Et brev fra Paulus

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 01/01-00



Kolossæ var ikke nogen stor by og havde heller ingen stor betydning. Men i byen var der alle slags filosofer og tilmed en jødisk koloni. Og den var under konstant indflydelse for nye ideer og lærdomme fra Østen og var et frugtbart område for religiøse spekulationer og forførelser.

I Kolossæ var der også en menighed, der var så heldig at få brev fra Paulus. Han kendte dem ikke personlig og havde aldrig været der. Men hans tjeneste i Efesus, som varede 3 år, var så effektivt, at alle dem, der boede i Asien, hørte Herren Jesu ord, både jøder og grækere (Ap.g. 19:10). På den måde ved vi, at folkene i Kolossæ også fik høre om Jesus. Dog var der Epafras fra Kolossæ, der kom til Efesus og selv hørte Paulus. (Kol. 4:12.)

Menigheden i Kolossæ bestod hovedsagelig af hedninger og levede i de synder, der hører hedninger til, og som Paulus opregner i Kol. 3:5-6: ”Utugt, urenhed, begær, ond lyst, også havesygen, som jo er afgudsdyrkelse; for disse synders skyld kommer Guds vrede.” Og Paulus siger, at sådanne synder skal vi overgive til døden.

Paulus taler så tydelig, at ingen kan være i tvivl om, at vi ikke kan være blandt Guds hellige frelste, dersom vi ikke vil overgive de synder til døden, Paulus her omtaler. Han siger endog: for disse synders skyld kommer Guds vrede! Paulus vidste, hvordan hedningernes levevis var. Og i vers 7 siger han: ”I dem vandrede også I engang.” Men siger også, at disse synder er fortid for deres vedkommende. Er synderne ikke fortid, kan vi ikke glæde os over Guds frelse, og Guds vrede kommer over os.

Men for menigheden i Kolossæ var der sket en afgørende ændring. Paulus skriver i vers 9: ”…da I jo har afført jer det gamle menneske med dets gerninger.” En kort, men sigende beskrivelse af en levende kristendom.
Men der opstod en krise i menigheden i Kolossæ, som var ved at ødelægge den. Ved at sammenligne nogle af brevene, Paulus skrev fra fængslet, kan vi rekonstruere, hvad der skete.

En fremmed lære


Paulus sad fængslet i Rom (Ap.g. 21:17 til 28:31). Her mødte han Onesimus, en bortløben slave, der tilhørte Filemon, en af de ledende i menigheden i Kolossæ. Paulus talte med Onesimus om Jesus, og denne kom til tro på ham som sin frelser. Paulus skrev nu til Filemon og lagde et godt ord ind for Onesimus og bad ham tilgive sin slave, der nu var hans broder i Kristus.

Epafras, der også var fra Kolossæ, var imidlertid rejst til Rom for at få et råd af Paulus om, hvad de skulle gøre, idet forførende, fremmede lærdomme var trængt ind i menigheden, der forvrængede evangeliet.

Men hvad var det for en fremmed lære, der var kommet ind i menigheden i Kolossæ? Det var en kombination af Østens filosofi og jødisk lovtrældom iblandet elementer af det, der kaldes gnosticisme (der betyder at vide).Gnostikerne var altså nogle, der foregav, at de ”vidste noget” om de dybere ting om Gud. Dem, der kom med denne, fremmede lære, var altså i egne øjne en slags ”åndelige aristokrater”. Og for sådanne skal vi vogte os, lærer dette brev os.

Forførelsen i Kolossæ menigheden var, at de blev lovet, at de ville blive ført frem til ”åndelig fuldkommenhed”, dersom de fulgte de ”bedre vidende.” De skulle blot følge disses lærepunkter, da ville også de få ”fuld indsigt.” De ville blive løst fra jordiske ting, så de bedre kunne gribe om de himmelske.

Paulus omtaler denne ”bedre viden” som ”verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig på menneskers overlevering og verdens ”magter”, ikke på Kristus.” Kol. 2:8.

Denne fremmede forkyndelse gik bl.a. ud på, at omskærelse var til stor nytte for en åndelig udvikling (Kol.2:11). Og der lærtes, at spisereglerne i Det gamle Testamente var med til at fremme åndelig fuldkommenhed, som man fik ved at besejre det onde ved streng disciplin og ved askese (Kol. 2:23). Og at Gud holdt en vis afstand til menneskene. Alt dette underminerede den sande lære om frelse ved tro på Jesus.

Mange troede på den falske forkyndelse, og derfor var menigheden i fare for åndelig at dø. Paulus mindede dem derfor om, at verdens ”magter” var døde på grund af Kristi sejr på korset. (1:20.) At alle Satans magter og myndigheder var afvæbnet og lovens krav ophørt (2:15). At det var Kristus alene, der havde al magt (1:18 og 3:11b). Og at alt, hvad en troende har behov for, finder vi i Jesus – og findes ingen andre steder.

Astrologi og mysticisme


Dermed siges det klart, at også astrologi er en tom lære, ligeså falsk som den, de ”vise” søgte at indføre i Kolossæ. Vi ser tydeligt i Kol. 2:8 og 20, at kristne ikke har behov for sådant, og at det er noget, der kommer fra Satan. Gnostikerne kom med troen på, at det var himmellegemerne, der kontrollerede jorden og dens beboere. Men faktum er, at kristne, der bruger horoskoper, fornægter at Jesu frelse er fuldkommen.

De falske forkyndere påstod, at de på ingen måde fornægtede Kristi lære men kun gjorde det lettere at nå til fuldkommenhed. Er det ikke lig det, der mange steder forkyndes i dag? der omfatter lige fra at krybe på knæene så og så langt, til at fastsætte visse krav som at fornægte retten til at spise visse ting, evt. på visse dage. Eller at bede længe med mange ord osv. Eller vi sætter troen på Jesus i forbindelse med filosofi, mysticisme, discipliner og ritualer. Eller forsøger at blande kristen tro med udøvelse af yoga eller meditation. Alt sammen for at nå et ”dybere liv”. Ganske som menigheden i Kolossæ, og som den fik et brev fra Paulus om, at på den måde kasserede de, hvad Jesus havde gjort for dem. Ville de frelse dem selv ved visse gerninger, var Kristus jo død forgæves for dem. Er han også død forgæves for os? Det er han, dersom vi glemmer, at Gud Fader ved Jesus ”friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige.” 1:13.

Paulus bruger stærke ord for at få folkene i Kolossæ til at forstå, hvor herlig og fuldkommen Guds frelse ved Jesus er. Læser vi Paulus´ brev igennem, finder vi, at han ofte bruger ord som: fylde, fuldkommen og komplet, når han taler om frelsen i Jesus. Og han skriver, at Jesus er almægtig Gud og er før alt, og alt består ved ham (1:17). Derfor har vi ikke brug for hjælp af mellemmænd eller engle eller magter eller aristokratiske ledere. Vi har kun behov for at blive forenet med Jesus Kristus i et vidunderligt, levende fællesskab. Og i 2:10 står, at i hans fylde har vi del. Tager vi imod ham, fylder han os med sin egen fylde, og skal ikke søge andet eller andre steder hen.

Paulus nøjedes ikke med blot at undervise menigheden i Kolossæ om Jesus Kristus (2. kap), men var også omhyggelig med at advare om alle de falske lærdomme, der forsøgte at indføre en forvrænget kristendom. Forkert lære leder til, at vi lever et forkert åndeligt liv. Paulus siger i dette brev, at Jesus Kristus skal være med i alt, hvad vi gør. Og er han den største for os, vil vi herliggøre ham ved at leve et rent liv og søge at tjene ham på bedste måde. Uden hans ord styrer os i det, vi gør, er vor kristendom til ingen nytte for os.

Vi har et stort behov for at læse kolossenserbrevet og drage nytte af det, der står, og lade Paulus´ ord være os en advarsel: ”… at ingen skal bedrage jer med overtalende ord.” 2:4.

En tro, der ikke bygger på Jesus


”Vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus”. 1:4. Nogle tror på troen og søger at gøre den større og holder ligesom øje med, når den er stor nok. Der er i dag en form for tro, som ikke er bygget på Jesus men på populære ord og sange om tro og tilbedelse. Og der er en opfattelse af, at blot vi synger om det og tror på troen, er vi sikre. Men vi må være sikre på, hvad vi tror på. Menigheden i Kolossæ troede på Jesus Kristus. En missionær, der var ved at oversætte Bibelen til de indfødte, manglede et ord for tro. Endelig fandt han frem til at oversætte det til, at tro er lig med at læne hele sin vægt på det, man stoler på. Det er en sådan tro, Gud velsigner.

De falske agitatorer var kommet for at ødelægge Kolossæ menighedens tillidsfulde tro på Jesus Kristus og på hans ord. Det samme sker i dag. Vor tillidsfulde tro ødelægges ved falsk lære, fordi mange da ikke har noget at ”læne sig til”, som de har tillid til. De er derfor rede til at gribe efter alt det, der siges at kunne være en støtte. Men det er kun troen på Jesus Kristus, vi trygt kan læne os til og opleve, at den kan vi stole på i både liv og i død.

Men det var ikke alt, der stod dårligt til i menigheden i Kolossæ. ”Vi har hørt om jeres tro”, siger Paulus. 1:4. Levende tro kan ikke skjules, som et lys på stagen heller ikke kan skjules. Men de falske forkyndere hørte også om deres tro og strømmede dertil for at indføre deres synspunkter. Er vi levende kristne, vil de som forkynder falsk lære, også søge os. Den onde, som står bag ved forførelserne, ved hvor han skal sende folk hen for at forsøge at ”kvæle” den levende tro.

De falske forkyndere lovede menigheden i Kolossæ, at de skulle lære at ”kende.” Ord om kundskab, visdom og åndelig forståelse var en del af deres taktik til at forføre folket. Vi ser her, hvorledes Satan bruger de samme vendinger, mennesker i forvejen er kendt med.

Længe før disse vranglærere kom til menigheden, havde Paulus over for den brugt samme ord og i v. 6 mindet dem om, at de havde jo lært Guds nåde at kende. Men også, at der var meget mere, de måtte lære at kende om ham, som alene kunne frelse dem. Det er, som han minder dem om, at det ikke er nye, åndelige oplevelser, de trænger til, thi I er jo fuldkomne. (2:10.) Og siger til dem, at de trænger til at vokse. Og eftersom de vokser, kommer de til at kende Guds vilje. Gud ønsker, vi vil lære hans vilje at kende. (Ef. 5:17.) Og Gud har vist os sin vilje. (Joh. 15:15.)

Fyldt af Ånden


I nytestamentlig sprogbrug betyder det at være fyldt at være kontrolleret af. Er vi fuld af vrede, er vi kontrolleret af vrede. Er vi fuld af selvmedlidenhed, bliver vi kontrolleret af den. Og er vi fyldt med Ånden, er vi kontrolleret af Ånden.

Men hvorledes når vi frem til at være fyldt af Ånden og til at forstå, hvad der er Guds vilje? Det fortæller Paulus os i 1:9. En bogstavelig mening af dette vers er, at Helligånden lærer os, at vi skal underlægge os det, som Ordet siger. (Joh. 14:26 og 16:13.) Gør vi det, får vi den visdom og indsigt, der er nødvendig til at forstå, hvad der er Guds vilje. Og retter vi os derefter, vil han fylde os visdom og indsigt. Paulus opfordrede ikke menigheden i Kolossæ til at vente på, at de skulle høre stemmer eller få specielle åbenbaringer, men bad om, at de måtte få en dybere forståelse af, hvad Guds ord sagde til dem.

Jesus er vor frelser, fordi han udfriede os fra mørket. (1.Kol. 13.) Kort sagt betyder disse ord, at han udfriede os fra syndens følger. Vi var fortabte og bundne i synd uden mulighed for at kunne løse os selv. Men Jesus satte os i frihed og førte os ind i Guds lys. Gud udfriede Israel ud af Ægypten og førte dem til det lovede land. Således førte han også billedligt os ud af Ægypten og ind i det forjættede land.

Han forløste os. (1:14) Ordet forløse betyder at sætte en fange i frihed ved at betale en løsesum. Det var Guds hellige krav, Jesus opfyldte, så vi kunne undslippe mørkets rige og blive sat over i Guds rige. Og Satan ved, at vi har brudt Guds hellige love og anklager os og søger ved disse anklager at holde os i sit fangenskab. Men fordi løsesummen blev betalt på Golgata, bliver vi ved tro på Jesus sat i frihed. Israel måtte i Ægypten smøre blod af et lam på dørstolpene, for at dødens engel skulle gå dem forbi. Der er udgydt bedre blod til at sikre os, at dødens engel går os forbi. Jesus er Gud fra evighed af, og det er hans blod, der forløser os fra al vor synd og sætter os som fuldkomne over i Guds rige.

Ved de falske lærer fik menigheden i Kolossæ en fordrejet forestilling om Jesus. Derfor skrev Paulus i v. 15, at han er førstefødt forud for al skabelse. Førstefødt betyder her den første af alle. David var ikke den førstefødte af sønnerne, men alligevel nævnes han som førstefødt (Salme 89:30). Jesus er ikke skabt men er evig Gud og har været det fra evighed af og derfor den første.

Gud besluttede, at hele fylden skulle bo i ham. (1:19.) Vi ser i den græske tekst, at denne fylde ikke blev ham givet, men at den var hans natur. Hans fylde er en evig tilstand. Derfor kan vi modtage af hans fylde. (Joh. 1:16 og Kol. 2:9.)

”Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer” siger Paulus i 1:24. Han var ikke skamfuld over sine lidelser, thi de var for ham et bevis på, at han tjente Jesus. Paulus følte fællesskab med Jesus i sine lidelser. (Filp. 3:10.) Og han vidste, at hans ophold i fængslet i Rom var på grund af hans kald til at føre hedningerne til Jesus.

Paulus arbejdede hårdt for at kunne fremstille hvert menneske ”som fuldkommen i Kristus”, Kol. 1:28. Vejen til det er, at vi stadig har for øje at blive opbygget og rodfæstet i troen (2:7). Vi skal lade os lede frem til de voksnes stade (Hebr. 6:1.) Satan ved, hvad det vil betyde for os, og han gør, hvad han kan for at standse os og få os til at se os tilbage. Men han er en løgner, som altid vil forvrænge Gud sandheder for os for at få os til at fare vild. Vi begyndte i tro, og vi skal fortsætte i tro og ikke lytte til hans løgne.

”Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer”. 2:8. Bogstaveligt står der: Vær forsigtig, at ikke nogen skal føre jer bort som en fange! De falske agitatorer, der kom til Kolossæ, førte mange i menigheden bort som fanger i ”verdslig visdom og tomt bedrag.” De blev taget til ”fange”, fordi de havde glemt at adlyde advarslerne fra Gud.

Paulus måtte lære menigheden at vende sig fra de ”yderliggående” overleveringer. (Jf. Gal 1:14.) Han kasserede disse som noget, der ikke er nyttig til nogen ting, kun skadelig. Traditioner har intet med Gud at gøre men er noget, der er tillagt af mennesker. (Se Matt. 15:1-20.) Og det er noget helt andet end at være fyldt af Ånden.

Ligesom vi er ét


Vi er herliggjort i Kristus (Kol. 3:4.) Kristus sidder ved Faderens højre hånd, men en dag kommer han og tager sit folk hjem. (1.Tess.4:13-18.). Da bliver vi synlig herliggjorte. Paulus skriver i Rom. 8:30, at vi nu og her allerede er herliggjort. Men det er en herlighed som først bliver synlig, når Jesus henter sit folk hjem til sig. Da opfyldes Jesu ord: ”Den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét.”* Joh. 17:22.

* Den enhed, der her er tale om, er ikke den menneskegjorte, religiøse enhed, der arbejdes for her i endetiden. Vi må huske, at Jesus sagde: ”ligesom vi er ét.” Det er den eneste form for enhed, Gud godtager. Denne enhed formes vi til, når vi har: ”sindet rettet mod det, som er oventil, ikke mod det, som er på jorden.” Kol. 3:2. Og det er den, vi skal længes efter og arbejde for.

Da Israel efter udgangen af Ægypten kom til det lovede land, nægtede de på grund af vantro at gå derind. Da måtte de vende om, og hele generationen fra 20års alderen og opefter omkom i ørkenen. Kun Josva og Kaleb, som stolede på Guds løfter, fik lov at komme ind i det land, Gud havde lovet dem.

Mange har sikkert deres tanker og sind i Himmelen, men når de møder vanskeligheder, har de ikke en større tro, end Israels folk, da de måtte vende om til en ny ørkenvandring. Vi elsker at høre noget positivt og at synge om sejrens løn derhjemme, og vil helst undgå at læse og høre om advarslerne, som dem Paulus omtaler i 3:5-7. ”Utugt, urenhed, begær, ond lyst….”, som skal overgives til døden.” Visse lande har den praksis at hugge den hånd af, der stjæler. Men det er jo ikke hånden, der er noget i vejen med, det er hjertet. Derfor må Gud ved sin kraft forandre vort hjerte og sind. Og det gør han, når vi kommer til tro på ham (og læner os til ham og ikke til verdensmagterne). Men vil vi ikke lade os rense og afstå fra det, Guds ord viser er synd, falder hans dom, ganske som over israelitterne, som Gud havde ladet se så mange store undere og havde taget hånd om i alle vanskelighederne i ørkenen. Måske har Gud gjort noget stort i dit liv, men vil du blive i bestemte synder og ignorere Guds advarsler, da falder dommen også over dig. Thi da er du ikke i Kristus.

I 3:9 advarer Paulus menigheden mod at lyve for hverandre. Satan er en løgner (Joh. 8:44.) Lyver vi, samarbejder vi med ham og har altså mørke, urene pletter, som vi ikke vil renses fra. Gud dømte Ananias og Saphira på grund af deres løgne, og de faldt døde om. (Ap.g. 5.kap.) Det er et eksempel der viser, hvorledes Gud ser på løgnen. Også derom er Bibelen fuld af advarsler. Hører vi ikke på dem og ikke vil slippe vore synder, er det vor egen skyld, dersom vi ikke når målet, at være ét med Kristus.

Kristne er noget specielt


”Lad Kristi ord i rigt mål bo hos jer.” 3:16. Det betyder, at ordet skal have sit faste hjem hos os og fylde hjerte og sind, så ordet er en kilde, der hele tiden forfrisker os. Vi står i fare for at gøre som folkene i Kolossæ, der tog menneskemeninger til sig og lod dem fylde pladsen, som alene tilhører Gud. Ordet viger i dag mange steder for underholdning, og gudsfrygt viger for en kristen livsstil. Og mange af de nyere følelsesladede salmer og sange, der bliver sunget i dag, er skrevet af folk, der kender meget lidt til Bibelen. Men salmer og sange skal påminde os om Guds ord, så vi med taknemlighed fylder vore hjerter med det, der er her oventil. (V. 16.) ”Alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham.” 3:17.

Benævnelsen kristne blev først brugt som en identifikationsnavn på, at de første kristne hørte sammen med Kristus. Gør vi som kristne noget forkert, lægges det også til Kristi navn. Og da vanæres Jesu navn i verden for vor skyld.

Du kan fortælle verden, at du er dit eller dat, og det er uden betydning. Men fortæller du, at du er en kristen, forventer verdens mennesker, at du da er noget specielt. Og kristne er noget helt specielt. De er kaldt ud af verden for at være et helligt folk. Vi skal være som en vare med en eksklusiv varemærke, som folk forventer noget af. Er denne ”vare” ikke af samme kvalitet som mærkets navn, bliver folk skuffede, og der sættes en plet på Jesu navn.

”Jeres tale skal altid være vindende, krydret med salt, så I ved, hvorledes i skal svare enhver.” Kol. 4:6. Der er kraft i Guds ord. Og det skal der også være i vore ord, uanset om det er mundtlig eller skrevet. Det er sagt, at for hvert ord, Hitler skrev i sin bog Mein Kampf, mistede 125 mennesker livet i 2.verdenskrig. Men for hvert et ord Jesus talte, er der en stor skare, som har fået evigt liv. Vore ord har betydning. De sætter spor, negativt eller positivt. Vor tunge er som en ild, der kan sætte hele verden i brand (Jak. 3. kap.) Den har både kraft til at ødelægge og til at glæde og velsigne.

I Kol. 4:3 beder Paulus om, at han måtte kunne forkynde Kristi hemmelighed, for hvis skyld han er i lænker. Læg mærke til, at han ikke beder om, at fængselsdørene skal åbnes, men at han måtte kunne forkynde Kristus. Det var for Paulus af større betydning at tale om Kristus end at være en fri mand. Kristi hemmelighed, som Paulus viser hen til, består i at Gud rakte sit ord videre til hedningerne, da jøderne ikke ville tage imod det. Jøderne var jaloux over dette og ville standse Paulus, eller ville i det mindste, at hedningerne skulle konvertere til jødedommen, før det kunne ske.

Vi læser i Filp. 1:12-14: ”Jeg vil, at I skal vide, brødre! at det, der er sket med mig, snarest har fremmet evangeliet. Derved er det nemlig blevet klart for hele livvagten og alle de andre, at det er i Kristus jeg bærer mine lænker. Og de fleste af brødrene er ved mine lænker blevet så tillidsfulde i Herren, at de med større mod forkynder Guds ord uden frygt.” Nogle vælger at bruge store pengesummer for at bygge et krystalpalads for deri at forkynde Ordet. Men Gud vælger måske en ”fængselscelle”, hvor en kristen sidder ”lænket” fast, måske til en sygeseng eller et dårligt helbred. Da Paulus fremstilledes som fange for den romerske præsentant, blev hans ord hørt. Og vi ved, at der endog i kejserens hushold var nogle blevet kristne (Filp. 4:22.) Kristne er et udvalgt og udkaldet folk, der er som lys i verden, dersom de ikke er bange for at leve efter Ordet.

Hvordan udfører vi det arbejde for Herren, vi er sat til?


”Vær udholdende i bønnen og årvågne i den med taksigelse.” 4:2. Er vore bønner udholdende, og er vi årvågne i dem med taksigelse? Hvad var der at takke for i Paulus´ situation i fængslet? Paulus kunne se det, og ingen har som han takket Gud og opfordret andre til at takke og ære Gud. I sin lænker skrev han nogle af sine skønneste breve, som vi i dag takker Gud for. Og det var ikke selviske mål, han bad for, men at menighederne måtte få del i Kristi fylde og vokse op til modenhed.

Jeg tænker på Jonas, som blev vred over, at Gud skånede Nineve, da de omvendte sig, og ikke syntes, der nu var mere at leve for. Men Herren spurgte ham: ”Er det med rette du er vred?” Så bød Gud en oliepalme skyde op og skygge over hans hoved for at tage hans mismod, og Jonas glædede sig ved den. Men næste dag lod Herren en orm stikke olieplanten, så den visnede. Og da solen stod op, rejste der sig en glødende ørkenstorm, og solen brændte Jonas, så han ønskede sig døden, idet han tænkte: ”Jeg vil hellere dø end leve. (Jonas 4.kap.)

Hvilken forskel imellem Paulus og Jonas, der begge havde en opgave at udføre for Herren. Vi har også en opgave. Hvordan udfører vi den? Er vi som Paulus, der arbejdede og takkede Gud trods sine lænker? Eller er vi som Jonas og bliver vred, når det ikke går som vi har forestillet os? Der findes vist mange kristne, som ligner Jonas, og kun få, der ligner Paulus.

Vi glæder os over Paulus´ brev til menigheden i Kolossæ. Og måtte det også kunne siges om os, at vi har så stor en tro, at nogle ville takke Gud derfor (jf. 1:3-4).


Debat: Et brev fra Paulus

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Assorteret

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation