Assorterede katolske mord (en håndfuld fra havet)

af Kim Andersen
Lagt på d. 10/07-04



Ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. (Joh. 16:2-3)

Paven kan dræbe med et enkelt ord: for at have modtaget retten til at lave græsgange til fårene, giver det ham ikke også retten til at skære struben på ulve?” (Emmanuel Sa,, Portugisisk jesuit,1596. ”The Engineer Corps of Hell”, s. 19)

Et menneske som er blevet ekskommunikeret af paven, må dræbes hvor som helst, som Escobar og Deaux lærer, fordi paven har en indirekte juridisk ret over verden, selv i temporale ting… som Suarez beviser imod kongen af England” (Jesuit Busembaum, Theologia Moralis, 1757 ”Fifty Years in the Church of Rome”, s. 484)

Tyranen (han som ikke fremtvinger pavens regler) er uretmæssig, og enhver som helst af folket, har ret til at dræbe ham.” (Emmanuel Sa, ”The Engineer Corps of Hell”, s. 84)

Adelskabet og den almindelige befolkning skal, med alle midler, overbevises til at tro at Samfundet blev stiftet af den særlige styring af guddommelig forsyn, ifølge abbeden (et mandligt overhoved for et munkekloster) Jachims profetier, at kirken ved dette, på trods af undertrykkelse fra kætterske forsøg, igen må blive oprejst til sin oprindelige pragt.Ignatius Loyola, grundlægger og general af jesuitterne, 1540 (”Secret Instructions of the Jesuits”, s. 141)

Jeg sværger at rejse tronen og alteret på de vanærede liberales knogler, og at udrydde dem en efter en, uden at vige fra for skrigene fra børn, gamle mænd og kvinder!Cardinal Albani,Jesuit medhjælper, 1590 (”The Engineer Corps of Hell”, s. 19)

Ser du, Hr., fra dette kammer regerer jeg, ikke bare til Paris, men til Kina. Ikke kun til Kina, men hele verden, uden nogen der ved hvordan jeg gør detMichael Angelo Tamburini, Jesuit general, 1706-1730 (”The Engineer Corps of Hell”, s. 33)

Den katolske kirke, har retten og opgaven, at dræbe kættere, fordi det er ved ild og sværd, kætteri kan udryddes…for det er enhed i troen, der er kirkens bedste, og dette kan ikke bevares, uden kættere bliver lagt i døden.” (Marianus de Luce, jesuit professor i kanonisk lov, ved Roms Gregorian University, institut for offentlig kirkelig lov, rost af pave Leo XIII. ”The Babington Plot” af J.E.C. Shepherd”, s. 16)

Alberto Rivera

Alberto Rivera, som har velsignet os med så megen uvurderlig information om Antikrists organisation, den romersk katolske kirke, har som alle andre ”kættere” været hadet af jesuitgeneralen og hans hær af jesuitter. Han måtte desværre også lade livet for sit oprør imod skøgekirken, og læs her hvad han har oplevet.

I London blev han skubbet ud foran et undergrundstog. I Irland, blev hans soveværelse sprængt i luften af IRA (Irske Republikanske Hær) I USA puttede nogen, ved et bønnemøde matteret glas i hans mad. Han er blevet skudt på, mindst 5 gange. (Inkl. ”drive by” situation)

En tandlæge som foregav at være en kristen broder, foretog en tand operation på ham. Under bedøvelsen, arbejdede tandlægen på hans øverste, nr. to fortand til venstre. Han borede igennem kronen for at blotte nerve kanalen, og tømte den. Så brugte han en lentulo nål, til at sprøjte forsegling i tanden. Men den knækkede og i stedet for at fjerne stumpen, lod han den sidde og lagde en porcelænskrone på tanden, så det ikke kunne ses.

Da tandlægen rensede Albertos tænder, sprøjtede han nervegas på gummerne, som først skulle have virket på vejen hjem i bilen. Hans kone ventede i venteværelset og så en tandplejerske bære på hans jakke. Da hans kone spurgte til ham, fortalte tandplejersken skræmt, at han var ved at dø.

Nervegassen virkede næsten øjeblikkeligt, og hans blodtryk faldt til 0. Tandlægen blev bange, og gav han en sprøjte for at opvække ham. Alberto reagerede og de fik ham ud i bilen og kørt ham hjem. Da han kom hjem, kollapsede han på badeværelset. Hans organer og nerver var paralyseret og han vidste han var blevet forgiftet, fordi han selv havde arbejdet med nervegas som jesuit, da han studerede forgiftningsmetoder.

Ca. to år efter, gik der betændelse i tanden og hele hans hoved var hævet og han havde store smerter. Han tog til en anden tandlæge, som røntgenfotograferede hans tænder. Han så nålen og ville fjerne den, men kunne ikke fordi infektionen var gået i kæberne, så Alberto måtte til en specialist. (”Duble Cross” s. 17-19)

Alberto døde d. 20. juni 1997 (http://www.chick.com/reading/comics/0112/indefense.asp) som 61 årig i Broken Arrow Oklahoma. Dødscertifikatet viste at han døde efter 18 måneders kamp imod kræft i tyktarmen. Før han døde, ringede han til Jack Chick (Chick Publications) og sagde ”jesuitterne fik mig til sidst”. Alberto fortalte om, at jesuitterne brugte en speciel gift som gav deres ofre dødelig kræft, men viste ingen spor af forræderi.

Efter begravelsen, modtog Fru Rivera en række telefonopkald fra nogle katolske præster, som virkede meget sympatiske. De spurgte om de måtte få at vide hvor Alberto var begravet så de kunne give ham ”en special service givet til præster”. Hun blev vred og sagde: ”efter I har fornægtet at han var en præst hele sit liv, og nu da han er død, efter I har kaldt ham en løgner hele hans liv, vil i give ham en præstebegravelse”, hvorefter hun lagde på med væmmelse. Hun regnede med, at de ville vanhellige hans grav.

Ser man på deres indsættelses ed, hvad de vil gøre ved kættere: ”jeg vil skåne hverken alder, køn eller tilstand, at hænge, brænde, hærge, koge, flå, kvæle og begrave disse vanærede kættere levende”, ville de sikkert vandalisere hans lig.

Jack Chick mener også, at de ville opgrave hans lig, og gå rettergang med ham. Det var en middelalderlig praksis de udførte på kættere, som undgik at blive fanget mens de var levende. Jesuitterne ville finde liget, grave det op, stive det af og holde en hånende retssag, ekskommunicere (bandlyse) liget og fordømme det til helvede. Torturering og skamfering går der også rygter om, er sket. (http://members.tripod.com/monsterwax/nury.html)

Hvis du søger efter ”Alberto Rivera” på nettet, vil du finde mange historier om, at Rivera var en løgnhals, en tyv og meget andet. Men som du har set igennem denne artikel, er jesuitterne i stand til, i den grad, at ændre sandheden til uigenkendelighed. Læs om Edvard de Vere og Oliver Cromwell.

Abraham Lincoln

Charles Chiniquy var Lincolns bedste ven. Chiniquy lærte Lincoln at kende, da Lincoln skulle forsvare Chiniquy i en retssag i et jesuitisk komplot mod Chiniquy, hvor han d. 3. sep. 1856, skulle ekskommunikeres fra den katolske kirke. (”The Big Betrayal” s.

Chiniquy mødte Lincoln for første gang d. 19. maj 1856 (”The Big Betrayal” s. 41), og i et helt år, havde Lincoln arbejdet med at forsvare ham. Da det kom til afregningens time, sagde Lincoln ”Lad os se hvad du skylder mig. Du skylder mig ingenting!”. Chiniquy insisterede og Lincoln bad ham om 50 dollars. (”The Big Betrayal” s. 47)

Chiniquy sagde om Lincoln: ”Abraham Lincoln var den mest noble og hengivne ven. (”Fifty Years in the Church of Rome”, kap. 58) Det var umuligt at tale med ham i 5 minutter, uden at elske ham. Der var sådan et udtryk af venlighed og ærlighed i hans ansigt. (”The Big Betrayal” s. 41)”

At Lincoln fik erklæret Chiniquy uskyldig i retten, satte ham i dårligt lys hos den katolske kirke, og bedre blev det ikke, da han skød op, inden for politik, uden at følge Vatikanets planer.

Lincoln sagde ”Jeg ved jesuitterne aldrig glemmer, eller opgiver. Men en mand må ikke bekymre sig om hvordan og hvor han dør. Så længe han dør i ærens og tjenestens embede.” (”The Big Betrayal” s. 48)

Lincoln var i konkurrence med Steven A. Douglas, som ikke havde noget til overs for det sorte folk. Lincoln derimod, mente at slaverne en dag skulle blive frie.

Den jesuit-kontrollerede presse, angreb ham med alt hvad de havde. Aviser i hele nationen kaldte ham Ape Lincoln (Abe Lincoln), et stupidt menneskedyr, en yderst farlig sindssyg, et blodigt monster, en nådesløs tyran osv. På trods af det blev Lincoln valgt, hvilket gav problemer.

Sydamerika var rasende og fornægtede ham som deres præsident, og en måned senere trak de sig ud af De Forenede Stater.

Da Lincoln var på vej til Washington for at blive taget i ed som præsident, ventede lejemordere på ham i Baltimore, Maryland. Men hans ”secret service” fandt ud af det og fik ham til Washington D.C. på et midnats tog. (”The Big Betrayal” s.51)

Vatikanet ville have skovlen under ham, og Chiniquy hørte om et komplot om at dræbe Lincoln. Så han skyndte sig til Washington for at se sin gamle ven. Lincoln kunne kun give ham 10 minutter. Dagen efter fortalte Lincoln Chiniquy, at der var noget han spekulerede over. ”Et stort antal demokratiske aviser, skrevet af romerske katolikker, fortæller at jeg blev født som en romersk katolik, og blev døbt af en præst. De kalder mig en renegat og en frafalden og dynger et bjerg af fornærmelser ned over mig. Først grinede jeg af denne løgn. Jeg har aldrig været katolik. Men måden de bliver ved med at gentage det, som om det fuldt og fast er sandt, må have en betydning.”

Chiniquy fortæller ”Det har det, Mr. President. Jeg græd da jeg læste den artikel. Det er din døds dom. En eks præst fortalte mig, at disse avishistorier er for at ophidse fanatismen hos de romersk katolske mordere, som de håber på at finde før eller siden. De har opfundet denne løgn om at du er en født romersk katolik og døbt af en præst. De vil brændemærke dit ansigt med frafaldhedens mærke. Glem ikke, at i roms kirke, har en udstødt frafalden ikke ret til at leve. Jesuitterne vil have de romerske katolikker til at tro du er et uhyre, en åben fjende af Gud og af Hans kirke – at du er en udstødt mand.” (”The Big Betrayal” s. 54)

Chiniquy giver Lincoln en teologisk bog, skrevet af pave Gregory VII - en af de bedst uddannede jesuitter, som sammen med mange andre siger, at den der vil dræbe en frafalden eller en kætter eller en udstødt, som Lincoln var erklæret, gør et helligt og godt arbejde. Det er ikke mord at dræbe sådanne, men det er en god kristen handling. Denne bestemmelse er omfattet af den kanoniske lov, som enhver præst skal studere og enhver god katolik skal følge.

Krigen mellem Nord og Syd, var i virkeligheden en religiøs krig, hvor Syd var styret af jesuitterne som ville tage magten og lægge De Forenede Stater ned for fødderne af deres hellige fader, paven. (”The Big betrayal” s. 49,55)

Lincoln underskrev frigørelsesproklamationen. Et stykke papir der gjorde 4 millioner sorte slaver frie. Hvis Nord vandt, ville de blive sat frie, men hvis Syd vandt, som støttede paven, ville de forblive slaver.

Efter kampen ved Gettysburg, gik Lincoln dertil, hvor kampen var foregået. Her blev han frelst. Han fortæller i et svar til en præst, der spørger om han var kristen, at ”Da jeg forlod Springfield, bad jeg folket om at bede for mig. Jeg var ikke en kristen. Da jeg begravede min søn, den hårdeste prøvelse i mit liv, var jeg ikke kristen. Men da jeg så gravene af tusindvis af soldater, indviede jeg da og der mig selv til Kristus! Elsk Jesus.” (”Words of Lincoln” s. 154, af O.h. Oldroyd, publiceret af The Mershon Company Press, 875)

I det hvide Hus, sent om aftenen, gik han nedenunder, hvor de sorte tjenere arbejdede, for at læse Bibelen for dem, bede med dem og forsøge at lede dem til Kristus. De elskede denne mand inderligt, som var så venlig mod dem. (”Abraham Lincoln, The Christian”, af W.J. Johnstone, s. 120, publiceret af Abingdon Press, N.Y., 1913)

Paven skrev et brev til Sydamerikas præsident Jeff Davis, hvori han kaldte ham en strålende og hæderlig præsident af forbundsstaterne. Chiniquy tolkede brevet og sagde til Lincoln ”Det brev fortæller de romerske katolikker, at du er en blodtørstig tyran, fordi du kæmper imod en regering, hvilken den ufejlbarlige og hellige pave af rom anerkender som retsmæssig. Det brev betyder, at du vil stå til ansvar over for Gud og mennesket for det blod og de tårer du forårsager som følge af at tilfredsstille dine ambitioner.”

Lincoln vidste at hans attentat var nær. Langfredag, ved Ford teatret, den 14. april 1865, kl 10, talte Lincoln med sin kone om hans fremtidsplaner. Han ønskede at se det hellige land, de hellige steder hvor Frelseren havde sat sine fodtrin. Han sagde der var ingen anden by han ønskede mere at se, end Jerusalem. Og med ordene halvt talt, trængte attentats patronen ind i hans hjerne, og sjælen af den store gode præsident, blev båret af engle til det ny Jerusalem. (”Abraham Lincoln, The Christian”, side 182, af Johnstone, publiceret af Abingdon Press N.Y., 1913)

Morderen var John Wilkes Booth.

Præsident Kennedy

Hvorfor blev præsident Kennedy myrdet? Ifølge prokommunist Pave Johannes XXIII og hans Andet Vatikankoncil, forsøgte han at standse den Kolde Krig, inklusiv Vietnam-krigen. Han forsøgte også at stoppe CIAs herredømme.

Men da pave Johannes XXIII døde blev han erstattet af en hemmelig Kold Kriger, pave Paul VI. Således døde præsident Kennedy også, og blev erstattet af en anden Kold Kriger, præsident Lyndon Johnson.


Kardinal Egan

Peter-Hans Kolvenbach
Igennem disse handlinger, at trodse pavens temporale magt, blev Kennedy en Tyran og en Tronraner ifølge Vatikanets Kanoniske Lov. Da det ikke er mord at dræbe en tyran, blev Kennedy myrdet af jesuit generalens Internationale Efterretnings Samfund, som indenlands blev overset af den amerikanske pave, Francis Cardinal Spellman, der sammen med kardinalerne Cooke og OConner dækkede over det. Den nuværende ærkebiskop, Edward Cardinal Egan, vil fortsætte denne fantastiske jesuitiske mørkelægning. (Vatican Assassins s. 5)

Mordet var bestilt af jesuit generalen, Peter-Hans Kolvenbach, og tilrettelagt af pave Paul VI og udført af den amerikanske pave Francis Cardinal Spellman, som igennem at være ærkebiskop i New York, var den amerikanske militær sognepræst, og brugte derfor sine mest lydige soldater, den bestemte Knights of Malta, Shriner frimurerne, Knights of Columbus og Mafia Dons, til at udføre denne ordre fra Rom.

Den eneste grund til præsidentens attentat, var hans forstyrrelse af jesuitternes Fourteenth Amendment American Empire formål, oprettet i 1868. Dette formål var, at genoprette og bevare den verdens vide jesuitiske skabelse i 1870, den temporale magt, den ufejlbarlige pave. Ved at modsætte sig pavens temporale magt, truede han jesuitternes centralbanks monopol, ved at sætte over fire milliarder dollars i omløb til rentefri Forenede Stater Pengesedler - hvilke blev tilbagekaldt efter hans begravelse.

Præsidenten stræbte også efter, at brække den førende internationale efterretnings arm på Vatikanets jesuitter - den onde centrale efterretningstjeneste - i tusinde stykker. I 1963, var CIA bemandet af mange af Hitlers gamle krigere - den jesuit kontrollerede Nazi SS - de kolde krigere. Det var romersk katolske Hitler, som sagde om den romersk katolske Himmler, som fik formet SS efter jesuit ordenen, Jeg kan se Himmler som vores Ignatius of Loyola. (”Vatican Assassins” s. 26)

John F. Kennedy, Jr.

Hvorfor blev Kennedy Jr. Myrdet, sammen med sin kone Carolyn Bessette og hendes søster Lauren?

Ifølge Tom Kuncl, i ”the Examiner” (et nyhedsblad), 31. August 1999, havde JFK Jr. ”…for nylig igangsat en fuldstændig efterforskning, for at finde sin faders virkelige morder.” John havde med sine egne ord sagt ”Jeg vil vide hvem der dræbte min far. Jeg vil, at der skal være absolut ingen tvivl”

Nicolini fortæller i sin bog ”History of the Jesuits” udgivet i 1854, på side 269 at ”… en af de mest fremtrædende karakteristikker af jesuitisme, er aldrig at tilgive en krænkelse, og at forfølge selv de svageste efterfølgere, for de forseelser de må have modtaget fra deres stamfædre.” (”Vatican Assassins” s. 31-32)

Prinsesse Diana

Prinsesse Diana blev myrdet, fordi den jesuitiske verden aldrig ville tillade, at det muslimske afkom – hendes forbindelse til den Arabiske prins, Ægypteren ”Dodi Fayed” – skulle blive arving til den britiske trone. Den trone må kun være besat af en hersker, som er loyal over for jesuitternes ”ufejlbarlige” pave af Rom. En loyalitet som har været ubrudt siden den onde Kong Georg III, til den nuværende Elizabeth II.

For at finde sammen med Dodi Fayed, den ”muslimske hund” eller ”muslimske fejlfarve”, som de engelske adelige kaldte ham, blev prinsesse Diana begravet ved Windsors ejendom på en ø, hvor kun hunde er begravet! (”Vatican Assassins” s. 32)

Yitzak Rabin

Mossad, en af jesuit generalens International Intelligence Community arme, udførte attentatet, da den ulydige frimurer og premiereminister Yitzak Rabin modsatte sig Roms taktik for det zionistiske Israel. For jesuitterne vil aldrig tillade at en del af den gamle by Jerusalem, bliver givet til muslimerne, specielt palæstinenserne som er styret af Ordnen gennem Arafat. (”Vatican Assassins” s. 40)

Pave Adrian VI fra Holland, 1522-23

Den sidste såkaldte »udenlandske« pave havde været Adrian VI fra Holland i 1522. Denne højt begavede og hensynsløst ærlige mand fik hurtigt øjnene op for de mange laster, der trivedes i Rom. I et forsøg på at dæmme op for protestantismens tidevand i Tyskland skrev han til sin udsending i dette land:

”De bør også sige, at vi åbent erkender, at... der i mange år omkring Den Hellige Stol er gået ting i svang, som fortjener vor afsky. Hellige ting er blevet misbrugt, regler tilsidesat, således at der overalt er sket en forandring til det værre. Det kan således ikke overraske, at sygdommen har bredt sig fra overhovedet til medlemmerne, fra paverne til præsteskabet. Vi er alle - prælater og Kirkens tjenere - ledt bort fra den rette vej... Afgiv derfor i vort navn løfter om, at vi af al vor flid før alt andet vil reformere det, som måske er kilden til alt det onde: Roms Kurie.”

Få måneder efter at have fremsat denne erklæring var Pave Adrian død. Der er beviser, der mere end tyder på, at han blev forgivet af sin læge. (”For himlens skyld” af David Yallop, s. 64)

Pave Klemens XIII (1758-69)

Efter ønske om offentlig anerkendelse af Europæiske kongers udvisning af jesuitterne, blev Klemens XIII forgiftet og døde i krampetrækninger natten før denne bekendtgørelse. (”The Footprints of the Jesuits”, s. 222)

Pave Klemens XIV (1769-74)

Efter forsegling af Afskaffelses Bullen ”Dominus ac Redemptor”, der afskaffede Jesuit Ordnen og listede elleve paver, som havde forsøgt at bremse Ordnens overvægt, deriblandt Bennedikt XIV (1740-58), Innocent XI (1676-89), Innocent XIII (1721-24) og Klemens XIII, måtte også han lade livet.

”…En bondekvinde blev overtalt til i forklædning at skaffe adgang til Vatikanet og tilbyde paven en figen, hvori gift var skjult. Klemens XIV var i høj grad glad for denne frugt og spiste uden at tøve. Samme dag blev svære sygdomssymptomer observeret og dertil hurtig gennemslående voldsom betændelse i indvoldene. Han blev snart overbevist om at han var blevet forgiftet og bemærkede: ’Ak! Jeg vidste de ville forgifte mig, men forventede ikke at dø på en så langsom og ond måde.’ Hans frygtelige lidelser fortsatte i flere måneder indtil han døde, ’det stakkels offer’, sagde Cormenin, ’ved de afskyeligt jesuitter’”. (”The Footprints of the Jesuits”, s. 227-228).

At han var blevet forgiftet blev bevist af hans obducering dagen efter hans død. Hans ansigtsfarve var blygrå og læber og negle sorte. Aske grå årer viste sig under huden, på armene, siderne, lårene og fødderne og andre steder på kroppen var der blå mærker på grund af størknet blod. Liget blev åbnet for at fjerne tarmene, hvilket blev gjort med en anelse besvær og de så ud til at være ædt op af noget lignende cancer. De blev lagt i en lukket beholder der mindre end en time efter eksploderede og gasser med så voldsom en stank, satte en stopper for den videre obducering den dag.

Dagen efter – d. 24., havde opløsningen gjort så hurtig proces, som aldrig sker i normale sager, men kun på grund af forgiftning. Både hænder og ansigt var blevet sort og på huden var der tykke vabler fyldt med ildelugtende væske. Når de prikkede hul på disse, kom den samme lugt som fra indvoldene. Huden havde sluppet hele kroppen, neglene faldt af og håret blev hængende på puden. Det var umuligt at balsamere liget så det blev hurtigt placeret i en kiste, inden lårene skilte sig fra legemet.

Spørgsmålet var så, hvem havde forgiftet ham? Folket i Rom havde et hurtigt enstemmigt svar, som var det sagt fra en stemme, ’Dette har jesuitterne gjort’. Jesuitter Ordnen havde begået et hævntogt og det var ikke imod deres moral at udføre dette med gift eller daggert. (”The Jesuits: Their Complete History”, s. 644-645)

Pave Paul Johannes I, august - september 1978

Luciani fik lov at være pave i 33 dage. Da han med sin egen forståelse af kirkens virke, søgte at få kirken tilbage til det han mente var dens plads, blev han uønsket for den romersk katolske kirke. Med udtalelsen på hele kirkens vegne, at ”Vi har ingen timelige goder at udveksle”, der var en offentlig trussel mod Vatikanet A/S, rørte Luciani ved et meget ømt punkt, som kirken endelig havde fået bygget op. Luciani ville have en fattig kirke for de fattige.

”Den 28. september 1978 havde han været Pave i treogtredive dage. På lidt mindre end en måned havde han taget en række initiativer som, hvis det lykkedes at fuldføre dem, ville gøre et direkte og stærkt indtryk på alle. Et flertal verden over ville bifalde hans beslutninger. Et mindretal ville være forfærdede. Manden, som hurtigt havde fået tilnavnet »Den smilende Pave«, havde til hensigt allerede næste dag at få smilene til at stivne på en række ansigter … Klokken var lige knap 21.30. Albino Luciani lukkede døren til sit arbejdsværelse. Han havde udtalt sine sidste ord. Næste morgen ville han blive fundet som lig. De nærmere omstændigheder i forbindelse med denne opdagelse gør det til overflod klart, at Vatikanet iværksatte en vildledningsmanøvre. Det begyndte med en løgn. Så fortsatte det med et væv af løgne. Der blev løjet om de mindste ting. Der blev løjet om de største. Alle løgnene tjente kun eet formål: At undertrykke den kendsgerning, at Albino Luciani, Pave Johannes Paul I var blevet myrdet på et eller andet tidspunkt mellem klokken 21.30 den 28. september og klokken 4.30 den 29. september 1978.” (”For Himmelens Skyld”)

Paven døde med papirer i hånden, med lister over forflyttelser og udnævnelser. Det ville have været en stor, men positiv omvæltning for kirken. Men det hele var forgæves. Når en pave dør, dør alle hans beslutninger med ham, men mindre de er blevet offentliggjort – eller medmindre hans efterfølger, nuværende Pave Johannes Paul II havde besluttet at gennemføre dem. Det gjorde han ikke og beholdte livet med fødderne placeret korrekt på den jesuitiske rettesnor.

William, Oraniens prins

Denne protestant, en Bibel troende Guds mand og faderen til religiøs og politisk frihed. Han brød pavens temporale magt over Holland, beskyttede Anabaptister (protestanter i 1600 tallet) og Mennoititer (efterkommere af Anabaptister) som nægtede at samle retfærdighedens forsvarssværd op imod Philip II’s spanske hær, og gav tilflugt til de forfulgte jøder fra Europa. Han blev myrdet af en attentatmand, Balthazar Gerard, udsendt af jesuitterne, i lydighed til den blodige jesuitiske ed.

Elizabeth I, dronningen af England

Hun talte seks sprog og opmuntrede den protestantiske reformation. Hun uddrev ”Society of Jesus” (Jesu Samfund) fra England. Velvidende om Ordnens planer og oprør mellem katolikker, beordrede dronningen øjeblikkelig henrettelse af enhver jesuit, som blev fundet inden for hendes grænser. Betegnet som ”kætter” og ekskommunikeret af Pave Pius V, stræbte jesuitterne efter at snigmyrde hende mange gange. Men Guds genopståede Søn redede hendes liv, ved at bruge hendes trofaste hof mænd, Edvard de Vere, hendes store hofmarskal. På mirakuløs vis, herskede Elisabeth i over fyrre år, og lagde grunden for Herrens Protestantiske Engelske Bibel, og britiske imperium. (”This Star of England”, Dorothy and Carlton Ogburn)

Den skændige engelske forræder og morder, Henry Garnett, planlagde mange gange, at snigmyrde Dronning Elizabeth, i lydighed til hans jesuit ed. En af hans forsøg, blev afsløret af Edward de Vere. (”The History of the Jesuits in England 1580-1773”, af Ethelred L. Taunton, s. 375)

Edward de Vere, ”William Shakespeare”, syttende adelsmand af Oxford

Et medlem af ”the fighting Veres” (De kæmpende Verer) siden ”Battle of Hastings” i 1066 og opkaldt efter den unge protestant King Edward VI. Dræbt af jesuitterne, vores helt, ”født til stor rigdom, ære og magt”, var kendt som ”the Red Knight” (den Røde Ridder). Som den fremragende rytter og fægtemester i riget, afslørede denne store og loyale ærens mand, en af Ordnens planer, om at snig myrte hans dronning. Som hævn, brugte jesuitterne William Cecil, til at stjæle hans landejendomsgods, og ”krænke” hans navn, og i fremtiden blive kendt som ”William Shakespeare”. Denne sande skaber af disse værker og sonetter, blev valgt af det britiske imperium i 2000, som ”den vigtigste personlighed i det sidste årtusinde”. Ved at have dannet 5000 ord, til det engelske sprog, var de Veres prosa, grundlaget for King James Bibelen. (”This Star of England”, af Dorothy and Carlton Ogburn)

Ashbourne portrættet af ”Shakespeare”

Dette portræt af Edward de Vere, i en alder af 47, blev ophængt i Ashbourne skolen, Trenthams sæde, Oxfords anden kone. Det var ultimativt påbudt af Folger biblioteket i Washington, og hænger der i dag. Ændringer blev røbet af røntgen og infrarød fotografering, udøvet af Barrell, som publicerede sine fund, i Scientific American. Nogle af dem var: hofmandens halskrave var blevet malet over, for at ligne en borgerlig normal krave. Vildsvine våbenmærket i båndet om halsen, ved tommeltotten, er blevet tilsløret. Trentham våbenmærket i der øverste venstre hjørne, er blevet malet over, og datoen ændret. Initialerne ”C.K.” som står for Cornelius Ketel, den berømte kunstner, er blevet malet væk. Hårgrænsen var flyttet tilbage, for at gøre ham skaldet. Lige som jesuitismens kristus, er Ashbourne portrættet af Shakespeare, endnu et fupnummer. (”The Renaissance Man of England”, af Dorothy and Carlton Ogburn, s. 44,45)

King James I, Konge af England.

En af Englands største konger, til trods for at være søn af den skotske jesuit kontrollerede, dronning Mary. Lige som sin forgænger dronning Elizabeth I, bortviste han Ordnen fra England. Han to de protestantiske reformatorers parti, og autoriserede oversættelsen af Bibelen, som kom til at bære hans fortræffelige navn, for alle engelsktalende folk. For dette, søgte the Sons of Loyola, (Loyolas sønner), at springe ham i luften, med ”the Gunpowder Plot” (36 tønder krudt). (”Ridpaths Universal History” Vol. XIV, af John Clark Ridpath, s. 377)

Attentat mod Henrik (Henry) IV, Konge af Frankrig, 1589-1610

Kendt som Henrik af Navarre og den første af Bourbon kongerne, bragte han religiøs frihed til Frankrig, med hans Nantes forordning, og forsyndede sig således mod Jesuit Ordenen. Som leder af de franske protestanter – huguenotterne, søgte han alliancer med andre protestantiske prinser, imod Roms politiske konspiration. Efter adskillige forsøg, myrdede jesuitterne ham til sidst på klods hold, med en af deres fanatiske, ubarmhjertige redskaber, Hr. Ravaillac, stukket i brystet for at opfylde deres blodige ed og drabelige Council of Trent (Rådet i Trent). (”Ridpaths Universal History” Vol. XIII, af John Clark Ridpath, s. 267)

Inkvisitionen i Holland

Arresteret om natten, tortureret, og ved tilståelse blev den anklagede overgivet til ”den verdslige magt” for at blive brændt. Over det århundrede, forsvandt millioner under denne rædsel. I det 20. århundrede har jesuitterne ført deres inkvisitioner under Nazismens, Fascismens og Kommunismens navne, med deres inkvisitorer Adolf Hitler, Franciscko Franko og Joseph Stalin. (”Ridpaths Universal History” Vol. XIII, af John Clark Ridpath, s. 297)

Kejser Alexander I

I 1820 udviste den Russiske kejser jesuitterne fra Rusland. Prisen var døden ved forgiftning.

Kejser Alexander II

I 1882 havde Alexander II frigjort trællene, afskaffet det hemmelige politi og skulle til at underskrive en forfatning, som skulle skabe folkefrihed. Han havde også brudt med Vatikanet ved at annullere et konkordat med Rom, som var indgået af Nikolas I. Efter seks drabsforsøg blev han til sidst sprængt i stykker.

Huguenotterne

I Frankrig havde protestanterne, kaldet ”Huguenotter” fremgang i velstand og politisk magt. Admiral Coligny var deres leder. Jesuitternes arrangerede med deres hun ulv, Catherine de Medici, deres ødelæggelse. Den 24. august, 1572, startede deres morderiske vandvid. Admiral Coligny stod modigt sine attentatmænd imod, men til ingen nytte. Han blev myrdet og hans hoved blev sendt, som et trofæ, til kardinalen af Lorraine. 75.000 protestanter blev koldblodigt slagtet, Rom festede, trykte en mønt for at ihukomme den ”store sejr” og sang deres ”Te Deums”.

Paven bestilte den Italienske kunstner Vasati, til at male et vægmaleri af massakren, som stadig hænger i Vatikanet!

Jesuit generalen i kontrol over monarkerne af det franske massemord af de franske protestantiske calvinister, inklusiv deres store leder, Admiral Coligny. Dette blev gjort i lydighed til det onde ”Council of Trent”, hvilket til i dag, hverken er blevet fornægtet eller forsaget af hverken jesuit generalen eller den pavelige romerske Cæsar (paven). (”Ridpath’s Universal History” Vol. XIII, af John Clark Ridpath, s. 253)


Kardinalen af Lorraine modtager Colignys hoved i 1572 (”Ridpath’s Universal History” Vol XIII, s. 255)

Ved tilbagekaldelsen af Nantes forordningen oprettet af Henrik (Henry) IV, hvilket blev iscenesat med grov manipulation og misbrug af skriftestolen mellem skriftefader Pere La Chaise og kong Louis XIV, fik Jesuitterne gennemført: ”Nedrivelse af alle resterende protestantiske kirker tværs over Frankrig. Total forbud mod den protestantiske religion. Forbud mod selv privat tilbedelse, med konfiskering af krop og ejendom til følge. Udvisning af alle protestantiske pastorer fra Frankrig inden for 15 dage. Lukning af alle protestantiske skoler. Forbud mod at forældre kunne undervise sine børn i protestantisk tro, med strafpåbud på 500 lire, ved hver overtrædelse. At børnene skulle døbes af sognepræsten og opdrages i den romersk katolske religion. Konfiskering af protestantiske flygtninges ejendom og ejendele som ikke nåede at vende tilbage til Frankrig inden 4 måneder. Straffen om livsvarig galej for alle mænd og fængsling for alle kvinder, som blev taget i flugtforsøg fra Frankrig.” (”The Huguenots” af Samuel Smiles, s. 153)

Tilbagekaldelsen af Nantes forordningen forårsagede over hundrede år under jesuitisk undertrykkelse af den protestantiske tro i Frankrig. Men som i jesuitternes kommunist Rusland og kommunist Kina, fortsatte de Bibel troende protestant og baptistkirker ”under jorden”.

”…for protestanterne fortsatte, efter tilbagetrækningen, regelmæssigt en slags undergrundskirke, selvom møderne blev holdt om natten i skovene, i huler langs bakkerne eller på uventede steder – selv i hjertet af store og små byer overalt i Frankrig.” (”The Huguenots” af Samuel Smiles, s. 170)

D. 19/01-2004, blev Church of England bedt om, at tage dens største skridt, i 450 år, siden Henry VIII igen brød fri af Rom, mod at acceptere pavens ærkebiskoppelige værdighed og ufejlbarlighedskonceptet. (http://news.telegraph.co.uk/ news/main.jhtml?xml=%2Fnews%2F2004%2F01%2F19%2Fwpope19.xml) Snart kan England igen være fanget i Jesuitternes jerngreb. Hvor mange liv må lades, for at blive fri igen?

Tredive års krigen (1618-1648)

En hærgende krig, som ødelagde hele lande, ødelagde høster og reducerede byer og landsbyer til aske. (”The Power and Secret of the Jesuits”, af Rene Fulop-Miller, s. 356) Igennem den romerske kejser, Ferdinand II, der var som ler i hænderne på jesuit Becan og senere jesuit William Lamormaini, er det vurderet at Loyolas Sønner har dræbt ti millioner mennesker (”Ridpaths Universal History”, s. 339). Ikke mindst blev Gustavus Adolphus den Store, ”Nordens løve”, ”Sne-Kongen”, en protestant konge fra Sverige dræbt. En mand, hvis sidste mål var protestantisk frihed, at fremme reformationen, som frembragte ”den moderne æra”, med Westfalen traktaten i 1648.

Den Irske Massakre (1641-1649)

I 8 lange år, mens Trediveårskrigen var i gang, brugte jesuitterne det Irske katolske folk, til at massakrere de protestantiske Irere. I mange år, havde katolikker og protestanter levet fredeligt side om side, indtil den 23. oktober 1641, hvor jesuitterne bedragede det Irsk katolske folk til at udføre deres plan.

Halvvejs inde i inkvisitionen, fik de Irske katolikker følgende opmuntring:

Brev fra jesuit O’Mahony, 1645:
”Mine kære Irere, - fortsæt med at fuldende jeres friheds- og forsvarsværk, som er lykkelig begyndt af jer; og dræb alle kættere og alle som hjælper og beskytter dem. I har på en periode af fire eller fem år, imellem 1641 og 1645, hvorimellem jeg skriver dette, dræbt 150.000 kættere, hvilket jeres fjender erkender. Jeg fornægter det heller ikke. Og for min egen del, som jeg virkelig tror, at I har dræbt flere af dem, så ville jeg ved Gud, at I havde dræbt dem alle – hvilket du enten må gøre, eller drive dem ud af Irland, så vores hellige land ikke skal plages længere af sådan en… babarisk, uvidende og lovløs menneskegeneration.” (”The Jesuits in History”, s. 278, 279)

Inkvisitionen fortsatte, indtil forsvareren af den protestantiske tro, den Puritanske baptist-calvinist Oliver Cromwell stoppede den. Han befalede landet at overgive sig. Da folk nægtede, statuerede han et eksempel af jesuitternes katolske Drogheda, ved at nedbryde dens vægge og næsten ødelægge alt levende i den – mænd, kvinder og børn. Dette ville aldrig have været sket, hvis jesuitterne ikke havde sat gang i massemordet på protestanter, ved at have hjernevasket de Irske katolikker til at hade og dræbe Engelske og Irske protestanter – mænd, kvinder og børn!

I dag hedder historien – omskrevet som historien med Edward de Vere (William Shakespeare), at Crumwell stormede byen i 1649 og massakrerede indbyggerne. Sandheden er, at han stoppede massakren!

Hvorfor er det sådan i dag, at de Irske protestanter i Nordirland ikke ønsker at miste beskyttelsen fra den britiske hær og gives over i jesuitternes Sein Fein og den Irske Republikanske Hær (IRA)? Begge er under jesuitternes kontrol og arbejder endvidere sammen med den Russiske Civil Efterretning (KGB), hvilket bliver afsløret i KGB agent Vasili Mitrokhins bog ”The Sword and the Shield”. – Kunne det være sandt, at jesuitterne også kontrollerer KGB?

Jesuitterne formåede ikke at myrde Oliver Cromwell. Men efter hans død, gravede de hans lig op, trak det med igennem Londons gader, skar hovedet af ham og satte det på et spir. (”The Life of Oliver Cromwell” af J. T. Headley)

Der er utallige flere bedrifter at berette om. Skulle man dække alle jesuitternes bedrageriske færder, ville man aldrig blive færdig.


<< Indeks | << Den morderiske Romersk Katolske Kirke, del 2 | Katolske Bedragere >>


Debat: Assorterede katolske mord (en håndfuld fra havet)

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Den katolske kirke

Relaterede nyhedsbogs


Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.

Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation