Tiende og menigheden

af Kim Andersen
Lagt på d. 10/10-13


Udskriv
Oversigt


Jeg er blevet ansporet til at skrive en artikel om tiende i menigheden, da jeg igennem tiden har modtaget mange mails fra bekymrede folk der ikke kan finde en anstændig menighed at komme i, og dermed et sted at betale tiende - det er vel vigtigt at betale tiende? Det er lige kommet frem at Pat Robertson, den usmagelige skiderik, røver penge fra gamle mennesker, ved misbrug af deres oprigtighed i troen.

Lad mig først behandle Robertson.
En ældre dame ringede ind til 700 Club, Robertsons tv-program, og hun fortalte at hun havde betalt tiende hele sit liv, men hun og hendes mand har fået problemer med helbredet. De er begge pensionister med en lille pension og offentlig understøttelse, og har knap nogle penge at betale tiende med, fordi de er nødt til at købe medicin til manden. De betaler dog stadig tiende, men damen spørger Robertson om det ville være forkert at bruge pengene på medicin i stedet, hvortil Robertson svarer at de skal fortsætte med at betale tiende, og henviser til Mal. 3:10-11 der siger: ”Bring hele Tienden til Forrådshuset, så der kan være Mad i mit Hus; sæt mig på Prøve dermed, siger Hærskarers HERRE, om jeg da ikke åbner eder Himmelens Sluser og udøser Velsignelse over eder i Overmål. Jeg vil for eders Skyld skræmme Æderne, så at de ikke ødelægger eder Landets Afgrøde, og Vinstokken på Marken skal ikke slå eder fejl, siger Hærskarers HERRE”.

Robertson drejer denne Gammeltestamentlige passage, mystificerer og allegoriserer den til at betyde, at de skal fortsætte med at betale tiende, fordi så vil Gud irettesætte den der sluger deres penge, og deres helbred. Så, vil de være sunde, er det et løfte i Ordet, at betaler de tiende vil de effektfuldt blive sunde.

Se Robertsons svar her


Tiendens velsignelser

Hvis tienden velsigner, hvorfor kæmper mange så med økonomien? Hvorfor kæmper de med helbredet?
For det første har de betalt tiende hele deres liv - damen har betalt siden hun var barn, hvor hun tjente sine første dollars ved at passe børn - alligevel er de blevet syge. Robertson gør med sin manipulerede udlægning af passagen Gud til løgner - for var det sådan Gud havde tænkt det, at vi skulle betale tiende for at være raske og rige, så var disse mennesker ikke blevet syge i første omgang. Det er desværre en del af syndens forbandelse, at vi bliver gamle - legemet trættes og får skavanker og sygdomme - vi vil slutteligt dø. Penge og tiende kan intet g
Flere og flere mennesker bliver hårdt presset økonomisk. Selvom de betaler tiende og har gjort det i årevis, så rammer den økonomiske tørke også dem - på trods af at de er blevet lovet at tienden vil tilvejebringe det modsatte. Jeg har set børn blive forsømt, regninger der ikke blev betalt og lignende ting, alene fordi man prioriterede at betale 10% af sin indtægt til kirken, frem for at tage sit ansvar som forældre og borger. Der er intet i Bibelen der taler om tiende i menigheden - man kan betale hvad man kan og vil, men Bibelsk er tienden ikke for menigheden! Og det vil jeg komme ind på i denne artikel.

Spørgsmålene der må stilles der dels - skal vi gå i kirke?, og dels skal vi betalte tiende? Og jeg vil behandle de to spørgsmål i denne artikel.

Skal vi komme i en etableret kirke?


De første kristne, der efter menighedens dannelse på pinsedagen kom til tro, de kom vedholdende dagligt ”i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed” (Apg. 2:46). Efter apostlene var blevet pisket og forbudt at tale i Jesu navn, fortsatte apostlene med at prædike, og holdt ”ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus” (Apg. 5:42). Saulus forsøgte at udrydde menigheden: ”han trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem sat i fængsel” (Apg. 8:3). De der blev spredt som resultat af forfølgelsen havde ikke nogen kirke at komme i, så de ”drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord” (Apg. 8:4).

Menigheden er levende

”hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt. 18:20). Menigheden er der, hvor mennesker samles.
Igennem undervisningen der findes i Apostlenes Gerninger, igennem alle fortællingerne der, som lærer os hvordan troen udleves i handling, ses at der var de jødiske synagoger, hvori apostlene prædikede for jøderne - det var deres mission i synagogerne, hvilket ses f.eks. igennem Apg. 13:42, 44, Apg. 17:2, Apg. 18:4. Vi ser også at der var mennesker, der som menighed mødtes i hjemmene, og vi kan heller ikke holde noget op imod en større forsamlingsstruktur som vi ser det mange steder i dag, i det, jeg vil kalde etablerede menigheder - eller dedikerede lokaler til forsamlingen. Paulus taler f.eks. om nadveren, der for Korinterne var blevet et ædegilde, hvor nogle intet havde at spise, mens andre tilmed blev fulde. Det er tydeligt at det var en stor forsamling og Paulus formaner dem: ”Har I da ikke hjem, hvor I kan spise og drikke? Eller foragter I Guds menighed og gør dem skamfulde, der intet har?” (1. Kor. 11:22). Korintermenigheden var et sted folket mødtes, formentlig flere hjemmemenigheder der ugentligt, eller oftere, mødtes et fælles sted. Paulus taler til Korintermenigheden om fred og orden, når: ”hele menigheden kommer sammen” (1. Kor. 14:23) - ikke blot i hjemmene, men når hele menigheden kommer sammen, dvs. den større forsamling udgjort af hjemme menighederne. Der var dengang ikke den opdeling af menighedssamfundene som vi ser i dag. F.eks. taler Paulus om en broder, ”der i alle menighederne har et godt navn som tjener for evangeliet” (2. Kor. 8:18). Før Satan havde fået alverdens fortolkninger af Ordet udbredt, som han har det nu, var alle de kristne samfund ét - det er i det mindste det man synes at se, når man læser passagerne.

Men der var også hjemmemenigheder, hvor de kristne mødtes hos hinanden. De kristne i Jerusalem mødtes dels i synagogerne (hvorfra Jesus havde advaret de ville blive smidt ud, Joh. 16:2, Joh. 9:22 ; Joh. 12:42), som sagt for at prædike evangeliet, for Jøde først, og så for hedninge (græker, Romerne. 1:16), men de mødtes også i hjemmene som base for den kristne forsamling. Andre steder i verden hvor der ikke var synagoger, f.eks. i Rom, omtaler Paulus ”hedningernes menigheder” (Romerne. 16:4), og han hilser ”menigheden i deres hjem” (Romerne. 16:5). Han taler til menigheden i Efesus og siger bl.a.: ”I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn” (Apg. 20:20). Han sender hilsen til Korint fra ”Akvila og Priska tillige med menigheden i deres hjem” (1. Kor. 16:19). I Kolossæ hilser han ”Nymfa og menigheden i hendes hus” (Col. 4:15), ligeledes til Filemon (også i Kolosæ) og ”menigheden i dit hus” (Filem. 1:2).

Ofte bruges Hebr. 10:25 til at formane os, for at vi ikke skal forlade den etablerede kirke, men blive og betale tiende: ”lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik” - men Jesus sagde også: ”hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt. 18:20). Når jeg er sammen med min familie, min kone og børn, så er vi en menighedsforsamling - Jesus er iblandt os og vi deler Hans Ord. Det er ikke krævet af os, at vi bevæger os hen til en bestemt bygning for at deltage i en menighed. Det, Paulus siger er, at vi ikke skal stoppe med at komme sammen, og det er fordi han ønskede at vi skulle finde støtte og styrke hos hinanden, ”og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig”. Du kan mødes med familie, venner og bekendte - lav dit eget samlingssted og del ordet med dem, du deler fællesskab - deler menighed med.

Vi er ikke afhængige af dyre bygninger, store musikanlæg og store indtægter for at forsamles. Det har rigtig, rigtig mange menigheder gjort sig afhængige af, og er blevet slaver af penge - og af den grund, er den gammeltestamentlige praksis om tiende til templet genindført - ikke fordi apostlene underviste det, eller fordi det findes i Bibelens tekster til menigheden, men fordi paver, præster og andre gejstlige har gjort menigheden til deres levevej - økonomisk set.

Og med det ledes man naturligvis til emnet om tiende.

Skal vi betale tiende?


Når det kommer til forsvar af tiende i menigheden, spilles der på moral og følelse, men ikke på Ordet. Hvert eneste skriftsted der bruges for at forsvare tiende, er af gammeltestamentlig karakter. Bruges Nytestamentlige vers, klemmes tiendekonceptet ubegrundet ind i teksten. Ideer som at når man betalte tiende under den gamle pagt der ikke bragte fuldkommenhed (Hebr. 7:19), hvor meget mere glædeligt bør vi da ikke give under en ny og fuldkommen pagt der renser vores samvittighed (Hebr. 9:14), er metoder til at fravriste mennesker deres penge. Da man under den gamle pagt som fordømte os var budt at give tiende, skulle vi ikke så meget mere ønske at give tiende under denne nye pagt, hvor vi har fået retfærdiggørelse? Har vi vort hjerte i evangeliet, bør vi da ikke også sætte vore penge der? Jesus frigjorde os ikke så vi kunne beholde vore velsignelser - vore penge - for os selv, men så vi kunne tjene Ham mere - give flere penge til menigheden, så vi kunne have mere tro i stedet for at være egoistiske!

Jeg fik engang at vide, at hvis man ikke betalte tiende, stjal man fra Gud, for tienden var Hans, hvilket blev udtrukket fra 3. Mos. 27:30. Det er sådan f.eks. Robert Morris fra Gateway Chruch i Dallas siger det, at man er arrogant når man ikke betaler tiende, idet man stjæler fra Gud, og han tilføjer: ”hvis du ikke betaler tiende, er det en åben dør for dæmoner, for det er præcis hvad fjenden gør - han er en tyv, og du tillader Satan at få dig til at være en tyv - ikke bare en tyv, men at stjæle fra Gud…uanset hvor mange døre du lukker i dit liv, hvis du ikke betaler tiende, vil du altid have en åben dør for fjenden”.

Se Robert Morris’ tale


Når menigheden får tiende

Når menigheden er udgjort af medlemmene, når hvert menneske er en lille del af menigheden, burde alle da ikke få del af tienden til menigheden?
Alt sammen er moralsk manipulation. At give penge, gøres til synonym med kærlighed, og det modsatte til tyveri og arrogance. Det er ikke spor bedre end når den katolske moderkirke lokker penge fra folk ved hjælp af læren om skærsilden. Mens det er rigtigt at f.eks. menigheden i Korint samlede penge sammen til menigheden i Jerusalem som en kærlighedsgave (1. Kor. 16:2-3), så er der intet der angiver 10%. De samlede hvad de, som teksten siger, fik lykke til - med andre ord gav hvad de synes de kunne. Det samme gjaldt menighederne i Galatien (1. Kor. 16:1), og i Makedonien (Romerne. 15:26, hvor eks. Filippermenigheden og Tessalonikermenigheden var) og menighederne i Akaja (hvor også Korintermenigheden var). Der er ingen tvivl om, på nogen måde, at disse før omtalte to gamle mennesker, som Robertson mishandler med sit løgnesvar, ikke skal betale tiende - ja slet ikke betale noget, når de ikke har penge til det. Det er jo vanvittig tyrannisk - djævelsk - at anspore fattige mennesker til at give det sidste de har - eller mere end det.

Da jeg i mine unge dage var i lære, havde jeg ikke penge til at betale tiende. Husleje, transport, mad, tøj m.v. var mere end jeg kunne betale, og jeg blev bogstaveligt talt jagtet af menighedens ældste, fordi jeg ikke betalte tiende. Jeg bad ganske kort til Gud i min uvidende fortvivlelse, at hvis Han ville jeg skulle betale tiende, så måtte Han give mig overskuddet til det. Jeg fik ikke flere penge. En lærlingeløn er en lærlingeløn, så i stedet for at give mig penge, gav Han mig fred og glæde - og jeg modstod menighedens røvere med denne glæde, for jeg vidste at jeg havde min sag i orden med Gud - jeg havde fred!

At give - meget eller lidt, er ikke fremmed her under den nye pagt - som Paulus siger: ”Når vi hos jer har sået åndelige goder, er det da for meget, om vi hos jer høster timelige?” (1. Kor. 9:11) - hvilket svarer til at have en underviser i Ordet, der har hengivet sig til at bruge den tid på menigheden, hvormed han ellers ville kunne have tjent egne penge. Men intet om tiende - intet om 10% af hverken brutto eller netto indkomst eller omsætning. Under den gamle pagt, når det kom til Israel, var al tiende som sagt helliget Gud (3. Mos. 27:30), og Han valgte at give det til bl.a. Levisønnerne som arvelod, da de tjente ved åbenbaringsteltet og senere i templet (4. Mos. 18:21-24) - ligesom evangeliets tjenere der med al sin tid prædikede og underviste. Levitterne ville ikke kunne udføre hvervet Gud havde givet dem - de ville ikke have noget at leve af, om ikke nogle gav dem korn og kvæg.

Saligt at give

Sandheden ”›Saligere er det at give end at modtage.‹” (Apg. 20:35), gælder også for de griske pastorer! Lad dem søge salighed ved at give Evangeliet og Guds Ord, i stedet for at jagte pengene.
Igennem Paulus ses noget interessant. Der var menigheder Paulus ikke lod til last, og tjente derfor til dagen og vejen ved sit arbejde som teltmager (Apg. 18:1-3). Til de ældste i Efesus sagde han at ”Sølv eller guld eller klæder har jeg ikke begæret af nogen. I ved selv, at disse hænder har indtjent alt, hvad jeg og mine ledsagere trængte til. Jeg har vist jer, at ved således at arbejde bør vi tage os af de skrøbelige og ihukomme Herren Jesu ord, at han selv har sagt: ›Saligere er det at give end at modtage.‹” (Apg. 20:33-35). Til Korintermenigheden skrev han: ”hos jer faldt jeg ingen til byrde, selv når jeg led savn” (2. Kor. 11:9) og når han endeligt tog imod penge, gav han udtryk for at det var røveri (2. Kor. 11:8) - sådan beskriver han det i situationen hvor Makedonien menighederne (Filipperne og Tessalonikerne) gav hvad han havde brug for, for at tjene korintermenigheden (2. Kor. 11:9).

Der er astronomiske afstande mellem læren menighederne i dag, typer som dem Robertson repræsenterer, og så det, Paulus lærer os - som Bibelen lærer os. Enorme økonomiske afhængigheder lige fra kæmpebygninger og vedligeholdelse deraf, el, opvarmning og rengøring, til fuldtidsadministration af forskellig art, store musikanlæg og instrumenter og pastorer der kører rundt i store biler, bor i dyre huse, sommerhuse og fritidshuse, og flyver på 1. klasse verden rundt for at lænse klodens kristne for penge.

Ét af de vigtigste knytninger mellem tiende og menigheden er den, at før Israels eksistens gav Abraham tiende (1. Mos. 14:20), hvilket Paulus refererer til i Hebr. 7:1-10. Man forsøger at etablere et argument ved at bevise eksistensen af tiendemønstret før Israel fik loven, for så åbnes døren for at mennesket til alle tider har betalt Gud tiende, og derfor er det en evig ordning, også for os i dag. Man forsøger at appellere til os, at vi i tro skal vandre i Abrahams fodspor (Romerne. 4:12) og derfor betale tiende som han gjorde - at betale tiende er jo et synligt bevis for lydighed, hvilket udledes ved f.eks. at citere 1. Kor. 9:7-14 og 1. Tim. 6:17-19.

Men er forbindelsen til Abrahams tiende acceptabel som grundlag for at etablere den praksis, at også vi skal betale tiende til menigheden?

Historien er ganske kort, at Abram og hans 318 soldater slog de fire konger som havde ranet og drevet Zoars fem konger på flugt, deriblandt Sodoma hvor Lot, Abrams nevø, var iblandt. Abram gav de fem konger deres folk og gods tilbage, og af det gods som de fire fordrevne konger havde efterladt, betalte Abram tiende til Melkizedek.

Der er ingen indikation af, at Abram kontinuerligt betalte tiende af alt han erhvervede, hverken før eller efter. Han betalte tiende af det vundne gods, men det giver ikke grundlag for at tale om tiende af alt vi tjener. Paulus citerer passagen, ikke for at grundlægge en lære om videreførelse af tienden som kendt under den gamle pagt, men for at vise magtforholdet mellem Abraham og Mekizedek: ”Se dog, hvor stor han (Melkizedek)er, at Abraham, vor stamfader, gav ham tiende af det bedste bytte…det er uimodsigeligt, at det altid er den ringere (Abraham), som velsignes af den højerestående” (Hebr. 7:4, 7) - hvor den højerestående er Melkizedek, der har ”taget tiende af Abraham og har velsignet ham, der havde fået forjættelserne” (Hebr. 7:6).

Et andet argument er at Jakob betalte tiende. I 1. Mos. 28:22 siger Jakob at: “hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal HERREN være min Gud, og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!”. Denne passage viser faktisk det modsatte - at det ikke har været en evig kutyme. At Jakob siger at han vil betale tiende ”hvis Gud er med mig”, viser at han ikke gjorde det i forvejen. Dertil kommer at der ingen befaling om tiende findes endnu - Jakob tager selv den beslutning.

Mere end tiende

Vi betaler ikke bare tiende i Danmark, men fyrretyvende og halvtredsindstyvende - penge der opfylder tiendebudets krav.
Tilbage står tiende efter lovens forordning. Tiende til præsterne, Levitterne (4. Mos. 18:21-24). Levitterne betalte også selv tiende af tienden (4. Mos. 18:26), og hvert tredje år skulle tienden for indeværende år lægges til side, til Levitterne, fremmede, forældreløse og enker (5. Mos. 14:27-29).

I Danmark betaler vi 40, 50 og nogle endnu flere procent af vores løn, bl.a. til dem, der ikke er så godt stillede. Vores skattesystem bygger på elementer af tiendesystemet - endda i så overdrevent en grad, at folk der ikke gider arbejde, får underhold til at leve som om de arbejdede. Bibelen er klar også på dette punkt: ”i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden” (1. Mos. 3:19) - ”den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden” (2. Tess. 3:10). Der er ingen grundlag for at kræve 10% yderligere af menighedsmedlemmer. Levitterne der ikke kunne arbejde med jorden, fordi de var tilskikket tempeltjeneste, de findes ikke mere. Præstetjenesten i templet var kun midlertidigt og blev annulleret da Jesus gav sit blod, én gang for alle. Pastorer kan i dag arbejde, og alt efter hvordan menighedsmedlemmernes økonomi ser ud, kan de bestemme sig for at give pastoren løn, så han kan dedikere sig helt til menigheden. Men de kan ikke kræve 10% af medlemmernes indtjening. De burde lytte til Paulus der siger at I skal ”arbejde med jeres hænder, således som vi pålagde jer, for at I må vandre sømmeligt over for dem, der er udenfor, og ikke trænge til hjælp af nogen” (1. Tess. 4:12). Desuden - menigheden er ikke en enkelt massiv genstand, men er udgjort af medlemmene - hvert menneske er en lille del af menigheden. Peter siger “lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab“ (1. Pet. 2:5), og Paulus siger at i Kristus: “sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren“ (Ef. 2:21). Når hvert enkelt individ er en lille del af menigheden, hvem er da aftager af tiende til menigheden? Så skal vi allesammen have del af tienden, for vi er alle menigheden.

Der er ingen krav, og intet grundlag for at afkræve 10% af medlemmernes løn. Det findes ikke i Bibelen. Det var et israelsk fænomen. Tiende mønstret fandtes efter Ordet ikke før Israels eksistens. At Abram og Jakob betalte tiende af det, Bibelen fortæller om, er ikke et argument for at afkræve menighedsmedlemmer 10% yderligere ud over statens skattekrav. Det er ganske enkelt løgnerisk tyveri!

Nytestamentlige passager søges også brugt, selvom tiende aldrig nævnes i dem. En særlig elsket passage er Romerne. 2:21-23: ”du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler! du, som siger, at man ikke må bedrive hor, du bedriver hor! du, som afskyr afguderne, du øver tempelran! du, som roser dig af loven, du vanærer Gud ved at overtræde loven!”. Tempelran menes her at være tilbageholdelse af tienden. Tienden er Guds (3. Mos. 27:30) og derfor er det tempelran ikke at betale tiende. Men det siger passagen ikke - den siger: ”du, som afskyr afguderne, du øver tempelran!” - så der er en forbindelse mellem afguderi og tempelran - eller rettere som den gamle danske 1871 oversættelse korrekt siger: ”Du som har Vederstyggelighed til Afguder, du raner det Hellige!” - men der laves ingen forbindelse mellem tiende og tempelran. Passagen taler om afgudsdyrkelse, åndelig utugt kontra hellighed.

Man bruger tidligere citeret vers fra 1. Kor. 16:2: ”hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til”, som bevis for kontinuerlig tiende til menigheden, men det var som sagt ikke til menigheden som sådan, de penge blev indsamlet, men det var, sammen med andre menigheder, en kærlighedsgave til menigheden i Jerusalem, som var i bekneb. Hvis det var en fortsat ordning Paulus igangsatte, hvorfor er menighederne så stoppet med at indsamle til menigheden i Israel?

At så i god jord


Selvom der er forskel på at give og så, så vil jeg alligevel bruge denne analogi om sædemanden. Talerstolsrøverne plejer med glæde at love, at når du giver, så sår du - og du vil få tredive, tres og hundrede fold igen - og som jeg lærte i Københavns Bibeltrænings Center, ville det ske inden for samme år, hvilket de havde udvundet fra 1. Mos. 26:12 og vredet ned i citat blænderen. Når man giver, skal man ikke forvente at få igen - det ligger i ordene at give - alt andet er en egoistisk holdning. Man giver for at give, og ikke for at få igen, som ”at så” indikerer. Men lad mig bruge analogien mere korrekt.

Giv penge fornuftigt

Brug dine penge hvor der er behov og hvor pengene gør godt.
Hvis du vælger at give penge til en menighed, eller andre ting, så sørg for at putte pengene i god jord. Det siger jeg som sagt med lignelsen om sædemanden i tankerne. ”noget faldt i god jord og bar frugt, noget hundrede, noget tresindstyve og noget tredive fold” (Matt. 13:8). Selvom passagen ikke taler om penge men Guds Ord, så er det logik at penge der gives til en Rick Warren, Benny Hinn, Evangelist, Københavns Bibeltrænings Center, I Mesterens Lys, Pinsekirken København - type menighed, i bedste fald er spildt - i værste fald er med til at føre mennesker vild.

Hvis du kan, så find nogle søstre og brødre omkring dig, som du kan hjælpe med dit overskud. Eller giv penge, bibler, bøger m.v. til mennesker du møder på gaden - til naboen, og forkynd Evangeliet samtidig. Køb bøger til dig selv, hvorigennem du kan uddanne dig i Ordet og bære frugt ad den vej. Spørg Gud, hvad du kan gøre med dit overskud. Der er intet galt i at være en glad giver - Gud elsker det (2. Kor. 9:7).

Men tiende, det er en røverformel! Den bruges til med vold at vriste pengene fra dig. Det er ikke et Bibelsk princip for menigheden. Tiende gør dig ikke rig. Den gør dig ikke rask. Den giver dig ikke fordele i himmelen. Den gør dig ikke hellig. Den øger ikke din tro. Den nedkalder ikke Guds velsignelse over dit liv. Måske giver den dig bedre samvittighed, og du kan stå ligesom farisæren i Luk. 8:10-12 - men det er et kæmpe selvbedrag!

Pas godt på dine penge, og brug dem hvor de gavner mest. Måske i din menighed. Måske hos din nabo. Måske i egne lommer…

Hvis din menighed tvinger dig til at betale tiende, så mind dem om at: ”›Saligere er det at give end at modtage.‹” (Apg. 20:35). Vil pastoren være salig, så lad ham give. ”den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener” (Matt. 23:11). ”Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan” (Matt. 24:45-46).

Afslutning


Som modvægt til kirkenes tiendekrav, vil jeg afslutte med at sige: stop med at betale tiende. Betal det, du kan og vil.


Debat: Tiende og menigheden

Skriv kommentar

Navn*
E-mail* (vises ikke)
Kommentar*



Emne: Menighedesliv

Information & kontakt

Kontakt

Skriv til Tagryggen, på mail:

Ophavsret

Alle artikler på Tagryggen.dk, stilles til rådighed for visning og læsning.
Det er tilladt at udskrive og distribuere artiklerne, også digitalt, når blot det er til eget brug. Men digital kopiering af hele artikler til visning på andre sites er ikke tilladt.
Citater må gerne kopieres og bruges digitalt, når blot der linkes til omtalte artikel på Tagryggens hjemmeside.

Læs om ophavsretsloven hos Statens Retsinformation