OversigtAdvarslen mod forhærdelse (provokation) med påmindelse om, hvad det var, som førte til frafaldet, ser vi blandt andet i Hebr 3:7-15. Fire eks. viser, hvad det drejede sig om:
- Det var Guds folk som helhed, der satte sig op imod Herren. De havde alle haft del i udfrielsen fra Ægypten. (Hebr 3:16.) Men der nævnes kun Josua og Kaleb, der forsøgte at minde folket om, hvad Herren havde sagt. (4. Moseb. 14:30.) Dette viser, hvor vigtig det er for Guds folk altid at lytte til og tage imod Guds ord. Ellers kommer vi let på vildspor, som Israels folk gjorde.
- Det var synden, som havde fået indpas hos dem og førte til, at de kom ind under Guds vrede. (Hebr 3:17.)
- Den grundlæggende synd var, at de ikke ville tro Guds ord. (Vers 18.) Derfor fik de heller ikke del i det, som løftet pegede på; den hvile, Gud havde sat som mål for dem. (Se nærmere i Hebr 4:1-10.)
- Som det sidste understreges hovedsagen i advarslen: Det var vantroen som gjorde, at de satte sig op imod Gud og derfor ikke nåede frem til målet. (Hebr 3:19.)
Vi har brug for daglig at omvende os. Thi vi synder i ord og gerninger langt mere, end vi kan opfatte. Adlyder vi ikke Ordet og Åndens formaning, provokerer vi Gud og må derfor ydmyge os og begynde at lytte til Guds ord, som det er sagt til os. Det gjorde Israel ikke. De forhærdede sig og afslog at høre, og dommen faldt over dem.
Farao forhærdede sig og ville ikke lade israelitterne rejse. Og Guds domme faldt over ham. Da bad han Moses bede Gud om hjælp. ”Men da Farao så, at udfrielsen kom, forhærdede han sit hjerte og hørte ikke på dem.” 2. Mos 8:15. Ligner vi på dette punkt ikke Farao? Har vi ikke i nødens stund lovet Gud både det ene og det andet men ikke opfyldt løfterne og måske endog glemt de givne løfter?
I morgen!eller:en anden gang! er det motto, mange lever under, og når aldrig at ændre sig, fordi viljen mangler. Et godt formål nytter ikke noget, førend det er trådt i kraft. Og Helligånden siger: ”I dag, når I hører Guds røst,” skal vi gøre det, Gud vil vi skal gøre.
”Hvem var det, som hørte og alligevel gjorde oprør? Sandelig, var det ikke alle dem, som kom ud fra Ægypten ved Moses? Og hvem var det, han væmmedes ved i fyretyve år? Var det ikke dem, som syndede, og hvis kroppe faldt om i ørkenen? Og hvem andre end dem, som ikke havde været lydige var det, han svor ikke skulle komme ind til hans hvile?Så vi ser da, at de ikke kunne komme ind på grund af vantro.” Hebr 3:16-19.
Det var altså ikke deres synd som sådan, der hindrede dem. Men alene deres vantro. Tænk, hvis der havde stået, at de havde for stor en synd. En aldrig så stor synd kan tilgives, men møder vi Gud med vantro ligesom israelitterne i ørkenen, er der ingen frelse. Gud havde gjort alt rede for dem. Han havde ført dem ud af Ægypten. Og de havde dag for dag set Guds undere i ørkenen. Men alligevel var vantroen herre i deres liv.
På grund af jødernes vantro overgav de Jesus til Pilatus til forhør og domfældelse. Derved trådte Guds dom over det jødiske folk i kraft år 70 eft. Kr. Og den bliver først endelig ophævet, når Jesus Kristus bliver Konge over hele jorden. Hvilket sker ved hans synlige komme.
Vor vantro står ikke tilbage for jødernes. Guds lysestage bliver i disse år flyttet bort fra det ene land efter det andet, fordi folket som helhed har forkastet Bibelen og kun vil høre det, der er behagelig. Der forkyndes mange steder et andet budskab end Bibelens. Og derved er vi i samme situation som jøderne. Guds dom over os er fældet. Vi får blot ligesom jøderne måske en kort tid, før dommen synlig træder i kraft. Guds domme over en vantro verden kommer og vil blive en realitet, så snart bortrykkelsen er sket.
Det er mange ting, der vækker Guds vrede. Vi kan blot følge med i vore nyhedsmedier og læse om daglige provokationer imod ham. Men vi er blevet så blinde og døve, at vi ikke længere forfærdes over det.
Noget af det vi ved, der vækker Guds vrede mod vort land og folk, er at vi slår et stort antal af ufødte børn ihjel i moders liv, fordi det ikke passer os, at de skal fødes.
I Danmark dræbes hver dag på statens regning og på danske hospitaler over 50 ufødte børn – af autoriserede læger, der har lovet at ville bevare liv.
Det er dæmonisk at dræbe de ufødte børn. Men forfærder det os? Eller ser vi det blot som en beklagelig kendsgerning, vi trækker på skuldrene ad.
Herren talte til Moses og sagde: ”Du skal sige til Israels børn: Hver den af Israels børn eller af de fremmede, som bor i Israel, som giver nogen af sine børn til Molok, skal sandelig dø. Folket i landet skal stene ham. Jeg vil vende mit åsyn mod den mand og udrydde ham af hans folk, fordi han har givet af sine børn til Molok for at gøre min helligdom uren og vanhellige mit hellige navn. Hvis folket i landet på nogen måde lukker øjnene for den mand, som giver af sine børn til Molok, og ikke dræber ham, da vil jeg vende mit åsyn både mod den mand og mod hans slægt og udrydde ham fra hans folk.” 3. Mos 20:1-4.
Provokeret abort har til formål at få et barn ryddet af vejen. For israeliterne var det ikke det, der drev dem til at ofre børn til Molok men en tro på, at et sådant offer behagede Molok, og at de derved ville få et bedre liv. Men er det ikke også ønsket om et behageligt liv, der driver nutidens kvinder til at afkorte det ufødte barns liv? Men at ofre børnene er at vende sig fra Gud og gøre, som vi selv lyster.
Provokeret abort bringer sjælesår. Sygeplejeske Trine H. Nielsen har skrevet en artikel, der har været bragt i Ugeskrift for læger 154/40 1992, Time, nov. 1994, New England Journal of Medicine, Jan. 1997, National Right to Life News, marts 1997, Statistik om prævention og aborter 1994 og 1995 og Sundhedsstatistikken 1997, som følger her:
Størstedelen af alle danskere er tilfredse med loven om fri abort. De er af den overbevisning, at kvinden suverænt skal kunne bestemme, hvornår hun vil sætte et barn i verden. Kvinden har ret til at bestemme over sin egen krop, har man sagt siden 1973, idet man mener, at fosteret er en del af kvindens krop. Men det koster at bestemme over sin egen eller sit fosters krop.
Der er næppe nogen, der vil påstå, at det er psykisk let at få foretaget en abort. At de psykiske konsekvenser kan vare ved i årevis vil man imidlertid nødigt erkende. Ligeledes tales der ikke meget om de fysiske bivirkninger ved abortindgrebet. Det er ikke et populært emne at forske i, skønt der er tilstrækkeligt med materiale.
Fysisk risiko ved abort:
En dansk undersøgelse fra 1992 viser, at 12% af de adspurgte kvinder fik underlivsbetændelse (i æggestok eller livmoder) efter provokeret abort. I en særlig risikogruppe er kvinder, der tidligere har fået abort og tidligere har haft underlivsbetændelse. Ca. halvdelen af de abortsøgende havde ikke født før, og af denne gruppe fik 16% efterfølgende underlivsbetændelse, som øger risikoen for senere fertilitetsproblemer og sterilitet.
Et særligt problem er mikroorganismen clamydia, som mange yngre kvinder er smittet med uden at vide det. En provokeret abort i dette inficerede miljø vil i ca. hvert fjerde tilfælde medføre underlivsbetændelse. Risikoen for efterfølgende sterilitet anses for så stor, at undersøgelse og eventuel behandling for clamydia inden udførelsen af provokeret abort udføres rutinemæssigt.
Officielt indberettes der komplikationer til provokeret abort efter 5 - 6 % af indgrebene. Det drejer sig hyppigst om blødning, infektion og forekomst af blodpropper.
En amerikansk undersøgelse fra 1994 viser en sammenhæng mellem provokerede aborter og brystkræft. Den konkluderer, at efter foretagelse af provokeret abort øges risikoen for at udvikle brystkræft med 50%. Aborter efter 8.uge hos kvinder under 18 år øger risikoen med 800%. Forbindelsen mellem abort og brystkræft antages at være følgende: I starten af graviditeten dannes mange nye brystceller. Disse modnes v.hj.a. hormoner, der frigives fra kvindens krop senere i graviditeten. En provokeret abort forstyrrer produktionen af disse hormoner, hvilket medfører, at de voksende, umodne brystceller udvikler sig ukontrollabelt. Dette skulle så kunne medføre brystkræft. Der er ikke dokumentation for forbindelse mellem spontan (ikke-provokeret) abort og brystkræft.
Sammenhængen mellem provokeret abort og brystkræft er naturligvis ganske kontroversiel, og i visse undersøgelser, heriblandt en dansk, finder man ingen klar sammenhæng. Dog bekræfter 28 ud af 30 internationale undersøgelser forbindelsen mellem provokeret abort og en øget risiko for brystkræft. De 28 undersøgelser er publiceret i British Medical Associations Journal of Epidemiology and Community Health, oktober 1996.
Løber kvinder bevidst en risiko? Vi lever i en tid, hvor de fleste danskere er opmærksomme på at værne om sundhed, miljø og livskvalitet. Vi stiller krav til den behandling, vores mad og miljø udsættes for. Inden for sundhedsvæsnet er vi blevet mere bevidste om vores rettigheder. Vi gør krav på reel og saglig information om behandling såvel medicinsk som kirurgisk, om virkning, bivirkning og prognose.
Er det en vurdering af livskvalitet, der gør, at 18.000 danske kvinder hvert år vælger en provokeret abort? Løber de bevidst en risiko, eller er de uvidende om, hvad deres beslutning kan koste?
Oplysning - en pligt og en ret
Ifølge bekendtgørelse af lov om svangerskabsafbrydelse kapitel 3, paragraf 8, stk.3 skal kvinden af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko, der måtte antages at være forbundet med indgrebet.
Lægerne er altså forpligtede til at oplyse om, hvilke fysiske bivirkninger og risikofaktorer der er ved abort. Dette er ikke utidig indblanding eller unødvendig problematisering af kvindens i forvejen vanskelige beslutning om abort, som nogen vil mene. Abortsøgende kvinder har krav på at blive informeret om den relativt høje risiko for underlivsbetændelse og risikoen for at blive steril. Den stigende ufrivillige barnløshed i Danmark er et seriøst problem for mange par. Den øgede risiko for brystkræft har kvinderne ligeledes krav på information om, men så længe en dansk undersøgelse ikke godtager sammenhængen, kan det være bekvemt for danske læger at sætte deres lid til usikkerheden og undlade at informere.
Jeg vil vove den påstand, at mange kvinder ikke informeres godt nok. Derfor er der brug for bedre oplysning om, hvilken pris kvinder betaler for den selvbestemmelse, den frie abort skulle give dem. Det koster at få en abort. Psykisk, men ofte også fysisk. (Citat slut.)
En anden sygeplejerske berettede om, at hun kunne opleve en dag og være med til at redde et for tidligt født barn og samme dag kaste et levende, provokeret abort i affaldsspanden. Så gudløst er vort land blevet.
Det koster meget dyrt at gå imod Guds klare påbud. En alvorlig følge er, at land efter land har fået en stor muslimsk befolkning. Derved er vi ikke bedre stillet end israelitterne, der ikke fulgte Gud påbud og lod kana´anæerne blive i det land, Gud havde givet dem. Vi læser i 4. Mos 33:51-54 : ”Tal til israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan ind i Kanaan, skal I drive alle landets indbyggere bort foran jer. I skal ødelægge alle deres billeder; alle deres støbte billeder skal I ødelægge, og alle deres offerhøje skal I tilintetgøre. I skal erobre landet og bosætte jer i det, for jeg giver landet i jeres besiddelse.”
At indlade sig med en anden religion er at provokere Gud til vrede. Israel adlød ikke, og vi læser i Josua 23:12-13: ”Hvis I vender jer bort og holder jer til de folk, som er tilbage hos jer, og bringer jer i familie med dem og indlader jer med dem og de med jer, da skal I vide, at Herren jeres Gud ikke længere vil drive disse folk bort foran jer. De vil blive en fælde og en snare for jer, en pisk over ryggen og en torn i øjet på jer, indtil I er udryddet fra dette herlige land, som Herren jeres Gud gav jer.” (Se også 2. Kor 6:14.)
Israels fejl er nedskrevet, for at vi kan lære af dem. Men vi har intet lært, og i dag er det os, der oplever fælden og fanges i den snare, vi selv er skyld i er sat. Vi provokerede Gud med at opdrage vor ungdom til fri sex og til at vælge aborter for at fjerne de ufødte fra deres moders liv og kaste dem bort som affald.
Vi er sat til at værne og beskytte vor næste, også vor ufødte næste. Og vore børn, til de selv kan bedømme gennem oplæring og erfaring. Men også det undlader vi. Vi tager heller ikke vare på deres sundhed. For eks. er mødres amalgamfyldninger i tænder til stor skade på fostre.
I 1992 blev en stor undersøgelse publiceret i et kritisk og højt respekteret medicinsk- videnskabeligt tidskrift (Vimy,MJ;et al.,1990). Videnskabsfolk fra universitetet i Calcary i Canada indsatte amalgamfyldninger på fem gravide får. Disse fyldninger var halvt så store som gennemsnitsfyldninger hos mennesker for at kompensere for fårs forøgede tyggeaktivitet. 10 % af kviksølvet i fyldningerne var radioaktivt mærket.
Væv og vævsvæsker hos fårene og deres lam blev undersøgt for radioaktivitet. Radioaktivt kviksølv findes ikke i naturen. Så alt det kviksølv, som kunne spores, kunne kun stamme fra amalgamfyldningerne.
Kviksølvet fra amalgamfyldningerne viste sig i både moderens og fostrenes blod og i fostervandet to dage efter, at amalgamfyldningerne var indsat. Alt vævet, der blev undersøgt, viste sig at indeholde kviksølv.
I senere undersøgelser har samme forskere fået bekræftet, at kviksølvet ikke kun kom via moderens blod, men også via modermælken til det nyfødte barns væv. (Vimy,MJ;et al.,1997)
Andre tilsvarende undersøgelser har bekræftet disse resultater. (Tahahashi,Y;et al.,1992). Og at kviksølvkoncentrationen i fostervævet endog var højere end i moderens blod. (Ong,CN;et al.,1993 - Yang,I;et al.,1997).
En undersøgelse fra 1994 på aber bekræfter yderligere disse undersøgelser ved at kortlægge fordelingen af kviksølv i hjernen på fostre (Warfinge,K;etal.,1994), hvor koncentrationen i fosterhjernen var højere end i moderens hjerne.
I 1994 blev der udført undersøgelser på døde børn på afdelingen for retsmedicin og patologi på universitetet i München. Resultatet blev offentliggjort i et højt respekteret videnskabeligt tidskrift. De fleste af børnene var døde af SIDS (vuggedød) på grund af kviksølv.
Disse resultater blev bekræftet af andre menneske-obduktionsundersøgelser udført i Sverige i 1996. (Lutz,E;et al.,1996).
Undersøgelserne bekræfter tidligere informationer fra dyreforsøg, at det ikke længere kan nægtes, at kviksølvforgiftning fra amalgamfyldninger overføres til fostret.
Sygdom på grund af amalgamforgiftning - også kaldt mikromerkurialisme og kronisk kviksølvforgiftning - er mere udbredt end tidligere antaget. I et åbent brev til den svenske regering i 1981 har neurobiologen Matts Hanson betegnet den som en forgiftningskatastrofe af meget stor betydning. Det han refererer til er forekomsten af et bredt spektrum af sygdomstilstande, - f.eks. reumatoid arthritis, fibromyalgi, ulcerativ colitis, Crohn´s sygdom, multipel sklerose, Alzheimers, ALS, epilepsi, allergier, m.fl. - hvor der foreligger skriftlige meddelser om personer, som får det bedre eller bliver helt raske efter amalgamudskiftning.
Uanset om nogle eksperter afviser ideen at der findes en kausal sammenhæng, vil man i lægelig praksis ikke sjældent opleve amalgamforgiftning som en medicinsk realitet. Den svenske prof. dr.med. Frederik Berglund har netop udgivet en bog med 245 tilfælde af amalgamforgiftning beskrevet i videnskabelige journaler over 150 år fra 1844 til 1993. Symptomer, immunologiske undersøgelser, dentalbehandling og forløb analyseres, hvorefter 3 patogenetiske mekanismer diskuteres. Citat slut.
Ved uopmærksomhed og overfladisk indstilling til, hvad Gud siger, skader vi langsomt vore børn og deres arveanlæg. Og alligevel beder vi om Guds velsignelse. Det er at provokere Gud. Vi kan ikke undskylde os med, at vi ikke ved bedre. I århundreder har man vidst, at kviksølv er flydende gift. Og at vore tandlæger – for manges vedkommende - stadig bruger denne gift. Guds dom kommer over dem, der tillader, at børn fra undfangelsen af bliver præget af en gift, der langsomt ødelægger dem.
”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham.” 1. Kor 3:16. Pas på dit legeme. Nogle ignorerer, at kræft kan opstå som følge af tobak. Andre ødelægger deres legeme pga. begær efter penge, der driver ud i stress. Det er er at ringeagte legemet, som skulle være et helligt tempel, som Guds Ånd kan bo i.
Og lever vi i bevidst synd, som hurtig bliver til vanesynd, vi ikke vil aflægge, har djævlen ret til at komme med sine anklager imod os og sige, vi tilhører ham.
Guds veje med Jakob var mærkelige. Gud lod en hungersnød drive Jakob til Ægypten. Vi læser i 1. Mos 46:1-7 : ”Så brød Israel (Jakob) op med alt, hvad han ejede. Han kom til Beersheba, hvor han bragte slagtofre til sin far Isaks Gud. Gud sagde til Israel i et nattesyn: »Jakob, Jakob!« Da han svarede ja, sagde Gud: »Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk…. De tog deres kvæg med sig og al den rigdom, de havde samlet sig i Kanaan, og så kom Jakob og hele hans slægt med ham til Egypten.”
Det var kun en lille flok, der drog til Ægypten, men da de drog ud derfra, var de blevet til 603,550 personer. Lad os følge denne gruppe på deres rejse hjem til deres eget land.
På grund af, at de i vantro provokerede Gud, måtte de i 40 år vandre rundt i ørkenen, indtil deres legemer gik til grunde. (4. Mos 14:33-34.)
Gud mættede dem i en periode med manna, (2. Moseb.16.kap.) Og vi læser i 4.Mosb. 11:31-34, at da folket krævede kød af Herren, ”for en stormvind ud fra Herren, som drev vagtler ind fra havet og lod dem ligge over lejren, omkring en dagsrejse på den ene side, og omkring en dagsrejse på den anden side, rundt hele lejren, og omkring to alen over jorden. Og folket var ude hele dagen, hele natten og hele næste dag og samlede vagtler. Den, som samlede mindst, havde ti homer. Og de bredte dem ud til tørring rundt om lejren. Men medens de endnu havde kødet mellem tænderne, før de havde tygget det, blev Herrens vrede optændt mod folket. Og Herren slog folket, så der blev et meget stort mandefald. Derfor kaldte han dette sted Kibrot-Hattaava (lystspiserne), for der begravede de det folk, som havde givet efter for den lyst.”
På trods af Guds store undere var folket vantro Blandt alle de mange undere, Gud gjorde for Israel, lægger vi mærke til, at klæderne på dem ikke blev slidte, medens de vandrede i ørkenen. (5. Mos 29:5.)
Men når Gud er så mægtig, hvorfor lod han så det udvalgte folk blive så længe i ørkenen? Fordi de syndede imod Gud med vantro.
Moses kom ikke ind i Løftets Land, fordi han to gange i vantro slog på klippen. ( 4. Mos 20:12-13.)
Aron kom heller ikke ind i Løftets land, fordi han støbte guldkalven. (2.Moseb. 32. kap.)
Da israelitterne havde mistet deres store ledere, Moses og Josua, kom de ind i den ene krise efter den anden. I Dom 2:2 står: ”I må ikke slutte nogen pagt med dem, som bor i dette land. Deres altre skal I rive ned! Men I har ikke adlydt min røst. Hvad har I dog gjort?” (Det får konsekvenser ikke at adlyde.)
Gud ynkedes over sit folk og sendte dem Dommere til at lede dem på ret vej. Læs for eks. Dom 2:18. Af disse dommere var Samson, Eli og Samuel de største. Men se, hvad der skete. Vers 19-23.
Israels folk var ikke tilfredse. De ville have en konge, selv om det var imod Guds vilje. (1. Sam 8:4-6.)
Det blev en ond tid for Israel, idet de fleste af deres konger var ugudelige, der var med til at lede Israel ind i afgudsdyrkelse. Det var kun tre af disse konger, der regerede over hele Israel, nemlig Saul, David og Salomo. Men på grund af Salomos tiltagende ugudelighed tog Gud de ti stammer fra den tro linje efter David.
Således har mange af verdens nutidige store ledere ledt nationerne ind i en ond tid, der har bragt grobund for, at antikrist kan træde frem og regere i de år, der er afmålt til ham.
Jo mere vi arbejder med at forstå Joh. åb., des mere kommer vi til at elske denne, vidunderlige bog. I Åb 1:19 står: ”Skriv det du har set, både det, som er, og det, som skal ske efter dette.” Læg mærke til, at det omhandler både fortid, nutid og fremtid.
Vi er i dag som folket i Laodikea-tiden lunkne, nøgne og blinde men tror desværre, at vi er rige. (Se Åb 3:15-17.) Mange af vore menigheder er fyldt med underholdning i form af komedie, rock og andet fyldstof. Alt dette betegner menighederne lige før bortrykkelsen.
Vi må glæde os over, at Gud tager dem bort, der har taget imod ham, førend hans vrede slippes løs over jorden. Vi læser i Åb 8:7 : ”Og den første engelen blæste. Og der kom hagl og ild, blandet med blod, og det blev kastet ned på jorden. Og en tredjedel af træerne blev opbrændt, og alt grønt græs blev opbrændt.” Og der står i 9:18: ”Ved disse tre plager… blev en tredjedel af menneskene dræbt.” (Jeg tror det er et billede på vor tids moderne tanks og lignende ødelæggelsesmaskiner.)
Og vi læser i Åb 9:20-21 : ”Men resten af menneskeheden, som ikke blev dræbt ved disse plager, omvendte sig ikke fra deres hænders værk, så at de holdt op med at tilbede dæmoner og afgudsbilleder,… De omvendte sig ikke fra deres myrderier og med deres trolddom eller deres kønslige umoral eller fra deres tyverier.”
Her i endetiden har trolddom en endnu mere fremtrædende plads end tidligere. Desværre også blandt kristne. Og alt sådant er at provokere Gud.
”Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede (trængselstiden), men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham.” 1. Tess 5:9-10.
I lignelsen om de ti brudepiger gør Jesus det klart, at nogle vil komme med i bortrykkelsen, medens andre vil blive ladt tilbage. Brudepigerne er et billede på alle dem, som bærer kristennavn. De går alle ud for at gå brudgommen i møde og følge ham ind i bryllupssalen. Og de er alle forsynet med olielamper. Men da brudgommen lader vente på sig, stiller de lamperne på vågeblus og falder tilsidst i søvn. Men når råbet lyder, at nu kommer brudgommen, åbenbares den fatale forskel. Alle lamper er tomme, fordi de ikke havde regnet med, at det skulle vare så længe, før brudgommen kom. Og kun dem, der havde været forudseende nok til at regne med denne mulighed, havde taget ekstra olie med. Dette skiller den ene gruppe fra den anden - for evigt! - Hvilken tragedie!
Beretningen tegner et alvorligt og manende billede af vort århundredes menigheder og af alle, som bærer kristennavn. Mange af vore kirker og trossamfund befinder sig helt tydelig i søvnfasen. Vi hygger os i kirker og menighedshuse og underholder hinanden med prædikener, sang og musik. Men uden det hele evangelium bliver mange kristne lullet i søvn, så de ikke hører ”brudkommen trin”, når han nærmer sig.
Det er sagt til os: Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig. Ef. 5:14. (Udtrykket de døde må her forstås som dem, der ikke lever i et helliggjort fællesskab med Jesus Kristus. Jvf. Matt 8:22.)
Kan vi skønne, at bortrykkelsen sker før trængseltiden?
Der er mange teorier om, hvornår bortrykkelsen sker. Men det er ikke nok med teorier, de skal også kunne holde overfor en analyse i forhold til Skriften.
Der er mange forbilleder på, at Gud beskytter sit folk mod vreden. Noa reddedes før syndfloden kom og druknede alle, der ikke var i arken. Og Lot udfriedes fra Sodoma og Gomorra, før Gud lod byen ødelægge. Jesus advarede dem, der fulgte ham, om Jerusalems ødelæggelse, der skete i år 70 eft. Kr., og sagde, at de skulle flygte ud af Jerusalem, når de så byen blive omringet.
Og andre steder står der om, at Herren vil spare sit folk i vredens tid: ”Kom, mit folk, gå ind i dine rum og stæng dørene efter dig! Gem dig, om så bare et lille øjeblik, til vreden er forbi. Thi se, Herren går ud fra sit sted for at gengælde dem, som bor på jorden, for deres misgerning. Jorden skal afsløre blodet, som er blevet udøst på den, og den skal aldrig mere dække dem til, som er dræbt der.” Es 26:20-21.
Og vi læser i Mal 3:16-18 : ”De som frygter Herren, talte da med hverandre, og Herren lyttede og hørte på. Så blev en mindebog skrevet for hans åsyn, for dem som frygter Herren og som grunder på hans navn. De skal være mine, siger hærskarernes Herre, på den dag, jeg gør dem til min skat! Jeg skal spare dem, som en mand sparer sin egen søn, der tjener ham. Da skal I igen kunne skelne mellem den retfærdige og den ugudelige, mellem den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham.”
Disse skriftsteder stemmer med ordene i Åb 3:10 : ”Fordi du har holdt fast ved mit ord om udholdenhed, vil jeg også holde dig fri fra den prøvelsens time, som skal komme over hele verden for at prøve dem, som bor på jorden.”
”Da skal to mænd være ude på marken. Den ene bliver taget med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på kværnen. En bliver taget med, og den anden lades tilbage.” Matt 24:40-41.
Snart vil dette ske. Hvem vil da komme med og hvem bliver tilbage? Det fortæller Bibelen helt klart. og kender du den, ved du det også. Er du rede, må du glæde dig, thi da skal vi, som har taget imod vore synders forladelse ved Jesu blod, være sammen med Herren Jesus, medens Guds vrede bryder ud og rammer hele verden.
Det er et: ENTEN! ELLER! Halvhjertede valg er et valg for fællesskab med antikrist under Guds vrede. Nu er valgets time, og tiden er ved at rinde ud.
Verdensånden har præget os, så vi synder uden at tænke over det. Vi dræber fostre, fordi vi ikke ønsker dem født. Og vi undlader at oplære vore børn i alt det, Gud har sagt.
Lad osi dag, når vi hører Guds formaning, ikke provokere ham ved at være ulydige mod ham, men gå ud af de synder, han minder os om. Vor oprigtige bøn må være: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte! Prøv mig og kend mine tanker! Se, om fortabelsens vej har indtaget mig, og led mig på evighedens vej!” Sal 139:23-24.