OversigtHan svarede: ”Du vil aldrig stå til ansvar overfor Gud for de handlinger du gør, efter din retmæssige overordnedes ordre. Hvis de ville bedrage dig og selv var bedraget, ville de alene være ansvarlige for den fejltagelse du måtte have gjort. Din synd ville ikke blive dig tilskrevet så længe du følger den gyldne regel, hvilken er grunden af al Kristen filosofi og fuldkommenhed, ydmyghed og lydighed!”
Chiniquy var ikke tilfreds med svaret og spurgte rektor Leprohon, hvis svar han skrev ned: ”Min kære Chiniquy, hvordan forbrød Adam og Eva sig i Edens have og hvordan bragte de den oversvømmelse af ondskab over os, af hvilken vi er overvældet? Er det ikke fordi de hævede deres ynkelige fornuft over Guds? De havde løftet om evigt liv hvis de havde underkastet deres fornuft, under deres højeste Mester. De blev fortabte på grund af deres oprør imod autoriteten, Guds fornuft. Således er det i dag. Al ondskab, vildfarelse, forbrydelserne af hvilken verden er overvældet, kommer fra samme oprør af menneskets vilje og fornuft, imod Guds vilje og fornuft. Gud hersker endnu over en del af verden, de udvalgtes verden, igennem paven som kontrollerer undervisningen af vores ufejlbarlige og hellige kirke. Ved at underkaste os Gud, som taler til os igennem paven, bliver vi frelst. Vi vandrer på sandhedens og hellighedens veje. Men vi ville fejle og sikkert fortabes, så snart vi sætter vores fornuft over vores overordnedes, paven, som taler til os personligt eller igennem vores overordnede, som har modtaget autoriteten fra ham til at vejlede os.”
”…paven og biskopperne, som er forenede med ham, har løftet om aldrig at fejle i troen. De kan ikke lede dig til nogen fejltagelse, heller ikke befale dig at tro eller gøre noget imod læren i evangeliet. Gud ville ikke stille dig til ansvar for at gøre nogen fejltagelse når du adlyder din retsmæssige overordnede.”
I Romersk Katolicisme, er Bibelen ikke betragtet som Guds Ord alene. For dem, er Guds ord: ”tradition” plus ”magisterium” (Den lærende autoritet i institutionen) og til sidst i rækken, Bibelen. Kun når alt dette er sat sammen, har de hvad de opfatter som Guds Ord.
Alberto Rivera fortæller, at de som studenter var forbudt at læse Bibelen og blev kun lært hvordan de skulle bruge den. Men en dag kom en yngre student og stak ham det Nye Testamente i hænderne. ”Det er et spørgsmål om liv og død, Alberto. Læs det…Jeg må gå…farvel” (”Alberto”, s. 15).
Alberto fortæller, at han efter tre års Bibellæsning under dynen med en lygte, måtte bære briller og faldt næsten død om, da han læste i Matt. 8:14-15, at Peter var gift.
Bibelen fortæller om den katolske kirke. Åb. 17 fortæller om ”Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder” (Åb 17:5). Intet andet religiøst system i verden kalder sig for ”Moder” end den katolske kirke. Selv hendes farver er beskrevet i Bibelen: purpur og skarlagen, symboler på autoritet. Disse farver symboliserer politisk og religiøs magt.
Korset er en central del af Jesu Kristi Evangelium. Bibelens kors fortæller om tilgivelse og liv, og betydningen af anklagen på korset er ”Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum” (Jesus fra Nazaret, jødernes konge Joh. 19:19).
Det katolske krucifiks er et symbol for hævn og død, og den katolske betydning er ”Iustum Necar Reges Impios” (“It is just to exterminate or annihilate impious or heretical kings, governments, or rulers” - ”Det er retfærdigt at ødelægge eller knuse ugudelige eller kætterske konger, regeringer eller regenter”).
Denne betydning bliver brugt i bogen ”The Engineer Corps of Hell” og i jesuitternes sidste indsættelses ed (Jesuit Extreme Oath of Induction).
Det er vigtigt at se, at korset ikke er evangeliets budskab, men Jesu død og opstandelse, hvor opstandelsen er det centrale i kristendommen. Paulus siger: ”… er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” (1. Kor. 15:14). Vi kan ikke give korset fokus. Når Paulus eks. vis siger: ”Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors” (Gal. 6:14), er det underforstået Jesu død og opstandelse. Korset tilskrives ingen magt eller indflydelse, men talen om Jesu blod via korset, hvor korset er værdiløs og blodet alt betydende, er den sande betydning.
”Det samme korsets tegn, som den romersk katolske kirke tilbeder i dag, blev brugt i babyloniske mysterier og i hedenskab til de samme magiske formål og hædret med samme ære. Det er i dag kaldes det kristne kors, er oprindeligt ikke noget kristent emblem, men kommer af det kaldæiske og ægyptiske mystiske Tau, den oprindelige form af bogstavet T – initialet af Tammuz. Dette mystiske Tau, blev tegnet på panden af de der blev indviet i mysterierne og det blev brugt på alle måder som et yderst helligt symbol.
For at identificere Tammuz med solen, blev korset forbundet med solen, som i fig. 4, og andre gange blev det sat ind i en cirkel, som fig. 5.
Der er strengt taget ikke en hedensk stamme, hvor korset ikke er blevet fundet. Korset var tilbedt af de hedenske keltere, lang tid før Kristi inkarnation og død. ’Det er et fakta’, siger Maurice (Engelsk præst og socialreformator), ’ikke mindre bemærkelsesværdigt end veldokumenteret, at druiderne var vant til, i deres lunde, at vælge det mest prægtige og smukke træ som et symbol for den guddommelighed de tilbad. De skar grenene af og vedhæftede de to største af dem, til den øvre del af stammen, på en sådan måde, at disse grene ragede ud i forlængelse af hinanden, som et menneskes arme, der sammen med stammen viste et stort kors. På barken, forskellige steder, blev der også indhugget bogstavet Tau.’ Det blev tilbedt i Mexico mange år før de romersk katolske missionærer satte deres fødder der, hvor store stenkors blev rejst, formentlig til ’regnguden’. Korset der således blev vidt tilbedt, eller betragtet som et helligt symbol, var det utvetydige symbol på Bacchus, den babyloniske messias, for han blev fremstillet med et hovedbånd dækket med kors.
Dette symbol for den babyloniske gud, bliver æret og respekteret den dag i dag, i Tatariet, hvor buddhisme hersker. Måden det bliver fremstillet på imellem dem, former et rammende kommentar til sproget anvendt af Rom om korset. ’Korset’, siger oberst Wilford, i bogen ’Asiatic Researches’ (Asiatisk undersøgelse), ’selvom det ikke er en genstand for tilbedelse mellem buddhisterne, så er det et favorit symbol imellem dem. Det er magen til det manikeistiske* kors, med løv og blomster der spirede fra det. Dette kors som frembragte løv og blomster kaldes det guddommelige træ, gudernes træ, livets og kundskabens træ, som frembringer alt som er godt og attråværdigt og det er placeret i det jordiske paradis.’
Sammenlign så dette med roms sprogbrug om korset, og du vil se hvor nøjagtig sammentræffet er. I korsets embede, kaldes det ’Livets træ’, og tilbederne læres at tiltale det som: ’Hil, o kors, triumferende træ, sand frelse af verden, mellem alle træer er der ingen som træ i løv, blomst og knop. O kors, vort eneste håb, forøg retfærdighed til de gudfrygtige og tilgiv de skyldiges forseelser.’” (”The Two Babylons”, kap. 5, sek. 6)
* Mani proklamerede at han var den sidste profet i en række som inkluderede Zoraster, Buddha og Jesus. Den fundamentale doktrin er dualistisk deling af universet, i kæmpende verdener af godt og ondt – lys (ånd) regeret af Gud og mørke (materielt) af Satan. Manikenisterne delte sig i to klasser, ifølge deres grad af åndelig perfekthed. De der var kaldet de udvalgte, praktiserede streng cølibat og vegetarisme – afholdte sig fra vin og hårdt arbejde, og prædikede.
Semiramis, den katolske kirkes Maria, opfandt korsfæstelsen og romerne betragtede det som et offer til deres babyloniske guder. Derfor ville Satan have Jesus op på korset, som et offer til sig selv. Gud giver Israel loven at: ”Hvis en mand findes skyldig til døden og bliver henrettet, og du hænger ham på et træ, må liget ikke hænge på træet natten over, men du skal begrave det samme dag; for den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse” (5. Mos. 21:22-23). Paulus refererer dette igennem korsfæstelsen og siger: ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld — der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ«” (Gal. 3:13).
Vi kan se, at Gud også ser korset som en forbandelse. Korset som symbol, har aldrig været kristent, det er hedensk. Når bibelen taler om korset, taler den altid om Kristi sonoffer for synden, ikke om korset i sig selv. Så spørger jeg dig. Hvordan kan vi acceptere at bære korset om halsen, eller have det hjemme i vores stue?
Nogle vil mene at det bare er til ihukommelse af Jesu offer. Men Jesus gav os nadveren til dette formål. Andre vil sige, at betydningen ikke er mere end hvad man gør det til. Korset har en central rolle i okkultisme, helt fra sin oprindelse. Bag krucifikset (med eller uden Jesus) står der stærke dæmoniske magter, som har en enorm kraft.
”Ethvert krucifiks, enten det er i et hjem eller i kirker, er en livsfarlig, forbandet ting. Det er ladet med mørkets kræfter, og har en effekt på alle, der kommer i nærheden af det, fordi det tiltrækker onde dæmoner…Da jeg var 14, besøgte vores gruppe fra jesuitskolen et kloster i Las Palmas, en af de spanske kanariske øer, for at studere hvordan den orden blev drevet. De var specialiseret i at arbejde med forældreløse.
Mine venner og jeg legede på pladsen og en af dem faldt ned i en stor åben grøft, omkring 2 meter dyb, 2 meter bred og 10 meter lang. Han slog sig, så jeg hoppede i for at hjælpe. Jeg tog en lang pind for at få os ud, men den hang fast i en stor rulle bomuld, som et stort tæppe. Da jeg hev i pinden, rullede tæppet af og jeg stivnede på grund af hvad jeg så.
Der var syv baby lig. Hver havde tre kors skåret ind i deres hoved. Et kors på hver håndflade og under fødderne, og på deres bryst var der to store kors. Deres hjerte var fjernet.
Korset så sådan ud:
…Disse babyer var ofret til Maria, ligesom de blev ofret til Semiramis. Intet har ændret sig. Korsene brugt på ofrene kaldes ’Kristi fred’ eller ’Pax Christus’ og jesuitterne forvandlede det til et sofistikeret satanisk symbol for Mariadyrkelse.” (”The Force”, s. 30-31)Jeg bliver mindet om dette logo -
, som du finder du hos Forlaget Scandinavia, der fremstiller både katolikken Benny Hinn og Katolikken Billy Graham, som sande evangeliske gudsmænd.Korset har aldrig været forbundet med Gud, og er det heller ikke i dag. Altid har det som vist, eksisteret i okkulte og hedenske kredse. Jesu død på dette kors, retfærdiggør ikke at vi bærer det eller pynter vort hjem med det. Har du et sådan kors, så smid det sataniske symbol ud. Det er ikke et symbol for din frelser, men symbol for tilbedelse af din sjæls fjende. Gud har sagt at det er forbandet, hvorfor så omgås det?
Maria har, hvilket alle ved, en enorm magt og fokus i Katolicismen. Den katolske kirke underviser afgudsdyrkelse og overtroiskhed, i form af Maria-afgudsdyrkelsen. De underviser ud fra et moder/fader billede, som erstatter Jesus med Maria som forløser og mægler mellem mennesket og Gud.
Går vi tilbage til tiden efter syndfloden, ser vi at Satan brugte to nøglepersoner, Nimrod og hans moder Semiramis, til at grundlægge denne verdens omspændende, okkulte religion i byen Babylon. Nimrod giftede sig med sin moder, og efter sin død proklamerede Semiramis at han var blevet sol guden ”Baal”. Nogle af de navne han fik var Sol, Tammuz osv. Systemet gjorde hende til en gudinde, og da Nimrod var en gud kaldte hun sig ”Himlens Dronning”, en af Marias titler. Semiramis fik også mange navne igennem århundrederne så som Isis (i Ægypten), Venus og himlens dronning. Lige som den katolske kirke i dag, var det forbundet med politik verden over.
Dette skema giver dig en virkelig god oversigt over lighederne mellem Babylon og Rom / Baal dyrkelse og katolicisme.
| Baaldyrkelsen | Katolisismen | Baaldyrkelsen | Katolisismen | ||
| 1 | Solens fødselsdag, Tammus fødsel, 25. desember | Jesu fødsel, julen, 25. desember | 16 | Amuletter og avgudsbilder for å skremme vekk onde ånder | Bære krusifiks eller å henge opp bilder for å bli beskyttet |
| 2 | Midtsommerfestcn ble feiret 24. juni. | Feiringen av Johannes fødselsdag 24. juni | 17 | En rund skive inngravert med IHS-symbolet (Iris, Horus, og Seb) ble spist som mat for sjelen | Oblaten som blir brukt under nattverden er rund, og inngravert med «IHS» |
| 3 | Troen på at Semiramis for opp til himmelen og ble til gudinnemoren. | Troen på Marias himmelfart, og at hun der ble Guds moder. | 18 | Tegninger og malerier av mor og barn med solens glorie rundt hodene | Malerier av Jesusbarnet og Maria med solens halo eller glorie rundt hodene |
| 4 | Guddommens mor ble tilbedt som himmelens dronning (Jer. 7:18) | Jomfru Maria tilbes som himmelens dronning. | 19 | Barnedåp, stenking av hellig vann | Barnedåp, stenking av hellig vann |
| 5 | Det ble bakt kaker tilegnet gudinnen som det var inngravert en «T» på Jer. 44:17,19) | Varme boller (korsboller) med inngravert kors. | 20 | Åndemaning eller spiritisme | Mystisisme eller spiritisme |
| 6 | Det ble holdt 40 dagers faste for Tammus (Esek. 8:16) | 40 dagers faste. | 21* | Ukens første dag, solens dag, ble holdt hellig til ære for Baal | Forandret sabbatten til søndag |
| 7 | Feiring av vårjevndøgn (Esek. 8:16) | Feiring av vårjevndøgn (påsken) | 22 | Overhodet for det babylonske avgudssystem hadde tittelen «Pontifex Maximus» - brobyggeren | «Pontifex Maximus» var en av de første navn på paven |
| 8 | Feiring av Tammus oppstandelse ved vårjevndøgn, og prosesjoner med utskårne bilder i den hellige uke. | Prosesjoner med utskårne bilder av Jesus, Maria og Peter i den hellige uke. | 23 | Janus og Cybele hadde nøklene til himmel og helvete | Paven hevder å ha Peters nøkler |
| 9 | Ærefrykt for utskårne bilder av Baal, Ishtar, Tammus og av himmelens mindre guder. | Ærefrykt for utskårne bilder av Jesus, Maria, Peter og helgenene. | 24 | Den øverste prestekongen ble båret på en trone inn i sin guds hus | Paven blir båret på en flyttbar trone til St.Peterskirken |
| 10 | Troen på en udødelig sjel og et brennende pinested. | Troen på en udødelig sjel og et brennende pinested. | 25 | Den øverste prestekongen trodde han var inkarnasjonen av solguden | Paven gir seg ut for å være Kristi vikar her på jorden |
| 11 | Læren om skjærsilden. | Læren om skjærsilden. | 26 | Ofring er for å forsone seg med gudene | Botsovelser, avlat og frelse ved gjerninger |
| 12 | Troen på at de døde besoker de levende. Det ble holdt en fest for disse i november (alle sjelers dag) | Alle sjelers dag feires 2. november, og allehelgensdag den I. november. | 27 | Sølibat både for prester og nonner, hus for jomfruprestinner som skulle ansettes ved de hedenske templer | Sølibat både for prester og nonner. Nonner i klostre som tjenestegjør i kirkelige handlinger |
| 13 | Brenning av røkelse | Brenning av røkelse og vokslys. | 28 | Menneskeofringer som brennoffer for å tilfredsstille gudene | Motstandere av den romersk katolske lære ble brent på bålet |
| 14 | Messing og ensformige bønner som ble stadig gjentatt (Matt. 6:6) | Rosenkransen og Mariapåkallelsen. | 29 | Gudemåltid - man spiste gudekjøtt i form av en innviet, rund kake som fremstilte Osiris kropp | Transubstansiasjonsritualet i eucharisten (den katolske messen), der Jesu virkelige legeme blir spist |
| 15 | Korset som symbol på soltilbedelse | Krusifikset. Kors på kirker, kors i prosesjoner etc. | |||
(Fra ”Musikkens Makt”, s. 196)
* Punkt 21 er en sandhed med modifikationer. Det er sandt at det romerske system igennem Kejser Konstantin i år 321 erklærede søndagen for hviledag ved lov, og igen i år 364 ved rådet i Laodikea. Men søndagen blev hviledag for de kristne før det romerske system fik nogen ting at sige i den sag. De kristne havde ikke gjort det til lov, som Konstantin gjorde, og derfra har Paven sikkert fået sit storhedsvanvid.
Denne historiske information, giver Mariacentraliseringen en logisk forklaring og følgende som Charles Chiniquy fortæller, giver en skræmmende forståelse af hvor dybt blasfemisk og satanisk dette system er – og at Satan har formået at trække sine løgne med op, selv i vores såkaldte oplyste samfund.
”I det pavelige Italien, hvilket rejsende universelt indrømmer … er ethvert fænomen at tilbede den Evige Konge og Den Usynlige, næsten uddød, mens Moderen og Barnet er hovedobjekterne af tilbedelse. Præcis sådan, som sidst nævnte, var det også i det gamle Babylon. Babylonierne tilbad, i deres populære religioner en Gudinde Moder og en Søn, som blev symboliseret i billeder og billedstøtter som et spædbarn eller barn i sin moders arme. Fra Babylon spredte denne tilbedelse af moderen sig til jordens ende. I Ægypten blev moder og barn tilbedt under navne som Isis og Osiris. I indien, selv i dag, som Isi og Iswara. I Asien som Cybele og Deoius. I det hedenske Rom som Fortuna og Jupiter-puer eller drengen Jupiter. I Grækenland som Ceres, den Store Moder med babyen ved sit bryst eller som Irene Fredsgudinden med drengen Plutus i hendes arme. Selv i Tibet, i Kina og Japan var jesuitterne overraskede over at finde modstykket af Maria og hendes barn lige så inderligt tilbedt som i det pavelige Rom. Shing Moo, den Hellige Moder i Kina, blev fremstillet med et barn i sine arme og en glans omkring hende, præcis som hvis en romersk katolik havde skabt hende.” (”The Two Babylons” af Biskop Alexander Hislop, s. 20-21)
Den 8. december 1854, erklærede Pave Pius IX Maria for syndfri. Igennem hendes egen undfangelse, var hun fri af arvesynden – en erklæring det til svarer til Semiramis’ løgne om sig selv. For at opretholde Marias jomfruelighed, erklærede den katolske kirke på kirkemødet i Chaleceden i 451 e. Kr., at Maria og Josef aldrig havde haft et seksuelt forhold. Ifølge Bibelen havde Jesus flere søstre og brødre, så vi har her endnu et løgnagtigt bedrag for at holde afgudsdyrkelsen i gang.
Charles Chiniquy fortæller i bogen ”Fifty Years in the Church of Rome”, kapitel 7, om denne katekismus. Han fortæller en episode fra en klassetime, hvor denne doktrin kommer frem.
“Mit barn” sagde læreren, ”når du har gjort dig skyldig ved en fejl der hjemme, hvem er så den første til at straffe dig, din fader eller moder?”
”Min fader”, svarer Charles.
”Du har svaret korrekt, mit barn”, sagde præsten. ”Faktisk, er det næsten altid faderen der er mest utålmodig over for hans børn, og er hurtigere til at straffe dem end moderen.”
”Mit barn, fortæl os hvem der har straffet dig hårdest, din fader eller din moder?”
”Min fader”, sagde Charles uden at tøve.
”Det er også sandt, mit barn. Den venlige overordnede moder gudinde, bemærkes selv i irettesættelseshandlingen. Hendes slag, er mildere end faderens. Endvidere, når du har fortjent at blive tugtet, var der da ikke nogle gange en, som kom imellem dig og din faders kæp – tog den fra ham og beroligede ham?”
”Jo,” svarede Charles ”det gjorde mor ofte, og redede mig flere gange fra hans strenge afstraffelse.”
”Sådan er det ikke bare for dig, mit barn, men for alle dine kammerater her. Har jeres gode mødre ikke, mine børn, ofte redet jer fra jeres faders irettesættelser, selv når I fortjente det? Svar mig?”
”Jo Hr.”, svarede alle.
”Et spørgsmål mere. Når din fader kom for at slå dig, kastede du dig ikke ind i armene på en for at undgå?” ”Jo, Hr., når jeg var skyldig i noget mere end en gang, kastede jeg mig i min moders arme, lige så snart jeg så min fader kom for at slå mig. Hun bad om tilgivelse for mig og undskyldte så godt, at jeg ofte undgik straf”
”Du har svaret godt”, sagde præsten. Han vendte sig mod børnene og fortsatte:
”I har en Fader og en moder i himmelen, kære børn. Din fader er Jesus, og din moder er Maria. Glem aldrig, at en moders hjerte er mere mildt og tilbøjeligt til nåde, end faderens.”
”Ofte støder du din Fader med dine synder, du gør Ham vred overfor dig. Hvad sker der da i himmelen? Din Fader I himmelen tager sin kæp for at straffe dig. Han truer med at knuse dig med Hans brølende torden. Han åbner helvedets porte for at kaste dig i det, og du ville have været forbandet for længe siden, hvis det ikke havde været for din elskende moder som du har i himmelen, som har afvæbnet din vrede og irriterede Fader. Når Jesus ville straffe dig, som du fortjente, skynder den gode Jomfru Maria sig hen til ham og beroliger Ham. Hun stiller sig imellem Ham og dig, og forhindrer Ham i at slå dig. Hun taler for din sag, hun beder om din benådning og hun får den.
Som den unge Chiniquy har fortalt jer, kastede han sig ofte i armene på sin moder, for at undgå afstraffelse. Hun tog hans parti, og bønfaldt så godt at hans fader gav efter, og stillede kæppen væk. Således mine børn, når jeres samvittighed fortæller at I er skyldige, at Jesus er vred på jer og du har en god grund til at frygte helvede, il da til Maria! Kast dig selv i denne gode moders arme, ty til hendes suveræne magt over Jesus, og vær forvisset om at du bliver frelst igennem hende!”
Det er på denne måde paven og præsterne i Rom, fuldstændig har deformeret og ændret det Hellige Evangelium! I Roms kirke, er det ikke Jesus, men Maria, som repræsenterer Guds uendelige kærlighed og nåde mod synderen. Synderen bliver ikke rådet eller ledt til at ligge sit håb i Jesus, men i Maria, for at undgå fortjent tugtelse! Det er ikke Jesus, men Maria, som frelser synderen! Jesus har altid tilbøjelighed til at straffe synderen, og Maria er altid nådefuld mod dem!
Romerkirken er på denne måde faldet i afgudsdyrkelse. Den stoler hellere på Maria end Jesus. Den inviterer konstant syndere, til at vende deres tanker, deres håb, deres hengivenhed, ikke til Jesus, men til Maria.
Chiniquy fortæller: ”Min kirke fortalte mig, hver dag i mit liv, og jeg måtte tro og prædike det, at selvom Kristus i himmelen var min Frelser, så var Han vred på mig på grund af min synd. Han var konstant tilbøjelig til at straffe mig, ifølge Hans frygtelige retfærdighed. Han var bevæbnet med lyn og torden til at knuse mig, og var det ikke for Hans moder, som dag og nat var i forbøn for mig, så ville jeg blive kastet i helvede, hvilket mine synder rigeligt havde fortjent.” (”Fifty Years in the Church of Rome”, kap 17)
En god information at have, er hvilke titler der tilskrives denne afgud – Semiramis – månegudinden, ophøjet som Guds moder. Når du ser disse titler, er du ikke i tvivl om, at vi har fat i den gamle drage, løgneren fra Edens Have, der i misundelse gjorde oprør mod Gud den Almægtige.
I 593 e. Kr. indviede Pave Gregory I læren om skærsilden, som er et midlertidig sted for renselse for dem der dør, som romersk katolik. Kirkerådet i Firenze gjorde dette officielt i 1439. ”Glories of Mary” fortæller i kapitel 8, sek. 2, at et af de sikreste midler til at fjerne sjæle fra skærsilden, er ved at sige rosenkransbønnen hvis udsagn om afguden Maria, eller Semiramis rettere sagt, er:
Hellige Maria, bed for os…
Himmelens dronning
Dronning undfanget uden syndens plet
Pagtens Ark
Himmelens dør
Morgenstjernen
Syges helbreder
Synders tilflugtssted
Englenes dronning
Patriarkernes dronning
Skriftefædrenes dronning
Alle helliges dronning
Hemmelighedsfulde rose
Davids værn
Guds hellige moder
Jomfruernes hellige jomfru
Moder til guddommelig nåde
Jomfru værdig til ærefrygt
Jomfru værdig til tilbedelse
Mægtig jomfru
Nådefuld jomfru
Retfærdighedens spejl
Visdommens trone
Vor glædeskilde
Åndeligt kar
Ærværdig kar
De romerske katolikker hævder, at de ofrer selve Kristi legeme over 200.000 gange dagligt på verdensplan. De påstår at de bogstaveligt trækker Kristus ned fra himmelen ved hver messe. Det er ikke Herrens nadver, som mange protestanter er forledt til at tro. Det er Satans dødelige efterligning. Denne sataniske opfindelse blev officiel i år 394 e.Kr., ikke i Jerusalem, men i det store romersk katolske tempel i Rom. (”Duble Cross” s. 25)
Charles Chiniquy fortæller at præsten havde lovet dem, at det de skulle til at spise var Jesu sande legeme, sande blod og guddommelighed. ”Jeg var ved at spise Ham. Ikke som et symbol eller til ihukommelse af Ham, men på bogstavelig vis.” fortæller Charles. ”Jeg skulle til at spise Hans kød, Hans knogler, Hans hænder, Hans fødder, Hans hoved, hele Hans legeme. Jeg var nød til at tro dette, eller blive kastet i helvede for evigt alt imens mine øjne, hænder, mund, tunge og fornuft fortalte mig, at hvad jeg spiste kun var brød.” (”Fifty Years in the Church of Rome”, kapitel 8)
Catholic Encyclopedia fortæller: ”Kirkens lære er at nadveren er moralsk nødvendig for frelse, sagt således, at uden nadverens nåde, ville det være meget svært at modstå alvorlige fristelser og undgå alvorlige synder.” (http://www.newadvent.org/cathen/07402a.htm)
Kristeligt Dagblad havde d. 25/04-2004 en nyhedsartikel, der viser den katolske kirkes vægtning af denne nadver. Den skrev bl.a.: ”En kardinal i Vatikanet, Francis Arinze, har på Pave Johannes Paul IIs vegne udtalt, at katolske præster skal nægte nadver til katolske politikere der er for fri abort. Den demokratiske præsidentkandidat, John Kerry, er en af de politikere Vatikanets »opstramning« er rettet imod. Kerry er blandt andet for fri abort. Pave Johannes Paul II understregede allerede sidste år, at katolske politikere har en forpligtelse til ikke at arbejde imod de katolske dogmer.” (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel:aid=213572)
Chiniquy fortæller: ”…jeg skulle nu for første gang udføre et mirakel som ingen engel eller seraf kunne gøre. På min befaling ville Kristus modtage ny eksistens! Miraklet udført af Josua da han befalede solen og månen at stoppe på Gibeons blodige kampplads, var intet at sammenligne med det mirakel jeg skulle til at udføre, denne dag. Når Guds evige Søn var i mine hænder, skulle jeg stå ved nådens trone og betale skylden med det sonende offer for verdens synder, ikke kun min egen skyldige sjæl, men for alle jeg skulle tale til! Dette ubeskrivelige offer på Golgata skulle fornyes af mig denne dag, med yderst fuldkommenhed!...Det er ikke en nem sag at gennemgå alle ceremonierne i messen. Der er mere end et hundrede forskellige ceremonier og positioner af legemet, som skal overholdes med største fuldkommenhed. At forsømme en af dem villigt eller gennem strafværdig tilsidesættelse eller uvidenhed, er evig forbandelse.”
”’Jeg skal havde den gode Gud med til en syg i morgen’, siger præsten til sin tjenerinde. ’Men der er ikke flere oblater i tabernaklet. Lav nogle små kager så jeg kan indvie dem i morgen.’ Og den lydige huslige tager noget hvedemel, for ingen anden slags mel er passende at lave pavens gud af. En blanding af andre slags ville forfejle ’forvandlingen’. Tjenerinden tager følgelig dejen og bager den mellem to varme jern, på hvilke der er graveret følgende bogstaver, C.H.S. Når det hele er vel bagt, tager hun sin saks og klipper disse oblater, som er ca. 10-12 cm store, i mindre stykker på 2,5 cm, og giver dem til præsten. Næste morgen tager præsten de nybagte oblater til alteret og forvandler dem til Jesu Kristi krop, blod, sjæl og guddommelighed. Det var en sådan oblat…som jeg havde forvandlet til min Frelser med fem magiske ord ”HOC EST ENIM CORPUS MEUM” (dette er mit legeme)” (”Fifty Years in the Church of Rome”, kap. 17)
Når vinen skal forvandles siges der ”HIC EST ENIM CALIX SANGUINIS MEI” (dette er mit blod). Der bliver undervist at disse ingredienser er Jesu fysiske legeme. Lyt til dette: ”Som katolikker tror vi, at Jesus Kristus, Verdens Frelser og Forløser, fuldt og helt er tilstede i alterets sakramente. Når præsten under Messen udtaler Kristi egne ord: HOC EST ENIM CORPUS MEUM... (Dette er mit legeme) HIC EST ENIM CALIX SANGUINIS MEI... (Dette er mit blod) - så kommer Kristus til os, i brødets og vinens skikkelse. Det kan vore sanser og vor forstand ikke rumme - det er en troens virkelighed.” (http://www.tridentinsk.suite.dk/tridmes.htm)
Det er ren blasfemi! Chiniquy udtrykker det således: ”Hvad er forskellen mellem Arons fantastiske tåbelighed, på dagen for hans frafald i ødemarken, og den handling jeg gjorde, da jeg tilbad den gud jeg selv havde lavet? Hvor spørger jeg, er forskellen mellem tilbedelsen af Arons kalve-gud og oblat-guden som jeg havde lavet den 22. september 1833.”
Der er uendelig stor afstand mellem Jesu Ord ”Gør dette til ihukommelse af mig!” (Luk. 22:19), og det romerskkatolsk forvandlings mirakel. Den katolske kirke, har bragt sine tilhængere tilbage til hedenskaben i tilbedelse af en kristus, som ikke er evangeliets Kristus. Med andre ord, den katolske kirke bringer sine tilhængere til fald – evig adskillelse fra deres Skaber og Frelser, sammen med alle andre ugudelige. ”Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren (Jesus Kristus), men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver.” (Joh. 10:1)
Vi må heller ikke glemme Guds vrede mod Moses, da han i ørkenen symbolsk ofrede Jesus to gange, ved at slå på klippen anden gang, i stedet for at tale til den. Bibelen taler klart om at Jesus en gang for alle, blev ofret (Romerne. 6:10, Hebr. 7:27, Hebr. 9:12, Hebr. 9:26, Hebr. 10:10). Et endegyldigt offer var Jesus og det er ganske slående at Bibelen siger om Jesus at ”Hvis han nu var her på jorden, ville han ikke engang være præst” (Hebr. 8:4). Hvordan kan paven da i præsteskikkelse identificere sig som Jesus Kristi vikar på jorden?
Vi har tidligere læst hvordan skriftestolene verden over bliver brugt til at indsamle informationer, lige fra lokalbefolkninger i de fjerneste lande, til de største nationer i verden.
”…jesuitterne brugte skriftestolen for at indsamle informationer angående egenskaberne, tendenserne og skriftebørnenes levevis, og de vigtigste anliggender i byen hvor de bor og har så præcis en kendskab til alle disse detaljer, at de kender styrken, midlerne og vilkårene omkring alle tilstande og hver familie” (”The Jesuit Enigma”, s. 218).
Charles Chiniquy fortæller levende om hans møde med denne sataniske opfindelse.
”Ingen ord kan forklare den frygt, fortvivlelse og skam, for dem der aldrig har haft oplevelsen som et stakkels Roms barn, når han for første gang hører sin præst sige fra prædikestolen, i en alvorlig og højtidelig tone: ’Denne uge skal du sende dine børn til skriftestolen. Få dem til at forstå at denne handling er en af de vigtigste i deres liv, og at det for hver af dem vil bestemme deres evige lykke eller elendighed.
Fædre og mødre, hvis jeres barn er skyldigt i dårlig bekendelse på grund af jeres fejl, eller hans egen, hvis han skjuler sine synder og begynder at lyve over for præsten som sidder i Guds egen position, er denne synd ofte ubodelig. Djævelen vil besætte hans hjerte, han vil blive vant til at lyve over for sin skriftefader, eller snarere Jesus Kristus, af hvem han er en repræsentant. Hans liv vil være en serie af gudsbespottelser og hans død og evighed, forkastelse. Lær ham derfor indgående at ransage sine handlinger, ord og tanker, for at kunne bekende uden at skjule noget.’” (”Fifty Years in the Church of Rome” af Charles Chiniquy, kap. 3)
Chiniquy fortæller at han bleg og forfærdet forlod kirken og gik tilbage til forældrenes hus. ”Jeg satte mig på min plads ved bordet, men var så bekymret, at jeg ikke kunne spise noget. Jeg gik ind på mit værelse med det formål at starte ransagelsen af min samvittighed, og genkalde alle mine syndige handlinger, ord og tanker. Selvom jeg knapt var over ti år gammel, overvældede denne opgave mig virkelig. Jeg knælede for at bede til jomfru Maria om hjælp, men jeg var så optaget af frygten for at glemme noget og gøre en dårlig bekendelse, at jeg mumlede mine bønner uden den mindste opmærksomhed på hvad jeg sagde. Det blev endnu værre da jeg begyndte at tælle mine synder. Min hukommelse blev forvirret, mit hoved blev ørt, mit hjerte slog så hurtigt at jeg blev udmattet og mine øjenbryn var dækket af sved.
Efter nogen tid med denne pinagtige anstrengelse, følte jeg mig på grænsen af fortvivlelse på grund af frygten, at det var umuligt for mig at huske alt. Den følgende nat var næsten søvnløs, og da søvnen kom, kunne den næppe kaldes en søvn, men en kvælende fantasifuld drøm. I en frygtelig drøm følte jeg at jeg var kastet i helvede, for ikke at have bekendt alle mine synder for præsten. Om morgenen vågnede jeg udmattet og lammet af den frygtelige nats fantasibilleder.
Lignende sindsplager blev gennemgået de følgende 3 dage, som gik forud for min første bekendelse. Konstant så jeg for mig ansigtsudtrykket på den strenge præst, som aldrig havde smilet til mig. Han var tilstedeværende i mine tanker hele dagen og i mine drømme i løbet af natten, som en tjener for en vred Gud, som retlig var irriteret på mig på grund af mine synder. Tilgivelse var ganske vidst lovet mig, på betingelse af en god bekendelse. Men min plads i helvede blev også vist mig, hvis nogle bekendelser ikke var så perfekte som muligt.
Min plagede samvittighed fortalte mig at der var 99 chancer mod en, at min bekendelse ville være dårlig hvad enten det var min egen skyld jeg glemte nogle synder, eller jeg ikke havde den anger som jeg havde hørt så meget om.” (”Fifty Years in the Church of Rome”, kap. 3)
Han fortæller videre om situationen i skriftestolen, da han skal bekende sine synder. De største synder skulle bekendes først, hvilket var at gøre grin med præstens læspen og stammen. Præsten gjorde et stort nummer ud af at presse alle informationerne omkring mobberiet ud af den stakkels skælvende dreng, da det jo var præsten selv det handlede om.
Efterfølgende stillede præsten så urene og beskidte spørgsmål, at Chiniquy bluedes og følte sig syg med afsky og skam. Ikke engang i selskab med de ”slemme” drenge, havde han hørt lignende. Men præsten formåede at løfte sløret for alverdens syndigheder, hvilke hans moder med vellykke havde skjult for hans barnlige sind. Til sidst bliver det for meget for Chiniquy, og han siger: ”Hr. jeg er meget syndig. Jeg har set, hørt og gjort mange ting, som jeg fortryder. Men jeg har aldrig været skyldig i hvad du fortæller mig. Mine ører har aldrig hørt noget så slemt som det de har hørt fra dine læber. Vær venlig ikke at spørge mig om flere af disse spørgsmål, lær mig ikke mere ondskab end jeg allerede ved.”
Chiniquy forlod skriftestolen irriteret og forvirret. Han finder et afsides hjørne i kirken og beder den bodsbøn præsten har givet ham at sige. Han var forfærdet over hvad han havde hørt og brød sammen.
Hans onkel som han boede hos mens han gik på denne katolske skole, havde selv oplevet det samme og gjorde bare grin med det. Men for Chiniquy var det frygteligt hvad han havde lært, og bedre blev det ikke af at de andre i skolen havde haft samme oplevelse. (”Fifty Years in the Church of Rome” af Charles Chiniquy, kap. 3)
En mand, Dr. Tachez, holdt i sit hus i St. Thomas ugentlige møder, hvor de dybeste spørgsmål i historien og religionen frit og varmt blev diskuteret. Her blev romerkirkens afskyligheder også diskuteret. Chiniquy og hans ven Cazeault, sad ofte i et tilstødende lokale hvor de kunne høre alt hvad der blev sagt. Under et af disse møder fortæller en veltalende mand, Mr. Etienne Tache at ”I skriftestolene forgifter præsterne livskilden i vores børns liv. De indvier dem i sådanne mystiske forbrydelser, som ville skræmme gamle skibsslaver. Igennem deres spørgsmål åbenbarer de fordærvede hemmeligheder som er karies, døds bakterier helt ind til marven af deres ben, og det er fra de tidligste år af deres barndom. Før jeg var 15 år havde jeg lært flere virkelige sjofelheder fra munden af min skriftefader, end jeg har lært siden i mine studier og i mit liv som læge i 20 år.”
”For et par dage siden spurgte jeg min lille nevø Louis Cazeault (Chiniquys ven) om hvad han havde lært i skriftestolen. Han svarede mig åbent og gentog ting for mig, som jeg vil være skamfuld ved at fortælle i jeres nærvær, og hvilket I, familiefædre, ikke ville kunne lytte til uden at rødme. Og husk på at ikke kun af vores drenge bliver disse spørgsmål spurgt, men også af vores kære små piger.”
Hustruer:
Mr. Etienne Tache fortsætter og siger ”Når jeg taler til jer om skriftestolens skadelige virkning på vores børn, skal jeg så forglemme virkningen på vores hustruer og os selv? Er det nødvendigt at fortælle jer at for de fleste kvinder, er skriftestolen et koketters (at gøre tilnærmelser) kærlighedsstævnemøde? Har i det ikke på samme måde som jeg, at ved hjælp af skriftestolen er præsten en større herre over vore kvinders hjerter end vi selv er? Er præsten ikke vores hustruers officielle og private fortrolige? Går vores hustruer ikke altid til præstens fødder og åbner for ham, hvad der er mest helligt og intimt i vores livs hemmeligheder som ægtemænd og som fædre? Ægtemanden har ikke længere sin plads ved sin hustru, til at vejlede hende gennem de mørke og svære veje i livet. Det er præsten! Vi er ikke længere deres venner og naturlige rådgivere. Deres sorg og bekymringer betror de ikke os. De forventer sig ikke hjælp til dette livs lidelser fra os. Til præsten vender de deres tanker og ønsker. Han har deres fulde og eneste tillid. På en måde, er det præsten som er vores hustruers virkelige ægtemand! Det er ham som er i besiddelse af deres respekt og deres hjerter i sådan en grad, som ingen af os kan opnå.”
Et brev fra en jesuitisk skriftefader, Pere La Chaise, som ville af med Nantes forordningen (som gav religiøs frihed i Frankrig), viser hvor meget magt de tilregner skriftestolens virke, samtidig med et enormt misbrug af magten. Chaise var Louis XIV’s (”Sol Kongen”) skriftefader, og ville alle Franske protestanter til livs. Louis XIV søgte tilgivelse for at have haft seksuel omgang med sin svigerdatter, hvortil Chaise i sit brev skriver: ”…for hvilket jeg ikke kunne give ham syndsforladelse, før han havde givet mig en mulighed for, under hans egen hånd og sejl, at ofre alle kætterne på en dag… Og mange gange siden når jeg har haft ham i skriftestolen, har jeg rystet helvede for hans øre og fået ham til at sukke, frygte og bæve, før jeg ville give ham syndsforladelse. Ja jeg fik ham endog til at tigge om det på hans knæ, før jeg ville indvillige mig på at give ham syndsforladelse.” (”The Black Pope” af M.F. Cusack, s. 403)
Alexander Hislop fortæller i sin bog ”The Two Babylons” at: ”…og da, når de har at gøre med en indflydelsesrig, magtfuld eller rig mand, giver de ham ikke det mindste strejf af håb, før en fyldig sum penge, eller grundlag for en abbedi (et kloster under ledelse af en abbed eller en abbedisse) eller en anden genstand, som de har sat sig op efter, bliver lagt på den anden vægtskål.” (s. 149)
De ser det ganske som en vægtskål. Et menneskes dårlige handlinger, for hvilke der søges syndsforladelse, tynger vægten på den ene side. Hvad som der da gives til ”forløseren”, fyldes i den anden vægtskål. Når da vægten er balanceret, kan syndsforladelsen finde sted.
Luther nævner i sine teser dette fænomen idet han siger:
27 De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i kisten, flyver sjælen ud [af skærsilden].
28 Det er sandt, at når pengene klinger i kisten, så kan profitten og havesygen øges, men følgerne af kirkens forbønner er alene i Guds hånd.
Bibelen lærer, at den der angrer, beder om tilgivelse og vender om, får ubetinget tilgivelse!
”…Jeg var lige faldet i søvn. En eller anden kom op i min seng og begyndte at kysse mig.”
Alberto fortæller om en aften (han var ganske ung), hvor en mand kravler op i sengen til ham og gør tilnærmelser. Alberto giver manden en knytnæve i hovedet og brækker hans næse. Alberto kalder på ”faderen” eller rektoren og forklarer hændelsen. Rektoren sender alle ud af lokalet, undtagen Alberto og siger: ”Skam dig Alberto…Ned på knæ og bekend. Kom ned på knæ og bekend din synd!”. Alberto svarer ”Jamen fader….Det var ham der kom ind i min seng…jeg forstår det ikke! Hvad er min synd?” – ”Din syn var, Alberto…at han tilbød dig sin kærlighed og det var Guds kærlighed, og du afviste den”.
Alberto konkluderede i sine senere år at: ”Til min forbløffelse, blev der ikke engang sat spørgsmålstegn ved homoseksualitet. Som tiden gik, opdagede jeg homoseksualitet igennem hele systemet, mellem præster og kardinaler”. (”Alberto”, s. 12)
”Kendsgerningen at den romersk katolske institution ikke tillader ægteskab for præster og nonner, forårsagede enorme problemer. Da jeg var skriftefader, bekendte nogle nonner deres lesbiske akter, og andre bekendte kærlighedsforhold til præsterne” (”Alberto”, s. 12).
Albeto Rivera fortæller videre om skjulte underjordiske gravsteder, i gange mellem nonne- og præsteklostre. Fund i Madrid, 1932, Seville, Spanien, 1934, og andre i baskerregionen i det nordlige Spanien, krævede en national efterforskning af alle klostre, romersk katolske skoler og kirkebygninger. I 1936, blev det spanske katolske folk så rasende, at de angreb og ødelagde mange kirkebygninger, hvor disse tunneller eksisterede.
”Regeringsdoktorer undersøgte ligene og rapporterede at i de fleste tilfælde var dødsårsagen kvælning. I lyset af dette, er det da ikke underligt, at den romersk katolske institution er imod abort?” (”Alberto”, s. 12)
”Hvis en nonne bløder til døde ved en fødsel af en præsts barn, bliver medicinsk behandling holdt tilbage, så hun kan lide for Maria – og hvis nødvendigt, dø for hende. Babyen bliver altid døbt før det ofres. Mange gange bliver de tortureret så de kan lide. Jesuitterne lærer at uden lidelse, er der ingen forsoning. Man kan ikke få fred med Kristus uden ofring til Maria. Maria vil give den lidende person til hendes søn, for at formilde Jesus og slutte fred med ham.” (”The Force”, s. 31)
Den tekst hvoraf det største misbrug er gjort af de overordnede, for at få de unge mennesker af begge køn til at binde sig til de skamfulde løfter, er Matt. 19:12 ”Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!”
Chiniquy og hans med studenter, finder denne appel til cølibat mangelfuld i sin logik. Chiniquy spørger læren ud fra Bibelens forståelse om denne lære. Bl.a. spørger han: ”Sund fornuft, såvel som Guds Ord, fordømmer dem som på denne måde ødelægger i deres eget legeme, hvilket Gud i Hans visdom gav dem til det viseste og helligste formål.”
”Endvidere, hvis at være eunuk (en mand hvis testikler er fjernet i barndommen) ville gøre vejen til himmelen sikrere og nemmere, ville Gud så ikke være uretfærdig ved at unddrage os privilegiet at være født eunukker, og således gjort til modne frugter for himmelen? … hvis det ikke var godt for manden at være uden sin kone, da han var så hellig og stærk som han var i Edens Have, hvordan kan det så være godt nu, hvor han er så svag og syndig? … i Jesu svar til den unge mand som spurgte Ham: ’Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?’ (Matt. 19:16). Svarede den gode Mester ham med det sprog vi hørte fra dig to dage siden, nemlig, at den bedste måde at få evigt liv, er at gøre dig selv til en eunuk give et højtideligt løfte, aldrig at gifte dig? Nej, men han sagde, ’hold budene!’”
Til disse spørgsmål svarer læren - deres overordnede:
”Du har talt som en sand kætter. Var det ikke for det håb jeg har, at du har sagt disse ting for at du vil modtage lyset, frem for at præsentere og supportere den kætterske side af sådan et vigtigt spørgsmål, ville jeg øjeblikkelig angive dig til biskoppen. Du taler om Skrifterne, lige som en protestant ville gøre … Har du glemt at vi har de hellige traditioner til at vejlede os, autoriteten som er på højde med Skrifterne?... Du har ret i når du siger, at vi ikke finder nogle direkte beviser i Bibelen til at underbygge cølibatets løfte for de som ønsker at hengive sig i kirkens tjeneste. Men hvis vi ikke finder denne forpligtelse i Bibelen, finder vi den i de hellige traditioner i kirken … Kristus har sagt, de som ikke lytter til kirken, må blive set på som hedninge og toldere. Der findes ingen frelse, for dem som ikke hengiver deres fornuft til kirkens lære … din pligt er at adlyde kirken, som pligtfulde børn adlyder en god moder.”
”Men hvem kan have tvivl omkring nødvendigheden af cølibats løftet, når vi husker på at Kristus havde befalet Hans apostle at skille sig fra deres hustruer? Et fakta hvorpå ingen tvivl han bestå efter at have hørt skt. Peter sige til vores frelser, ’Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?’ (Matt. 19:27) Er præsten ikke den sande repræsentant af Kristus på jorden? I hans præstevielse, er præsten da ikke gjort lige og på en måde Kristi overhoved? For når han fejrer messen, befaler han over Kristus, og selveste Guds Søn, er bundet til at adlyde! Det er ikke i Kristi magt at modstå præstens ordre. Han skal komme ned fra himmelen hver gang præsten beordrer ham dertil. Præsten spærrer Ham inde i det hellige tabernakel eller tager ham ud derfra, alt efter sin egen vilje.”
”Ved at blive en nytestamentlig præst, vil du blive hævet til en værdighed, som er langt over englenes. Fra disse ædle privilegier, flyder forpligtelsen for præsten, at løfte sig selv til en grad af hellighed, langt over almindelige menneskers niveau, en hellighed lig engles. Har vores Frelser ikke sagt, da Han talte om engle, ’Neque nubent neque nubentur?’ De gifter sig ikke, og bliver ikke givet til ægteskab. Når præsterne er Guds budbringere og engle, må de uden tvivl være klædt med englelig hellighed og renhed her på jorden.”
”Siger Paulus ikke, at tilstanden som jomfru er højere end den ægteskabelige? …Cølibats løftet er som en hellig kæde, som holder os over denne jords skidt, og binder os til himmelen.”
”I henhold til de hellige Fædre, er løftet om cølibat som et stærkt vagttårn, hvor fra toppen vi kan kæmpe mod vores fjender, og være fuldstændig i sikkerhed for deres spyd og våben.” (”Fifty Years in the Church of Rome” kap. 14)
Nu har Mel Gibsons film ”The Passion of the Christ” vist os, hvor vigtig en rolle lidelse har i det Katolske system. Filmen fremhæver klart lidelsen og det er ikke uden grund.
Piskning er en del af den religiøse disciplin i de forskellige Romersk Katolske ordener i munke og nonne klostre. Nonnerne eller munkene vil piske sig selv, eller blive pisket af andre i den samme religiøse orden. Nogle gange bruger de en pisk med blylodder eller stål søm.
De lærer at jo mere de lider, jo tættere kommer de til Kristus eller jomfru Maria. Dette er baseret på den romers katolske lærdom om gerninger. Institutionen underviser at ingen kan blive frelst alene ved tro. Det er endnu en metode til at komme hurtigere ud af skærsilden. En helt tredje metode til at komme ud af skærsilden, både for levende og døde, er hvis der betales penge eller anden materiel velsignelse kan forefalde den Romersk Katolske Kirke. Lad os se på Vatikanets penge.