneskelige tanke, hvis nogen siger, at universet må ophører [fordi det andet er for ufatteligt]. For så kommer spørgsmålet næsten helt automatisk: Hvad er der så på den anden side? Andre forestiller sig, at universet muligvis afløses af et tomrum et eller andet sted derude. Men så vil selv dette tomrum vidne om, at universet fortsætter. Andre har spurgt, vel nærmest for at beskrive det ufattelige: Stopper det hele med en slags mur? Sikkert ikke! Men hvis det var tilfældet, så ville næste spørgsmål være: Hvad er der så på den anden side af muren? Universet kan da ikke bare holde op! Der må være et eller andet, som afløser stjernerne og galakserne. Måske er det Guds himmel, som ligger dér, hinsides tid og rum, der, hvor han bor fra evighed til evighed?
Vi læste før i Es. 40:26, at Gud har givet alle stjerner navne. Jeg har hørt nogle påstå, at det ville være umuligt. Men, hvis vi virkelig tror på en almægtig Gud, som har skabt alt, så er det vel ikke så svært at tro, at han så ikke også skulle være i stand til at give alle stjerner navne. Selvfølgelig kunne Gud gøre dette – og vi ved, at han også gjorde det, fordi han har sagt det til os. Gud har selvfølgelig ikke navngivet disse stjerner tilfældigt, men fordi, at de på forskellig måde skulle være et evigt vidnesbyrd om hans storhed og almagt. I Sal. 19:1 lovpriser David det Gud har skabt, og siger: ’Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk’. Det betyder konkret, at Himlen, såvel som alle dens stjerner, som vi kan se, skal forkynde/vidne om Gud evige frelsesplan.
Ældgammel persisk og arabisk astronomi, skabelsesberetninger og historie vidner nemlig om, at Gud fra begyndelse har givet Adam og dermed menneskeheden kendskab til mange af stjernernes og stjernebilleders navne, og denne viden blev givet videre fra slægtled til slægtled gennem vismænd, som forstod sig på tiderne og som kunne gøre rede for ’Guds tale’, i stjernerne. De blev meget tidligt i menneskets historie kaldt for astronomer [Astron+nomos = stjerne+lov]. Mange tror, at alt det med stjerner og stjernebilleder er et hedensk påfund. Her er det vigtigt at skelne mellem astronomi, som har en gudsgiven oprindelse, og astrologi, som er en forvansket og fordrejet efterligning. Astrologien bliver beskrevet som ’at være læren om stjernernes og himmellegemers betydning for det enkelte menneskes skæbne og livsløb’. Ifølge bibelen er astrologien forbudt, fordi den fører til frafald fra Gud, jfr. Es. 47:12-15.
Udlægningen af Job. 38:31-32, hvor Gud omtaler stjernenavne og stjernebilleder
Jeg har gennem mange år været interesseret i stjernernes navne og deres gudgivne betydning, som er overleveret os fra ældgammel tid, fx fra de ældgamle ’Denderah dokumenter’, som er optegnet 2000 år før Kr. og som nok er de ældste, bevarede astronomiske optegnelser. Disse er tilgængelige den dag i dag, idet der er udgivet mange bøger, som beskriver stjernernes oprindelige navne indgående4. Her vil jeg dog nøjes med, bl.a. ud fra disse kilder, at citere og kommentere de to vers i Job. 38:31-32, hvor Gud henviser til forskellige stjerner og stjernebilleder, idet han udfordrer Job og spørger ham, om han kan gøre det, som Gud har gjort:
Knytter du Syvstjernens bånd, kan du løse Orions lænker? Lader du Aftenstjernen gå op i tide, leder du Bjørnen med unger?
Det sidste vers er ikke gengivet helt korrekt fra grundsproget, for her bliver ’dyrekredsens stjernebilleder’ også omtalt. Jeg citere derfor vers 32 igen, som det står i den hebraiske grundtekst:
Kan du føre dyrekredsens stjernebilleder frem i rette tid? Eller kan du lede Store Bjørn med sine unger?
Alle disse stjerner og stjernebilleder kan stadig ses på nattehimlen, og er selvfølgelig kun en lille del af de utallige stjerner og stjernebilleder, som er synlige på nattehimlen. De fleste kender nok de syv stjerner i Karlsvognen, men, hvad de fleste måske ikke ved, er, at disse stjerner også er en del af stjernebilledet Store Bjørn, som Gud omtaler i Job. 38. Og en af dens unger er ’Lille Bjørn’, som vi finder på himlen i umiddelbar nærhed af Store Bjørn. ’Orions bælte’ er et andet kendt stjernebillede. Det samme er tilfældet med ’Syvstjernen bånd’, som dannes af et stjernehob. Dertil kan nævnes vigtige stjerner og stjernebilleder som Sydkorset og Slangen. Tilsammen fortæller de på forskellig og enestående måde evangeliet om Jesus Kristus. Dengang Job levede, var disse stjernenavne kendte, og der er grund til at formode, at Job selvfølgelig også kendte til disse stjerner og deres navne, eftersom vi af kap. 9:8-10 ser, at det faktisk var Job selv, som i en beskrivelse af Guds almagt først bragte disse – og andre stjerner og deres navne, på bane.
Vi skal nu se på nogle af disse stjerner og stjernebilledernes navne, som bliver omtalt i bibelen, og deres oprindelige betydning. Stjernebilledet Orion vises på himlen som en jæger med et bælte om lænden, og han har sin venstre fod på sin fjende. Orions bælte betyder på hebraisk: ’Han kommer frem som et lys’. Flere stjernenavne i dette stjernebillede fortæller, at ’han, som kommer fra kvisten’ og ’han, som er såret i hælen’. Alle stjerner fortæller på forskellig måde om Jesu sejr over fjenden.
Store Bjørn og Lille Bjørn, som tydeligt kan ses fra den nordlige halvkugle, fortæller at, ligesom bjørnen våger over sine unger, således våger ’den store hyrde’, som en af stjernerne hedder, over sin hjord. Det hebraiske ord for ’Store Bjørn’ betyder ’Den store flok’, og dens stjernenavne henviser til hyrdens får som ’det, som er talt’, som en dens stjerner hedder. Andre stjernenavne beskriver ’det, som er købt’ og ’fåreflokken, som er udvalgt’, for bare at nævne 2 navne. Lille Bjørn betyder indhegningen / sikkerhed. Dens stjernenavne fortæller om at ’vente på ham, som kommer’ og ’den forløstes forsamling’. Hvilken fantastisk Gud vi har, som har skabt dette vidnesbyrd om sig selv på himlen.
Guds information i ’dyrekredsens stjernebilleder’ er spændende ’læsning’. Det vil føre for vidt at beskrive alt det, som han i sin visdom har beskrevet her om Jesus Kristus, for det ville fylde en hel bog. Når de nævnte vers fortæller, at Gud fører de omtalte stjerner og stjernebilleder frem, så betyder det konkret, at det er ham, som er historiens Gud og at det derfor også er ham, som lader alt ske, som han har sagt det – vel og mærke i den tid, som han forud har bestemt. Man kan sige, at himlens stjerner fortæller en fremadskridende historisk beretning, eftersom stjernernes position på himlen skiftes i forhold til jorden og andre stjerner, både i løbet af året, hvor solen bevæger sig rundt og gennem de 12 mest kendte stjernebilleder [huse], men også i løbet af 2000 år, hvor man nu ser et nyt stjernebillede fra den samme jordiske position. Det betyder, at der nu er helt andre stjerner, som er kommet mere i centrum, og som man derfor har mere fokus på end tidligere. Det er fordi, at Gud ’i rette tid’ vil fortælle og beskrive sin frelseshistorie, billede for billede, som når man bladrer i en bog. Dvs., at de enkelte stjernebilleder fortæller hver sin del af evangeliet. Og denne fortælling aktualiseres ved, at enkelte stjerner, som kaldes vandrestjerner, passerer gennem forskellige stjernebilleder for at fortælle, at det er nu, at det, som Gud har sagt, skal ske. Efter min vurdering er det sandsynligvis dette forhold, som fik de vise mænd til at tage på en 2 år lang rejse til Jerusalem, idet de sagde: Vi har set hans stjerne i Østen, og er kommet for at tilbede Israels konge.
Som jeg nævnte, så vil det føre for vidt at beskrive den fantastiske beretning, som på en måde er skrevet på himlen som en bibel, alle kan læse: Derfor vil jeg nøjes med her kun at gengive en lille del fra et enkelt af de 12 mest kendte stjernebillede, og det bliver så ’Jomfruens stjernebillede’.
Jomfruen skal føde en søn, som er Gud og menneske
Stjernebilledet Jomfruen har med julens budskab at gøre. Stjernebilledet består af 110 stjerner. På hebraisk kaldes dette stjernebillede for Bethulah [jomfruen], og på græsk Parthenos [pigen med jomfruelig renhed], og på arabisk Adarah [den rene jomfru]. Alle traditioner forbinder da også stjernebilledet med en jomfru. I alle gamle beskrivelser af dette stjernebillede fortæller, at jomfruen skal føde en søn. Denne søn beskrives nærmere i jomfruens stjernebillede, hvor der bl.a. er 43 stjerner, som danner stjernekonstellationen Coma, som direkte oversat betyder ’Den ønskede’ eller ’den, man længtes efter’. Coma blev tidligere altid afbildet som et barn, som jomfruen havde i sit skød [i fx de førnævnte Denderah-dokumenter fra 2000 f. Kr.]5. Shakespeare kendte også til dette, og omtaler dette stjernebillede som ’den gode søn i jomfruens skød’ (the Good boy i Virgo’s lap’, Titus Andronicus IV, scene 3). Desværre er dette stjernebillede blevet ændret i nyere tid, så det har mistet den klare evangeliske betydning.
I det samme stjernebillede fremtræder Jomfruen med en kvist med blade og rod (rodskud) i højre hånd og et net med nogle hvedeaks i venstre hånd. På græsk hedder jomfruen ’Ceres’, og det er herfra, at ølfabrikanten Ceres har deres navn, og de bruger, eller har i alle fald til for nylig brugt dette stjernebilledets ’hvedeaks’ og dets ’kviste med blade og rod’ på højre og venstre side af dets navn som firmaets officielle logo. Disse to symboler i stjernerne beskriver to sider af den søn, som Jomfruen skal føde. Han er et nyt skud på en gammel stamme, men er samtidig hermed også den fuldmodne frugt. Og, som vi skal se om et øjeblik, så fortæller dette stjernebillede også om denne søns menneskelige og guddommelige side.
1. Rodskuddet i jomfruens højre hånd hedder Netsær, og dette ord leder selvfølgelig tanken hen på de bibelske profetier om Jesus, hvor nævnte rodskud på hebraisk er netop det samme, fx i. Es. 11:1. Her er han det friske skud, som skyder frem fra den gamle rod. Ordet ’nazaræer’ stammer fra dette ord. På græsk hedder stjernen da også ’Naz-eir-ere’, på dansk nazaræeren. En af stjernerne i rodskuddet hedder på arabisk ’Al Murredin’, som betyder: ’Den, som kommer ned’ eller ’den, som skal herske’. På kaldæisk hedder stjernen Vindermiatrix, og kan både betyde ’Sønnen’ og ’Rodskuddet, som kommer’.
2. I venstre hånd ses som nævnt et net med nogle hvedeaks. I bibelen omtaler Jesus sig selv som hvedekornet: ’Hvis hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det kun dette ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold’ [John.12:24]. En af stjernerne i det himmelske neg skiller sig ud ved at være meget klar, og er derfor den, man automatisk fokuserer mest på. På arabisk hedder denne stjerne ’Al Zimmach’ [spire, gren], på hebraisk Tsemach [fordansket til Zemak]. Zemak bliver i GT brugt som et selvstændigt navn på Messias, fx i Zak. 3:8, 6:12.
2. I venstre hånd ses som nævnt et net med nogle hvedeaks. I bibelen omtaler Jesus sig selv som hvedekornet: ’Hvis hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det kun dette ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold’ [John.12:24]. En af stjernerne i det himmelske neg skiller sig ud ved at være meget klar, og er derfor den, man automatisk fokuserer mest på. På arabisk hedder denne stjerne ’Al Zimmach’ [spire, gren], på hebraisk Tsemach [fordansket til Zemak]. Zemak bliver i GT brugt som et selvstændigt navn på Messias, fx i Zak. 3:8, 6:12.
Der er altså især to navne, som specielt gør sig bemærket, og det er ’Netzer’, rodskuddet og Zemak, spiren – og peger frem på den samme frelser, der ’skyder frem’. Men alligevel er der stor forskel på disse to skud, som spirer frem. I bibelen beskriver rodskuddet ’Netzer nemlig Jesus som et menneske, der skyder frem fra Isajs rod [på hebraisk rodskud], mens Zemak beskriver hans guddommelige natur og oprindelse, og som derfor spirer frem fra sin egen rod, Zak. 3:8, Jer. 23:5-6, Es. 9:6.
Jeg håber, at denne gennemgang af himlens stjerner og deres navne ikke har været en alt for stor en mundfuld at få på en gang. Men hvis det bare kan få en og anden til at tænke nærmere over Guds storhed og visdom i sit skaberværk, er det godt nok. Så vidt jeg kan se, så er det er med tanke på dette, at Paulus kommer med denne konklusion i sit brev til romerne:
Det, som kan erkendes om Gud, ligger [nemlig] åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem [han har bl.a. fortalt det til dem i stjernerne]. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning. Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, Romerne. 1:19-22.
Og her er vi så ovre ved darwinismen, som i deres dårskab har kasseret Guds vidnesbyrd om sig selv - og de påstår derfor, at Gud ikke har efterladt sig noget vidnesbyrd, men at alt har udviklet sig tilfældigt. De hævder som tidligere nævnt, at det hele derimod begyndte med en stor eksplosion i verdensrummet, der bliver omtalt som Big Bang. Evolutionslæren omfatter nemlig ikke kun nogle teorier om livets udvikling, men om altings udvikling. En tilhænger af udviklingslæren [Theo Dobzhansky] har sagt beskrevet det på denne måde:
Evolution omfatter alle stadier af universets udvikling: Kosmisk, biologisk, menneskelig og kulturelt. Forsøg på at begrænse forestillingen om evolution til biologi er meningsløs. Liv er et produkt af evolution i den uorganiske natur. Mennesket er et produkt af evolution af liv6.
Læg mærke til, hvad der hævdes. Livet er et produkt af udvikling i den uorganiske natur, dvs. livet er ifølge udviklingsteorien kommet ud af noget dødt materie, som fx rumstøv. Selvom dette er vanskeligere at tro, end at tro på Guds ord om, hvordan verden blev til, så mener de ikke, at det kommer sagen ved – for tilhængerne af udviklingslæren siger jo netop: ’Der er ingen Gud’! Men selvom de igen og igen argumenterer for, at udviklingslæren er bevist, så indrømmer de alligevel også fra tid til anden, at der reelt ikke findes et eneste bevis for deres tro på udvikling. Årsagen til, at de alligevel forsvarer udviklingslæren, er altså ikke, at de kan bevise, at de har ret, men derimod, at der efter deres mening ikke er andre alternativer, for Gud og den bibelske skabelsesberetning har de jo kasseret. Vi skal se på et par eksempler på denne påstand. I indledningen til Darwins bog: ’Arternes oprindelse’, står der bl.a. dette i den engelske udgave:
’Evolutionsteorien er ikke bevist og kan ikke bevises. Vi tror på den, fordi det eneste alternativ er en speciel skabelse, hvilket er utænkeligt’7.
En anden biolog skriver:
’Udviklingslæren er godtaget af zoologerne, ikke pga. at man har kunnet iagttage, at udviklingen har fundet sted, eller, at det kan godtgøres ved logiske sammenhængende beviser på, at den er sand [for der er ingen beviser], men [udviklingslæren anerkendes] fordi den eneste anden mulighed, speciel skabelse, er absolut utrolig’8.
En anden biolog skriver:
’Udviklingslæren er godtaget af zoologerne, ikke pga. at man har kunnet iagttage, at udviklingen har fundet sted, eller, at det kan godtgøres ved logiske sammenhængende beviser på, at den er sand [for der er ingen beviser], men [udviklingslæren anerkendes] fordi den eneste anden mulighed, speciel skabelse, er absolut utrolig’8.
Udviklingslæren er altså ikke bevist, og det kommer heller aldrig til at ske, fordi det ikke er sket på den måde, som darwinisterne hævder. Deres udviklingsteorier er altså med andre ord udelukkende opbygget på nogle teorier, som aldrig bliver mere eller andet end - netop teorier. Men alligevel bliver teorien fremlagt som ’beviset!’ Og det er da også grunden til, at Big Bang-teorien konsekvens bliver omtalt som ’en sand og underbygget videnskab’, hvilket den altså ikke er. Men alligevel er der flere kirkeorganisationer, som har meldt ud, at de nu tror på og accepterer udviklingslærens teorier, måske fordi de tror, at den er bevist og at der derfor ikke er nogen vej udenom.
For ca. tre år siden erklærede den nuværende pave Benedikt fx officielt, at han og den romersk katolske kirke nu anerkender, at verden er blevet til, som darwinismen argumenterer for: Heri kommer han bl.a. med dette postulat: ’Der er ingen konflikt mellem troens forståelse af skabelsen og den empiriske videnskabs beviser’9. Midt i september, samme år [2008] kunne man i en online mail fra den engelske kirke læse følgende:
’Den engelske kirke vil i morgen officielt give Charles Darwin en undskyldning for at have misforstået hans evolutionsteori. Og som noget lidt specielt vil kirken rette undskyldningen direkte til Charles Darwin på trods af det faktum, at manden har været død i 126 år’10.
Sådanne udsagn er med til at føre kristne, som måske ikke er rodfæstede i deres tro, på vildspor. En af disse har for nylig sagt det på denne måde:
Det kan da godt være, at Gud har skabt verden på den måde, som de siger. Jeg tror, at Big Bang teorien godt kan gå hånd i hånd med det, der står i bibelen?
Kan de gå hånd i hånd? Nej – ligeså lidt, som Beliar og Kristus kan dette, jfr. 2. Kor. 6:14-16. Som vi har været inde på, så har darwinismen nemlig i princippet afskaffet troen på Gud som den historiske og skabende Gud. Og, som vi har set det, bliver det da også indrømmet af mange af dens tilhængere. Efter min mening er det simpelthen ikke andet end en hån mod Gud at kalde hans underfulde skaberværk for en tilfældighed.
Kort vil jeg beskrive, hvad Big Bang teorien egentlig på ud på. Teorien siger, at for 15-20 milliarder af år siden var der intet. Ingen materie, ingen Gud, intet liv. Men så skete der pludselig noget: Som et lyn fra en klar himmel kom der en voldsom eksplosion i verdensrummet [selvom der ikke eksisterede noget, som kunne skabe denne eksplosion]. Og det var så ud fra denne eksplosion, at universets milliarder af galakser, stjerner og planeter begyndte at udvikle sig – og med dét også universets og livets byggestene, som eksempelvis atomer, neutroner, molekyler, såvel som alle mulige kemiske forbindelser og sammensætninger. Og det var så ud af denne døde masse, at den første spæde start af livet begyndte, milliarder af år senere. Big Bang teorien hævder altså, at ’universet eksploderede sig til eksistens’, som det hedder i en af deres forklaringer - altså det stik modsatte af, hvad der ellers normalt sker ved en eksplosion, hvor det eksisterende altid bliver ødelagt.
I dag er de fleste tilhængere af Big Bang dog inde på, at der var noget i universet inden Big Bang. Årsagen er, efter egne udsagn, at ’det lyder for usandsynligt’, at noget kunne komme fra absolut intet. De siger nu, at alt i universet og på jorden er blevet til af et ’lille æg’, som dog ikke er et almindeligt æg, men millioner gange mindre. Det er så lille, at man kun kan se det i en elektron-mikroskop. Men alligevel havde dette lille æg alt det i sig, som har kunnet udvikle universet og alt liv og muligheder for livet. I tidsskriftet Astronomy har astronomen Timothy Ferris givet udtryk for, at ’til at begynde med var universet mindre end en proton’11.
Til oplysning kan det nævnes, at en proton er kernen i et atom, og er derfor mindre end verdens mindste byggesten, atomet. [1000 atomer fylder mindre end et hår]. Men nu belæres vi altså om, at for nogle milliarder år siden var alt det, som der nu eksisterer i universet, samlet og koncentreret i et ’æg’ på størrelsen med en proton. Dette æg skulle så ifølge teorien indeholde al materie og al den energi, som eksisterer den dag i dag. Men HVIS dette var sandt, så kommer spørgsmålet: Hvor kom dette æg fra? Hvem har planlagt og produceret det, siden det indeholder alt det, der var brug for til opbygning af universet, og alle muligheder for, at der kunne frembringe liv på jorden? Det principielle svar er, at det har ingen gjort! Og så er vi lige vidt. En Marylon Savant, som opnåede den sjældne ære at komme i Guiness rekordbog for sin høje intelligenskvotient, blev spurgt om sin mening angående Big Bang, og hun gav dette meget sigende svar:
’Jeg tror nok, at hvis det havde været en religion, som først havde hævdet denne opfattelse, så ville videnskabsmændene begynde at le af ideen’12.
Det har hun nok ret i. Mange forskere fra alle mulige videnskabelige grene giver udtryk for det samme, blot med andre ord. Lewis Bournoure, som er direktør for Zoologisk museum og Fransk Nationalt Center for videnskabelig forskning har fx sagt, at ’evolution er en eventyrfortælling for voksne’13. Vi husker, at evolutionslæren bliver betragtet som en naturlig og tilfældig udvikling af alt og alting efter Big Bang. Og det må da siges at være et eventyr, en historiefortælling for voksne. Men alligevel bliver selv børn fodret med, at ’dette er sandheden’. Men det er den ikke! Den modsiges da også af utallige biologer, zoologer, kosmologer osv. Det kommer måske som en overraskende for mange at høre, at der for hvert år er flere og flere forskere, som ikke tror på udviklingslæren mere. En af disse, en dr. Wilder Smith fastslår følgende:
’Det er en fejltagelse, når darwinister og nydarwinister påstår – som de ofte gør, at alle kompetente og velunderrettede personer er enige med dem i deres teorier om livets oprindelse.. Faktum.. er, at flere og flere fysikere, matematikere og endda biologer er ved at blive urolige over hele idegrundlaget for darwinismen og nydarwinismen’14.
Af de mere kendte videnskabsmænd, som har modsagt udviklingslæren, er fysikere som Niels Bohr og Albert Einstein. Sidstnævnte, som bl.a. blev verdenskendt pga. sin relativitetsteorier, har eksempelvis sagt dette om universet:
Videnskabens religiøse følelser er henrykt over naturlovenes harmoni. Deres orden/hensigtsmæssighed er et mirakel, som bliver styrket, når kundskaben øges15.
Darwinismen bliver altså modsagt af ganske mange forskere fra alle videnskabelige grene. Dertil kommer, at den også bliver modsagt af den kosmologiske og astronomiske viden, der er på området, såvel som af alle universets gældende love. Blandt disse love finder vi ’de termodynamiske love’, som eksempelvis er ligeså gældende som den lov, som alle mennesker bliver påvirket af hver dag, uden vi tænker over det. Nogle af disse love være ret svære at forstå, men i min korte gennemgang af disse vil jeg søge at gøre dem så forståelige som muligt.
1. Termodynamikkens 1. lov beskriver energiens konstans, dvs., at energi hverken kan opstå eller tilintetgøres. Den er konstant! Ifølge denne lov er det umuligt at frembringe en eksplosion som Big Bang, hvis den samme energi ikke var der i forvejen. Den første sætning om, at energi ikke kan opstå, udelukker derfor, at universet er opstået af intet, som udviklingslæren påstår. Det er denne første lov, som kan få selv en skoleelev til at konkludere, at en maskine kan producere fx 100.000 dåser i timen, så længe den får tilført energi og råmateriale. Men hvis denne tilførsel går i stå, så vil produktionen selvfølgelig også gøre det. Denne første lov beviser med andre ord, at udviklingslæren kun er en filosofi, som videnskabeligt og bevisligt ikke hænger sammen.
2. Termodynamikkens 2. lov beskriver ’energiens forfald’. Den beskriver, at alle ændringer [i fx universet] sker i retning af øget uorden - og ikke det modsatte, som darwinismen påstår. Det præciseres, at dette forfald af energien skyldes nødvendige naturprocesser, som bare går en vej, nemlig mod destruktion af den energi, som paradoksalt nok ikke kan tilintetgøres. Denne 2. lov eliminerer altså alle muligheder for den udvikling, som udviklingslæren påstår. Som et eksempel tager vi den samme maskine som før, som kan producere 100.000 dåser i timen ved at få tilført energi og råmateriale. Dette kan vi uden videre tro, fordi den bygger på den pålidelige og logiske 1. lov. Men 2. lov er ligeså logisk. Derfor vil vi stejle, hvis direktøren for firmaet fx sagde, at maskinen selv er blevet til af en dynge metalstumper, der samlede sig på egen hånd ved, at de havde fået tilstrækkelig tid til det. Alle ville grine af en sådan forklaring, for det vil selvfølgelig ikke ske, fordi det strider mod al sund fornuft – og altså også mod termodynamikkens 2. lov, som derimod taler om maskinens forfald, for at blive i billedet. Det er i denne forbindelse, at en forsker har skrevet dette i en videnskabelig artikel i ’Wald’:
’den mest indviklede maskine, [som] mennesket har grublet sig frem til, fx en computer, er barnemad i sammenligning’.
En kemiker i fysik, J.J. Greber har skrevet om det samme og siger:
’Det er lige så fornuftstridigt at tro, at universet og livet er opstået ved et rent tilfælde, som at tro, at man kan få et 12-binds leksikon ud af en eksplosion i et bogtrykkeri’16.
3. Vi skal kort se på en anden universel lov, hvor udviklingslæren modsiges af forskere indenfor kosmologien og astronomien, og det er vedr. ’loven om bevægelse’. Darwinisterne påstår fx, at universet eksploderede sig til eksistens ved det, som bliver omtalt som Big Bang. Som forklaring på, at planeter, stjerner og galakser roterer rundt om egen akse, hævdes det, at det blev sat i gang i eksplosionsøjeblikket. Men dette er umuligt pga. følgende:
Hvis det hele blev slynget ud fra Big Bang pga. en opståede rotationskraft [fx fra venstre til højre], så ville alle planeter, stjerner og galakser i universet automatisk roterer omkring sin egen akse på den samme måde. Det ville derfor være umuligt, at der ville være nogle stjerner, planeter og galakser, som roterede modsat de andre. Denne umulighed har fysikere illustreret ved, at nogle børn står på en karrusel og holder fast, mens den får mere og mere fart på17. Til sidst bliver børnene, en efter en - slynget ud af karrusellen, alt imens de stadig roterer i luften. Den fysiske lov forklarer, at det selvfølgelig ikke er tilfældigt, hvordan de roterer. Alle vil rotere ens fx fra venstre til højre. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, at eksempelvis et af børnene rotere i den modsatte retning, når det blev slynget ud af karrusellen. Hvis teorien om Big Bang var sand, så ville alle stjerner, planeter og kommende galakser ifølge denne lov også blive slynget ud, mens de alle roterede den samme vej. Men dette er ikke tilfældet! Der er faktisk en del planeter, stjerner og galakser, som roterer modsat de andre[dette kaldes retrograd]. Fx har to planeter i vores solsystem en delvis retrograd; det er Uranus og Venus18.
4. Hvis Big Bang teorien om altings begyndelse stemte med virkeligheden, så ville stjernernes og galaksernes fart ifølge samme lov være konstant [pga. det lufttomme rum], eller svagt faldende over tid pga. andre fysiske love, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. For nogle år siden kom det nemlig frem, at alt i universet af en eller anden grund udvider sig og får mere og mere fart på. Denne opdagelse er gjort af tre fysikere fra USA, som i september 2011 har fået ’årets nobelpris i fysik for denne skelsættende opdagelse19. Man skal nok være en ekspert i fysik for at forstå dette - men det er også nok ganske simpelt at tro, at alt er under Guds planlagte orden, vilje og plan, som han har sagt det i sit ord.
Der kunne nævnes meget mere om universets love, som alle vidner om, at udviklingslæren har et enormt troværdighedsproblem, men det når vi ikke i denne omgang. Det, som her er gennemgået, er da også kun ment som at være en øjenåbner for dem, som ikke helt ved, hvad de skal stille op med den pågående udviklingslære – og samtidig hermed pege på, at den bibelske beskrivelse af Guds skaberværk er en troværdig skildring og videnskabelig set det mest sandsynlige. Derfor bakkes skabelsesberetningen da også op af mange, mange seriøse forskere indenfor alle videnskabelige grene. En af disse forskere siger:
’skabelsesdoktrinen går ikke imod termodynamikkens love, eller nogen anden lov i universet, men er i harmoni med den’20.
En af de førende eksperter på sit område er professor Chandre Wickramasinghe, som siger:
Helt fra jeg fik min første oplæring som videnskabsmand blev jeg kraftig hjernevasket til at tro, at videnskab er uforenelig med nogen form for direkte skabelse. Det har kostet megen lidelse at skille mig af med denne opfattelse. Jeg bryder mig ikke om den situation og sindstilstand, jeg er kommet ind i, men jeg ved nu, at der ikke findes nogen anden måde at forstå den nøjagtige orden af livets kemiske stoffer, end at henvise til en kosmisk skabelse21.
Til sidst vil jeg også citere en dansk botaniker, Johannes Warming, som er verdenskendt som grundlægger af den økologiske plantegeografi. Han siger:
Nutidens standpunkt er dette: Videnskaben kender intet eksempel på, at levende væsener er opstået forældreløse af det livløse stof. Videnskaben har ikke rokket ved bibelens første ord: I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden’. Udviklingslæren er en ubevist og ubeviselig sag, en trossag22.
Dette er sandt! Videnskaben har ikke rokket ved bibelens beskrivelse af Gud som Skaber. Og det kommer de heller ikke til, fordi udviklingslæren er ubevist og er ubeviselig. Som vi så det ovenfor, skrev Chandre Wickramasinghe, at han ’som videnskabsmand blev.. kraftig hjernevasket’. Og det er et stort problem, fordi vi lever i denne verden og må hele tiden forholde os til, om det, vi får fortalt, fx om livet og livets mening, er sandfærdig eller ikke. Selvom bibelen ofte ikke er i høj kurs, så er det kun der, vi finder det sande svar på, hvor vi kommer fra og hvor vi går hen. Hvis det var sandt, at vi nedstammer fra aberne, som igen nedstammer fra en bakterie, som tilfældigt har fået liv fra ikke-organisk materiale, så står vi selvfølgelig ikke til ansvar overfor Gud. Og så har vi heller ikke brug for en Frelser. Og så er vi ’uden håb og uden Gud i verden’, som Paulus skriver det i Ef. 2:12.
Men dette er da heller ikke sandt! Og derfor er udviklingslærens teori om, at vi nedstammer fra dyr – og ikke fra Gud, da også en løgn fra helvede. Fra næste afsnit skal vi se nærmere på nogle af de argumenter, som darwinismen ynder at fremføre som bevis for, at alt liv på jorden har udviklet sig til det, vi ser i dag. Og vi skal her se på nogle eksempler, som påviser, at udviklingslærens teorier er opbygget 100% på luftkasteller, som er løgne, som alle kan se, hvis de da ikke lukker øjnene for sandheden. Gennem disse eksempler er det trosstyrkende at kunne konkludere, at al sand zoologi, biologi, geologi, palæontologi osv. igen og igen synes at bevise, at Gud har skabt alt, som han har sagt det i sit ord.
Ifølge bibelen har Gud skabt alt liv på jorden, og med det alle de livsbetingelser, som er nødvendige for opretholdelse af dette liv. Dette tror vi, fordi han har givet os af sin Ånd, som vidner om dette. Hebræerbrevets forfatter skriver:
’I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se’, Hebr. 11:3.
Gennem bibelen bevidnes det igen og igen, at det er Gud alene, som i sin visdom, storhed og almagt har skabt verden og alt liv på den. Lad os se, hvad der står i bibelens første kapitel. Her læser vi, at ’Gud sagde’, så skete det. Han bød, så var det til. Det var jo netop det, vi læste i Hebr. 11. For hver dags skabelse så Gud på det, han havde skabt, og han så, at det var godt. Til mindste detalje var det perfekt. Vi skal se to eksempler på det fantastiske liv, som Gud i sin almagt, visdom og storhed har skabt.
Vi skal et øjeblik se den enkelte celle. En bakterie har fx kun en celle, en regnorm har ca. 100 celler, mens et menneske har 10[36] [1000 trillioner] celler. I 1800-tallet troede man, at cellerne var enkelt opbygget og derfor nem at udforske: Men i dag ved man, at hver enkelt celle er uhyre kompliceret, og gemmer på nogle af de største hemmeligheder, som den biologiske videnskab har udforsket.
Man fandt nemlig ud af, at en celle er adskilt fra dens omgivelse med en membran, en tynd hinde, hvor kemiske processer i og udenfor cellen gør det muligt at føre næringsstoffer, væske og alt det, der skal bruges til cellens vedligeholdelse og opbygning, ind i cellen – og samtidig hermed beskytte cellen mod skadelige stoffer og befri den for div. affaldsstoffer. Til trods for størrelsen [ca. 1/10 af et hårstrå] er det cellerne, der laver alt det arbejde, der skal til, for at organismen skal fungere.
Cellen er fyldt med en væske, som bl.a. indeholder ’mitokondrier’, der medvirker til energistofskiftet, og beskrives som ’cellens kraftstation’ og ’organismens historieskriver’. Fx har man fundet ud af, at der her bliver lagret et slægtsspor i arvemateriale, som kan fortælle, hvor mange slægtled der er gået, siden det første slægtled [Adam og Eva]. Respekterede og kompetente forskere har ud fra de nyeste målinger af mitokondrierne beregnet, at ’menneskeslægtens alder må være omkring 300 generationer[23]’. Hvis man anslår en generation til ca. 20 år, kan menneskehedens alder dermed anslås til at være ca. 6000 år, et tal, som bibelen synes at bekræfte.
I den enkelte cellekerne er der 46 kromosomer, hvis det er en menneskecelle, der er tale om. Hvis vi går over til dyreriget og planteriget, så har den enkelte celle et helt andet antal kromosomer. Fx er der 48 kromosomer i en abe, som nogle ynder at sammenligne os med, i en gris er der 40, og i hvede er der 42 kromosomer i den enkelte celle. Sommerfugle har endnu flere, nemlig op til 224 kromosomer i en celle. Og hvis vi går over til planteriget, så har de fleste blomsterarter mellem 14 og 48 kromosomer i en celle, men en bregne har så mange som 1320[24]. Hver enkelt art har altså deres bestemte antal kromosomer, så, for overskuelighedens skyld er det kun et menneskes celler, som bliver behandlet i det følgende.I hver eneste af menneskets 200 milliarder celler er der ca. 3 milliarder DNA molekyler, som bliver omtalt som ’livets alfabet’. Ovenfor ses et lille stykke af et kromosoms DNA molekyler. Disse er molekyler er opbygget [og vist] som en snoet trappe, som dog er meget længere end en almindelig trappe, idet hver eneste består af ca. tre milliarder trin. Disse DNA molekylers sammensætning er ret kompliceret at skulle forklare, og det er det heller ikke nødvendig at gøre i denne sammenhæng. Dog skal det siges, at, på de førnævnte 3 milliarder trin findes alle de gener, som er nødvendige for at skabe et menneske, med dets biologiske særpræg og egenart, og med indbygget energi til at sætte [og holde] de forskellige livsprocesser i gang[25].
Desuden indeholder alle de nævnte 3 milliarder trin en slags kode, som kan kombineres på samme måde, som hvis man gerne vil have kontakt med en over telefon. Med kun otte cifre er det muligt at kombinere millioner af telefonnumre, så hver eneste bruger har sit eget nummer. Tænk så på, hvor mange forskellige kombinationer, der er til rådighed, hvis der er 100 cifre i stedet for de otte? Det ville være så mange kombinationer, at det ville nærmest være umuligt at regne ud! Men hvad så, hvis vi har 3 milliarder cifre til rådighed? Tallet vil være så enormt, at vi skal op i utallige trillioner kombinationer [en trillion er som bekendt 1000 billioner, som igen er 1000 milliarder]. Disse koder ville fylde så meget, at hvis der var en, som satte sig for at printe alle disse genkombinationer ud på papir, småt og tæt beskrevne uden mellemrum, så ville de fylde 500.000 sider, som svarer til 20 reolmeter. Og alt dette er altså kun fra en enkelt celle – og så er der lige 200 milliarder celler mere[26].
Hvert enkelt DNA molekyle med dets gener er blevet sammenlignet med en arkitekt, som ikke nøjes med at lave en tegning af huset, men bygger også selv huset. For dette molekyle med dets uhyre komplicerede DNA koder må først være til stede – for det jo arkitektens tegning til huset, eller mere præcis: det er Skaberens beskrivelse af den levende organisme. Alt dette er så fantastisk, at man forstår, at forskere er forundret over, hvad de ser. Det fik en forsker til, i tidsskriftet Science, at konkludere:
’Vi må forandre vort spørgsmål om livets oprindelse til at spørge om opkomsten af DNA molekylet. Men en sådan intelligent ’brugsanvisning’ eller arbejdsbeskrivelse, kan ikke så godt have udformet og skrevet sig selv[27]’.
Vi skal endnu et øjeblik beskæftige os med denne intelligente ’brugsanvisning’. Alle ved, at efter undfangelsen deler cellen sig først til 2, så til 4, 8, 16 celler, osv. I begyndelsen ligner det kun en klump celler, men meget tidligt begynder cellerne at specialisere sig, og efter blot en til to uger kan det ses, at det bliver til et menneske På fotoet til venstre ses fire små menneskefostre, som er fra 5-12 uger gamle, og de burde ikke være endt som aborter, som er et andet ord for fosterdrab.Et menneskeliv er nemlig fantastisk. Tænk, at hver eneste celle indeholder alle de informationer, som er nødvendige for, at den kan udvikle sig videre til et menneske. Det hele sker i et fantastisk samarbejde med de øvrige celler i kroppen, hvor de med et slags kodesprog ’aftaler’, hvad den og den celle skal udvikle sig til. Nogle celler bevæger sig op til det, der skal blive hoved, andre ned til benene, og atter andre til hjertet. Pludselig er der celler, som har ’fået besked på’ at danne næse, mund, øjne, hår osv. Og dette sker! Andre får besked på at blive til to ben, med to fødder og 10 tæer, og andre til et kredsløb, som skal forbindes med hjerte og lunger for at fungere. Og dette sker. For samtidig er der andre celler, som har fået ’besked’ på at blive til et hjerte, og snart efter begynder disse celler pludselig til rytmisk at pumpe det blod rundt, som andre celler har fået besked på at danne.
Og sådan kunne vi blive ved, hvis vi også skulle tale om alle de mange forskellige organer, som vi har i os. Tænk bare på øjet med dets fantastiske opbygning, som i ’et samarbejde’ med synsnerven kan sende levende billeder ind i synscentret i hjernen. Eller tænk på den kompleksitet, som dirigerer det enkelte menneskets stofskifte, vejrtrækning og temperaturcenter, syre-base balance, og de mange forskelligartede, men livsnødvendige enzymer, hormoner, molekyler og kemiske processer, osv.
Hvorfra ved den enkelte celle, hvad den skal blive til? Det ville jo ikke se godt ud, hvis nogle celler begyndte at danne en storetå der, hvor næsen skulle være, fordi de troede, at de var nede ved fødderne. Eller hvis det begyndte at lave ben der, hvor armene sidder. Vi kunne sige, at det sker, fordi det er nedlagt i genernes koder. Men hvem har givet generne disse koder? Men der er endnu mere at forundres over: Generne ved også, hvornår koderne for hoved, ben og hjerte skal aktiveres, og senere specialiseres til at blive til næse, øjne, muskler, knogler og hjerte, osv. Der er kun et svar på, hvem der er i stand til at danne alt dette, og dirigere det derhen, hvor det skal være, og det er Gud. I forundring over dette priser David Gud, sin Skaber og siger:
Du har dannet mine nyrer, vævet mig i moders liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger, det kender min sjæl til fulde. Mine ben [på grundsproget: substans, dvs. alt i mig] var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom.. som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle skrevet, dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet, Sal. 139:13-16.
Lad os som et andet eksempel se på fuglene. Jesus henviste flere gange til fuglene. De bekymrer sig ikke, de sår ikke og samler ikke i lade. Og derfor skal vi heller ikke bekymre os, for ’I er langt mere værd end fuglene’, siger han i Luk. 12:24. Når vi iagttager fuglene, så ser vi også, hvor fantastisk de er skabt. Vi skal ikke gennemgå fuglenes anatomi, som ellers godt kan være spændende nok. Vi kan fx bare tænke på fuglenes aerodynamik og den specielle letvægts-knoglestruktur. Her skal vi dog nøjes med at se, hvor underfuldt det er, at fuglene i det hele taget kan finde vej under deres lange rejse sydpå om efteråret, for igen at flyve retur næste forår. Man mener, at der årligt er 3-4 milliarder fugle, fordelt på ca. 60 arter, som foretager denne rejse.I mange år har forskere prøvet at forstå, hvilke evner fuglene benytter for at finde frem og tilbage på disse lange rejser. Man ved, at hos mange arter skal ungerne lære ’trækruten’ af deres forældre, inden de ’kan selv’. Alene dette er utroligt. Det er fantastisk, at denne lille fuglehjerne kan huske hele trækruten t/r ved blot at se ruten en enkelt gang. Men der er mange andre forunderlige gåder. Vi skal se på nogle få:
1. Der er mange fuglearter, hvor ungerne tager af sted sydpå lang tid før forældrene, og for nogle en tid efter. Men, hvordan kan de det, når der ikke er nogen til at vise dem vej? Det kan selvfølgelig forklares med, at den enkelte art har en naturlig, medfødt instinkt til at kende ruten, men det er alligevel en gåde, for ruten er jo forskellig alt efter, om de kommer fra Sverige eller Danmark. Men det er dog til at forstå.
2. Straks sværere bliver det, når man ved, at mange fuglearter benytter jordens magnetisme til at finde vej [om dagen] og stjernernes position [om natten]. Hvordan de gør det, er stadig en stor gåde. Nogle bruger endda begge metoder samtidigt.
Hvis en fugleart benytter sig af fx jordmagnetismen, så bliver den nemlig nødt til at justere flyveretningen hvert eneste år, fordi den magnetiske nord/sydpol år for år flytter sig lidt i forhold til de geografiske poler. Det er så meget som 1/10 grad om året. [det er som bekendt denne magnetisme, som får et kompas til at virke]. Den magnetiske nordpol ligger altså ikke der, hvor man skulle tro, den ligger - nemlig på den geografiske nordpol, men ligger lige nu lidt nord for Canada. Her er det som om, at beskrivelsen ’medfødt instinkt’ ikke er nok til at forklare, hvordan de finder vej.
For hvis fuglen flyver sydpå [eller nordpå] efter den indre magnetnål, som den gjorde sidste år, så vil den ikke komme frem til bestemmelsesstedet – og den ville måske drukne pga. træthed undervejs? Men det sker ikke! Hvem er i stand til, år efter år, at give de enkelte fuglearter en opdateret information om kursændringen? For mig er det et vidnesbyrd om, at Gud i sin visdom må have nedlagt en slags evighedskalender ned i fuglene, som opdaterer sig selv for hvert år, der går.3. Lige så underfuldt er det, når ornitologer taler om, at fuglene aflæser stjernerne for at kunne finde vej. For stjernerne viser sig som bekendt forskellig fra time til time, nat til nat, år for år. De kan derfor ikke ’bare’ tage af sted, fordi de kan huske stjernernes position fra sidste år. Der må simpelthen være en være en kvalificeret matematiker, som fortæller dem, hvornår de skal tage af sted og hvilken kurs de skal tage. Og, når de så endelig er på vej, så dukker der et nyt problem op. I alle fald, hvis det var os, som skulle finde vej ved hjælp af stjernerne! For stjernernes position over Danmark er nemlig ikke den samme som længere sydpå.
Dvs., at hvis de ikke løbende får indkodet en ny opdateret kursændring undervejs, så ville de heller ved stjernernes hjælp have en chance for at nå frem. For ornitologer er det en gåde, hvordan fuglene kan finde vej. Og det er virkelig en gåde - hvis man altså ikke tager Gud med ind i forståelsen. For også her synes den eneste forklaring at være, at Gud har lagt en slags evighedskalender ind i fuglene, som vel og mærke inkl. en automatisk opdatering. Alt dette er et vidnesbyrd om, hvilken vidunderlig, almægtig og stor Gud, som de - og vi har.
I teksten fra 1. Mos. 1 læser vi, at Gud skabte alt det levende ’efter deres arter’, fx i vers 24, hvor der står: ’Derpå sagde Gud: Jorden frembringe levende væsener efter deres arter.. Og således skete det’. Det betyder, at hver enkelt art er skabt med sit særpræg og egenskaber. Ordene ’efter deres arter’ betyder konkret, at Gud har nedlagt en barriere, som ikke kan overskrides. Derfor ser vi da heller ikke et egetræ, som er begyndt at udvikle sig til fx et bøgetræ eller æbletræ. Det kan ikke lade sig gøre. For en art kan nemlig ikke [og har aldrig kunnet] overskride den artsgrænse, som Gud har nedlagt i den enkelte art, og derfor er udviklingslæren da også, for en stor del, opbygget på snyd og bedrag.
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er tale om en ny art, når der sker variationer indenfor den enkelte art. For Gud har nemlig nedlagt en evne i den enkelte art til at tilpasse sig
forskellige klima- og vækstforhold, krydsninger indenfor arten, osv. Fx ved alle, at det er vist nok er ulven, som er stamfader til de hunde, som vi har taget til os som kæledyr. Men, alle ved også, at der er en stor variation på de enkelte hundes udseende og størrelse, selvfølgelig godt på vej af en målrettet genmanipulation, som med et fint ord kaldes for ’kunstig selektion’. Men hvis man overlader hunden til sig selv [som der er mange tilfælde af i fx Italien], så bliver den med tiden til en vildhund, som efterhånden bliver mere lig dens stamfar, både i adfærd og i udseende. Men alligevel forbliver den med at tilhøre samme hundeslægt/art. Den har stadig, ligesom ulven og dermed også hunden 78 kromosomer, mens katten fx kun har 38. Der er altså lagt en artsbarriere ned i generne, og derfor ser vi da heller aldrig, at en hund eksempelvis begynder at udvikle sig til en kat. Men, det er i princippet det, udviklingslæren vil have os til at tro.Darwin har da også indrømmet, at udviklingslæren står og falder med teorien eller troen på udvikling fra den ene art til en helt anden art. I sin bog ’Arternes oprindelse’ står der [i den engelske udgave fra 1859]:
’Hvis det kan bevises, at der eksisterer et kompliceret organ, som ikke på nogen måde har udviklet sig ved utallige påfølgende små modifikationer [= mutationer], ville min teori falde sammen[28]’.
De gudløse ser ikke dét, som vi kan se og forstå, fordi de har valgt at tro på løgnen om, at alt i stedet har udviklet sig tilfældigt over milliarder af år. Det betyder, at de i stedet for at tro, at vi er skabt i Guds billede, hellere vil tro, at vi nedstammer fra aberne, som igen nedstammer fra en eller anden bakterieforfader, og som igen, i tidernes morgen har udviklet sig tilfældigt fra noget dødt materie. Som eksempel skriver darwinisten Julian Huxley dette i sin bog ’Evolotionary Etichs’:
’Evolution er kreativ sådan, at den forvandler og levendegør den døde materie[29]’.
Det er ikke, fordi tilhængerne af udviklingslæren IKKE KAN TRO, for Gud har givet det til alle at kunne tro. Men årsagen er derfor den, at de ikke vil tro. Denne dårskab giver sig udtryk i udtalelser som den, som en Sir Arthur Keith skriver i indledningen til Charles Darwins bog: ’Origin of Species’ [Arternes oprindelse]. Her siger han, at
’Evolutionsteorien er ikke bevist og kan ikke bevises. Vi tror på den, fordi det eneste alternativ er [at tro på] en speciel skabelse, hvilket er utænkeligt[30]’.
Der er altså ingen beviser! De vil med andre ord hellere tro på udviklingslæren, som er langt mere usandsynlig end at tro på bibelens Gud og på det, der står i bibelen om skabelsen. Men alligevel er der mange, som tror, at udviklingslæren må være sand, fordi de konstant får fortalt, at den er bevist – hvad den altså ikke er! At tro på udviklingslæren er derfor det samme som at beskrive menneskets dårskab. Paulus omtaler denne dårskab på denne måde:
’Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning. Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, forføddede dyr og krybdyr’, Romerne. 1:20-23.
Denne tekst giver en beskrivelse af, hvad der sker, når mennesker vender sig bort fra Gud. Deres tanker bliver tomme, så de tror, at det er dyrene, som er deres gud, som derfor også er ophavet til livet. På et tidspunkt sagde Darwin, at: ’der burde være utallige overgangsformer, men - hvorfor er der så ingen’[31]? Årsagen er, at der ikke har været nogen udvikling. Det er ikke simpelthen ikke foregået på denne måde, og derfor vil de aldrig finde et eneste sandfærdigt bevis. Den konklusion vil ethvert fornuftigt menneske komme til – hvis de vil tage udviklingsbrillerne af og lytte til deres sunde fornuft, og til Guds vidnesbyrd om sig selv i bibelen og gennem alt det, han har skabt. Det er først, når man lukker øjnene for sandheden, at mennesker begynder at tro løgnen. Men det er sådan, at når gudstroen kasseres, så er mennesker åbenbart villige til at tro på hvad som helst, der kan bekræfte dem i deres nye tro.
Alle har nok set de udviklingsstamtavler, hvor man ved roden ser de første primitive dyr eller noget uorganisk stof. Efterhånden, som man kommer højere op på stamtavlen, ser man ’udviklingen’ fra det primitive til de mere højerestående dyr og planter. Til højre ses en af disse typiske opstillinger.Men denne rækkefølge findes kun i fantasien. Den eksisterer ikke i virkeligheden. Der eksisterer, som tidligere nævnt, ikke en eneste overgangsform fra et dyr til et andet. En professor. Frank L. Marsh siger det således:
’Hele det fylogenetiske træ er ren spekulation.. de eneste dele af dette træ, der eksisterer, er de mindre grene. Stammen og de store grene er intet andet end spekulation[32]’.
En professor ved navn J. A. Thomson skriver om det samme:
’Det er ikke muligt at tegne et stamtræ, som viser nedarving fra nogen art, levende eller uddød, af forfædre, som hørte til nogen anden art. De tidligst kendte fossiler af de forskellige klasser og ordner er ikke halvfærdige eller halvt udviklede former, men de optræder fuldt udviklet med alle karaktertræk for deres klasser og ordner. De forandringer, som grupperne har undergået siden de [først] optrådte, er ubetydelige[33]’.
Stamtræet er udviklet ud fra en [ateistisk] teori om, at alle fossilfund findes i den samme rækkefølge i de forskellige geologiske lag, som det kan ses på opstillingen til højre, og kan på en måde sammenlignes med en stak pandekager. Geologer, som er fortalere for udviklingslæren, har inddelt de geologiske lag i 16 lag, og hvert lag repræsenterer de forskellige tidsperioder i udviklingsrækken [ligesom den første pandekage ligger nederst i stakken]. Ifølge teorien er det nederste lag, som kaldes kambrium, 2,5 milliarder år gammel, og derfor bliver det også anset for at være det ældste fossilbærende lag, og indeholder dermed også, ifølge udviklingslæren, det ældste liv på jorden. De øverste lag indeholder derimod de yngre og mere højerestående arter. Imellem det første og sidste lag findes de øvrige 14 lag/tidsperioder. Et nyt lag bliver dannet ved, at det forrige lag bliver dækket af sedimenter, som under særlige omstændigheder kan ’drukne’ nogle af de dyr, planter og forskellige aftryk fra denne tidligere periode – og det er så dem, man til tider kan finde som fossiler[34]. Det lange tidsrum på 2½ milliarder år er dog kun en teori, for at der kan være masse af tid til, at de forskellige dyr og planter kunne nå at udvikle sig, som teorien foreskriver.Men, som vi skal se i det følgende, så stemmer de opstillede teorier ikke med virkeligheden. Årsagen er, at det ikke er sket på den måde de hævder.
Som vi har set, så fastsætter udviklingslæren tidsmæssigt de forskellige fossile dyr og planter efter, i hvilket lag de finder dem. Men der er rigtig meget, som ikke stemmer med virkeligheden:
1. Alle fund viser altid fuldt udviklede dyr eller planter. Der er overhovedet ingen spor, som antyder, at der har fundet en udvikling sted.
2. Der er manipuleret kraftigt i udregningen af de geologiske lag. Der findes eksempelvis en mængde geologiske lag over hele verden, som ikke ligger i den rækkefølge, som udviklingslæren har opstillet. Fx ligger disse lag mange steder i en anden rækkefølge, og endda til tider i omvendt orden. Og, som vi skal se senere, sker det endda, at ’gamle lag’, ligger øverst.
3. De fossiler eller andre spor af liv, som bliver fundet i et geologisk lag, som ikke stemmer med udviklingslærens teori, bliver i reglen enten ignoreret eller bortforklaret. Sådanne fund bliver ofte omtalt som fund ’ i forurenet lag’ eller som ’Out of Place fossils’ [fossiler på forkert sted][35]. Listen over sådanne malplacerede ting begynder at blive bemærkelsesværdig lang. Det er fx fundet masse af menneskefremstillede genstande inde i faste og uberørte geologiske lag, ligesom det er tilfældet med fossile dyr og planter. Millioner af sådanne fund er stort set alle som en blevet klassificeret som ’ikke troværdige fund’, alene fordi de er fundet på forkerte steder[36]. Årsagen til denne manøvre eller manipulation skyldes, at hvis disse fund blev almindelig kendt, vil udviklingslærens korthus øjeblikkeligt falde sammen.
Det skal vi også se på i det følgende. De nævnte eksempler afslører, at udviklingslæren overhovedet ikke hænger sammen, men er opbygget på manipulationer, fortielser, ignorering og løgne.
Gennem tiden har man fundet flere 100.000’ere af trilobitter, som er en slags bille, som for længst er uddød. Efter de føromtalte lag har udviklingslærens beregnet dem til, at de levede fra 600 til 300 millioner år siden. Ifølge udviklingslæren skete det det millioner år før, at mennesket opstod som art. Men det stemmer bare ikke med realiteterne. Der er fx fundet aftryk af trilobitter, som var blevet knust mellem en sandal og et fodaftryk. Jfr. foto til venstre, og et nærfoto af den ene [af to] trilobitt til højre[37]. Men hvordan kunne dette være sket, hvis udviklingslæren har ret i, at trilobitterne uddøde mindst 250 millioner år før menneskets opståen? Svaret er indlysende: Det er der heller ikke. Tidsperioden eksisterer nemlig kun som uholdbare teorier hos darwinisterne.
Ifølge udviklingslæren hævdes det, at dinosaurerne levede 40-50 millioner år før mennesket dukkede op. Men, flere tusinde fund af dinosaur-fodspor modbeviser dette. Fx er der i ’Dinosaurland’ i Texas fundet i alt 303 fodspor af dinosaur sammen med 66 menneskefodspor[38]. Hvad stiller udviklingslæren op med sådanne fakta? Som ovenfor nævnt: fortie fundet, hvis dette er muligt. Et par eksempler herpå:
1. I et Tv-program om dinosaur, som blev vist i NRK og BBC, blev netop disse dinosaurfodspor vist frem som et eksempel på udvikling. Og det var nok af den grund, at man bevidst undlod at vise, eller fortælle, at disse fodspor er fundet sammen med menneskespor, og som i virkeligheden modbeviser, at der er foregået en udvikling[39].
2. En amerikansk redaktør ved navn Walter Lang beskriver, hvordan han besøgte dette område sammen med nogle venner. De spurgte den pige, der solgte billetter til Dinosaurland, hvordan det kunne være, at ’litteraturen om parken ikke nævnte noget om fossile fodspor af mennesker’. Hun svarede: ’Vi må helst ikke officielt indrømme, at der [også] er menneskespor’[40]. Årsagen hertil er åbenbar: Sådanne fund skal ties ihjel, fordi de ikke passer ind i udviklingsskemaet[41]. Ifølge dette skema uddøde dinosaurerne jo mange millioner år før menneskets opståen. En dr. A. E. Wilder Smith, som er en af pionererne mod den gængse udviklingslære, siger da også: ’Et dinosaurus-spor samme sted som et menneskeligt fodspor er nok til at vælte hele den darwinistiske teori og revolutionere al biologi i dag[42].
Mens vi er ved at tale om dinosaurer, så har en arkæolog ved navn Waldemar Julsrud fundet en mængde forhistoriske lerfigurer under et bjergområde i Mexico. Det skete sammen med direktøren for Nationalmuseet, som var ansvarlig for de arkæologiske udgravninger i landet. Tilsammen fandt de over 33.000 keramikfigurer ved bl.a. El Toro-bjerget.
Hundredvis af disse figurer viste tydelige modeller af forskellige dinosaurtyper. Et af dem ses her til højre[43]. Mange af disse keramikfigurer [men ingen dinosaurfigurer] sendte disse arkæologer til videnskabelige dateringscentre i USA, bl.a. til ’Isotopes Incorporated’ i New Jersey, som udførte tre test med radiokarbon, og til Pennsylvania Universitet, som udførte nogle ’thermoluminecence dateringer’. Rapporterne fra dateringseksperterne kom tilbage med årstallene fra 4530 til 1640 år f. Kr. Da arkæologerne havde fået fastslået disse dateringer, sendte de derefter dinosauerfigurene til dateringseksperterne og fortalte, at de har fundet hundredvis af dinosaurfigurer sammen med de andre figurer, som allerede var dateret. Årsagen til, at de ikke sendte dem første gang, var måske frygten for, at dette ville påvirke en sand datering, som følgende da også viser: For de samme laboratorier, som tidligere havde dateret figurerne til nogle få tusinde år, fastsatte nu, at alle figurer kun at være 35 år gamle[44]. Der var ingen grund til at ændre på tallet, for fundene er bevidnet, men hvorfor skete det så? Årsagen er, at den etablerede videnskab retter sig ind efter udviklingslæren. Når udviklingslæren derfor lærer, at dinosaurerne døde millioner af år før mennesket kom til, så kan mennesker derfor hverken have set og lavet disse figurer for nogle tusinde år siden. I stedet for at anerkende, at udviklingslæren har taget fejl, konkluderes det i stedet, at der må være noget galt med analysen! Forklaringen er herefter, at de indfødte i Mexico har set billeder af dinosaurer i forrige århundrede, og har derefter selv lavet disse figurer og begravet dem – hvad de altså ikke har. Dette er en af utallige måder, hvorpå de søger bevidst at skjule, at mennesker og dinosaurer har levet på samme tid for nogle få årtusinder siden.
Gennem tiden er der også fundet en mængde menneskegjorte ting. Dinosaurer er fx fundet afbilledet på en mængde keramikkrukker, helleristninger og på indridsninger som den til venstre, og på keramikkrukker som den, vi ser til højre[45].
Derudover er der også fundet dinosaurer på forhistoriske begravelsessten, som fx den, der ses til højre herfor. Ser man godt efter, kan man se, at stenen er illustreret med en kriger, som rider på ryggen af en triceratop-dinosaur og prøver at hugge den med et økselignende våben[46]. Dette kan selvfølgelig også her kun betyde ét, nemlig, at der selvfølgelig levede mennesker samtidigt med dinosaur, og som derfor har udsmykket deres krukker, osv. med det, de har set.
Det sidste eksempel, som jeg vil tage med her, omtales som ’polystraight fossils’ [mangelags fossiler]. På et foto [til venstre] ser man et fossilt træ, som er fra Ruhrområde i Tyskland[47]. Ifølge de geologiske lag står den nederste del af stammen i et lag [fra Karbontiden], som siges at være 360-286 millioner år gammelt; mens det midterste del af stammen står i et lag [fra Permtiden], som siges at være 286-245 år gammelt. Og øverst ses den del af stammen, som står i et lag [fra Triastiden], som er 245-208 år gammelt. Er der ikke et eller andet galt med logikken? Hvordan kan et træ vokse millioner af år efter, at den nederste del er forstenet og for længst blevet et fossil? Alle ved, at det er umuligt for et træ at vokse, når dens rod for længst er død og forstenet. For slet ikke at tale om, at et træ selvfølgelig heller ikke kan opnå en alder på ca. 150 millioner år[48]. Det ville nok være mere passende til at anslå alderen til 150 år.Jeg kunne blive ved med at tage eksempler frem på umulig udvikling, og som viser, at udviklingslæren er utroværdig og fører bevidst eller ubevidst en masse mennesker bag lyset. Sikkert er det, at udviklingslæren har fået mange til at miste deres tro, for så i stedet at acceptere troen på en udvikling, hvor Gud er kasseret som Skaberen. Pga. det vedvarende bombardement af udokumenterede og manipulerende påstande, hører vi igen og igen udviklingslæren omtalt som ’Sandheden’ i næsten al undervisning og i diverse naturudsendelser. Men udviklingslæren er og bliver en løgn fra helvede. Dette har Charles Darwin da også indrømmet. Dette ses fx i et brev til sin gode ven, Thomas Huxley. Brevet indledes med ordene:
’Til min gode og venlige agent for propaganda af evangeliet – dvs. djævelens evangelium[49]’.
Det er klar tale! Tilhængerne lægger da heller ikke skjul på, at udviklingslæren er ateistisk, og er et forsøg på fuldstændigt at fjerne gudsbilledet fra menneskets bevidsthed. Fx har den førnævnte Julian Huxley sagt, at
’Darwinismen har fjernet hele ideen om Gud som skaberen.. Darwin klargjorde, at ingen overnaturlig planlægger behøves, eftersom naturligt udvalg kan forklare enhver livsform. Der er ikke plads for nogen overnaturlig person eller virkende kraft i evolutionen[50]’.
Det tror vi kristne ikke på – eller gør vi? Desværre er der en del kristne, ja, selv præster, som har udtalt, at de tror på udviklingslæren, dvs. en teistisk udviklingslære, som om der er en stor forskel. Denne teistiske darwinisme [= en kristen, som tror på udviklingslæren] er desværre blevet ret udbredt. Ifølge denne troslære er der for så vidt ikke noget i vejen med udviklingslæren som sådan, men i stedet for tilfældig udvikling, mener de, at Gud styrer den i den rigtige retning. De siger altså med andre ord, at det er Gud, som har styret udviklingen fra den første bakterie, til krybdyr og padder og videre til højtstående dyr som aben, og derfra igen til et menneske, som kan tænke, analysere, ræsonnere.. og tro. Som argument FOR udviklingslæren siger de eksempelvis, at ’man må bøje sig for, at vi ligner menneskeaberne temmelig meget – ergo er der et slægtskab’. Men det er vås! Her kan vi bare tænke på en kunsthandler, som får et billede ind [som fx det til venstre], og han ser straks, at det er malet af Claude Monet. Men hvad ville der mon ske, hvis denne kunsthandler i stedet begyndte at tale om, at det ene billede sikkert er udviklet fra et andet, han har hængende, fordi de ligner hinanden. Enhver ville nok tænke, at denne kunsthandler vist har en skrue løs, for en sådan lighed betyder selvfølgelig, at de begge er skabt af den samme maler/skaber. Således er det også med ligheden mellem en abe og et menneske – som er et stort vidnesbyrd om, at alt liv har den samme Skaber.Når der er nogen, som tror, at man godt kan forene Gud med udviklingslæren, så bliver de ikke mindre end bedraget. Citater fra kristne videnskabsmænd skriver da også, at
· Udviklingslæren gør det umuligt at tro på bibelen.
· Udviklingslæren og kristendom er uforenelige.. og er i krig med hverandre.
· Der er ikke plads til en overnaturlig Gud i udviklingslæren.
· Udviklingslæren og kristendom er uforenelige.. og er i krig med hverandre.
· Der er ikke plads til en overnaturlig Gud i udviklingslæren.
Dette indrømmes da også igen og igen af udviklingslærens tilhængere. Arthur Keith, som er en kendt evolutionist skriver:
’Jeg er kommet til denne konklusion: Kristi lov er uforenelig med evolutionens lov[51]’.
L. Harrison Matthews, som har skrevet forordet til ’Everyman’s 1972 udgave af ’Arternes oprindelse’, kommer med denne trosbekendelse:
’Evolution som faktum er biologiens rygrad, og biologien står således i den mærkelige stilling, at den er grundlagt på en ubevidst tro. Er den så en videnskab eller en tro? Tro på evolutionsteorien er.. en nøjagtig parallel til tro på en særskilt skabelse. Begge har opfattelser, som de troende ved, er sande, men indtil i dag har ingen af parterne været i stand til at fremlægge beviser[52]’.
Er det underligt, at mange opfatter udviklingslæren som en ny religion? Denne nye religion har da også skabt en ny moralkodeks, som har været med til at nedbryde den moral og etik, som er givet os af Gud, som tidligere har haft indflydelse på de fleste landes lov og ret i den vestlige verden. En af darwinismens ivrigste fortalere, Julian Huxley har sagt det således:
’Det var listighed og ubarmhjertighed, der satte mennesket i stand til at udvikle sig fra dyrene.. Og det er den samme junglelov, som må være direktiv for al såkaldt menneskelig fremgang[53]’.
Det er denne nye ’junglelov’, som præger vort samfund mere og mere. Grænsen mellem rigtigt og forkert betragtes af mange som gammeldags, som ikke er noget værd i det moderne samfund. Enhver er sig selv nærmest! Med udgangspunkt i denne junglelov har en professor [J. Holmes] sagt, at i dag ’er vore moralbegreber inderst inde darwinistiske, hvad enten vi kan lide det eller ikke[54]’. En anden har sagt det således: ’lær en mand, at han stammer fra en abe, og du vil ikke kunne bebrejde ham for utugt[55]’. Og det bliver da også konsekvensen dér, hvor udviklingslæren får fat i menneskers tro. For, når et menneske begynder at tro, at det blot er et højerestående dyr, så vil der automatisk føre til, at det ikke behøver at stå til ansvar for sine handlinger overfor hverken mennesker eller Gud. Det gælder blot at leve livet fuldt ud, uden respekt for andre mennesker.
Det vil de kristne darwinister nok ikke mene, at de gør. Men i sagens natur bliver Gud også hos dem betragtet som en, som man godt nok tror på, men som i princippet kan undværes. Konkret betyder denne teistiske gudstro:
· at Gud i realiteten er kasseret som den, som har skabt alle ting, og som opretholder den.
· at Jesus ikke længere er verdens frelser; for hvis de tror, at de har udviklet os fra dyrene, så er det meningsløs at tale om synd og syndefald.
· at der ikke længere er brug for Helligånden, som har til formål at overbevise dem om synd, for dermed at frelse og hellige dem.
· at Jesus ikke længere er verdens frelser; for hvis de tror, at de har udviklet os fra dyrene, så er det meningsløs at tale om synd og syndefald.
· at der ikke længere er brug for Helligånden, som har til formål at overbevise dem om synd, for dermed at frelse og hellige dem.
Det betyder konkret, at de dermed ikke længere har noget fremtidshåb, og må derfor bukke under som de fornuftsløse dyr.
Men, Gud ske tak og lov! Udviklingslæren giver ikke et sandfærdigt billede af virkeligheden. For bibelen ER troværdig og sand, fordi den er Guds ord. Vi kan derfor konkludere, at udviklingslæren helt og aldeles må forkastes, fordi den er opbygget på gudløse teorier, som ikke er sandfærdige.
Af Guds nåde har vi, som tror på ham, en fremtid og et håb, som holder til evig tid. Det betyder, at vi hver eneste dag kan fryde os over ham, og over alt det, han har skabt i sin visdom: Han har givet os en jord, hvor vi kan opretholde livet. Det betyder, at han giver os den ilt, mad, lægedom osv., som vi har brug for. Jeg tror, at alt det, Gud har givet os her på jorden, og som er en fryd for øjnene, er en afspejling af noget langt bedre, som venter på os i det himmelske.
Med dette for øje vil jeg slutte med her til sidst at citere et vers fra Åb., som priser Gud for hans skaberværk:
’Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje’, Åb. 4:11.
1 Thoralf Gilbrant: Darwin & endetidens antikristelige verdensreligion, s. 127.
2 Odd Sæbö: Udviklingslæren, videnskab eller tro? s. 183.
3 Jfr. Udvikling eller skabelse, af H. Enoch, s. 77
4 Fx http://www.try-god.com/view_page.asp?id=177 og ’Jesus gjenkomst’, bind 5, af Oskar Edin Indergaard
6 Thoralf Gilbrant: Darwin & endetidens antikristelige verdensreligion, s. 34.
7 Udvikling eller skabelse, af H. Enoch, s. 74.
8 Thoralf Gilbrant: Darwin & endetidens antikristelige verdensreligion, s. 134.
11 Thoralf Gilbrant: Darwin & endetidens antikristelige verdensreligion, s. 22.
12 Samme, s. 134
13 Samme, side 9
14 Odd Sæbö: Udviklingslæren, videnskab eller tro?, 168-169.
15 Thoralf Gilbrant: Darwin & endetidens antikristelige verdensreligion, s. 77, 149.
16 Udvikling eller skabelse, af H. Enoch, s. 117.
17 Hørt i ’Videnskabens verden’ forår 2011. jfr. http://www.matnatverdensklasse.dk/uv-mat/nat-alle/big-bang.pdf
18 Som ovenfor, inkl. studie af flere hjemmesider vedr. dette emne, fx http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Astronomi/Himmellegemernes_positioner_og_bev%C3%A6gelser/retrograd og http://www.facebook.com/topic.php?uid=112032300204&topic=11558
20 Udvikling eller skabelse, af H. Enoch, s. 113.
21 Odd Sæbö: Udviklingslæren, videnskab eller tro? side 142.
22 Thoralf Gilbrant: Darwin & endetidens antikristelige verdensreligion, s. 18.
23 Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 81-82
27 Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 72
28 Aril Edvardsen: Troens Bevis, maj 2003, side 25-26.
29 Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 31
30 H. Enoch: Udvikling eller skabelse, side 74
31 H. Enoch: Udvikling eller skabelse, side 98 og O. Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 34
32 Odd Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 37
33 Konrad Stormark: Bibelen og videnskaben, side 41
34 H. Enoch: Udvikling eller skabelse, side 16
35 Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 105, 108
36 Odd Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 52-54
37 Tekst og billede: Aril Edvardsen: Troens Bevis, maj 2003, side 29
38 Samme, side 27-28
39 Odd Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 46f.
40 Samme, side 48
41 Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 105
42 Odd Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 48
43 Aril Edvardsen: Troens Bevis, maj 2003, side 34
44 Samme, side 29
45 Samme, side 36-37.
46 Samme, side 35
47 http://www.gluefox.com/skap/unif.shtm, jfr. Aril Edvardsen: Troens bevis, maj 2003, side 23, og Odd Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 145
48 Aril Edvardsen: Troens bevis, maj 2003, side 23
49 Thoralf Gilbrant: Darwin og endetidens antikristelige verdensreligion, side 134
50 Samme, side 127
51 Samme, side 134
52 Odd Sæbö: Udviklingslæren - videnskab eller tro, side 183
53 H. Enoch: Udvikling eller skabelse, side 103
54 Samme, side 103
55 H. Enoch: Udvikling eller skabelse, side 109