OversigtVar denne opstand fra folket nødvendig, til at få Gud til at give dem vand? Afgjort ikke! Mangelen på vand var kun for at prøve folket. Gud havde ført dem ud af Ægypten for at gøre dem til et folk, og de havde set under på under. De burde have lært at vente, indtil han gav dem vand.
De oplevede hver dag store undere: Blandt andet mannaen fra himlen. (2.Moseb. 16. Kap.) Dag for dag og år for år så folket mannaen falde. Behøvede de endnu en prøve på Guds omsorg? Den daglige manna burde havde lært dem, at det var Gud, der gav dem brødet, og at han også ville give dem vand i rette tid. Men således var det ikke – de var knap nok begyndt at savne vand, før oprøret og misfornøjelsen brød ud.
De fik vand fra klippen, men ikke fordi de rasede imod det manglende vand. De ville have fået det alligevel i det rette øjeblik. Vandet havde været i klippen fra længst svundne tider, fordi det var bestemt til at slukke israelitternes tørst i den time, Gud havde bestemt. Da skulle vandet bryde frem, og folket ville have drukket af det i fryd og fred. Men nu drak de af vandet som oprørere.
Manna Lad os lære af dette, venner! Hvis vi ”mangler vand”, lad os da se på ”mannaen”, som dag for dag gives os på ny og vidner om Guds omhu for os.
Lad os ikke se på ”mannaen” som noget selvfølgelig, som vi modtager og bruger. ”Mannaen” er og forbliver et stort under, et dagligt bevis på, at Gud elsker og har omhu for os. Hvor stor er ikke hans nåde og magt!
Hvorfor bekymrer vi os om mangelen på ”vand”? Hvordan det end kan se ud, er det en prøve på vor tro, hvor vor karakter bliver afsløret. ”Vandet” er der allerede. Det forbliver kun i klippen, for at vi kan blive prøvet.
Ved en sådan prøve”brister den gudløses håb, dårers forventning brister”, Ordsp 11:7 Men ”den retfærdige skal leve af tro”, Hab 2:4 Han venter med tålmodighed, fuld af fred og glæde i forvisning om Guds nåde Han kender Gud og ved, at i rette tid vil Guds løfte bringe udfrielse og hjælp
Fra bladet Jerusalem oversat af
Holger Skov Særkjær
”Om nogen tørster, han komme til mig og drikke”, Joh 7:37
Den syvende dag, den sidste og største i løvhyttefesten, som tillige var den sidste højtidsdag i året, var også en stor taksigelsesfest, hvor folket frembar deres taksigelse til Gud for den netop overståede vinhøst Men først og fremmest var det til minde om vandringen gennem ørkenen Og i den henséende boede man i løvhytter til minde om fædrenes telte i ørkenen Og ved vandøsnings-ceremonien mindedes folket plagerne af tørst og vandmangel Og man takkede Gud, fordi han stillede tørsten En præst hentede vand fra den nærliggende Siloa kilde i en gylden kande og bar det op i templets indre forgård De øvrige præster modtog ham med basunlyd Og folket stemte i med en sang, hvis indhold står i Es 12:3 Derefter bar præsten vandet op til alteret, blandede det med vin fra drikofret, og begge dele blev udgydt og løb gennem et rør ned i Kedron-bækken Og nu istemte leviterne under fuld musik det store Hallel eller lovsangen i Salme 113-118 Ordsprogvis sagde den tids jøder: ”Den, der ikke har set glæden ved vandøsningen, han ved ikke, hvad glæde er” Denne vandøsning må være anledningen til, at Kristus råbte: ”Om nogen tørster, han komme til mig og drikke!” Han havde et bedre vand at skænke end Siloams vand Og hans råb var til dem, der tørstede efter nåden
”Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand”, v. 38.
Det sagde Jesus om Ånden, som ofte sammenlignes med levende vand. Men det kunne først gå i opfyldelse på pinsedagen, da Ånden blev udgydt. Helligånden, som har samme guddomsvæsen som Faderen og Sønnen, var fra evighed af og var virksom ved skabelsen og indgav også profeterne, hvad de skulle skrive. Nu stod blot tilbage, at Ånden skulle udgydes i nytestamentlig tid på en måde, som det ikke forud var sket. Og da det skete, var Jesus blevet herliggjort og ophøjet ved Gud Faders højre side som menneskenes sejrrige genløser.
Israels folk knurrede og var i oprør for at få forgængeligt vand. Vi kan frit få strømme af levende vand i vort indre, så vi aldrig behøver opleve åndelig tørst. Men er vi rede til at tage imod denne, dyrebare gave? Eller hindres vi af menneskelærdom, som binder os, så ”strømmen” ikke frit kan flyde?