På vor vandring mod det evige hjem bliver vi ofte ængstelige, fordi vi ikke har noget at bringe med os. Og selv om vi ved, at alt er af nåde, er det alligevel så tomt, når vi ser de mange mistede muligheder til at bringe et levende vidnesbyrd om frelsen ved tro ud til andre. Da må disse ord trøste os: ”Så ligger nu retfærdighedens krans rede for mig, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på den dag – ja, ikke bare mig men alle, som har glædet sig til hans komme.” 2. Tim. 4:8.

Vi skal ikke frygte det ukendte men gribe fat i de troens ord, vi finder så mange af i Bibelen. Løfterne er for dem, som griber fat og stoler på dem. Løfterne vil aldrig svigte, så vær ved godt mod og vær med til at lovprise Herrens navn.

Godt at vor Frelser ved, hvor små vi er. I egen kraft klarer vi slet ingenting, og kampen og tvivlen vil fortsætte. Hver dag må begynde med, at vi igen kaster troen på vor egen kraft ud. Der er kun en ting der bærer gennem det alt sammen. Det er Jesu Kristi nåde. Har vi grebet fat i denne nåde, bliver alt så vidunderligt. Vi skal ikke mere se på, vi kun kommer med vore tomme hænder men alene på Jesu Kristi nåde. Vi må hvile i, at alt er fuldbragt. Intet kan vi gøre til vor frelse. Det offer, Jesus Kristus bragte, var fuldkomment. Alt det, vi kan give, er kun afskyeligheder. Derfor er det kun af Guds forunderlige nåde, at Kristi blod i hans forsoningsoffer udsletter vor synd.

Måtte vi blot tage imod denne nåde og lade alt andet ligge, thi kun dette er gyldigt for altid.
Nåde, at han fandt mig,
nåde, at han vandt mig,
nåde, at han bar mig hjem til sig.

Vi færdes måske i kredse, hvor der ikke tales så meget om nåden. Forfærdeligt, thi at leve i nåden er livets åndedræt. Alt af nåde! bør være overskriften over vort liv. Vi er et barn af Gud, fordi nåden blev givet os i det øjeblik, vi kom til tro på Jesus Kristus, der døde i vort sted på Golgata.

Guds nåde er ny hver morgen

Guds nåde er det største, et menneske kan eje. Apostelen siger: Guds saliggørende nåde er åbenbaret til frelse for alle mennesker.. Tit. 2:11.

Langt fra alle tager imod nåden men ser i stedet på egen retfærdighed, som intet er værd. Kun troen på, at Jesu Kristi blod renser os fra al synd. (1. Joh. 1:7.) Det er nåde, at Jesu Kristus har betalt alle menneskers store syndegæld. Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske, bar verdens synd. (Åb. 1:5.)

Gud indbyder alle mennesker til at tro på ham og hans vilje til at tilgive os, hvis vi tror på det fuldkomne syndoffer, han af kærlighed har skænket os. Den, der søger at blive frelst ad anden vej, lider skibbrud med sin kristendom.

Til de kristne i Efesus og dermed til alle kristne siger apostelen: Også jer gjorde Gud levende, da I var døde i overtrædelser og synder. Ef.. 2:1. Men den gudgivne tro skyldes alene, at: Gud, som er rig på barmhjertighed, har i sin store kærlighed, med hvilken han elskede os, levendegjort os med Kristus, da vi var døde i overtrædelser - af nåde er I frelste Vers 4 og 5.

”Han opvakte os med ham (Kristus) og satte os med ham i Himmelen, i Kristus Jesus.” Vers 6. Den herlighed, der tilhører den kommende verden, besidder kristne allerede nu under vor fornedrelsestilstand. Det samme siges i Romerne. 8:17, hvor Paulus taler om, at de der tror på Kristus, har del med ham i arv og herlighed. Beskrivelsen af Guds nåde er trefoldig. Den indebærer, at vi er gjort levende (Ef. 2:5). Har del i Kristi opstandelse (v 6). Og belønning er, at vi er sat med Kristus i det himmelske (v 6).

I den gamle pagt kunne menneskene ikke gå frem til nådestolen i det Allerhelligste. Kun ypperstepræsten en gang om året. Men da Kristi blod blev udgydt for os, blev adgangen til det allerhelligste fri for enhver, der er renset ved tro på det blod, som blev udgydt for os.

Vor frelse er alene Guds værk

Alene af nåde. Menneskets frelse er fra først til sidst alene Guds værk. Hvilken herlig sandhed! Hvad der skiller os fra Gud, hvad der foruroliger og ængster os: Synden og erkendelsen og bevidstheden om synd og fejltrin! er sænket ned i Guds nådes dyb. Guds nåde giver os freden midt i al uro, styrke og kraft i al vor magtesløshed. Er Gud for os, som han er for enhver, som tror på ham, hvem eller hvad kan så være imod os? Guds nåde er alene det, der kan give os kraft og liv. Derfor må vi lære at hvile i nåden, selvom djævelen piner vor samvittighed aldrig så meget. Til alle tider og under alle forhold må vi søge hjælp og styrke i Guds nåde alene.

Der er så mange forførende lærdomme, der forsøger at skygge for nåden. For eks. at vi selv skal gøre noget for at del i den. I Den romersk katolske Kirke tror mange, at det hjælper at kravle på knæerne hen til en helligdom eller andet lignende. Men vi kan intet bringe eller gøre, der gør at vi fortjener den mindste del af nåden. Kun et sønderknust hjerte og viljen til at erkende, at vi er en synder og omvende os, åbner for Guds nåde.

Det er nåde, at vi i Bibelen får så klar besked på, hvordan vi finder vejen, den eneste rette vej. Paulus skriver, at Guds Søn kom til jord som et menneske. Han kom med det mægtige budskab, som Paulus kalder Kristi evangelium. Og summen af det er, at Kristus er Guds kraft til frelse for hver den, som tror, og er kilden til vor retfærdighed. Hvis ikke en sådan retfærdighed var tilvejebragt for os, måtte vi selv lide straffen for hver eneste synd, vi havde begået. I overensstemmende med, hvad den evige Gud har udtalt om, hvordan hans vrede skulle komme over alle menneskers ugudelighed og uretfærdighed.

Det er nåde over nåde, at Guds retfærdighed er givet til alle, der tror på, at Jesu blod renser os fra al synd. Joh. 3:16 fortæller os, hvor stor Faderens kærlighed til os er. Han, som ikke sparede ”sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, kunne han andet end give os alle ting med han?” Romerne. 8:32.

Underligt nok kan kristne gå med angst eller utryghed over små ting her i livet, eller det der er langt værre, ikke at hvile i frelsen. Vor fred med Gud er købt dyrt. Ordet er så rigt på hans løfter på enhver måde. Men vi må forstå, at vi ikke kan klare dagen og vejen uden at ”spise af brødet fra Himlen”.

Brød fra Himlen

Vi kan legemlig få fejlernærings sygdomme. Og vi kan også få det på det åndelige område. Kun brød fra Himlen giver den rette ernæring. Mange talere bringer os en god kost, fordi den indeholder ”brød fra Himlen”. Når vi ”spiser” åndeligt brød af erstatningsstoffer er det klart, at vi bliver åndelig syge, som forårsager åndelig blindhed og meget andet. Det er dødens vej, og der må en omvendelse til efter Guds sind for at gøre os raske igen.

Så langt rækker Guds nåde, at vi kan leve i et ægte liv med Gud, dersom vi kun spiser af det sande brød fra Himlen og lærer at bygge på det rette frelsesgrundlag.

Sandt brød fra Himlen er for eks. det, vi læser i Kor. 15:3: ”Kristus døde for vore synder, efter skrifterne”. (Læs også Es. 53:5, 8 og 9, Dan. 9:24-26, 2. Kor. 5:15 og 2. Pet. 1:19-21.)

I Es. 53:5 står: ”Han blev såret for vore overtrædelser (hebræisk: mecholal. Gennemboret med døden til følge), knust for vore misgerninger. Straffen lå på ham, for at vi skulle få fred.”

”Ved trængsel og ved dom (Hebr.: otsær, betegner forfølgelse med magtbrug som for eks. fængsling) blev han revet bort, Men hvem tænkte…. når han blev udryddet af de levendes land, så var det for mit folks misgerning…” Vers 8.

Og i vers 10 står: ”…. når du gør hans sjæl (liv) til et skyldoffer…” Det er sagt så stærkt og tydeligt, at Jesus døde for vore synder.

Det var den drivkraft, det himmelske brød, som drev Paulus fremad uanset modstand og piskning. Han siger til korinterne: ”Kristus døde for vore synder, efter Skrifterne.” Det var det første punkt i hans undervisning. Bibelen underviser os om at leve med et evighedshåb, som aldrig slukkes.

Et levende håb

Det er nåde, at Gud har givet os et levende håb. Om end vort ydre forgår, bevares dette håb intakt. Boligerne i Himlen er rede for os.. (Se Fil. 3:20, Luk. 16:9, 2. Kor. 5:1-2 med flere steder.)

”Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig! I min Faders hus er der mange boliger. Dersom det ikke var så, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at berede jer et sted. Og når jeg er gået bort og har beredt jer et sted, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skulle også I være.” Joh. 14:1-3.Er det ikke et strålende håb at se hen til?

Her på jord kæmper vi med de byrder, vort forgængelige legeme kan være årsag til, og tager del i skabningens sukke. (Romerne. 8:20-23.) Men når dette liv er forbi, får vi et nyt legeme, som ikke bærer præg af synd. Dette nye legeme er en frugt af forløsningen i Kristus, hvorved vi går ind i en uforgængelig tilværelsesform.

Vi skal alle dø eller blive bortrykket. Dør vi før bortrykkelsen overgår vor ånd i et forstadie til Himlen, hvor vi må vente på at blive overklædt i et nyt legeme sammen med de bortrykkede. Allerede i dette forstadie lever ”de retfærdiges ånder.” I Hebr. 12:23 står. ”….. til festforsamlingen og menigheden af de førstefødte som er opskrevet i himlene, til Gud, alles dommer, og til de fuldendte (fuldkomne) retfærdiges ånder.” Og Paulus skriver: ”For vi ved, at hvis vort jordiske hus, dette telt, brydes ned, har vi en bolig, som kommer fra Gud, et hus, som ikke er gjort med hænder, en evig, i himlene. Medens vi er i dette jordiske hus, sukker og længes vi efter at blive iklædt vor bolig fra Himmelen, for at vi, når vi er blevet iklædt denne, ikke skal blive fundet nøgne. For vi, som er i dette telt, sukker medens vi er nedtynget. Fordi vi ikke vil afklædes, men hellere overklædes, så dette dødelige kan blive opslugt af livet. Han, som har forberedt os på netop dette er Gud, som også har givet os Ånden som pant.” 2. Kor. 5:1-5.

Lønnen, vi får i Himlen

Samtidig med at vi iklædes, stilles vi ind for Kristi domstol. Men fordi vi er under Herrens nåde, kommer vi ikke til dom sammen med verdens børn. (Joh. 14:10.)

Men alligevel er det en frygtens dag, selv om vor dommer er Kristus. Der går dom over vort liv og vor tjeneste. Dersom vor tjeneste består prøven, vil vi få løn. Dersom det brænder op, vil vi miste lønnen. (1. Kor. 3:14-15.) Hvad har været drivkraft til vore gerninger og motiver? Blev mulighederne udnyttet eller forsømt? Her gælder det ikke de ydre ting men det skjulte, som kun Herren ved om. Tom ære er intet værd, og ligeledes den falske glans, vi kan omgive os med. Men den, der mister sin løn som tjener, vil blive frelst som gennem ild, dersom han har taget imod frelsen ved tro på Jesus Kristus. (1. Kor. 3:15.)

Til dem, der får løn, vil der blive uddelt en uforgængelig krans. (1. Kor. 9:25.) En hæderskrans (1. Tess. 2:19.). Retfærdighedens krans. (2. Tim. 4:8.) Livets krone (Jak. 1:12 og Åb. 2:10.) Ærens uvisnelige krans (1. Pet. 5:4). Og disse kroner er ikke kun tom pragt men er symboler på de fremtidige opgaver i evigheden. (Jf Matt. 24:47, 25:21 og 23.)

Vi bør altid have et skel i vort liv for øje imellem tiden før vor frelse og efter. Efter vi er blevet frelst kender vi ham, som er frelser og forsoner. ”Derfor, om nogen er i Kristus, er han en ny skabning, det gamle er forbi, se, alt er blevet nyt.” 2. Kor. 5:17.

I Lundes bibelleksikon står bl. a. en oversettelse av to greske ord:, Néos: ung, frisk, noe som er i sin begynnelse; Kainós: ny, noe som ikke har vært tidligere. I NT betegner dette siste ordet det fullkomment enestående og underfulle som gis i frelsen i Kristus. Han gjør alle ting nye, Åp 21:5. Den som tror på ham er et nytt menneske, Ef. 4:24 ff, en ny skapning, 2. Kor. 5:17. Jesus oppretter en ny pakt, en ny frelsesordning, 2. Kor. 3:6. En gang skal han skape nye himler og en ny jord, 2. Pet. 3:13. Åp. 21:1.

Hvor gælder det om at have alle disse gode ord så meget i vore tanker, at det påvirker vort liv. Vi ved en mængde om, hvad vi bør gøre, men gør ofte modsat. Men det gælder om at være tro i det mindste. Det er det, vi vil få løn for.

Vi må fyldes af Kristi kærlighed. ( 2. Kor. 5:14.) Den driver os til at gøre det rette. Der skal altid være et villigt ”ja” i os til at være Jesu tjener. Men vi må betænke, at medens dem, der tjener denne verdens fyrste, får ros og stor anerkendelse i verden, så får dem, der tjener Herren Jesus oftest hverken tak eller anerkendelse. Og er vi virkelig nidkære som Paulus var, kan der vanke pisk, og endog død. Men vil vi favne Herren Jesus i aftenfreden, så må vi også følge ham i middagsheden.

Vi frelses ikke ved loven, kun ved tro på Kristus

Vi må glæde os over, at vi har fået lov at se et glimt af meget af det kommende, hvor vi skal sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget (Matt. 8:11) hvor vi skal se vor Frelser, som han er. (1. Joh..3:2.) Og at der skal ikke være sorg eller smerte mere. (Åb. 21:4.) Det glædelige budskab, som de troende i den gamle pagt blev frelst ved, er det samme budskab om blodets frelsende kraft, som vi har fået. Ganske vist vandrede de ikke i den samme fantastiske lys over sandheden, som vi er privilegeret ved. Men de blev frelst ved, at de i tro forbilledligt ofrede blodet (Se Hebr. 10:1-4 og 9:15.)

Der er mange som mener, at de troende i den gamle pagt blev frelst ved loven. Det er forkert. Hvert offer var kun et forbillede for det fuldkomne offer, der ville komme. Der er i NT konstant henvisninger til GT som bevisførelse for dette.

I 1. Kor. 15:3 står: ”Jesus døde for vore synder efter skrifterne.” (Se Sal. 22:16.19. Es. 53:5 og 7- 9, Dan. 9:24-26. 2. Kor. 5:15 og 2. Pet. 1:19.-21.)

Det er af største betydning at afsætte tid til med omhu at læse, hvad Bibelen fortæller om frelsen. Den er nemlig ikke noget menneskeværk men begynder med, at Faderen drager den enkelte til frelse. (Joh. 6:44.)

I Rom: 5:1 læser vi, at vi bliver retfærdiggjort ved tro. Og derfor har vi fred med Gud (5:10) og skal ikke længere frygte hans vrede. (5:9.)

Gem følgende ord i dit hjerte: ”Men nu er Guds retfærdighed, som loven og profeterne vidner om, blevet åbenbaret uden lov.” Romerne. 3:21.

En sådan retfærdighed kan Gud ikke bare give os, thi det vil stride mod hans hellighed og had til synden. Han lagde synden på Jesus Kristus (Guds Lam), som døde medens har bar vor synd. Derfor kan Gud retfærdiggøre den, som kommer til ham i tro på frelsen ved at tro på Jesus Kristus.

Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus er altså en retfærdighed, som ufortjent tilregnes os for Kristi skyld. Det er nåde over nåde, at vi kan få denne tilgivelse.

I Matt. 20:28: står: ”Menneskesønnen kom ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene, og for at give sit liv som løsepenge for mange.”

Skriften forudså Kristi forsoningsdød

Det er denne forsoning, som har løskøbt os fra syndens følger. I Sal. 49:8 står: ”En mand kan aldrig forløse sin broder eller give Gud løsepenge for ham.” Klart forstået, at intet menneske kan forløse sig selv. Der skal komme en, der har ret til at løse (forløse). Denne ret har Jesus Kristus, og derfor skal vi se hen til ham for frelse.

Skriften sagde allerede i GT, at det er ved tro, Gud ville retfærdiggøre hedninger. (Gal. 3:8.) Jfr. Romerne. 10:11: Skriften siger jo:: ”Enhver som tror…)

I Romerne. 3:21 står: Loven og profeterne vidner...

I 1. Pet. 1:10-11 Over den frelse har profeter grublet og grundet.

Vi forstår godt, at profeternegrublede og grundede. Men det betød ikke, at de intet vidste: Guds Ord siger jo: De hellige skrifter, kan gøre dig vis til frelse. 2. Tim. 3:15.

Det betyder, at de troende i den gamle pagt blev frelst ved at høre og tage imod på samme måde som vi. Jesus døde også for dem, som forud forbilledligt troede på ham. (Hebr. 9:15.)

Paulus lærer os omhyggeligt, at Jesus Kristus, Gud fra evighed af, fødtes som et menneske til jorden for at frelse alle, der tror på hans komme til jord, hans undervisning, hans død og opstandelse for at løskøbe os fra syndens forbandelse.

Det er vigtigt, at vi tror på alt det, som Bibelen lærer os og ikke trækker noget fra eller lægger noget til. Netop på dette punkt sætter Djævelen stærkt ind. Det er pointeret meget stærkt, at vi bliver frelst ved tro på vor Frelser. Derfor er det forkert at fjerne noget af budskabet om frelsen. Dersom vi fjerner karburatoren i en motor, er bilen ubrugelig selv om den kan se tiltalende ud. Har vi ikke taget imod hele frelsesbudskabet, dur budskabet ikke, om det ser aldrig så tiltalende ud.

Fri adgang til det Allerhelligste.

Alt af nåde, men vi skal ville tage imod nåden, ellers får vi ikke del i den. Vi må række vore tomme hænder frem, rede til at tage imod hele budskabet. Der er ikke plads for selvretfærdighed eller henvisning til, at vi har levet et pænt liv. Intet vi gør er ren ind for Gud. Ordet siger, at der ikke findes en eneste, der er retfærdig. Der skal ifølge GT et syndoffer til for at få tilgivelse. Og dette syndoffer bragtes endegyldigt, da Guds Lam døde på Golgata for os.

Paulus siger: ”Ham, som ikke kendte til synd, gjorde Gud til synd (hajx)* for os, for at vi skulle få Guds retfærdighed i ham.” 2. Kor. 5:21.

* Det hebræiske ord hajxbetyder både syndoffer og synd.

Alene på grund af dette offer har vi fri adgang til Gud som hellige. Et gyldigt offer er bragt, og vi har fået tilgivelse for alt ved tro på dette gyldige offer, hvis blod renser fra al synd. Gud så, at vi aldrig selv ville kunne bringe et gyldigt offer, og derfor gav han sig selv som et offer, så vi med rette kunne kaldes hellige og retfærdige. Det er nåde over nåde.

Bygger vi ikke vor tro på det fuldgyldige offer, er vi ikke helliget ved hans blod og regnes derfor ikke for retfærdig. Livet er givet os til at vælge den rette vej.

At det er blodet, der frelser os, ses også tydeligt i 3. Mos. 17:11. Livet er i blodet, derfor skal livet/blodet udgydes på alteret. Jesus Kristus udgyd sit blod for os. Det blev stænket på nådestolen i Himlen. Dersom vi tror på ham er vi renset fra al synd.

Der var en, som var villig at dø i mit sted,
for at jeg skulle leve ved ham.
Ja, til korset han gik, hvor han købte mig fred,
da han soned min synd, det Guds lam.
Det som var mig imod, blev udslettet med blod.
Det blev naglet til korset med ham.
Hvilken byrde han bar, da han sonoffer var,
og tog bort al min synd og min skam.