OversigtNIV-bibelen er tydelig fyldt med katolske meninger for at lede mennesker tilbage til moderskøgen. Oversætterne indrømmer selv, at NIV ikke er en ord for ord oversættelse, men en tænkt, som de mener, godt kunne have stået. Og oversætterne har desuden den frækhed at kalde NIV for en ”dynamisk ligeværdighed”. Men Gud kalder det at tage fra eller lægge til de ord, der er overgivet os af Helligånden. (Jf. m. Åb. 22:18-19.)
Der er en krig i gang mod Bibelen og har været det de siste mange år. Det var de to katolikker, Westcott og Hort, der i 18- hundrede tallet foretog en revision af de håndskrifter, der hidtil havde været brugt. Revisionen bestod i at kassere alle de håndskrifter, man hidtil havde brugt. I stedet anvendte man to manuskripter, som Guds folk gennem århundreder har set som forfalskede.
Westcott og Hort havde begge en okkult forståelse af Skrifterne og lagde denne opfattelse ind i deres arbejde. Westcott nægtede, at Kristus gjorde Faderen kendt som Gud og viste ham kun som en Fader. Og han benægtede, at der var en Gud, der skulle forliges. Hans lære var, at mennesker kunne blive guddommelige på en eller anden måde. Og han mente ligeledes, at udviklingslæren kunne være rigtig. Han benægtede Kristi preeksistens, og ligeledes at han var sand Gud. Han hævdede, at Jesus Kristus ikke var uden synd. Og gav udtryk for, at Menneskesønnen ikke kunne være den samme som Kristus.
Westcott og Hort har udeladt mange ord og hele vers i deres oversættelse. det viser tydelig, at Bibelens meninger skal svækkes eller ændres, så læseren stiller sig tilfreds med skøgekirkens løgne. Læser du kun NIV, bliver du et let mål for denne forførelse. Thi der er ingen tvivl om, at en bedragerisk ånd har været med hele vejen ved oversættelsen af NIV, selv om visse afsnit er tåleligere oversat end andre.
Ingen kilder kan blive bedre end Textus Receptus (der omfatter 99 % af de fundne håndskrifter), som for eks. King James Version er oversat fra.
DrkK hader King James (KJ) og hele den bibelske sandhed. I Foxes Book of Martyrs læser vi, at tusindvis af mænd og kvinder er brændt på bålet eller svært plaget og dræbt af katolske præster, fordi disse elskede sandheden så højt, at de ikke ville vige fra den, så hellere døden. Er vi af samme ånd som disse martyrer, eller godkender vi NIVs løgne og forkortelse af Guds hellige ord?
Det er tydeligt, at de to håndskrifter, som Westcott og Hort brugte, begge er katolske og tilpasset skøgekirken. Både Westcott og Hort elskede jomfru Maria
og diverse okkulte aktiviteter.Som bevis på, at DrkK virkelig forbander alle dem, der tager imod retfærdiggørelse ved tro, medtager jeg et udskrift fra kirkemødet i Trent.
Canon VII. If any one saith, that all works done before Justification, in whatsoever way they be done, are truly sins, or merit the hatred of God; or that the more earnestly one strives to dispose himself for grace, the more grievously he sins; let him be anathema.
Canon IX. If any one saith, that by faith alone the impious is justified; in such wise as to mean, that nothing else is required to co-operate in order to the obtaining of the grace of Justification, and that it is not in any way necessary, that he be prepared and disposed by the movement of his own will; let him be anathema.
Canon XVII. If any one saith, that the grace of Justification is only attained to by those who are predestined unto life; but that all others who are called, are called indeed, but receive not grace, as being, by the divine power, predestined unto evil; let him be anathema.
Canon XXIV. If any one saith, that the justice received is not preserved and also increased before God through good works; but that the said works are merely the fruits and signs of Justification obtained, but not a cause of the increase thereof; let him be anathema.
Canon XXX. In any one saith, that, after the grace of Justification has been received, to every penitent sinner guilt is remitted, and the debt of eternal punishment is blotted out in such wise, that there remains not any debt of temporal punishment to be discharged either in this world, or in the next in Purgatory, before entrance to the kingdom of heaven can be opened (to him); let him be anathema.
Canon XXXII. If any one saith, that the good works of one that is justified are in such a manner the gifts of God, as that they are not also the good merits of him that is justified; or, that the said justified, by the good works which he performs through the grace of God and the merit of Jesus Christ, whose living member he is, does not truly merit increase of grace, eternal life, and the attainment of that eternal life,--if so be, however, that he depart in grace,--and also an increase of glory; let him be anathema.
Canon XXXIII. If any one saith, that, by the Catholic doctrine touching Justification, by this holy Synod set forth in this present decree, the glory of God, or the merits of our Lord Jesus Christ are in any way derogated from, and not rather that the truth of our faith, and the glory in fine of God and of Jesus Christ are rendered (more) illustrious; let him be anathema.
THE THIRTEENTH SESSION: THE EUCHARIST
Canon I. If any one denieth that, in the sacrament of the most holy Eucharist, are contained truly, really, and substantially, the body and blood together with the soul and divinity of our Lord Jesus Christ, and consequently the whole Christ; but saith that He is only therein as in a sign, or in figure, or virtue; let him be anathema.
Canon VI. If any one saith, that, in the holy sacrament of the Eucharist, Christ, the only-begotten Son of God, is not to be adored with the worship, even external of latria; and is, consequently, neither to be venerated with a special festive solemnity, nor to be solemnly borne about in processions, according to the laudable and universal rite and custom of holy church; or, is not to be proposed publicly to the people to be adored, and that the adorers thereof are idolaters; let him be anathema.
Canon VIII. If any one saith, that Christ, given in the Eucharist, is eaten spiritually only, and not also sacramentally and really; let him be anathema.
Canon IX. If any one denieth, that all and each of Christs faithful of both sexes are bound, when they have attained to years of discretion, to communicate every year, at least at Easter, in accordance with the precept of holy Mother Church; let him be anathema.
THE FOURTEENTH SESSION: PENANCE
Canon III. If any one saith, that those words of the Lord the Saviour, Receive ye the Holy Ghost, whose sins you shall forgive, they are forgiven them, and whose sins you shall retain, they are retained, are not to be understood of the power of forgiving and of retaining sins in the Sacrament of penance, as the Catholic Church has always from the beginning understood them; but wrests them, contrary to the institution of this sacrament, to the power of the preaching of the gospel; let him be anathema.
Canon VI. If any one denieth, either that sacramental confession was instituted, or is necessary to salvation, of divine right; or saith, that the manner of confessing secretly to a priest alone, which the Church hath ever observed from the beginning, and doth observe, is alien from the institution and command of Christ, and is a human invention; let him be anathema.
Canon VIII. If any one saith, that the confession of all sins, such as it is observed in the Church, is impossible, and is a human tradition to be abolished by the godly; or that all and each of the faithful of Christ, of either sex, are not obliged thereunto once a year, conformably to the constitution of the great Council of Lateran, and that, for this cause, the faithful of Christ are to be persuaded not to confess during Lent; let him be anathema.
Canon XIV. If any one saith, that the satisfaction, by which penitents redeem their sins through Jesus Christ, are not a worship of God, but traditions of men, which obscure the doctrine of grace, and the true worship of God, and the benefit itself of the death of Christ; let him be anathema.THE TWENTY-SECOND SESSION: THE MASS
Canon I. If any one saith, that in the mass a true and proper sacrifice is not offered to God; or that to be offered is nothing else but that Christ is given us to eat; let him be anathema.
Canon III. If any one saith, that the sacrifice of the mass is only a sacrifice of praise and of thanksgiving; or, that it is a bare commemoration of the sacrifice consummated on the cross, but not a propitiatory sacrifice; or, that it profits him only who receives; and that it ought not to be offered for the living and the dead for sins, pains, satisfactions, and other necessities; let him be anathema.
Ordene Let him be anathema betyder ordret: Lad ham være/blive forbandet.
Det fremgår klart, at der menes, at dersom du ikke godkender alt det, DrkK lærer, nedkalder du en forbandelse over dig selv. Gå derfor ikke denne kirke i møde ved at bruge NIV, som har udeladt ordet ”Herre” 76 gange, Gud 45 gange, “blod” 23 gange, ”under” 21 gange, og “Mester” er ændret til ”lærer” 43 gange.
DrkKs løgnelære
Mariadyrkelsen er i Den katolske Kirke øget gennem mange år, på grund af, at ”Maria” ikke blot ses i syner, men til tider også i et legemliggjort ånd, der udgiver sig for at være Jomfru Maria. ”Ved det militære akademi West Point i USA har mange set ”ånder”, der foregiver at være Maria.” Time, 4. Dec. 1972.
Og andre, der ikke har set Jomfruen, er overbevist om, at ”hun har bevirket, at deres rosenkrans har skiftet farve.” Sådanne episoder, som Den katolske Kirke tillægger Jomfru Maria, er set i Europa, Asien, Nicaragua, Mellemøsten, Afrika og Amerika, at hun giver instruktioner, syner, budskaber eller inspiration. (Michael H. Brown, The Final Hour, 1992.)
Ikke så få er blevet vildledt at disse ”Maria ånder”. Andre, for eks psykiatriker Elizabeth Kübler-Ross, påstår, hun har talt med ”vogtende engle”, som har vejledet hende. (Rosen, Times, side 22-23). Og G Richard Fisher, en kult-overvåger, siger i sin bog: Ask Your Angel…! at han har talt med engle, der har givet ham okkulte råd. Hvilket er klart forbudt i 5. Mos. 18:10-12 og kan få forfærdelige følger. (1. Krøn. 10:13.)
I år 1251 ”åbenbarede” Vor Frue sig på Karmel-bjerget for St. Simon Stock og gav han dette løfte: Dem, der dør bærende et scapular, skal ikke lide i den evige ild! (Scapular består af to stykker klæde, der er forbundet med hverandre med en bånd. Det ene bæres foran, det andet på ryggen over den ene skulder. Der findes 18 forskellige arter af scapular. Også en for lægmænd.) Og betydningen af scapularen blev bekræftet af pave Alexander V, Clement VII, Pius V, Gregory XIII og Paul V. (St.Alphonsus de Liguori, The Glories of Mary, 1931.) Denne, dæmoniske løgn er siden blevet lært videre til millioner, som er blevet bedraget til at tro noget andet end det, Bibelen lærer. Pave Joh. Paulus II sagde: ”Jeg vil bære en scapular (i graven), fordi dem, der bærer en scapular, ikke skal lide i den evige ild.” (Messages from Our Lady, in Our Lady of Merjugorje, 25 jan. 1993.)
Den kommende, nye verdensorden
Time magazine skrev 30. dec. 1991, at der har været så mange ”syner” af Jomfru Maria rundt om i verden, at dette århundrede var blevet et særligt århundrede. I Frankrig er der 937 Maria helligdomme. Også i mange andre lande er der helligdomme, der hvert år besøges af et stort antal pilgrimme. Lourdes i Frankrig har 5.5 mill besøgende hvert år. Fatima, Portugal, 4.5 mill. besøgende pr. år. Efter at pave Joh. Paulus II besøgte Marias helligdom i Knock, Irland, er besøgsantallet der gået op til 1.5 mill. Og helligdommen for Vor Frue ved Guadalupe nær Mexico city topper med henved 20 mill. pilgrimme hvert år.
Bibelen lærer, at al vor hjælp alene kommer fra Herren vor Gud og Kristus vor frelser. At vente hjælp fra nogen anden er afgudsdyrkelse og en hån mod Gud ”Gud er vor tilflugt og styrke, en stærk hjælp i nødens stund”, Sal.46:1. ”I Gud er min frelse… min tilflugt er i Gud”, Sal. 46:1. ”Herren… er min tilflugt… på ham vil jeg tro”, Sal. 46:1.
Jomfru Maria er fællesnævneren, der binder mange trosretninger sammen
Ikke kun Den katolske Kirke tror på Jomfru Maria som himmeldronningen. Også en del andre religioner har samme opfattelse. Selv mange protestanter finder denne lære tiltrækkende. Ved en kvindekonference i november 1993 deltog ”flere end 2000 i en liturgi til … en kvindelig guddom….Kvinderne bragte mælk og honning til ære for guddommen.” (De fleste af disse kvinder kom fra protestantiske trosretninger.) Charisma, maj 1994.
Pave Johannes Paulus II var en hengiven Maria tilbeder og indviet sig selv og Pontiff værdigheden til Vor Frue. (The Fatima Crusader, Winter 1992.) På indersiden af hans klæder står der på latin: is totus tuus sum Maria (Maria, jeg er helt igennem din). I et syn under sin rekreation efter skuddramaet mod ham blev det fortalt ham, at Maria havde sparet hans liv til en speciel opgave, som han måtte fuldføre for at bringe fred. (Malachi Martin,The Keys of this Blood…)
”Gennem alt det, der skete mig den dag, følte jeg en ekstra ordinær moderlig beskyttelse og omhu, som viste sig at være stærkere end dødbringende kugler”. (Citeret på bagsiden af et kort med et foto af paven, der bøjer sig for en statue af Vor Frue i Fatima). Hvorfor skulle du have brug for Gud, når du har Marias beskyttelse?
Paven har ved flere lejligheder indviet hele verden til Maria. Og da Berlinmuren faldt, takkede han direkte Vor Frue i Fatima for denne begivenhed.
Forførende ånder
Alle paver i de sidste 60 år har æret Vor Frue i Fatima og tror, at lydighed mod hende bringer fred. ”Maria” kræver Kristi ære til sig selv og siger: Jeg vil aldrig forlade dig… Mit hjerte vil være din tilflugt og vejen, der vil lede dig til Gud…. Jeg lover at assistere i dødens time med al den nåde, der er nødvendig for at frelse dig… Gå til communion (katolsk nadver), læs fem rækker af rosenkransen…. og mediter en time på rosenkransens mysterier…!”(Lucia Speaks on the Message.) Eller som det lyder i et katolsk TV program: ”Sig rosenkransen hver dag for at få fred….” Og: ”Der er ingen problemer, der ikke kan løses med rosenkransen!” Endnu en katolsk benægtelse af, at der kun er frelse i navnet Jesus.
Dave Hunt skriver i sin bog A Woman Rides the Beast: ”Verden er ved at blive forberedt for den ene, der rider dyret. Selv evangeliske ledere og deres forsamlinger er ved at blive bedraget”. Det er årsagen til, at jeg så stærkt advarer imod det bedrag, der sker lige for vore øjne. Der bliver serveret den ene lækre ”gryderet” efter den anden for os. Men vi skal vogte os, for der er gift i mange af disse ”retter”. Er vi ikke opmærksomme på dette, får vi hele tiden små giftmængder i os, som langsomt, åndeligt slår os ihjel. Vi er udsatte for forførende ånder med dæmoniske lærdomme, som har det mål at lede os bort fra troen på Jesus Kristus. Og at få os til at tro, at troen på ham ikke er tilstrækkelig til frelse. Men Jesus sagde efter sin opstandelse: Der ”skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene”, Luk. 24:47. Og i Apg. 13:38 står: ”Så skal I da vide, brødre, at ved ham [Jesus] forkyndes jer syndernes forladelse…” Bibelen viser intet sted hen til Maria som frelser eller medforløser, som Den katolske Kirke lærer. Derfor er denne kirke skøgen, som bedriver utugt i en grad, som kun de færreste ser omfanget af. Og derfor hedder det også: Drag ud fra hende, mit folk! (Åb. 18:4.)
Vi har også dette stærke vidnesbyrd: ”For der er tre, som vidner i Himmelen: Faderen, Ordet og Den Hellige Ånd. Og disse tre er Én.” 1. Joh. 5:7. Jomfru Maria var en synder som alle andre mennesker og måtte frelses af nåde.
Uden tvivl er NIV og andre lignende oversættelser forløbere for ”En verden Bibel” som vil være tilpasset ”En Verden Menighed”, for at kunne infiltrere og underminere sandheden, hvor der kan findes en åben dør.
DrkK har altid frygtet sandheden og gjort alt for at udrydde den. De jog for eks. William Tyndale, som DrkK havde dømt til at være en kætter, over hele landet. De bandt ham til en stage, kvalte ham og satte ild til ham nær Brussels 6.okt. 1536. Hans eneste forbrydelse var, at han havde oversat græske og hebræiske afsnit af Bibelen til engelsk.
Den katolske messe contra bibelsk altergang
Den katolske messe er ikke blot falsk, den er et stort bedrag. Den udsletter fuldstændig Jesu Kristi fuldbragte værk på Golgata samt Jesu Kristi opstandelse.
Det er tydeligt, hvad der er forkert ved den katolske Messe. Bibelen lærer, at Menneskesønnen, efter at hans gerning på Golgata var fuldendt, opstod i et nyt legeme, herliggjort, evig og ophøjet. Hans nye opstandelseslegeme er førstegrøden af vor opstandelse og har intet med fysisk kød og blod at gøre. Vi læser i 1. Kor. 15:48-50: ”Som den jordiske (legeme) var, sådan er også de jordiske; og som den himmelske (legeme) er, sådan er også de himmelske. Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, således skal vi også bære den himmelskes billede! Men dette siger jeg, brødre! kød og blod kan ikke arve Guds rige, ej heller arver forkrænkeligheden uforkrænkelighed.”
Vi ser tydeligt her, at når døden indtræffer, er vort jordiske legemes tid forbi og kan ikke fremstå igen, som det var. Men DrkK lærer, at når den katolske præst i messen velsigner brødet og vinen, og på latin siger; HOC EST CORPUS MEUS! sker der øjeblikkelig en omdannelse, så det bliver til Jesu Kristi bogstavelige legeme, som ofres igen.
Da Jesus ved den sidste nadver havde velsignet vinen og brødet, blev det ikke forandret til hans bogstavelige kød og blod. Det var stadig brød og vintræets frugt. Var vinen blevet ændret til blod, som DrkK lærer, havde det været forbudt for Jesus og disciplene at drikke det. (5. Mos. 12:16 og Apg. 15:20.)
Ved mødet i Trent blev der proklameret, at alle skulle tro på, at vinen og brødet i messen blev forandret til Jesu virkelige kød og blod. Den, der ikke ville tro det, ville være forbandet (anathema).
Katolsk lære siger, at Kristi offer på korset ”daglig skal fornyes”. Det er i strid med det, der står Hebr. 9:23-26: ”Så er det da nødvendigt, at afbillederne af den himmelske helligdom renses på denne måde, men at selve den himmelske helligdom renses ved bedre ofre end disse. Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os. Ej heller gik han derind for at ofre sig selv mange gange, som ypperstepræsten år for år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget; i så fald havde han måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu er han én gang for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden.”
Efter at brødet i Messen er blevet forandret til Kristus af præsten, anbringes det i en monstrance (boks) i centret af en solskive. Foran monstrancen bøjer katolikker sig og tilbeder denne, lille vaffel som Gud. Under messen kommer gode katolikker frem foran præsten, som anbringer et stykke brød - ”Kristus” – i deres mund. Dette kaldes en ”host” fra et latinsk ord, der betyder offer. Gennem adskillige århundreder var det ikke tilladt lægfolk at nyde nadverens vin, som alene var forbeholdt præsterne. I nyere tid er dette en del steder ændret.
Vi læser i 2. Krøn. 34:4: ”I hans påsyn nedrev man Baalernes altre. Røgelsesaltre som stod over dem, huggede han også om. Asjera-støtterne, de udskårne billeder (solskiver) og de støbte billeder knuste han i småstykker og strøede det på deres grave, som havde ofret til dem.”
Tilbedelse af solskiven er ikke noget nyt. Den kom i sin tid fra Babylon og findes stadig under mange former, også i DrkK.
I Trentkonsilet proklameres der, at troen på forandringen i messen var absolut nødvendig for frelsen. Også i dag siger den katolske kirke, at messedeltagelse er nødvendig for frelsen, og har tillige et bud om messepligt på alle helligdage. Dette er ubibelsk lære. Frelsen kommer ikke gennem deltagelse i en rituel handling. Frelsen kommer kun ved tro på Jesu Kristi blod, der blev udgydt for os på Golgata.
Den katolske messe tager forløsningen fra Helligånden og lægger den i hænderne på jomfru Maria og et hedensk præsteskab og bruger korrupte ceremonier til at understøtte denne, falske lære.
Bibelen lærer, at dersom vi er født på ny, kan vi gå ind i det allerhelligste og tale uhindret til Gud i bøn. ”Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Og hvis nogen synder, har vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige. Og han er selv soningen for vore synder….” 1. Joh. 2:1-2.
I hvor høj grad DrkK er fjender af sand kristendom ser vi, når vi læser Foxes Book of Martyrs eller A Woman Rides the Beast, af Dave Hunt. Intet ord er tilstrækkeligt til at beskrive det fjendskab, DrkK har mod sand kristendom. Det kan bedre forstås, når vi ved, at DrkK ikke er kristendom men et skuespil, beregnet på at narre mennesker.
Læser vi Bibelen, kan vi ikke undgå at se forskellen mellem DrkK og ægte kristendom. Jesus var ydmyg. Hans ”vikar”, paven, er rig og hovmodig. - Jesus trådte aldrig frem med disciple i prangende farver. Kardinalerne er klædt i stærke farver. - Jesus sagde, at han ikke havde det sted, hvortil han kunne hælde sit hoved. Pavekirkens rigdom er meget stor. Pavekirken forbander dem der tror, at de kan blive frelst ved tro. Og der er mange, mange flere forskelle.
Det træder klart frem, at det må være, fordi DrkK ikke er en kristen kirke men en opfølgning af de gamle, hedenske lærdomme fra Babylon.
Den mystiske religion fra Babylon er beskrevet i Joh. Åb. 17:1-6 som en kvinde: ”Derefter kom en af de syv engle, som havde de syv skåle, og talte med mig. Han sagde til mig: Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande. Kongerne på jorden drev hor med hende, og de, som bor på jorden, blev drukne af hendes horevin. I ånden førte han mig ud i ørkenen. Og jeg så en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, som var fuld af guds-bespottelige navne. Det havde syv hoveder og ti horn. Og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og smykket med guld og kostbare stene og perler. I hånden havde hun et guldbæger fuldt af vederstyggeligheder og urenheder fra hendes horeliv. Og på hendes pande var der skrevet et navn; en hemmelighed, Babylon den store, moder til skøgerne og til vederstyggelighederne på jorden! Jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blodet.”
Da Johannes skrev om Jesu åbenbaring, var Babylon som by og rige allerede ødelagt og lå i ruiner, som de gammeltestamentlige profeter havde forudsagt. (Es. 13:19-22 og Jer. 51:52.) Men de religiøse skikke, som havde været brugt i Babylon, forsatte og er stadig i dag en bærende kraft i DrkK. Billedet af moder og barn i den babylonske gudelære passede godt ind i DrkK afguderi. Man gjorde jomfru Maria til himmeldronning. Og Babylons soldyrkelse er i høj grad indført i den katolske verdens billeder.
Jomfru Maria har ingen del i den forvrængede lære om hende, som DrkK har ført frem. Hun var en ydmyg kvinde, der fik opgaven at være moder for verdens Frelser. Men trådte derefter i baggrunden og gled efterhånden helt ud af billedet.
Jomfru Maria var Jesu moder og ikke himmeldronning. Denne titel var i omløb århundreder før Maria fødtes. Vi læser i Jer. 7:18: “Børnene samler ved, fædrene tænder ilden, og kvinderne ælter dej for at lave kager til himmeldronningen. De udøser drikoffer til andre guder, for at ægge mig til vrede.”
Astarte var fønikiernes gudinde for frugtbarhed. Isis var repræsenteret som stående på halvmånen med stjerner omkring hovedet. I Katolsk Katekismus bliver jomfru Maria afbilledet med 12 stjerner, der cirkler omkring hendes hoved og med halvmånen omslynget af en slange under sine fødder.
At jomfru Maria ikke kan være medforløser, som katolikkerne lærer, ses også tydeligt i disse ord. ”Og Maria sagde: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd har frydet sig i Gud, min frelser.” Luk. 1:46-47. Dersom Jomfru Maria var medforløser, havde hun ikke behov for at kalde Gud for min frelser.
Det er et udbredt kendskab, at DrkK er soltilbeder. Det stærkeste tegn på det er obelisken midt på Peterspladsen. Diodorus skrev om en sådan obelisk: 130 fod høj, der rejstes af dronning Semiramis i Babylon! Også andre har rejst obelisker, for eks i Central Park i New York og i London. Obelisker er kendt fra gammel tid. Vi læser i 1. Kong. 14:23. ”For de byggede sig også offerhøje, rejste stenstøtter og Asjera-støtter på hver høj og under hvert grønt træ.” (Se 2. Kong. 18:4, 23:14, Jer. 43:13 og Mika. 5:13.) Et af de ord, der er brugt, er matzebah, der betyderstående billede. I Es. 17:8 og 27:9 er der brugt et andet ord, hammanin, der betyder solbilleder.
Samme obelisk, som stod i et ældgammelt tempel, der var center for ægyptisk soltilbedelse, står nu på Peterspladsen i Rom. Denne søjle af rødgranit er oprindelig 83 fod høj, men på grund af et ophøjet fundament er den nu 1132 fod høj. Den vejer 320 tons og vender frontfacaden imod Peterskirken.
Der er så mange lighedspunkter fra gamle afgudsformer til pavekirken, at det ikke kan skyldes tilfældigheder. DrkK er en afgudskirke af værste format. Den er Satans kirke, et modstykke til sand kristendom.
Der er et skarpt skel mellem Satans kirke og Guds menighed. Skal vi være med til det store bryllup i Himlen, skal vi have de rigtige bryllupsklæder på, som Jesus fortæller i sin lignelse om et bryllup. Matt. 22:11-14: ”Mange er kaldet, men få er udvalgte.
I det brev, Jesus sendte til Sardes menigheden efter sin opstandelse, taler han alvorlig til den: ”Skriv til engelen for menigheden i Sardes: Dette siger han, som har de syv Guds ånder og de syv stjerner: Jeg ved om dine gerninger, at du har navn af at leve, men du er død.” Åb. 3:1. “Husk derfor på, hvordan du tog imod og hørte! Hold fast på det og omvend dig! Derfor, hvis du ikke vil våge, vil jeg komme over dig som en tyv, og du skal ikke vide, i hvilken time jeg kommer over dig.” V. 3.
Næsten hele menigheden havde besmittet deres klæder: ”Dog har du nogle få i Sardes, som ikke har tilsnavset deres klæder. De skal vandre omkring med mig i hvide klæder, for de er værdige til det.” Vers 4.
Herren Jesus vil, at vi går hele vejen med ham. Vi må ikke affinde os med snavsede klæder, selv om det måske kun er lidt snavs. Vi skal være de hellige, de rene, der er klædt i en pletfri klædning og på vej til brudekammeret. Vi skal være på vagt mod tomme ord og at sige, at det er uden betydning at bruge en NIV Bibel. Vi må heller ikke have behag i nogen synd. Alt skal renses fri for synd. ”Thi om blodet af okser og bukke og asken af en kvie helliger til kødets renhed, når det bliver stænket på de urene, hvor meget mere vil ikke da Kristi blod, som ved en evig Ånd bar sig selv frem som et lydefrit offer for Gud, rense vores samvittighed fra døde gerninger, så I kan tjene den levende Gud?” Hebr. 9:13-14.
Christ our Savior, in the Gospel of St. Matthew, hearing the confession of Simon Peter, who, first of all other, openly acknowledged Him to be the Son of God, and perceiving the secret hand of His Father therein, called him (alluding to his name) a rock, upon which rock He would build His Church so strong that the gates of hell should not prevail against it. In which words three things are to be noted: First, that Christ will have a Church in this world. Secondly, that the same Church should mightily be impugned, not only by the world, but also by the uttermost strength and powers of all hell. And, thirdly, that the same Church, notwithstanding the uttermost of the devil and all his malice, should continue.
Which prophecy of Christ we see wonderfully to be verified, insomuch that the whole course of the Church to this day may seem nothing else but a verifying of the said prophecy. First, that Christ hath set up a Church, needeth no declaration. Secondly, what force of princes, kings, monarchs, governors, and rulers of this world, with their subjects, publicly and privately, with all their strength and cunning, have bent themselves against this Church! And, thirdly, how the said Church, all this notwithstanding, hath yet endured and holden its own! What storms and tempests it hath overpast, wondrous it is to behold: for the more evident declaration whereof, I have addressed this present history, to the end, first, that the wonderful works of God in His Church might appear to His glory; also that, the continuance and proceedings of the Church, from time to time, being set forth, more knowledge and experience may redound thereby, to the profit of the reader and edification of Christian faith.
As it is not our business to enlarge upon our Saviors history, either before or after His crucifixion, we shall only find it necessary to remind our readers of the discomfiture of the Jews by His subsequent resurrection. Although one apostle had betrayed Him; although another had denied Him, under the solemn sanction of an oath; and although the rest had forsaken Him, unless we may except the disciple who was known unto the high-priest; the history of His resurrection gave a new direction to all their hearts, and, after the mission of the Holy Spirit, imparted new confidence to their minds. The powers with which they were endued emboldened them to proclaim His name, to the confusion of the Jewish rulers, and the astonishment of Gentile proselytes.