Jesus Kristus døde for vore synder

af Holger Skov Særkjær
Lagt på d. 01/04-00



Mange kender disse ord: ”For først af alt overgav jeg til jer, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore synder, efter skrifterne; og at han blev begravet; og at han stod op igen den tredje dag, efter Skrifterne 1.Kor. 15:3. Mange tror, at det er nok at vide og tro. Men alle bør læse hvad der står i 2.Kor. 5:15-17-18. ”Og han døde for alle, for at de der lever ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde og opstod for dem… Een er død for alle, altså er de alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for dem….Så om nogen er i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi. Se, alt er blevet nyt. Men alt dette er af Gud, han som forligte os med sig selv ved Jesus Kristus, og gav os forligelsens tjeneste.”

Det er store budskaber: Jesus døde for vore synder! For at vi ikke skal leve for os selv, men for ham! Alt er blevet nyt og han gav os forligelsens tjeneste.

Engang skal det blive åbenbaret hvem vi lever for. Hvem der har ejer vor kærlighed. Er det Jesus eller er det vore penge og vore besiddelser? Jesus sagde det var umuligt at elske begge. (Luk. 16:13.) Mange vil mildne det Bibelen siger, men da bedrager vi blot os selv.

Der står om Jesus: ”Han, som, da han var i Guds skikkelse ikke holdt det for et rov at være Gud lig, men forringede sig selv, idet han tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han i fremtræden fandtes som et menneske, for nedrede han sig selv, så han blev lydig indtil døden, ja, korsdøden.” Filp. 2:6. – Tog en tjeners skikkelse på hvilken ydmyghed at være den allerhøjeste og så at iklæde sig vor ringhed og gå længere med at tjene os end nogen anden.

Der står meget om Jesus i GT. Vi læser ofte om hans storhed under betegnelsen Guds engel og Herrens engel. Paulus skriver således om denne mægtige ”engel. ”I ham blev alle ting skabte i himlene og på jorden, de synlige og de usynlige, være sig troner eller herredømmer eller magter eller myndigheder. Alle ting er skabte ved ham og til ham; og han er forud for alle ting, og alle ting bestå ved ham. Og endog ydmygede han sig og blev mennesker lig og lydig til korsdøden fordi det var den eneste måde vi kunne blive frelst på.
Vi læser i 2.Moseb.14:19 at det var ”Guds engel” (Jesus), der drog frem foran Israels hær. Og det var ”Herrens engel” der råbte til Abraham, at han skulle spare sin søn. 1. Moseb. 22:12.

I Dommerb. 2:1-5 står: ”Herrens engel (Jahve) (at det er Herren selv ses i 6:11-18 og 2.Moseb. 3:2-6) drog fra Gilgal op til Betel (King James med fl. skriver ikke Betel men BOKIM – der betyder gråd.). Og han sagde: Jeg førte jer op fra Ægypten og bragte jer ind i det land, jeg tilsvor jeres fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i evighed ikke bryde min pagt med jer! Men I må ikke slutte pagt med dette lands indbyggere; deres altre skal I bryde ned! Men I adlød ikke min røst! Hvad har I dog gjort! Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran jer, men de skal blive brodde i jeres sider, og deres guder skal blive jer en snare! Da Herrens Engel talte disse ord til alle israelitterne, brast folket i gråd. Derfor kaldte man stedet Bokim. Og de ofrede til HERREN der.” Når folket græd var det ikke omvendelsens græd og deres ofre til Herren var uden betydning, thi de fortsatte i deres ulydighed.

I Dommerb. 5:23 læser vi at nogle ord vi kan lære af: ”Forband Meroz!” sagde Herrens engel!” Forband inderligt dem som bor der, for de kom ikke til hjælp for Herren, for at hjælpe Herren mod de mægtige.”

Meroz, en ukendt by eller distrikt der ikke ville hjælpe Israel med at ødelægge fjenden. Men hvorfor forbandede Herrens engel Meroz? Det var Israel pålagt at underlægge sig landet og ikke at tage imod den afgudsdyrkelse der fandtes hos kana´anæerne. Men folkene i denne by/egn valgte at sige, at det ikke var deres sag. Derfor kom de under Guds forbandelse.

Guds vrede måtte være stor siden han forbandede disse folk. Og det må få os til at tænke: Vi bor vel ikke også i ”Meroz?”

Mange gør det fordi de ikke vil være med til at bekæmpe afgudsdyrkelse og heller ikke tjene Gud med alt det han har givet dem. Men blev det Meroz-folkene til velsignelse, at de satte sig selv og ikke Gud i centrum? Nej det blev til Guds forbandelse over dem. Og Gud er i dag den samme som dengang.

Lad os i stedet for lære af David. Han havde en længsel efter at Herren skulle have et tempel der kunne ære hans store og hellige navn og vi læser i 1.Krøn. 22:14 at han sagde til Salomo: ”Se, med stor møje har jeg til Herrens hus tilvejebragt 100.000 talenter guld (ca. 13½ milliard kr.) og en million talenter sølv (9 millioner kr.) og desuden kobber og jern, som ikke er til at veje, så meget er der; dertil har jeg tilvejebragt bjælker og sten; og du skal sørge for flere.”

Derimod læser vi i 1. Kongeb 15:18: ”Da tog Asa alt det sølv og guld, der var tilbage i skatkamrene i Herrens hus og i kongens palads, overgav det til sine folk og sendte dem til kong Benhadad af Aram, en søn af Hezjons søn Tabrimmon, som boede i Damaskus…”

Og i 2. Kongeb 12:13 står: ”Derimod blev der for de penge, der indkom i Herrens Hus, hverken lavet sølvfade eller knive, skåle, trompeter eller nogen som helst anden ting af sølv eller guld til Herrens hus.”

Hvilken forskel! David gav af hele sit hjerte til Herren, medens kong Asa og Joas tog fra Herren. Er der parallelle til i dag? Gud giver os, og giver igen. Hvordan forvalter vi så Guds rige gaver? Djævelen, som kommer med forførelsens løgne har altid en stærk økonomi til at sprede sin gift i alle tænkelige former, medens dem der forkynder et sandt budskab har ringe kår. Det er, som verden præger mange kristne så de tænker: Mit er mit eget, og med det kan jeg gøre, som jeg vil!

David fejlede groft og adskillige gange på mange områder, men han var altid villig til at erkende og til at vende sig fra sin synd. Derfor var han manden efter Guds hjerte. Det er den David vi ser op til. Og det er den mand, der kort før sin død sagde: ”Ved mig talte Herrens Ånd, hans ord var på min tunge.” 2. Samuel 23:2.
Ligner vi David i, at Herrens ord er på vor tunge. At det er sandhedens ord, vi taler med andre om. Eller ligner vi mere Asa og Joas, der tænkte mere på egne anliggender end på Guds?

Vi har vænnet os til, at Gud velsigner og giver og giver, medens vi blot skal tage imod. Men således var det ikke for korinterne. Der står om dem i 2.Kor. 8:4-5: ”Og de bad os inderligt om, at vi måtte tage imod gaven og fællesskabet i tjenesten for de hellige, de gav ikke blot som vi havde håbet, men de gav først sig selv til Herren og dernæst til os, ved Guds vilje.”

Giver vi os først og fremmest til Herren og dernæst til tjenesten for de hellige? Ser vi roligt på, at mange af de hellige i Israel lider svær nød, fordi de har valgt at tro på Jesus? Mange af dem lider stor nød fordi troen på Jesus ofte lukker dem ude fra gode job.¨ ”Så lad os da, medens vi har lejlighed til det, gøre godt imod dem, der har hjemme i den samme tro.”

I en række andre lande er der ligeledes trosfæller der lider for deres tros skyld. Er vi da som folkene i ”Meroz”, der ikke kom til hjælp i Herrens strider? Thi det er Herrens strid, der foregår. En strid mellem Gud og Satan om menneskesjæle. Og det er en strid om penge.

Er det forkert at være økonomisk velstående?


Abrahams tjener sagde: ”HERREN har velsignet min herre i rigt mål, så han er blevet en velstående mand, og givet ham småkvæg og hornkvæg, sølv og guld, trælle og trælkvinder, kameler og æsler.” 1 Moseb 24:35. Og der står i Salme 127:1: ”Dersom HERREN ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves, dersom HERREN ikke vogter byen, våger vægteren forgæves.”

Har Herren givet dig sølv og guld – et godt helbred og meget mere, da er det gaver fra Gud og ikke en selvfølge. Det er en velsignelse, du skal bruge i hans tjeneste. Da forøges velsignelsen, og din glæde bliver større, fordi du ved, hvorfra velsignelsen kommer. Har Herren ”bygget” med i dit arbejde og gøremål, og er Herren den, der våger over dig, da har dit møje ikke været forgæves.

Herren under os velsignelse, men en velsignelse kan være forklædt så vi ikke genkender den. Ser vi tilbage i vort liv og ærligt tænker mange ting igennem, ser vi måske, at de mørke tråde i vort liv var med til at danne et mønster der viser, at Guds gode hånd var over os.

Israel kunne næppe se Guds velsignelse, da de blev ført som fanger til Babylon. At det var Guds måde at redde dem på, fra hedenskab og afguderi. På et eller andet tidspunkt bliver Gud måske nødt til at føre os til ”Babylon”, for at vi kan lære at vor afgud, ”penge” ikke kan hjælpe i åndelige kriser. Det kan kun Gud. Vi jager af sted efter skatte, der forgår. Men Gud vil, vi skal søge efter de skatte, der ikke forgår.

Vi skal alle engang møde Gud ansigt til ansigt. Hvilken tomhed dersom vi har spildt vore år på ting, der forgår og komme med tomme hænder. Jeg tror, David talte med Gud om, hvad han skulle med sin enorme rigdom. Han forstod, at den største glæde han kunne få var at give midlerne til, så hans søn kunne bygge et tempel, der ville ære Gud og få alle omkring Israel til at se, at dette land måtte have en stor Gud.

I Haggaj 2:8 læser vi: ”Mit er sølvet, og mit er guldet, lyder det fra Hærskarers HERRE.” Hvordan kan vi så tro, at det er vores? Det er fordi, vi er stærk præget af verden. Den mener nemlig at det tilhører dem der er bedst til at skrabe til sig og glemmer, at jo mere guld og sølv, vi bliver betroet, jo strengere vil Gud se vort ”regnskab” efter på dommens dag, hvordan vi har forvaltet Guds mange former for velsignelse?

Vi læser i 1.Sam. 15:9: ”Men Saul og folket skånede Agag og det bedste af småkvæget og hornkvæget, de fede og velnærede dyr, alt det bedste; de vilde ikke lægge band på dem, men på alt det dårlige og værdiløse kvæg lagde de band. I 1. Sam. 15:15: ”Saul svarede: De tog dem med fra amalekitterne; thi folket skånede det bedste af småkvæget og hornkvæget for at ofre det til HERREN din Gud; på det andet derimod lagde vi band! Og videre læser vi i 1. Sam. 15:20: ”Saul svarede Samuel: Jeg adlød Herrens røst og gik, hvor HERREN sendte mig hen; jeg har bragt Kong Agag af Amalek med og lagt band på Amalek,”

Men læs hvad det var der blev sagt til Saul: ”Drag derfor hen og slå Amalek og læg band på dem og på alt, hvad der tilhører dem; skån dem ikke, men dræb både mænd og kvinder, børn og diende, okser og får, kameler og æsler! 1.Sam. 15:3. Saul skånede kong Agag og det bedste af kvæget. Og han løj ved at sige, at det var folket, der ville det således.
Derfor sendte Gud sin dom over ham. Han ville ikke længere bruge Saul som konge. Og de efterfølgende år, Saul sad som konge uden Guds velsignelse, blev en ond tid for Israel.

Der er måske nogle af os, der som ”Saul” godt har vidst, hvad Gud ønskede af os, men som har beholdt det ”bedste af kvæget”, for os selv imod Guds vilje. Det måtte have været en ren triumf for Saul at vise Agag frem. Nu kunne alle se hvilken stor konge han var, at han kunne tage Agag til fange. Men Gud kan ikke bruge ”store” mennesker. Jakob skriver: ”Gud står de stolte imod, men de ydmyge giver han nåde. Jakobs 4:6.

I 1.Sam. 31:8-10 læser vi, hvorledes det gik Saul: ”Da filisterne dagen efter kom for at plyndre de faldne, fandt de Saul og hans tre sønner liggende på Gilboas bjerg; de huggede da hovedet at ham, afførte ham hans våben og sendte bud rundt i filisternes land for at bringe deres afguder og folket glædesbudet. Våbnene lagde de i Astartes tempel, men kroppen hængte de op på Bet-Sjans mur. Den ære, Saul ville samle til selv, var fuldstændig forsvunden, kun den dybeste vanære var tilbage.

Var Saul da den eneste i Israels historie, der både ville dyrke Herren og afguder? Nej, det fremgår gang på gang, at således var det for det meste. I 2.Kongeb. 17:33 står: ”De frygtede Herren, men dyrkede også deres egne guder…” Hvordan har vi det med det? Dyrker vi vore egne små ”afguder” samtidig med, vi bekender os som kristne? Lytter vi som Eva til slangen, når han kommer med sit: Mon Gud har sagt? Eller han hvisker: Gør det, du gerne vil – brug dine penge på dig selv. – Tag det ikke så alvorligt, at Gud kalder dig til strid, du har det mere behagelig, dersom du ikke blander dig.

Satan ved, at vel frygter mange Herren, men også om deres kærlighed til penge. Derfor prøver han alt ind på øge denne kærlighed og til at få os til at leve for os selv og ikke for ham, som købte os med sit eget blod. Han ved at han ikke med magt kan forhindre Guds riges sag, men forsøger at gøre os lunkne for derved at gøre os passive. Kan han fange os i kærlighed til mammon er han målet nær.
Satan har intet imod, at vi holder os til Herren, bare vi også lytter til ham. Han ved, at ”ingen kan tjene to herrer; han må enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og Mammon.” Matt. 6:24. Spørgsmålet er så, om vi tror disse ord, er vor indstilling til mammon forkert, er meget andet i vort liv også forkert.

Kort før Jesus blev korsfæstet, sagde han til sine disciple: ”Verdens fyrste kommer, men han har ingen magt over mig.” Joh. 14:30. Mammon havde ingen magt over Jesus. ”Men farisæerne som var pengegerrige, og de spottede Jesus. (Luk. 16:14.) Vi spotter måske ikke Jesus blot vi får lov at have vor mammon i fred. Gud kan så let som ingenting gøre alle kristne rige – meget rige – men hans mål er at frelse os også fra rigdommens fare. Han siger i sit ord: ”Kærlighed til penge er en rod til alt ondt; og ved at hige derefter er nogle faret vild fra troen og har gennemstunget sig selv med mange smerter.” 1.Tim. 6:10. (Se også 2. Tim. 3:2.) Kærlighed til penge giver et stort hul i vor rustning, hvorigennem Satan kan sende sine pile.

Lad Israels halten til begge sider være os en advarsel om, at på den måde kan vi ikke tjene Gud.

Lad os læse hvad der står i 1.Kor. 10:11-12: ”Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til advarsel for os, til hvem tidernes ende er kommen. ”Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder!” 1.Kor. 10:12. Og i Rom. 15:4: ”Alt det, der før blev skrevet, blev skrevet til vor lærdom, for at vi kan have håbet ved udholdenheden, som skrifterne giver.”

Måtte disse ord engang blive sagt til os: ”Vel, du gode og tro tjener! du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres glæde!” Matthæus 25:23. Paulus var en tro tjener, efter at han havde taget imod Guds kald. Han sagde: ”Jeg formaner jer altså, bliv mine efterfølgere!” 1.Kor. 4:16. Igen i 1.Kor. 11:1: ”Vær mine efterfølgere, ligesom jeg er en Kristi efterfølger.” Og i Ef. 5:1 skriver han: ”Bliv derfor Kristi efterfølgere som hans kære børn.”

At være Jesu efterfølger skal vise sig i de daglige beslutninger, vi træffer. Selv de små beslutninger kan have evighedsbetydning. Det havde den beslutning, som den folkene i Meroz traf om, at de ikke ville være med i Guds strid. I dag kaldes en sådan afgørelse, at være neutral. Men i det store spørgsmål om, hvor vi skal tilbringe evigheden. Vi må ville følge Jesus og leve for ham. Da kan han sige til: ”Vel, du gode og tro tjener!… gå ind til din Herres glæde.


Debat: Jesus Kristus døde for vore synder

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*

Emne: Assorteret

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.
Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation