At leve i verden men ikke som verden

af Jane Normann Hoffmann
Lagt på d. 08/06-02



(fortsættelse af Tilbedelse)

1. Mosebog kap. 18 , 20


Da sagde HERREN: Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar. 21 Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished! 22 Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev stående foran Abraham. 23 Og Abraham trådte nærmere og sagde: Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse? 24 Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde. 25 Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret? 26 Da sagde HERREN: Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet! 27 Men Abraham tog igen til Orde: Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske! 28 Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld? Han svarede: Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den. 29 Men han blev ved at tale til ham: Måske findes der fyrretyve i den! Han. svarede: For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være. 30 Men han sagde: Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den! Han svarede: Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den. 31 Men han sagde: Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre: Måske findes de tyve i den! Han svarede: For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den. 32 Men han sagde: Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den! Han svarede: For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den. 33 Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.

Kapitel 19


1 De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik øje på dem, stod han op og gik dem i møde, bøjede sig til Jorden 2 og sagde: Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls hus og tvæt eders fødder; i morgen tidlig kan I drage videre! Men de sagde: Nej, vi vil overnatte på gaden. 3 Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans hus; derpå tilberedte han dem et måltid og bagte usyrede kager, og de spiste. 4 Men endnu før de havde lagt sig, stimlede byens folk, indbyggerne i Sodoma, sammen omkring huset, både gamle og unge, alle uden undtagelse, 5 og de råbte til Lot: Hvor er de mænd, der kom til dig i nat kom herud med dem, for at vi kan stille vor lyst på dem! 6 Da gik Lot ud til dem i porten, men døren lukkede han efter sig. 7 Og han sagde: Gør dog ikke noget ondt, mine brødre! 8 Se, jeg har to døtre, der ikke har kendt mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit tags skygge! 9 Men de sagde: Bort med dig! Her er den ene mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem! Og de trængte ind på manden, på Lot, og nærmede sig døren for at sprænge den. 10 Da rakte mændene hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede døren; 11 men mændene uden for porten til huset slog de med blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde porten. 12 Derpå sagde mændene til Lot: Hvem der ellers hører dig til her, dine svigersønner, dine sønner og døtre, alle, som hører dig til i byen, må du føre bort fra dette Sted; 13 thi vi står i begreb med at ødelægge stedet her, fordi skriget over dem er blevet så stort for HERREN, at HERREN har sendt os for at ødelægge dem. 14 Da gik Lot ud og sagde til sine svigersønner, der skulle ægte hans døtre: Stå op, gå bort herfra, thi HERREN vil ødelægge byen! Men hans svigersønner troede, at han drev spøg med dem. 15 Da morgenen så gryede, skyndede englene på Lot og sagde: Tag din hustru og dine to døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved byens syndeskyld! 16 Og da han tøvede, greb mændene ham,.hans Hustru og hans to døtre ved Hånden, thi HERREN ville skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i sikkerhed uden for Byen. 17 Og idet de førte dem uden for byen, sagde de: Det gælder dit liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i Jordanegnen, men red dig op i bjergene, for at du ikke skal omkomme! 18 Men Lot sagde til dem: Ak nej, Herre! 19 Din træl har jo fundet nåde for dine øjne, og du har vist mig stor godhed og frelst mit liv; men jeg kan ikke nå op i bjergene og undfly ulykken; den indhenter mig så jeg mister livet. 20 Se, den by der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit liv er frelst! 21 Da svarede han: Også i det stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den by, du nævner; 22 men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen! Derfor kaldte man byen Zoar. 23 Da solen steg op over landet og Lot var nået til Zoar, 24 lod HERREN svovl og ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN, fra himmelen; 25 og han ødelagde disse byer og hele Jordanegnen og alle byernes indbyggere og landets afgrøde. 26 Men hans hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en saltstøtte. 27 Næste morgen, da Abraham gik hen til det sted, hvor han havde stået hos HERREN, 28 og vendte sit blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han røg stige til vejrs fra landet som røgen fra en smelteovn. 29 Da Gud tilintetgjorde jordanegnens byer, kom han Abraham i hu og førte Lot ud af ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i.

Denne beretning er blevet bevaret i tusinde af år, og det er ikke tilfældigt, det er for at vi skal vide dels hvordan handler Gud når han ser en synd så stor, og dels har beretningen stærke paralleler til vores tid. Ofte har vi kigget os omkring, eller slukket for endnu en TV avis, og sagt til os selv ”hvornår er målet fuldt?” Hvornår er skriget fra jorden så stor at Gud må, som han har sagt han vil, ødelægge denne jord og alt hvad der er på den for at genoprette det hele til det, som han oprindelig havde tænkt?

Først vil jeg dog lige vende tilbage til Lot og hans familie. Som jeg sagde sidste gang, så er der nogle væsentlige elementer i denne beretning, som vækker undren:

Lot og hans familie viste sig at være de eneste retfærdige i Sodoma og Gomorra. Hvordan kunne de holde det ud? De var tilflyttere til byen, men der står også at Lot sad i porten. Som tidligere nævnt, var de mænd, der sad i byporten, blandt de bedrestillede/toneangivende i byen. Lot må, som den retfærdige han var, have været i et dilemma: Hvordan kan jeg være en del af samfundet og samtidig være en guds mand? Mon ikke vi kender det dilemma?

Jesus siger til os at vi skal være i verden, men ikke som verden - det er egentlig det samme dilemma!

Nøden og synden i denne tid verden over, kan ikke have stået meget tilbage for Sodoma og Gomorra. Tiden nærmer sig hvor bægeret er fyldt, og Guds retfærdige vrede må ramme jorden. I modsætning til Lot, ved vi fra ordet at det skal ske. Vi har derfor en forpligtelse, ja ligefrem en befaling fra Gud om at forkynde Hans budskab om synd, dom og frelse. Hvordan forener vi det med vores hverdag i et samfund, som slet ikke kender Gud? Som reagerer voldsomt på navnet Jesus? Hvor vi risikerer at blive til grin, og hvor det kan have indflydelse på vores umiddelbare hverdag.

Hvordan kan vi gøre det? Gennem tiden er forskellige modeller forsøgt:

Vi hyrer en vækkelsesprædikant til menigheden.
Vi laver en kampagne
Vi deler traktater ud
Vi har gademøder
Osv.

Det er alt sammen meget godt, men er også forbundet med spot og spe og for nogle af måderne er løbet kørt. Men det er også kun én side af sagen, måske oven i købet den mindst væsentlige.

Den anden side af sagen er nemlig den daglige adfærd og holdning. Kan Jesu væsen ses i os?
Hvordan undgå vi at hverdagen tager over? Hvordan er vi i verden uden at være en del af verden og uden at indtage en farisærisk, selvretfærdig holdning? Nogle gange kan der være en tendens til, i kristne kredse generelt, at verden derude er ond og vi skal holde os langt væk fra dem? Men var det det Jesus gjorde? Han elsker mennesker, også selv om de ikke var som de burde. Han omgikkes mennesker, som de fleste af os ville holde os langt borte fra.

Gud er nødt til at reagere på synden, men Han elsker synderen. Gud kan ikke gå imod sit ord. Gud ønsker i den grad samfund med mennesker. Han ønsker samvær med os, os alle sammen, også syndere. Jesus gav sit liv for hele skaberværket. Han vil ikke nogen synders død.

Der blev spurgt: Vil du virkelig udrydde de retfærdige med de gudløse? - Nej, tværtimod Gud ville, selv hvis der kun var 10 retfærdige skåne byen. Eller Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!


Lot fik kun en dags varsel om at Gud ville udslette Sodoma og Gomorra, han havde ikke så meget missionsmulighed som vi har i forhold til at vi ved vi lever i de sidste tider. Men han havde også en hverdag. Og som vi læser det har han ikke blandet sig i befolkningens levevis, måske fordi han ikke var parat til at betale den pris, der utvivlsomt ville have været, måske fordi han ikke turde, måske fordi han tænkte på sin familie. Vi ved det ikke. Men vi ved at han levede i det miljø uden at fortælle om Gud, for der står:

Men de sagde: Bort med dig! Her er den ene mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!

Læg i øvrigt mærke til at der står at Lot både havde sønner og døtre, men det var kun døtrene og hustruen, der kom med. Læg også mærke til at de kommende svigersønner også fik budet, men at de tog ikke advarslen alvorligt.

Læg også mærke til at Gud kom Hans løfter til Abraham i hu, og at det var disse løfter der reddede Lot og han nærmeste.

Læg desuden mærke til at Gud sagde ”Jeg kan intet gøre før I er ude af byen” Der står kan ikke vil?

Vi kan lære meget af denne beretning og det er lige præcis meningen med at den er tilgængelig for os den da i dag.

Vi kender vejen til også i hverdagen at være der hvor Gud ønsker vi skal være og være som Gud ønsker vi skal være. Opgaven er stor, høsten er moden men høstarbejderne er få.

Lad os tage de mange løfter vi gennem tiderne har givet Jesus alvorligt, lad os ikke falde tilbage i den samme trummerum, men lad os dagligt forny os i vores ånd. Lad Gud få sin vej med os på alle områder, lad der ikke være noget rum i vores hjertes hus, som ikke er tilgængeligt for Jesus.

Jeg tror, at det der er så vanskeligt for os at få hul på, så at sige, i hverdagen, vil komme ved daglig bøn og overgivelse af et oprigtigt hjerte. Kun på den måde kan vi blive vingrene der bærer frugt og ikke de grene der fortjener at blive skåret af og kastet i ilden.


Debat: At leve i verden men ikke som verden

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Assorteret

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation