Forfatteren til Prædikeren i Det gamle Testamente levede et liv i behag, rigdom, kraft og prestige. Han var også viis. Men i sin visdom havde han lært, at adskilt fra Gud havde visdommen og alt det, han ejede, ingen værdi. Penge var forgængelige og var i sig selv ingen lykke. Berømmelse heller ikke. Et liv på egne præmisser fører kun til sorg. Kun lydighed til Gud bringer glæde. Og jo nærmere vi lever vort liv med ham, des mere opmærksomme bliver vi på, hvilke dyrebare gaver Gud giver os.

Nogle af Prædikerens nøgleord lyder: Alt er forgæves, tomt og håbløst! Vore jordiske mål vil til stadighed frustrere og skuffe os, dersom vi søger dem først.Intet af alt det giver varig lykke–det gør kun livet med Gud.

Han sagde til sig selv: ”Nu skal du være glad! Nyd alt i fulde drag!” Men jeg opdagede, at også det var meningsløst. Det er dumt altid at le og meningsløst altid at være glad. Efter mange og lange overvejelser bestemte jeg at begynde at drikke…. Men jeg handlede dåragtigt, til jeg indså, hvad der er rigtigt for mennesker at gøre i deres liv. Senere troede jeg, at jeg ville blive fornøjet gennem at engagere mig i et stort byggeprogram. Jeg byggede huse og anlagde vingårde, parker, frugtplantager, og jeg anlagde store damme, som skulle anvendes til vanding af mine mange træer.”

”Men når jeg så på alt det, jeg havde prøvet, fandt jeg det alt sammen meningsløst, det var som havde jeg jaget vinden og ikke fundet noget, der havde virkelig værdi… ”, Præd 2:1-6 og 11

I sin visdom forstod Prædikeren også, at:

”Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerter, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af den gerning, Gud gør fra begyndelsen til enden”, Præd 3:11

Altså har Gud lagt evigheden ind i menneskenes sind Skønt vi lever i verden, har menneskene en vished om evigheden, skønt evighedens storhed ikke kan forstås, eller at der efter livet her er en ocean af uendelig tid Guds veje er for mennesker uransagelige, og der er ingen menneskelig måde, hvorpå vi kan udgranske dem Selv med den største viden, vi besidder, kan vi kun skue ind i noget, vi aner men ikke kan fatte Men vi ved, at ”I ham lever og røres og er vi”, Apg 17:28

Prædikeren tænkte det hele igennem og skrev: ”En gang vil Gud dømme alt, hvad menneskene har gjort, både godt og ondt” Præd 3:17 Han lærte af det, han så, og nåede til en gennemtænkt konklusion og skrev: ”Da indså jeg, at Gud lader verden fortsætte på sin syndefulde vej, så han kan prøve menneskeslægten”, vers 18 Det, han sagde, var: Gud prøver menneskene gennem deres korte liv! Og han indså, at det er bedre at blive irettesat af den vise end at lytte til en tåbe (7:5)

Gud har skabt alt så underfuldt

I stedet for at tænker på, at i Gud lever, røres og er vi, er vi ofte for optaget af os selv, af politik, vor uddannelse og meget andet omkring os. Vi er adskilte fra Gud og ser ikke, at hele skabelsen er et vidnesbyrd om en stor Skaber. Lewis Thomas skrev:

”Jeg har forsøgt at tænke mig jorden som en slags organisme, men det går ikke…. Om den ikke ligner en organisme, hvad ligner den da mest? Da kom jeg til at forstå noget, som glædede mig: Den ligner mest af alt én eneste stor celle”

En mand hentede vand fra en lille sø og betragtede en dråbe deraf i et mikroskop, hvor han så et væld af organismer. Denne dråbe gav ham den første forståelse af den livets og dødens djungle, vi alle lever i. Svenskeren Lennart Nilsson studerede dele af legemet i et elektronmikroskop og blev betaget af den storhed, han så, og hvor viist alt fungerede. Det får os til at tænke på apostlen Paulus, der i 1.Kor. 12.kapitel sammenligner Kristi kirke med et menneskes legeme og peger dermed på et grundlæggende princip for Guds skabelser.

Kroppen er en enhed, selvom der er mange celler, der danner legemet. Er cellerne ikke i orden, fungere det hele ikke, og et stærkt legeme kan det næste øjeblik blive hjælpeløst.

Der er mange celler men kun ét legeme. Fungere en menighed ikke, er det fordi for mange vil være hoved eller noget, de synes, er dem mere værdigt end det, de er, og som Gud har valgt dem til. Vor krop fungerer godt, sålænge cellerne arbejder, som de skal. Men arbejder en eller flere udenfor planen, bliver et legeme sygt. Således er det også i en menighed.

Et barn forundres over en sommerfugls skønne farver og begejstres over alt i naturen. Og vi forundres over, at graver vi for eks. en jordklump på 2½ cm i dybden og 30x30 cm i omfang op og tæller det liv, der er i denne lille klump, finder vi omkring 1350 former for liv. Og i et elektronmikroskop ses, at der i denne lille smule jord er over 2 milliarder bakterier og millioner af svampe og alger.

Sådanne undere i alt det, Gud har skabt, er så store, at mange lærde erklærer, at det umuligt kan være Gud, der har skabt alt dette, og kommer med indviklede bortforklaringer, som er langt mere umulig at tro på, end det enkle, at Gud er Skaberen. Tænk på det enestående under, som et befrugtet æg i en kvindes liv er. I ni måneder fordeles cellerne med største præcision. Og til slut er barnet færdigt – rede til at begynde sit selvstændige liv, hvor lungerne skal begynde deres arbejde.

Da Gud valgte at sende 2.person i guddommen, Jesus, til jorden, skete der noget enestående. Bibelen fortæller, at Jesus blev født uden en jordisk fader. Gud lagde sin guddommelige natur ind i jomfru Marias æg. Og derfor blev hendes barn, Gud/mennesket, Jesus, født uden synd.

Nikodemus kunne ikke forstå, hvorledes nogen kunne fødes på ny og troede, at Jesus talte om en ny, fysisk fødsel, som han vidste ikke var mulig (Joh 3:3) Men en ny, åndelig fødsel er en virkelighed, som millioner af mennesker har oplevet, hvor Guds virkelighed gennemsyrer hver celle i vor krop

Celler i det samme legeme

Vi har sikkert ofte hørt tale om DNA molekyler og set skitser af dem men ikke blevet imponeret, fordi vi ikke har visdom nok til at forstå det. Sådan en molekyle er sammentrængt, så alle generne i vor krop ikke fylder ret meget. Men dersom vi viklede molekylerne fra et legeme ud og satte dem sammen, kunne de nå til solen og tilbage igen 400 gange.

Men selv med alle disse DNA molekyler mangler vi noget væsentligt Ikke legemligt men åndeligt Derfor må vi fødes på ny ovenfra for at få dette væsentlige, den manglende forbindelse til Gud Jesus sagde: ”Jeg er vintræet, I er grenene…”, Joh 15:5 Har vi da forbindelse til vintræet? Paulus skriver: ”Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Kender I ikke selv, at Jesus Kristus er i jer? Da kan det kun være fordi, I ikke består prøven”, 2. Kor 13:5 I sportens verden kan en sportsudøver blive diskvalificeret Det sker også for dem, der ikke består denne prøve Er vi indpodet som en gren på det sande vintræ, får vi en ny, åndelig identitet Jesus sagde: ”Den, som tror på Sønnen, har evigt liv Men den, der vægrer at tro på Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham”, Joh 15:5 Gud giver evigt liv som en gave Afslår vi gaven, vælger vi selv at blive under Guds vrede, som ikke er tidsbegrænset men varer ved i evighederne

Uden en sund kost opstår der sygdomme

Mange leder i dag efter Gud, hvor den ”sande” vej til ham ikke findes, og spilder deres liv på tomhed. Dersom to mænd skal bygge et hus, og den ene bygger op, mens den anden river ned for at bygge det anderledes, bliver huset aldrig færdigt. Dersom Gud og denne verdens gud, Djævelen, begge står for at styre vort liv, bliver resultatet det samme. Vi når ikke længere end til kaos. Der må altså træffes et valg. Vi må afskedige Djævelen. I egen kraft kan vi ikke gøre det, fordi synden har bolig i os fra vor fødsel. Vi har alle både en jordisk mor og fader og derfor en syndig natur. Derfor skal vi fødes på ny for at få Guds natur og villighed til at følge ham. Du tænker måske: det kan jeg ikke? Sådan tænker barnet også på sin første skoledag, men ved dagligt at opøve sig når det langt. Således også i Åndens verden. Kommer vi ikke i Guds skole og får begyndt at lære, forbliver vi ”analfabeter”. Hver gang du læser i Bibelen eller hører nogen tale samstemmende med det, Bibelen lærer, vokser din tro. Og en dag sker det store under: Du fødes på ny! Det kan ske på et øjeblik men kan også komme gradvis over en periode.

Vi har mange ben i vor krop, der selv om de er hårde, dog er levende og får styrke, dersom vi får den rigtige kost Derfor skal vi være vagtsomme og ikke tage imod, dersom der er ”gift” i vor åndelige føde, for da går ”benvæksten” i stå, og vi bliver som døde skeletter Folkene i Berøa tog ikke imod hvad som helst Når nogen havde forkyndt for dem af Guds ord, gik de hjem og granskede Skrifterne for at se, om det forholdt sig således (Apg 17:11) Vi skal også granske det, vi hører og læser, om det samstemmer med Bibelens ord Hellere en lille tro, dyrt vundet, end at gå under i vantro eller blive indsnøret i usande, selvopfundne lærdomme

Vi har en stor Gud

Isaac Newton sagde: I mangel på alle andre beviser skulle blot min tommelfinger overbevise mig om Guds eksistens!

Gennem alt det skabtes storhed kan vi se Gud. Tænk for eks. på de meget små muskler, der bestemmer, hvor meget lys der må komme ind i et øje. Vore ansigtsmuskler er 2½ cm lange men kan variere sig, så ansigtet kan udtrykke næsten hvad som helst. Hjerterne er et andet under. De varierer i størrelser. For eks vejer en kolibris hjerte hos de mindste arter kun et brøkdel af et gram men slår 800 gange i minuttet. En husflue reagerer på et tusindedels sekund. Og rundt om os ser vi alt mættet af Guds storhed gennem hans skaberværk. Har vi set alt dette i åretal og alligevel ikke tror på Gud, er vi dårer, der går vor undergang i møde. ##

Prædikeren indså mange ting og gav udtryk derfor Han fandt, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for”, Præd 7:29 Disse ”sære ting” udøver mange af os i dag i stedet for at søge Gud

Skabte til varme men bliver måske kolde

Vi mennesker har ikke blot behov for føde for at vokse men også for forståelse og ægte kærlighed fra vore omgivelser, ellers bliver vi ”anderledes”. Man ved for eks om abeunger, at de ikke udvikles normalt, dersom de ikke har nogen, de kan søge tryghed hos. Også vore børn har behov for personer, de kan søge tryghed hos for ikke at blive anderledes på et eller mange områder.

I 1920 opdagede man, at på et spædbørnshjem for hittebørn nærmede dødeligheden sig 100 %. En læge opdagede da, at når et sygt barn blev overladt til en ældre kvinde, som bar det med sig, blev barnet raskt. Man begyndte da på hjemmet at indføre den regel, at småbørn blev taget op og puslet om flere gange om dagen. Og da faldt dødelighedsprocenten drastig. Og blandt en del udviklings-forstyrrede børn, for eks med autisme, har man fundet frem til, at kun ihærdig berøring kan løse op for den isolering, barnet er inde i.

Jesus lærte os, hvor stor betydning berøring havde. Han rakte sin hånd ud og rørte ved den blindes øjne, ved den spedalskes hud og mange andre eksempler. Han kunne blot have sagt et ord, og så var det, han ville opnå, sket. Men han viste os, hvor stor en lægedom der ligger i kontakt med andre. Men tidens jeg gør, at mange ikke indser, de har brug for at lytte til Bibelen. Derfor opvokser og opdrages mange til at være ”kolde”. Vi er skabte til at vise og modtage forståelse og kærlighed og til at være i samfund med Gud. Men et ”koldt” menneske havner oftest i utilfredshed og bitterhed.

I samfund med Gud

Legemet lærer os noget meget vigtig om kommunikation. Uden at tænke over det kan vi gå, kan svinge med armene og mange andre ting, når der er orden i impuls-systemet. Bibelen kalder en menighed for Kristi legeme. Men dersom der ikke er tilstrækkelig med bevidste og ubevidste impulser i en sådan menighed, er den i realiteten død, ligesom når vor krop hører op med sine reaktioner. Kender vi Bibelen, ved vi, hvad Gud vil i diverse situationer. Men kender vi den ikke, handler vi forkert. Og ligesom et legeme, der får forkerte eller slet ingen informationer, går i stå, således gør også menigheden.

Gud har skabt individer, ikke automater Og derfor er vi ikke ens i tanke, tale og handling Men vi skal være en del af ”legemet” og som sådan danne et hele, hvor ingenting mangler Gud har gennem Paulus sagt, at vi ikke skal søge at blive lig denne verden, men at vi skal lade os forandre gennem en fornyelse i vort sind, så vi gør det gode, der behager ham (jvf Romerne 12:2) Og det, der behager Gud, er, at hver del i hans legeme skal udfylde den bestemmelse, han har sat os til ”Øjet” skal ikke gå, og ”fødderne” skal ikke se men passe det, de er sat til

Vi skal ikke føre os frem med en overjordisk aura af fromhed men vise i vort liv, at vi regner med Gud i alle ting. Ved beskrivelser af troens vækst brugte Paulus billeder fra idrætten, hvor mennesker træner deres legemer til at være pålidelige, så de hurtigt kan gøre, hvad de skal. En idrætsmands krop kan gennem øvelser gøre det, hjernen vil. Således skal vi trænes til at udfylde den del af Kristi legeme, der gør, hvad Kristi Ånd vil.

Paulus omtaler os også som ”Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten” I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden”, Ef 2:21-22 Lad os stræbe efter at nå det mål, Gud ønsker af sit folk, at de må blive gode Kristi stridsmænd, der opbygges til at være et helligt tempel for Herren.