OversigtFolkekirken siger om konfirmationen:
”Det, der bliver bekræftet ved konfirmationen, er din dåb. Ved dåben blev, eller bliver, du medlem af Guds kirke, som består af alle døbte mennesker helt tilbage til de første kristne. Konfirmationen er en mulighed for dig for at bekræfte, at du stadig ønsker at tilhøre Guds kirke. At du ønsker at stå ved det ja, der blev givet på dine vegne ved din dåb. Samtidig er det også en bekræftelse fra Gud om, at han ønsker, at du skal tilhøre hans kirke og at han er med dig på din vej. Det løfte, som du og alle døbte får i dåbsgave: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende( Matt 28,20b.) bliver gentaget i konfirmationen.
Konfirmationen er altså en bekræftelse af dåben og ikke en gentagelse eller tilføjelse. Dåben er nok i sig selv, men i konfirmationen bliver man mindet om den.”[1]
Med andre ord, underlægger folkekirken Gud og Hans Ord den menneskeinstituerede konfirmation, således at selvom Gud siger at den ”der ikke går ind i fårefolden gennem døren (Jesus), men stiger over andetsteds (dåb og konfirmation), han er tyv og røver” (Joh. 10:1), så er dåben nok, og konfirmationen er muligheden for selv at bekræfte Guds bekræftelse for frelse, at du tilhører og vil tilhøre ham. Er du døbt, er det altså nok til at du hører Gud til, og det er det største bedrag der er trukket over det danske folk. At gå ind igennem døren, betyder at få troen på Jesus, alt Han er, gjorde og har sagt. Dvs. at Han som den levende Gud døde som retfærdigt sonoffer for vores synder, at Han opstod i den opstandelse vi vil få del af, når vi tror og er blevet frelst.
Folkekirken vælger på tarveligste vis i ovenstående citat, at trække halvdelen af et vers ud af Bibelen, og isolere det til at bekræfte, at fra spædbarnets dåb er Gud med mennesket resten af livet. Lad os hurtigt se på passagen folkekirken taler om.
I Matt. 20:16 ses, at de personer Jesus taler til - og dem som Han er med til verdens ende, er Hans disciple, som Han havde udvalgt til apostle, og passagen omhandler det, der ofte kaldes missionsbefalingen. Jesus siger til disciplene: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” (Matt. 28:19). Årsagen til at disciplene skulle gøre det, var fordi, som Jesus siger: ”Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden.” (Matt. 28:18). Fordi Jesus har fået al magt, og fordi Han ved sin forsonende død fuldbragte forligelsens tjeneste - det, at Han som mellemmand (Hebr. 8:6, Hebr. 9:15 ; Hebr. 12:24) forenede mennesket med Faderen i Himmelen, således at Han kunne proklamere ”Det er fuldbragt” (Joh. 19:30) - så er det som tidligere citeret, at Han er døren til frelse.
Men der er mere til missionsbefalingen, intet mindre end den vigtigste detalje i hele Bibelen, hvilken folkekirken har skåret af, og derved lukket munden på Jesus, midt i en vejrtrækning. Vi skal gøres til disciple, dvs. blive mennesker der følger Jesus, i troen på hvem Han er, gjorde, og alt Han sagde. Derfor er der i den første halvdel af verset, som folkekirken udvalgte som citat, et krav, der viser os hvordan vi bliver disciple. Disciplene skulle døbe dem OG lære dem: ”at holde alt det, som jeg har befalet jer”.
Hvilket bedrag kære læser, at bilde hele Danmark ind, at dåben er nok. Der er et krav, og det er at tro på Jesus. At tro og holde alt, som Han har befalet. At tro at Han er den levende retfærdige Gud. At Han døde og opstod på grund af vores ellers uforsonlige synd. Er det hvad konfirmanderne lærer hos præsten?
Præsten underviser, at dåben er midlet til at blive medlem af Guds menighed. Det betyder i Bibelsk forstand, at man bliver frelst. Paulus siger ”med én Ånd blev vi alle døbte til at være ét legeme” (1. Kor. 12:13), og dette legeme er Kristi legeme, Hans menighed. Der findes mange menigheder og kirker verden over, med et utal af medlemmer, som ikke er en del af Guds menighed, fordi de er døbt uden tro. Man er ikke frelst fordi man går i kirke, men er det hvis man er blevet døbt med Helligånden, dvs. at man er blevet født på ny. Jesus siger: ”ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny” (Joh. 3:3). Denne frelse får man ikke del i igennem ydre ceremonier. Intet kan påføres det ydre legeme, som begunstiger et menneske foran Dommeren - heller ikke tre håndfulde lunkent vand. Intet ydre kan afvaske den synd der gennemsyrer hele mennesket til døden.
Præstens lære er ikke Bibelsk, og han lærer ikke mennesker at følge Jesus. Folkekirkens påstand om barnedåben findes ikke ét sted i Bibelen - IKKE ÉT STED! Overalt hvor dåben i vand fremgår, handler det om sande troende mennesker, der igennem dåben, som et symbolsk ydre udtryk, tilkendegiver en personlig allerede eksisterende tro på Jesus, som værende den levende Gud, og på alt Han har sagt og gjort. Det er en tro forældre ikke kan kende eller bekræfte hos et spædbarn!
Folkekirken er en re-formation af den romersk katolske moderkirke, og har som moderkirken barnedåben som frelsesvej. Moderkirken har et sakramente der kaldes confirmatio, eller på dansk ”firmelsen”, som anses for at være ”sendelsens sakramente”. ”Sendelsen” er det, at konfirmanden ved præstens håndspålæggelse får Helligånden, som Jesus sendte på pinsedagen. Moderkirken siger selv:
”Ved firmelsen modtager mennesket ligesom disciplene den samme Helligånd. Det udrustes til at være vidne for Jesus...Firmelsens sakramente bliver meddelt ved, at firmanden salves med krisam, en velduftende olie.”[2]
På samme måde som præsten, igennem det der med tiden kom til udtryk hos tryllekunstnere som ”hokus pokus filiokus” (”Hoc est corpus filii” - ”dette er sønnens legeme”), siger at kunne forvandle det tørreste brød og altervin til selve Jesu kød og blod, på samme måde kan han forvandle olivenolie og balsam til Krisam, et gyldigt materiale for konfirmationens sakramente. Det er dog meget vigtigt at det er en biskop, eller i det mindste en præst ordineret af Vatikanet[3] som tryller. Krisam betyder det samme som det græske chrisma, som betyder salvelse.
Det er klart at moderkirken, der ser sig selv som den sande kristendom, hvor biskopperne er de sande apostle, og paven har taget titlen Jesu stedfortræder, mener at kunne påføre Helligånden. Men det er en selvbestaltet position de gejstlige placerer sig i, for som Johannes døberen sagde: ”Jeg har døbt jer med vand, men han (Jesus)skal døbe jer med Helligånd” (Mark. 1:8). Jesus er den der døber med Helligånden. Det er korrekt, at de apostle Jesus udvalgte, og senere dem som Helligånden udvalgte i apostlenes tid, de kunne lægge hænderne på mennesker, så de fik Helligånden (Apg. 8:17, 19:6). Men moderkirkens apostle er falske apostle. Lyt her:
Kort om apostle:
Det er vigtigt at bemærke, at apostlene var særligt udvalgte, og at Helligånden givet ved håndspålæggelse, var et særligt kendetegn ved dem, da de var, som de eneste tolv ud af mange disciple, specielt udvalgt af Ham, som kan døbe med Helligånd. Filip, en discipel (som alle os andre troende), tog til Samaria, prædikede og døbte mange af dem, der kom til tro. Men Helligånden blev ikke givet dem før Peter og Johannes kom, som Jesu apostle - eller ambassadører. Skønt Filip var troende og havde Helligånden, havde Han ikke apostel-autoriteten til at lægge hænderne på mennesker og tildele dem Helligånden. Han måtte vente på apostlene (Apg. 8:14-17).
Apostlene var specielt udvalgt til at være dem, der på vegne af Gud skulle åbenbare de hemmeligheder, som var skjult i Jesus. Jesus sagde at: ”Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden” (Joh. 16:12-13). Paulus siger at apostlene var husholdere over Guds hemmeligheder (1. Kor. 4:1), og det, som Jesus ikke kunne forklare os, fordi vi uden Helligånden kun er sjælelige mennesker (1. Kor. 2:14), det gav Han ved Helligånden igennem apostlene, så vi ved Helligånden, selv i dag, kan forstå disse sandheder.
Bibelen fortæller om tre personer, som blev direkte udvalgt efter Jesu opstandelse. Én af dem skulle erstatte den afdøde Judas, nemlig Mattias (Apg. 1:20-26), som den gamle salme havde forudsagt (Sal. 109:8). De to andre er Paulus og Barnabas. Fælles for dem alle er, at de som de andre apostle, blev udvalgt af Helligånden. Mattias igennem at kaste lod, en metode hvorom Ordsprogene siger: ”I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil” (Ordsp. 16:33). Paulus og Barnabas på befaling af Helligånden (Apg. 13:2, 14:14) - og i særdeleshed Paulus, der i sin galskab blev stoppet af Jesus selv (Apg. 9:4-9).
Derudover er der Jakob og Judas, som var Jesu brødre (Matt. 13:55). Jakob, siger Paulus, var den eneste apostel han mødte i Jerusalem (Gal. 1:19). Formentlig blev han kaldet, da han var den der skulle skrive Jakobs Brev. Det samme gælder Judas, skønt han ikke kaldes apostel nogen steder, men han skrev Judas brev - og begge breve er med i summen af Guds Ord (Sal. 119:160). Man kan argumentere for at Markus og Lukas ikke var apostle og alligevel skrev de hver sit evangelium. Men forskellen er stor, for Markus og Lukas har givet historiske fortællinger om Jesus, ud fra øjenvidne beretninger - som i enhver anden historiebog. Der er ingen åbenbaringer af den slags som apostlene kom med, andet end at der i gengivelsen af Jesu Ord og handlinger, er profetiske åbenbaringer, der indeholder sandheder som vi ved Helligånden forstår klart og tydeligt.
Når Bibelen taler om apostle, er der to typer. Den ene er de udvalgte, som gennemgået her. Den anden type er falske apostle. De sande apostle talte på vegne af Gud, og ved deres (og andre der havde været sammen med Jesus) virke, har vi fået det åbenbarede Ord, som vi kalder det Nye Testamente.
Disse apostle var udvalgt til at ”bygge” Jesu kirke. At åbenbare og give nødvendige lærdomme, som alt sammen findes i Bibelen i dag. Der findes ingen efterfølgende apostle. De var de eneste, og intet kan føjes til Guds Ord mere. Det er lukket og fuldbyrdet. Derfor kan moderkirkens gejstlige ikke sætte sig i apostlenes tjeneste, og heller ikke overføre Helligånden til hverken konfirmander eller andre mennesker. Det er en løgn, der strider mod Bibelens anvisninger og fortællinger. Paven, biskopper og Vatikan-ordinerede præster er det, Bibelen kalder falske apostle. Moderkirkens katekismus er en tilføjelse til Guds Ord, fra falske apostle. Ingen kan i dag kalde sig apostel og komme med nye lærdomme fra Gud. Menigheden blev født med alt, der er nødvendigt for at tjene som Kristi legeme!
Konfirmation i Danmark:
Konfirmation har som fænomen eksisteret i moderkirkens verdenskontrol op igennem middelalderen. I 1539 blev den under Luthers reformation afskaffet, og fjernet i den Danske kirkeordinans. Dåben var nu, på løgnagtig vis, i sig selv nok - og her ses ét af de punkter hvor Luther blot omformede moderkirkens løgne. Men i 1736 indførte kong Christian VI, som overreligiøs fanatiker konfirmationen, som en obligatorisk ceremoni - efter at han året før havde indført tvungen kirkegang[4]. Uden konfirmationen kunne man ind til 1921 (uofficielt indtil 1909) ikke gøre brug af sine borgerlige rettigheder. Dvs. at gifte sig, at være vidne ved retssager osv, var ikke muligt[5].
I dag er det frivilligt, og hvis man vil igennem denne ceremoni, skal man som sagt være døbt og bekende sin tro på Gud, efter at have gennemgået og samtykket til præstens løgne. Når dette formelle sceneri er gennemgået, så er personen frelst og tilhører Guds kirke.
Lad os gå ind på Konfirmationsportalen.dk[6], og se på hvad konfirmationen betyder for disse frelste og bekendende troende. På forsiden er følgende overskrifter: ”Konfirmationstøj”, ”Blå mandag”, ”Invitationer”, ”Konfirmationsfest”, ”Konfirmationsgaver” og ”Hvad er konfirmation”, som giver samme gennemgang af konfirmationen, som jeg har givet her.
Er du selv blevet frelst, i den betydning at virkelig være blevet retfærdiggjort igennem troen på Jesus, så må du løfte et øjenbryn når konfirmationens ydre udtryk udmunder i fest, gaver og tøj, i en sådan grad at konfirmationsportalen endda har en guide til finansiering af konfirmation.
Til dig der ikke er frelst, og ikke kan sætte dig ind i det nye liv med Gud, siger Bibelen at en tro er død uden gerninger. Det vil sige at det, du tror på, kommer til udtryk i gerninger. Du kan ikke tale med mennesker og forsikre dem om din tro, at uddannelse er nødvendigt for at overleve i vores samfund, uden selv at tage en uddannelse. Alle ville spørge, hvorfor du anbefaler det til dem, når du ikke selv gør det. Troen afspejles i handling, og er derfor død uden handling - som et legeme er dødt uden en ånd (Jak. 2:26).
Hvad skal man da sige, når ungdommens vidnesbyrd udmunder i alt andet end det, der har med Gud at gøre? Hvilken tro har de bekræftet i konfirmationen? Troen på Jesus? I såfald ville deres vidnesbyrd være at følge Ham, at dele sin tro på Ham med andre, og leve et liv ”alvorligt på sinde...vandre den Gud værdigt, som kalder jer til sit rige og sin herlighed” (1. Tess. 2:12). De unge mennesker lever videre, som de altid har gjort, som alle andre verdslige mennesker. Gud siger: ”Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne” (Romerne. 12:2). Er disse unge mennesker virkelig en del af Guds kirke, skal længslen efter et andet liv, en anden livsstil springe frem, som en kilde af levende vand. Overvej dette:
”Så formaner da jeg, den fangne i Herren, jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede” (Ef. 4:1).
”Thi I var forhen mørke, men nu er I lys i Herren; I skal vandre som lysets børn - lysets frugt består jo i al godhed og retfærdighed og sandhed; - vælg, hvad der er velbehageligt for Herren. Vær ikke meddelagtige i mørkets golde gerninger, men bring dem hellere for dagen.” (Ef. 5:8-11)
”Kun skal I sammen leve et liv, der er Kristi evangelium værdigt” (Fil. 1:27)
”...I må blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud” (Kol. 1:9-10)
Kan du få dette til at passe med drukture, blå mandag, gaveorgie, seksuelle udskejelser m.m.? Konfirmation er i form og handling én stor løgn! Disse unge mennesker er fuldstændig og totalt ligeglad med Gud, og den af præstens åndspåførelse, som skulle udruste dem til at være vidner for Jesus, giver dem frit løb til at skeje ud som hærdede syndere. Men de er alligevel frelst?
”Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd” (1. Joh. 1:6-7).
Er jeg en sur gammel mand, der ikke kan lide glade unge mennesker, siden jeg kommer med denne fordømmende moralprædiken? For det første fordømmer jeg ingen. Jeg forholder mig til det, jeg ser og det, Bibelen siger. Føler du dig dømt, så er det ikke mig der dømmer dig, men din egen samvittighed. Jeg skriver alt dette, fordi jeg elsker mennesker, unge som gamle, og netop unge som gamle er igennem generationer bedraget til at tro, at deres evighed er sikret. Det er den IKKE. En døbt konfirmand tilhører ikke Jesus. Derfor advarer jeg dig, døbte konfirmand, du er fortabt som enhver anden synder, og erkendelsen af dette er skæbnesvangert! Du tror ikke på Jesus, for så ville det kunne ses. Jeg ved at der også er sande troende der lader sig konfirmere. At blive konfirmeret fjerner ikke din frelse, men den giver heller ikke frelse på nogen måde.
Konfirmationen er som sagt en bekræftelse af barnedåbens virke, nemlig det at tilhøre Guds kirke, som folkekirken siger ”består af alle døbte mennesker helt tilbage til de første kristne”. Men hvor stammer barnedåb fra, når det ikke findes i Bibelen, og dermed ikke blandt de første kristne? I kirkesamfund som Luthersk Mission, kommer læren ikke fra Bibelen, men fra Luther selv, der lærte traditionen fra den Romersk Katolske Moderkirke. Men hvor fik Moderkirken ideen fra?
Moderkirken fører selv sin oprindelse tilbage til apostlen Peter, der anses for at være den første pave. Sandheden er, at moderkirken opstod som ”kristen” institution, da kejser Konstantin i 300årstallet dannede statskirken, og gjorde ”kristendommen” til officiel religion i det romerske rige, for at stabilisere den politiske situation, der var noget belastet af de årelange massakrer på de sande kristne. Kristendom var det ikke, men en økumenisk bevægelse, der blandede sand kristendom med hedenskaben, og skabte som politisk redskab det syntetiske organ, Romersk Katolicisme, som de næste århundrede kontrollerede klodens befolkning i hedensk-religiøst jerngreb.
Hedenskaben:
Barnedåben kom ikke fra den sande kristendom, men fra hedenskaben. Hedenskaben har altid siden syndefaldet, været klar over at der skulle en forsoning til mellem mennesket og Gud (senere guderne), men vil selv være mellemmand, frem for Jesus. Den syndige natur søger altid uden om Frelseren, døren hvorigennem den eneste vej til frelse findes. Dyreofringer og makabre menneskeofringer har en lang historie i fortiden, og barnedåb blev af hedenskaben set som en rituel renselse, af et spædbarn.
Følgende har jeg fra ”Encyclopedia of Religion and Ethics”, volume 2. Hedninge i australske egne, i Nordamerika og New Zealand, satte kvinde og barn til side i specielle hytter, hvor de blev renset. I Vestindien var moder og barn urene i fem dage, og blev genoprettet til renhed igennem et lunkent bad. Polynesierne anså det nyfødte barn som tabu, altså noget ingen måtte komme i berøring med, foruden særlige hellige personer. Amerikanske indianere, negre og hottentotter, havde renselses ceremonier, hvor de stænkede vand på moder og barn. Malajerne rensede børn igennem det, de kalder desinfektion, og moderen blev efter fødslen ristet over renselses ild.
Vand blev rensemiddel åndeligt set, som det rensede det fysiske legeme for skidt. Man tilskrev vand åndelighed, og forskellige kilder, brønde og floder blev anset for hellige, med levende, guddommeligt vand. I moderkirken og folkekirken (søsterkirken), er det nu en hellig præst der stænker vandet på spædbørnene.
Barnedåb har med renhed at gøre, åndelig renhed. Tilmed beskyttelse fra dæmoniske kræfter. Moderkirken lærer at et barn igennem dåben bliver reddet fra Satans magt, renset fra synd, gjort uskyldig og pletfri ind for Gud og født på ny, med alt hvad det indebærer.
Moderkirken, ”moder til jordens skøger og vederstyggeligheder” (Åb. 17:5), har smittet vore kirker, og har underlagt Guds frelse menneskelige ceremonier, og dermed erstattet frelsen med ydre gerninger. Moderkirken, som ”har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin” (Åb. 14:8), har oplært folkeslagene i blasfemi, vendt verden mod Gud, og i hån mod Gud gjort sine gejstlige til mellemmænd for den eneste frelse. Barnedåb, om det er i såkaldt protestantisk regi, eller i den romersk mytologiske moderkirke, er en lære der har ført et utal mennesker i helvede. De falske apostle i romerkirken har erstattet frelsen, som er fri for menneskeværk og afhængig af Gud alene, med falske og tomme ”trylleformularer” - hedenske ritualer som håner hvert et involveret menneske direkte op i ansigtet, og griner dem hele vejen til helvedets afgrund. Konfirmationen er bekræftelsen på denne ækle og sataniske lære, og konfirmationsfesten er en fejring af det forrådte menneske, der i sine unge dage lod sig bedrage fra Frelseren som døde og opstod, for at der ved en omvendelse kunne blive glæde i himmelen.
”Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet...Således bliver der mere glæde i Himmelen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse” (Luk. 15:6, 7). Det er denne fest vi skulle deltage i. Den er gratis, og behøver ingen finansiering, ingen kostymer eller gaver. Den er uden fuldskab og seksuel utugt. Det er en glæde, som intet i denne verden kan give, og landets præster skjuler den for vore unge og gamle, der er narret væk fra det evige liv.
Den store verdslige festglæde ved konfirmationen, burde vendes til lige så stor en åndelig vrede, for tusinder af mennesker, som burde være hos Gud i evigheden, lader sig igennem både bedrag og selvbedrag fjerne fra Ham.
[1] ”Det betyder den”, folkekirken.dk, http://www.folkekirken.dk/aktuelt/arkiv-link/konfirmation-2008/det-betyder-den/
[2] ”Firmelsen”, Den Katolske Kirke i Danmark, http://www.katolsk.dk/2509/
[3] ”Chrism”, New Advent (den katolske encyclopedia), http://www.newadvent.org/cathen/03696b.htm
[4] ”Christian 6”, Danske Konger, http://www.danskekonger.dk/biografi/ChrVI.html
[5] ”Konfirmationens historie”, Dansk Folkemindesamling, http://www.dafos.dk/brug-arkivet/fortael-selv-til-arkivet/konfirmation/konfirmationens-historie.aspx
[6] http://www.konfirmationsportalen.dk/