Jesus, Guds Lam
af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 07/12-01
Udskriv
OversigtSynd er vantro. (Joh. 16:8-9.) Dvs. at synden består i, at mennesket river sig løs af afhængigheden til Gud og i stedet lever sit eget, selviske liv. Synd er i GT beskrevet med ordene hattãt, som betyder at forfejle et mål, tage fejl af vejen, gøre fejltrin, forse sig. Eller awon, som betyder overtrædelse, misgerning. Eller pæsja. At vende sig mod Gud i åbent oprør, frafald. Og i NT bruges bl.a. ordet hamartía, der betyder at forfejle sit mål, skyde fejl (f.eks. med en pil), fejltrin, forséelse, synd. Eller anomía, som er lovbrud, lovløshed eller misgerning. Eller paráptõma, som er at falde ved siden af, overtrædelse, fejltrin.
Alt dette er synd, der er rettet mod Gud og en modsætning til et liv i Guds hellige kærlighed. (Matt. 22:37.) Menneskehjertet er frafaldent fra Gud (Sal. 51:7-12) og ulydigt mod Guds vilje. (Mark. 7:21-23.) Som følge af denne ulydighed kommer Guds vrede over synderen. Mennesket står helt fra fødselen af i et forkert forhold til Gud. (Joh. 14:4 og Rom. 5:12-21.)
Denne medfødte, onde tilbøjelighed har vi fået i arv som efterkommere efter Adam. Synden kom ind i verden ved Adams fald, og spredte sig siden til hele menneskeslægten. (Rom. 5.kap.)
Synden er en magt, der hersker over det faldne menneske. (Rom. 3:9-10 og 5:12-21.) Det faldne menneske tjener synden. (Rom. 6:6-20.) Ved loven bliver et menneske bevidst om sin synd (Rom. 7:7-13), der føles som slaveri. (Rom. 7:14-24.) Synden medfører skyld (Matt. 6:12), som igen medfører straf. (1.Moseb. 3.kap.) Syndens konsekvenser er ophævelse af livssamfundet med Gud (Rom. 1:18-32) og skaberværkets forgængelighed. (Rom. 8:20.) Og det førte til, at sygdom, smerte, sorg og død kom ind i verden.
Så kommer vi tilbage til ordene om Guds Lam, som bærer verdens synd. Syndens magt, skyld og straf kan kun blive taget bort ved soning ved, at Guds Søns blod renser os fra al synd, og ved tro og tillid til, at Guds Lam er vort syndoffer.
Har vi brug for beskyttelse mod onde ting, er det alene Gud, der kan bevare os og sætte englevagt om os, og ikke blodet som sådant.
Der står i 3.Moseb. 17:11, hvad blodets formål er: Jeg har givet jer det til brug på alteret til at gøre soning for jeres sjæle. Her lærer vi, at synd kun kan sones ved, at en anden udgyder sit blod i vort sted.
Og lad os læse, hvad HERREN sagde til Jeremias: Så siger hærskarernes Herre, Israels Gud: Gør jeres veje og jeres gerninger bedre, så vil jeg lade jer bo på dette sted. Stol ikke på løgnagtige ord som lyder således: Her er Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel! Men hvis I virkelig bedrer jeres veje og jeres gerninger… da skal jeg lade jer bo på dette sted, i det land, jeg gav jeres fædre i al evighed. Se, I stoler på løgnagtige ord, som intet gavner. Kan I virkelig …brænde røgelse for Baal og følge andre guder, som I ikke kender, og så komme og stå for mit åsyn i dette hus, som er kaldt ved mit navn, og sige: Vi er frelst! for så at gøre alle disse vederstyggeligheder? Jer. 7:2-5 og 7-10.
Vi hører her et genklang fra dem, der siger, at når blot de siger, de dækker sig under blodet, er de beskyttede. Blodet er, som vi så før, givet os til soning for vor synd og ikke til beskyttelse.
Er vi som Israels folk, der stolede på Herrens tempel i stedet for på Herren selv? Templet, uden Gud var i templet, hjalp ikke Israel. At søge dækning i blodet hjælper heller ikke, hvis ikke Gud giver kraft til blodet. Det er Herren vor Gud, der alene kan beskytte og bevare os. Vi kan ikke betragte Jesu blod som en slags amulet. Bibelen lærer ikke om en sådan form for beskyttelse.
Jesu blod udgydt på alteret (Golgata) soner alle menneskers synder. (Kol. 1:20, Heb. 9:12, 1.Joh. 1:7 og Åb. 1:5 og 7:14.) Men vi kan ikke adskille blodet fra Guds Lam. Det er fra Lammet, al kraft udgår. Billedsproget om blodet i NT viser tydeligt, hvor afhængig NT er af offerordningerne i GT. Tænk over ordene Thi vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus. 1.Kor. 5:7.
Jesus bliver her i gammeltestamentligt sprogbrug omtalt som det Guds Lam, som bliver slagtet for alle menneskers synder. (Joh. 1:29.) Kristi dyrebare blod har dermed den største værdi for en synder, fordi det har kraft til at frelse fra synd. (1.Pet. 1:18f.) Hans blod har større værdi end sølv og guld, thi kun det kan bruges som løsesum til at købe en synder fri fra syndens dom. (Matt. 20:28 og 1.Kor. 6:20.)
I Matt. 22:18 står der: Jesus mærkede deres ondskab og sagde: Hvorfor frister I mig, I hyklere?Det var farisæerne, der granskede Guds ord, som Jesus kaldte hyklere. Vi kan også let komme til at friste Gud, dersom vi som fariaæerne ikke kaster menneskemeninger bort og lade Bibelen oplære os.
Ordet hyklere kommer fra det græske hypokrités, der betyder skuespiller. En hykler giver sig ud for noget andet, end han egentlig er. Farisæerne var ikke hyklere i den mening, vi ofte lægger i ordet, nemlig for bevidst at ville narre andre. Fariserne troede fuldt og fast, at deres selvgjorte retfærdighed blev godkendt af Gud, når de opfyldte loven ved deres gerninger. En kristen kan falde i samme synd (Matt. 6:2-5 og Luk 12:1) ved at forstille sig som en god kristen i menigheden, samtidig med at han lever i uopgjorte synder både overfor Gud og mennesker. (1.Peter 2:1 og Gal. 2:13.) Gud velsigner ikke, at vi går selvvalgte veje og så blot dækker os under blodet.
Gud ser, hvad der er til vort bedste og fører os ad sine egne veje. Hvem kunne tro, at da Josef blev solgt af sine brødre og i mange år var slave i Ægypten, at Gud da var med ham? Men til sin tid ophøjede Gud ham og brugte ham i sin plan. Eller tænk på Moses, der måtte opholde sig 40 år i ørkenen, før Gud kaldte ham og gav ham opgaven at føre Israel ud af Ægyp-
ten. Eller Daniel, der måtte opleve at blive kastet i løvekulen, før Gud gav ham indsigt i, hvad der skulle ske med hans folk fremover. Og tænk på vejen, Jesus selv og dernæst hans disciple måtte gå.
Uden at tænke over det er vi onde. Det ligger så dybt i os og præger alt, hvad vi gør i en eller anden grad. Og fordi vi kender Skrifterne så lidt, som vi gør, tager vi ofte imod ubibelske lærdomme og kommer til at tro, at når Gud er hellig, så er Guds tempel det også og glemmer, at uden Gud er templet intet værd.
Farisæerne og de skriftkloge sagde til Jesus: Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker jo ikke deres hænder, når de holder måltid. Matt. 15:2.
Sådan sætter I Guds ord ud af kraft af hensyn til de regler, I har overtaget og givet videre. Og meget andet af samme slags gør I. Mark. 7:13.
Pas på, at ingen fanger jer med visdomslære og tomt bedrag, som hviler på menneskers traditioner… og ikke på Kristus. Kol. 2:8.
Også i dag skal vi passe på ikke at blive indfanget i en eller anden visdomslære, som ikke har rod i Skriften.
Lad vore øjne være fæstede på JESUS! Thi HAN er Skaberen, der lod sig føde som menneske af en israelitisk kvinde for omkring 2000 år siden. I Joh. 1:1-3 står der: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved ham, og uden ham er der intet blevet til af alt det, som er.
Jesus selv var fra evighedsdage og uden begyndelse. Alt, er skabt ved ham. Og han er Herre over alt det, han har skabt.
I Salme 33:6 står: Himlene blev dannet ved Herrens ord og hele deres hær ved hans munds ånde.
Vi kan ikke rumme den dybde, der gengives i sådanne ord, blot gribe dem i tro.
Og vi forstår knap dybden i disse ord: Aldrig har nogen set Gud; men den enbårne Søn, som selv er Gud, han har forklaret ham. Joh. 1:18.
Dermed siger Johannes, at forbindelsen mellem Sønnen og Faderen er fuldkommen.
Guds planer fra evighed af blev til virkelighed i hans time, da Messias trådte frem. I Jer. 23:5-6 står: Se, dage kommer, siger Herren, YAHW da jeg skal oprejse en retfærdig spire for David, Kongen, Jesus Kristus som skal være konge og gå frem i visdom og skaffe ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda blive frelst og Israel bo trygt. Og det er navnet, som han skal kaldes med: HERREN YAHW VOR RETFÆRDIGHED.
Vi har brug for, at Herren er vor retfærdighed, thi vi har ingen selv. Jesus siger, at de onde tanker kommer fra menneskets eget hjerte. (Mark. 7:20f, Jfr Matt. 7:11.) Det onde råder over mennesket nærmest som med en fremmed lov. (Rom. 7:15-25.) Udfrielsen kan derfor kun ske udefra - ved Kristus Jesus. (Rom. 8:1.)
Vi kan ikke hindre det onde i at udfolde sig i os ved at dække os under blodet. Vi må lære af Guds påbudte ofringer i GT. Og at der i NT står: Og efter loven bliver næsten* alle ting renset med blod, og uden blodsudgydelse opnås ingen tilgivelse. Hebr. 9:22.
* Næsten alle ting betyder, at noget blev renset ved vand og ild. Men i henhold til loven kan synder ikke tilgives uden ved et blodoffer. Derfor sker Guds tilgivelse på grundlag af, at Jesu blod blev udgydt for os på Golgata som et syndoffer og efter forbillederne stænket på nådestolen i Himmelen.
Tænk, hvis nogen i den gamle pagt havde troet, at det var nok at sige: Jeg dækker mig under ofringen i templet! Kunne det have Guds behag? Nej, den der ofrede et syndoffer, måtte lægge sin hånd på offerdyret og bekende sine synder for at få soning for dem.
Omtalen af Jesus som Lammet henviser til denne stedfortrædende soningsdød. (Es. 53:7.) I Åb. omtales Jesus også som Lammet, ligesom slagtet. (Åb. 5:6.) Det viser, at Jesus i Himmelen stadig bærer mærkerne efter sin død som syndoffer for os.
Israels fædre dyrkede afguder. (Jos. 24:2.) I Labans hus var der husguder (terafim), som Jakobs hustruer tog med sig til Kanaan. (1.Moseb. 31:19 og 30.) I Egypten kom Israel i kontakt med en fremmed religion og lærte at dyrke kalve og meget andet. Men til dem, der vil være Guds folk, siges der: I skal være hellige, thi jeg, Herren jeres Gud er hellig. 3.Moseb. 19:2.
Og i 1.Peter 1.15-16 står: Men således som han, der kaldte jer, er hellig, skal også I være hellige i al jeres færd; thi der er skrevet: I skal være hellige, thi jeg er hellig! 1.Pet. 1:15-16.
Hvad menes der med, at vi skal være hellige?
Hellig er et hovedord i Bibelen, som bruges både om Gud og mennesker og ting. Hellig, hebr. qãdôsh, betyder afsondre, udskille, pletfri renhed og ophøjethed. Det tilsvarende græske ord er hagios, der betyder ophøjet over verden, som vækker forundring og respekt. Guds hellighed kommer klart frem i Es. 6. kap. i modsætning til, at mennesket er lille og ringe. Abraham følte sig som støv foran Gud. (1.Moseb. 18:27.) Selv de urene ånder betegnede Jesus som hellig. (Mark. 1:24.)
Jesu offerdød er ikke blot udtryk for Guds kærlighed til menneskene, men også for hans hellighed, som ikke kan tilgive synd uden ved et sonoffer.
Moseloven påbød dødstraf for dyrkelse af fremmede guder. (2.Moseb. 22:20.) Alligevel faldt Israel gang på gang.fra Gud og ofrede til andre guder. Og frafaldet blev endnu større, da de blev bosatte i det hedenske Kanaan, der dyrkede månegudinden Astarte og solguden Baal. (Dom. 2:1-5 og 6:25.) Selv Salomo lod sig forlede til afgudsdyrkelse. (1.Kong 11:4-6.) Je-
roboam I. opsatte guldkalve. (1.Kong. 12:28-33.) Baalsdyrkelsen blev fuldstændig udryddet af kong Jehu, men ikke dyrkelsen af guldkalvene. (2.Kongeb. 10:25-31.) Den assyriskbabyloniske kultur gjorde sig ligeledes gældende blandt Israels folk, også da de var i eksil. (2.Kongeb. 17:16 og Esek. 20:31.)
Der er mere end god grund til at tænke over det første bud. Du må ikke have andre guder ved siden af end mig. 2.Moseb. 20:3.
Gud gav sine love, skrevet i menneskenes hjerter, men synden svækkede disse indre, gudgivne bud så meget, at han også måtte give dem i skrevet form. Loven kræver kærlighed til Gud og villighed til at adlyde ham. Det første og største er, at vi skal holde os til ham alene og ikke have andre guder ved siden af.
Også i NT formanes vi til det samme. (1.Kor. 5:9-10, Gal. 5:19-21, 1.Pet. 4:3 og Åb. 21:8.) Her er brugt de græske ord eídõlon: billede, og eidõlolatreía: billedtjeneste og billeddyrkelse.
Luther skrev: Gud er den, som vi venter os alt godt af, og som vi tager vor tilflugt til i vor nød. Bliver blodet en gud, som vi tager vor tilflugt til i stedet for Herren den Almægtige, er det en afgud. Det er fra LAMMET, kraften udgår, og ikke fra blodet.
Israel lærte deres religiøse skikke, som Gud havde forbudt, af hedningerne. Og nogle af disse skikke førte de med sig, når de trådte frem for Herren. Når vi siger: Jeg dækker mig under blodet! og tror, vi derved er beskyttet, er det en fremmed, religiøs skik.Du må ikke ofre blodet af mit slagtoffer sammen med syret brød. 2.Moseb. 23:18. Brug af syret brød i forbindelse med slagtoffer var strengt forbudt. Syret brød er et billede på synd. Når vi fristes til at bede om blodets beskyttelse, er når vi ikke er sikker på, vi går den rette vej. Synd og surdej har evnen til at gennemtrænge alt med stor kraft. (Se bl.a. 1. Kor. 5:6.)
At Lammets blod blev udgydt betyder, at vi kan få vore synder forladte for hans navns skyld. Som omtalt før ser vi aldrig det omtalt som beskyttelse imod det onde eller imod vanskeligheder.
Lad os se på nogle ord fra Skriften: Dette er mit blod, pagtens, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Matt. 26:28.
…og at der i hans navn skal prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslag og begyndes fra Jerusalem. Luk. 24:47.
Ham giver alle profeterne det vidnesbyrd, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn. Apg. 10:43.
I hvem vi har forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse, efter hans nådes rigdom. Ef. 1:7.
Det er i Jesu blod alene, vi har forløsningen.
Er vi syndens tjenere, er vi under Satans magt. Men ved Guds nåde sendte han en forløser, som kan gøre os fri af denne magt. Bibelen bruger ofte ordet løsesum og løskøbt. Forløser er oversat fra det hebræiske goel, der betyder at genoprette en andens tabte rettigheder. Kristus kom som vor goel. Han forløste os fra alt ondt ved at betale en løsesum. Det siges klart i Sal. 78:35: Da huskede de, at Gud var deres klippe, og den Højeste Gud deres forløser. En forløser er altså en, der køber noget tilbage, som vi har mistet.
Ordet forløser eller genløser møder vi også i det græske apolutrosis, som er anvendt 9 gange i NT og altid i forbindelse med, at der betales en pris eller løsesum. Det fremgår tydeligt i Matt. 20:28, at vi forløses ved, at forløseren betaler en pris, vi ikke selv kan betale: Menneskesønnen kom ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene, og for at give sit liv som løsesum for mange. Se også 1.Tim. 2:6 og Job. 33:24.
Der er mange steder i NT, hvor Kristus er omtalt som løsesum eller som en pris, der køber os fri fra den skyld, vi ikke kan fri os selv ud fra. Se Apg. 20:28, hvor der står: Giv derfor agt på jer selv og på hele den flok, Helligånden har sat jer som tilsynsmænd over for at vogte Guds menighed, som han købte med sit eget blod.
I 1.Kor. 6:19-20-21 står: Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er I jer, som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? Thi I blev købt for en høj pris. Giv derfor Gud ære i jeres legeme og i jeres ånd, for begge hører Gud til.
I Gal. 3:13 står: Kristus har købt os fri fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os. Thi der står skrevet: Forbandet er hver den, der hænger på et træ.
I Gal. 4:4-5 læser vi: Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at købe dem fri, som var under loven, for at vi skulle få barnekår.
I Hebr. 9:12 står: Han gik ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod gik han ind i Det Allerhelligste én gang for alle og vandt en evig forløsning.
Og i Rom. 3:24: De bliver retfærdiggjort ufortjent af hans nåde ved forløsningen, dem som er i Kristus Jesus. Vor synd er ikke blot tilgivet men er fuldt ud betalt med Kristi blod, hvorved vi løskøbtes for en dyr pris fra synden og dens konsekvenser ifølge loven.
Blodet fra et offerdyr rensede kun forbilledligt og viste hen til, at Jesus, Guds Lam, måtte komme og forløse alle fra dødens og Djævelens magt. Vi læser i Heb. 9:23-26: Derfor var det nødvendig, at efterligningerne af den himmelske helligdom blev renset med sådanne ofre, men selve den himmelske helligdom renses ved bedre offer end disse. Altså kunne de forbilledlige ofringer ikke selv rense men kun vise hen til det fuldkomne offer. Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande helligdom, men ind i selve Himmelen for nu at åbenbares for Guds åsyn for vor skyld, ikke sådan, at han skulle ofre sig selv flere gange, sådan som ypperstepræsten går ind i det Allerhelligste hvert år med en andens blod…. Men nu er han én gang ved tidsaldrenes slut åbenbaret for at borttage synden ved at give sig selv som offer.
Ved Jesu fuldkomne offer er vi forløst fra syndens og dødens greb og har ifølge Guds ord lov at regne os selv for hellige og retfærdige. Vi læser i Rom. 3:24: De bliver retfærdiggjort ufortjent af hans nåde ved forløsningen, som er i Kristus Jesus.
Og Paulus skriver i Rom. 4:3-8: Hvad siger Skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. Men den, som har gerninger at opvise, tilregnes lønnen ikke af nåde men efter fortjeneste. Men den, som ikke har gerninger at fremvise men tror på ham, som retfærdiggjør den ugudelige, ham bliver hans tro tilregnet som retfærdighed. David priser det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: Salige er de, som har fået sine lovbrud tilgivet, og som har fået sine synder dækket over. Salig er den mand, som Herren ikke tilregner synd.
Tager vi imod dette gode budskab, bliver vi forløst ved tro på Jesus. Da tilregner Gud os retfærdighed og hellighed.
I 2.Moseb. 24:9-11 læser vi: Så gik Moses op på bjerget sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af de ældste i Israel. Og de så Israels Gud. Under hans fødder var der ligesom en brolægning af safirsten, og det var som selve himmelen i stråleglans. Men mod disse fornemste af Israels børn løftede han ikke sin hånd. De skuede Gud, og de spiste og drak.
Nadab og Abihu var Arons sønner og indviet til præster (2.Moseb. 28:1-3), men blev dræbt af Herren, fordi de frembar almindelig ild i stedet for ilden fra brændofferalteret, som Herren selv havde tændt. (3.Moseb. 10:1-2.)
I dag, i den nye pagts tid, er alle, der er i Kristus, forseglet med Jesu eget blod. Og når dette blod er stænket på os, er vi hellige og kan gå frem for Herrens ansigt for at tilbede og ære ham.
Vi trænger til at læse disse, stærke ord: Han blev såret for vore overtrædelser. Han blev knust for vore misgerninger. Straffen, for at vi skulle få fred, ramte ham, og ved hans sår har vi fået lægedom. Vi for alle vild som får. Vi vendte os hver sin vej. Misgerningen vi alle var skyld i, lagde Herren på ham. Han blev mishandlet og fornedret, alligevel åbnede han ikke sin mund, som et lam, der bliver ført bort for at slagtes. Som et får er tavs overfor for den, som klipper det, således åbnede han ikke sin mund.Ved trængsel og dom blev han taget bort. Men da han blev revet bort fra de levendes land, hvem i hans tid var det, som gav agt på, at han blev ramt for mit folks overtrædelsers skyld?….Men det var efter Herrens vilje at knuse ham. Es. 53:5-10.
Jesu blod er så dyrebar i Gud Faders øjne, at det er tilstrækkelig til at løskøbe ethvert menneske, så længe der fødes mennesker. Måtte vi forstå, at dette hellige blod var Guds offer på alteret for at sone alle vore overtrædelser, så vi kunne blive retfærdige og hellige, så han kunne og ville anerkende os som sine børn.
David siger: Herren Yawh er min hyrde, jeg mangler intet… Ja, selv om jeg må vandre gennem dødsskyggens dal, frygter jeg ikke for noget ondt. For du er med mig. Din kæp og din stav, de trøster mig. Salme 23.1 og 4.
Der er forskel på en kæp og en stav. En hyrde brugte kæppen til forsvar for at beskytte hjorden. Medens staven brugtes til at lede fårene den rette vej. David kendte Gud som den gode hyrde, der både vogter og leder på ret vej.
På og ved nådestolen var Guds hellighed så fortættet og intens til stede, at det var livsfarlig for ypperstepræsten at nærme sig den. (3.Moseb. 16:2.) Bare en dag om året, på den store forsoningsdag, skulle ypperstepræsten gå derind og stænke blodet fra syndofferet ved og på nådestolen både for sig selv, sin familie og for folket. (3.Moseb. 16:11-17.)
I Rom. 3:25 er Kristus af Gud fremstillet som en nådestol ved troen. (King James Version m. flere.) Der henvises til Kristi person og gerning som afløsning for hele den gamle pagts gudstjeneste. (Se også Hebr. 9:5.) Kristus er altså nådestolen i NT, ligesom der var en sådan i GT. Kristus selv er både vor nådestol og vor ypperstepræst, der bærer syndofferets blod frem. (Se Hebr. 4:16.) Nådestol er en oversættelse af det hebræiske kapporet, græsk: hilasterion.
Jesu blod er Guds hellíge og dyrebare gave til os. Vi læser i 1.Peter 1:18-20: I ved, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev frikøbt fra det tomme liv, I arvede fra fædrene, men med Kristi dyrebare blod, som fra et lam uden lyde og uden pletter. Til det blev han udset på forhånd før verdens grundlæggelse, men han blev først åbenbaret i disse sidste tider for jeres skyld.
Og i 1.Joh. 1:7 står: Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han selv er i lyset, da har vi samfund med hverandre, og Jesu Kristi, hans Søns blod renser os fra al synd.
Ved Jesu blod indstiftedes den nye pagt. (Matt. 26:26-28.) Og det er den eneste kilde til frelse, retfærdiggørelse og helligelse. Det skal holdes i ære og må aldrig bruges i tankeløshed.
Men hvorledes kan vi få Jesu blod stænket på vore hjerter? Ved at tro og tage imod budskabet om hans forsoningsdød som syndoffer for os. Da stænkes hans blod på os ved Guds Ånd, som bor i os, når vi tror på Jesu fuldbragte værk på Golgata. Det er ikke en fysisk men en åndelig transaktion.
Paulus skriver: Gud har ladet hans blod blive et försoningsoffer (nådestol) för dem, som tror. …. Rom. 3:25.
Har vi den rette tro på Jesu offer som et skyldoffer for os, bringer det vor sjæl i hvile. Og vi kan sige: Jeg tror, at jeg er frelst og har fået tilgivelse for mine synder, fordi Jesu blod er stænket på nådestolen for mig.
Vil vi leve i denne tro og i Guds ords lys og tillade Helligånden at vise os og at sprede det mørke, der er i os. Da er Jesu blod stænket på på os, og vi får et brændende ønske om at leve i hans lys. Og da kan vi med Paulus sige: Men Gud være tak, som giver os sejr ved vor Herre Jesus Kristus! 1.Kor. 15:57.
Men Paulus´ vidnesbyrd er ikke det eneste. Johannes skriver: Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden. Og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro. Hvem er den, som sejrer over verden, uden den, som tror, at Jesus er Guds Søn? 1.Joh. 5:4-5.
I Åb. 3:5 står: Den, der sejrer, han skal blive iklædt hvide klæder, og jeg vil ikke slette hans navn af livets bog. Men jeg vil bekende hans navn for min Fader og for hans engle.
Gud vil gøre et helt menneske ud af os. Og det kan han først, når vi giver os selv til ham og lader ham forme os til det, han i sin kundskab, retfærdighed og hellighed vil. Vi er jo ikke vor egen men er købt med en dyr pris til at tjene Gud i hellighed. Men han venter til vi selv villigt giver os til ham, og lægger alle gamle meninger bort og tage imod det nye menneske, som formes i hans billede... iklæd jer det nye menneske, som bliver fornyet til kundskap* efter billedet af ham, som skabte det. Kol. 3:10.
*Kunskab om Guds vilje og hans ord.
Gør vi det, har vi et herligt løfte fra Gud. Guds fred, som overgår al forstand, skal bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus. Fil. 4:7.
Gud være tak, som altid leder os til sejr i Kristus, og som ved os på ethvert sted gør den liflige duft af hans kundskab kendt. 2.Kor. 2:14.
Dec. 2001
Holger Skov Særkjær