OversigtVestens nedgangsperiode blev den ikke påtvunget. Den har frivilligt gået ind i den, idet den har mistet det mål af syne, der er givet til kristne nationer: ”I skal være mine vidner…. Til jordens ende.” Apg 1:8. Vesten svigtede denne opgave. Derfor har Gud flyttet lysestagen fra Vesten og tilladt afgudskulturer af tage over.
I Islams mission stod:
”Sig til menneskeheden, at nu er afslutningen for kristenheden og sejren for islam nær. Vis menneskeheden vejen til den sande islam, giv den kristne en chance til at kende sig selv og omvende sig fra kristendommen.”
Shahen sagde: ”Når denne del af verden falder for islam, falder Europa også….” Welt am Sonntag, 3/9-78.
Mange er endnu ikke så séende at de ser, hvad der foregår lige for vore øjne. Vesten er langsom ved at miste sin egenværdi. Det kristne livssyn overgiver frivillig førstepladsen til Allah og hans folk.
Vesten kommer selv med det reb, vi skal ”hænges” i. Vi har støttet de kræfter, der vil tage alt fra os og tilmed håner os for vor tåbelighed.
Yasser Arafat har for længst forstået, at når han spænder Allah for sin terrorist-vogn, går det hele godt for ham. I Allahs navn er araberne ved at blive enige om at stå sammen for at tvinge Vesten i knæ. Og man har gjort Israel til en prøvesten. Dem, der er imod staten Israel, vil man i fremtiden langsom lukke ude fra det ”pæne selskab” og derved svække deres økonomi. Allerede i dag bøjer land efter land sig for arabernes krav og undlader at drive handel med Israel.
Krigen mod Gud og de kristne stammer fra gammel tid men er tiltaget i de sidste årtier. I Frankfurter Zeitung, ”Økonomisk oversigt”, 23/7-79, stod der: ”Ikke flere ordrer til de kristne! De kristne driver et farligt flerguderi, idet de tilbeder Gud Fader, Sønnen og Helligånden. Dette bør der ved afgivelse af yderligere ordrer tages afstand fra”. Og en talsmand for den saudiarabiske regering gjorde fornylig en hollandsk byggekoncern opmærksom på: ” Man vil ikke længere affinde sig med de kristnes flerguderi.”
Allah er stor! lyder råbet fra de talrige moskeer verden over. Men det er en løgn, som ved gentagelser får mange til at tro det. Endog en del kristne er ikke klogere end de tror på løgnen om, at Gud og Allah er den samme.
Allerede før Muhammed tilbad man dæmoner i Kaabaen i Mekka. Men ved en hedensk offerfest i Mekka trådte Muhammed frem for folket og råbte: La alla illa allahu! (Der er ingen Allah, uden at Allah er Ham!) Denne udtalelse blev ændret til La illahilla Allah (der er ingen gud uden Allah), der blev islams trosbekendelse.
”Den egentlige kerne i islam ligger i denne binding til Allah, den øverste af mange dæmoner. De mennesker, der giver sig hen til denne ånd, bliver bundne af Satan. Islam er derfor en religion, der altid må gå imod Kristus. Det er en antikristelig gudsdyrkelse, styret af ubegribelig fanatisme.” (Konrad Meyer:Mellemøsten stillet overfor en afgørelse.)
Af dette fremgår det klart, at Muhammed ikke havde nogen åbenbaring fra Gud, men at han udvalgte sig en af de 365 guder, der var stillet op i Kaabaen, til at være Allah, den højeste ånd, og fortrængte de andre 364 og samtidig jødernes og de kristnes Gud, fordi de intet havde tilfælles med Kaabaens ånd.
Fra Kaabaen lyder denne løgn: ”Ikke den, der har et møde med Gud, kommer i paradis, men den, der har et møde med den sorte sten i Kaabaen.” Men den levende og sande Gud siger: ”Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen, jeg, jeg alene er Herren.” Es 43:10-11. Og Vesten har valgt at lytte mere til muslimerne end til den levende Gud.
At tro, at Allah og Herren vor Gud er den samme, er at nærme sig Den katolske Kirkes synspunkter, der tydelig siger: Een Gud – alle brødre. Muslimerne insisterer på, at navnet Allah er Guds navn og ikke bør eller kan oversættes til et andet navn.
I islams trosbekendelse lyder det:
Vi tror på Allah, på den bog (koran), der blev sendt os, på det, der blev åbenbaret os af Abraham, Ismael,… Moses, Jesus og profeterne. De er alle lige, og vi er muslimer, underkastet Allahs vilje. (Sura 2,130).
Vi ser klart, at Allah intet har tilfælles med den sande Gud, som har åbenbaret sig i Skrifterne. Og vi læser, at Abraham forstod, at det var Guds vilje, han skulle sende Ismael bort. (1. Mos 21:9-12.) Ismael (stamfader til muslimerne) blev sendt bort fra Isak og hans efterkommere. Men de har bekriget Isak (jøderne) helt fra den muslimske tro ved Muhammed fremstod og indtil denne dag. Og det har Vesten valgt at lukke øjnene for.
I Bibelen fortælles det gang på gang, at Gud Herren er jødernes Gud. Og mange gange kaldes han Israels Gud. Men koranen taler om Abraham og Ismael, som de endog påstår, har bygget Kaabaen, og hævder, at Guds løfter går gennem Ismael. Hvilken forskel! Araberne siger selv – hvad rigtigt er - at de nedstammer fra Ismael. Og Gud gør det tydelig, at hans pagt ikke er med Ismael. (1. Mos 17:19-21.) Medens Bibelen omtaler Isak flere end 150 gange som løftets søn.
Bibelens Gud kalder jøderne for sit udvalgte folk. Og han gav dem Israels land til evig arv, hvad hundredvis af vers i Bibelen bekræfter. Islam fornægter disse, evige sandheder og siger, at det ikke er jøderne men islams folk, der er Allahs udvalgte.
Allah befaler muslimerne: ”Tag ikke en jøde eller en kristen som ven.” (Sura 5:51, Al Hil-ali, v. 54, Jusuf ali.) Allah er således ifølge muslimernes egne ord ikke de kristnes Gud. Heller ikke ifølge Muhammeds egne ord: ”Den sidste time vil ikke komme før muslimerne har besejret jøderne og dræbt dem.” (Mishkat al Masabih Sh. M. Asraf, 1990, side 147, 721, 810-11 1130, etc.) Islams gud (en ond ånd) hader jøderne.
Allah er helt klart ikke Bibelens Gud, som kalder Jerusalem for sin hellige by. 40 gange kalder Gud Jerusalem for ”Davids by”, og gentagne gange siger han, at Messias skal nedstamme fra David og skal herske over hele verden fra Davids trone i Jerusalem. (2.Krøn.6:6, 33:7, 2.Sam. 7:16 og Sal 89:3-29 etc.)
Jerusalem er ikke omtalt i koranen, og Mekka og Medina er slet ikke omtalt i Bibelen, medens Jerusalem deri er omtalt flere end 800 gange. Hvorledes kan den så regnes som en hellig, muslimsk by?
Muslimerne fornægter fuldkommen den sande Gud, idet de fornægter, at han har en søn. På dette punkt viser de klart, at de bygger på antikristelig lære. Jesus siger: Jeg og Faderen vi er et! Men Vesten har valgt ikke at holde sig til Gud og er på vej til også at tro på afguder.
Allah er en sjælløs gud, kold og ubarmhjertig. Han hører eller ser ikke og kan ikke hjælpe nogen, fordi han blot er et menneskeopfundet gud.
Allah var gud for Kuraish stammen gennem århundreder før Muhammeds fødsel og var den ypperste af de 360 guder i Kaabaen. Dersom han skulle være den samme som Bibelens Gud, hvorfor kom han da fra skaren af de 360 afguder?
At Allah var den ypperste afgud i Kaabaen er dokumenteret i historien. Lad mig citere en af de største historikere:
”Ørken araberne… frygtede og tilbad guddomme i stjernerne og månen…Nu og da ofrede de mennesker, og her og der tilbad de hellige sten. Centret for deres tilbedelse var Mekka, Kaabaen og dens hellige, sorte sten … anbragt i den rette højde til, at den kunne kysses…
”I Kaabaen, før-muslimske tid, var der adskillige afguder. En af dem kaldtes Allah… tre andre var Allahs døtre…Allah var den ypperste gud. For folkene i Mekka repræsenterede han jorden. Og folket måtte betale tiende af jordens afgrøde og det førstefødte af deres dyr….” (Will Durant. ”The Story of Civilization.” IV: 160-61.)
Kaabaen står i dag uden sine afguder men stadig med den sorte sten. Hvorfor mon Muhammed kasserede flertallet af afguderne men beholdt den sorte sten som en del af islam?
En efterfølger af Bibelens Gud ville aldrig gå til Kaabaen, fordi det er forbudt at komme i forbindelse med afguder. Og historien fortæller, at Kaabaen var fuld af afguder. Alle, der rejste til Kaabaen, kyssede den sorte sten, der af araberne blev tilbedt som en afgud. Muhammed påbegyndte en ny religion, som han kaldte islam. Og en række folkeslag blev omvendt dertil ved sværdets hjælp, så ingen kan sige at det var en original religion. [Også katolicismen er mange steder indført ved sværdets hjælp.]
I 5.Moseb. 6:4 står: ”Hør, Israel! Herren vor Gud , Herren er én.” (Hør, Israel: Jahve vor Elohim er én Jahve.) Det hebræiske ord for én er echad, hvilket betyder en enhed af flere, ligesom Gud siger om en mand og en kvinde, at de bliver ét (echad) kød. (1.Moseb. 2:24.) Som når mange folk bliver til ”en (echad) klynge”. 2.Sam. 2:25. Og som to stykker træ bliver til ét (echad) stykke. (Ez 37:17.)
Bibelen lærer, at Gud er kærlighed. (1. Joh 4:8.). Men ikke én eneste gang i koranen omtales Allah som kærlig. Af Allahs 99 fornemste dyder er kærlighed ikke omtalt. Aldrig er det omtalt, at Allah elsker menneskene, og langt mindre syndere. Det siges, at Allah er barmhjertig, men han viser ikke barmhjertighed for dem, der behøver barmhjertighed. Det er kun Bibelens Gud, der viser barmhjertighed mod dem, der bekender sine synder.
Det første af de ti bud siger, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte. Men i koranen tales der ikke om, at elske Allah. Ingen kan elske Allah, og ingen kender Allah, fordi han ingenting siger om sig selv. Bibelens Gud fortæller meget om sig selv og kalder på menneskene, for at de kan lære ham at kende og elske ham. Han er uendelig, uden begyndelse og uden ende og er skaberen af universet. Dog åbenbarer Gud sig selv for menneskene, for at vi kan lære ham at kende. Jesus sagde: ”Det er det evige liv, at de må kende den eneste sande Gud, og Jesus Kristus, som du har sendt.” Joh 17:3. Den, som ikke kender Bibelens Gud og Jesus Kristus som frelser, er evig fortabt.
Det er en kendsgerning, at koranen blev skrevet efter Muhammeds fødsel. Men hverken koranen eller Bibelen har nogen profetier om Muhammed. Men i Bibelen er der i århundreder – ja, i årtusinder – profeteret om, at Jesus skulle fødes, blive korsfæstet og opstå fra de døde på den tredje dag. Jesus kom til det lovede tidspunkt og døde for verdens synder, ganske som Bibelen gang på gang havde sagt. Koranen modsiger denne kendsgerning og påstår, at Jesus ikke døde på noget kors og langt mindre for vore synder. Og Allah døde ikke for nogen!
Hvorledes vil da Allah frelse syndere? Når og ved hvem blev skylden betalt, dersom Allah ikke selv gjorde det? Hvis Allah tilgiver, hvorledes tilgiver han da? Allah kan ganske enkelt ikke frelse eller tilgive, fordi der ingen basis er for det. Allah er barmhjertig mod dem, der gør godt, men der står ikke noget om, hvor god nogen skal være for at være sikker på hans barmhjertighed.
Ingen muslim kan vær sikker på, at Allah tilgiver ham. Derimod kan en kristen være vis på, at Gud tilgiver alle vore synder, når vi tager imod Jesus Kristus som frelser. Og vi kan være sikre på, at han oprejser os til et evigt liv hos sig. Bibelens Gud siger, at alle har syndet, men at Gud frelser syndere, dersom de vender om til ham og tror, at Kristus døde for dem og bar deres synd, og derefter lever i samfund med ham.
Nogle siger, at det er uden betydning, om vi kalder Gud for Allah. Men det har den allestørste betydning. I Salme 66:2 står der: ”Lovsyng hans navns ære.” I vers 4: ”De lovsynger dig, lovsynger dit navn.” I Salme 79:9 står: ”… for dit navns æres skyld.” I Es. 42:8 læser vi: ”Jeg er Herren, så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære” I Amos 4:13 står: ”Herren, Hærskarers Gud er hans navn.” Og i Salme 111:9 læser vi, Herrens navn er helligt og frygteligt.
Jeg så fornylig en tyrkisk Bibel, hvor der i 1.Moseb. 1. Kap i næsten hvert vers står Allah i stedet for Gud. At det var Allah, der havde skabt alle ting. Tænk, hvor forfærdeligt og syndigt at give Guds ære til afguden Allah!
Uanset om det siges af uvidenhed, at Herren vor Gud og Allah er den samme, er det en hån mod Gud af meget grov karakter. ”Jeg er Herren, så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.” Es 42:8. Og i 48:9 og 11 står: ”For mit navns skyld holder jeg vreden hen, for min ære vil jeg skåne, ej udrydde dig”. ”For min egen skyld griber jeg ind; thi hvor krænkes dog mit navn! Jeg giver ej andre min ære.”
Du krænker den sande og levende Herren Almægtig Gud, ved at sige, at han er den samme som afguden Allah. Han, som har vist, han er den, han er, ved fra begyndelsen at forudsige enden. Er du med til at stå Gud imod ved at forherlige Allah, må du forvente, at Gud vil kalde dig til ansvar derfor. Det er at håne og nedgøre Gud og forherlige den muslimske tro, hvori der udtrykkes had til jøder og kristne.
Ved et møde for ”Verdensmuslimligaen” i Mekka i 1974 blev det besluttet at grundlægge et ”Islamisk Verdensmissionsselskab”. Og på de islamiske universiteters teologiske fakulteter skulle der uddannes ”missionærer”, der systematisk skulle udbrede islam.
I Mekka er der en kæmpestor, international radiosender, der kalder sig ”Islams stemme,” der skal forstyrre og overdøve de udsendelser, de evangeliske radiosendere bringer over hele Afrika. Ca. 25 islamiske radiosendere er ialt med i ”Islams stemme.”
Hvis Allah er den samme Gud som de kristnes, hvorfor da dette fjendskab og denne bekæmpelse? Men Vesten har valgt at lukke øjnene for det.
Er vi kristne virkelig så naive, at vi ikke mærker, hvor vi bliver ført hen? Hvis dette er tilfældet, så kan vi heller ikke opfatte følgerne af den kommende katastrofe ved ikke at være på vagt over muslimernes lære og troen på, at Gud og Allah er den samme. Mon ikke de ord fra Åb 2:21 passer på mange af os: ”Jeg har givet hende tid til at omvende sig, men hun ville ikke omvende sig fra sin utugt.” Vesten har valgt at ikke omvende sig fra afguderne til den levende Gud.
I 1. Mos 21:9 , 10b og 12 står: ”Men Sara så, at sønnen, som ægypterkvinden Hagar havde født Abraham, spottede. Derfor sagde hun til Abraham: ”Kast denne trælkvinde og hendes søn ud! …” Abraham blev ulykkelig. Men Gud sagde: ”I alt, Sara har sagt, skal du lyde hendes røst. Thi efter Isak skal din slægt nævnes.” King James Version.
Abraham ville eller kunne ikke se, at Ismaels spot gjorde noget. Men Sara hørte og så det, og Gud gave hende medhold. Ismaels slægt skulle ikke videreføre de Gud af givne løfter, der var givet til Abraham. Gud sagde, at det var gennem Abraham, Isak og Jakob, at løfterne skulle videreføres. Også i dag er der spot fra Ismaels efterkommere, idet de har ændret i ordlyden i Guds løfter, så de lyder: Abraham, Ismael….!
Israel er Guds prøvesten. Han har ikke udvalgt dette folk, fordi det var noget specielt, men alene for sit navns skyld. Muslimerne er generelt faldet over ”prøvestenen” og udvist et had imod den og imod Gud. Men Guds ord til Israel skal for altid stå ved magt. ”Herren din Gud vil bringe alle hine forbandelser over dine fjender og avindsmænd, der har forfulgt dig.” 5. Mos 30:7.
”Thi så siger Hærskarers Herre: Han sendte mig efter herlighed (ære) til de folkeslag, der plyndrede jer: Den, som rører ved jer, rører hans øjesten.” Zak 2:12.
Muslimerner vil hæve sig op til at herske over nationerne, og de træder på Guds udvalgte folk, Israel. ”Mit hellige navn kundgør jeg midt i mit folk Israel, og jeg vil ikke mere vanhellige mit hellige navn…” Ez 39:7-8. Og folkene skal kende, at jeg er Herren, den Hellige i Israel.” Ez 39:7-8.
Fem gange i døgnet lyder muezzinens råb over Morija klippen: Allah hu akbar, Allah hu akbar! (Allah er den højeste gud.) Hånen imod Gud lyder ud over det sted, hvor Gud rejste sin helligdom, og hvor Jesus holdt nogle af sine alvorlige taler til folket. Men en dag griber Gud ind og fjerner de modbydelige steder, hvorfra hans hellige navn hånes. Hvorfra de spottende ord fra koranen Sura 5,19 lyder: ”Sandelig, vantro er de, der siger: Se Allah er Messias, Marias søn. Sig: Hvem kan hindre Allah i at tilintetgøre Messias, Marias søn, og hans moder og hvem som helst, der lever på jorden?”
Muslimerne er som deres stamfader Ismael spottere. Og de viger ikke tilbage fra at bruge sværdet i ”hellig krig” mod jøder og kristne.
På den Internationale Islamiske Konference i London i 1976 blev der sagt:
”Når vi har vundet London for islam, vil det ikke være vanskelig at vinde hele verden.” I dag går et stort antal personer i England over til islam. Og antallet af moskeer stiger støt. I 1945 var der én moske i England, i 1950 var der 25, i 1960 80, og i 1976 talte man 200. Og siden må vi regne med en endnu hurtigere vækst.
Muslimerne regner kristendommen for død og har mod som aldrig før til at bekæmpe den. Alle midler tages i brug, og efterhånden som de vinder frem, øges deres metoder, og de griber til brutal magt. Vesten har valgt at anerkende dette. Men gør vi det, afskærer vi os fra at ære Gud. Og vor tro mister sin kraft, og vi bliver et let bytte for Satans forførelser. Måtte vi dog kende vor besøgelsestid og holde os til Gud og ydmygt kalde på hans hellige navn og stå imod al afguderi i Allahs navn.
Solsjenitsyn har sagt: Vi lever ikke i vildfarelse, fordi sandheden er vanskelig at erkende – ofte er den endda let at begribe – men vi lever i vildfarelsen, fordi det er bekvemmere for os.
*
Jesus sagde: ”Jeg vil bede Faderen, og han skal sende jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid.” Joh 14:16. Det græske ord for talsmand er parakletos. Dette ord er i islams skrifter forfalsket til periklytos, som er lig med det arabiske navn Ahmed. Guds Ånd bliver i islam ændret til Muhammed, som derved indtager Åndes plads. Vi ser deri, at islam synder mod Helligånden, mod den Hellige Skrift og mod Jesus Kristus, som er Skaberen, hvorigennem alt er blevet til.
Muhammed og med ham den islamiske verden er af den overbevisning, at den lovede periklytos (Ahmed) vil være sandhedens ånd. Muslimerne hader budskabet om, at Jesus er Guds Søn, og at Guds Ånd skulle være givet til menneskene. Hører de dette ved et tilfælde, beder de straks: Allah, tilgiv mig, at jeg hørte noget sådant! At sige, at Gud har en Søn, er for dem en bespottelse mod Allah.
*
I den kommende tid vil arabernes indflydelse vokse, og vi vil blive stadig mere afhængig af denne, antikristelige magt. Og der vil komme konflikter, der vil drage mange lande med. Arafat tror på en forestående krig. Og lande, som ikke ønsker at blive revet med, vil blive det. (Se Ez 38:5-6.) Også Norden vil blive draget med ind i krigen (Ez 38:5-6.)
Araberne vil forene sig mod alle dem, der forsøger at finde en fredelig løsning på israelspørgsmålet, dersom ”freden” ikke gavner deres interesser. Det vil blive til fordel for antikrist, som det siges i Bibelen med disse ord: ”Og dragen (Satan) gav det (antikrist) sin kraft og sin trone (jorden) og stor magt. Denne, store magt vil bl.a. være kontrol over oliekilder og penge som Vesten er afhængig af. Vesten må endnu engang vælge imellem at tilbede Gud eller Mammon.
HSS