Siden reformationen kom til Danmark for næsten 500 år siden, har vi tilhørt den evangelisk-lutherske kirke og har ligesom dens stiftere betragtet reformationen som en nødvendighed for at fastholde den sande tro og lære. Men den katolske kirkes klerikale magtfaktor (præstevældes indflydelse og magt over lægfolket og stræben efter politisk magt) har ikke bare stiltiende accepteret, at lyset fik lov til at bryde frem og åbenbare sandheden om Jesus Kristus. Derfor har den romerske katolske kirke (fremover den katolske kirke) igen og igen forsøgt sig med modreformationer for både religiøst og politisk at få den evangelisk-lutherske kirke tilbage til ’moderkirken’, som den katolske kirke kalder sig selv. Religiøst foregår det ved hjælp af ’overtalelse’ og økumeni (se min artikel: Den katolske kirkes strategi og mål – at forene alle til Antikrist) og politisk foregår det ved hjælp af magt. I denne artikel skal vi se på, hvorledes jesuitterne ihærdigt arbejder for at genskabe den katolske kirkes magt og herredømme, som gik tabt ved reformationen og derved etablere et nyt forenet Europa under pavedømmet.

Jesuitternes hemmelige arbejdsplan

De fleste ved ikke meget om jesuitterne. Men skal man forstå den katolske kirkes hemmelige krig for at skabe en modreformation, må vi vide noget om jesuitternes arbejdsmetoder og planer. Slår man op i Lademanns leksikon fortæller den kun følgende om jesuiterordenen:

”Opbygningen er militær; streng lydighed mod overordnede kræves... og ubetinget lydighed mod paven. Uddannelsen til jesuit er omhyggelig og langvarig, nu normalt 10 år...”.

Den katolske kirke er i reglen ligeså fåmælt. Jesuitterne, som er den katolske kirkes redskab for at gennemtvinge en katolsk modreformation gennem svig og mål, har nemlig forpligtet sig til aldrig at røbe denne kirkes hemmelige strategi og mål for at ødelægge det, som reformationen førte med sig.

For at få et større indblik i, hvem jesuitterne er, hvad formålet er med den lange uddannelse og hvilke arbejdsmetoder de benytter sig af for at nå deres hemmelige mål, har jeg for en stor del benyttet mig af de dokumentationer og vidnesbyrd, som tidligere katolikker er kommet med. Flere af disse er tidligere jesuitpræster, og har derfor et indgående kendskab til, hvilken hemmelig opgave og arbejdsplan, som jesuitterne udfører for den katolske kirke.

Jesuitterne eller ’Jesu Samfund (latin ’Societas Jesu’) er en hemmelig romersk katolsk orden, som blev grundlagt 1540 af ’Den hellige Ignatius af Loyola’, og er blevet oprettet med det klare mål at ødelægge den protestantiske kirke, omstyrte alle demokratiske, som kom i kølvandet på reformationen, og endeligt at få hele verden til politisk og religiøst at underordne sig den katolske kirke.

Edsaflæggelse

For at blive jesuit forpligter den troende katolik gennem en ed til 100 % at tjene den katolske kirke og være villig til at slå ihjel for at fremme dens mål. Her følger et uddrag af edsaflæggelsen:

”Jeg...(jesuittens navn), erklærer og sværger i påhør af Gud den Almægtige, den velsignede Jomfru Maria… at Hans Hellighed Paven er Kristi stedfortræder og det sande og eneste hoved for den Katolske eller Universelle Kirke...

Derfor vil jeg til det yderste... forsvare denne (katolske) lærdom... imod... enhver kættersk eller protestantisk autoritet, specielt den lutheranske kirke i Tyskland, Holland, Danmark, Sverige og Norge, og... kirker af England, Skotland og udgreningerne af (de) samme nu i Irland og i Amerikas kontinent, og hvor som helst ellers... der måtte være modstandere af den hellige romerske moderkirke.

Jeg fordømmer og fornægter nu enhver troskab til enhver protestantisk eller liberal konge, prins eller stat, eller lydighed mod deres love, dommere eller embedsmænd… Og (jeg vil) gøre mit yderste for at udrydde de kætterske protestantiske... lærdomme og at ødelægge alle deres foregivne magter, lovligt eller på anden måde (dvs. ulovligt)...

Jeg lover og erklærer ydermere, at til trods for, jeg tilslutter mig hvilken som helst religion (pga. taktik), som er kættersk i forhold til... moderkirkens interesse; at i fortrolighed at hemmeligholde alle hendes agenters råd fra tid til anden, som de betror mig og ikke at røbe - direkte eller indirekte - med ord, skrivelser eller under nogen omstændigheder noget som helst, men at udføre alt hvad der skulle foreligge, pålagt eller åbenbaret til mig, af dig min åndelige fader, eller (af) andre af denne hellige orden.

Jeg lover og erklærer ydermere, at jeg ikke vil have min egen mening eller vilje... men vil uden betænkning adlyde alle... ordre, jeg måtte modtage fra mit overhoved i Pavens og Jesu Kristi milits... Jeg lover og erklærer ydermere, at når muligheden byder sig, vil jeg lave og føre ubarmhjertig krig, hemmelig og åbent, imod alle kættere, protestanter... (og) udrydde dem fra hele jordens overflade…”.¹

Den katolske kirkes ’hemmelig politi’

Jo mere man får kendskab til den ubarmhjertige krig imod alle kættere og protestanter, som jesuitterne er forpligtet til, jo større grund er til at anse dem for at være ”en af historiens mest frygtindgydende religiøse angrebshær - en specialstyrke, som ikke går i vejen for noget som helst”, som en tidligere jesuit har beskrevet det. I dag er der ca. 102.000 jesuitter, som opererer i de forskellige lande. Når man ikke hører meget til dem, så betyder det ikke, at de så ikke har nogen betydning eller at de er for få til at udgøre nogen reel fare (se senere), men blot det, at de ikke vil afsløres. Den kendte forfatter Olav Valen-Sendstad skrev (i 1960), at

”som Hitler havde sit Gestapo og som Moskva har sit hemmelige politi – som var og er de egentlige magthaveres medforbrydere, således har Rom sit ’hemmelige politi’: jesuitterne og deres ’inkvisisionsdomstole’ i gammel og ny tid. Og hvad tortur og blodsudgydelse angår beholder det pavelige ’politi’ med sin mange århundredes historie en overlegen plads nr. 1 foran både Hitler og Stalins ’politi’.²

Jesuitterne har altid opereret i og ud fra den katolske kirke på denne måde. Og har derfor ofte været så involveret i landskadelig virksomhed, at de blev forbudt i det ene land efter det andet.

”Mellem 1555 og 1931 blev Jesu Samfund udstødt fra mindst 83 lande, stater og byer, for at tage del i politiske rænker og nedbrydende komplotter imod statens velfærd. Ifølge jesuitpræst Thomas J. Campell er praktisk talt alle instanser af eksklusion grundet politiske intriger, politisk infiltration, politisk omstyrtning og tilskyndelse til politisk oprør”.³

I Danmark blev jesuitterne af samme grund forbudt i 1643. Men det betød ikke, at jesuitter forsvandt fra Danmark, for de kunne stadig ”virke i København hos spanske, franske eller tyske gesandter”. Men da religionsfrihed blev sikret ved Grundlovens indførelse i 1849, blev dette forbud ophævet, og jesuitterne kunne herefter igen operere mere frit.⁴

Lademanns leksikon: gesandt (tysk): diplomat af næsthøjeste rang; varetager sin stats interesser og indberetter om forholdene i opholdslandet. Nyder eksterritorialret samt ret til uhindret kontakt med sin regering og betaler hverken skat eller told. Siden 2. verdenskrig er titlen næsten forsvundet, idet de fleste gesandtskaber, deriblandt næsten alle danske, er blevet ophøjet til ambassader.

De fleste ved ikke, at der i dag er jesuitter i mange af de højtstående lederpositioner i de evangelisk-lutherske kirker. Der findes jesuitiske højskoler til at uddanne unge pastorer, som derefter kan infiltrere de protestantiske kirker, så at de gennem økumenisk arbejde på at få de kristne til at acceptere den katolske kirke, så de vender tilbage til den.⁵ Vi skal lidt senere se, at denne taktik i høj grad er lykkedes. Men først skal vi tilbage til tiden lige efter Martin Luther.

Katolsk modreformation gennem krig

Kun 30 år efter Luthers død indledte den katolske kirke den første modreformation, som kom til at omfatte det meste af Europa. Det skete ved hjælp af den dertil oprettede jesuitterorden (i 1550). Vi skal se et enkelt eksempel fra Frankrig, hvor historien beretter om, at:

”75.000 protestanter blev koldblodigt slagtet. Rom festede, trykte en mønt for at ihukomme den store sejr og sang deres ’Te Deums’. Paven bestilte den italienske kunstner Vasati, til at male et vægmaleri af massakren, som stadig hænger i Vatikanet”.⁶

Historien beretter om mange lignende slag i denne første store modreformation, som kulminerede i den blodige 30-årskrig (1618-48), som den katolske kirke dog tabte. Der blev derefter lagt planer for, hvordan de i fremtiden kunne nedkæmpe reformationen med dens frihedsidealer og modstand overfor den katolske kirkes politiske magt og antikristelige ånd. Det vil føre for vidt at komme ind på alle de forsøg på modreformation, som den katolske kirke har været involveret i siden. De fleste er vel næppe klar over, at både 1. og 2. verdenskrig var planlagt den katolske kirkes jesuitter, og hvilken hovedrolle de spillede. For at belyse dette vil jeg tage nogle få eksempler frem fra sidste verdenskrig.

Hitler beundrede jesuitterne.

Det var ikke et tilfælde, at nazipartiet startede i Tysklands mest katolske by München, som også blev betragtet som jesuitternes højborg. Det var heller ikke et tilfælde, at alle naziledere var katolikker. Hitler var opdraget af jesuitter, som han beundrede og som blev hans forbillede. Han var en varm tilhænger af deres hemmelige lære og idegrundlag såvel som den ydre fremtoning. Det samme kan siges om stort set alle ledere indenfor nazismen. Den tyske efterretningstjeneste Gestapo var blevet opbygget af Heinrich Himmler i henhold til de jesuitiske ordensprincipper.⁷ Hitler fortalte sine venner: ”Jeg kan se Himmler som vores Ignatius of Loyla”,⁸ der som tidligere nævnt var jesuitternes grundlægger, og som også var ordenens første grusomme og blodtørstige leder. Historien beskriver, at jesuitternes skrift ’Positiv Kristendom’ blev adopteret af Hitler som ’officiel synspunkt og politik’ og hvordan nazisterne blot

”gentager de antijødiske argumenter fra den ’positive kristendom’, som på den tid blev forkyndt vidt og bredt over hele Tyskland af jesuitt-paterne... Tidligere katolikker dokumenterer i tidsskriftet ’Converted Catholics Magasin’,⁹ at ”Hitler lærte den organiserede antisemitisme af katolikker og jesuitter, og at jesuitter i Central-Europa og USA er ledende kræfter i antisemitismen. Og antisemitisme er et programmatisk led i den verdensomspændende modrevolution som ledes af Vatikan-jesuitterne”.¹⁰

Var det jesuitter, som forfalskede Luthers skrifter mod jøderne?

Det er en kendt sag, at nazismen og andre antisemitter ofte henviser til, at Luther også var det som argument for, at alle af natur er eller må være det for at overleve. Men var han det? Den officielle historie er, at Luther i 1523 troede, at jøderne ville omvende sig ved, at man forkyndte evangeliet for dem og – modsat den katolske kirke – være venlig mod dem. Men da han 20 år senere var gammel og syg og så, at jøderne ikke havde omvendt sig, blev han gal og ændrede derfor sit standpunkt mod dem. Hans nye negative syn på jøderne skulle være begyndt således: ”Efter at havde set en del blasfemisk, anti-kristen litteratur skrevet med jødisk pen, havde han forandret sin holdning”. Og videre: ”Hvad skal vi kristne gøre med dette... forbandede jødiske rase?” Og derefter kommer udtalelserne, som så ofte bliver citeret og (mis)brugt af antijøder: ”Først bør vi sætte ild på deres synagoger... (osv. osv.)”.¹¹

Men derved fik han jo igen det samme antisemitiske syn, som den katolske kirke havde og som han tidligere havde forkastet. Kan det være sandt, at Luther, som elskede Guds ord og som kæmpede for den Bibelske sandhed, pludselig skulle give sig til at udgive hadske skrifter imod dem – og omtale jøderne som forkastede og forbandede? Kan det passe, at Luther på sine gamle dage faldt tilbage til den katolske kirkes vranglære? Ham, som ellers havde fået ’et godt vidnesbyrd’ efter et langt liv?¹²
Følgende spørgsmål trænger sig på:

”Hvorfor skulle Martin Luther overhøre Bibelens lære om at elske det jødiske udvalgte folk og hade dem, når han ved Helligåndens lys netop opdagede nåden?”.¹³

Eller er der en anden forklaring? Efter en grundig research om jesuitternes hemmelige krig mod alle kættere og protestanter har den kristne forfatter Eric Jon Phelps skrevet den afslørende bog ’Vatican Assassins’ (Vatikanets snigmord). I denne dokumenterer han deres mange forsøg på at ødelægge reformationen i deres had mod de evangeliske kirker. Og i jesuitternes skrifter finder han frem til, at det i virkeligheden ikke var Luther, som er forfatter til de antisemitiske skrifter, som siges at stamme fra ham, men var tværtimod et jesuitisk forsøg på at miskreditere ham og dermed kvæle reformationen. Han skriver:

”Igennem årene, mens Loyolas sønner underviste ved det tyske lutheranske universitet i byen Tübingen, ændrede de nogle af den bibeltroende Martin Luthers skrifter. De søgte og lykkedes med at fremstille den store reformator som en gal, jødehadende, religiøs fanatiker…”.¹⁴

For mig lyder det sandsynlig. For det første er jo netop denne beskidte og hemmelige arbejdsmetode, som jesuitterne ofte benytter sig af. For det andet er det særdeles mærkeligt, hvis Luther så mange år efter, at han har fundet friheden og er blevet løst fra antisemitisme såvel som det katolske bånd, pludselig skulle gå tilbage og udvikle en sådan negativ og hadefuld ånd, som kommer til udtryk gennem disse skrifter.

Hitler overtager ’sværdet’ fra jesuitterne til at slå ihjel.

Jøderne var et større problem for nazisterne end protestanterne, fordi de blev betragtet som de egentlige ’bagmænd’ i kristendommen og dermed også

”de virkelige skyldige i dannelsen af det jødisk-kristne verdensbillede. De... kunne altså ikke, som de tysk-kristne ’omvendes’ til at blive gode borgere i det nazistiske tusindårsrige. De måtte (derfor) fysisk fjernes”.¹⁵

Det var hovedsagelig igennem denne organisation, at over 6 millioner jøder døde. Inkvisitionen var igen i fuld gang.

Ligesom jesuitterne, så hadede nazisterne også den protestantiske kirke og gjorde alt for at knuse den. Det er

”et historisk faktum, at mens paven straks efter Hitlers magtovertalelse fik et konkordat med Hitler, så kom den protestantiske kirke ind i en stadig hårdere kamp med nazismen”.¹⁶

Lademanns leksikon: ”konkordat: overenskomst mellem en stat og den romersk-katolske kirke vedrørende spørgsmål af fælles interesse.. Visse konkordater har fået langtrækkende historisk betydning.. Ved konkordatet 1929 (Lateran-forliget) med Mussolini forsonede paven sig omsider med den verdslige magt i Italien, men sikrede samtidig kirken store forrettigheder i landet, herunder indflydelse på ægteskabslovgivning og undervisning. Dette konkordat blev 1984 afløst af et nyt.. hvorved kirkens politiske indblanding blev noget afsvækket, skønt den bevarede væsentlige særrettigheder. Af andre kendte konkordater er der det i 1933 med Tyskland og Østrig, som Hitler dog siden tog ringe hensyn til.”

I virkeligheden var det konkordatets positive syn på nazismen (om omvendt), som fik den store betydning for Hitlers magt. Man kan slet ikke forstå nazismens ideologi og politik, hvis man ikke også sætter sig ind i de katolske tanker om modreformation. For nazismen var som et sværd i pavens hånd. Da kejser Wilhelm f.eks. besøgte Vatikanet før 2. verdenskrig og skulle forklare, hvilken rolle Tyskland havde i pavens øjne, sagde han:

”Jeg betragter det som interessant, at paven ved denne anledning sagde til mig, at Tyskland må blive den katolske kirkes sværd”.¹⁷

En af Hitlers nære medarbejdere Franz von Papen, som også var jesuit og som fik Hitler til magten, sagde følgende: ”Det tredje rige (Hitlers rige) er den første verdensmagt, som ikke bare kender, men også praktiserer pavemagtens vigtige principper”.¹⁸

Mein Kampf

Det er Hitler, som har skrevet bogen ’Mein Kampf’. Det tror de fleste i alle fald. Men en katolik ved navn Otto Strasser, som var Hitlers ven under krigen, har i sin biografi ’Hitler and I’ afsløret, at Hitler ganske vist havde skrevet ’Mein Kampf’ i 1925 under sit fængselsophold for højforræderi mod Tyskland - men den ikke var egnet til udgivelse, fordi indholdet ’var en veritabel lapkaus af selvfølgeligheder...(og) personlige meninger’, og med ’en masse mere eller mindre usammenhængende tanker’. Det var først efter, at jesuitpræsten Staempfel havde omskrevet ’Mein Kampf’ for Hitler, at bogen kunne benyttes og udgives som en kampskrift. En anden forfatter skrev, at denne ”Pater Staempfel, en meget lærd mand og redaktør for et katolsk blad, skrev det alt sammen om igen i en ny redaktion”.¹⁹

Denne tjeneste kom dog til at koste jesuitpræsten livet. For Hitler var meget mistroisk og ”frygtede…, at paterens viden om hans egen svaghed kunne blive farlig, og lod blandt mange andre (også) pater Staempfel dræbe... 30. juni 1934”. Men denne viden slap alligevel ud, og trods mange forsøg på at benægte, at en anden har skrevet bogen for Hitler, så er der så mange vidnesbyrd om det modsatte, nemlig, at ’Mein Kampf’ i virkeligheden er en katolsk bog, skrevet af en jesuitpræst, og indgår i den katolske kirkes planlægning af en modreformation.

Velsignet af paven til krigen

Pius XI og Pius XII afslog gentagne gange at fordømme Hitler og andre nazister for deres forbrydelser under 2. verdenskrig, endsige ekskommunikere dem.²⁰ Den katolske kirke ville heller ikke annullere det konkordat, som pave Pius XII havde indgået med Hitler. Tværtimod blev nazismen opmuntret og velsignet af den katolske kirke til at gå i krig mod de evangeliske og demokratiske lande og til udryddelsen af jøderne. Det vil føre for vidt her at gennemgå de flere hundrede eksempler på svig og vold, som nazismen med pavens velsignelse og jesuitterne hjælp gennemførte som katolsk modreformation under 2 verdenskrig, og som én gang for alle skulle gøre det af med alle protestanter og demokratier. Derfor vil jeg kun give nogle få eksempler, som belyser dette.

Forræderiet i Frankrig

I Frankrig er der i over 100 år udkommet en avis med navnet ’Action Francaisse’, som blev drevet af fanatiske ’politiske katolikker’. Det er et andet ord for jesuitter. På dette tidspunkt var Frankrig antifascistisk og det hemmelige mål var at tvinge landet til at blive til en katolsk og fascistisk styret regering, som politisk ville samarbejde med Rom. Denne avis var voldsom antisemitisk og forårsagede en bølge af raseri overfor jøderne i Frankrig. Det var denne hetz, som i 1884 blev årsag til justitsmordet på den jødisk-franske officer Dreyfus. De fleste katolikker i Frankrig godtog de antisemitiske påstande og var overbevidst om hans skyld. Det var for resten, da Dreufus-sagen var på det højeste, at ”Pave Leo XIII viste ’høj pavelig ære’ mod den franske forfatter Eduard Drumont for hans antisemitiske bog ’det jødiske Frankrig’...”.

I 1939 tjente Action Francaisse - som altså både er en avis og vist nok også en politisk bevægelse – Hitlers sag ved at sprede uenighed og defaitisme over Frankrig.

Lademanns leksikon: ”Defaitisme (fransk): opgivelsesånd; den opfattelse, at en given krig er umulig at vinde, hvorfor modstand lige så godt kan opgives med det samme”.

Action Francaisse havde med dets propaganda mod jøder, kristelige demokrater og andre liberale kredse bragt sig i en mægtig diktatorisk lederstilling i katolske intellektuelle kredse. En af de ledende var general Weygand, som i 1940 var Frankrigs militære øverstkommanderende.

”Han var jesuitternes redskab... og de placerede ham i en nøglestilling i det eneste land, som spærrede vejen for et fascistisk herredømme på det europæiske kontinent: det var hans opgave at forråde det til fjenden. Og det fuldførte Weygand ved fire placerede træk”.

De fire forræderiske træk, som Weygand foretog og som blev årsag til Frankrigs nederlag, var:

”At lade den franske hær være så desorganiseret og demoraliseret i fredstid, at nazisejren kunne sikres”. Og så følger en masse historiske facts. Her vil jeg kun nævne, at han gennem katolsk militær dominans forårsagede
”at alle forsøg på at øge luftvåbenstyrken fra 20.12 1936 og senere automatisk blev nedvoteret. Da så Hitler invaderede Rhinland måtte statsminister Sarraut konstatere, at den franske hær ikke havde nogen luftværnkanoner, ingen antitankkanoner, og var ude af stand til endog en delvis mobilisering mod Hitler. Da så Hitler gik til angreb forår 1940, så var den franske hær moden for sammenbrud”.
På det tidspunkt, da Hitler var i færd med at invadere Frankrig – efter at Polen var likvideret, søgte Weygand at vinde Hitlers gunst ved at foreslå ’et fransk angreb på Rusland...’. På den måde fortalte han indirekte, at den franske hær var ’fraværende’, og Hitler derfor bare ’ganske roligt kunne gøre med Frankrig, hvad han ønskede’.
Derefter saboterede Weygand krigen i Mellemøsten sammen med andre jesuitter. Han afslog f.eks. at sende franske tropper til Ægypten, da Mussolini truede det med stadig voksende troppemængde. På dette tidspunkt havde Frankrig ikke kapituleret, og det var derfor naturligt, at de deltog, dels fordi de var ’allierede’ og dels fordi Frankrig havde forpligtet sig til at beskytte de franske kolonier i Afrika.
Da Weygand overtog overkommandoen i 1940, havde Frankrig haft mulighed for at ’kæmpe langvarige og opholdende kampe, mens dens hovedstyrker var blevet ført til England og Nordafrika for fortsat kamp’. England appellerede for at få hvert eneste disponibelt skib ”og flertallet i den franske regering og præsidenten i Nationalforsamlingens begge kamre var enige”. Men Weygand saboterede alle direktiver og nedlagde veto. Han lod ingen kampordre gå ud, men gik i stedet ind for betingelsesløst kapitulation. Via jesuitten Patain - som var statschef i ’Vichy-regeringen i 1940-44²¹- blev det også forhindret, at den franske flåde kunne komme i sikkerhed. ”Efter sammenbruddet kom Weygand med i Vichy-regeringen, og søgte som sådan at muliggøre enhver fransk modstand mod Hitler, og brugte sin stilling til at tillade nazisterne at komme over til Nordafrika”.²²

Og dette var (i en meget forenklet form) baggrunden for at forstå årsagen til, at Frankrig så hurtigt overgav sig til Hitler uden modstand. Og hvorfor Frankrig så aktivt støttede nazisterne under 2. verdenskrig. Efter Frankrigs fald i 1942 skrev ’The Catholic International’ i begejstring: ”Er det ikke herligt? Frankrig har mistet sin flåde (som jo skete ved katolsk svig) og genvundet sin sjæl”. Og ’Observatore Romano’ skrev, at (jesuitten og statschefen) Petain var hovedet for Frankrigs genopbygning, og... var en inspiration for Frankrigs ungdom’. Herefter følger en lovprisning af Frankrigs fald til fascismen.²³

Den katolske kirkes samarbejde med Japan

Som vi kan se af ovenstående eksempel, er det tydeligt, at den katolske kirke ikke ’bare fulgte med strømmen’, men at den tværtimod var en hovedkraft mod de allierede. I de fleste politiske beslutninger var Vatikanet direkte involveret og handlede altid til nazismens fordel. Vi skal se et eksempel herpå:

”Kort efter Mussolinis magtovertagelse i Italien, gav pave Pius XI nogle interessante gestus overfor Japan. Han brød en århundrede gammel Vatikan-tradition ved at ordinere orientalske biskopper. Pius XII fortsatte denne politik og satte to japanske biskopper over det undertvungne Korea. På den måde lykkedes det Vatikanet at stille sig i en gunstig position overfor de japanske imperialister, idet det tydeligt skinnede igennem, at den katolske kirke var... værdig til at tjene Japans interesser...

Da Japan gik i krig mod Kina omkring midt i 30’erne, sendte Vatikanet direktiver til sine missionærer i Kina om at samarbejde med japanerne. Da den japanske udenrigsminister Matsuoka i 1934 besøgte Hitler og Mussolini, havde han en hemmelig konference med Pius XI. I 1938 gav paven (de) japanske katolikker lov til at bøje sig i tilbedelse for kejseren, på trods af alle gamle, katolske doktriner.

I 1936 trak paven den amerikanske ærkebiskop Mooney tilbage som ’apostolisk delegat’ i Japan og installerede i stedet den akse-venlige Morella... Og i 1942 meddelte Vatikan-avisen ’Observatore Romano’, at den ’Hellige Stol’ havde oprettet diplomatiske forbindelser med Japan. Den amerikanske regering advarede Vatikanet mod dets skridt - til ingen nytte. Utallige vidnesbyrd tyder på, at Berlin-Rom-Tokio-aksen (antikomintern-staterne) fik udstrakt hjælp fra de katolske klerikale (præstevælde) i sin spionage mod USA i det fjerne østen... Som tak for hjælpen blev den katolske mission i Japan begunstiget på alle måder under krigen, mens den protestantiske mission ganske enkelt blev stoppet både i Japan og i japansk-okkuperede lande...”. ²⁴

Samme forræderi overalt

Man kunne fortsætte med også at tale om, hvordan den katolske kirkes gennem 2. verdenskrig forsøgte at skabe deres modbydelige modreformation i lande som Ungarn, Polen, Spanien, Jugoslavien, Sydamerika, Mexico. Forræderiet er den samme overalt, og hele tiden ser vi det katolske magthierarki i arbejde - ledet af jesuitter men dirigeret af Rom.

Da Hitler f.eks. gennemførte ’Anschluss’ i 1938 i Østrig, så var den helt på linje med den katolske kirkes politik. Det var derfor nærmest en selvfølge, at der kort efter

”udstedtes en officiel, katolsk proklamation til det østrigske folk om, at det måtte støtte ’Stortyskland’ og dets fører mod kommunismen. Proklamationen var undertegnet af alle biskopper og ærkebiskopper i Østrig med kardinal Innitzer i spidsen”.²⁴

I 1939 havde den katolske kirke fået indsat general Franco - som også var jesuit - som diktator i Spanien, og han blev ’leder af Spaniens eneste tilladte parti’. Den dag Hitler døde, skrev den katolske presse følgende rosende nekrolog over hans liv:

”Adolf Hitler, den katolske kirkes søn, døde mens han forsvarede (det katolske syn på) kristenheden. Det er derfor forståeligt, at der ikke findes ord til at klage over hans død, idet der findes så mange der ophøjer hans liv. Over hans jordiske levninger står hans sejrrige dydighedsfigur... Må Gud give Hitler hans sejrskrans”.²⁵

Man kan spekulere på, hvorfor den katolske kirke er så begejstret og interesseret i demokratiets fald såvel som protestantismens tilintetgørelse, hvis det ikke er, at den herigennem kan igen kan blive den eneste og officielle religion i de kommende ’forenede stater’, som efter planen skal strække sig ud over hele jorden.

Flugtruten Odessa

Simon Wiesenthal beskriver i sin bog: ’Retfærdighed, ikke hævn’, om den katolske kirkes rolle i forbindelse med den oprettede nazi-flugtrute ’Odessa’ efter 2 verdenskrig. Han skriver f.eks., at det var den katolske kirke, som organiserede nazisternes flugt og skjulte dem for de allierede. Samt, at de primært flygtede til de mest strenge katolske lande i Sydamerika. Her var de hjertelig velkomne og kunne for det meste bosætte sig frit, endda ofte under deres egne navne, fordi de ikke behøvede at frygte for at blive udleveret. Disse katolske lande har nemlig ikke været berørt af den europæiske reformation og modreformation, og har heller ikke måttet tilpasse sig i ’konkurrencen til demokrati og protestantismen’. Her har den katolske kirke, trods afstanden til Europa, haft stor betydning for fortolkning og efterlevelse af den katolske kirkes dogmer for de fleste katolikker i verden.

Katolsk modreformation gennem EU

Da modreformationen under 2 verdenskrig også slog fejl, oprettede man ved jesuitternes hjælp andre metoder til at nå til samme mål. Det sker f.eks. gennem EU, som arbejder ihærdigt på at fremme den katolske kirkes politiske og antikristelige arbejde. I dannelsen af EU stod stærke katolske personligheder. Sveriges ambassadør ved Vatikanet, Lars Bergquist sagde det således:

”Vi må ikke glemme, at EU en gang blev grundlagt af meget hengivne katolikker som (tyskeren) Adenauer, (franskmanden) Schuman og (italieneren) De Gasperi”.²⁶

Den katolske kirke har spillet en ”meget aktiv rolle ved oprettelsen af det Europæiske Fællesskab, og i det historiske øjeblik, den 25. marts 1957, da Rom-traktaten blev underskrevet, kimede klokkerne fra alle Roms kirker”.²⁷ Under overskriften ’Hedensk fødsels-sal for EU’ skriver Karmel-Nytt, at traktaten blev underskrevet i en sal på samme sted på Capitol højen i Rom, hvor Jupiters tempel - som var bolig for Roms øverste gud (den falske Kristus).²⁸ Ved underskrivning af traktaten knyttede den italienske udenrigsminister Gaitano Martino da også ”forbindelsen mellem antikkens Rom og det forenede Europa”, da han sagde:

”I Rom blev grunden lagt for vor politiske, juridiske og samfundsmæssige ordning i vor civilisation. I den samme by rejser vi støttepiller op for det Europa, som vi ønsker, skal være én enhed, fremgangsrigt og stærkt som kejsernes Rom”.²⁹

Den katolske presse har ikke lagt skjul på, at oprettelsen af EF (EU) var et mægtigt skridt frem imod en ny katolsk magtstilling. En katolsk nyhedsavis skrev eksempelvis i 1962, at ”ikke siden Romerrigets tid har den hellige stol blevet tilbudt et samlingspunkt lig Fællesmarkedet”.³⁰ Gang på gang nævner den katolske presse, hvilke ’fordele’, de forskellige europæiske lande ville have ved at gå ind i et fællesskab med den katolske kirke. Og taler derfor varmt for, at de forskellige lande tilsammen ville kunne ”udvikle sig til en virkelig økonomisk og monetær union, meget lig det I har i Amerika. Vi vil virkelig til sidst skabe Europas forenede stater”.³¹ Men det er ikke en hvilken som helst union (enhed), der tænkes på. Formålet er som et led i den katolske kirkes modreformation at føre de forskellige demokratier ind under den katolske ’klerikale’ (præstevældets) styreform, tro og lære. The Catholic Herald skrev eksempelvis følgende om Englands optagelse i fællesskabet:

”Fællesmarkedet vil være en ideel måde at føre England ind i den traditionelle kristne (katolske) enhed, som det engang var en del af, og som jeg oprigtig håber, skal ske med England i fremtiden”.³²

De fleste tænker måske nok ikke over, at den katolske kirke allerede fra starten (gennem stålunionen, Efta, EF og nu EU) har styret Europas politik i det skjulte og fået katolikker ind i de topstillinger, hvor afgørelserne tages. Grunden er, som det katolsk blad ’The Missionary’ skriver, at:

”Mange ikke-katolikker frygter os som en politisk organisation og er bange for, at den katolske kirke skal dominere og herske. Vi arbejder i stilhed, med alvor og effektivitet... for at nå netop dette mål”.³³

Denne taktik er ikke ny. I et hyrdebrev fra 1880 udtaler pave Leo XIII det nødvendige i, at

”Alle katolikker må være aktive elementer i det daglige politiske liv i det land, hvor de bor. Alle katolikker må udøve sin magt for at bidrage til, at nationernes grundlove bliver formet efter den Sande Kirkes principper”.

Drømmen om Romerrigets genrejsning

Det er tydeligt, at den katolske kirke vil gøre alt for, at alle demokratier i Europa og alle lande indenfor det tidligere Romerrige på et eller andet tidspunkt - med eller mod de enkelte landes vilje - skal vende tilbage til Rom. Thoralf Gilbrant har i en artikelserie om Romerrigets genrejsning skrevet følgende historiske tilbageblik:

”Historien fortæller om flere forsøg på atter at samle Europa til en enhed. Kristenheden opstod som en politisk faktor ved konkordat mellem paven og europæiske fyrster. Hele tiden var det pavekirkens mål at samle det land (landområde), som havde tilhørt det romerske rige i en federation med romerkirken som højeste myndighed. Dette er den egentlige europæiske ide.

Den franske konge, Karl den Store, samlede under vældige erobringskrige det meste af Europa under sin herskerstav og genrejste faktisk det Vestromerske rige. Juledag år 800 blev han af paven kronet til romersk kejser. Riget faldt imidlertid snart fra hinanden igen... alle middelalderens forsøg på at genrejse det romerske rige mislykkedes.

Først med Napoleon Bonaparte kom ideen om samling af Europa igen til et gennembrud. Da de franske styrker stormede ind i Italien, Tyskland og Spanien, var motivet at frigøre disse folk og forene dem i en stor europæisk federation. I 1804 lod Napoleon sig krone til kejser af paven... Napoleons magtstilling blev kortvarig. Hans forsøg på at samle Europa mislykkedes.

Hitlers forsøg på at forene Europa var lige ved at lykkes. Hele verden måtte sætte sine ressourcer ind på at stoppe aksemagterne. Hitlers tredje rige var tænkt som et tusindårsrige, og... ideen var at genoprette det romerske rige...

Efter den anden verdenskrig blev tanken om at samle Europa igen taget op. I løbet af forbavsende kort tid havde både sejrherrer og de besejrede i Vesteuropa samlet sig om denne europæiske idé. Sir Winston Churchill tog til orde for dannelsen af Europas forenede stater (og sagde): ’Jeg ser ikke nogen grund til, at der... ikke skulle opstå et Europas forenede stater, som ville forme dette kontinent på en måde, som man ikke har set magen til siden det romerske imperiums fald, og hvor alle mennesker kunne leve sammen i fred, retfærdighed og velstand”.³⁴

Drømmen om et sådant idyllisk fredsrige i en verden som forkaster Kristus og vælger Antikrist, var og er ved at blive en realitet. Men de fleste ser ikke denne dødsensfarlige udvikling...

Katolsk modreformation gennem Vatikan 2

Derefter kom 2. Vatikankoncil. Det blev tilrettelagt af pave Johannes 23. og blev holdt i fire samlinger fra oktober 1962 til december 1965; pave Johannes døde 1963 og efterfulgtes af pave Paul 6. Koncilet dannedes af over 2000 katolske biskopper fra alle dele af verden, og hvortil var indbudt et stort antal observatører fra ikke-katolske kirker. Koncilet skabte

”først og fremmest en katolsk selvransagelse og førte... den romersk-katolske kirke et vigtigt skridt i retning af erklæret og aktivt fællesskab med de øvrige kristne trossamfund. I dekretet om økumenien (1964) betegnes ikke-katolske kristne som kristne brødre og deres kirkesamfund som Helligåndens redskab for Guds frelse på jorden… 400 års ’modreformation’ er definitivt bragt til ophør. Uden at opgive sin identitet har pavekirken for første gang i historien åbent erkendt, at også den lever i et pluralistisk samfund, sådan at den både religiøst og politisk må indlade sig i dialog med tidens mennesker.”³⁵

Men er det sandt, at den katolske kirke nu betragter ’ikke-katolske kristne som kristne brødre og deres kirkesamfund som Helligåndens redskab for Guds frelse på jorden’? Er det sandt, at 400 års modreformationen nu definitivt er bragt til ophør? Kan det passe, at den katolske kirke nu har fornyet sig så meget, at den er blevet evangelisk? De fleste tror det og er overbevist om, at paven og den katolske kirke nu kan og skal betragtes som en sand kristen kirke, som de kan være eller blive ét med. Jo - der er virkelig sket en fornyelse under dette koncil. I det ydre har den katolske kirke ændret sig meget. Gudstjenesten foregår f.eks. ikke længere på latin (i Europa), og den katolske kirke er tilsyneladende blevet meget mere tolerant overfor de protestantiske kirker. Men er det i virkeligheden kun strategi og taktik for at få alle protestanter til at tro på fornyelsen - for dermed at få dem til at søge enhed med ’moderkirken’ i Rom? Tænk nøje over den katolske kirke tolkning af Vatikandokumentet:

”Den fremtrædende mening med dette råd (2. Vatikankoncil) er ikke... en diskussion af den ene eller artikel om det fundamentale kirkes doktrin... Men (er en) fornyet, afklaret og rolig tilslutning til hele kirkens lære, i sin helhed og korrekthed, som det stadig skinner igennem i handlingerne i Trent (Council of Trent), og 1. Vatikankoncil (i 1870)... Indholdet i den gamle doktrin om troens pant er en ting, og måden på hvilken den præsenteres er en anden”.³⁶

Læg mærke til ordvalget, hvor der tales om en ’fornyet, afklaret og rolig tilslutning til hele kirkens lære i sin helhed og korrekthed’ og går derfor videre med at tale om, at det kun er ’måden’ som er en anden, men ikke indholdet. Det betyder konkret, at indholdet i det moderne vatikandokument er fornyet af taktiske grunde, men at den katolske kirkes lære har de samme antikristelige tanker og modstand mod protestantismen som tidligere. Men alligevel tror de fleste, at når den katolske kirke taler om økumeni, så må det betyde det, at de ligesom alle andre gør et velment og kristeligt ”forsøg på at nedbryde skrankerne mellem de kristne kirkesamfund”, og hvor alle derfor lytter og lærer af hinanden.³⁷ Men sådan er det ikke! Den tidligere katolske præst E. Drewermann, beskriver f.eks., hvad den katolske kirke mener med økumeni. I sin omtale af Paul Johannes 2’s rundskrivelse fra 1995 ’Ut Unum sint’ konkluderer han følgende:

”Det, som paven mener med økumeni i rundskrivelsen, er blot en udvidelse af den romersk-katolske kirkes krav om at have magt over alle andre trosretninger”.³⁸

Selvom mange altså tror, at den katolske kirkes tale om økumeni betyder, at den katolske kirke at opnå et sandt kristent fællesskab, så er det ikke sandt” Den arbejder nemlig stadig på at kvæle protestantismen såvel som al demokrati og frihed – men altså på en anden måde end tidligere.

Fremtiden: Det 1. og det 2. dyr

Alle religioner er tilsyneladende villige til at acceptere paven som den kommende verdensleder. I et seminar, som blev afholdt af new age, blev Bill Lambert, som var leder for seminaret spurgt, om det kunne tænkes, at paven var den verdensleder, som på det rette tidspunkt vil rejse til Jerusalem og være ”en passende modtager af The Christ. Dette blev bekræftet..”.³⁹ Nu skal man ikke lade sig forvirre af, at der bliver talt om Kristus. Det er der mange, som gør, også new age. Men det er bare ikke den sande Kristus. En organisation under new age kom med følgende udsagn:

”Ordet Maitreya er altid blevet associeret med Messias (Kristus), som vil komme for at forene verden og sammensmelte alle religioner under et banner. Denne forventning går nu i opfyldelse. Blandt de kristne og jøder som Messias, buddhister og hinduer som Maitreya, og muslimer som Madhi eller Muhammed. Maitreya bærer alle disse navne..”.⁴⁰

Jeg tror ikke, at den katolske kirke med paven som ’Kristi Stedfortræder’ er Antikrist, men alt tyder på, at han (og pavedømmet) er eller er på vej til at blive identisk til at være den store skøge, som ifølge Bibelen vil samarbejde med Antikrist og stille al sin magt til hans rådighed. Lamberts indrømmelse på seminaret peger da også i den retning, idet Lambert efterfølgende sagde, at paven som en spydspids for den økumeniske bevægelse vil forberede den ny verdensordens religion. Hvilken ære! Det er helt sikkert, at paven vil få de troende til at gå i krig for Antikrist for at fremme den ny verdensorden og verdensreligion, som nu er ved at blive markedsført af dem begge. Fra begyndelsen vil den katolske kirke og new age give tilladelse til, at enhver også dyrker sin egen religion.⁴¹Men senere kræver Antikrist at blive tilbedt som den eneste Gud. I Åb. kap. 13 tales der tydeligt om, at den falske profet (paven) vil slå de mennesker ihjel, som ikke vil tilbede det første dyr. Gennem tiden har de myrdet millioner og de vil gøre det igen. De tror, at de gør det for Kristus – men i virkeligheden tjener er det for Antikrist, som muligvis kommer fra new age.

Jeg vil ikke her komme nærmere ind på denne new age verdensbevægelse, som har lagt udførlige og detaljerede planer for at omforme verden til en kommende ’ny verdensorden’ – og som taler om, at der må en tredje verdenskrig til for at få ’det fjerde rige’ til at blomstre. Nazismens bestræbelser for at oprette ’det tredje rige’ under 2. verdenskrig var ifølge new age en slags generalprøve på den kommende verdenskrig. Nazismens filosofi og dæmoni er på en lang række så identiske, at det for mig at se er tydeligt, at de trods forskelle i læren er forenet i deres fælles opgave, som derfor også arbejder hen imod samme mål. Ligesom det er forudsagt i Åbenbaringen kap. 17. Her nævnes det, at skøgen rider på dyret – og det betyder jo netop, at de begge samarbejder og bevæger sig hen imod samme mål. Men alligevel er der forskel mellem dem. For mens den katolske kirke (paven) er skøgen og dyret er Antikrist (fra new age?), så står dragen (Satan) bag begge og forbereder den totale krig mod Gud den Almægtige. Men hvordan denne kamp ender – det ved vi!

Bibelen siger:
”De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste”⁴²

Epilog:

Som vi har set, er ugudeligheden i den katolske kirke blevet større og større siden reformationen.⁴³Dertil kommer dens anstrengelser for at fremme den nye verdensorden, som kan favne alle religioner og som ’Kristus skal regere over, når han åbenbarer sig’. Men det er bare ikke den sande Kristus, som de forbereder og længes efter, men derimod Antikrist. I litteraturlisten henviser jeg vil bøger og artikler, som behandler dette nærmere⁴⁴

Gud siger til hver den, som tror på ham – og som derfor også ønsker at følger ham: ”Drag ud fra hende, mit folk! For at I ikke skal gøre jer delagtige pga. hendes umådelige yppighed”.⁴⁵

- - - - - - - - - - - - -

Litteraturhenvisning:

1 http://www.tagryggen.dk/ af Kim Andersen: ’Den morderiske Romersk Katolske Kirke’, del 1.

2 Olav Valen-Sendstad: ”Moskva-Rom. Fjorten epistler om verdenspolitikken og det 20’de århundres motrevolutjon, udgivet i 1960” s. 21-22 (fremover forkortet til ”Moskva-Rom”).

3 J.E.C. Shepherd, Canadisk historiker, 1987, ”The Babington Plot”, s. 12
4 Artikel i Katolsk Orientering 12/9 1990 med overskriften: ’Jesuitterordenen 450
5 http://www.tagryggen.dk/ i artiklen ’Katolske bedragere’, af Kim Andersen
6 http://www.tagryggen.dk/ Kim Andersen: ’Assorterede katolske mord (en håndfuld fra havet
7 Waite: ’The Psycopaathic God Adolph Hitler’, s. 32, 1977
8 The secret Story of the Jesuits, s. 167

9 Olav Valen-Sendstad: ’Moskva-Rom – fjorten epistler om verdenspolitikken og det 20’de århundres modrevolusjon’, s. 34f. En stor del af bogen bygger på dokumentationer fra ’Converted Catholics’, som står bag nævnte tidsskrift. Lederen og redaktøren for tidsskriftet tjente som katolsk præst i Europa og Sydafrika og var i adskillelige år ”beskæftiget med kirkeretslige spørgsmål ved Vatikanet – og kom så til USA, hvor han fortsatte de akademiske studier. Så trådte han ud af Romerkirken, og er nu (i 1960) foruden at være redaktør af nævnte tidsskrift sekretær i Christ’s Mission” i New York”.

10 Samme, s. 41
11 Dr. Michael Brown: Det dere har gjort mot en af disse..’, s. 29 og H. Leuner: ’et strejf gennem jødernes historie 70-19 Moskva-Rom, s. 30-31
12 Hebr. 11:1-2
13 http://www.tagryggen.dk/ fra artiklen: ’Den morderiske Romerske Katolske Kirke, del 2

14 Eric Jon Phelps: Vatican Assassins, s. 491. Desværre kommer forfatteren ikke nærmere ind på oprindelige kildemateriale.

15 Ordet & Israel, juni 2005, s. 16
16 Moskva-Rom, s. 37
17 The Kaisers Memoirs, s. 211, Harper & Bros. 1922)
18 Der voelkircher beobachter, 14. januar 1932
19 Moskva-Rom, s. 38 citerer bogen af Otto Strasser: ’Hitler and I’ og ’The secret history of the Jesuits’ s. 138
20 jfr. artiklen ’Jesuitterne i dag’ fra http://www.tagryggen.dk/
21 Efter 2. verdenskrig blev Petain dødsdømt for landsforræderi, men blev benådet og i stedet idømt livsvarigt fængsel
22 Moskva-Rom: Kap. 7 giver en analyse og en beskrivelse af ’den klerikale fascisme i Frankrig’
23 Moskva-Rom, s. 48
24 Moskva-Rom, s. 51
25 The God Fathers, s. 16-26
26 ’Sydsvenskan’, 16/10 91 under overskriften: ’Vägen till EG (EU) går via Rom”
27 Thoralf Gilbrant i en artikelserie i ’Tidens tegn’ fra 70’erne med overskriften: ’Europas forenede stater’

28 Se evt. videre i artiklen ’den katolske kirkes strategi og mål: At forene alle til Antikrist, i afsnittet ’Jomfru Maria’ er identisk med Babels øverste afgud’.

29 Karmel-Nytt, nr. 11, 2005
30 Thoralf Gilbrant citerer Torchs Roma-korrespondent, 1962
31 Jean Monnet i et interview til Readers Digest i oktober 1970
32 The Catholic Herald d. 8/6 1962
33 Det katolske blad ’The Missionary’, juni 1909, s. 69
34 Thoralf Gilbrant i en artikelserie i ’Tidens Tegn’ fra 70’erne med overskriften: ’Romerrikets gjenreisning’
(35 Lademanns leksikon på CD, 2005).
36 Dokuments of Vatican 2, s. 715
37 Lademanns leksikon, 2005, Cd-rom
38 Jfr. min artikel ’Den katolske kirkes strategi og mål: at forene alle til Antikrist’-

39 http://www.tagryggen.dk i artiklen: Noter fra seminar ang. den Ny Verdensorden. Af Kim Andersen

40 Constance Cumbye: Regnbuens skjulte farer, s. 21
41 Se ’De lutherske kirker på vej tilbage til den katolske kirke’ i afsnittet: På vej mod en global religion
42 Åb. 17:14

43 Se artiklerne af undertegnede: ’Martin Luther – og reformationens nødvendighed’ og ’Den katolske kirkes strategi og mål: at forene alle til Antikrist’.

44 Olav Valen-Sendstad: ’Moskva-Rom, 14 epistler om verdenspolitikken og det 20’ århundres modrevolusjon, ’Lægekunst: tro og overtro’, s. 9-148, ’Babylon Mistery Religion, ancient and modern’ og div. artikler om den katolske kirke på http://tagryggen.dk.

45 Åb. 18:3

Den katolske kirkes modreformation … gennem svig og mord!