OversigtLænge har emnet tilbedelse puslet i mine tanker. Ikke alene fordi jeg personligt ønsker og stræber efter at have et hjerte fyldt med tilbedelse og lovsang til Den Levende Gud, men også fordi det er gået op for mig, at netop tilbedelse er forbundet med liv og død.
Vi ved, at mennesket i alle kulturer til alle tider, har en indre trang til at tilbede og ofre til noget eller nogen, som er større end dem selv. I Bibelen kan vi læse om Guds holdning, om man vil, til tilbedelse og ofring til Ham og til afguder.
Gud har gennem sit ord lagt vægt på ofring. Når man læser 3. Mosebog, som egentlig er en håndbog for præsterne i den gamle pagt, så ser man hvor detaljeret Gud er med hensyn til offerhandlingerne. Her gennemgår Han nøje proceduren for offerhandlingerne.
Nogle har dog sagt, at der i 3. Mosebog kan spores en parallel til hedenske ofringer, det vil sige menneskets trang til at ofre materielle gaver, noget af deres ejendom, for at formilde guderne. Men de gammel-testamentelige ofringer er indstiftet af Gud og havde deres udspring i Hans pagtfællesskab med Hans folk. De indbefattede langt mere end idéen om en gave, der skulle formilde Gud; de fordrede menneskets overgivelse og lydighed, og offerhandlingerne var kun et ydre symbol på menneskets indre fællesskab med Gud.
I 2. Mosebog kap. 32, er der en af de mange beretninger om tilbedelse og ofring af andre guder, som må gøre indtryk:
”Da folket indså, at Moses tøvede med at komme ned fra bjerget, mistede de tålmodigheden og gik til Aron. ”Gad vide, hvad der er blevet af Moses, som førte os ud fra Ægypten og herud!”, sagde de. ”Måske er der sket noget med ham! Hjælp os med at lave en gud, som kan vise os den rette vej!”.
Opmuntret af folket lavede Aron en guldkalv af de smykker, som folk ofrede til formålet, og han byggede et alter for tyrekalven og meddelte: I morgen holder vi fest for Herren.
I vers 6 står der videre: ”Tidligt næste morgen begyndte de at ofre brændofre og takofre til tyren. Bagefter gav de sig til at feste og drikke. De ene førte det andet med sig, så det endte i et sexorgie.”
Inden vi læser om Guds reaktion på dette, er det indlysende at drage en parallel til vores tid, ja man kan endog drage en parallel til opløsningen af samtlige kulturer vi kender til i historien. For bare at nævne nogle af de seneste: Det græske rige, romerriget, den nuværende civilisation.
Man taler i dag om at vi lever i en forfaldskultur. Vi behøver bare at åbne vores TV, så ved vi at det er sandt. Og det er ikke kun de kristne der har erkendt, at det er tilfældet. Kulturer, som har levet i afguderi, eller kulturer, der som vores, har vendt sig væk fra Den Levende Gud, er endt i forfald og opløsning. Bemærkelsesværdigt er det, at et parameter for forfald er, at mennesket kaster sig ud i seksuelle perversiteter og udskejelser. Et af de sikre tegn er homoseksualiteten, som ”blomstrer op”, hvis man kan bruge det udtryk. Prøv fx at læse Kongebøgerne, der vil man kunne se det mønster gentage sig hver gang folket vendte sig bort fra Gud.
Som vi lige har læst det, som endte tilbedelsen af guldkalven altså i et sexorgie. Gang på gang kan man læse i Bibelen, at frafald fra Gud, blandt andet drev mennesker ud i seksuel perversion.
I vores tid har frafaldet ført nøjagtig det samme med sig. Blot er vi gået endnu længere. Nu gifter homoseksuelle sig med staters tilsagn, ifølge lovgivning på området. Og ikke alene det, det er endog muligt at få et sådant forhold velsignet i folkekirken. Sager om homoseksuelle og pædofile katolske præster fylder avisernes overskrifter verden over. Men også blandt de heteroseksuelle, florerer den seksuelle synd i form af utroskab og skilsmisse, interesse for pornografi, samt vulgær påklædning og seksualiseret adfærd – også blandt småbørn. Det lyder barsk, men det er ikke desto mindre fakta.
Det der skulle være smukt mellem mand og kvinde, har Satan, som så meget andet, forvrænget og perverteret til ukendelighed Og han får mulighed for det, når vi vender os væk fra Gud! – som vi lige har læst det.
Vores livsførelse er således dybt afhængig af hvem vi tilbeder! – eller hvad vi tilbeder. For afguderi er ikke bare gammeltestamentelig afguderi, hinduistiske guder, Buddah og Allah, men kan være tilbedelse af intellektet, kunsten, sporten, musikken, mode og materielle værdier. Eller det kan være mere eller mindre beundring eller tilbedelse af mennesker, der bevæger sig som såkaldte ”stjerner” indenfor disse områder. Ikke at disse sidst nævnte områder behøver at være afguderi. Men det kan gemme sig der, hvis vi lader det få plads. Dyrkelsen af berømtheder og berømmelse, for den sags skyld, er den grad i tiltagende i verden i dag. Og det er afguderi! Der findes mennesker, for hvem det betyder så meget hvilke ting de har, at de har dem på bekostning af deres egen families behov.
Guds reaktion kender vi, men jeg vil alligevel nævne det:
2. Mosebog 7, 14-
Da sagde Herren til Moses: ”hurtigt! Skynd dig ned! Folket, du førte ud af Ægypten er fordærvet. Det har trodset mine befalinger, lavet sig en tyrekalv og tilbeder og ofrer til den – og siger ”Se, Israel, det er den gud, som førte dig ud af Ægypten!” Herren fortsatte: ”Jeg har lagt mærke til dette folk – så rebelske de er! Lad nu være med at blande dig, Moses, og lad min vrede få frit løb, så jeg kan gøre en ende på dem. I stedet vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et stort folk”.
Moses bad Gud om barmhjertighed, men Gud svarede: ”Den, som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog”. Men gå nu tilbage og før folket til det sted, jeg har befalet! Jeg forsikrer dig, at min engel skal gå foran dig! Men når tiden er inde, vil jeg straffe folket for dets synd”.
Alt dette, fordi de ikke kunne vente på Gud og derfor valgte at tilbede en guldkalv.
Også i dag venter vi, og den ventetid stiller nogle krav til os. Gud siger til Habakkuk (kap. 2, 3-4): ”Min plan lader vente på sig: men vær tålmodig, for det er både sikkert og vist, at den gradvist tager form for til sidst at blive til virkelighed. Nej I må ikke give op, selv om min plan lader vente på sig! Min plan bliver til virkelighed – præcis når tiden er moden. Og dette er mit svar: Se den ugudelige er stolt, hans ambitioner er onde, men den retfærdige stoler på mig og finder liv og tryghed derved.”
Herren siger også til Habakkuk: ”Hvilken fordel er der ved at dyrke afguder? Hvilken tåbelig løgn det er at tro at de stumme guder, du selv har fremstillet skulle kunne hjælpe… Selv om de er belagt med guld og sølv er der ikke gnist af liv i dem. Men Herren bor i sit hellige tempel, lad jorden bøje sig i ærefrygt for ham!”
I Korinterbrevet siger Gud i en advarsel om at gå på kompromis med hedningerne: ”Undgå at samarbejde med vantro. Gør ikke fælles sag med dem! Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden af gøre? Eller lys eller mørke? Hvad har Kristus og Djævelen til fælles? Hvordan kan en kristen have et fællesskab med en som ikke tror? Hvordan kan Guds tempel og afguderne have med hinanden at gøre? I er jo Guds tempel, den levende Guds hus”.
Vi kan have med dem at gøre som mennesker, fordi de er vores næste, men vi kan ikke og vi skal ikke have åndeligt fællesskab med dem. Vi skal leve i verden, ikke som verden.
Beretningen om Sodoma og Gomorra viser også Guds vrede over de afskyeligheder, som frafald fører med sig:
1. Mosebog 18, 20 -
”Herren sagde derfor til Abraham: ”Der lyder skrig uden lige fra Sodoma og Gomorra! Deres synd er uden lige”….
Gud havde besluttet sig for at ødelægge de to byer fordi folkene dér var berygtet for deres ondskab, for de syndede groft imod Herren. Nogle kapitler før (kap. 13) står der: Lot kastede et langt blik ud over Jordandalens frugtbare slette, der strakte sig helt til Zoar. Det var før Sodoma og Gomorra blev ødelagt – og området var endnu frodigt som Edens Have og Ægyptens land.
At Lot, som den eneste retfærdige, kunne holde ud at bo i Sodoma med sin familie, finder jeg bemærkelsesværdigt. Ikke alene det, han havde også en vis position i byen, idet der står at Lot sad i byporten. Traditionelt var det de mænd i byen, der var bedrestillet og havde indflydelse, der gjorde det. For at bevare den position, må der have været en række forhold, som Lot må have set igennem fingre med. Han kan umuligt have talt imod den overvældende synd der var omkring ham. Det er endnu ikke set at man kan gøre det og bevare sin samfundsmæssige position, med alle de privilegier, der følger med. Her må have været et valg for Lot. Et valg vi alle står i hver dag. De Guds tjenere, der står frem og taler Guds ord rent og klart, er ilde sete og bliver latterliggjort og forkastet af verden, med alt hvad der følger med dette. Det har jeg tænkt en del over, når jeg har læst beretningen om Lot.
Guds reaktion på synden i Sodoma og Gomorra, er til at føle på. Det var så total en ødelæggelse, at det tidligere så frugtbare område i dag er fuldstændig dødt.
Det land, som Gud ønskede at hans folk skulle tage i besiddelse, var også så fyldt med hedenskab, at Gud ønskede at udrydde det helt. Der måtte ikke gås på kompromis, hvilket jøderne dog gentagne gange gjorde, med frafald til følge. I Josuabogen kan vi læse beretningen om Guds rige, der får fysisk fodfæste i verden. Israelitternes erobring af Kanaan er den levende Guds sejr over afguder og hedenskab. Men Guds sejr skete ikke automatisk; Gud ønskede, at hans folk skulle tage landet i besiddelse, som han havde lovet dem – ikke i egen kraft, men i Guds kraft.
Tilbedelse og ofring til afguder fører til frafald, frastødende livsførelse og i sidste ende død. Tilbedelse af Gud derimod, fører til liv, vækst og glæde, ikke kun for os, men også til velsignelse for generationerne efter os.
Daniel nægtede at tilbede andre end den levende Gud. Det udnyttede hans fjende i et forsøg på at få skovlen under ham. Der blev lavet en lov som sagde, at enhver der de næste 30 dage beder en bøn til andre end kongen, det være sig Gud eller andre, skal kastes i løvekulen. Men skønt Daniel vidste hvilke konsekvenser det ville have, står der, at han som sædvanligt gik hjem og knælede i det værelse ovenpå, hvor de åbne vinduer vendte ud mod Jerusalem (ikke noget med lukkede vinduer her!!). Der bad han tre gange dagligt til Gud, sådan som han altid havde gjort. Soldaterne hørte det, så diskret har Daniel ikke været, og fik den, i øvrigt modstræbende konge, til at udstede en arrestordre.
Da Daniel blev ført til løvekulen, sagde kongen til Daniel: ”Må den Gud, som du tjener så trofast, frelse dig!” Så kastede de Daniel for løverne. Vi ved at Daniel ikke fik en skramme, ikke engang en lille rift af en løveklo, jeg tror såmen ikke engang han havde kattehår på tøjet, for han havde sat sin lid til Gud” Og han var endt i situationen fordi han med livet som indsats fastholdte sin tilbedelse af Gud. Der står oven i købet at således oplevede Daniel fortsat lykke og fremgang under kongen Darius og perserkongen Kyrus. En noget anden situation, end den vi hørte om før!!
Da Sjadrak, Mesjak og Abed Nego nægtede at tilbede en forgyldt statue, som kong Nebukadnezar lod lave, var der også en lov som sagde, at enhver som nægtede, skulle dø. De blev kaldt for kongen, som spurgte, ”Er det med vilje, at I undlader at tjene min Gud og tilbede statuen, jeg har rejst? Vel, I får en chance til! Hvis I bøjer jer til jorden og tilbeder statuen, når orkestret om lidt begynder at spille igen, skal I ikke høre mere, men hvis I nægter at gøre det, vil I øjeblikkelig blive kastet i flammeovnen. Så får vi se om der findes en gud, der kan redde jer.”
De svarede kongen: ”Vi behøver ikke at forsvare os overfor dig! Hvis vi bliver kastet i flammeovnen, er den Gud vi tjener, stor nok til at frelse os fra ilden – og i øvrigt også stor nok til at rive os ud af din magt, konge”
Ovnen blev opvarmet til at være syv gang som varm som normalt. Varmen dræbte de soldater, der smed de tre mænd derind, bundet og fuldt påklædt. ”smed vi ikke kun tre mænd i ovnen?,” udbrød kongen. ”Jo”, svarede de. Men der er jo fire. Og de er ikke bundne. De går omkring i ilden – helt ubeskadigede af flammerne! Se, den fjerde ligner en gud”. Så trådte de ud af ilden; og alle statholderne, rådgiverne, generalerne og administratorerne slog kreds omkring dem for at overbevise sig om, at mændene virkelig var uskadte. Ikke engang deres tøj var ødelagt eller havde brandlugt; ikke så meget som et hår var svedent på deres hoveder. Da sagde Nebukadnezar: ”Priset være Sjadraks, Mesjaks og Abed Negos Gud. Han sendte sin engel for at frelse sine tjenere, der i tillid til han trodsede kongens befaling – ja, som var villige til at dø, om det skulle være, frem for at tjene eller tilbede nogen anden gud end deres egen. Derfor befaler jeg nu, at hvis noget menneske – uanset sprog, religion eller nationalitet – herefter siger et ondt ord om Sjadraks, Mesjaks og Abed Negos Gud, skal han blive revet i småstykker og hans hjem jævnet med jorden; for ingen gud kan gribe ind og frelse, som denne Gud har gjort”.
Vi kender også beretningen om Paulus og Silas i fængslet, hvor de var i bøn og lovsang til Gud, mens alle de andre fanger lyttede. Pludselig blev fængslet gennemrystet af et jordskælv. I det samme sprang alle døre op, og lænkerne faldt af fangerne. Læg mærke til at dørene ikke kun åbnede sig for Paulus og Silas og lænkerne faldt ikke kun af dem, men af alle fangerne. Ja selv fangevogteren og hele hans familie blev frelst. Der står: Samme nat blev han og hele hans familie døbt. Da det var sket, tog han Paulus og Silas med ind i sit hus og serverede mad for dem; og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til at tro på Gud. (Ap.G. 16).
Tilbedelsen og lovsangen fik her konsekvenser for andre end den tilbedende og lovsyngende, det er nok værd at bide mærke i!
Lige så meget som Guds ord vidner om død og fortabelse for dem der tilbeder andet eller andre end Gud, lige så meget vidner den om liv og frelse for dem, der tilbeder Gud og dermed bøjer sig for hans ord i lydighed.
Hvem eller hvad man tilbeder er altså et spørgsmål om liv eller død – ikke kun i evigheden, men her og nu – og ikke kun for os selv.
Lad os derfor frembære vores offer til Gud gennem Jesus; og det offer vi skylder Gud, er lovsang fra læber, som bekender og fortæller om ham. Glem heller ikke at gøre godt og at dele med andre; for sådanne ofre glæder Gud.
Husk på at det ultimative, endegyldige offer, har Gud selv givet, da han for hele skabningens frelse, ofrede sin enbårne søn Jesus Kristus på et kors. For det fortjener han lovprisning, tilbedelse og lovsang 24/7/365 – som det hedder!!
I Matt. 21., hvor Jesus har renset templet for de handlende, kommer blinde og forkrøblede bagefter til ham i templet. Han helbredte dem. Og da de små børn løb omkring i søjlegangene og sang ”Gud velsigne Davids Søn”, blev ypperstepræsterne vrede og gik hen og spurgte ham ”Hører du ikke hvad børnene råber?” ”Jo, jeg har hørt det”, sagde Jesus. Men har I aldrig læst skrifterne? For de siger ”Børn og spæde er beredt til at lovprise ham”.
Gud troner på menneskers lovsang, står der i Salmernes Bog.
Tilbedelse, tro og lydighed er tæt forbundne størrelser. Gud tilkommer vor tilbedelse.
Hvordan vil vi bruge vores ventetid? Forhåbentlig ikke som verden gør, nemlig som jøderne for foden af Sinai bjerget, mens de ventede på Moses!
Vil vi stå det onde imod, lade os lutre og rense? Vil vi lade Gud fylde vore kar med olie – vores ånd med tilbedelse og lovprisning? Der er ikke noget der ærgrer fjenden mere end det! Han må fly fra os – igen liv og død!! Det var det Satan vidste, da han i ørkenen forsøgte at friste Jesus til at bøje sig ned og tilbede ham, med løfte om at Jesus kunne få verdens riger og lande i stedet. Havde Jesus gjort det var hele skabningen for evigt gået fortabt!
Lovprisningsofre ærer mig, siger Gud (salme 50).
Peter siger i sit andet brev (kap. 3) ”Først og fremmest vil jeg, I skal være klar over, at der i de sidste dage skal komme mennesker, der spotter og lever, som de har lyst til. De vil gøre nar af løftet om Jesu genkomst og hånligt spørge: ”Javel, så Jesus har lovet at komme igen Hvornår mon det sker? Så langt som nogen kan huske tilbage. Er alt forblevet, sådan som det var fra skabelsens morgen”. Men de der taler sådan har forregnet sig. Guds ord og løfter står fast.
For Herren er Kongen, der hersker over nationerne. Alle - både stolte og ydmyge – skal bøje sig og tilbede i Herrens nærhed. Også vores børn skal tjene ham, for af os skal de høre om Herrens underfulde handlinger. Og deres børn igen – de kommende generationer – skal høre om Herrens frelse.
Råb af glæde for Herren, alle I retfærdige, for det er vigtigt at lovsynge Ham. Spil glædeshymner for ham på lyren, tak ham med harpespil! Syng en ny sang til ham, råb af glæde, lad det alt sammen være behændigt akkompagneret af strengeinstrumenter. For Herrens ord er sande. Alt hvad han gør, er tillid værdig. Han elsker, hvad der er ret og godt, hans godhed flyder over jorden. På Herrens befaling blev himlen skabt, han sagde et ord og stjernegalakser blev født. Hav ærefrygt for Herren, al jorden! Ær ham og vis ham respekt. Alverdens indbyggere. Et ord fra ham satte verden i gang. På hans befaling blev jorden til. Herren blæser på storpolitik. Han krydser folkenes planer. Hans evige plan står for altid fast, hans hjertes tanker gælder alle slægtled.
Og som jeg sagde i starten: hvert et knæ skal bøje sig i tilbedelse af Gud, hver en tunge bekende at Jesus er Gud Søn. Så lad os begynde nu!
(Læs del 2 - At leve i verden men ikke som verden)