Der må være nogle læsere som tror, at jeg gør oprør mod autoriteterne, hvad denne artikel vil vise er langt fra sandheden. Jeg er meget nøje med at opretholde enhver Gud-udpeget autoritet. Imidlertid må jeg pege på de stærke, profetiske advarsler, Gud har givet mange steder rundt om i verden. Jeg ville ikke have befundet mig godt, dersom jeg ikke advarede vor tids menighedsledere om, hvad det er, Gud viser og siger. Jeg ønsker blot, at vilkårene var anderledes, så jeg ikke behøvede at sige det, jeg nu må sige.

Blidhed og ydmyghed tiltaler folk, men gudfrygtige prædikanter må aldrig være bange for at irettesætte, formane og tugte med al tænkelig, gudgiven autoritet, når det er nødvendig. De må være under Åndens ledelse og være stærke og vel afbalancerede ledere, der ser vor tids åndelige nød. Det er sådanne ledere, Gud vil oprejse til den kommende, sidste indhøstning. Gud må have folk lig Josua, Elias, Gideon etc til at lede sit folk til sejr. Men Djævelen sender også sine sendebud til de steder, hvor han bliver trængt.

”David-kompagni”

Alt imedens vi ser fremad i forventning til Gud, er det en kendsgerning, at mange af os stadig har en ikke ringe del af ”de gamle opfattelser” i os, som hersker over store dele af kristenheden i dag. Uden tvivl har mange af os kæmpet for at blive disse, gamle opfattelser kvit men mærker en oprørsånd i os. Om dette vil vi se nærmere i det følgende.

Jeg har arbejdet meget med dette spørgsmål i mit eget liv. Gud har tydelig over for mig peget på det velkendte oprør i beretningen om David, som vi vil se på fra et nyt perspektiv. Men selvfølgelig vil jeg samtidig sætte focus på Davids gudfrygtighed.

Du tænker uden tvivl på de mange gange, kong Saul i genstridighed gik på kompromis. Da profeten Samuel fortalte Saul, at kongeriget ville blive taget fra ham og givet til en anden. Og at Samuel da gik hen og salvede David til at være den fremtidige konge. Der var imidlertid en lang vente- og forberedelsestid for David, før han blev konge i Israel. Og jeg tror, at det var denne ventetid, der ledte frem til næste situation.

Jeg tror, at der i dag er et ”David-kompani” fremtige ledere for Israel (det er menigheden, jeg taler om), som Gud hemmeligt i mange år har forberedt rundt om i verden. Der vil hist og her være nogle, der er med i dette ”kompagni”, og som allerede ved, de er det. Nogle af dem har måske som David modtaget deres første salvelse – eller måske endog deres anden salvelse. (David blev salvet tre gange, før han endelig tiltrådte som Israels konge.)

En ting er sikker: Der vil være en skare af årvågne folk, som Gud har talt til om ”de ting, der skal komme.” Sådanne føler sig ikke hjemme i det nuværende system, idet de væsentligt er bestemt til de kommende menigheder i stedet for de nuværende ledere. De vil ofte føle sig misforstået og møde modstand af dem, der hænger stærkt sammen med den nuværende menighedsorden (læs uorden), fordi lederne føler det nye som en trussel mod det bestående.

Således var det også for David. Igennem årene måtte han flygte på grund af Sauls jalousi. Saul og hans mænd forfulgte ham, og han måtte søge tilflugt i hulerne i ørkenen. Og en tid boede han endog hos filistrene. Hvor ensom måtte han ikke til tider have følt sig. Samuel havde salvet ham til at være den kommende konge i Israel, og nu var han her på flugt for sit liv. Og således gik årene.

Saul-lignende ledere

Nu kommer vi til det store tema i denne beretning. Husk på, at Saul stadig var konge i Israel og leder for Guds folk, omend han var afvist af Gud. Hvordan var Davids indstilling til Saul i denne tid? Svaret er enkelt: Han ventede på Guds time og ville ikke gøre noget for at gå imod Saul. To gange kunne han let have dræbt Saul og taget kongeriget fra ham men gjorde det ikke. Han ventede på, at Guds time var inde, som ville komme, når Saul var død.

Det er min tro, at der i vor tids kristne verden er tre typer ledere. Nemlig: Saul, Jonathan og David-lignende typer.

1./ De Saul-lignende typer er de kristne ledere, som er fast besluttede på at holde fast ved den nuværende orden med de mange former for kompromiser , sjælelige kærlighed til ”oplevelser”, som afviser at søge sand hellighed og sætter deres eget ”behag” højere end kærligheden til Gud etc. Bedrøveligt nok vil disse ledere med glæde tage imod ethvert nyt ”kristent” indslag, så længe det ikke vil ”koste” dem for meget, og så længe det hjælper dem at holde folk involverede i menigheden. (Det er årsagen til, hvorfor de nye modeller og metoder for kirkevækst opstår.) Men der kommer ingen ny reformation, som også absolut ville forfærde de fleste i menigheden.

Til de Saul-lignende i vor tids menigheder tror jeg, Gud vil have mig til at sige: Fordi I har gjort jer selv til ”herrer” over menigheden i Jesu sted, vil Gud tage kongekronen ud af jeres hænder Og fordi I går på kompromis, vil Gud dadle jer for den sygelige ”lunkenhed”, I leder hen til i jeres menigheder Kongeriget skal tages fra jer og gives til en anden (se 1 Sam 15:22-23 og 28:17 Matt 21:43) ”Se, I foragtere, og undrer jer og bliv til intet! Thi en gerning gør jeg i jeres dage,… som I ej vil tro, om nogen fortalte jer derom”, Apg 13:41

Det er interessant at lægge mærke til, at i Guds øjne var Sauls værste synd, at han efter sin sejr over amalekitterne gik på kompromis med det, Gud havde sagt, og tog det bedste af fjendens dyr med sig som bytte i stedet for at slå dem alle ned, som Gud havde påbudt ham Det var årsagen til, at Gud straks sagde til ham, at hans kongerige ville blive taget fra ham og givet til en anden ”Genstridighed er en trolddomssynd, og trods er lig med overtrædelser og afgudsdyrkelse Fordi du har afvist Herrens ord, har han også afvist dig som konge”, 1. Sam 15:23 * Læg mærke til, at det ikke var Sauls ledelse af folket, der forårsagede at Gud afviste ham Men hans svaghed og kompromiser som leder Er det ikke det samme, der sker også i dag?

* Profetens ord til Saul viser kernen i Guds hellige lov, som er at tro på Herren og adlyde hans ord. At ville handle i genstridig ulydighed viser, at hjertet er forblindet. Ingen påtagelig fromhed eller en af udseende god gerning kan slette en ulydighedssynd. Og ingen ofre eller bønner kan gøre en genstridighedssynd ugjort. Er en synd begået, kan den kun slettes gennem anger og tro på Jesu forsoningsdød. Sauls ofring var et skuespil, thi i sit hjerte angrede han intet og ville ikke overgive sig til Gud. At lydighed er bedre end offer må ingen kristen glemme. Thi ved ulydighed viser et genstridigt menneske, at Gud ikke har førstepladsen i hans liv. Og da vil Gud sige: Fordi du har forkastet Herrens ord, har han også forkastet dig. Oversætters kommentar.

Jonathan-lignende ledere

2./ Jonathan, Sauls søn, elskede David næsten som en broder. Og medens Saul prøvede at dræbe David, gjorde Jonathan sit bedste for at beskytte og hjælpe ham. Jeg tror, at mange kristne ledere rundt om i verden i dag er lig Jonathan i dette. De har været venner med den sande vækkelse. Men på samme måde som Jonathan er de fanget imellem deres forbindelse med den gamle livsform og den nye, som er på vej. De vil gerne være en del af denne, nye vækkelse, men er for stærkt bundet til de gamle.veje til virkelig helhjertet at vælge det nye, som Gud vil sende i endetiden. De er i den samme farlige situation som Saul, at de går på kompromis med det, Gud har sagt. Thi skønt Jonathan var Davids ven (ven med det nye fra Gud), blev han dræbt på slagmarken den samme dag som Saul. Jonathan nåede aldrig at se eller gå ind i det nye, Gud ville lade komme, men kom under den samme dom som Saul.

En anden ting, der havde betydning vedrørende Jonathan, var, at han var arving til tronen og skulle lede Israel frem til en bedre tid. Jeg tror, at mange af vor tids ”Jonathaner ” er lig dette. De er tilsyneladende vækkelsesorienterede ledere i vor tid, der taler om vækkelse, profetier og bønner, etc, men forbliver selv uberørte.

Som sagt tror jeg, at der en del ”Jonathaner” i tjenesten for Gud over hele verden i dag. Den største fare for dem er deres engagement i den eksisterende Laodikea menighed, og at de ikke kan forestille sig, at Gud vil bringe dom over dem. De elsker jo ”David” og alt det, han står for, men de forlader ikke ”Saul”. Dybt i deres hjerter klynger de sig stadig til en blanding af det gamle og det nye fra Gud. Men Gud bygger aldrig på en blanding af gammelt og nyt.

Vor tids ”Jonathaner” ville være lykkelige, hvis de kunne presse den ”nye vin” ind i gamle vinsække. De vil gerne stå med fødderne i begge lejre. Men det vil blive en forfærdelig tid, når den dag kommer, hvor disse dobbeltsindede skal vælge, om de vil være med ”David” eller ”Saul”. Fordi de ikke kan se og forstå tidens tegn, vil de ligesom Saul ikke kunne undfly dommen. Og det kan lede til en tragedie.

David-lignende ledere

3./ Som du har set, var det ikke en lykkelig tid for David i kong Sauls regeringstid. Men dog tror jeg, at denne, ydmygende tid i Davids liv var af væsentlig betydning for ham for at forberede ham til at blive en gudfrygtig leder. På dette tidspunkt kunne David let være blevet en oprører. Husk på, at David allerede da af Samuel var salvet til konge over Israel. Han var en øvet kriger, en naturlig leder og en stærk mand. Havde han villet det, kunne han og hans mænd have gjort det vanskelig for Saul. Men i stedet ventede han tålmodig og udholdt Sauls anslag imod sig. David respekterede Sauls autoritet og knurrede ikke imod Gud på grund af ventetiden. Og jeg tror, at der er mange lig David blandt vore ledere i vor egen situation i dag.

Selv om David til tider må have følt sig mismodig, vred og såret over Sauls behandling af ham, indlod han sig aldrig med at ville gøre gengæld. Jeg tror, at dersom David havde handlet i genstridighed, ville han have vist sig uværdig til kaldet til at være konge over Guds folk. Jeg tror ikke, at Gud nogensinde vil acceptere oprør. Som vi har set var det på grund af Sauls oprør, at Gud afviste ham som konge. Jeg tror, Gud prøvede David af selv samme grund.

Det er interesant at lægge mærke til, hvad der skete med David, fra han som en hyrdedreng blev den leder, der samlede Israel og gjorde det stærkt Davids første lektie var at blive en god hyrde for en flok får En ideel træning for hans senere opgave som leder af Israel Her lærte David grundreglerne for med omhu at tage vare på sin opgave at forsvare fårene mod ”bjørne og løver” Som Jesus senere sagde: ”Du har været tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget”, Matt 25:21

Det var på det tidspunkt, David modtog sin første, ”kongelige” salvelse af profeten Samuel. Senere fulgte hans sejr over Goliat. Men snart måtte han finde sig i at skulle skjule sig i ørkenen i flere år sammen med en lille gruppe af sine mænd. Da Saul døde, blev David salvet for 2.gang og blev konge over Juda. Fra da af gik han i krig mod ”Sauls hus” om herredømmet over hele Israels land og nation. Da blev David endelig for 3. salvet til konge over hele Israel.

Under Davids lederskab blev Israel stærk og mægtig både i krig og i at herliggøre Gud og vise hans herlighed og storhed overfor alle nationer. Det er nøjagtig, hvad Gud vil, hans nye endetidshandling skal føre til. At hans navn bliver herliggjort som et resultat af den verdensvide ”høst”, når Guds Ånd udgydes over ”alt kød”, og kundskaben om Herren vil dække jorden, som vandene dækker bunden af havene.

Men hvordan kan vi vide, at det kompromis-søgende ”Saul system” er ved at være til ende, og at det nye fra Gud er ved at komme? Gud vil gøre det muligt for sit folk at blive fuldt opmærksomme på, hvad der er ved at ske. Men Saul-lignende personer vil ikke se det. Det vil ikke være nogen hemmelighed, når Gud lader nye, åndsfyldte personer træde frem. Alle vil få det at vide, men ikke alle vil have visdom til at forstå, hvad der sker.

Noget af det, jeg allerhelst gerne ville, folk skal lægge mærke til i beretningen om David og Saul, er den store betydning af, at vi som David venter på Guds tid, før vi gør noget. Det er derfor, jeg opmuntrer alle til at vente, indtil Gud siger, det er nu, det gamle er ved at forsvinde, og det nye kommer til ved en nytestamentlig menighed, som er villig til at tro Gud på hans ord. Vi skal vente, til Guds time til den sidste fornyelse er inde.

Jeg tror, at der er mange forsøg på fra nogle kristnes side at presse Gud til, at det skal være nu og her. Men det er i stor skala genstridige ”reformationer”, vi vil have skal begynde, før Guds time er inde. De er som ”Absalon-lignende” oprør, der helt sikkert ikke har Guds velsignelse og vil blive til intet, selv om de for en tid kan se gode ud og kan trække store skarer af kristne til. Gud vil aldrig tåle genstridighed. Men vi skal være opmærksomme på forskellen imellem genstridig ”revolution” og en gudgiven ”reformation”. En oprørsk Absalon-type bevægelse vil selv rette alt på dens vej, medens en David-type vil vente, indtil Guds time er inde. Men der er mange tegn på, at den SANDE ”rystelse” af menighederne nu er meget nær og venter forude. Så lad os forblive årvågne.

Den sande autoritets natur

I 1970erne strøg en lære tværs gennem de karismatiske kredse, der blev kendt som ”hyrde-læren” (eller underkastelses læren). Ulykkeligvis bragte den et dominerende lederskab og magtmisbrug fra mange ledere med sig. I 1980erne opstod der en stærk modvilje imod denne form for lederskab, men det synes som også denne reaktion er gået for vidt, så vi nu har for ”bløde” ledere, som historien også viser.

Der er så vist helt klart en sund balance at finde i Skriften En form for hyrdegerning i enhver menighed, som beskrevet i Ef 4:11 Menighedslederens opgave er at lede til ”rige græsgange”, og at vejlede og have omhu for hele menigheden og søge og frelse de fortabte eller de ”omvandrende får” (Flere i en menighed kan deles om denne opgave) Derved opnår en menighed det fulde mål i Kristus

Det er min tro, at alle gode ledere skal være en ”vogtende hyrde.” Jesus beskrev sig selv som den ”gode hyrde”, der lagde sit liv ned for fårene. Og det er interessant at lægge mærke til, at en vigtig del af oplæringen af to af de største ledere (David og Moses) var at vogte får.

Dersom en mand var en god fader og ægtemand, blev det taget som et udtryk for, at han også havde gode evner til at lede Guds folk Han må være ”en mand, som styrer sit eget hus godt og have børn, som underordner sig med al ærbødighed Dersom en mand ikke ved, hvordan han styrer sit eget hus, hvordan skal han da kunne tage vare på Guds menighed?” 1. Tim 3:4-5

Det er øjensynlig fra dette og lignede skriftord, der er kommen en stærk sammenligning imellem det at være en god menighedsleder og at være en god ”leder” af sin familie. I en familie er det nødvendig, at en fader er villig til at foretage de nødvendige rettelser. Men dersom en fader misbruger sin magt og bliver en ”diktator” i sit hjem, kommer hans hustru og børn til at lide følelsesmæssigt, hvad der ofte medfører psykiske skader. Hvis en faders disciplin på den anden side mangler eller er for blød, bliver børnene genstridige og lærer ikke at respektere autoriteten, heller ikke i skolen eller andre steder.

Sande, gudfrygtige fædre og menighedsledere må føre en autoritativ disciplin sammen med sand tålmodighed og kærlighed med en sund balance, ellers breder lovløsheden og genstridigheden sig snart.

I dag betaler vi en meget høj pris for årtiers blød eftergivenhed. I mange moderne hjem er det TV-programmerne sammen med indflydelse fra New Age, der styrer. Også i menighederne er bløde ledere ”in”. Kun sande, gode, gudfrygtige autoriteter kan stå imod denne udvikling.

Det er værd at lægge mærke til, at de fleste af alle de nye ”friheds” filosofier er opstået sidst i tredserne og har hjulpet med til at undergrave både moral og autoriteter. Og mange af dem har endog angrebet autoriteten i samfundet. Der har været den sexuelle revolution, feminist bevægelsen, ”anti-disciplinering af børn” bevægelse, etc, som alle har alle haft en stærk nedbrydende effekt på den vestlige kultur. Mænd har mistet meget af deres autoritet og rette position i samfundet. Og mange står forvirrede og skamfulde under den almindelige fordømmelse af deres køn og plads i verden. Nogle tror endog på de anklager, der rettes mod deres køn og affinder sig med at være ”sat fra tronen”.

Jezabel-lignende

Hvor kommer alt dette fra? Historien viser tydelig, at Djævelen er snedig nok til at prøve at nedbryde betydningen af, at vi kan binde ham (Matt 12:29) Det er blevet os fortalt, at Djævelen kom for at ”dræbe og stjæle og ødelægge” Men måden han går frem på er først at binde os, derefter bedrage os og tage autoriteten fra os Og da kan han røve alt det, vi ejer Hvorfor tror du, at Djævelen er i stand til at ødelægge vor generation langt mere end det var muligt for blot 40 år siden? Hvad er forandret? Blot dette, at den sande autoritet er bunden Vort samfund har ladet sig ”binde”, og Djævelen er i færd med at ødelægge alt

Noget lignende er sket med vor tids menigheder Alt tyder på, at tredsernes kultur og ”friheds-revolutionen” har givet os en ”Jezabel” Først ødelagdes den sande autoritet i skolerne og i resten af vort samfund Og nu er også menighederne under ”Jezabels” indflydelse ”Når fjenden kommer ind som en flodbølge, skal Herrens Ånd løfte et banner midt i den”, Es 59:19 Netop fordi, ”Jezabels” ånd har rejst sig så stærk de senere år, kan vi forvente, at Gud vil lade sande og stærke kristne fremstå, der kan påbegynde en ”Elias tjeneste” for Herren, som i første række vil afsløre Jezabels fæstninger, først i menighederne og derefter i verden

”Jezabels” fremgangsmåde kan siges med et ord: genstridighed! Hun arbejder konstant på at undergrave alle former for autoritet og moral og at indføre hedenske religioner.

Genstridighed kan have mange former fra ond drilleri til modstand mod forældres autoritet etc. Og indenfor menigheden leder ”Jezabels” ånd til stadig øgende lovløshed. Og står lederne ikke faste, flyttes grænsen hele tiden, så alle autoriteter trædes under fode.

En sand vækkelsesleder må ikke være for ”blød” eller gå på kompromis, og heller ikke være barsk eller udnytte sin autoritet. Han skal være god til at belære men ikke være bange for at irettesætte, tugte eller formane. Kort sagt ikke være bange for at være en sand leder. Historien viser med tydelighed, at mangel på stærk lederskab vil medføre, at Djævelen hindrer enhver fornyelse, eller hindrer en menighed i at komme ud af ”Laodikea tilstanden”.

Jeg kan ikke længere have tillid til en menighed, der ikke åbent herliggør Jesus Kristus. Og jeg kan ikke længere tro på en menighed, i hvilken Jesus ligger ”såret i sine venners hus”.

De rensede, David-lignende personer

Til slut vil jeg kort vende tilbage til vor gennemgang af Sauls, Jonathans og Davids historier og pege på, at der ikke kan være nogen tvivl om, at Gud forbereder en David-kompagni – ledere efter hans vilje, som har været i skjult forberedelse igennem flere år. Imidlertid vil en stor del af disse ”David-typer” befinde sig dårligt ved at se på det nuværende ”Saul-system”. Mange ”Davider” vil føle ”kulden” om sig, fordi de har vovet at tale ”Saul-menighederne” imod. Mange har været nødt til som David at trække sig bort og gå til ”øde” steder og der finde et tilflugtsted fra ”Sauls” efterstræbelser. Men jeg tror, at Gud i nær fremtid vil kalde dem frem for at virke for ham. Måske ikke i de bestående menigheder, men i en ”hellig ”rest” ud fra den eksisterende kristendom ”.

Hver af os har behov for at ransage os selv for at se, om der i vort hjertedyb er en rest af genstridighed. Vi har behov for at være gennemærlige mod os selv og ikke finde på undskyldninger men gå til roden af problemerne. Gamle ”sår” kan stadig have en effekt på vor nuværende stillingtagen og sidde fast i os, så vi bliver ”hårde” overfor nogen, der har behov for imødekommenhed.

Hvorledes kan vi bekæmpe sådanne ”rødder” af genstridighed dybt inde i os? Vi må bede Gud kaste lys over det og da yderligere frasige os disse, genstridige rødder i Jesu Kristi navn. Ikke mindst i vore ord men også i dybden af vor væsen vil det ofte være nødvendig at bede om Guds tilgivelse og renselse, som ikke blot vil rense os fra gamle ”ting” men også tilføre os et stærkt øget had til synden.

Dersom vore hjerter er rene ind for Gud, vil han hjælpe os med at dømme ret. Vi skal ikke være loyale overfor de mennesker, der leder os ind i bedrag. Men vi må være loyale overfor Herren, så vil han give os den rette balance i vort åndelige liv.

Oversat i oktober 1998 af
Holger Skov Særkjær